Sted: De små gader i den centrale by i Dianthos
Tid: Tidligt på natten
Vejr: Stjerneklart og en smule køligt for årstiden

Det var blevet sent. Zahinael havde sendt Storm ud på en opgave og havde krævet, at han kom og afrapporterede bagefter. Der var ikke så meget tillid tilbage efter Storms lille nummer med den lokkende pige fra Lyset, så noget af den frihed han havde haft før, havde han ikke mere. Han var også blevet en del mere paranoid, efter han fandt ud af, at Zahinael åbenbart satte folk til at holde øje med ham. De mørke gader gjorde det ikke bedre, og han skævede over sin skulder flere gange, inden han konkluderede, at der ikke var nogen efter ham. Men han var også bare på vej hjem for at sove. Der var endnu en dags arbejde i morgen, hvor kedeligt det end var at stå og glo i lejligheden over bogbinderiet, mens han skulle forestille sig at passe på dæmonen. Hvorfor forstod han ikke, manden var uden tvivl i stand til at passe på sig selv.

Det var kun et par uger efter, at han havde dummet sig med at tage Zirra med hjem i seng, og Zahinael straf sad stadig frisk i hans erindring. Selvom der ingen fysisk skade havde været med den lille grå kugle, havde smerten sat sine spor og Storm følte stadig ind i mellem, at han havde ondt i tænderne. Det var ikke fysisk, det vidste han godt, men det var nok til at få ham til at holde sig på dydens sti og bare gøre, som der blev sagt.
Han glædede sig allerede til at komme ud af byen. Kzar Dûn var et kedeligt sted, hvor han havde mange uvenner, men det var udmattende at rende rundt i Lysets hovedstad, når man var en af Mørkets krigere. Ikke at noget på ham kunne afsløre det, men han sov alligevel ikke helt så godt om natten, som han gerne ville.

Han var træt og hans tanker trak ham nok væk fra virkeligheden til, at han ikke opdagede kvinden, før han stødte ind i hende, da hun kom ud fra en sidegade. Hun gispede forskrækket og han tog kort ved hende, for at ingen af dem skulle vælte. Det hvide i hendes øjne var alt for tydeligt i mørket. Skræmt. Han skulle til at undskylde, da hun så sig over skulderen og greb fat i hans tøj.
"Hjælp mig!" hviskede hun panisk og slap ham så igen, for at forsætte forbi ham. I samme øjeblik dukkede der en mand op fra sidegaden. En stor, bred mand. Storm burde bakke ud allerede der, men et glimt af vrede var allerede begyndt at vokse i hans mave. Nok var han ikke en god mand, nok var han en del af Mørket, men hvis der var noget, han altid havde hadet, så var det mænd, der tvang sig på kvinder. Uden tvivl fordi, at det var sådan, at han var blevet til. Så han trådte frem for at forhindre manden i at følge efter kvinden.
"Har du ikke noget andet at lave end at følge efter kvinder om natten?" Vreden lå som en mørk undertone i hans stemme.

Det var dejligt, men også umådeligt distraherende at være tilbage i Dianthos som Sejr. Efter han havde fået Falk og Zofrost på plads i huset, og havde overbevist Cole om, at han virkelig var den samme som Liv, bevægede Sejr sig ud i byen. Han skulle have fat i byvagterne og overbevise dem om, at lade Liv være, men først skulle han jo lige nyde livet lidt. Vagterne vidste intet om hans dobbelte identitet, så der var ingen hast. Allerede efter den første uge havde Sejr haft fat i fem kvinder og havde befrugtet dem. De fleste af dem havde ikke behøvet nogen overtalelse, for han var jo ganske charmerende, hvis han selv skulle sige det, men et par af dem skulle dog overtales lidt.

