Det var ikke så ofte Ash bevægede sig så langt ind i Dianthos. Mest fordi byen førhen havde vrimlet med Lysets krigere, og de skiderrikker stod altid i vejen for alt og gjorde det hele så meget mere besværligt. Men i takt med at Kiles præster havde overtaget byen, var det blevet lettere at snige sig ind - hvilket så absolut var noget Ash havde gjort brug af.
Han havde brugt de sidste par nætter på at strefje rundt i den øvre den af byen for at finde et hus, der var værd at bryde ind i. Han var egentlig ikke helt sikker på, hvorfor han havde haft planer om at bryde ind i et hus, og måske skyldtes det mere end noget andet en vis rastløshed, der var begyndt at røre på sig. Det kom med jævne mellemrum, når han ikke havde haft noget at rive i; så vandrede han hvileløst rundt og han blev endnu mere tilbøjelig til at blive langfingret. Men når nu der ikke var nogen at stjæle fra på gaden, måtte han jo finde nogen. Og derfor havde han nu besluttet sig for, at det måtte være på tide at undersøge, hvad de der fornemme huse egentlig gemte på.

Han havde derfor ventet på at natten var faldet på inden han havde sneget sig over til huset, der havde fanget hans interesse. Der, skjult i skyggerne fra en mur fra et nærliggende hus, var han trådt ind i skyggen for øjeblikket efter at træde ud fra en skygge inde i huset.
Det var altid lidt af et gætværk at træde ud i en skygge han aldrig havde været i før, og i princippet kunne han være endt i en eller andens soveværelse. Denne gang fandt han sig dog heldig da han fandt sig selv i en kæmpe stue fyldt med store, tunge møbler. Stuen emmede af penge og på gulvet lå der et tykt, blødt tæppe der kvalte hans skridt. Huset var tyst, hvilket tydede på at folk sov, hvorfor han gav sig til at strejfe lidt rundt for at danne sig et overblik over, hvilket hus han egentlig var trådt ind i.
Havde han været i tvivl om ejermandens rigdom før han var brudt ind i huset, var han det dog ikke længere da han tog en runde i stuen, der var dekoreret med fine komoder, hvorpå der stod en masse nips. En del af det fandt ned i hans lomme, tilfældigt, som han gik forbi det, mens han lod andet stå, som han stoppede op foran en stor kamin. Over kaminen hang der et enormt maleri, som sikkert var imponerende hvis man gik op i den slags. Faktisk var der en del kunst på væggen, som sikkert var dyrt, men som i Ash' øjne bare var noget gammel lort, og efter at have rynket på næsen at samtlige malerier i stuen begyndte han at søge længere ind i huset.

Fra stuen blev han ført til en spisestue. Den var tom lige nu, men i et vitrineskab fandt han noget sølvtøj, som han ligeledes stak i lommen inden han også forlod det rum. Denne gang søgte han dybere ind i huset, og endte med at stå i en enorm hall. Det tykke tæppe sluttede her og afslørede noget stengulv, men Ash var ikke bekymret for om hans skridt skulle vægge nogle, som han trådte ind i en ny skygge for at blive ført ovenpå.

Førstesalen så ud til at blive mere brugt end stuerne nedenunder, for skønt der også lå et enormt, tykt tæppe her var det mere nedtrådt og en smule dårligere holdt. Det var dog ikke ligefrem tæppets forfald han var optaget af, men derimod de rækker af døre der lå på hver side af gangen han var trådt ind i, som muligvis førte til en række soveværelser. Og hvor der var soveværelser, var der tit smykker. Og smykker var en del mere værd end det grimme grimsgrams der hang på væggen nede i stuen.
Bare tanken om muligheden for nogle skinnende juveler drev ham hen mod den første dør. Den var låst, men det tog ikke mere end en langstragt skygge før han befandt sig på den anden side af døren. Havde han troet han ville finde bunker af juveler blev han dog slemt skuffet, for det viste sig at værelset ledte til en systue. Han gad ikke engang kigge værelset igennem, men forlod værelset for at søge det næste.
Modsat det første værelse var dette ikke en systue, men derimod et gæsteværelse. Det var dog ligeså tomt som systuen havde været, hvorfor Ash endte med at ligge sig i sengen, bare for lige at prøve hvordan de rige lå.
Han var dog ikke kommet for at sove, hvorfor han hurtigt fortsatte sin strejfen ned af gangen til næste værelse, hvor han var heldig.

