Det var ikke lang tid siden at Kiri havde formået at få den officielle rang som 'Mørkets Kriger', noget hun havde stræbet efter i årevis, men aldrig rigtig kunne gå for, siden det havde været Cryan der bestemte om hun var klar, men siden han var forsvundet, havde Kiri selv måtte finde ud af hvad hun skulle gøre. Heldigvis havde hun allerede været lidt af et kendt ansigt for de andre krigere, pga. hendes involvering med Cryan, og hun havde været overrasket over hvor let det havde været at få lov til at blive en del af krigerne. Hun fik uniform og et værelse på borgen, og generelt følte hun sig ret stolt over det. Endelig kunne hun hjælpe mørket som det var meningen at hun skulle.

Selvom hun officielt var en del af mørket, havde hun dog ikke ligefrem fået mange missioner. Hun egnede sig også mere til at snige sig afsted, og dræbe folk på afstand, så der var alligevel en vis begrænsning til hvad hun kunne sættes til, og hun havde brugt en del af sin tid bare at vandre op og ned af gangene, og lære hele borgens infrastruktur at kende, og at undgå de mere skøre folk på borgen. Det resulterede også i at hun havde fundet sine egne små hjørner hun kunne lide at være i, og at hun havde fundet visse steder på borgen, som gav hende et udsyn til en stor del af riget de var i.

Denne aften havde hun kravlet op på et af de laverestående tårne, hvor der var let adgang til taget på det, og med et forholdsvist lige tag, så hun ikke risikerede at glide ned. Hun sad let krøllet sammen, og kiggede ud i horisonten, men alting var også bare så mørkt heromkring, og der var ingen stjerner at se. Kiri savnede stjernerne, og mest af alt så savnede hun også sin herre. Hun var vant til at være alene, men alligevel så var det bare ikke det samme uden Cryan omkring, for at sikre sig at hun levede op til sit potentiale.
Selvom hun sad og slappede af, var hun dog stadig på vagt. Hun lyttede efter om der var nogen der enten kom op i tårnet, eller nærmede sig på anden vis.

Træt og udmattet. Det var ikke tit at Cryan associationerede sig med disse termer, men som han hang på hesten der bragte ham tilbage til fortet med en lynene hastighed. Var det mere hesten som der sørgede for at Cryan kom hjem, end den anden vej rundt. Hans arm hang livløst ved hans side, han havde haft problemer med at få den til at virke ordenligt i et længere stykke tid. Det evige minde om, hvordan at han var blevet skabt. Det der skar en dyb kontrast mellem hans skønhed han havde arvet fra hans forældre, også monsteret der levede dybt i hans blod. Det gav sig til udtryk af hans klare gule øjne, de spidse hjørne tænder, og den lidt for lange og skeletligende arm. Hans håb måtte være, at healeren i fæstningen kunne hjælpe ham. Men Cryan nærede ikke følelser som håb, og ønsker. Han udførte sit liv, som han gjorde en mission. Til hans bedste kunden, overlevelse på hans færdigheder og hans kompentencer. Når man førte sig ud i felten, var det ikke held og forhåbninger der gjorde udkastet. Så hvis de ikke kunne fikse armen, måtte der nye metoder til.

Han vred en grimasse, da han mærkede smerten skyde fra hoften og op. Pilen havde gjort mere skade end han havde regnet med. Sølv. De sidste mange måneder, havde han slet ikke været at finde. Han havde fået nye pligter, missioner som havde tvunget ham til at begrave sig så dybt i mørket, at han havde glemt at der var mennesker omkring sig der regnede med ham. Mon de stadig var der når han vente tilbage? Eller havde de fundet nye veje at gå. Igen, hvis det var således. Havde han ikke meget han kunne gøre ved det. Fæstningen kom til syne foran ham. Tårnene tornede op imod himlen, han hørte nogle råbe. Som porten blev slået ned, og han kunne løbe ind. Igen var der nogle stemmer, folk der kom ham i møde. Men det var ikke meget han lyttede eller gjorde til kende hvem det var. Han prøvede at stige af hesten, hvilket resulterede i et lavmeldt brummen af smerte. Nogle arme lukkede sig om ham, der hjalp ham ned. “Han skal til infirmeriet - med det samme.” han prøvede irritabelt at skubbe personen fra sig. Han kunne gå selv! Dog blev det kun et skridt, før han igen næsten hylede af smerte. To stærke arme lukkede sig om hans side. Tydeligt at han intet valg havde, hjælp det fik han.