Kvinde, som Sejr havde udset sig som dagens vinder, lod til at være en af dem, der skulle overtales. Sejr havde oprindeligt spottet hende på en kro, men da hun ikke havde været synderligt modtagelig for hans tilnærmelse, havde han besluttet, at han måtte gå lidt hårdere til værks. Han fulgte efter hende, da hun forlod kroen, og selv om han forsøgte at kalde hende til sig, var hun ikke villig. Dette huede ikke Sejr, og han fortsatte sin forfølgelse, indtil en eller anden ung hvalp pludselig stillede sig imellem dem.

Et kort øjeblik overvejede Sejr, at simpelthen hive sjælen ud af knægten, så han kunne komme videre i sin forfølgelse - Sejr havde ikke den samme respekt for liv, som Liv havde - men der var alligevel et eller andet, der stoppede ham i det.

"Flyt dig, knægt," gryntede han i stedet og lod sine mørkegrønne øjne glide over den unge mand foran ham. "Det her angår ikke dig."

Lyden af kvindens hurtige skridt forsvandt bag Storm, og han bad hende i sit stille sind om at skynde sig. Selvom hans vrede var nok til at få ham til at ville slås mod den store mand, vidste han også godt, at sandsynligheden for, at han ville vinde, nok var lille. Musklerne var tydelige at se under mandens tøj, selv i mørke, og Storm ville ikke risikere sin anonymitet ved at slå nogen ihjel. Zahinael ville have en fest med ham, gjorde han det. Så han var forberedt på at tabe kampen, men han ville ikke bakke væk fra den, før han vidste, at kvinden var væk. Og han var vred. Vred nok til at ville give manden en lærestreg, hvis muligt.

"Nej." Han kneb øjnene en smule sammen og blev stående. Nej, han ville ikke flytte sig. Han ville ikke lade manden fortsætte efter kvinden, for at gøre unævnelige ting mod hende og ødelægge hende. Ødelægge hendes liv. Hans hænder knyttede sig hårdt og han spændte op i kroppen, klar til at dele slag ud. Og få dem. Men han var ikke bange for at slås, ikke bange for at komme til skade, selvom det var noget mere besværligt et sted som her, fordi de netop skulle være anonyme. 

Der var et eller andet ved manden. Storm kunne ikke sætte en finger på, hvad. Hans størrelse? Udseende? Udstråling? Noget forkert. Men mange ting kunne man sige om Storm, men han var ikke en kujon. Og han var ikke god til at gå fra en kamp, han vidste, at han ville tabe, så han var vant til at få bank. Det skræmte ham ikke. Så han gengældte fast mandens blik med sine blå øjne og et sammenbidt udtryk, der ikke passede til hans alt for nuttede udseende. Et udseende, der fik de fleste til at undervurderere ham.

Sejr betragtede knægten med let sammenknebne øjne. Hvad bildte den fløs sig ind? At forstyrre hæderlige folks gøren og laden på den måde? Det var tydeligt, at hvalpen mente, at han skulle spille helt, og den slags folk er irriterende stædige. Nej, Sejr ville helt sikkert ikke slippe af med den unge fyr uden at bruge vold, og han afskyede at bruge vold. Spurgte man Sejr, ville han sige, at han aldrig kunne finde på at gøre en flue fortræd. Spurgte man de mange modtagere af hans "kærlighed", ville nogle af dem nok fortælle en anden historie.

Lyden af kvindens fodtrin var forsvundet nu, og selvom Sejr nok godt ville kunne finde hende igen - han havde allerede mærket på hendes sjæl, så han kendte den og kunne opsnuse den igen - så var slaget tabt for nu, takket være den irriterende knægt foran ham. Sejr brummede og trådte et skridt tættere på knægten. Han var høj, men Sejr var højere, og han voksede et par centimeter højere, da han trådte tættere, bare for at understrege forskellen i deres fysik.

