Treston havde fødselsdag, og Ersten havde besluttet at overraske sin lillebror ved at hive ham og sin lillesøster med på en bytur. Det var stadig tidlig aften, og forårssolen stod stadig skinnende rødorange på himlen over dem, som de forlod den første bar, Ersten havde besluttet ikke var god nok til dem. Han rodede godhjertet Treston i håret, mens de gik. 
"Jeg går alt for lidt på bar!" proklamerede han. "Lige siden jeg blev ridder, har jeg sgu ikke haft tid. Havde jeg vidst, hvor hårdt arbejde, det var, ville jeg være blevet gartner lige som mor!"
"Vi kan tage hen på Gåsefjeren?" foreslog Zirra. "Den ligger kun et par gader herfra."
Treston sendte hende et meget overrasket blik, men Ersten kom ham i forkøbet. "Jeg vil ikke vide, hvorfor min lillesøster er mere bekendt i områdets barer, end jeg er. Vi skal til at finde dig en mand, kan jeg høre!"

Zirra sukkede og rullede med øjnene, men hun havde et halvt smil på læben. Det var altid godt ment, og deres forældre var ikke i nærheden til at tage det alvorligt.
Det var nær gået galt for hende med i aften. Ersten havde uden hendes kendskab fået taget fri på hendes vegne, men kun til sekretariatet, så da hun havde hørt det, havde hun været en større omvej igennem systemet for at melde fri på sit rigtige arbejde. Det var heldigvis gået, og Cal havde taget en opgave for Zirra - så måtte hun skylde til en anden gang. Det var så sjældent, hun havde tid til at hænge ud med sine brødre efterhånden, så det var et velkomment afbræk at bruge aftenen i selskab med dem og god øl.
Hun ledte dem ned mod Gåsefjeren. Hun kendte næsten alle barer i området, fordi hun lige havde været igennem en omgang træning i at vurdere, om det trak op til kamp, og hvilke bedre sted at gøre det end der, hvor fulde mennesker samlede sig.

Man følte sig altid en smule lille ved siden af Ersten og Treston. De var begge høje, bredskuldrede og med det karakteristiske enormt blonde hår, som Zirra af en eller anden grund ikke havde arvet. De to brødre var ikke i uniform, men det kunne de lige så godt have været. Selv i deres afslappede tøj med ærmerne smøget op i varmen, udstrålede de indbegrebet af en Lysets Kriger. Zirra havde altid en fornemmelse af at blegne i deres nærvær, men lige i aften, fordi det kun var dem, følte hun sig velkommen. Hun havde ladet håret sidde løst, så det fik lov til at have det i længden, det savnede i den skinnende farve, og i den nedgående sol fik det et ekstra skær i sig, hun nød, når små totter blæste ind foran hendes ansigt. Fordi vejret havde været så godt hele dagen, havde hun vovet sine ben og taget en kort kjole på, det kun gik til lige over knæene. Den var blå med hvide kanter og små broderier, og hun havde fået den af sin mor, men havde aldrig fået den brugt, fordi den var så fin, og hun altid kunne blive kaldt på arbejde. Men lige nu, lige nu vidste hun, at hun havde fri, og det ville hun nyde. 

Storm var på arbejde. Selvom det ikke helt virkede sådan, som han sad der med et krus mjød af en bedre kvalitet i en af de finere kroer i Dianthos. Men selvom han sad med hånden om hanken på kruset, blev der ikke drukket meget. Det var ikke meningen, at han skulle drikke sig fuld, men holde øje med sine omgivelser. Zahinael havde sendt ham ud for at se, om han kunne spotte noget interessant, mest værende folk fra Lyset, men byvagter var også af interesse. Den lille tur på markedet havde imponeret manden nok til, at det nu virkede til at være hans hovedopgave i stedet for at holde øje med gammelfar. Storm var ligeglad, så længe Zahinael blev hjemme i lejligheden. Og det var da bedre at sidde her og hygge sig end at stå og glo hjemme hos hans overordnede.

