Dato: 20/04/2016

Nok måtte være nok. Nu havde Valtor prøvet at opdrage på Zamir, Zaladin ved hvor længe. Hans tålmodighed var næsten opbrugt. Knægten ville få én chance til. Denne gang havde han dog ikke sendt bud efter ham; han havde selv hentet ham og bragt ham op i det soveværelse, der var beregnet til afstrafning. Zamir burde vide dette, og det var et tavst løfte om, hvad der ventede drengen, hvis han ikke adlød. Hvis drengen rent faktisk formåede at adlyde alle ordre uden protester, var det dog ikke sikkert, at der ville blive brug for rummets faciliteter.

Regnen høvlede mod ruden udenfor, og det var tæt på midnat. Han havde med vilje hevet drengen med herind, når han var træt, fordi det oftest var der, folk var mest trodsige.

I loftet hang en ring i et tykt reb. Den var beregnet til at hænge folk op i enten ankler eller håndled. Den kunne hæves og sænkes efter behov, men Valtor var kendt for kun lige at lade sine ofre kunne nå gulvet. Det ene klædeskab indeholdt både piske og skæreredskaber, og skrigene, der af og til kom herfra, vidnede om, hvad der foregik herinde.

Døren blev lukket og låst, inden hans blik blev rettet mod Zamir. "Dette er sidste chance, Zamir. Din evendelige trods har opbrugt min tålmodighed, og dette er din absolut sidste chance. Følger du ikke en ordre, vil jeg afstraffe dig, og dette vil enten fortsætte til du dør, eller til du har fulgt alle mine befalinger, hvad end der kommer først" sagde han med ildevarslende kølighed i stemmen. "Først en nem en: Hop. Højden er lige meget, men dine knæ skal op til brystet hver gang. Fortsæt til jeg siger stop."

Det sidste år havde Valtor utallige gange forsøgt, at disciplinere Zamir og hadet til både ham og Jasmina, var vokset til enorme mængder på den tid. Til Valtor, for at give ordrene og til Jasmina, for at adlyde dem. På den tid var Zamir også blevet lidt mere kreativ i sine måder at være på tværs. For nyligt var han blevet utrolig glad for at spytte, fordi det lod til at være en effektiv måde, at vise hvor respektløs han egentlig var. Beskeden stod klart som altid. Adlyd og undgå at blive straffet. Zamir havde stadig bare besvær med at rette sig efter det, når ordren ikke lige passede ham. Hans stædighed var også blevet gevaldigt værre det seneste år. Jo mere Valtor forsøgte at irettesætte ham, jo mere havde Zamir lyst til at kæmpe imod og han var sikker på, at det nok skulle lykkes en dag.

Regnen havde været i gang længe, men den voldsomme lyd lagde Zamir først mærke til, da han blev revet ud af sin søvn og slæbt afsted. Han var egentlig godt klar over hvad der foregik, hvorfor han blev hevet med på den måde, men det stoppede ham ikke i at komme med sine sædvanlige, brokkende og beklagende lyde, der kun blev værre at høre på, fordi han var træt. Hele vejen op til værelset mumlede han, at han bare gerne ville sove videre, men han var godt klar over, at Valtor med vilje havde valgt dette tidspunkt.

Selvom Zamir havde brugt længe på at perfektionere det hadske blik han altid sendte Valtor, kunne han stadig ikke skjule frygten der lå bag. Flere gange havde han også forsøgt, at skjule sin frygt med flabede kommentarer og det kunne næsten ikke undgås, at de nok også skulle komme senere, lige så snart han fik en ordre han ikke kunne få sig selv til at adlyde. Men lige nu havde Valtors ord og tone havde skræmt Zamir nok, til at adlyde den første ordre og han hoppede. I mangel på koncentration landede han forkert på den ene fod og i et hurtigt forsøg på at tage fra, hamrede han albuen ned i gulvet og endte alligevel med at ligge sig ned.
"Du må ikke straffe mig endnu, jeg skal nok fortsætte!" Skyndte han sig at sige, mens han prøvede at ryste smerten i både ankel og albue af sig. Han kom op at sidde og begyndte at bevæge foden lidt, men så træt han var, føltes smerten langt værre end den ellers ville have gjort og han var nødt til at stoppe igen.
"Jeg kan godt fortsætte, bare hjælp mig op," bad han, slet ikke overbevist om at han ville kunne gøre præcis hvad Valtor havde bedt ham om, men han kunne da vise, at han i det mindste ville prøve. Nervøs for at Valtor ikke havde tålmodigheden til at give ham en chance til, rakte han rystende en hånd op mod ham.