Kiri med sit skarpe blik, til trods for nattens mørke, kunne se hesten komme nærmere på afstand. Hun lagde ikke så meget vægt i det til at starte med. Det kunne være hvem som helst, men da den råben og skrigen pludselig begyndte at lyde fra nede ved porten, kunne hendes nysgerrighed alligevel ikke stoppe hende. Hendes øjnene fokuserede ned på menneskemængden og hvem der var imellem dem, og et øjeblikke gik hendes verden praktisk talt i stå. Skikkelsen var meget velkendt.
Hun tænkte ikke engang over hvordan hun havde det, eller skulle reagere på det, men sprang praktisk talt af tårnet, og lod hendes vinger og luften bære hende ned til dem. Hun var for lille og for sent på den, til faktisk at komme i nærheden af Cryan til at hjælpe, alligevel kunne hun ikke lade vær med at komme med et hæst "Cryan?" fra bag de andre folk. Det var ikke det hun plejede at kalde ham, men i øjeblikket var det svært at ignorere hvordan hun var kommet til over månederne at kalde ham Cryan i sit hoved.

Som krigerne tog Cryan ind til infirmeriet, fulgte hun troligt med, ingen af dem lagde rigtig mærke til det. I hvert fald ikke før at han var blevet lagt på plads, og healeren og Kiri pludselig var de eneste tilbage i nærheden. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, eller gøre, så det endte med at hun mest af alt bare stod og stirrede med sine gule øjne på ham. Tæt nok på at han meget tydeligt ville kunne se hende, men langt nok væk til at hun ikke stod i vejen for healeren.

Trods hans smerter, at hele hans krop skreg af udmattelse. Var det ikke nok til at han ikke hørte stemmen der kom bag ham, hans blik vandrede hen over skulderen. Og der stod hun, havde hun kaldt ham Cryan? Han missede lidt med øjnene, lille fugl. Gentog hans stemme i hoved, eller Avem, som han havde kaldt hende når han havde været stolt af det hun havde udrettet. Men han formåede ikke at få stemmen i hoved, til at gentage ordene så de forlod hans læber. Han lod sig blive fulgt ind hos healeren. Selvom der blev sagt en masse, tøj som der blev taget af ham for at se hvor problemet var henne. Forlod hans øjne ikke hendes. Hvad næsten kunne tolkes som et smil gled hen over hans kolde læber.

Hans øre opfangede hvordan den kvindelige healer tog en dyb indånding. Han vidste hvordan det måtte se ud. På trods af hans kræfter som vampyr, var det ikke noget kønt syn. Ved hoften, var der et stort åben sår, hvor man stadig kunne skimte sølvspidsen fra pilen. Flere steder var der huller i huden, også fra pile som havde penetreret hans rustning. Også var der armen der hang livløs fra hans side, det var et tydeligt bevis for at hans mission ikke havde været en nem en af slagsen. “Du bliver nød til at forlade os, det bliver ikke noget kønt syn.” healeren havde vendt sig imod Kiri der stadig var der inde. Cryan gav et lille nik, og lukkede øjnene. En besværgelse fik ham til at falde i søvn, så han ikke skulle gå igennem mere smerte en højst nødvendig.

Det var forfærdeligt at se Cryan i denne her tilstand, ikke fordi at han var blodig, men fordi han var svag. Det var nok det værste for Kiri, at se ham hun havde så stor respekt for, være svag nok til at hun selv kunne gøre det af med ham. Det var ikke noget hun ønskede at se nogensinde igen, hvis hun komme til det.
Til trods for at deres møde ikke var som Kiri selv ville have ønsket, så missede hun ikke det lille smil, og det varmede hende bare en smule. Lidt glad måtte han være for at se hende igen, også selvom hun ikke havde kunne være der for ham, som hun havde ønsket. Hun håbede i hvert fald det var tilfældet.
Selvom hendes tanker fyldte hende op, så kunne hun ikke ignorere healeren, især med det blik der blev sendt hendes vej. Hendes egne øjne kiggede tilbage på healeren, og hendes ansigt forvrængte sig i noget der kunne minde om vrede. Ikke en følelse der ofte var at finde hos Kiri.