"Stikker du altid sin næse i andre folks sager, eller er jeg bare heldig?" spurgte han med tydelig irritation i stemmen. Han kunne sikkert løfte splejsen op med en enkelt finger, men der var noget ved hans ansigt, der distraherede Sejr. Det var noget genkendeligt. Havde han set drengen før? Måske som Liv? Han var i hvert fald hendes type. 

Storms blik gled en smule op, da den store man trådte nærmere. Var det ham eller var manden lige vokset lidt? Det måtte være indbildning. Måske hans hjerne, der forsøgte at overbevise ham om, at det var en god idé at komme væk derfra. Men han blev stående, lige pludseligt også vred over, at manden prøvede at intimidere ham sådan. En lille stemme i hans hoved forsøgte stadig at få ham til at træde til side og tage hjem på værelset. Det kom ikke ham ved. Han var ikke en helt, langt fra. Men knuden i hans mave fik ham til at blive. 

"Det er åbenbart din dårlige dag. Så hvad med, at du vender om og går tilbage, hvor du kom fra. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at lade dig fortsætte efter hende." Han kneb øjnene lidt sammen og så fast på manden. Hvem var han? Storm havde stadig en forkert følelse om ham. Bare det ikke var en fra Lyset. Men de sneg sig vel ikke rundt om natten i jagt på uskyldige kvinder. En fra Mørket? Nej, det troede han alligevel ikke.

Han trådte et lille skridt nærmere manden for at fortælle ham, at han godt kunne vende om igen. Selvom han havde et sværd ved siden, holdt han hænderne væk, knyttet, klar på en nævekamp. Kasteknivene havde han efterladt på værelset, de var ikke så bevendte i byen
"Hvad bliver det til? Vender du om eller skal jeg vise dig vejen?" Storm, som de fleste anså for ret så godmodig, hvæsede af den store mand, klar til at slås. Måske havde han nogle aggressioner i forvejen, der skulle ud. Måske var det bare tanken om voldtægt, der fik ham til at reagere så vredt. Lige meget hvad, så var han klar til at lade næverne tale.

Sejr kunne ikke lade være med at smile. Det var sødt, hvor stædig denne knægt var, og hvordan han troede, han kunne besejre Sejr. Men han vidste selvfølgelig heller ikke, hvad Sejr var i stand til. Han kunne sikkert klemme sjælen ud af knægten på få sekunder... Men, men den slags gjorde man ikke, med mindre man var truet på livet, og Sejr følte sig på ingen måde truet af den unge mand foran ham. Tværtimod. Han så da meget sød ud, og hvis Sejr havde haft nogen som helst interesse i det mandlige køn, så havde han da snuppet knægten her med hjem i stedet for.

"Du har nosser, knægt, dét må jeg give dig," brummede Sejr med et skævt smil og en dyb kluklatter. Mens han talte mærkede han ganske forsigtigt på knægtens sjæl. Godt 6000 års øvelse havde gjort ham i stand til at mærke efter på folks sjæle uden, at de ville lægge mærke til det, med mindre de ligefrem fokuserede på det. Han rørte også kun en lille smule... Bare nok til at finde ud af lidt mere om den morsomme yngling.

"Hm, hm," gryntede Sejr, mere til sig selv end til knægten. "En halvdæmon. Ser man det... et lille blandingsbarn. Dét er sikkert en historie, der er værd at høre."

Der var et eller andet, der dæmerede langt, langt væk i hans baghoved, men han kunne ikke fastholde tanken længe nok til at finde ud af, hvad det var. Havde han mærket bedre efter på drengens sjæl, ville han hurtigt have kunne fornemme sine egne aner i ham, men en hurtig undersøgelse var ikke nok til at opdage den slags.