Valtor så tålmodigt til, mens Zamir lidt for ihærdigt prøvede at efterkomme ordren. Han løftede dog en hånd, da Zamir prøvede at komme på benene igen som tegn på, at han kunne stoppe. "Det er nok. Du har vist din velvilje, Zamir. Det er fremskridt. Fortsæt sådan og du vil ovenikøbet blive belønnet" sagde Valtor, som han rakte en hånd ned mod drengen for at hjælpe ham op. Valtors greb ville være overordentlig blidt som tegn på, at han rent faktisk anerkendte drengens indsats. "Sæt dig over på sengen, så din fod kan hvile" sagde han, selvom det tydeligt var en ordre. Mennesker var så skrøbelige og anklens vrid kunne vise sig at have skadet drengen, så han overvejede et øjeblik at sende bud efter en healer. I stedet valgte han at knæle for at tage Zamirs ankel i nærmere øjesyn. En fordel ved at have levet længe var, at han havde rimelig godt styr på basis førstehjælp, så første skridt var at undersøge, om drengen i det hele taget var kommet til skade, før han tilkaldte en slave, der kunne hele ham igen. Ingen grund til at involvere flere, hvis det ikke var en nødvendighed. Derfor gav han sig i gang med, blidt, at vrikke lidt i drengens fod og trykke forskellige steder på anklen, mens han spurgte: "Gør det ondt her? Hvad med her?" hver gang han let lavede et tryk.

Helt lettet over Valtors anerkendende ord, blev den svage ryst mildere, som Zamir blev hjulpet på benene. Han kunne bare ikke lade være med at være en anelse forvirret også, da Valtor nævnte en belønning. Zamir havde ofte fået at vide, at adlydte ordrer ville resultere i belønning, eller i det mindste en undgået straf, men sjældent var det kommet på tale, at Zamir skulle belønnes, fordi han aldrig havde været god til at gøre som der blev sagt. Flere gange førhen, havde han altid lige nået at overveje, om han skulle give efter og lytte til Valtors ordrer, men det var han også stoppet med for et par måneder siden, i takt med at hans stædighed var begyndt at komme mere frem. I sit trætte og forvirrede sind børstede han hurtigt Valtors ord af som en løgn, selvom han egentlig godt vidste at herren aldrig havde løjet.

Lysten til at bevæge sig længere ind i rummet var ikke just stor, men alligevel fik Zamir haltet sig langsomt hen til sengen, hvor han satte sig så langt ude på kanten, som han kunne. På vejen fik han hurtigt kastet blikket mod ringen, der hang i det tykke reb i loftet og det fik ham til at gyse. Han gispede og skar en grimasse, så snart Valtor gav det første tryk på anklen, men han skyndte sig at svare helt modsat af sine tydelige tegn på smerte og rystede på hovedet.
”Nej. Det går over om lidt,” svarede han og hev foden til sig, kun fordi han ikke ville indrømme det. Hvis han ikke tænkte alt for meget over hvilket rum han befandt sig i, var det virkelig fristende bare at lægge sig ned på sengen og sove, men de mange skrig der havde lydt herinde fra i fortiden, fløj gennem hovedet på ham og holdt ham fra, at give efter.
”Valtor, jeg vil gerne tilbage til min seng. Må jeg ikke nok gå?” Spurgte han mumlende, med en lille forhåbning om at få lov. Han regnede ikke med det, men han håbede, at den lidt ynkelige tone og gabet der fulgte efter, ville give ham bare lidt medlidenhed. Han rykkede sig langt nok ud på kanten af sengen, til at kunne nå gulvet, så han ikke længere sad ned, men stod lænet op ad.

Valtor ignorerede Zamirs forsøg på at lyde okay. Han kunne tydeligt høre, at drengen havde ondt, så nu handlede det om at undersøge, om foden var brækket eller lignende. Han kunne dog konstatere, at det ikke var tilfældet, og at det nok ville gå over forholdsvis hurtigt, fordi det kun havde været slaget.

