Heldigvis havde hun fået en mission, der havde bragt hende lagt væk. Hun klappede fraværende Desghora på halsen, og dragen svarede med en arrig snappen, inden den med sine kraftige vingeslag lettede fra klippetoppen og fløj ud over bjergene. Den ville jage, mens Asha og hendes makker udførte missionen.
Hun kravlede ned fra klippen - let besværliggjort af hendes udrustning - og fandt vej gennem skoven til mødestedet. Der var mange slags skabninger, der levede skjult i Tusmørkebjergene: Orker, banditter og trolde. Væsner, som skulle observeres og vurderes om de kunne være passende rekrutter til Mørkets Hær.
Men det var ikke en enmandsmission. Asha lænede sig op ad en solid træstamme, mens hun stirrede ned ad den stejle sti, der førte mod dalen. En anden udsending fra Mørket skulle møde hende her, en vis Pantaleon, som hun ikke tidligere havde mødt. Et let rynke viste sig mellem hendes bryn, mens hun overvejede, hvilken type person udsendingen ville være. Hun håbede ikke, at det var en af de nyere, unge rekrutter, som var alt for fulde af sig selv.
Oppe i bjergene var mørkere skyer begyndt at samle sig, dækkende for solens lys, og halvorken sendte dem et olmt blik. Halvmørke ville give dem noget dække mellem træerne, men det kunne hurtigt blive en kedelig mission, hvis der begyndte at falde regn..