Til lejligheden havde han fået noget nyt tøj, siden han kun var i besiddelse af sit rejsetøj og et par løse klude. Manden med de hårde blå øjne gik åbenbart meget op i udseende. Så Storm var iklædt en løs skjorte med snøre i halsen, et par lidt tætsiddende sorte bukser og en læderjakke, han lige nu havde taget af og lagt på bænken ved siden af sig. Om hans liv hang sværdbæltet med sværdet og et bælte med en række kasteknive og hans pung. Nok skulle han virke anonym, men han ville ikke gå uden sine våben. Støvlerne var de samme som han havde rejst i, de var bare blevet pudset af Zahinaels tjener, så de nu skinnede. Det bølgede hår faldt naturligt om hans ansigt, der virkede så uskyldigt.

Han løftede kruset op og drak langsomt en tår. Døren ind gik op og han flyttede straks blikket til de nyankommne. Bingo. Havde han været en kat, ville hans pels have strittet til alle sider, så meget udstrålede de to mænd, at de kom fra Lyset. Store brede mænd med lyst hår og en rank holdning, kun soldater havde. Det var lige før, at han overså kvinden, de fulgtes med. Han sænkede langsomt kruset og slikkede overlæben ren, mens han lod blikket glide over hende. Kjolen gjorde intet for at skjule hendes former og han kunne ikke lade være med at smile et lille smil. Puh, hun var noget for sig. Hvem mon hun var, siden hun fulgtes med de to store brød? Han flyttede lidt på sig, satte sig lidt bedre til rette, inden han gav sig til at følge med i de tre personers gøren, mens han begyndte at se efter en indgangsvinkel, diskret selvfølgelig. Zahinael havde godt nok sagt, at han bare skulle observere, men altså... Storm og ordrer. Nej, han kunne godt tænke sig at falde i snak med dem. Men hvordan? 

"Der er et ledigt bord derovre," sagde Treston og hev dem med over til et væg-bord, der havde en lang bænk op ad væggen polstret med bløde skind. 
"Her er virkelig flot," Ersten lød overrasket. "Sådan, virkelig pænt."
Zirra slog ham kærligt på skulderen. "Sagde det jo. Sæt jer bare, så bestiller..."
"Om jeg lader min lillesøster bestille øl!" afbrød Ersten og skubbede Zirra bestemt ned på bænken. "Jeg skal nok sørge for at vi får noget ordentligt indenbords."
Derpå travede han resolut op til bardisken. Zirra sad tilbage med Treston, der endelig var lidt mere på hendes højde, nu hvor de sad. Der var kun lidt over et år imellem dem, og når de sad der ved siden af hinanden, kunne man godt se lighederne. De skarpe kantede kæber, den samme lille smilerynke i mundvigen. Den største forskel var, hvor tydeligt muskuløs Treston var, og hvor spinkel Zirra så ud til sammenligning. Fokuserede man kun på hende, kunne man godt se, hun bestemt ikke stod stille hele dagen, men hun var ikke samme grad af muskelbundt. 

"Han kommer helt sikkert til at bestille noget bras," hviskede hun til Treston med et fnis, og han lignede én, der ikke helt vidste, hvad han skulle svare. 
"Zirra, hvorfor kender du det her sted?" spurgte han i stedet. 
"Årh," hun rullede med øjnene. "Jeg er ikke gift, og jeg har kollegaer, der faktisk har tid til andet end sværdtræning. Hvorfor tror du selv, jeg kender det her sted? Er du ikke bare glad for, jeg har smag og ikke finder en eller anden sump i Skumringen?"
Treston lo ad hendes kommentar og uglede hendes hår en smule, hvilket fik hende til at komme med et fortørnet udbrud og vifte hans hænder væk. Hun smilede stadig, og det blev kun tydeligere at de var en flok søskende på tur.

Muligheden for at møve sig ind på Lysets krigere viste sig ret hurtigt og Storm tømte sit krus et par hurtige drag, inden han rejste sig fra bordet og gik op til baren, hvor den ene af de to mænd var ved at udspørge krofatter om, hvad der var bedst at bestille. Storm stillede sig lidt tilfældigt ved siden af og lænede sig på en underarm mod baren, mens han skubbede sit krus frem til en opfyldning. Endeligt kom den lyshårede mand frem til, hvad han ville have til ham og de to andre. Mens krofatter fyldte krus op, drejede Storm hovedet og smilede til manden.
"Jeg tror vist det hele er værd at drikke herinde. Mjøden er i hvert fald ikke fortyndet."
Den lyshårede mand så på ham og lo så.
"Det er godt at vide. Jeg har ikke været her før, det er min søster, der har slæbt os herind."
"Ikke et helt dårligt valg af din søster." Så hun var de to mænds søster. Interessant. Og god viden at have. Der faldt et kort øjebliks tavshed over dem, inden Storm med et interesseret udtryk nikkede ned mod sværdet ved mandens side.
"Jeg synes at genkende skæftet. Dværgesmedet?"
Manden så lidt overrasket ud, men lyste så op. Storm havde gættet rigtigt, hvis der var noget en kriger ville tale om, så var det deres sværd.
"Ja, det har du ret i. Det er gået i arv i familien. Jeg er meget glad for det."
"Det kan jeg godt forstå." Han klappede på skæftet til sit eget. "Et godt sværd er guld værd." 