Valtor rejste sig op, som Zamir spurgte, om han måtte gå. Valtor bemærkede ovenikøbet, at han blev tiltalt ved fornavn. Det var sjældent, en slave havde fortjent den ære, så hans øjne lynede et ganske kort øjeblik, men et svagt smil trådte alligevel frem på hans læber. Et smil der ikke helt nåede de stadig kolde øjne. "Ikke endnu. Du er ikke færdig" sagde han med en faretruende silkeblød stemme. "Smid tøjet" beordrede han. Zamir havde ikke haft problemer med at adlyde denne ordre, men han havde endnu ikke formået at adlyde ordren, der fulgte efter, og Valtor var sikker på, at drengen vidste, hvad der ventede. Han havde dog heller ikke lagt skjul på, hvad der ventede, hvis drengen ikke adlød.

Trods smerten, der kun lod til at være værre grundet den trykkede stemning, fortsatte Zamir sin stædighed, da han forsøgte at støtte lidt på den. Han skar endnu en lille grimasse, men den lille gispende lyd blev erstattet af en halvkvalt, da han så Valtors blik. Åh, nej. Han havde gjort noget forkert og han var ikke et sekund i tvivl om hvad. Fornavnet. Han havde tiltalt ham ved fornavn, en fejl han alt for ofte havde begået. Han forventede en straf for det, men det svage smil beroligede ham underligt nok en smule. Det så ud til at Valtor ville se igennem fingre med det denne gang.

Zamir havde forsøgt at lyde mere ynkelig end normalt, men selvfølgelig virkede det ikke, for Valtor gav ham kun endnu en ordre at følge. Han var klar over hvad der ventede ham, hvis han ikke gjorde som der blev sagt, men han ville jo helst undgå begge dele.
Så stille og roligt tog han fat i blusens kant og gav sig til at trække den over hovedet. Det var en impuls, da han straks smed blusen i ansigtet på Valtor, rejste sig og løb haltende og med lidt brokkende lyde over mod den låste dør. Den detalje tænkte han bare ikke over, som han noget så desperat greb ud efter dørhåndtaget og hev nytteløst til, som om han allerede havde glemt Valtors trussel om hvad der ville ske, hvis han nægtede at lystre. Selvom han, ifølge ham selv, ikke havde været helt ulydig. Blusen var da stadig blevet smidt og hvor meget tøj han skulle smide, var ikke blevet defineret.

Valtor så tålmodigt på Zamir, som han rent faktisk lod til at gøre, som der blev sagt. Trøjen kom da i al fald af, og Valtor fortrak ikke en mine, da den blev smidt i ansigtet på ham og landede på gulvet. Han så dog efter drengen, som han tydeligt prøvede at komme ud, og et suk forlod hans læber. Roligt, næsten dovent, gik han hen til Zamir og greb ud efter det krusede hår. Fik han fat, ville han ublidt trække ham hen og stille ham foran sengen igen. Hvis ikke ville han i stedet gribe fat om drengens nakke for at trække ham hen til sengen. Under alle omstændigheder ville han give Zamir en hård lussing, da først han havde fået ham placeret foran sengen for at få ham til at stoppe sit sprælleri.

"Vi prøver lige igen" sagde Valtor med langt mindre tålmodighed i stemmen denne gang. "Smid al tøjet" beordrede han, som den ene hånd blev knyttet. Det var ganske tydeligt, at drengen var ved at nå Valtors grænse for, hvad han havde tænkt sig at finde sig i.

Da ordren var blevet givet, slap Valtor ham og trådte et skridt baglæns for at give ham lidt luft.

Zamir rev og flåede i dørhåndtaget, nu velvidende at døren var låst, men desperat var han næsten overbevist om at den ville kunne hives op, hvis han bare gav det et ordentligt forsøg. Det virkede selvfølgelig ikke og der gik ikke længe, før han mærkede det hårde greb i håret.
"Arh!" Råbte han, som han tog fat om Valtors håndled med begge hænder og vendte sig rundt, for ikke at skulle blive slæbt afsted baglæns. Han borede neglene i vampyrens hud, som et forsøg på en få ham til at slippe, eller i det mindste løsne sit greb, selvom han godt var klar over at det ikke ville virke.

Modvilligt og vridende fulgte han med over foran sengen. Han var forberedt på at sætte kursen mod døren igen, så snart han blev sluppet igen, men så langt nåede han ikke. Hånden ramte hans kind i en lussing, hovedet drejede med slaget og i samme øjeblik faldt de første tårer. Han slap straks Valtors håndled og som han tog sig til den røde kind, rettede han et stadig lidt for trodsigt blik mod Valtor, men det var efterhånden begyndt at blive malet over af skræk i stedet.