For værelset var ikke en systue eller et gæsteværelse, men derimod et værelse, der tydeligvis blev regelmæssig brugt, og som Ash fik øje på en person i værelsets seng gættede han på, at det måtte være denne person, der ejede værelset. En kvinde, som han fik set hende lidt grundiger an. Og havde han været i tvivl, blev han i hvert fald bekræftet ved synet af den kjole, der var lagt ud over en stol ved et sminkebord. En rig kvinde, oveni købet.
Tanken fik hans læber til at trække op i et tilfredst smil. Jackpot! Så skulle han bare finde hendes smykkeskrin, og så kunne han forsvinde ligeså uset, som han var kommet ind.

Det havde bestemt været en hård dag på teateret, de havde haft premiere forstilling på deres nyeste forstilling. De havde øvet og øvet, og kørt det sidste på plads i alt for lang tid, så det var fantastisk at få det hele kørt i stand. Hun havde lidt overtaget teateret fra hendes far, det var stadig ham som ejede det, men eftersom at han ikke boede her i byen, men helt nede i Medanien, så måtte hun styre alle udgifter og hvad der ellers var, samtidig med at hun deltog i forstillingen - dog ikke som hovedkarakter, den ære ville hun ikke tage.
Forstillingen havde kørt formidabelt og hun og de andre skuespillere havde modtaget godt med ros, og hun var sikker på at der nok skulle komme nok gæster de kommende dage, for at se forestillingen.

Mørket var faldet på da hun gik gennem byens gader og stræder, i det mindste var gaderne mere eller mere øde, det var ikke her man ville finde de fordrukne og pigerne som stod og tiltrak de fordrukne, for at få lidt penge og give mændene det som de ønskede for en nat. Hun blev dog aldrig rigtig fan af at gå alene om natten, der kunne ske så meget og udgangsforbudet var egentligt trådt i kraft, men altså hjem skulle hun og lige nu lignede det ikke at der var nogen omkring hende, som kunne arrestere hende.

Hun trak i natkjolen som hun kom ud af sin anden kjole, smed den henover stolen som stod ved hendes sminkebord. Det var en stor lejlighed som hun boede i, men faderen havde altid ønsket det bedste for hende, og havde derfor købt stort og dyrt for hende, 2. etager. Ligesom det kunne være angst provokerende at gå alene udenfor på denne tid, det samme var det at bo alene på nogle tidspunkter, men ikke på nuværende tidspunkt.

Lily vågnede ved lyden af døre som peb, de tygge gulvtæpper afslørede ikke nogle fodtrin, men hun var sikker på at der skete et eller andet derude, men turde ikke gøre noget. Det var første gang, hun ville haft besøg, hvis der altså var nogen. Hun havde intet at forsvare sig med, knivene lå nedenunder i køkkenet, og sminken på bordet kunne hun ikke bruge til noget. Hun trak dynen lidt mere op over hovedet og åbnede øjnene, som døren indtil værelset gik op. Hun kunne ikke se andet end omridset og skyggen, af det der lignede en mand. Hvis han havde været i andre rum, var han blevet skuffet - det var herinde hun havde det hele liggende - alle smykker, juveler og penge. Hvis han kom længere ind, måtte hun beslutte sig for at gøre noget eller blot blive liggende og lade som om. Men frygten for voldtægt sad selvfølgelig også i hende.