Og så gik samtalen i gang. De fik fyldt deres krus op og stod lidt og snakkede videre om gode og dårlige sværd og endeligt spurgte manden om han ikke ville ned og hilse på hans søskende, hans bror havde også et specielt sværd med en historie. Og selvfølgelig takkede Storm ja, så han hentede sin jakke og fulgtes med ned til det bord, hvor de andre sad. Han smilede venligt til de andre, da manden introducerede dem alle sammen.
"Hyggeligt at møde jer. Mit navn er Storm." Han nikkede inden han tog plads på en stol ved bordet og stillede kruset fra sig. Tættere på var kvinden kun endnu kønnere.
Man kunne ikke mærke på ham, at han lige havde sat sig ved et bord med to fra Lyset. Det bekymrede ham ikke rigtigt, de havde alligevel ingen mulighed for at vide, at han var fra Mørket. Selv hans amulet med den ekstra evne havde han taget af. Selvom den var god at have.

Ersten kom tilbage med tre krus og en ekstra gæst. Typisk Ersten. Zirra smilede til Erstens nye ven og lod sit blik glide diskret ned over ham. Nydeligt klædt, flot sværd, nuttede krøller. Zirras smil blev lidt mere... interesseret.
Samtalen flød let omkring hende, lige indtil Treston prikkede til hende med en albue. 
"Vel, Zirra?" spurgte han. 
"Uhm... nej?" svarede hun usikkert, og snoede en hårlok om sin finger. "Heh, jeg var vist lidt tabt i tanker."
"Endnu et tegn på, du bør blive gift snart, søs," drillede Treston. "Du kan slet ikke holde fokus mere, når der er mænd ved bordet, der ikke er din familie!"
Zirra rødmede tydeligt, og gik i gang med en protest, som Ersten fik afbrudt ved at sende Storm et pludseligt advarende blik.
"Nu ikke nogen gode idée..."
"Så er det godt med jer to!" brød Zirra ind og daskede til Trestons skulder igen - præcis der hvor hun havde ramt før. "Jeg sad og var dels imponeret over, at du rent faktisk ikke bare fik bestilt det billigste sprøjt, Ersten, og så beundrer jeg Storms skjorte. Den er bedre syet end jeres, så måske skulle I hører ham, hvor han har skrædder henne, så I kan få noget tøj, I ikke sprætter op, så snart i bøjer jeres arme."

Trestons ansigt ændrede sig til præcis samme farve rød, som Zirras var blevet. 
"Det var én gang...!" proteserede han, mens hverken Ersten eller Zirra kunne holde masken mere og brød ud i latter.

Det var ikke svært at holde samtalen kørende med de to mænd, der havde præsenteret sig som Ersten og Treston. Kvinden, der hed Zirra, var tavs og Storm kunne ikke lade være med at bemærke, at hendes blik havde klistret sig fast på ham. Det fik ham til at smile lidt i det skjulte. Han ville egentligt hellere forsøge at komme i snak med hende end at forsøge at få oplysninger ud af de to mænd. Men de var meget glade for at snakke og han var fanget i den samtale, lige indtil den ene bror skubbede til Zirra.
Samtalen var så morsom, at Storm smålo, allerede inden latteren bredte sig om bordet. Det var nu egentligt meget hyggeligt selskab og der var ikke ret stor forskel på om han snakkede med dem eller folk fra Mørket. Hvis overhovedet nogen. Han skulle bare huske at være opmærksom på, om nogen sagde noget, der var værd at tage med tilbage til Zahinael.