"Jeg har set det der er værre. Jeg forlader ham ikke," sagde hun, og der var absolut ingen spørgsmål om, om hun havde tænkt sig at blive, og healeren ville skulle fysisk smide hende ud hvis det var tilfældet. og selv hvis det var tilfældet, så havde Kiri allerede lagt en hånd på den lille dagger hun altid havde siddende i sit bælte, bare i tilfælde af at der skete noget. Healeren behøvede jo ikke at vide at Kiri ikke var så stærk i at forsvare sig tæt på.

Kvinden der havde bedt Kiri om at fjerne sig, stod og betragtede hende et i kort overvejende øjeblik. Mørkets læger og healer, var ikke uvant med problemer fra folk som hende. Og flere af dem, kunne vel også nok forsvare sig selv - skulle det behovet. Men det var som om, der kort gled noget følsomt hen over hendes træk i ansigtet. “Som du ønsker, men du vil blive fjernet hvis du går os i vejen.” med de kolde ord, vente hun sig imod manden der lå foran hende. Nogle ord blev ytret, og derefter gik de ganske slavisk til værks. Pilende blev fjernet, mens at magi lige så stille begyndte at lukke nogle af de mindre ar. Mens de store syede man sammen, da man ikke kunne bruge alt deres energi på at lukke hvert enkelt hul.

“Vivian - jeg tror ikke jeg kan redde armen.” kvinden der blev talt til, løftede sit blik. Hun betragtede armen, og tog et dyb suk. “Vi kan give ham en ny arm senere, men lige nu er det - det eneste der kan redde hans liv.” hvilken tanke det ikke måtte være, at vågne op. Vide at nogen havde taget et valg, mens man intet havde kunne sige. Det var altid et sats som læge, i dette tilfælde - ville Cryan nok selv ikke have været særlig berørt over det. Han vidste der var andre muligheder, og at skifte en hæslig arm ud med en anden. Det kunne vel i hans øjne være lige meget.

Blikke blev stadig kastet over imod tilskueren, for at sikre sig at hun blot blev stående på sin plads. Mens de begyndte på sidste fase, nemlig at fjerne armen fra hans krop. Det var en lang process, og det var først fire timer efter - at man kunne konstaterer de ikke kunne gøre mere og tilkaldte nogen der kunne flytte Cryan til hans værelse hvor han kunne komme til kræfter igen.

Kiri lod ikke til at rykke sig ud af stedet, som var hun en statue. Det eneste der bevægede sig var hendes øjne, som de fulgte healerne og hvad de gjorde ved Cryan. Man kunne dårligt se hende trække vejret, og det var tydeligt at det var en træning for at være stille og på lur der havde haft indvirkning på hvordan hun opførte sig nu, også selvom hun ikke ligefrem stod gemt bag noget.
Selv da de begyndte at snakke om at armen skulle fjernes, trak hendes mudnviger blot lidt længere ned på ansigtet. Mest af alt fordi det bare slog det fast i Kiri at Cryan var svag lige nu. Han kunne end ikke sige noget imod det, eller tage valget selv.

Men timerne gik, og da det endelig var tid til at flytte værelse, var hun naturligvis lige i hælene på healerne. At være på Cryan's værelse var ikke ligefrem første gang for hende, selvom det ikke havde været ofte siden de var flyttet til Kzar Mora. Det var der hvor tingene var begyndt at gå lidt ned af bakke, og han var forsvundet, men alligevel var hendes interesse dårlgit i hvad end han havde pyntet med.
Efter at healerne var smuttet, så han kunne ligge og komme til kræfter, tog hun plads på en stol ved siden af Cryan, og efter minutter, hvor hun havde kæmpet med en følelse af at ville tage hans hånd, så han vidste han ikke var alene, gjorde hun det. Det var ganske vidst ikke en normal ting mellem de to at vise svaghed, men de var stadig familie, og Kiri var muligvis en anelse mere blød om hjertet end Cryan nogensinde havde været.

Hvor længe der var gået fra han var ankommet til fæstningen, og til at han endelig kom tilbage til bevidstheden. Havde han ingen anelse om, det han kunne mærke var ømheden og smerten der skyllede ind i hans sind, så snart han vågnede. Øjnene var stadig lukket, og han lå stille som sov han stadig. Sådan lå han i noget tid, mærket efter, tog bestik af situationen. Han kunne mærke smerterne, men der var også følelsen af noget manglede. Også en svag varme i hans ene hånd. Hvad med den anden?

