Dianthos var nok, når alt kom til stykket, det mest accepterende sted. I hvert fald af hvad Azteka havde hørt og også selv oplevet i årenes løb. Kønsrollerne her var knap så stærke, som i de mindre småbyer og samfund. Med tanke på at er mindst måtte være lige så mange kvinder i hæren og blandt byvagterne, som der var mænd. Men hvor der var mennesker, var der også mangel på respekt og accept. Hun havde efterhånden hørt alt, men det prallede af som vand mod sælskind. Azteka havde aldrig været usikker på sig selv, og derfor også svær at tale ned. Desuden, var det lige meget. De måtte tænke hvad de ville om hende. Men når det kom til andre. Fornærmelserne der hærgede luften mod andre, og specielt mod en så sød, rar og varm en sjæl som Joanna, blev det taget meget personligt.

I dag havde især været hård. Ordene havde hunget i luften, som ren syre og Azteka havde set rødt. Råbt og skældt ud, og kun fået gearet sig selv mere op ved at se den klamme brungrønne farve der omgav deres kroppe. Følelsen af foragt. Hun måtte lyse af nøjagtig samme farve, rettet direkte mod dem, blandet med den intense røde af den altoverskyggende vrede. I konfrontationen var Joanna gået. Forladt scenen, selvom det ofte var hende der talte Azteka ned igen, så hun ikke blev voldelig. Men det kom af sig selv da hun så at hendes veninde var væk. Vreden blev erstattet af bekymringen og hun gav sig til at lede, efter et solidt skældsord eller fem havde forladt hende.

Det havde taget lidt tid, men inden længe var hun nået frem til det grønne område og sank ned på bænken ved siden af Joanna, med et bekymret udtryk og blide øjne. ”De aner ikke hvad de snakker om” Hånden gled blidt over den andens hår, fjernede det fra hendes ansigt og forsøgte at sende hende et opmuntrende smil. Joanna var tusind gange mere værd end dem, og hvad så om hun var anderledes. Det var der absolut intet forkert i! Det var skræmmende sørgeligt, at nogen var så snæversynede at de hånede dem som søgte lykken, fordi det betød at man måtte springe forventningernes og normens rammer.

Joanna var vant til det. Var vant til at folk nogen gange stirrede når de opdagede at hun ikke var den typiske kvinde, og var vant til at folk snakkede ondt til hende til tider. Det hjalp at have en ven som Azteka, og omkring hende, så kunne man næsten glemme hvor hård verden kunne være. Alligevel i dag havde det været rigtig slemt. Joanna havde allerede sovet dårligt om natten, med mareridt, og selvom Azteka havde været der, så var det ikke godt nok, og Joanna havde bare fjernet sig fra situationen.
Hun var løbet ud i haverne, og havde sat sig, gemt en smule væk på en bænk og bare grædt. Hun håbede ikke at der var nogen der kom forbi, for hun vidste godt at nu ville hun ligne noget der var løgn, men der var alligevel langt tilbage til gemakkerne. Den blide stemme fra Azteka var alligevel en velkommen lyd, selvom den ikke gjorde meget for at trøste.

"Det er jo ligemeget når de stadig snakker," hviskede Joanna, hendes stemme knak mod enden af sætningen. For selvom hun ønskede at hun kunne være ligeglad og selvsikker, som Azteka var om sit udseende, så var det ikke lige sådan til. Det var svært når man følte sig så usikker i sin egen krop.

Det stak i hjertet hver gang. Azteka forstod ikke hvorfor nogen fandt det nødvendigt at lave kommentare om en andens udseende. Dertil, Joanna var smuk! Azteka så i hvert fald ikke andet end skønhed, også selvom det næppe var det traditionelle som hos mange andre piger. Azteka havde i hvert fald selv aldrig været traditionel. Et dybt suk forlod Aztekas læber og tog i stedet Joannas hånd og flettede deres fingre sammen. Azteka havde aldrig været den bedste til at vide hvad hun skulle sige. Hun følte altid hun kom til at sige noget forkert. Noget hun især kunne mærke nu hun ønskede at komme med trøstende ord og støtte men egentlig ikke vidste hvad hun skulle sige.