Zirras ord om hans tøj gjorde ham i godt humør og en lille positiv tanke fløj af sted mod Zahinael. Bare en lille en. 
Snakken fortsatte og der blev fyldt op i deres krus gang efter gang. Storm holdt igen, men ikke mere end at det så ud som om, at han var på vej samme sted hen som de to brødre, der gik vildt til den - mod de fordruknes lykkelige land.
Mjøden var stærk og han ønskede lidt, at den havde været fortyndet, for han kunne mærke det snurre i kroppen og hovedet blive let, men han var nu ikke mere fuld end at han stadig havde styr på tingene. Sådan da. Han fik på stående fod spundet en historie om sin fortid, der var nogenlunde troværdig. Søn af en soldat i en adeligs sold, omrejsende for at tilbyde sit kamptalent hos andre adelige. 

På et tidspunkt rejste den største af brødrene sig, noget ustabilt, og proklamerede, at han skulle ud og slå en streg. Den anden bror kom på benene med latter i stemmen, han måtte nok hellere følge med, så broren ikke fór vild. Og så sejlede de ud af bagdøren med en arm om hinandens skuldre og en eller anden diskussion Storm ikke fik fat i.
Endeligt var han alene med Zirra, og han rystede lidt på hovedet, inden han vendte sig mod hende med et smil.
"De er et smukt par, de to."

Var der nogen, der kunne indtage alkohol, så var det ikke Reynlest-familien. Brødrene lidt mere end hende, men selv med Zirras langsommere konsumering af den gode mjød, havde hun en vedholdende rødmen i kinderne og et fnis siddende lige på kanten af læberne konstant. 
Det var flere måneder siden hun havde ladet sig selv slappe så meget af, og det var skønt endelig at bruge noget tid med de to drenge. Treston hyggede sig, og det var absolut det vigtigste, nu det var hans dag. 

"Ja," svarede hun og lo, mens hun lænede sig tilbage mod væggen og lod sine arme fylde lidt på ryglænet, nu hvor hun havde al pladsen for sig selv. "Den eneste grund til Treston snakker så meget om ægteskab, er at han savner en hustru og muligheden for at få sit eget lille sted at bo."

Det holdt ikke længe med den bredende position, og Zirra tog sit krus op igen med den ene hånd, så hun havde noget at holde sine fingre beskæftiget med. 
"Hvor længe er du så i Dianthos?" spurgte hun interesseret. "Der bør være nok adelige med behov for et ekstra sværd, men jeg ved ikke, hvor spændende opgaverne vil være," hun lo lidt igen. "Det spændende arbejde er nok at finde ude i de mere udsatte områder."

Storm kunne ikke lade være med at lade blikket glide over Zirra, da hun lagde armene ud til siden. Hun var virkeligt fin og han fik lyst til at pille kjolen af hende, sikkert hjulpet godt på vej af alkoholen i hans system. Det kunne da være lidt morsomt at knalde en kvinde med hele to brødre inden for Lyset. Og så vidt han havde forstået på snakken omkring bordet, var Zirra også en fast støtte af Lyset, selvom hun var endt i et sekretærjob. Tanken begyndte at vokse på ham og han besluttede sig for, nå ja, hvorfor ikke? Zahinael havde ikke forbudt ham at gå i seng med dem han fik øje på, i hvert fald ikke direkte. Og selv hvis han havde, havde Storm nok være ligeglad. Det skulle han nok selv bestemme.

"Det burde da ikke være svært at finde for sådan en fin mand som ham." Det mente Storm nu oprigtigt. Han havde ikke svært ved at forestille sig tøserne sværme om den store lyshårede kriger. Ved Zaladin, selv han kunne da ikke lade være med at se lidt efter ham. Tanken fik ham til at smile over sig selv, mens han tog endnu en slurk af mjødet. Måske han skulle til at holde lidt mere igen, hvis aftenen skulle ende godt ud.

Hendes spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene.
"Til min opgave her er slut, men jeg ved det ikke endnu. Måske der dukker noget andet op." Han lagde hovedet lidt på skrå og lo let. "Jeg har ikke noget i mod kedeligt arbejde, så er der mere tid til at tilbringe tid i godt, smukt selskab." Komplimenten gled af ham helt uden nogen form for anstrengelse. Den blev efterfulgt af et smil kun til hende, inden han lænede sig frem og så hende lidt mere direkte i øjnene.
"Hvis jeg må være ærlig, havde jeg lidt håbet på at charmere mig ind på din bror for at komme med ned til jeres bord, så jeg kunne komme til at lære dig at kende." Det var ikke helt en løgn, som det meste han havde sagt i løbet af aftenen var det kun en halv løgn. De var nemmere at arbejde med. Han smilede stadig til hende og havde strategisk sænket hovedet en smule, så hans store blå øjne kom til deres ret, sammen med krøllerne, der faldt om hans ansigt.

