Lykke hævede et bryn over ordene.
"Barbarisk? Jeg troede, I væsner var ærefulde og ikke synkede ned til at kalde jeres modstandere skældsord?" svarede hun, tydeligt upåvirket af fornærmelsen. Lykke var ikke ligefrem typen, der blev irriteret over, at hendes modstander fornærmede hende. Det var en almen taktik, der skulle få den anden til at miste fokus. Det havde Lykke ikke ligefrem tænkt sig at gøre. Nok var den anden ikke ridder endnu, men hun havde vist sig at være en formidabel modstander (for et menneske at være).
Lykke bar ikke rustning. Folk, der havde set hende i kamp, vidste, at hun forlagde sig på sin sorte, metallignende, skællede hud, hendes underarme, hænder og hale lige nu var dækket af, som forsvar. Det var en af hendes magiske evner, og selvom der var eksempler på, at huden var blevet brudt og havde givet hende sår, skulle der en del til. Mirabelle burde også vide, at Lykke var i stand til, at "skifte" huden på hele sin krop på nær naturlige åbninger som mund, øjne, ører og næsebor. Den bedste måde at trænge igennem det hårde ydre på ville være med et kraftigt stik. Lykke ville stadig kunne mærke slag osv., men med mindre det var fra en kølle eller et lignende våben, ville det ikke volde stor skade.
Lykke havde egentlig ikke noget imod, at hun bare blev observeret. Det tillod hende at gøre det samme for at studere, om Mirabelle havde nogle åbninger i sit forsvar. Hænderne var dog løftet, parat til at afværge et evt. udfald mod hende.