"Skal jeg tvinge dem til at æde deres egne ord? Jeg er ret sikker på at jeg godt kan" hun forsøgte med noget humor. Hun vidste faktisk ikke om det virkede, men Azteka havde i hvert fald også muligheden for at gå på tæsketur hvis det fik Joanna i bedre humør. "Eller vi kan.. vi kan øhm.. hmmm" urgh hvorfor kunne folk bare ikke acceptere hinandens forskelligheder og holde deres snæversynethed til dem selv?!

Der kom et grådkvalt grin fra Joanna, som hun hørte at Azteka ville få dem til at æde sine egne ord. Hun tvivlede ikke et sekund på at den større kvinde kunne gøre det, men det var ikke ligesom sådan at man ville få folk til at acceptere hvad der var anderledes.
"Det er.... okay," snøftede hun og kiggede ned på deres hænderne. Tårerne faldt stadig, og hun følte sig stadig fuldstændig ødelagt, men det hjalp en smule at vide at Azteka ville gå så langt for hende. Joanna var i hvert fald ikke i tvivl om at Azteka nok ville gøre det. Det gjorde det bare bedre altid at have en ved sin side, især her i hæren.

"Det er bare..." hendes blik blev lidt fjernt. "Det er hårdt... når man ikke... ikke føler sig sikker i sig selv." Ordene blev lavere og lavere jo mere hun sagde det. Var det overhovedet noget Azteka kunne relatere til. Joanna havde kun kendt Azteka som denne her smukke, selvsikre kvinde, der stod op for hvad hun mente var rigtigt.

Ord kunne gøre så ondt, og langt mere ondt end fysisk smerte. Azteka vidste det godt selv, men havde fundet accepten i sin familie. Det gjorde ikke mindre ondt at høre de hånende ord af den grund, men hun vidste godt at det bare var dumme ord fra dumme folk.

Azteka så trist på Joanna og kunne ikke undgå at lade et suk forlade sine læber. Hun forstod det godt, og forstod hvorfor Joanna nok mest bare havde lyst til at forsvinde hvis hun i forvejen betvivlede sig selv. "Det ved jeg.. Mere end du aner. Og jeg ved at mine ord om at du intet har at skulle være usikker omkring næppe gør det hele meget nemmere." Hun gav den andens hånd et let klem og ville virkelig ønske hun kunne gøre meget mere end bare at være der, selvom det måske faktisk var alt Joanna lige nu behøvede. "Der vil altid være nogen der forsøger at så tvivl i hvem du er, og hvorvidt du har ret til at være den person. Men det har intet med dig at gøre, det er deres problem. Du er den du er, og hvis det ikke passer ind i deres dumme hoveder, så er det deres problem. Din lykke er det vigtigste" Hun prøvede sig med ordene, dragende noget af sin egen erfaring ud som hun talte. Det var hvad hendes far havde sagt, da de andre piger havde drillet Azteka med at være så stor og bred, og finde mere sjov i at lege med våben end dukker.

Måske det ville hjælpe for Joanna hvis hun følte at hendes familie måske kunne acceptere hende som den hun var, men hun vidste godt at det ikke var tilfældet. Det var derfor hun aldrig rigtig havde forladt Johan navnet, og derfor hun aldrig tog sydpå for at besøge dem. Det ville knuse hende at få det bekræftet rigtig, men uden at komme ud med det, så kunne hun ikke leve frit som hun ønskede.

Joanna lænede sig lidt op af Azteka. Trykheden ved den ældre kvinde hjalp til tider, og hun havde virkelig bare behov for at Azteka var der for hende, så hun ikke følte sig helt så alene i verden.
"Jeg ville ønske jeg havde din selvsikkerhed," sagde hun med et lille snøft, men i det mindste var tårerne begyndt at stoppe igen, og hun tog også en hånd op og tørrede nogen af dem væk. "Det er bare ikke så nemt at sige. Det her er mig, accepter det eller skrid."