Valtor gav ham lidt mere luft og langsomt og tøvende førte Zamir begge hænder ned mod buksekanten og stak tommelfingrene ind under stoffet. Lidt rystende skubbede han både bukser og underklæder ned over bagdelen, for han vidste, at han ikke ville komme udenom at skulle smide al tøjet.
"Må jeg ikke nok gå nu?" Spurgte han med en rystende underlæbe, idet tøjet gled resten af vejen og landede omkring hans ankler. Han regnede ikke med andet end et nej og derefter endnu en ordre. Han var endda næsten sikker på, at han vidste hvilken ordre der ville følge, for der var vel en grund til, at han skulle smide tøjet.

Valtor var egentlig ligeglad med tårerne. Han ville blot have drengen til at lystre, og det lod da også til, at det lykkedes, hvilket fik et svagt smil frem på læberne igen. Han ventede tålmodigt, til bukserne var gledet helt ned, inden han svarede Zamir: "Ikke endnu. Du har stadig en del at bevise" sagde han med et faretruende glimt i øjet. Selvom han ikke virkede truende lige nu, var Valtor klar på, at drengen tog flugten mod døren igen, og han havde ikke tænkt sig at give ham lov. Hvis det skete, havde han tænkt sig at gribe ud efter ham allerede, som han begyndte at bevæge sig.

Valtor kastede et blik ned på sin hånd, der havde fået nogle svage mærker efter drengens negle, men han dvælede som sådan ikke ved dem, da han snøftede en gang og kastede blikket tilbage på drengen. "Tilfredsstil dig selv" sagde han i en hvisken, der dog tydeligt kunne høres i hele rummet, og det var ganske tydeligt, at han ikke var i humør til, at drengen protesterede mere.

Zamir sukkede noget så brokkende over Valtors svar. Ja, selvfølgelig var han stadig fast besluttet på, at Zamir skulle gøres til en god slave, men selv efter så mange år under Valtor, nægtede han at bukke under. I hvert fald til en vis grad. Han fandt sig til dels i det meste, men aldrig uden alt for meget brok. Han ville bare helst ikke rette sig efter Valtor, når han blev bedt om at smide tøjet og røre ved sig selv. Ikke foran Valtor.

Lige så tøvende og rystende som før, startede han ud med at ville gøre som der blev sagt. Han lagde en hånd mod den nederste del af maven, som han forsøgte at tage sig sammen til at flytte den længere ned. Der gik et godt stykke tid, sikkert længere end Valtor ville have, men det endte alligevel med, at Zamir samlede en god klat salv i munden og spyttede den direkte efter Valtor. Hvor han ramte, om han overhovedet ville ramme, tænkte han ikke så meget over.
"Nej," svarede han straks efter spyttet havde forladt hans mund og trods hans skræk for hvad Valtor ville udsætte ham for, nu når han endnu engang satte sig imod hans ordre, så blev han standhaftigt stående, hvor Valtor havde placeret ham. Han brugte ikke engang tid på at træde ud af bukserne, for at tage dem helt af, ville kun gøre det hele værre. Der var en underlig, lille tryghed i stadig at kunne mærke dem om anklerne.

Valtor så tålmodigt til, og et smil trådte halvvejs frem på hans læber, som Zamirs hånd gled ned. Det forsvandt dog med det samme, da drengen spyttede efter ham. Han trådte et skridt til siden for ikke at blive ramt, og hans blik var med det samme blevet hårdt, som hans øjne lynede. Så lukkede han afstanden mellem dem i et langt skridt og greb ud efter drengens hals. Han håbede lidt på, at det pludselige skift ville overraske Zamir nok til, at han ikke undveg. "Du har ikke ret til at sige nej!" hvæsede han, som han rettede en baghånd med den frie hånd mod Zamirs kind. Målet var at paralysere ham et lille stykke tid i både chok og smerte, så han mere frit kunne trække ham over, hvor rebet hang ned. Herfra kunne han også nå skabet.

Hvis Zamir havde tænkt sig at kæmpe imod, ville Valtor stramme grebet om halsen, mens hans frie hånd åbnede lågerne til skabet. Indholdet lignede mere noget, der var normalt i et torturkammer end i et soveværelse; der hang flere piske, nogle mere grumme end andre, sammen med kæder af diverse slags. Valtor udvalgte et par håndjern efter at have rodet lidt rundt. Så slap han drengens hals, men greb med det samme ud efter hans håndled. Hvis han ikke fik fat, ville han i stedet rette et slag mod drengens mellemgulv, så han nemmere kunne tage hans håndled. Så spændte han først den ene lås om det ene håndled, inden han kørte den anden del igennem ringen, der hang i rebet fra loftet. Herefter ville han spænde det andet håndled fast. Herefter ville han gå over til, hvor rebet var fastgjort på væggen og løsne det, så han kunne trække det op. Målet var at få Zamir til lige at kunne røre gulvet, når han stod på tæer. Herefter gik han tilbage til skabet og fandt en pisk frem af den slags, man typisk brugte til løver eller andre dyr. "Nu tæller jeg til syv."

