Sorris første fejltagelse havde været at bevæge sig ned i Nedre by. Hans anden fejltagelse havde været at gå derned alene. Det havde helt sikkert været en dårlig idé. Det vidste han godt nu. Men nu var det for sent.

Sorris havde ønsket at se danserne på Tribunepladsen. Det var faktisk alt, hvad han havde ønsket. Han havde hørt fra nogen af gøglerne på Markedspladsen, at danserne på Tribunepladsen måske nok var mere fritsvævende, end andre steder, men at de også var byens dygtigste. Og Sorris havde ikke kunnet lade være. Han burde selvfølgelig nok have taget nogen med sig, men han havde ikke haft lyst til at forklare nogen af sine væbner-venner, hvorfor han fandt danserne så fascinerende. Og han havde da slet ikke lyst til, at nogen skulle opdage, at han også fandt de mandlige dansere spændende. 

Så derfor var han gået alene. Hvilket havde været dumt. 

Han havde dog rent faktisk fået set indtil flere shows, inden det var gået galt. Aftenen var så småt begyndt at vinde indpas og selvom han vidste, at han burde gå hjem, så havde han ikke kunnet få blikket fra deres smukke dans. Den måde deres kroppe vred sig på, når de udførte et særligt svært trin... Det fik hans hjerte til at banke hårdere i brystet. Han kunne ligefrem mærke, hvordan han ville tegne hele natten, når først han kom hjem. Billederne fra denne oplevelse fyldte hans hoved, så det var ved at sprænges. Og alligevel kunne han ikke få sig selv til at gå. Især ikke nu, hvor de bragte ild ud og brugte det som en del af deres dans - lysende mod den mørknende himmel.

Sorris havde stået for sig selv - helt opslugt af synet foran sig. Og så pludselig, var han blevet revet brat ud i virkeligheden igen, da en kniv havde lagt sig mod hans strube bagfra. "Hej dukkedreng. Du ligner én, som har for mange penge til at befinde dig hernede helt alene. Og så om aftenen!" Ordene blev hvisket, og de sidste blev efterfulgt af en lavmælt latter, som blev ekkoet gennem flere struber. Sorris stivnede uvilkårligt og mærkede frygten gribe sig. De var mindst tre mand bag ham og han havde ikke engang taget sit sværd med! "Kom du hellere med os, dukkedreng. Vi har et par ord, vi gerne vil veksle med dig." Sorris turde ikke andet end at følge med.

Som mørket faldt på, kom de skumle typer frem i gadebilledet i den travle storby. Og med dem kom de mindst lige så skumle typer, hvis job var at holde øje med den første type skumlere. Zirra havde sovet det meste af eftermiddagen for at være klar til mørkets frembrud og de tilhængere af Mørket, det bragte. 
Om aftenens mål rent faktisk var en del af Mørket, vidste hun ikke endnu, men forhåbentlig ville hun snart kunne finde ud af det. Det var en lille gruppe dæmoner, der var alt andet end venligtsindede, og som Lyset ønskede flere informationer om. Det var fjerde dag, hun sneg sig efter gruppen, og hun havde endnu ikke fundet deres faste tilholdssted. Alt tydede på, at de enten skiftede sted ofte eller var gode til at bytte. De to første nætter havde hun fulgt efter én af dem, da de splittede op, og han havde ikke sovet det samme sted de to nætter. I nat ville hun se, om ham, der øjensynligt var deres leder, holdt til det samme sted i nat som natten forinden. Gjorde han det, ville hun bryde ind den følgende nat, når de var ude. 

Det var ikke det helt store ballade, de havde lavet, men det var nok til at fange opmærksomheden fra Lyset. Zirra havde set dem købe smuglervarer og hun havde på fornemmelsen, at en af de andre havde vidergivet noget lige inden, hun kom på sporet af dem, ud fra de samtaler, hun havde overhørt. I nat fulgte hun dem gennem gaderne i det nedre Dianthos med forventningen om, at de var ude på ballade. Alt i deres kropssprog tydede på det, og selvom hun ikke kunne høre deres samtaler, var deres skælmske interne smil lette at spotte.