Azteka fik et skævt smil på læberne og lagde sin kind mod Joannas hår, bød hende velkommen til læne sig op af hende og finde tryghed i det. Aztekas selvtillid havde igennem tiden også lidt sine knæk, men som hun var blevet ældre fandt hun ud af at ikke alle kunne tilfredsstilles. Alle havde en mening, og ikke alle ville acceptere at Azteka ikke var enig. Joanna måtte have det på samme måde.

"Det er svært. Mere end svært." Azteka kom med et let suk. "Har du nogensinde sat konkrete ord på hvem du er og hvordan du er nået hertil? Fortalt din historie i helhed og ikke bare i bider?" Måske det ville hjælpe. Måske det ville hjælpe at fortælle sin historie fra start til slut, indrømme det hele for en anden levende sjæl. Selvfølgelig kun hvis Joanna var klar til det.

Joanna rystede på hovedet, selvom det var lidt svært når man lænede sig op af en anden person, men mon ikke Azteka kunne mærke det.
”Det… det er for svært,” hviskede hun. Hun var ikke klar på at lægge sit hjerte ud på den måde, selvom det måske ville hjælpe. Det var nemmere at tage de små skridt fremfor det store og annoncerer til verden hvem hun var.

”Måske… måske en dag…” En dag når hun følte sig mere sikker i hvem hun var. Når hun ikek følte sig som et udskud og forkert. De seneste mange år var en prøvelse at føle sig okay i sin krop, men hun havde været lykkeligere siden hun havde taget beslutningen. Selvom det var svært.

Azteka mærkede hvordan Joanna bevægede hovedet for at signalere et hovedryst. Hun kunne godt forstå det. Azteka kunne ikke levende forestille sig hvordan det måtte havde været for Joanna, eller hvor svært det var. Hun kunne gisne, også tage sin egen erfaring med, men derudover var det svært at vide præcis hvad der foregik. Azteka var jo så stolt af hende, for præcis at stå fast i at være hvem hun vidste hun havde det bedst med at være, og ville altid støtte hende. Men det var næppe alle der delte samme mening. Eller det vidste Azteka det ikke var. Hun kunne se det.

"Når den dag kommer, så vil jeg stadig være her!" bekendtgjorde Azteka bekræftende og kyssede den anden på håret, men derudover flyttede hun sig ikke. "Jeg er stolt af dig" det kunne hun ikke sige for mange gange. Hun kunne ikke havde fundet bedre selskab i hærens rækker! "Hvad siger du til at vi finder noget at spise?" ordene kom først efter noget tid hvor de havde kunne sidde og slappe en smule af. Nyde stilheden så at sige, eller blot have sig tid og plads til at rumme hvor store idioter nogen mennesker var og at de næppe nogensinde ændrede sig.

Selvom det var svært at tro på, så varmede det stadig Joannas hjerte at Azteka sagde hun var stolt af hende. Azteka havde altid været der til at støtte hende, og Joanna var ikke sikker på hvordan hun ville have overlevet her i hæren uden hende. Det hjalp også at se Azteka banke nogen af de højrøvede idioter til tider.

Joanna lagde en hånd på sin mave, da Azteka spurgte om de skulle finde noget at spise. Hun var efterhånden blevet rolig igen, og nu blev hun egentlig mindet om at hun var ved at blive sulten. "Det er ved at være lidt tid siden sidste måltid," indrømmede Joanna, og satte sig endelig rigtig op igen.
Hun tørrede resterne af tårerne væk, og selvom hun var lidt puffet om øjnene, så så hun i det mindste ud som om at hun havde det lidt bedre. Nogen gange hjalp det også bare lidt at græde. "Skal vi bare tage noget fra køkkenet, eller tænkte du ned i byen og finde noget?" spurgte hun. Begge dele ville egentlig være fint for Joanna. De kunne jo altid tage maden med ind på et af deres værelser.