Han tog en dyb vejrtrækning, der fik brystkassen til at hæve sig. Dette fik ham til at skære en grimasse, hvor efter hans gule øjne slog op. Lige som før, hvor han havde ligget helt stille, var det kun øjnene der var en indikation til at han var vågnet. Han stirrede op i loftet. Varmen ved han side, behøvede han ikke en gang at kigge hen på for at vide hvem var. Han havde set hende inden de havde ført ham afsted. Og han vidste også, at der skulle meget til for hende at vige fra hans side. “Avem” kom der med en meget hæs stemme, han flyttede hoved lige så forsigtigt i hendes retning. Han var glad for at se hende, ikke at man kunne se det i hans ansigt. Men, hun var det eneste han havde tilbage der var vigtigt for ham. Den eneste ting her i verden, som han ikke ville være foruden. Og ville kæmpe til sidste åndedrag for. Disse følelser var i hans indre, dog var de aldrig til at se i hans ydre. Så det var nok de færreste som det lille væsen der sad over for ham, der faktisk ville knytte sig i sådan en grad som hun havde gjort.

“Hvor er min arm?” han behøvede ikke at kigge ned, for at vide noget manglede. Der var ingen smerte, følelsen af en byrde, som en havde været før var væk. Når han prøvede at bruge armen, skete der ikke noget. Så selvfølgelig var den eneste konklusion, at den måtte være blevet fjernet. Og trods den logiske tanke, spurgte han hende alligevel.

Kiri var næsten faldet lidt hen. Som om at sikkerheden ved værelset, og en viden om at der ville gå lang tid før at Cryan vågnede, var nok til at hun følte sig selv blive lidt slap. Hun vidste jo at han nok skulle klare den. Så da Cryan endelig sagde noget, fik hun lidt af et chok. Ikke nok til at Cryan kunne mærke det, men hendes eget hjerte sprang et slag over, og hendes øjne fokuserede sig straks på hendes herre. Hendes et og alt.

"Cryan," k unne hun ikke lade vær med at sige, og hun udåndede af lettelse, over at vide at han var vågen, også selvom han ikke var på sit stærkeste. Det skulle nok komme, også selvom Kiri så ville skulle forsvare ham, fra de andre i borgen. Ikke noget han behøvede at høre fra hende dog, da det bare ville få ham til at få det værre. Desuden var hun ikke ligefrem vant til at være den stærkeste af de to af dem.
Hun lod sine øjne glide over mod den manglende arm, som han spurgte ind til det. Det var vel det rigtige at lade dem tage den fra ham? "Der var ikke noget de kunne gøre, så de fjernede den," forklarede hun.Selv var hun ikke medicinsk begavet nok til at vide om der havde været noget de kunne have gjort. Hun var bare blevet nødt til at stole på hvad end de havde gjort, og håbet på at Cryan kom ud på den anden side okay.

“De mange måneder vi har brugt fra hinanden må have gjort noget godt, siden du bruger mit navn lille fugl.” der var intet i hans stemme der indikerede irritation eller vrede over hun sagde Cryan. Det var mest af alt, blot en konstatering. En konstatering at hun virkede som om hun hvilede mere i sig selv, var blevet mere sikker i hvem og hvad hun var. Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene. “Nuvel, jeg kan også klare mig selv uden to arme. Ellers skal jeg nok få skaffet mig en ny.” det blev sagt som var det mest normale i verden. Skær en arm af, så får du bare en ny en af slagsen. Men i hans verden var det bare således, enden fik du det til at virke, eller også så kunne du ligge dig til at rådne og dø. Han var ikke rigtig skabt af den sidste støbning. Hele hans liv havde været prøvelser, hvor man overkom smerter og blev stærkere af det.

Hans blik lagde sig på Kiri der sad ved hans side, hans blik fangede at hun sad i en rustning. Rustning af mørkets kriger, så hun havde valgt at tilslutte sig mørket? Vidste hun hvilken byrde hun havde lagt på sine egne skuldre. I et kort øjeblik blev han rasende, men følelsen forsvandt lige så hurtigt som den var opstået. Han tog endnu en dyb indånding. “Jeg ser du har sluttet dig til de mørkets krigers rækker. Er det alt det du har ønsket dig?” kom der sagte fra ham, hans øjne blev en smule smallere mens han betragtede hende. Hun vidste godt dette betød, hun var fri. Hun kunne ikke længere være under hans vinger. Men måske var det også meget godt, han havde trods alt efterladt hende flere gange. Og flere gange i længere tid end hun nok fortjente. Han hostede, og prøvede at ligge så bedre til rette. Det vidste sig dog at være lidt mere besværligt end han lige havde regnet med. Måske det med kun at have en arm, ville være lidt svære at vende sig til, end han lige troede.