Det der med rigdomme havde aldrig været noget Ash havde gået voldsomt meget op i. Måske fordi han aldrig rigtig havde haft nogle, for som børnehjemsbarn havde han aldrig rigtig ejet noget. Og det havde heller ikke ændret sig da han havde slået sig sammen med tyvebanden som ganske ung, havde han heller ikke væltet i rigdom. Og hvem havde i grunden brug for et værelse fyldt med nips, når han bare kunne lette et uvident offer for penge, hvis han manglede nogle krystaller?
Sådan havde han altid tænkt, men som han gik rundt og undersøgte denne kvindes værelse, måtte han alligevel erkende, at det ikke var noget dårligt liv at være rig. Det havde blæst en smule udenfor, og skønt de fleste huse var utætte som en si, kom der ingen trækvind ind i dette værelse. For ikke at nævne tæppet på gulvet, som unægteligt havde kostet mere end han nogensinde havde ejet. Og mindsanten om ikke kjolen, skødeløsest smidt hen over stolen ved sminkebordet, ikke var af et eller andet blødt stof, som hans farvede hørbukser i hvert fald ikke var. Det kunne han konstaterer da han lod en hånd løbe ned over stoffet, der var nogenlunde ligeså blødt som det stof Azias kjoler sommetider var lavet af. Men en glædespige var sikkert nødt til at iklæde sig nogenlunde det samme som en rigmandskvinde for at tiltrække kunder. En ganske morsom tanke, hvis man tænkte over det: to kvinder, så langt fra hinandens verden som man kunne komme, og dog havde de nogle ting tilfælles.

Nå, han var ikke kommet for at filosofere, så han rystede tanken fra sig og gav sig nu for alvor til at lede efter noget af værdig. En glimtende halskæde på sminkebordet var det, der tiltrak hans opmærksomhed i første omgang, og ligesom sølvtøjet og det tilfældige nips fandt dette også vej til hans lomme inden han fortsatte søgningen på sminkebordet. Til hans skuffelse havde halskæden været det eneste der havde ligget fremme, men en låst skuffe i sminkebordet gav forhåbninger om flere smykker. Han havde ingen nøgle, men anså ikke dette som et videre problem, som han hev en af de slanke dolke frem fra hylsteret ved hans hofte, snurrede den rundt i hånden et par gangen og lirkede den ind mellem skuffen og bordet. Et hurtigt ryk i dolken fik skuffen til at brække op med et svagt klonk. Lyden havde ikke været overdøvende høj, men dog høj nok til, at han kastede et blik over på den sovende skikkelse i sengen for at sikre sig, at hun ikke var vågnet. Det forekom ham svagt, at hendes ånde ikke var så dyb som han havde troet da han var kommet ind i rummet, men den grådige forventning om, hvad skuffen kunne indeholde fik ham hurtigt til at flytte fokus fra hende og til skuffen.

Det var utroligt grænseoverskridende at have en ukendt og fremmede mand inde i sit hjem, rode sit værelse rundt for ejendele. Hun havde ingen idé om hvad han ville, om han blot ville have hendes ejendele eller om han også ville have hende. Hun havde måske ikke meget at komme efter, men det hun havde var jo dyrt og nogle gaver fra hendes far, og især skuffen som han inden længe ville prøve at få åben, indeholdt alle de dyre sager. Det var frygteligt.
Hun anede ikke i sin vilde fantasi hvad hun skulle gøre, lige nu lå hun og kiggede ud over dynen. Prøvede ikke at blive set, i mens tankerne vrimlede rundt. Skulle hun angribe ham eller skulle hun blot blive liggende og se hendes ejendele forsvinde, eller skulle hun tage chancen og løbe efter hjælp? Hun ville sagtens kunne komme forbi ham, løbe neden under og så søge mod gaden. Hun boede jo trods alt i et rigt kvarter, nogle måtte vel kunne hjælpe hende, hvis hun fik fat på nogle.

Hun ville aldrig kunne vinde en kamp mod ham, hun anede ikke hvem han var eller hvad han var i stand til. Han var en ung fyr, med sikkert i sin bedste alder og med kræfter som var langt større end hendes. Hun var aldrig blevet lært at bruge nogle våben eller nær kamp med næver, det var ikke en adelig kvinde værdig. Den slags skulle hun ikke kunne. Hun kunne se han holdt øje med hende, lydene ville måske ikke vække hende, hvis hun ikke var blevet vækket af en dør ude på gangen, men hvis hun skulle løbe, så skulle det være nu. Det var hendes bedste chance.