Hun stod i udkanten af tribunepladsen og så på dem, da de hev en tilskuer med sig ind i en gyde. Hun skimtede lige en farvet krave og en let kappe, var det... i kendte farver? Hun skubbede sig ud fra muren og smøg sig mellem de folk, der var ved at vende hjemad for at komme frem til gyden. Det havde lignet noget fint tøj - havde de en aftale med en adelig? De havde været for langt væk til at hun havde kunnet se, om vedkommende var gået med frivilligt, men hvis det var tilfældet, var der måske mere til gruppen, end hun havde troet. Indtil videre havde de virket som typerne, der udførte ulovligheder for egen vinding, uden relation til Mørket. Men hvis de handlede eller afpressede en højerestående i byen, kunne det tyde på noget mere koordineret.
Lydløs i sine bløde lædersko sneg hun sig ind i gyden og satte sig på hug bag en bunke efterladte kasser ved en bagdør. Langsomt kiggede hun frem og spidsede ører.

Sorris sagde ikke en lyd, mens han fulgte presset fra kniven og trak sig tilbage. Da først de var ude af menneskemængden blev kniven flyttet til at stikke ham i ryggen og han sank igen, men fulgte lydigt med. Han var alt for bange til at gøre noget som helst. Han vidste, at han burde kende til noget, som kunne hjælpe ham nu, men hans hjerne var mest bare et stort tomt rum og ikke en eneste hjælpsom tanke indfandt sig. Tværtimod blev ordene 'jeg skal dø' ved med at gentage sig selv om og om igen og han kunne næsten ikke få vejret.

Han ænsede næsten ikke, at de gik ind i en gyde og væk fra menneskemængdens øjne. Det eneste han bemærkede var, at alt pludselig blev mere mørkt og han gispede forskrækket. "Vær sød ikke at gøre mig noget..." bad han med en stemme, som skælvede og sprak. "Jeg vil give jer alt, hvad jeg har, hvis I bare ikke gør mig fortræd." Det var et nyt lavpunkt for Sorris og han mærkede ydmygelsens tårer stikke i øjenkrogene. Men han kunne ikke lade være med at sige det alligevel.

En latter, som ikke længere var helt så dæmpet, buldrede frem bag ham og Sorris krympede sig. "Vi gør præcis, hvad vi har lyst til, dukkedreng," sagde stemmen fra før og Sorris gav et halvkvalt udråb fra sig, da han pludselig mærkede en hånd på sin skulder. Han blev snurret rundt og banket hårdt ind i husmuren ved siden af sig. "H-her," stammede han og rakte febrilsk ind under skjorten og trak sin pung ud. "T-tag d-den." Endnu et grin og pludselig knækkede Sorris sammen, da han modtog et hårdt slag i maven. Alt luften blev slået ud af ham og han kunne ikke engang skrige, da en anden af hans overfaldsmænd slog ham hårdt i ansigtet.

Zirra sad mussestille bag kasserne og lyttede. Hun havde trukket sig tilbage, da hun havde set en af dem holde lidt vagt ud mod hendes side af gydeåbningen - de havde sikkert også en på den anden side. Hun sænkede sin vejrtrækning, fokuserede tomt ud i luften og lod sin kæbe falde en smule, så øregangene åbnedes mere. Lyden flød ind mod hende fra den større gade, men hun kunne sagtens fokusere på hvad der skete foran hende. Dæmonerne lo, spydigt og faretruende. Så talte deres følgesvend.... Sorris?!

Stemmen var ikke til at tage fejl af overhovedet. Hun kunne genkende sin lillebrors stemme i selv den tætteste folkemængde. Tanker fór rundt i Zirras hoved. Hvad lavede han her? Hvorfor havde dæmonerne fat i ham? Hvorfor var han er alene?
Kun ét af dem blev besvaret ved at lytte mere med. Slagene faldt lige så tungt som åndedrættet forlod hendes kære brors krop, og det blev tydeligt for Zirra, at dæmonerne ikke havde en aftale med en adelig, de var bare ude på almindeligt ballade. Hun tog en hurtig beslutning, kravlede lidt tilbage, så hun kom ud af syne, og rejste sig så op og gik ind i gyden, søgende den vagthavdende dæmons øjenkontakt.