Storm var ved mentalt at have gjort sig klar til at slås, hans puls bankede i hans ører og adrenalinen gled igennem ham. Han var så klar til at blive angrebet af den store mand, det gav et lille sæt i ham, da manden i stedet kaldte ham modig og derefter lo. Det var uventet og Storm mistede stemmen for et øjeblik, mens han lige omstillede sig til en ny situation. Ville manden ikke op at slås alligevel? Det virkede ikke sådan. Ikke at det fik nogen form for lettelse frem i Storm, snarer tværtimod. Både fordi han lige nu var opsat på at skulle dele øretæver ud - eller i hvert fald forsøge - men også fordi det gjorde ham meget mistænksom. Det var sjældent en ophidset situation deeskalerede så hurtigt.

Inden Storm nåede at finde ud af, hvordan han skulle reagere på det pludselige skift, konkluderede manden, at Storm var en halvdæmon. Først var Storm chokeret, for det var ikke noget, man lige kunne se på ham. Men chokket forsvandt hurtigt for mere vrede. Meget vrede. En historie værd at høre. Selvom han var over trehundrede år gammel, var han stadig sensitiv over sin baggrund. Hvad han kom fra. En voldtægt, der havde fået hans mor til at slå sig selv ihjel. Han havde banket folk for mindre end det, som manden lige havde sagt. Som om Storms baggrund var en god historie, manden kunne more sig over.

Han reagerede før han kunne nå at bremse sig selv.
"Noget der ikke kommer dig ved!" Han hævede stemmen i vrede, inden han trådte frem og lod sin næve suse mod mandens skæggede ansigt. Han var stærk nok og slog en proper næve, der ofte fik ham sejrrig ud af kampe, men hans slag var ukoordineret, fordi hans hjerne var fyldt med rød vrede i stedet for fornuft. Vreden der altid sendte ham ud i problemer og havde gjort ham upopulær ved mere end én af sine kollegaer. En vrede der kom sig af det, der var sket i hans liv.

Sejr morede sig kosteligt; det var helt tydeligt, at hans kommentar havde sendt den unge gut helt op i det røde felt, og Sejr burde egentlig have forudset slaget flere sekunder, inden det faldt, men han havde for travlt med at more sig. I stedet indså han alt for sent, hvad der var ved at ske, og han nåede kun at flytte hovedet en smule. Slaget, der uden tvivl var sigtet efter hans kind, ramte ham i stedet på kæben. Knægten så splejset ud i forhold til Sejr, men han slog en proper næve, og Sejr gryntede og trådte et skridt baglæs, mens han tog sig til dunkende kæbe, hvor drengen havde ramt ham.

Der skulle dog mere - meget mere - til at slå en mand som Sejr ud, og han samlede hurtigt fatningen igen og greb fat i knægtens krave og løftede ham op i luften så let som vejede han ingenting. 

"Har din far ikke lært dig ikke at slås med folk, der er større end dig selv, dreng?" knurrede han og voksede endnu et par centimeter, bare for at understrege sin pointe. Han lagde ikke mærke til det, mens hans vinger kom også frem og løftede og spredte sig en smule, så han virkede endnu større.

Slaget ramte, selvom den store mand uden tvivl forsøgte at undgå det. Den velkendte smerte i hånden over at banke den ind i noget hårdt, nåede knapt nok igennem Storms vrede, og han trak den til sig for at slå igen. Slaget virkede ikke til at påvirke den store mand så meget, men så måtte Storm jo bare blive ved med at slå, indtil det gjorde!
Storm var normalt ikke den, der ville slås, han var overraskende fredelig i forhold til, at han var en af Mørkets krigere, men det skete, at han brændte af som nu og bare skulle have det ud af sit system. Og selvom han ikke var så stor som den anden mand, var han altså heller ikke lille og han vandt da næsten oftere end han tabte. 

Men denne gang så sejren ikke til at være inde for rækkevidde, selvom han ivrigt forsøgte. Inden han nåede at lande andet slag i ansigtet på manden, blev han pludseligt løftet op fra jorden, som vejede han ingenting. I en ren instinktiv reaktion, greb han med begge hænder om mandens massive håndled for ikke at blive kvalt i sit eget tøj. Denne gang var han ret sikker på, at manden voksede igen, han kunne mærke det om hans håndled, der blev endnu tykkere. De blå øjne blev spærret forskrækket op, da der dukkede et par vinger op bag manden. En... en engel! 