"Treston har altid været lidt kræsen," svarede Zirra og lænede sig ind over bordet mod Storm. 
Det er jeg ikke, havde hun lyst til at tilføje, men bemærkningen blev siddende i hendes lettere legesyge smil.
Mjøden brændte behageligt i hendes kinder, og hun hvilede den ene hånd henover bordet, mens den anden støttede hendes hage. Benene havde hun haft lagt over kryds, og nu tog hun dem ud til hver side, så hun kunne strække dem lidt hen imod hans. 

"Men det var vist ikke kun min bror, du ville charmere dig ind på, var det?" drillede hun. Zirra genkendte den slags åbenlyst flirt godt, selvom hun oftest brugte den ude på opgaver. Det var en forfriskende afveksling at opleve det, når hun bare var sig selv. "Du har til de to brød kommer tilbage. Så skal du passe på med at sige for søde ting  -  de ender bare med at trække sværd for at beskytte deres søsters uskyld."

Hun lagde lidt tryk på uskyld for at understrege, at hun vist på ingen måde havde noget af den tilbage. Så skulle hun vist have været giftet bort som femtenårig. Det var nok egentlig også derfor hendes far havde lidt svært ved at finde en mand for hende - de gik som regel op i kvindens urørte krop, og ingen ville nogensinde tro på, at Zirra var forblevet sådan langt op i sine 20'er. Det gjorde hende nu ikke det store, at han havde givet op og bedt hende klare sig selv. Så slap han også for at udbetale medgift, og det virkede han faktisk jævnt tilfreds med.

Det er jeg ikke, havde han lyst til at svare hende, men han smilede i stedet noget mere uden at slippe hendes blik med sit. Ikke at der var noget at være kræsen over her, hun var en smuk kvinde og jo tættere de kom på hinanden, jo mere kunne han se det. Pludseligt rørte hendes ben ved hans, og han vidste, at han havde en god chance her. Han kunne også se det i hendes øjne. Nu var det bare med at holde tungen lige i munden!

Hendes advarsel om, at han havde til de to brødre kom tilbage, fik ham til at løfte øjenbrynene. Så havde han da travlt. For et øjeblik sad han bare og så på hende, inden han rettede sig op igen og lænede sig lidt til siden for at se ned på gulvet. Det var ikke sikkert, at han kunne lave blomster indendørs, det kom an på, hvor meget skidt der var i mellem gulvbrædderne. Til hans held var der åbenbart nok, for der tittede et par små orange blomster op i en revne næsten under hans stol. Han bukkede sig ned og plukkede dem, inden han rettede sig op og rakte dem mod hende.
"De er slet ikke så smukke som dig." En virkeligt kikset scorereplik og han kunne ikke lade være med at grine lidt over sig selv. Men faktisk virkede det kiksede ret ofte. Bundet sammen med hans åbenbart nuttede udseende, han havde lært at udnytte for længe siden.

"Jeg håber lidt, at det virker, for jeg vil virkeligt ikke slås mod dine to brødre for at få lov til at nyde natten med en vidunderlig kvinde som dig." Hans smil kunne næsten ikke blive større, og han kunne godt mærke alkoholen spille ind, selvom han normalt var åbenmundet. Men hun lod til at være med på den, så han krydsede sine fingre og håbede på, at hun var frisk. Det ville da gøre hans ophold her i Dianthos noget mere spændende end at lege livvagt for en overordnet, der ikke virkede til at have samme indstilling til sjov som Storm.

