Valvayla lod hjorten dumpe ned på klippegulvet med et blødt dunk. Hun havde været ude at jage dagens aftensmad, og det var blevet sen formiddag, inden hun var tilbage i hulen. Dyret havde et blodigt stiksår fra den lange dolk, hun nu gav sig til at flå dyret med, lige bagved det højre forben. Dyret var dødt på stedet, da Val havde ramt hjertet efter bagholdsangrebet. Det havde været en af hendes mere vellykkede jagter; det var ikke altid, hun var så heldig at dræbe dyret efter første stik, og enkelte gange var det også endt i længere kampe med dyrene, når de ikke prøvede at flygte.

Da hun var færdig med dyret, fandt hun et stykke reb og bar om bagbenene, så hun kunne hænge det op i loftet. Så gav hun sig til at rense dolken, så hun kunne sætte den tilbage i skeden ved hoften.
Tøjet bestod i dagens anledning af et par korte, stramtsiddende shorts og en stropløs top i form af et stykke stof, der var blevet viklet flere gange rundt om brystet. Det var det mest praktiske for Valvayla, når hun skulle have så meget bevægelsesfrihed som muligt.

Grotten var indrettet med primitive møbler af træ med et bålsted i midten, der lige nu var slukket, fordi solen allerede stod højt på himlen, og der var derfor ingen grund til ekstra varme. Bagerst i det store rum, der egentlig bare var en naturlig grotte, lå en mindre bunke af guld, sølv og ædelstene. Flere krystaller var også at finde her. Op ad den ene væg, stod en økse, der var lige så lang, som Val var høj. Lige nu sad hun dog på den ene træstol og nynnede svagt for sig selv. Dagen var startet ganske godt.

Le sov ikke. Eller det vil sige, Le sov normalt ikke. For det meste kunne hun bare sidde og stirre ud i luften, fordybet i egne tanker, og så ville det være nok til at gøre hende frisk igen. Men denne gang var hun faldet i søvn for alvor. Hun havde haft et par lange dage med at våge over en døende mand, der havde holdt ud i flere dage, før han endelig havde lukket øjnene for sidste gang. Derefter havde Le blidt taget hans sjæl og ført den ind i en dukke, som hun havde givet videre til mandens barnebarn. Og så var hun gået ud i skoven og havde sat sig under et træ for bare at hvile sig lidt.

Hun havde det ikke godt, da hun vågnede. Først kunne hun ikke forstå hvorfor, men da hun havde åbnet øjnene, så hun, at hun lå i en lysning, hvor solens skarpe stråler kunne ramme hende. Armen, som havde ligget i solen, var rød og irriteret, og hun skyndte sig straks at trække det lange, hvide ærme ned over den. Det gjorde ondt, og hun følte sig varm og utilpas. Lyset var for skarpt til hende øjne, og hun skyndte sig at rejse sig for at søge tilflugt et mørkt sted.

Det første sted, hun fandt, var en grotte. Her var varmt og fugtigt og mørkt, og Le søgte dybere ind for at finde noget køligere luft. Det blev dog hurtigt klart for hende, at grotten ikke var ubeboet, og ganske rigtigt så hun en skikkelse lidt længere inde. Det var... en kvinde? Hun sad ved et slukket bålsted og nynnede for sig selv. Le glemte straks alt om den forbrændte hud og gik forsigtigt hen til kvinden og lænede sig ind over hendes skulder.

"Hvad nynner du?" spurgte hun og smilede. Hvis hun havde været en smule klogere, havde hun husket, at hendes evne til at forsvinde ud i ingenting, ofte gjorde, at folk ikke så hende, indtil hun stod lige ved siden af dem.

Valvayla havde i et godt stykke tid siddet i sine egne tanker, og hun havde hverken hørt eller set nogle komme ind i grotten. Derfor kom det også som et chok, da hun hørte en stemme ved sit ene øre. Hun var normalt ikke bare sådan til at snige sig ind på, specielt ikke i sit eget hjem. Forskrækkelsen fik hende dog til at reagere mere eller mindre instinktivt; første reaktion var at rejse sig og dreje i samme bevægelse, mens den ene albue blev strakt frem i et slag mod det sted, lyden kom fra. I forlængelse af dette blev dolken trukket fra sin skede og hakket med spidsen mod skulderen, så snart hun fik øje på skikkelsen. Om hun ramte eller ej, ville Valvayla tage nogle dybe indåndinger for at få styr på sin vejrtrækning. "Hvad pokker du laver her?!" spurgte hun, stadig med spor af overraskelse i ansigtet. Hvade hun ikke ramt, ville hun holde dolken beskyttende op foran sig, men havde hun ramt, ville hun give slip på den og indtage samme positur, men med hænderne i stedet for.

Le nåede slet ikke at reagere; albue, der blev sødt ud mod hende, ramte hende direkte i ansigtet, lige på næsen, og der lød et højt knæk, der fik Le til at klynke højlydt og vakle et par skridt bagud, mens blodet fossede ud af hendes brækkede næse. Hendes mægtige, hvide vinger foldede sig helt instinktivt ud for at blokere foran hende, og det var den eneste grund til, at dolken ikke ramte hende i skulderen. I stedet skar den en dyb flænge i den ene vinge, der straks blev farvet rød.