Zamir havde stædigt nægtet og i øjeblikket fortrød han ikke sit valg. Han ville ikke, så han kunne ikke se det forkerte i at sige nej. Men fortrydelsen ramte ham straks i næste øjeblik, da han registrerede Valtors lynende blik. Han var klar på at flytte sig, men Valtor var gevaldigt hurtigere end Zamir og det forskræmte råb, blev kvalt af hånden, der lagde sig om hans hals. Begge hans egne hænder fandt endnu engang op til håndleddet, hvor han borede neglene i.
”Men-eh!” Han blev hurtigt afbrudt af det hårde slag mod kinden. Var det ikke fordi Valtor havde fat i ham, var Zamir røget i gulvet. I samme sekund blev grebet om hans håndled strammet med den ene hånd, men den anden lagde sig lidt beskyttende om den røde kind. Valtors formål med slaget havde virket perfekt, for Zamir var så overrasket, at han ikke engang kunne græde. Han stirrede bare lidt tomt mod ham, som han blev trukket med.

Først da skabet blev åbnet og dets indhold blev afsløret, begyndte Zamir at vride sig. Det blev dog hurtigt alt for ubehageligt, da grebet om hans hals blev strammet. Halsen blev sluppet og han satte af for at løbe, hvilken retning var ligegyldig, han ville bare væk, men så langt nåede han ikke, før han nærmest selv rykkede sig direkte ind i en næve mod mellemgulvet og så faldt han sammen. Alt for optaget af at skulle hive efter vejret, gjorde han ingen modstand da håndjernene blev spændt om det første håndled, men derefter begyndte tårerne endelig at komme frem.
”Nej, stop!” Bad han, idet han var tvunget til at rette sig op og det andet håndled blev spændt fast. Trods smerten, hev han så meget han kunne for at få hænderne fri, indtil rebet blev trukket længere og længere op og Zamir til sidst kun lige kunne nå gulvet med tæerne. Han måtte tage fat om ringen i rebet, for at aflaste håndleddene bare en lille smule. Han rystede panisk på hovedet, da han rettede blikket tilbage mod Valtor og så pisken.
”Nej, lad vær’! Jeg skal nok gøre det du bad om, jeg skal nok! Slip mig fri!” Bad han grædende, som han forsøgte at spænde op i begge arme, for at lægge lidt mere vægt i når han hev i ringen. Selvom han udmærket var klar over at det nok ikke kunne lade sig gøre, så håbede han virkelig bare på, at et eller andet ville knække, så han ikke skulle føle sig så udstillet her.

Valtor ignorerede i første omgang drengens protester, som han koncentrerede sig om at få viklet pisken ud. Han stoppede dog kort ved den sidste sætning, og et skævt smil trådte frem på læberne. Et smil, der ikke nåede øjnene, der stadig lynede. "Det skal du" sagde han og plantede det første svirp med pisken lige over drengens lænd så tæt på rygsøjlen som muligt. "En" sagde han og smilet voksede. "Du har ikke ret til at stille krav. Du bliver sluppet fri, når jeg er færdig med dig" hvislede han og svirpede med pisken igen. Denne gang blev den placeret på drengens højre balle. "To." Valtor var ikke ligefrem blid i piskeslagene, og han var tydeligt ligeglad med, om drengen fik sår af det eller kun mærker. Så man på vampyren lige nu, var det tydeligt, at han nød det i fulde drag.

Pisken svirpede igen. "Tre." Denne blev placeret på drengens venstre balle. Så svirpede den en gang til. "Fire." Denne blev placeret oppe mellem skulderbladene. "Fem." Svirpet blev placeret ved hans højre, nederste ribben, så langt ude til siden som muligt, mens det stadig var på ryggen. "Seks." Slaget blev rettet mod drengens højre skulderblad. "Syv." Det sidste slag blev placeret lige over drengens revne ved halebenet. Der var ingen tvivl om, at Valtor havde gjort dette før, for han placerede slagene meget præcist, og det var meningen, at de skulle påføre så meget smerte, som overhovedet muligt. Han lagde ikke fingre imellem, heller ikke selvom Zamir kun var en dreng.