"Wauv, Storm, hvordan gjorde du det?" I stedet for at tage imod blomsterne, væltede Zirra sig ned til siden for at se ind under bordet. Var der lidt grønt at se under hans stol? Det var svært at se fra hendes vinkel med bordben og hans støvler i vejen, og hun rettede sig op igen. "Og flotte støvler."
Det var først derefter det sank ind, hvad han lige havde sagt. Nyde natten. Han var aggressiv i sin flirt, og det fik det til at kilde lidt i Zirras mave. 
Hun havde lyst til at fortælle ham, at han ikke kendte hende godt nok endnu til at kalde hende alle de pæne ting, men måske var det bedre bare at lade ham blive ved og se, hvor det endte. Lige nu var nysgerrigheden over for blomsterne altdominerende alligevel, og Zirra tog imod dem. Hun valgte den største ud og lagde de andre på bordet foran sig. Der stod to vokslys på bordet, og hun kiggede hurtigt rundt for at tjekke, at ingen kiggede, hvorefter hun førte lyset fra et af dem over i den orange blomst. Den begyndte straks at lyse op med skæret fra vokslyset, men gemt i den orange farve, og det så ud som om der var lidt ild gemt i blomsten, som lyset og farven spillede sammen. Hun rakte den tilbage til Storm med et smil.

Inden Storm nåede at svare hende, dukkede hun nærmest ind under bordet for at kigge. Han kunne ikke andet end at smile, mens han trak på skuldrene.
"Det er bare noget, jeg kan." Han var lige ved at skulle til at forklare hende, hvordan og hvorledes, men huskede sig selv på, at han havde en deadline i forhold til at skulle score hende. Det måtte vente til en anden gang. Men han var glad for, at hun var imponeret, det var et skridt på vejen mod noget sengehygge. 

Nysgerrigt så han til, mens hun så rundt, næsten som om hun skulle til at lave noget hemmeligt. Hans udtryk gik fra nysgerrigt til overrasket, som hun førte lyset fra det ene vokslys over i blomsten, der nu skinnede, næsten som om der var ild inde i den. Måbende tog han i mod den og snurrede den lidt rundt mellem fingrene, inden han brød ud i imponeret latter. Han så fra blomsten til hende med et åbent smil og et imponeret udtryk.
"Hold da op, I har virkeligt Lyset i årerne i den her familie." Han mente det ikke negativt, ikke så man kunne høre det, i hvert fald.

Han lænede sig frem mod hende og mødte hendes blik, mens han smilede lidt underfundigt.
"Dig vil jeg gerne lære lidt bedre at kende. Du er jo fyldt med hemmeligheder." Han rakte ud og satte blomsten fast i hendes hår, inden hans fingre blidt strøg ned over hendes kind og hage, inden han tog hånden til sig igen. Hans smil voksede lidt.
"Om jeg så skal slås med dine brødre om at få lov til det, når de kommer tilbage." Aah, så langt gik han nok ikke, selvom han godt kunne finde på det. Han var ikke bange for at gå i kamp mod nogen stærkere end ham selv, heller ikke nogen der var i overtal. Han havde fået tæsk før, han kunne klare det igen. Det ville ikke være første gang at nogen kaldte ham dum af den grund.

Hans latter var skøn. Lige så blød som hans krøller så ud til at være. Det var skønt at få sådan en reaktion på sin magi, og hun undlod at komme ind på, at hendes brødre var væsentlig bedre udrustet på den front end hun var.
Zirra brød øjenkontakten kort, da han nævnte at hun var fyldt med hemmeligheder. Han skulle bare vide. Han fik dog al hendes opmærksomhed igen, da han kærtegnede hendes kind, og hun løftede blikket til hans igen. 
"Jamen så må du jo finde på en god unskyldning for at vi kan få lidt privatliv," sagde hun og nikkede om bag ham. "Her kommer de, og de ser ud til at være klar til at tage hjem."

"Zirra... Vi er klar til at tage hjem," snøvlede Treston, der hang lidt tungt på Erstens arm. "Hvor er det nu, du bor? Det er ikke på vejen til os, er det?"
Han mente sikker paladset. Treston boede der stadig, og havde haft lidt svært ved at affinde sig med at Ersten var flyttet ud i et byhus sammen med Ishai og den kommende lille ny. Zirra vidste godt hvor det ledte hen - de ville ikke lade hende gå hjem alene i disse farefulde gader... Som hun gik i hver nat, uden at de vidste det mindste om det.