Hvis Kiri kunne rødme, så ville hun have gjort det, men ærligtalt var der ikke meget forskel at se på den blå hud hun besad. Det havde ikke været hendes mening at sige hans fornavn sådan. Det havde altid været hans efternavn, som en form for respekt, allerede fra da hun var ganske lille.
At han ikke var sur, fik dog også hendes ansigt til at foretrække sig i det mindste af smil. Han var ikke skuffet, og selvom han heller ikke virkede stolt af det, så var det godt nok for hende lige nu. Hun havde massere af tid til at gøre ham stolt igen senere hen. Hvis han da bare gav hende en chance for det.

"Det var altid det jeg ville," svarede hun tøvende. Det havde været underligt for hende selv at skulle tage visse beslutninger. Måske hun altid havde været mere af en følger, end en leder, og siden de andre krigere stadig ikke var sikre på hende, så var der ingen der tog sig af hende. Noget hun havde skulle lære at håndtere. Indtil dette punkt havde hendes liv mere handlet om Cryan. Men at sige sine dybeste ønsker og følelser, var aldrig noget der nødvendigvis var blevet delt mellem de to af dem. Især de følelser der var svære, og som gjorde en svag. Så hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle sige det som det var. "Jeg tror jeg forventede det anderledes.... at du var her," sagde hun forsigtigt. Hun kiggede lidt væk fra ham, men gav ellers stadig ikke slip på hans hånd.

En brummen forlod hans strube, som han lyttede til hvad hun sagde. Dog brød han øjenkontakten. Han var træt, trættere end han nok ville indrømme. Han havde også brug for føde, hvilket han var sikker på nok skulle komme til ham. Det var de færreste de havde lyst til at have en hungrende vampyr vadende rundt i gangene. Det var sket før, at nogle uheldige folk var forsvundet, for at dukke op ikke længere i live. Hans tunge væde underlæben, og øjnene lukkede i.
“Nu er du trådt ind på dine egne fodspor Kiri, det er på tide du følger dit lod i livet.” det var ikke tit man fik ham til at snakke så meget, og det at han i det helet taget gad nu når han var så træt. Var i og for sig ganske unormalt. Men måske var der alligevel nogle menneskelige følelser gemt af vejen i den gamle vampyr. En følelse der gjorde, at Kiri i det mindste fortjente at han var interesseret i hende, nu når han endelig var tilbage igen efter så lang tid.

“Det betyder også at du er din egen herre nu.” måske var det på tide for dem begge to, at de skulle lede deres liv seperat fra hinanden. Ikke at de ikke havde gjort det før. Det var tit at han havde sendt hende ud på egen hånd. Havde testet hende, og forladt hende i håb om at styrke hendes trofasthed imod sig selv. Hun havde også klaret alle de opgaver han havde sat over for hende. Aldrig skuffet, og når hun havde fejlet havde hun prøvet igen ind til at hun lykkes. Måske var der ikke mere han kunne lære hende. Og måske holde Cryan bare hende tilbage, måske var det allerede for sent?

Han åbnede øjnene og kiggede på hende. “Hvad ønsker du? Hvad er det du vil, for resten af dit liv.” han var dyb seriøs, som hans gule øjne søgte hendes. “Og jeg forventer du svare ærligt - ikke hvad du tænker jeg ønsker du skal svare.”

Det greb i Kiri, og hun hendes blik faldt tilbage på Cryan. Han så træt og udmattet ud, og alligevel snakkede han om hvad Kiri ville med sit liv. Hun havde gjort hvad hun kunne, da Cryan var forsvundet, men hun gjorde det ligeså meget fordi at hun også skulle overleve. Hun havde lært mange ting af ham, men det vigtigste var at hun altid skulle gøre sit bedste og overleve, uanset hvor grum verden var. Følelser var ikke noget hun skulle dvæle ved, og alligevel var det svært at lade vær for Kiri til tider.