"Stop der, tag en anden gyde, tøs," sagde han og kom hende i møde.
Zirra lod sine øjnevandre over en af dæmonerne bag ham, som om hun tjekkede hans udseende. Ikke at hun behøvede det, hun vidste hvordan de så ud. Men hvis det her skulle virke... "Er det Ghent?" spurgte hun med et nik hen imod skikkelserne et par meter fra hende.
Dæmonen lagde sine arme over kors og hævede et øjenbryn i overraskelse. "Ja, hvad vil du ham?"
"Endelig," udbrød hun med et suk. "Jeg har ledt alle steder. Jairanas har ventet en halv time på Den Trofaste på jer!"
"Hvad? Ghent, kom her!"
Ghent slap Sorris, som han ellers lige havde hevet op i kraven til et ekstra slag. "Hvad nu?"
"Hun siger Jairanas venter på hos på Den Trofaste," sagde vagthunden. "Vi har ellers lige betalt for næste læs, men det skulle satme ligne hende at ville have mere."
Zirra trak på skuldrene af kommentaren, som om hun vidste præcis, hvad der blev snakket om. "Hun sagde til mig, hun ville løbe over planen for næste læs igen. Noget med at byvagterne er blevet mere strikse de sidste par uger."
"Zaladin tage de byvagter," brokkede Ghent med en snerren.
Det var et sats, men det så ud til at virke. Zirra havde opsnappet et par navne og steder, dæmonerne frekventerede, men hun havde faktisk ikke været sikker på, hvor de lavede deres handler. Tydeligvis havde hun været heldig og ramt plet. 

Sorris havde nok at gøre med at holde øje med slagene, som faldt næsten rytmisk ind over hans overkrop til overhovedet at lægge mærke til, at han ikke længere var alene med sine overfaldsmænd. Endnu et slag mod mellemgulvet fik ham til at knække sammen igen og han forsøgte forgæves at skrige, da han blev hevet op at stå igen i sit hår. Men pludselig stoppede slagene og han trak vejret i hurtige gisp.

Der gik lidt, inden han opdagede, at det var en velkendt stemme, han hørte i mørket. "Zirr...?" han lukkede omgående læberne om den lille hvisken, der havde forladt hans mund. Han havde ikke kunne lade være med at sige noget, men han var klog nok til at indse, at det ikke var en god idé, at hans overfaldsmænd vidste, at han kendte hende. Måske ville de også overfalde hende! 

Hans hoved var omtåget og det ringede for hans ører, så han opfattede ikke rigtigt, hvad der foregik. Hørte ikke meget af hendes løgnehistorie. Det eneste han opfattede var, at taget i hans krave blev sluppet og han selv drattede om på jorden igen og ømmede sig, da hans skulder tog stødet fra en sten på jorden. Hvad foregik der?

Ghent hviskede noget til en af sine kumpaner og nikkede mod gydens udgang. Så spyttede han ned på Sorris og så på Zirra. 
"Jeg skal nok tage hen til Jainaras," sagde han og holdt en ukonfortabel lang øjenkontakt med hende. "Men jeg vil ikke gå tomhændet fra min lille aftenunderholdning. Overtag den sammen med Herun her og mød os på Den Trofaste senere."
Zirra holdt sit ansigt i stive folder og nikkede en enkelt gang. Det virkede til at være nok for ham, og han luskede af sted med resten af sine folk. Herun blev stående hvor han var med et let mistroisk blik mod Zirra. Han testede hende. Hvis hun havde løget for dem og ikke kunne gennemføre dette, ville han kunne nå at råbe op til de andre, inden de nåede for langt væk. 