Mandens ord skar igennem hans forskrækkelse og vreden vendte tilbage til Storms udtryk, som han flyttede blikket tilbage til mandens ansigt.
"Min far var et dumt englesvin som dig, der ikke ville tage ansvar for det skade, han havde forvoldt, så han skred," hvæsede han af manden, afslørende meget mere end det egentligt var meningen, men hadet til sin far, ja til englen foran ham, bare for at være stor, mand og engel, fik han alligevel til at spytte mere ud. 
Hans ene hånd slap mandens håndled og gled ned mod sværdskæftet. Slåskampen var tydeligvis forbi, men han havde et våben, han kunne forsvare sig med. Stadig ærgrede han sig over, at knivene lå hjemme på værelset.

Åh, det var nu skønt at se knægten hænge dér og sprælle som en orm i næbet på en fugl, og et skævt smil spredte sig på Sejrs læber. Han skulle til at kaste drengen fra sig, da han pludselig talte, eller nærmere spyttede og hvæsede af Sejr. Smilet blev en smule bredere på Sejrs skæggede ansigt. Der var rigtigt nok én, der havde et par faderkomplekser eller to? Sejr åbnede munden og skulle til at håne knægten, da han pludselig blev stoppet af en lille klokke, der ringede langt, langt væk.

Smilet forsvandt og de grønne øjne kneb sig en smule sammen, mens de mørke bryn trak sig sammen over næsen. Sejr studerede knægtens ansigt et par sekunder. Kunne det virkelig være...? Han syntes jo nok, drengens ansigt virkede bekendt. Men det ville næsten være for stort et sammentræf. Og så på den anden side ville det nok være en god idé at tjekke, bare så Sejr ikke kom til at slå sit eget afkom ihjel, hvis det skulle gå så langt.

"Og dette englesvin..." brummede Sejr og trak halvdæmonen tættere på sit ansigt. "Har han et navn?"

Mens han talte, mærkede han efter på knægtens sjæl, og jo, der var noget, der føltes familiært...

Storm havde fået hevet sværdet halvt op af skeden, da manden trak ham tættere på. Hvorfor kiggede han så underligt på ham? Spørgsmålet fik Storms ansigt til at fortrække sig i afsky.
"Han kaldte sig Sejr. En større hån kunne han næsten ikke have valgt overfor min mor." Han tvivlede stærkt på, at det havde været englens rigtige navn, men det havde været det eneste, han havde at gå efter. Sejr. En engel ved navn Sejr, der fandt det morsomt at voldtage en dæmon og tvinge hende til at føde hans barn. Storm var det barn, og selvom hans mor havde elsket ham, kunne han aldrig glemme det triste glimt i hendes øjne. Manden havde ødelagt hendes liv. Og hvis Storm nogensinde fandt frem til ham, skulle han betale for hendes død!

Storm hang stadig i mandens stærke hænder, hvilket ikke ligefrem var behageligt. Og når han kunne løfte ham så let, hvor let ville han ikke kunne slå ham ihjel? Slag havde ikke synes at virke, selvom Storm ikke ligefrem var svagelig. Han havde ikke sine knive med sig, så reelt havde han kun en mulighed for at komme fri, og det var sværdet, han stadig havde fat i. Han var vred nok til at trække det helt og forsøge at stikke manden ned med det, men noget holdt ham tilbage. Sandsynligheden for, at englen vidste, hvem han snakkede om, var lille, men noget i Storm fik ham alligevel til at stoppe. Vente. 
Han opdagede slet ikke, at der blev raget på hans sjæl, han var fyldt med en storm af følelser.