Valtor lagde pisken fra sig og gik hen til Zamir. Han lod fingrene glide blidt ned over de mærker, han havde lavet, og han kunne tydeligt mærke hvordan, lysten bankede på. Så låste han håndjernene op. Han gik ud fra, at Zamir ville falde til gulvet, og han ville give ham et øjebliks pusterum, inden han ville tage fat i ham for at hive ham op at stå, så han kunne se ham i øjnene. "Du sagde, du vil gøre det, jeg beder om, så nu skal du få lov at bevise det. Klæd mig helt af" sagde han med et skævt smil på læben og lysten lysende ud af øjnene.

Med Valtors første kommentar nåede Zamir at mærke et lille håb i maven. Et lille håb om, at hans ynkelige plageri havde givet pote og han derfor ville få lov til at blive sluppet ustraffet fri fra håndjernene. Men det blev knust lige så hurtigt som det var kommet, da han skreg op af smerte, som pisken smældede hen over hans læn lige efter.
Som tårerne nu strømmede ned over kinderne og han måtte spænde op i hele kroppen over den ubeskrivelige smerte fra piskens slag, var der ikke meget overskud tilbage, til at lytte efter Valtors ord. Det eneste han lyttede efter, var tallet der lød efter endnu et slag og endnu et skrig. Han kneb øjnene sammen, ærgede sig noget så grusomt over, at Valtor på det tidspunkt kun var nået til tallet 2.

Hver gang pisken ramte, spændte Zamir op i hele kroppen. Trods smerten fra de tidligere piskeslag, svajede han i ryggen i et desperat forsøg på at skabe lidt mere afstand mellem ham selv og Valtor, selvom han egentlig godt vidste, at det var umuligt. Ved det femte slag begyndte modstanden at stilne lidt af, men skrigene fortsatte som de hele tiden havde gjort.
"Stop. Stop. Jeg vil ikke mer'." Det var ikke meget lyd der kom ud af drengen, lige indtil det syvende og sidste slag ramte, der skreg han endnu engang. Og så sukkede han, så dybt han kunne, for nu gjorde det også ondt at trække vejret, takket være de mange, blodige sår fra pisken.

Zamir forventede at det ville være dét, så han slap ringen og lod sig slapt hænge i håndleddene. Den smerte var ikke i nærheden af smerten på ryggen og lænden, og han havde ikke længere kræfter til at holde sig oppe alligevel. Men det gav et gib i ham og han udbrød nogle lidt ynkelige, brokkende peb, så snart han mærkede Valtors berøringer mod mærkerne. Håndjernene blev låst op og Zamir faldt straks i gulvet med et bump.
Han blev liggende, krøllede sig med besvær lidt sammen og bad til, at Valtor var færdig.
"Hng!" Men han fik ikke mere end et øjebliks fred, før han blev tvunget på benene igen. Hans anstrengte sig for at holde sig oprejst, som hans forskræmte, næsten livløse blik mødte Valtors lidt for lystige.

Det var ikke slut endnu, for der kom den næste ordre og selvom Zamir havde ment hvad han sagde før, at han nok skulle gøre som han bad om, så fortrød han det meget hurtigt. Han havde forventet, at han skulle røre sig selv, ikke pille tøjet af Valtor og han vidste jo udmærket godt hvad der fulgte efter, lige så snart tøjet var væk. Så han lod benene bukker under, så han kunne gøre sig så tung for Valtor som muligt, der ville blive nødt til at holde ham fast, hvis han ikke skulle ramme gulvet igen.
"Men det var ikke... Det var ikke dét, du bad om før. Jeg kan godt gøre det, du bad om før." Han var klar over, at det ikke var den bedste idé at vælge mellem de ordrer man var blevet givet, men han var ikke forberedt på at skulle pille tøjet af Valtor.

