Azteka grinede muntert. Det kunne være gået noget så galt, men aldrig helt alvorligt. Specielt ikke nu hvor Beatrice ikke fulgte efter dem - i hvert fald ikke før der var kommet andre folk forbi og omkring dem. Trods de var høje begge to, faldte de stadig i et med mængden og når først de havde rundet et hjørne, så ville Beatrice opgive. Måske hun bare havde grint af det i dag. Det kunne ligne hende.

"Jeg skal liiige fjerne en bunke tøj eller to, men ellers er der overraskende pænt! noget der i sig selv var et vidunder. Hun havde aldrig været god til at hænge ting på plads, eller ligge noget pænt. Specielt ikke hendes tøj. Det havde drevet hendes mor til vanvid! Azteka havde altid syntes det var mere interessant at bruge al sin tid udenfor værelset, nu sin bolig, til at hun orkede rydde op når hun var hjemme. Men lidt militær lydighed var krøbet ind, og man var nødt til at have styr på sine ting, for at kunne finde det.
Hun puffede til døren og afslørede et nogenlunde ryddeligt værelse, hvor der hen over sengen lå lidt forskellig tøj, og der hang også en par ting hen over stolene, som var hurtige at ligge i en bunke og kaste hen for fodenden af sengen. "Se! Nærmest pletfrit" grinede hun, velvidende at det ikke var sandheden.

Joanna nikkede. Nogen gange var det også rart for hende at de var hos Azteka, for når Joanna ikke var nede og træne, så var hun typisk på sit værelse, med mindre en som Azteka hev hende nogen steder hen. Det var bare ikke så sjovt at gå rundt i byen alene, for det meste.

Joanna’s øjne gled kort over Azteka’s værelse. Der var ganske ryddeligt, i hvert fald i forhold til hvad det kunne være. ”For dine standarder måske,” svarede hun tilbage grinende, før hun tog kurven med hen til bordet og placerede den, før hun begyndte at tage alt maden og drikkelsen ud, som de havde hentet i køkkenet. Tærterne lod hun dog blive i kurven.
Inden Azteka kunne sige noget til det, kiggede Joanna også en smule strengt over mod hende. ”Vi spiser først, og derefter kan tærterne komme frem.” Hun stolede alligevel ikke nok på Azteka til at tage tærterne frem, og Azteka så kunne lade vær med at spise dem mens Joanna selv så væk.

Azteka brugte overraskende lidt tid i sit hjem. Hun var enten ude at træne, ude at have det sjovt eller hjemme ved sin familie, når hun ikke havde almene arbejdsrelaterede ting at tage vare på. Hvilket nok også var grunden til at der oftest bare var ekstremt rodet. Hun smed tingene hvor hun kom til, skiftede tøjet og så var hun ude igen. Lige nu var der ekseptionelt pænt, efter Aztekas standarder!

”Mine standarder er ganske udmærket” svarede Azteka med løftet hage, og et udtryk af selvtilfredshed hun ikke kunne holde ret længe før hun brød ud i latter. Med en let tung bevægelse satte hun sig på stolen ved bordet og var egentlig parat til at dykke ned i kurven efter tærterne da Joannas fornuftige stemme nåede hende. ”Aw..” Azteka lignede næsten et lille barn der havde fået frarøvet sig sine sukkeræbler, som hun i stedet trak en tallerken til sig. ”Du er også så fornuftig” drillede hun kærligt, og begyndte at hælde saft op i to krus til dem, som de kunne nyde til maden. Hele stemningen hjalp på hvad der var foregået tidligere på dagen. Azteka havde lavet et skjult løfte til sig selv om at finde de to igen og give dem en ordentlig røvfuld! Men det kunne vente til senere.

Selvom deres ordenssans var forskellig, så kunne Joanna ikke ligefrem se der var så meget galt med Azteka’s. Nogle gange var det bare godt at se at der var boet et sted, og ærligtalt føltes det her ligeså hjemligt som hendes eget værelse, hvis ikke mere. Når Azteka var der, var det hele nok bare i bund og grund lidt bedre.

”Der er jo en af os to der å være lidt fornuftige. Ellers ville vi jo allerede været blevet smidt ud,” sagde hun drillende. Ærligtalt så var de hver for sig nok ikke et større problem. Men der var noget med at ens intelligens var faldt lidt når man var omkring ens nære venner, og tingene så meget oftere gik lidt mere galt.

Joanna tog glasset med saft op i sin hånd, før hun tog en lille tår af det. Den søde saft var rar og næsten trøstende, så hun næsten kunne glemme hvad der var sket tidligere. Hun var heldig at hun havde en ven som Azteka.

Azteka havde været vant til at rode rundt med sine brødre og søstre, så orden var ikke det hun besad mest af. Men orden og disciplin lærte man i hæren! Mest af alt var det bare rart at have et hjem. Og i et hjem, var der altid mere end en person - sådan var det i hvert fald for Azteka. Derfor var hendes bolig også mest hjemlig når Joanna var der sammen med hende.

Azteka rakte drilsk tunge af hende. "De kan slet ikke undvære os!" Måske kom de godt nok i problemer sammen, men de havde da også altid fundet en måde at komme ud af dem igen. Desuden, de tog da deres job seriøst! Når de vel og mærket var på arbejde.