"Min egen herre?" kom det langsomt og forsigtigt ud af hende, som hun stirrede på Cryan. Hendes ansigt afslørede for en gangs skyld hvordan hun følte. Forvirret og en anelse forladt. Som første gang Cryan havde forladt hende i en længere periode, og hun ikke havde vidst hvad hun skulle gøre med sig selv. "Jeg kunne aldrig finde på at lyve overfor dig," sagde hun så, og prøvede at bringe lidt mere kraft ind i hendes ord.

De to par af gule øjne stirrede ind i hinanden, og hun tog en dyb indånding, inden at hun svarede, denne gang med mere selvsikkerhed. "Mit ønske har altid været at tjene dig, og dermed Mørkets Lord," for Kiri havde det været en ting. Cryan tjente Mørkets Lord af en grund, og Kiri ønskede at være brugbar. "Jeg kan lide at tjene under din kommando, og jeg ved at du er den eneste der har den fulde forståelse for hvordan mine evner kan hjælpe. Jeg er måske fri til at tage mine egne valg, men mit valg vil altid være at følge dig." Hun havde aldrig været så klar i sin udmelding om hvem hun var og hvad hun ønskede. De måneder væk fra Cryan havde åbenbart gjort hende noget godt, for hun var sikker i sin sag. Der var absolut intet der kunne ødelægge hendes loyalitet og tillid til Cryan.

Han tog hendes ord ind, lyttede, og afbrød hende ikke på noget tidspunkt.
Da hun var færdig, forlod en hæs latter ham. Så det var for sent, det lille væsen ved hans side. Væsnet der holde hans hånd, som den gang han havde fundet hende. Var så knyttet, at han trods hans kolde indre og ydre, aldrig ville have samvittigheden til at kaste hende bort. Han rystede på hoved, og hostede igen. Denne gang mere voldsomt. “Ah, lille fugl.” begyndte han, mens han prøvede at få sin vejrtrækning mere rolig. “Så er vi begge fanget i et spil, hvis brikker blev kastet for længe siden.” hans kryptiske ord, gav ikke mening lige nu. Måske en dag, han ville forklare hvad han mente. Men nu var han træt.

Hånden som hun holde, som ellers havde været ganske stille i hendes. Klemte omkring hendes fingre og trak den så tilbage. “Jeg må sove nu. komme til kræfter.” startede han ud, mens hans øjne lukkede sig på ny. “Tror du - du kunne sørger for at der var noget at spise for mig, når jeg vågner igen?” at han var så høflig, var måske ganske beskrivende, om hvor skidt det stod til. Alle hans kræfter var så småt ved at ebbe ud, og det eneste han ønskede var at sove. Sove også få noget at spise.

Det gav ingen mening for Kiri. Ikke at hun nogensinde havde været den bedste til gåder alligevel. Hendes hjerne var blevet trænet i andre ting, end at bruge den på ting hun alligevel ikke så så vigtige. Cryan ville forklare de fleste ting med tiden, og Kiri havde lært at være tålmodig. Det krævede det når man ventede på sit offer, og derfor lod hun ikke sit hoved bryde med ting hun alligevel ikke kunne regne ud. Hun havde langt fra alle fakta omkring hvad end Cryan snakkede om alligevel.

"Naturligvis," sagde hun og satte sig op, så hun sad lidt mere rank, og tog sine egne hænder tilbage, nu når Cryan indikerede at det var mere end nok omsorg for hinanden for nu. "Det skal du slet ikke tænke på." Jo hurtigere Cryan fik det godt, jo hurtigere kunne tingene gå tilbage som de var. Der var sikker opgaver som han mente ville passe perfekt til hende, og hun længtes efter at være så forfærdelig brugbar endnu engang.

Hun rejste sig op, og sendte ham et sidste smil til ham. At finde noget blod på borgen skulle hun nok finde ud af, så han ikke skulle sulte. Så hun begav sig afsted, og sørgerede for at komme tilbage med en ordentlig flaske med blod, som hun satte ved hans seng.

