Kroen på havnen var ikke ligefrem et sted gudernes bedste børn holdt til, men Rosalind fik gode penge ved at tilse pigerne der holdt til på førstesalen. Hun var langt fra selv et af de bedre børn, men det gav en følelse af at balancere vægten, at give lidt tilbage på den måde. Samtidig fik hun saftige historier om mændene der passerede forbi.

Hun sad i et hjørne af den dunkle krostue med en ung pige der ikke kunne være meget mere end seksten. Det havde dog ikke forhindret nogen i, at give hende et imponerende sæbeøje og en flækket læbe "Løft hovedet, Sal." bad hun og strøg fingrene blidt over den hævede underlæbe. Pigen gav sig med et sammenklemt klynk, men bed det i sig, mens Rosalind begyndte at vaske hendes ansigt med en fugtig klud.

Amos kunne ikke for alvor tillade sig at ligge i druk. Det var kaptajnens lod og han afskyede det lod cirka en gang om måneden. Han afskyede det ikke ellers. Han elskede at være kaptajn. Men hvor ville han ønske, at han kunne tillade sig at give slip, bare en gang imellem ligesom alle de andre. Men eftersom han ikke gjorde det, så havde han fundet andre ting at fordrive sin tid med, når de var i land. Som for eksempel at besøge pigerne her på kroen. Han havde to-tre piger, som han besøgte oftere end andre, men passede meget på ikke at blive nogens 'stam-kunde'. Han kunne lide at have frit valg.

Han var efterhånden et kendt ansigt på kroen og han kendte også de fleste af de mennesker, som holdt til der. Derfor blev han da også ret overrasket, da han så Rosalind side derinde denne aften. Han havde ikke set hende, siden de havde været hos hende med Smithy for at få taget stingene ud og tanken om hende og hendes fremtidige krav var lidt af en torn i siden på ham disse dage.

Så han stod lidt i midten af krostuen, mens han tænkte sig om, og gik så derefter hen imod hende. "Tænk engang, at man skal se dig her," brummede han så i en tone, som ville være svær at vurdere, om var underholdt eller let irritabel. 

Rosalinds hånd med kluden stoppede midt i en bevægelse da en dyb stemme lød bag hende. Hendes bryn trak sig lidt sammen mens hun fortsatte uden at vende sig om "Ja? Hvorfor ikke her?" spurgte hun før hun alligevel drejede hovedet og mødte hans blik "Jeg er hvor der er brug for mig."

Hendes svar fik ham til at rynke brynene og stoppe op. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige til det og endte derfor bare med at ignorere hende. "Hvem har taget et sving mod dig, Sal?" spurgte han derfor pigen i stedet for at snakke mere til Rosalind. "Det var ikke Tanner igen, var det?" Han havde haft en snak med Tanner for et par måneder siden, da han var efter Betty - én af Sal's kolleger. Men han stolede ikke komplet på, at Tanner ville overholde sit løfte.

Rosalind havde måske været en smule mere defensiv end nødvendigt, men hun var altid lidt på vagt, når hun var i byen og i sær på steder som dette. Hun tøvede et sekund da Amos henvendte sig til Sal og var lige ved at svare for hende, før hun tog sig i det. I stedet fandt hun en dåse med salve frem fra sin taske, mens pigen sænkede blikket til gulvet og nikkede.

Amos brummede utilfreds og lod sit blik glide ud over krostuen, dog uden at finde den person, han ledte efter. Så vendte han blikket tilbage på de to kvinder. "Lad mig det vide, hvis han kommer ind, mens jeg sidder her," sagde han så og lod sit blik hvile tungt på Sal, indtil denne nikkede let igen og dermed anerkendte, at hun havde hørt, hvad han sagde. "Det lader til, at vi begge er, hvor der er brug for os," sagde han så i en næsten spøgefuld tone i retning af Rosalind. 

Rosalind sad afventende mens pigen nikkede sine svar til Amos og tænkte sit. Umiddelbart havde hun ikke dømt ham som en af de mænd, der mente de arbejdende piger kunne behandles efter forgodtbefindende og nu hun fik det bekræftet, betragtede hun ham diskret ud ad øjenkrogen mens hun smurte salve på Sals forslåede ansigt "For nu, ja.." medgav hun og tørrede fingrene i forklædet før hun så op og mødte hans blik. Hun måtte have nakken lagt godt tilbage som han stod, og hun sad "Når du stikker til søs igen, har Tanner og andre som han frit spil igen." konstaterede hun, uden anklager, men fordi det var sådan realiteterne var.