Valtor var tydeligt ligeglad med Zamirs beklagelser, han havde ikke tænkt sig at lade ham slippe for straffen. Hans smil voksede dog, da Zamir beklagede sig over ordren. Det var da imponerende, som den dreng ikke forstod noget. "Og nu giver jeg dig en ny ordre i stedet. Det er ikke sådan, så du kan vælge og vrage" sagde han med en faretruende blød stemme. At Zamir valgte at synke sammen, fik kun Valtor til at holde hårdere fast i ham, så han kunne holde ham oppe. Han overvejede et øjeblik, om han skulle lade drengen få sin vilje. Det ville nok ikke være en tosset idé. Så kunne han altid lade ham pille tøjet af sig bagefter. Smilet voksede en smule. "Men siden du er så ivrig efter at bevise dig selv, så fint. Lad mig se dig tilfredsstille dig selv, men du vover på at stoppe, før jeg beder dig om det" sagde han advarende. Så løftede han Zamir lidt op og plantede ham på fødderne, så han kunne slippe, uden drengen ville falde. Efter det trådte han et skridt tilbage for at give drengen lidt plads.

Zamir lagde lidt mere vægt i, da Valtor kun tog endnu hårdere fat. Han havde en lille forhåbning om, at det ville få ham til at slippe, så Zamir ville kunne falde sammen på gulvet igen. Selvom han ikke ville finde direkte behag i nogle positioner lige nu, grundet den intense smerte, så var det stadig bedre at ligge ned på siden, end at bruge de mindste smule kræfter på at stå op. Han åbnede munden for at komme med endnu en kommentar til Valtor, om at han helst ikke ville tage tøjet af ham, men det ville jo ikke virke alligevel. Så for en gang skyld holdt han kæft og forsøgte at tage sig sammen til at gøre det. For det var ikke selve opgaven, der var problemet. Det var hvad der ville ske bagefter.

Heldigvis for Zamir, så ændrede Valtor mening, for inden Zamir overhovedet fik den mindste smule mod til at lystre, fik han lov til at holde sig til den første ordre. Han blev hevet op at stå og denne gang blev han pænt stående, for han ville næppe slippe afsted med bare at bukke sammen igen.
"O-okay," fik han stammet frem. Endnu engang havde han allerede fortrudt. Det var det her, han havde været forberedt på at blive bedt om og han havde hele tiden haft intentionen om at gøre det. Men det gjorde det ikke lettere.

Det var ikke uden smertefulde suk og støn, grimasser og lidt flere tårer, at Zamir så endelig førte hånden ned mellem benene og tog fat om sig selv. Han drejede straks hovedet væk og vendte blikket mod gulvet, bare for ikke at skulle se på Valtor, som han rystende begyndte at bevæge hånden op og ned. Hans krop reagerede som den skulle, men der var ingen nydelse at ane, hverken i hans ansigt eller i lydende, der stadig kun reflekterede smerterne i hele ryggen og lænden. Han gjorde Samtidig alt han kunne, for ikke at bryde grædende sammen på gulvet. Og bevægelserne blev ved, lige som Valtor havde bedt om.

Valtors smil bredte sig mere, da Zamir lod til at gøre, som der blev sagt. Det var da altid noget. Så slap han for at straffe drengen yderligere... lige nu. Det var dog tydeligt, at drengen ikke nød det. Det måtte der arbejdes på, men en ting ad gangen. Det skulle nok komme. Valtor løftede dog hånden ikke så længe efter. Ingen grund til at lade ham få udløsning endnu. "Tak, det er nok" sagde han og trådte igen lidt tættere på Zamir. Han tog imponerende blidt fat om drengens kæbe, så han kunne dreje hovedet for at se ind i de brune øjne. Han ville dog ikke være så blid, hvis Zamir begyndte at stritte imod.

"Klæd mig så helt af" sagde han i en tone, der ikke kunne misforstås. "Medmindre du da gerne vil straffes mere" afsluttede han, som han slap drengen og rettede sig op. Selvom han ønskede nydelse, havde han ikke tænkt sig at tage drengen, hvis han gjorde, som der blev sagt. Tidligere havde han gjort det som en magtdemonstration, så det var kun, hvis han nægtede, at Valtor ville tvinge sig i ham igen.

Zamir følte at han stod der i en evighed. Han rystede mere og mere, og det var som om armen blev tungere og tungere, jo længere tid han gjorde de samme bevægelser. Først da Valtor gav ham lov til at stoppe, slap han grebet om sig, men fumlede lidt med hvor han skulle placere hånden derefter. Af ren lettelse over ikke at skulle fortsætte, væltede tårerne frem igen, men kun i et øjeblik.

For da Valtor noget så blidt fat om hans kæbe og drejede hans hoved, forsøgte han at holde lidt igen med tårerne. Han så helt bestemt misfornøjet ud, men gjorde ingen modstand. Ikke før Valtor gav ham ordren igen. Der gjorde han et lidt svagt forsøg på at trække hovedet til sig. Han skulle til at protestere, bare lidt, men påmindelsen om mere straf fik ham til at ryste en smule på hovedet. Nej, han ville straffes mere.

