Rofus var på vej tilbage til Det Halve Svin, det kunne ikke vare længe før at hans, eller rettere for tiden hendes mor måtte tage tilbage med hendes søskende.
Endelig var familie kroen tilbage i deres hænder, men det var også lige at sørge for at det ikke var Rofus der skulle holde øje med den.
Hun havde så mange andre pligter for tiden at der ikke var tid til at holde kroen åben.
Hvilet mor Telma nok ville være både skuffet over, men nok også taknemmelig. Rofus ville nok ligefrem være den bedste kromutter eller fatter for den sags skyld.

Fast lukkede hun døren bag sig som hun trådte ind i den forladte krostue, dog var der noget der virkede anderledes.
Der havde været nogen!
Der var renere end der havde været siden at Kiles orden havde brugt det som et suppekøkken, men hvem? "Er der nogen?" kaldte Rofus ud som hun søgte efter hvem der var dukket op, forhåbentlig var det ikke nogle banditter der luskede rundt igen, de sidste havde hun været nødt til at smide noget hårdt ud.

Trappen knirkede under hendes fødder som hun bevægede sig oven på for at se om nogen gemte sig der.

Simar havde ligget i sengen hele dagen, han havde været træt og udkørt og havde heller ikke sovet det meste af natten, fordi han havde haft en masse mareridt om flugten fra kroen og til den nye by og et helt nyt liv. Det fulgte ham som nogle af de værste mareridt han havde haft, ud over dem hvor han mor var kommet til skade eller blevet alvorligt syg i hans mareridt. Simar hadede det mere end noget andet! For det forstyrrede ham og gjorde ham mere bange end han var i forvejen.

Han vidste at han var alene hjemme, hvor hans mor skulle hen kunne han ikke huske, men de mindre søskende var heller ikke hjem. Han havde blot ligget i sin seng og faldet lidt i søvn hist og her og vågnet af de dumme mareridt. Han valgte til sidst at rejse sig fra sengen og opgive at få indhentet noget søvn og få noget mere energi, dog da han lige var kommet ud af værelset, kunne han høre nogen luske rundt neden under samt høre en stemme spørge om der er nogen. Han gik i panik, hvad nu hvis det var de onde mænd som var kommet tilbage? Han kiggede omkring sig som han prøvede at finde noget han kunne forsvare sig selv med, Han endte med at tage den lille lysestage inde fra han værelse hvor han havde hevet lyset op ad for at kunne bruge den til at forsvare sig med, selvom den nok ikke kunne gøre ret meget skade ” HVEM DER!” råbte Simar som han kunne høre nogen komme op ad trappen. Der var tydeligt frygt i Simar stemme og det var ikke lige frem fordi den lyd særlig advarende. 


" Tag dig sammen Simar, du kan godt klare den, bare kæmpe for at beskytte kroen! det mors kro og jeg må beskytte den" Sagde han til sig selv og prøvede virkelig ikke at begynde at skrige på hjælp eller prøve på anden måde at komme væk ! Han kunne høre personen kom tættere på ham, personen var på trappen lige i nærheden af ham. " STOP! hvem der, hvem er du! Du har ikke noget at gøre her, jeg forsvare mig" Sagde Simar og prøvede at lyde hård og faretruende selvom han var alt landet end at være hård og faretruende, han havde aldrig været god til det.. Der var da også en anelse nervøsitet og angst an tyde i hans toneleje.

"Simar er det dig??!?!" Kaldte Rofus, eller Rofie som hun blev kaldt for tiden, glad op af trappen som hun skyndte sig op med hastige skridt.
Hun kunne alle sine søskendes stemme ud og ind og det var helt sikkert hendes lillebror som egentlig var ældre end hende selv, og måske altid ville være et barn som hun voksede op, en tanke hun heldigvis havde vendet sig til, men at være blevet forvandlet til en pige, deeeet var lige noget der ville tage noget mere tilvænning.

Dog blev hun noget overrasket over at se Simar puste sig op, og prøve at vise at han nok skulle forsvare kroen som hun selv havde. "Ro på Simar, jeg gør dig ikke noget" forklarede hun mens hun løftede hænderne for at virke mindre truende. "Du har nok lidt svært ved at se det, men det er mig Rofus!" forklarede hun med et skævt smil og uden at tænke over det kløede hun sig sig i håret på den måde hun altid plejede. "Så erh der er sket en del siden, men har i det godt? Er der sket noget med mor eller jer andre?!?" Med et brød tårerne frem, for hun havde virkelig savnet sin familie og at se Simar vel fik det hele til at bryde frem igen, Rofus familie var okay og hjemme igen!

Lukket grundet indaktivitet

//Vi kan sagtens lave noget andet en anden gang :)