"Sejr?" gentog Sejr, og hans læber fortrak sig i et næsten hånligt smil. "Det lyder som en kraftkarl, hva'? Det var nu ikke noget valg ligefrem... Jeg har altid heddet Sejr. Det navn blev givet mig, selvom jeg ikke kan huske af hvem."

Det var med stor spænding, at Sejr ventede på knægtens reaktion. Han syntes nok, der havde været noget bekendt ved drengens ansigt. Og nu hvor han tænkte over det, så kunne han godt huske dæmon-kvinden, der var hans mor. Hun havde været smuk, helt vidunderlig, og selvom hun havde haft brug for noget overtalelse, så havde de da haft en god tid sammen, mente Sejr. Måske skulle han opsøge hende igen-- hvis hun levede. Sejr kunne ikke huske, om knægten havde nævnt det. Men hvis hun var, så kunne hun nok føde ham endnu et barn.

"Hvordan har din mor det?"

Sejr havde godt lagt mærke til, at drengens hånd var på sværdets skæfte, så mens han talte, lagde han sin frie hånd på hans håndled.

En svag hyletone begyndte at ringe i Storms ører. Kanterne af hans syn begyndte at blive hvide og verden forsvandt omkring ham, som om det kun var ham og englen foran ham, der eksisterede. Han kunne næsten ikke trække vejret, hvilket ikke var på grund af englens greb i hans tøj. Nej. Manden sagde, at han hed Sejr. En engel ved navn Sejr.
Et eller andet faldt på plads. Han kunne genkende sig selv i manden, bare de små træk. Hans far. Det var hans far, der stod der og løftede ham op, som vejede han ingenting. Han havde fundet ham. Han havde endeligt fundet ham.

Måske var det hånen. Måske var det glimtet af genkendelse i mandens øjne. Men det var helst sikkert spørgsmålet om, hvordan hans mor havde det. Noget eksploderede inde i Storm, flere hundrede års ophobning af had og vrede. Manden, der havde voldtaget hans mor, som havde tvunget ham til livet, lod som om, at han havde nogen form for interesse i hendes velbefindende. Storm så rødt.
"Hun er død, og det er din skyld." Han talte utroligt klart i forhold til, hvor vred han var og han alligevel næsten hvæsede det ud.

Manden, hans far, havde taget ved hans håndled og forhindrede ham i at trække det eneste våben, han havde. Men hvis han troede, at en 350 år gammel halvdæmon, der havde tjent Mørket de sidste 75 år, ikke havde lært nogle tricks, så tog han fejl. 
Det gik stærkt, som han slap mandens håndled og lod sin fulde vægt hænge i sit tøj igen. I en flydende bevægelse rakte han ned og greb sværdets skæfte, som han slap det med den anden ånden. Det var akavet at hive et sværd ud af en skede med hånden i samme side, men det kunne lade sig gøre, og han gjorde det, fortsættende den flydende bevægelse. Med et hurtigt vip med håndleddet, vendte han sværdet, så han havde rigtigt fat i det, inden han stødte det frem mod englen. Sejr skulle dø for det, han havde gjort for så mange år siden.

Sejr var blevet hugget og stukket i mange, mange gange før, både som sig selv og som Liv, men han kunne kun svagt huske få af gangene - han gjorde en dyd ud af at glemme så mange ubehagelige minder som muligt - men dén ting, han aldrig ville glemme, var følelsen af stålet, der gled nemt igennem hans hud, sener og muskler, som var de af smør. Den følelse kunne han aldrig glemme, ligegyldigt hvor meget han prøvede på det.

Et næsten blidt gisp forlod hans læber, da klingen gled ind i maven på ham, og i et par sekunder, der føltes som timer, stod han bare dér, forvirret over hvad der egentlig var sket. Det var først, da han så ned og så skæftet stikke ud af hans mave, og knægtens hånd på det, at det gik op for ham, hvad der var sket. Adrenalinen eksploderede med det samme i hele hans krop, og han slap sit tag i drengen, hans søn, og trådte et par snublende skridt bagud. 