Så han rakte de rystende hænder frem mod Valtor og gav sig til at fumle lidt usikkert med skjortens knapper. Det var et halvhjertet forsøg, da Zamir ret hurtigt efter trak hænderne til sig igen og rettede et undskyldende blik mod Valtor.
"Jeg kan ikke, jeg be'r dig. Bed mig ikke om det." Han kunne mærke sveden i håndfladerne og i nakken, så meget han frygtede hvad der var i vente. Han blev lige mindet om den stadig alt for intense smerte i hele ryggen, da han med et gisp trådte et par skridt tilbage.

Valtor fik et forventningsfuldt smil på læberne, da Zamir rakte ud og begyndte at famle med skjorten. Det blegnede dog ligeså hurtigt igen, da drengen endnu engang nægtede. Et suk forlod hans læber, og han trådte frem, da Zamir bakkede. Han havde ikke tænkt sig at tillade drengen at øge afstanden. Igen blev der grebet ud efter drengens hals. "Jeg beder dig ikke om noget. Jeg giver dig en ordre!" hvæsede han og langede ud med hånden mod Zamirs kind i en lussing.

Planen var at spænde Zamir fast i håndjernene igen som før. Denne gang ville han dog stille sig foran ham med pisken i hånden. "Jeg tæller igen til syv" sagde han og lod, som før, pisken svirpe, hvortil han talte. Denne gang blev piskene placeret på begge lår og overkroppen. Da han var færdig, smed han pisken fra sig og begyndte selv at åbne skjorten. "Jeg havde egentlig tænkt mig at lade dig gå, hvis du havde udført den sidste ordre. Nu må du blive og tage din straf" sagde han, inden han åbnede sine bukser og lod dem glide ned. Til sidst fjernede han underbenklæderne. Det var ganske tydeligt, at hans krop havde reageret på den smerte, han havde voldt Zamir, og han tog de få skridt frem, der ville lukke afstanden mellem dem. Så greb han hårdt fat i drengens hår og tvang sit lem ind i munden på ham.

Zamir så hånden gribe ud efter halsen igen og han trådte så hurtigt tilbage, at han ikke helt fik løftet foden nok. Lige som han skulle til at falde bagover, fik Valtor fat og dermed også stoppet ham i at vælte. Lussingen der fulgte var endnu værre nu, som det i forvejen gjorde ondt og kinden var blevet godt våd af de mange tårer. Han vidste, at han ikke ville slippe helt ustraffet for at trække sig, men det kom bag på ham hver gang, hvor hurtigt Valtor reagerede.

På vej ind i samme position som før, gav Zamir sig til at råbe og skrige, slå og sparke ud efter Valtor. Han var lige sluppet fri fra de håndjern, han ville ikke tilbage. Men lige meget hvor meget han brokkede sig og kæmpede imod, endte han alligevel spændt fast igen.
"Nej, Valtor, stop! Ikke igen!" Skreg han, forventende at han ville rette slagene efter ryggen igen, der gjorde ondt nok i forvejen. Han var travlt optaget af at være skrækslagen, til at indse at det ikke var tilfældet, før pisken smældede mod låret første gang. Han tiggede og bad om at Valtor ville stoppe, hver gang han ikke skreg og græd i stedet, selvom han egentlig godt vidste, at det heller ikke ville hjælpe denne gang. Han havde ikke længere kræfter til andet end at lade sig hænge i håndleddene, der efterhånden havde fået nogle ordentlige mærker fra håndjernene.

Man kunne se den tydelige fortrydelse i Zamirs ansigt, da Valtor indformerede ham om hvad der kunne være sket, hvis han bare havde valgt at følge hans ordre. Men det var vidst ret meget for sent nu.
"Jeg skal nok..!" Nåede han lige at græde, inden han udbrød en anstrengt lyd over det hårde greb i sit hår og derefter en halvkvalt lyd over at få munden fyldt.
Al modstand han forsøgte at gøre gjorde ondt og selvom han forventede en meget værre straf, hvis han udførte den sidste idé han havde, tænkte han udelukkende kun på at få Valtor til at trække sig, bare inden han ville bukke under for opkast refleksen. Så han satte tænderne mod Valtors lem og bed sammen. Han turde ikke at bide ordentligt til, men håbede at det nap han fik nosset sig sammen til at give, var nok til at få Valtor til at stoppe.