Langsomt fik hun viklede sig ud af dynen, hun fik det til at lyde som hun blot vendte og drejede sig i sengen, om det ville panikke ham eller noget, var hun selvfølgelig usikker på. Hun kastede den tynde dyne af sig, prøvede på sit bedste at komme ud af sengen uden at falde og satte imod døren, ud på gangen og mod trappen. Nedenunder søgte hun mod køkkenet, åbnede en skuffe og greb en kniv. Hun ville nok tabe, hvis de skulle komme i kamp, men kamp skulle han nok få. Hun stoppede op for at høre om han var på vej; enten ville han løbe efter hende eller tage hendes ting og løbe mod udgangen.

Skuffen der åbnede sig afslørede en hel del rigdom. Smykker, dyrt stads og andre fine ting, som hurtigt blev stoppet ned i hans lomme. Fint, så havde han nok til den næste måneds tid, forudsat at han fik tingene omsat. Men det var nu ikke en bekymring, for var der en ting Ash gjorde, så var det at kende de rigtige mennesker, der altid var klar på at omsætte en hæglervarer eller to, ligeglad med, hvorfra den stammende.

Lyden af kvinden der vendte og drejede sig i sengen fik ham til at se op tidsnok til at se hende kaste dynen af sig, rejse sig op fra sengen og løbe mod døren.
Satans!
Et kort øjeblik så han efter hende. Egentlig kunne han vel godt bare lade hende løbe – han havde jo fået hvad han var kommet efter og klædet om hans underansigt skjulte de fleste af hans træk, så det var næppe sandsynligt hun ville kunne genkende ham igen. Men på den anden side… det var også bare sjovt at jage. Især at jage uforsigtige kvinder, der troede de var bedre end ham.
Han sukkede, kastede det lille lommespejl fra sig han havde stået med, så det ramte ned i skuffen med en klirrende lyd, og trådte så ind i den nærmeste skygge, for øjeblikket efter at befinde sig ude på gangen til værelset.
Der stod han og lyttede lidt. Det var ikke mange timer siden han sidst havde spist, hvilket betød, at hans sanser endnu var så skarpe at han kunne høre hende rumsterer rundt nedenunder. Han skævede kort over mod trappen, som overvejede han at tage den og bevidst lade hende vide, at han var på vej, men i sidste ende ombestemte han. I stedet rejste han gennem skyggen til stuen, hvor han hurtigt fik lokaliseret køkkenet ud fra lyden at dømme.
Det ville måske være klogt at gøre kort proces med hende, men Ash var i legehumør, hvorfor han også helt bevidst valgte at træde ud af en af skyggerne i køkkenet, som hun havde vendt ryggen til. Han trådte helt op til hende, så tæt at han kunne ligge hovedet ind over hendes skulder. Eftersom han ikke trak vejret havde han ikke et åndedræt, der ville afsløre ham. Og det var derfor først da han talte, at han afslørede sig selv. ”Pst, hvad skal du med den der?” Spurgte han, og skævede mod kniven i hendes hånd.

Hun havde ingen idé om hvad der skete ovenpå; ville han flygte eller ville han komme efter hende. Kniven knugede hun i mellem hendes fingre, på trods af at hun nok ikke ville kunne bruge den og at han nok ikke ville blive bange for hende. Hun vidste ikke hvad hun var oppe imod, hvem han var eller om han havde nogen form for magi eller kræfter, som hun ikke kendte til. Det var en farlig situation hun havde rodet sig ud i.
Hun kunne ikke høre ham, hun vidste ikke hvor han var, om han stadig på værelset eller om han var på vej ned af trapperne - i så fald var han utrolig stille.
Hun gik langsomt hen mod åbningen til køkkenet, for bedre at kunne hører om han var på trapperne eller hvad der skete - ingenting. Der var ingen lyde, kun hendes puls som sted og hendes hjerte som bankede derud af.