"Dit... dit lille bæst!" hvæsede han, og hans grønne øjne blev mørke, næsten sorte af raseri. Han flåede sværdet ud og kastede det fra sig med den ene hånd, mens han løftede den anden hånd og tog fat om knægtens sjæl. Søn eller ej, dette skulle ungen ikke overleve! Han var et splitsekund fra at flå sjælen rent ud af drengens krop, da smerten fra det blødende hul i hans mave skød igennem ham og lammede hele hans krop. Stadig med et greb om Storms sjæl, så Sejr ned ad sig selv og så, hvordan blodet fossede ud af ham og nærmest plaskede på jorden under hans fødder.

Alle tanker om hævn forsvandt; det eneste, der var tilbage i ham nu, var overlevelse. Hans enorme, sorte vinger handlede af sig selv, mens smerten og blodtabet gjorde Sejrs tanker tågede. De spredte sig over ham og slog to store slag, der fik ham op i luften. Grebet om sjælen blev sluppet, og Sejr slog begge arme om sin blødende mave, mens han steg hurtigere og hurtigere til vejrs. Han skulle væk... Han måtte finde... en eller anden. Nogen. Hans tanker flimrede, og det eneste, der kom frem var... Falk. Hans smukke datter. Han måtte hjem.

Det lykkedes. Igennem vreden kunne han fornemme den så velkendte følelse af sværdets metal, der gled igennem stof, hud og kød. Det var et godt sværd, og han passede det vel, så klingen var skarp og ren. Det lykkedes. Han opfattede knapt den store mands gisp, før han faldt mod jorden. Et kort fald, og han landede på sine fødder, let ude af balance. Sværdet gled ud af hans hånd. Alting var gået i stå inden i ham. Der var for mange informationer, for mange følelser, for mange tanker og alligevel var der næsten ikke andet end synet af sværdet, der stak ud af den store engels mave. Han havde gjort det. Hvad han havde ventet på hele livet, han havde dræbt sin far.

Eller havde han? Næsten langsomt løftede han hovedet og så den vrede, sårede mand i ansigtet, som sværdet blev flået ud og kastet til siden. Og så kom smerten og ubehaget. Han kunne ikke trække vejret, han kunne ikke gøre noget, han var ved at dø. Uden held gispede han efter vejret, men han var ikke bange. Der var ikke plads i ham til at være bange, og på en eller anden måde var det okay at dø nu. Han havde nået sit livslange mål, havde han ikke?

Og så faldt han til jorden. Med dybe gisp fik ham luften ned i lungerne igen, mens han så efter englen, der lettede og steg til vejrs. Han så ikke, hvor han fløj hen. Nattens mørke havde stadig fat i verden og det flimrede for hans blik.
Hvor længe der gik, inden han rystende kom på benene, vidste han ikke. Men lidt klodset kom han op at stå og vaklede hen for at samle sit blodige sværd op. Her blev han stående lidt, mens han tomt så ned på det.
Sammenbruddet lå og lurede, men det var som om, at der faldt en klap ned i hans sind. Han orkede ikke at forholde sig til det, der lige var sket. Han kunne ikke bære mere. Så hans hjerne flyttede de just overståede hændelser over i en kasse og stillede den ind bagerst i det mørkeste hjørne af hans sind.

Han måtte hellere gå tilbage til sit værelse. Gøre sværdet rent. Få noget søvn, inden han skulle møde i morgen tidlig hos Zahinael. Og så ville han tage det læs lort, der ventede på ham i hans sind, en anden dag. 
Langsomt gik han med usikre skridt tilbage til sin værelse. Søvnen kom med det samme, drømmeløs og skånsom.
Næste dag blev han sendt ud af Dianthos. Alting virkede normalt. Men han var så tom indeni.