Indeni bankede Zirras hjerte hårdt, mens hun tvang sig selv til at se hård og følelseskold ud i ansigtet. Hun skænkede Sorris et enkelt bik uden helt at se ham, hvorefter hun vendte sig mod Herun.
"Så, hvad har du lyst til?" sprugte hun og lagde armene over kors. Jo mere tid hun kunne nå at vinde med samtale, des længere ville de andre dæmoner nå at komme væk fra dem. 
"Op til dig," svarede han blot kort for hovedet. Så det skulle være på den måde.
"Lån mig din kniv," sagde hun og nikkede mod hans tydelige våbenbælte. Hendes egen var gemt i støvleskæftet.
Herun hævede et øjenbryn og kom med et anerkendende nik, inden han trak kniven og gav hende den. Så snart han havde vidergivet den til hende, skiftede hendes blik dog fra hans og til bag ham, mens hun fremkaldte en af sine ildfluer.
"Hvad i..." begyndte hun, og det havde den ønskede effekt. 
Herun faldt for tricket og vendte sig om mod den nyopståede lyskilde, og inden han kunne nå at svare, lagde hun kniven imod hans hals og skar struben over på ham. En hurtig død. Det eneste, der holdt han fra at besætte en ny krop med det samme. 

Blod flød ud over Zirras ærme, Herun gurglede og faldt til jorden, og Zirra skyndte sig ikke at tænke for meget over, hvad hun lige havde gjort. Hun havde reddet sin lillebror, det var hvad hun lige havde gjort. Kniven smed hun på den døde krop, hvorefter hun skyndte sig hen til Sorris med et bekymret udtryk.
"Sorris! Se på mig, er du uskadt? Kom, vi skal væk herfra hurtigt." Zirra stak armen ind under sin brors skulder for at hjælpe ham op, så de kunne komme væk - en anden gyde ville være fin, så længe det ikke var denne her.

Sorris trak stadig vejret besværet, men nu hvor han lå ned og der kom mere blod til hjernen, var den vanvittige ringen for ørerne næsten væk og hans syn var holdt op med at være sløret. Derfor havde han også frit udsyn til, hvad Zirra foretog sig. Han forsøgte flere gange at komme op at stå for at hjælpe hende, men han nåede aldrig længere end til at få sin arm ind under sig, førend han måtte give op og glide ned på siden igen. Panikken fyldte ham ubønhørligt som hendes samtale med manden skred frem. Han kunne ikke gætte, hvad hun havde planer om at han frygtede, at hun ville komme til skade. Men så... 

Pludselig gik det hele stærkt og det tog Sorris flere øjeblikke at fatte, hvad det var, han lige havde set. Og inden han nåede at sige noget, så måtte han samle kræfterne for at hjælpe Zirra med at få ham på benene. "Jeg... kun skrammer..." var det eneste, han kunne få over sine læber. Der var betydeligt andet, han hellere ville spare sin luft til at tale om, men for øjeblikket var det sikkert vigtigst at hun ikke bekymrede sig overdrevent om ham. Og måske kom mændene tilbage! Frygten brusede gennem kroppen på ham igen og gav ham de sidste kræfter, han skulle bruge for at komme på benene og begynde at stavre væk derfra - tungt lænende til Zirra. "Hvad... Skete der?"

"Schh! Spar på kræfterne," tyssede Zirra på sin lillebror, mens hun hev ham med sig. 
Der var langt til det nærmeste sted, hun vidste var sikkert, så hun måtte improvisere herfra. De skulle så langt væk fra alt, der kunne lade dæmonerne finde dem igen, og mens hun hev Sorris med sig, dobbelttjekkede hun, at han ikke efterlod et blodspor bag dem. 
Han virkede omtåget og var tung at slæbe med, når han ikke havde flere kræfter - knægten var trods alt vokset hende over hovedet allerede, og han havde arvet deres fars robuste knogler, virkede det til. 

Et par sidegader senere, fandt Zirra frem til en lille baggård, afskærmet af et par halvhøje mure og med en port, hun med lethed fik låsen op på. Baggården havde et stykke græs og nogle små æbletræer, og Zirra førte Sorris hen til et af træerne og satte ham op ad det, hvorefter hun selv knælede ned foran ham. 
"Hvor har du ondt?" spurgte hun med tydelig bekymring i stemmen. "Før du fortæller mig, hvad i Isaris lys du lavede alene i den her del af byen, vil jeg være helt sikker på, du er uskadt."