Det var en glædens dag for mange. Lysets Dronning var tilbage på sin retmæssige plads, og fred ville endelig sprede sig til alle hjørner af riget. Det var dog ikke alle der var glade for at dronningen havde fået sin retmæssige plads tilbage, og der var nogen der skulle bøde for det.
En af dem der ikke var glade for denne her situation var Hector Reier. Han havde modtaget bestikkelse fra Ordenen, og havde nydt godt af det. Hans loyalitet løb tydeligvis ikke dybere end hvad man kunne købe sig til. Det havde nok ikke været så stort et problem, hvis han ikke havde opdaget hvad hans datter Shireen havde haft gang i. Shireen havde stjålet information om den bestikkelse der havde forgået i den adelige lag, og givet det videre til rebellerne. Hun var en skændsel.
Så han gjorde hvad en hver anden far ville have gjort, ifølge ham selv, og bankede hende. Vreden tog over, og snart var hun gul og blå, og fuldstændig forslået, og så hev han fat i kraven på hende og smed hende ud ad bagdøren, ud på de kolde brosten, før at han lukkede og låste døren så hun ikke kunne komme ind. Så skulle hun nok lære af sine fejl.
Ligeså stille begyndte det også at regne, og da solen allerede var gået ned, havde mørket allerede indhyllet gaderne i mørke.

Shireen prøvede at bevæge sig, men en skarp smerte gik igennem hendes arm og hendes ribben. Hun havde aldrig haft så ondt i hele sin krop, men hun kunne ikke blive liggende her. Hvis hun også blev syg, så ville det gå helt galt. Hun formåede kun at sætte sig op ad væggen til hendes families hjem, før at hun måtte lukke øjnene, og tage dybe indåndinger, for at prøve at regulere smerten i hendes krop, og ikke begynde at skrige og græde, uanset hvor meget hun ville. Der var ingen i nærheden der kunne hjælpe hende, så det hjalp alligevel ikke.

Hun vidste ikke hvor lang tid at hun havde siddet der, før hun kunne et skimte et lille lys. Først tænkte hun ikke over det, men efterhånden kom det tættere og tættere på. Som hendes øjne vænnede sig til lyset, kunne hun se at der var nogen der bar det lysende objekt, og snart kunne hun se hele figuren af væsnet. Det lignede en alf, ikke den race hun havde mest bekendtskab med, men hun kendte til dem. Han var større end hun havde forventet han ville være, med krøllet mørkt hår, og brun hud. Han bar mørkegrønt tøj, og havde et par handsker på hænderne, og i den ene hånd var der hvor lyset kom fra. Det lignede en krystal af en art, men Shireen var ikke helt sikker.
”Du ser ikke ud til at du har det så godt,” sagde alfen, i en nærmest blid tone, han gjorde dog ingen tegn til at gå tættere på, men fløj oppe i luften et par meter fra hende.
Shireen selv stirrede bare på alfen, foretrak ikke en mine, men ventede bare på at den sagde noget mere, om hvad den lavede her, og hvorfor den var her.
”Jeg kan få det til at stoppe med at gøre ondt, hvis du ønsker det?” tilbød den.
”Hvordan?” det havde alligevel fået Shireen til at åbne munden, men hun var stadig ikke sikker på at hun var villig til at stole på alfen. Noget over ham virkede bare… forkert.
”Denne her krystal har healende egenskaber. Du skal bare tage den i hånden, og vupti, så er du så god som ny,” sagde han.
Shireen prøvede at ændre på sin sidende stilling, men blev straks ramt af skarp smerte igen. Det kunne godt være at hun ikke havde noget valg. ”Hvad koster den?”
”Den er gratis. Jeg værdsætter bare at hjælpe folk.”
Endnu engang tøvede Shireen, men endelig rakte hun frem mod alfen, som overrakte hende krystallen. Ligeså snart den rørte hende hud, kunne hun mærke varmen sprede sig i hendes krop, og smerterne hun havde forsvandt som havde de aldrig været. Til gengæld var alfen også væk, for hvor han før havde stået var der ingen mere, men hun sad stadig med krystallen i hånden.

Usikkert kom hun op på benene. Hun følte sig som et nyfødt føl, hendes krop føltes akavet og hun synes ikke at stå ordentlig på benene. Hun tænkte at det nok havde at gøre med healingsmagien, og hun havde siddet og haft ondt længe.
Som hun begyndte at begive sig ned mod den nedre bydel, begyndte hun at kunne se solen stå op og sprede et varmt skær over byen. Det var stadig meget tidligt, men solen stod tidligt op på denne her tid af året, så hun tænkte ikke så meget over det. Regnen var også stoppet med at falde, så hun kunne gå i fred.
Til trods for magien, så måtte hun alligevel ligne noget katten havde slæbt ind, så hun stoppede ved en af vandpytterne, og prøvede at spejle sig, for at se hvor slemt hendes ansigt så ud. Hun havde ikke lyst til at bekymre Rottebanden mere end højst nødvendigt. Hvad der kiggede tilbage på hende, var ikke hendes spejlbillede. Måske hvis hun havde en bror på sin egen alder var det sådan han ville se ud. Kæben var kraftigere og mere kantet, og håret så mere sjasket ud, selvom længden stadig var det samme. Øjnene var også væsentlig mindre.
”Hvaaa…” ligeså snart de ord havde forladt hendes mund, vidste hun at det ikke var vandet, men noget i hendes krop der var galt. Stemmen havde været dybere end hendes egen nogensinde havde været.
”Nej, nej, nej, nej,” hviskede hun, som hun begyndte at føle sit ansigt med sine hænder, og derefter sin hals, og længere og længere ned på sin krop, som hun fik bekræftet hvad der var galt med hende. Som hun havde frygtet, kunne hun mærke hvordan hendes mere feminine form var udskiftet med en mere maskulin en.
Hvordan kunne det dog være sket? Så ikke nok med at hun ikke kunne tage hjem til sine forældre nu, så havde hun også en del hun skulle forklare hvis hun ville tage hjem til Rottebanden. De ville jo have ingen ide om hvem hun var, men der var ikke andre hun kunne tage til her i byen.
Hun vaklede ind i den nærmeste gyde, hvor hun lænede sig op mod muren og begravede sit hoved i sine hænder. Hvad i alverden skulle hun gøre?