Et skrig undslap hendes læber, hvordan var han kommet ind i køkkenet uden at hun så ham? Hun frøs i et par sekunder. Han kunne gøre med hende hvad han ville lige nu, med mindre hun igen flygtede. Men hvis hun flygtede, hvad var chancerne for at han pludselig ville stå bag hende endnu en gang. I stedet vendte hun sig om, og gik baglæns mod åbningen til køkkenet; "Hvem er du? Hvad vil du?" Tag blot det du vil have" langsomt og småt begyndte et par tårer at trille ned af de røde kinder, "Du kan blot tage hvad du vil, jeg gør ingen modstand, bare du intet gør mig" hun strakte kniven småt frem, for at holde ham på afstand hvis han nu ville gøre noget.

Der var næsten ikke noget mere tilfredsstillende end lyden af et skrig af forskrækkelse. Det skulle da lige være et skrig af forskrækkelse blandet med en god omgang panik. Ash var ingen ond mand - som sådan - han levede ikke af at torturere andre til deres sind brækkede i tusinde stykker, men det var nu engang sjovt at forskrække andre fra tid til anden, som han havde forskrækket kvinden i køkkenet. "Det var mange spørgsmål på én gang," pointerede han, som hun begyndte at stille ham spørgsmål og samtidig tilbyde ham både det ene og det andet. "Jeg er en drøm." Svarede han så, og løftede hænderne for at vifte blidt med dem i luften. "Uuuuuhhhhhh.... ånden fra næste jul, der kommer for at advare dig." Han lod hænderne synke ned igen, og trak så på smilebåndet med et skævt grin. "Nah, men tror du virkelig jeg ville fortælle dig, hvem jeg er? Ville det ikke gøre det ret let for vagterne at finde mig bagefter? Og du ved hvad der sker: en flok vagter der træder ind i et tårn og forstyrre min søvn, og så er jeg nødt til at slå dem ihjel og pludselig står byen på sin anden ende. Og, helt ærligt, er der brug for flere forstyrrelser lige nu? Har I ikke travlt nok med Kiles præster og alt det der?" Det var retoriske spørgsmål, og det var da også tydeligt at han ikke forventede nogle svar af hende, som han rakte ud for at lade sin finger røre ved spidsen af den kniv hun holdt frem. "Skræmmende." Sagde han, uden at lyde bare en lille smule skræmt. "Ved du overhovedet, hvordan man bruger sådan en? Har tøser som dig ikke folk til at skære og snitte ting for dem? Men i det mindste holder du den rigtigt." Det andet havde måske også været lige kækt nok, selvom tanken om hende, der holdt om knivsbladet var ganske morsomt.

Han var utrolig flabet. Hun var sikker på at hun ikke kendte ham og omvendt, og at han blot var kommet til et tilfældigt hus for at stjæle de ejendele som husets ejere havde. At hun så var alene, var måske mindre heldigt, men hun havde aldrig oplevet noget. Dette var første gang hun følte sig bange på denne måde.
Selvfølgelig ville han ikke fortælle hvem han var, det var klart. Men hun var panisk, og smed blot spørgsmål ud omkring ham, mest at vide hvad han egentligt ville, selvom hun nok godt vidste det. Men hun havde overrasket ham, hvilket han måske ikke havde reget med. Han havde nok ikke regnet med at finde nogle i huset. "Men er det ikke blot mine ting som du er interesseret i? Eller har du tænkt dig at gøre mig noget?" selvfølgelig gik der mange tanker igennem hendes lille hoved, der var jo mange ting som han kunne gøre ved hende, noget værre end andet, men alt ville være frygteligt.

Jo, hun havde altid haft folk til at gøre det meste for hende, selv en personlig tjeneste pige som ordnede alt hendes tøj osv. det betød ikke at hun ikke selv kunne finde ud af noget, hun var meget selvstændig og havde nu boet i Hovedstaden i et par år. Hånden knugede hårdere rundt om kniven. Hun vidste godt at hun ikke kunne overfalde ham, og stikke ham. Hun ville modbevise ham, hun svang kviven mod ham og hans hånd var tættest på. Måske havde hun aldrig brugt en kniv i kamp, men selvfølgelig kunne hun bruge den til at skade ham med. Så dum var hun ikke, selvom hun var en kvinde opdraget i takt og tone.