Det var først da han hørte døren åbne og lukke. Og følelsen af endelig at være alene igen, rullede hen over ham. At hans ansigt og bevægelse begyndte at vise hvor slemt det egentlig stod til. Hvor mange smerter han i virkeligheden var i. Selvom healeren og lægerne havde gjort et godt stykke arbejde, de kunne han se, da han lod blikket falde ned over hans overkrop. Brystkassen var hvilket ind i bandage, et lang sår ved hoften var syet sammen. Også var der hans arm, eller rettere sagt, den stump der var tilbage af armen. selvom han ikke nærede nogen direkte følelser for, at han havde mistet noget i dag. Så var det stadig en irritation, at han skulle gå igennem noget som dette. Der var genoptræning, så var der de mange måneder med at finde ud af om han kunne få en ny arm. Og hvis det var en mulighed, skulle den laves og tilpasses. Tanken om hvor lang tid at han var fanget til denne fæstning. Det passede ham ikke. Måske også fordi, at han havde på fornemmelsen at en hvis anden kvinde, nok ikke ville tage det lige så godt som hans kære Kiri at han bare havde forladt fæstningen. Måske han skulle blive bedre til at anmelde at han forlod stedet. Og der ville gå flere måneder før man så ham igen. Men sådan var han bare ikke anlagt, og når alt kom til alt. Kunne han ikke være mere ligeglad, om folk blev sure over han forsvandt. Hvis han skulle afsted, hvorfor havde folk så behov for at han sagde farvel?

Alle disse tanker fik frit løb, da han endelig var alene. Men der gik ikke mange minutter før at søvnen tog ham, da hans krop var alt for udmattet til han kunne holde sine tanker klare. hvor hurtigt han var faldet i søvn, kunne han huske. At det skulle være næsten to døgn før at Cryan vågnede igen, havde han nok hellere ikke selv regnet med.

Han åbnede øjnene, smerten havde fortaget sig til en udholdelig stadie. Med et halvt støn, satte han sig op i hans felt seng. Hans ene hånd gned hen over ansigtet, hvor efter hans øjne gjorde bestik af hans rum. Hvor længe havde han været væk? Hvis der var andre i rummet, havde han ikke lagt mærke til det. Han var sulten. “Føde...” blev der fremhvisket som et vildt dyr, der skulle have mad. Nu.

I de to dage der gik hvor Cryan var væk, kom og gik Kiri meget. Hun var ikke på værelset hele tiden, hun var sikker i sin sag om at Cryan nok skulle overleve hvis han vågnede alene. Der var altid blod der, selvom Kiri havde skiftet det til noget mere friskt over dagene, men ellers så brugte hun ikke alt sin tid på værelset. Nogen gange var hun ude og træne, og udforske, og hun brugte nætterne på sit eget værelse. Men tiden hun var på hans værelse, blev brugt på at undersøge lidt af hvad der var. Hendes nygerrighed havde alligvel taget lidt over, som hun havde ventet på at han skulle vågne op igen.

Egentlig var det ganske heldigt at Kiri var i rummet, da han vågnede. Hun havde ellers overvejet at gå ned og træne med sin bue, da hun pludselig hørte rumstering fra sengen, og en tør stemme. Hendes øjne faldt hurtigt på Cryan, og han så noget ilde tilredt ud. Ikke underligt når han manglede føde så markant, men det var ikke som om at hun kunne vække ham, og vampyrer var bare anderledes. De kunne bare overleve længe.
Hun tænkte ikke engang over at hun selv var et muligt bytte for ham, som hun trådte hen til ham, og åbnede flasken med blod. Det var ikke så friskt som det kunne være, men Kiri regnede med at det ville være godt nok for ham for nu, og hun holdt flasken op til hans mund. "Drik," det føltes lidt som situationen hvor Cryan havde fået Kiri til at drikke dæmonblod, da hun selv var syg.

Det var lidt som om han ikke så hende. Især ikke da duften af blod pludselig slog imod hans næse, han hvæsede svagt. Havde han været yngre havde hun nok ikke overlevet, hans instinkter var blevet trukket i en fin linje mellem dyr og menneskelig. Hvor mange dage han var gået uden blod, var flere end han kunne huske. Faktisk var han ret sikker på det ikke var dage der var snakke om. Men uger, og hvor længe havde han sovet? Et par timer, flere døgn? Alt det var ikke vigtigt, men der imod blodet hun havde i sin hånd. Var. Det var meget vigtigt. Et hvæs forlod hans læber, da hun satte flasken foran hans mund.

Han greb med hurtige reflekser ud efter flasken, knugede den mellem fingrene og begyndte at drikke grådigt. Den tyktflydende væske begyndte at glide ind i hans mund, og slukkede lige så stille hans hungren. Selvom det ikke helt var nok, så følte han sig bedre tilpas, da han endelig smed flasken fra sig.