Den store kvinde tog for sig af maden med stor appetit. Hun var mere eller mindre altid sulten, og det kunne søde sager ikke altid klare. "Hvordan tror du tiden bliver nu? Der er stadig meget rest efter ordenen" både en alvorlig samtale, men også noget langt væk fra hvad der var sket tidligere.

Joanna rystede blot grinende på hovedet. HUn var ikke under sammen overbevisning som Azteka, om at de var uundværlige. I hendes øjne var de blot to af mange krigere, som var nødvendige, men en eller to fra gjorde ikke det store udfald i det store hele. Det var ikke som om at nogen af dem faktisk var riddere. Så ville det være noget andet. Joanna selv så ikke efter forfremmelse i hæren, men til gengæld heppede hun stille på Azteka, som hun generelt så som en bedre kriger end sig selv.

Hun begyndte til at spise noget af maden, lidt af vært, for at få fyldt depoterne ud. Selv havde hun aldrig spist så meget, som en person af hendes ophav måske skulle, men efter hun var begyndt at træne dagligt, så havde appetitten også fulgt med.
"Jeg tror vi får travlt," indrømmede Joanna, med lidt rynkede bryn. "Jeg tror der er flere folk end før der tvivler på Lysets Hær og Dronningen. For ikke at nævne, at Mørket normalvis plejer at forsøge at ramme os, når der er mest uro." Hun kiggede lidt ned i sin saft. Det var et trist emne, men også en realitet af deres hverdag.

Azteka havde ambitioner, men ikke så store ambitioner at hun ville påtage sig en riddertitel lige uden videre. Hun var glad for at være i hæren. Hun så sine medkrigere som familie, og vidste det var det rigtige at beskytte sit land mod onde magter. Men hun følte sig ikke som en leder. Ikke endnu i hvert fald. Det krævede meget mere erfaring. Eller den rigtige motivation.

"Det er aldrig godt at Mørket holder lav profil. Jeg håber de kloge hoveder har en plan" svarede han med et skævt smil, trods alvoren i emnet. Det var en trist og mørk tid de gik i møde, men de måtte bevare troen. Mens Kiles Orden havde været der, havde det heller ikke ligefrem været nem.

Joanna nikkede. Hun troede på deres overordnede, og selvom rådet var et interessant valg fra Dronningens side, så regnede hun med at når de var flere hoveder, at de så kunne finde ud af tingene sammen.
"Forhåbentlig. Vi må jo bare stå klar, selvom lidt tid til at slappe af også ville være rart," indrømmede Joanna. Dette var tiltrods for at hun faktisk havde lidt en tendens til at arbejde for meget. Hun turde jo ikke ligefrem tage ned til Medanien og besøge sin familie.

"Tror du nogensinde der kommer fred i landet? Jeg kan ikke huske en tid hvor der ikke har været uro i landet. Det er vel også grunden til at jeg ønskede at blive en kriger, men..." det var lidt et blik af sørgmodighed i hendes øjne. Men det var ikke så underligt at det var svært for Joanna at huske en tid med fred, når det passede med at Sabbatin havde samlet Mørkets Kræfter da hun stadig var ganske ung.

Azteka smilede. Oh ja afslapning. Måske en ferie. Det var der ikke ligefrem meget af i deres branche. Måske tage ud og opleve verden uden at være på arbejde imens. Som en eventyrer. Man kunne vel drømme, selvom det næppe ville overvinde drømmen om at forblive i hæren "Bare et par uger" Medgav hun med et drømmende blik.

Azteka stoppede sin hånds bevægelse og endte med at sænke den igen uden at få spist noget denne gang. Hun tog en dyb indånding og bed sig lidt i underlæben. "Jeg tror aldrig freden vil forblive hvis den skulle komme. Mørket stopper aldrig." hun var ærlig og det gav en trist stemning. "Men derfor kæmper vi vel stadig for det" Svarede Azteka med et varmt opmuntrende smil.

Det var en trist tanke. At de aldrig ville formå at få den fred de kæmpede for, men Azteka havde fat i noget. "Så lang tid Lyset er her, er der vel altid lidt håb," indrømmede hun. Det var stadig lidt en sørgmodig ting, men det var bedre end bare at tænke at de kæmpede uden grund. Desuden var det altid bedre når Lyset regerede.

Joanna løftede glasset. "Hvad med at vi skåler for håb?" kom det lidt mere grinende fra Joanna. Det var jo derfor de kæmpede. "Skål for at vi går bedre dage i møde." tilbød hun, og ventede på om Azteka havde mere at tilføje til skålningen, før de kunne slå glassene sammen i en skål, og drikke indholdet.
Det var måske en fjollet lille ting, men efter hvordan det havde stået på tidligere i dag, så var det ikke underligt at Joanna måske godt kunne have brug for det.

Lyset gik op i folkets sikkerhed, godheden og at alle skulle have et godt liv. Det kunne mørket ikke prale af. Azteka ville i hvert fald give sit liv for at sikre folkets sikkerhed. Noget hun fornemmede mange af hendes medkrigere også ville. Joanna deriblandt.

Azteka grinede med og løftede sit glas med saft. "Skål for det! Og at vi aldrig glemmer det gode i livet" hun lod glassende ramme mod hinanden og drak indholdet med Joanna.
De skålede for en god fremtid. En fremtid som Azteka kun kunne håbe på indholdte den respekt og forståelse som Joanna fortjente. Om Azteka så skulle banke det ind i knolden på folk!