Hendes spørgmål om, hvorvidt han havde tænkt sig at gøre hende noget fik ham til at se på hende, som havde hun spist søm. "Ehm nej, jeg vil rigtig gerne være fri." Svarede han, da det gik op for ham, at hun forventede han ville voldtage hende eller sådan noget. Føj for satan en klam tanke. Ash var måske mange ting; en tyv, en morder, en del af Mørket, men han var ikke voldtægtsmand, og ærlig talt var det en smule fornærmende at hun troede det. "Men jeg bliver ærlig talt en smule fornærmet over, at du tror jeg har tænkt mig at gøre det." Svarede han, og rynkede på næsen, hvilket hun naturligvis ikke kunne se i mørket og eftersom hans ansigt var dækket af det sorte klæde. "Jeg kom bare for at se, hvad du havde af nipsting, men der er ikke meget interessant, hvilket er skuffende. Tøser som dig plejer at vælte jer i rigdomme." Det var selvfølgelig hendes tab, at hun ikke væltede sig i ligeså meget guld og juvler som andre rige tøser gjorde. Selvom det naturligvis ogs å var blevet hans tab, nu han havde planer om at lette hende for nogle af hendes rigdomme.

Fornærmede hun ham? Var det nu ham som skulle føle sig dårligt behandlet? Det var ham som var trængt ind i hendes hjem, for at stjæl hendes ting. Hun havde ingen idé om hvilken fyr han ellers var, om det virkelig kun var for at stjæle hendes ting. "Jeg er virkelig ked af at jeg har fornæmet dig" kom det sarkastisk fra hende, måske var hun bange for situationen, men altså han skulle ikke komme og spille offer her, "Jeg har ingen idé om hvad du har tænkt dig at gøre, man hører om så mange syge personer i den her verden" og at han ikke har kunne finde noget af værdi, var hans eget problem og ham som ikke har kigget nok, men det behøver hun jo ikke nævne. Hun vil nødig miste disse ting, "Selvom man er rig behøver man ikke prale med det eller opføre sig som en snob" kommenterede hun blot. Hun elskede dog smykker og dyrt tøj, så hvis han var kommet ind i skuffen ovenpå, så ville han jo have fundet hendes dyre smykker, og så regnede hun ikke med at han havde nogen forstand på dyrt tøj.

Hun blev en smule chokeret over sig selv, at kniven faktisk ramte ham da hun flagrede med den. Men hun følte at hun måtte forsvare sig selv, hun var jo skræmt over at have en fremmede i huset. "Tag nu blot hvad du ønsker, og stik af" hun var bange, det kunne høres i hendes stemme. Hun vidste at hun var i problemer nu, hun burde gøre som han sagde, men anede ikke hvor hun skulle flygte hen. Han kunne skjule sig i skyggerne. Døren var den bedste mulighed, forsvinde fra huset. Så hun satte i løb mod døren, ud til gaden.

Hendes sarkastiske kommentar fik ham til at udstøde en hæs latter. Humor, det var altid værdssat for en mand, der foretrak at grine sig vej gennem livet. Og især livets tragedier, som det her hurtigt kunne komme hen og blive for hende. Og desuden gav det et hint om, at hun havde noget spunk og var klar til at kæmpe til sidste blodsdråbe - bogstavelig talt - hvilket ligeledes var at foretrække fremfor de der små lam, der krøb sammen og græd og bad for deres liv. "Det er ok, jeg tilgiver dig." Svarede han, tydeligt stærkt underholdt af hende. "Yeah verden er sgu et farligt sted for jer dødelige." Medgav han med et nik, for det var den jo. Det vidste han jo ligeså vel som alle mulige andre, der havde lidt samme skæbne som han. "Jeg havde ærlig talt en forståelse af, at det var påkrævet for at blive medlem af klubben. Nogle skal spise en skovsnegl* andre skal være nogle uhåndterlige snobber." Han trak på skuldrene; ligegyldigt hvilket klub man tilhørte var udfaldet altid det samme: man endte i graven, på den ene eller anden måde.