Azteka var ikke sikker på hvor meget hun havde hjulpet. Hun ville så gerne hjælpe noget mere, men vidste ikke helt hvordan hun skulle bære sig ad. Hun havde trods alt fået at vide, at nogen gange var alt et andet menneske behøvede, var en i nærheden. En der lyttede eller en der fik en på andre tanker. Det var altid lidt forskelligt alt fra person til person, men ikke destro mindre så Joanna ud til at have det bedre. Det var vigtigst.

Et lusket, næsten gavtyveagtig smil kom over Aztekas læber ved nævnelse af køkkenet. "Jeg hørte fra en meget pålidelig kilde at Beatrice har lavet jordbærtærter her til morgen. Jeg er næsten sikker på, at hun ikke opdager hvis to af dem mangler, hvis vi gemmer det under noget brød" det var ikke at stjæle, når det i køkkenet specifikt blev lavet til dem i hæren og på slottet, men Azteka mindes også at have fået en opsang eller to for sin alt for søde tand. Det var ikke god nok næring til en kriger bare at smovse kager! Men Oh de smagte jo så godt! Desuden, jordbærtærte var god medicin til at lysne en træls dag op.

Joanna's ansigt lyste også lidt op da Azteka nævnte jordbærtærterne. Hendes tand var ikke nødvendigvis særlig sød, men Beatrice lavede virkelig de bedste tærter, og det var lige hvad de trængte til.
"Hun ville jo allerede servere dem for de andre senere, at vi kommer lidt tidligt, burde alligevel ikke gøre noget," sagde hun, med et lille smil, før hun rejste sig. "Men vi bliver også nødt til at få noget ordentlig mad. Tærterne er til dessert." Nogen gange kunne Joanna måske godt finde på at hundse lidt med Azteka, så hun ikke bare kom til at spise kun søde sager, men det var kærligt ment. Desuden var det nemt at huske, når de to af dem alligevel spiste sammen. I det mindste var det at glemme at spise ikke rigtig en ting her. Man blev sulten af at træne og arbejde dagen lang, og når man ikke selv skulle lave det, så gjorde det det også endnu nemmere.
Joanna ventede til Azteka også kom op, før at hun begyndte at gå mod køkkenet sammen med hende.

"Specielt ikke hvis hun ikke opdager det!" at spise søde sager uden for måltiderne. Beatrice var altså gammeldags engang imellem! Fantastisk sød dame, med noget stramme meninger om måltiderne!
Azteka faldte dramatisk sammen på bænken som Joana nævnte at de var nødt til at få noget ordentlig mad. "Aaaaaww. hvad med to tærter!" hun mente det ikke seriøst, for hun havde lært på den hårde måde, at ordentlig mad var en nødvendighed. Hvis man bare kunne leve af søde sager.

Med en brummende lyd rejste Azteka sig fra bænken med et skævt smil. "Okay okay, ordentlig mad, og så dessert!" pointerede hun i en munter tone og slog følge med Joanna hen til køkkenet.

Joanna kunne ikke lade vær med at grine af Azteka, der opførte sig fuldstændig fjollet. "Prøver du at fortælle mig at du ikke tror du har plads til tærte efter noget rigtig mad? Det ligner da ikke dig." Der var dem der var mætte når de havde spist, og så var der dem der altid havde plads til en lille kage i deres mave. Joanna havde da selv lidt plads til kage efter måltid, men nok ikke i ligeså stor grad som Azteka havde.
Det gode humør mellem dem hjalp da også væsentlig på Joanna's humør, og hjalp med at skubbe de dårlige ting ud af hovedet på hende.

Det tog ikke lang tid at nå til køkkenet, men inden Joanna ville gå ind i køkkenet, vendte hun sig mod Azteka med en alvorlig mine. "Hvis Beatrice er derinde, må en af os distrahere hende, mens den anden tager tærterne," pointerede hun. Det her var trods alt en alvorlig situation, hvis de skulle have lov til at tage afsted med alt hvad de havde behov for. Alligevel sneg et grin sig over hendes læber igen. Tærterne var nok mere seriøse for Azteka.