Hele rummet snurrede, og Le snublede og faldt ned på bagdelen med et ynkeligt hulk. De sårede vinger foldede sig om hende, og hun krøllede sig helt sammen på klippegulvet, rystende over hele kroppen.

"J-jeg... undskyld," klynkede hun svagt bag de store vinger.

Valvayla stoppede helt op, da hun hørte den anden person græde, og hun fik øje på vingerne. En engel? Det var sjældent, sådan en fik forvildet sig her ind. Det var som regel skattejægere, hun var nødt til at smide ud igen, ikke engle. Var denne mon begge dele? Tvivlsomt, men hun tog ingen chancer, så hun rettede spidsen mod den hvidhårede. "Er du en skattejæger?" spurgte hun anklagende, mens hun skarpt holdt øje med den andens bevægelser. Hvis Val havde misforstået situationen, ville hun hjælpe englen, men hun måtte vide sig sikker først. Hun var generelt ikke glad for ubudne gæster.

Le turde godt kigge lidt frem mellem de store, hvide fjer, da der umiddelbart ikke kom flere angreb. Hendes bange, blå øjne kom til syne, og hun blinkede forskrækket op mod den høje skikkelse, der stod over hende.

"Sk-skattejæger?" gentog hun forvirret. Hun forstod ikke helt, hvordan nogen kunne tro, at hun var ude efter at stjæle noget som helst. "Nej, jeg er... jeg er en engel."

Selvom skikkelsen tilsyneladende ikke var klar til at angribe hende igen, turde Le stadig ikke folde sine vinger ud eller rejse sig. Hun blev liggende i sit hylster af hvide fjer, der beskyttede hende.

Val kiggede lettere forundret på englen. Man kunne da godt være skattejæger og engel på samme tid? Eller var der noget, hun havde misforstået? Var det en fejl i hendes forståelse af det krystallianske? Det burde det ellers ikke være. Det svære var udtalen og ordstillingen, men ellers havde hun rimeligt godt styr på sproget, så hun tvivlede på, det var hendes forståelse, der var noget galt med. Hun besluttede at lade tvivlen komme kvinden til gode, og hun pakkede dolken væk igen. "Men hvis du er ikke skattejæger, hvad du så laver her?" spurgte hun. Det var ganske tydeligt, at hun ikke sådan var vant til, at folk bare kom dumpende, og selvom hun var væsentligt mindre fjendsk nu, bar hendes ansigtsmimik stadig præg af, at hun så skeptisk ud.

//Hvis ordstillingen er forvirrende, så sig endelig til, men jeg skriver det lidt, som hun vil udtale det

//Det går nok!

Le turde godt kigget lidt mere frem mellem de blodplettede fjer, da dragekvinden pakkede sin uhyggelige dolk væk, men Le holdt stadig vingerne om sig, hvis nu dragendamen skulle ombestemme sig.

"J-jeg... der var så meget sol udenfor," snøftede hun og rakte forsigtigt den solskoldede arm frem mellem fjerene, så kvinden kunne se den røde, skoldede hud. "Jeg vil b-bare finde et sted med skygge, ind-indtil det blev nat."

Le ville gerne forklare, hvordan hende evne virkede, forklare at det ikke var med vilje, at hun nogle gange kom til at forskrække folk, men hun vidste det heller ikke helt selv, og desuden gjorde det hele lidt for ondt, til at hun kunne finde ud af at få ordene sat rigtigt sammen.

"Det var ikke m-min mening at forskrække dig," hulkede hun stille.

Val knælede ned foran den spøjse engel. Hun var ikke ligefrem vant til, at de var bange af sig. Desuden var alle racerne meget nye for hende, så det var faktisk spændende at få lov at se en tæt på. Hun burde dog nok undskylde. "Jeg er ked af, jeg sårede dig. Jeg er ikke vant til, folk sig sniger op på mig" svarede hun med et undskyldende blik. "Må jeg tage af mig dine sår?" spurgte hun forsigtigt. Det var tydeligt, at hun prøvede at gøre sin ugerning god igen, men hun var heller ikke helt sikker på, hvordan hun skulle gøre det. Hun kunne vel tilbyde ophold her, til englen var kommet sig, men hun brød sig heller ikke rigtigt om tanken om gæster, så den del skulle nok liiiige overvejes.

Le var lidt mindre bange, jo mere dragedamen talte, og til sidst satte hun sig faktisk op og løftede vingerne væk. Dragen så virkelig undskyldende ud, og Le mente, at det var sikkert nok nu. Hendes enorme vinger foldede sig pænt bag hendes ryg. Den sårede af dem gjorde vanvittigt ondt, men Le var faktisk bedre til at håndtere smerte, end man lige skulle tro. Det betød dog ikke, at hun ikke ville have vingen, og sin næse, behandlet. 

"J-ja," snøftede hun og tørrede sig under den blødende næse. Den måtte være brækket, for den dunkede og gjorde ondt og blev ved med at bløde. Brystet på Les hvide kjole var allerede dækket af store plamager af blod.

//Lukket pga. inaktivitet