Og så stak hun af, ligeså hurtigt som hun havde stukket ud efter ham med kniven, vendte hun sig for at stikke af. Hun løb ud mod hallen, og Ash' bedste bud var, at hun ville løbe mod døren. "Det der...." Begyndte han, men sukkede så. Han vendte sig og trådte ind i skyggen, for at træde ud af den nærmest hoveddøren, som han samtidig blokerede med sin krop. "-Er spildt arbejde. Du kan ligeså godt lade være med at prøve, jeg fanger dig bare. Og jo mere jeg jagter dig, jo større en appetit oparbejder jeg bare, og så er jeg nødt til at tømme dig helt, når jeg endelig sætter tænderne i dig." Det sidste blev sagt uden nogen former for fortrydelse, og det var tydeligt at han ikke begræd det tab det ville være. "På den anden side er det ret sjovt. Go on, løb! Denne gang får du et forspring på ti sekunder. En... to... tre..."

Hun havde regnet med en latter eller hvert fald en form for reaktion efter hendes kommentar. Hun havde virkelig intet til overs for ham, personen som brød ind i hendes hjem, stjal hendes ting og hellers sikkert også ville true hende hvis han fik muligheden. "Det kan ikke være andet, når der findes folk som dig som ikke respektere andre folks ejdendomme og ejendele, og blot bryder ind i folks hjem" det var hvert fald en af mange ting som gjorde verdenen et farligt sted, der var mange ting man nemt kunne remse op, "Blot fordi at jeg er født rig, giver dig ikke ret til at tage mine ting, blot fordi at lykken og rigdom ikke er hendt dig!" kom det skarpt fra hende.

Selvfølgelig flygtede hun. Ligeså meget som hun vile stå op for sig, ligeså bange var hun for at der skulle ske hende noget. Hun anede ikke hvor pyskopatisk denne fyr ville være overfor hende. Hun lyttede ikke til ham. Måske var det spildt arbejde, men skulle hun blot blive stående og blive slået ihjel eller hvad han nu ellers havde tænkt sig at gøre ved hende? Tømme hende? Sætte tænderne i hende? Hvad var han for en psykopat? Selvfølgelig strøg hun mod hoveddøren, men regnede nok med at hun ikke ville nå frem eller nå så langt, så længe som han kun gemme sig i skyggerne. "Hjælp!" begyndte hun desperat at råbe, som hun var ved at nå tættere på døren.

Ash kunne ærlig talt ikke helt se, hvorfor han ikke skulle være brudt ind i hendes hjem. Der havde jo skreget af rigdom, og hvis hun ikke ville have folk til at vade ind, skulle hun ikke have ladet en fiktiv hoveddør stå åben via de skygger han rejste i. At det så var umuligt at forbyde skygger i ens hjem var jo ikke hans problem, det måtte hun selv rode med. Hvilket hun også var endt med at gøre denne aften, hvor han havde valgt at komme på uanmeldt visit. "Lykken er skam hændt mig," svarede han med et skuldertræk. "Den har givet mig evnerne til at smutte forbi dig og lette dig for dine rigdomme. Og bare tænk: jeg kunne jo komme tilbage hver aften, hvis jeg havde lyst." En trussel? Nej. Et løfte? Bestemt ikke. Men noget hun forhåbentligt ville tænke over, som han plantede et lille frø, der måske kunne blive til et nyt mareridt for hende.

Nå ja, måske ville mareridtet komme før hun anede. I hvert fald ville han blive nødt til at lukke munden på hende, som virkeligheden syntes at gå op for hende og hun begyndte at råbe. Han var ikke voldsomt bekymret for, at hendes råb skulle tiltrække sig nogle forbipasserende vagters opmærksomhed, men omvendt kunne man jo aldrig vide. Han ville altså blive nødt til at lukke munden på hende, og det hurtigt. En tanke, der næsten fik ham til at sukke i det han slog ude efter hende. Og ikke noget med en tøse lussing som andre mænd måske gav deres tøser, når de var irriterende. Nej Ash gik så meget ind for ligestilling at han slog ud for at plante en knytnæve midt i hendes kønne ansigti håb om, at det ville få hende til at holde kæft.

Sorry! Men min inaktivitet er for stor.