Azteka fnøs og satte hænderne i siden. "Selvfølgelig er der det! Hvad tror du om mig!.. Men det er ikke sikkert der er plads til to tærter.. Og en er bare aldrig nok!" det var egentlig imponerende at Azteka ikke havde fået sig en dessert mave efterhånden. Alt sødt blev spist. Kandiserede æbler, mamelade, bær i sukker, kage og de få gange der var importeret chokolade til Dianthos.. Oh det var gode dage. "Tror du de har saft?" kom der meget pludseligt ud af Azteka på vejen. Det var vel ikke så lang tid siden at efterårsbærerne var blevet plukket og lavet til en sød saft! Hvis da ikke det hele var lavet til alkohol - det gik også som varm brød i byen.

"Jeg distrahere.. Beatrice har for stærk mistanke til at vende ryggen til mig.." det krævede to for at smugle kager ud af køkkenet, hvis Beatrice var inde. "Men udenfor måltiderne, er hun næppe - Heeej Beatrice" Azteka åbnede døren til køkkenet for at stå overfor den noget mere lavstammede kvinde "Nu skal du høre.. øhm.. Jeg tænkte på.." den mistænkelige aura gled omkring Beartrice næsten instinktivt og Azteka kom med et lille nervøst grin. "K-kan jeg eventuelt få lavet en madpakke til i morgen, bare sådan til.. turen" og selvfølgelig kom spørgsmålet "Hvilken tur?" oh nej.

Det var svært ikke at grine af Azteka, selvom der intet ondt ment var i det, og Joanna vidste at Azteka vidste det. Joanna havde sjældent noget ondt at sige om den anden kvinde, og det gjorde også at deres venskab så nemt, og rart.
"Mon ikke, jeg ser om vi ikke kan få fat i noget også," svarede Joanna. De søde ting var jo de ting der var sværest at få vristet ud af Beatrice's hænder.

"Det lyder som en plan," sagde Joanna bestemt. Det var næsten som når de var på mission ude i verden, bortset fra at det her naturligvis var meget vigtigere.
Joanna gled stille ind i køkkenet, og selvom Beatrice så hende, blev der mest af alt bare sendt et venligt smil til hende, og hun lod Azteka til at tage kampen op med Beatrice, selvom hun allerede så ud til at være lidt i fedtefadet.

Joanna kiggede rundt, og ganske rigtig, så stod der nogle tærter og kølede af. De havde dog ikke taget noget med til at have tingene i, men heldigvis var kurve til at finde her i køkkenet. Selvom det ville være åbenlyst, men Beatrice vidste selvfølgelig at Joanna godt kunne finde på at spise på sit værelse, selvom hun normalvis ikke stjal tærter med det.
Hun kiggede sig en enkelt gang over skulderen, før at hun tog to tærter ned i kurven. Forhåbentlig var det nok for Azteka, og så gik hun i gang med at lede efter saften. 

Det var nok egentlig et held at Azteka, krigerne generelt, trænede så meget som de gjorde. Ellers havde de søde sager nok efterladt spor på hendes krop. Det var selvfølgelig ikke hver dag at hun fik lokket ekstra søde sager ned, men det var tæt på!

Men det var altid en prøvelse. Specielt som Beatrice godt vidste hvad Azteka foretrak at spise, og ofte forsøgte at få ekstra af. Det var med et stor prydende smil hun forsøgte at distrahere den meget lavere robuste dame, der så meget skeptisk op på den høje kriger. "Øhm. Ud til de mindre bygder omkring Dianthos. Byvagterne har bedt om en smule assistance efter et uheld med uenigheder om hvem der ejede hvilke kvæg det lød så latterligt, men Azteka kunne ikke bare stoppe sig selv. Det ville lyde langt mere utroværdigt. Hvorfor skulle lysets krigere blande sig i noget så simpelt. "Det.. åbnede op for andre mistanker om våben besiddelse og.. Du ved, krigerting" Det var som at sætte armen ind i dragestalden. Så snart Azteka slog det væk som krigerting, fik hun det mest opgivende blik nogensinde.