Han tog en dyb indånding, og blev siddende. Hans øjne fangede endelig skikkelsen der var ved hans side. Som altid var der, når han havde brug for det. Ikke at denne sitation havde været der mange gange. “Kiri?” sagde han meget hæst, og tog endnu en indånding. Hans vejrtrækning var hul, som havde han ikke muligheden for faktisk at få luft hel ned i hans lunger. Egentlig en mærkelig tanke gang, når han i bund og grund ikke behøvede at trækkevejret. Men nogen ting var så menneskelige af natur, at de var svære at stoppe. “Hvad dag er det? Hvor længe har jeg været her?” som han snakkede var han i færd med at rejse sig fra sengen. Han havde ikke tid til at ligge her, han havde missioner han skulle nå. Ting der skulle udføres, og - mere nåede han ikke, da han var ved at miste balancen. Han prøvede at tage fra med armen han ikke længere havde, og var sekunder fra at falde lige så lang han var. Dog fik i sidste øjeblik grebet ud med hans raske arm, og holde sig nogen Lunde oprejst. Han skulle ingen steder, for han var ikke længere i en tilstand hvor han kunne tjene hans mørkets herre.

Det var ikke fordi at Kiri ikke havde forsvarsmekanismer, men for en sulten vampyr havde det nok stadig ikke hjulpet meget, men alligevel stolede hun nok på ham, at han ikke ville dræbe hende med hans sult selv hvis han angreb hende. Måske var det naivt af hende, men han gav i det mindste ikke tegn på at forsøge at angribe hende, da hun hjalp ham med at få blodet i sig. Faktisk blev hun nødt til at give slip på den, fordi han håndterede den så voldsomt.

Hun prøvede også at hjælpe Cryan, da han meget pludselig mente at han skulle op. "Nej, du er..." mere fik hun ikke sagt, før at han allerede var igang med at kollapse, og pludselig følte hun sig lidt for ansvarsfuld, hvis det var sådan her Cryan kom til at opføre sig fremadrettet.
"Du har sovet i..... 2 dage," det var tydeligt på Kiri at den udregning ikke nødvendigvis havde været hel nem for hende. Det var svært at bedømme dagene når det bare var mørkt over det hele, og de der 8 timer med søvn hver dag, var ikke lige nødvendigvis på en gang at Kiri tog dem. "Du er ikke klar til at komme ud endnu," tilføjede hun, og gjorde sig lidt mere rank, og prøvede at virke lidt mere autoritær end hun normalt var. Ikke at det fungerede så godt, når hun stadig kiggede op på ham.

Hele hans krop sitrede af arrigskab, han havde lyst til at lange ud efter hende. Slå på det der var tættest, men formåede at holde alle følelserne under kontrol. Hvis han bare kunne, hvis det bare. Pludselig blev han ramt af følelser han aldrig havde haft før, og det var tæt på at sende ham så dybt ind i ham selv. At han gik i stå. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, hvordan han skulle være. Som blev han ramt af en akut identitets krise, og sank sammen tilbage på hans feltseng. Hun havde ret han var ikke klar til noget som helst, han ville som sagt bare være en byrde. Men det var ikke ham, han kunne ikke bare blive siddende og vente på at han var klar. Men hvad andet valg havde han?

Han kiggede op på hende. Sagde ikke noget, hvad skulle han sige? Hun havde ret, og han hadet at hun faktisk sagde noget der gav mening. Men han kunne ikke give hende skylden. Han kunne hellere ikke give dem som fjernede armen skylden. Nej han var den som havde udført opgave skidt, og nu måtte han stå til regnskab for det. Læberne skulle lige til at bevæge sig, han var kommet meget tæt på at sige ordene tak. Men kunne ikke få sig selv til det. Han sank hel ned og støttede den ene arm han havde tilbage med albuen på hans ben. Så hvad så nu, han skulle bare blive liggende her? Fantastisk. “Gå.” brummede han endelig, han kunne ikke fokuserer så længe hun var her inde. Hans gule øjne vente sig skabt imod hende. Cryan var ikke kendt for at være venlig, sød eller på nogen anden måde taktfuld omkring hans måde at opføre sig på. Så det hun havde oplevet for to dage siden, havde været et særtilfælde. Og noget der ikke nødvendigvis nogen sinde ville ske igen. Blikket han sendte hende, gjorde det klart at hun ikke skulle modargumentere. Men bare forlade ham, nu.