Hvorefter hun gjorde antræk til at kigge sig over skulderen og Azteka kom med en tvunget hostelyd "Eller, Beatrice.. Jeg.." hun sukkede opgivende, og forsøgte alt hvad hun kunne for at fastholde opmærksomheden til Joanna var væk fra tærterne. "Vi kan lige så godt kalde en spade for.. ja mig. Du har ikke nogle småkager eller noget liggende?" Beatrices hænder var instinktivt på vej til at ligge sig på hver side, med det moderlige strenge blik i de ellers meget venlige øjne. "Ingen søde sager før et måltid! Du kender reglerne" Azteka pillede lidt ved sine fingre som et barn "Måske senere så"

Joanna lyttede til samtalen, mens hun fik fat i tingene. Saften blev fundet, og nu var det vidst nærmere den rigtige mad hun manglede. Hun kiggede sig lidt omkring, inden hun begyndte at finde både mere tørre ting som brød, men også stuvningen som var blevet lavet, kom ned i en lidt mindre beholder, med tilhørerende låg, så det kunne transporteres med. Heldigvis havde de ting at spise med.

"Beatrice, jeg har taget noget af stuvningen, jeg håber det er okay," sagde Joanna, da hun havde lagt et lille klæde over kurvens åbning. Det skulle jo holde maden varm. Det var helt sikkert grunden til det, men det var også mindre suspekt hvis hun gjorde Beatrice opmærksom på at hun havde taget noget mad og derfor ikke skulle have noget til aften.
"Jeg skal nok huske at komme ned med beholderne senere," Joanna kiggede med et blidt smil på Beatrice, som ganske vidst også var begyndt at kigge noget mistroisk på hende.

Azteka lavede sig en mental note om at hun aldrig nogensinde i sit liv skulle forsøge at diplomatisk snakke sig ud af problemer eller fangeskab. Det ville da uden tvivl bare gøre dem endnu mere vrede eller trætte end de i forvejen var. Beatrice var selvfølgelig ikke ond af nogen art, men Azteka gjorde hende da i hvert fald træt med sin plapren.
Men som reddet af klokken, brød Joanna ind for at fortælle hun havde taget noget stuvning og med det samme blev Beatrice mere samarbejdsvillig og svarede venligt tilbage at det bare var helt i orden, selvom hun helt naturligt ikke kunne undgå at være mistroisk, med alt det Azteka havde for.

Azteka smilede også, men derimod en smule overvundet "Så må jeg komme ned senere. Så kan jeg også nå at optræne en støre appetit efter de søde sager" tilføjede hun drillende og begyndte at bakke lidt hen imod døren. "Hyg dig Beatrice!" Det var simpelthen alt for mistroisk nu, men Azteka guidede Joanna med sig ud og begyndte at gå i raske skridt væk derfra inden hun begyndte at grine. "Jeg er verdens dårligste løgner"

Joanna var glad for at hun havde holdt sig på god fod med Beatrice, til trods for hendes tætte venskab med Azteka. Det hjalp måske også at Joanna sjældent forsøgte at løbe om hjørner med Beatrice, i hvert fald af hvad Beatrice selv vidste til, og Joanna havde også hjulpet hende et par gange efterhånden.
"Det tror jeg roligt vi kan bekræfte," sagde hun med et smil, og skubbede deres skuldre lidt sammen, som de bevægede sig ned af gangene.
I modsatte retning kom der også til tider et par andre folk, krigere, væbnere, tjenere, og hvad der ellers var af folk der var på slottet.

De var begyndt at nærme sig beboelsesfløjen, og Joanna kiggede over mod Azteka. "Er der nogenlunde ryddeligt hos dig, eller skal vi tage hen til mig?" spurgte hun. Azteka roddede mere end Joanna gjorde, men generelt var det ikke fordi at det var specielt slemt generelt. Det var bare rart ikke først at skulle fjerne vasketøjet først. Joanna havde bare generelt nok tid på sine hænder, til at hun sørgerede for at der var ryddeligt i hendes egne gemakker.