Man kunne se på hans ansigt, at han vidste, at hun lige havde godkendt hans flirten og derved sagt ja til at tilbringe natten med ham. Han havde nær ikke fået smilet tørret af ansigtet, før de to store brød var tilbage fra deres tur ude bagved. Han skyndte sig at rette sig op og se på dem med et mere neutralt smil. Hold op, de var godt nok blevet noget kun fulde på den smule de havde drukket. Mon alle fra Lyset var sådan nogle svagdrikkere? Hos Mørket gik de fleste ret hårdt til den, før de gik omkuld. Storm drak sjældent så meget, men det skete da, han han vågnede op og ikke kunne huske aftenen før. Det gav bare sådan en skrækkelig hovedpine. På flere måder, oftest.

Han behøvede ikke at finde på en god undskyldning, den faldt direkte ned i skødet på ham, som det var tydeligt at de to fulde mænd ikke ville lade kvinden gå alene hjem. Han greb straks muligheden.
"Jeg kan følge Zirra hjem. Hun vil være sikker i mit selskab." Han satte sit mest uskyldige udtryk op for at overbevise de to beskyttende brødre om, at det var en god idé og at han ikke var ude på noget. Ersten, der virkede mest ædru, så på ham med en rynket pande. 
"Jeg ved ikke..."
Storm skyndte sig at lægge en hånd over sit hjerte.
"Jeg sværger ved Lyset og alle dem, der tjener det. Der vil ikke ske hende noget." Hele sætningen rungede så hult, at han var helt bange for, at de andre kunne høre det, men de to brødre kiggede på hinanden og nikkede så.
"Det er så i orden." 

De tog deres afsked med deres søster og sejlede så igennem kroen og ud af hoveddøren. Storm så efter dem og tænkte en lille tanke om, at det var dem, der havde brug for at blive fulgt hjem, men rystede så på hovedet, inden han så mod Zirra med et lidt smørret smil.
"Skal jeg følge dig hjem eller skal vi se, om de har et værelse her?" Han skyndte sig at se lidt beklagende ud. "Min arbejdsgiver vil ikke have, at jeg tager gæster med hjem." Det var sandt. Plus han ville ikke vise hende, hvor han boede.

Zirra så efter sine brødre med et medlidende smil. De havde været igang med alkoholen fra tidlig eftermiddag, og hvor hun havde holdt lidt igen, gik de altid amok når der var mulighed for det, og det havde der så sandelig været her til aften. Hun smed dem hjem med en formaning om at nå sikkert til paladset og ikke kaste op udover dronningen.

Så vendte hun opmærksomheden mod Storm og smilede skævt med et løftet øjenbryn. Så han ville ikke have hende hjem til sig hva? Det ville hun ikke finde sig i. 
"Her? For højlydt. Hos mig? For småt. Vi tager hjem til dig, Storm," sagde hun resolut og begyndte at gå mod udgangen. Hendes korte kjole flagrede bag hende og understregede hendes former, og hun sørgede for at gå lidt mere rankt, så det ikke var til at overse. 
Hun ville gerne se, hvordan en lejesvend boede, når der ikke var et fast sted for ham, og så var det stadig lidt for friskt i hendes erindring at sidste fyr hun havde haft med hjemme, havde overfaldet hende midt på hendes gulv. Det ville hun helst undgå igen, og hun havde lovet sig selv at vente lidt med at hive folk hjem igen. Samtidig hadede hun kroernes værelser. Næsten uanset hvor anstændige de var, ville nogen gå forkert eller få en forkert nøgle, og så var privatlivet forbi. 
Hun tøvede i døren for at se om Storm fulgte med. 

Storm nåede ikke at protestere, inden hun begyndte at gå mod udgangen. Han så lidt slukøret efter hende. Det ville blive et problem. Men åh, han havde ikke lyst til at give slip på de yndige former uden kamp. Hurtigt kom han på benene, greb sin jakke, som han trak på, på vej op til hende. Kvinder! De skulle da også være så umulige!
I døren tog han ved hendes arm, så hun ikke stak af fra ham igen. Ikke hårdt, bare for lige at sige, at han ikke havde tænkt sig at give op.
"Men smukke lille Zirra, jeg bor på sovesal. Der er intet privatliv hos mig." Det var selvfølgelig en løgn, han havde et værelse i en bygning der husede ene single mænd, der bare skulle have tag over hovedet. Ikke at de ville få meget mere privatliv der, værelserne var små og dørene var ikke specielt tykke.

Han ledte hende ud i mørket og lukkede døren bag dem, inden han vendte sig mod hende igen. Blomsten i hendes hår lyste svagt op og han kunne tydeligt se hendes øjne. De var smukke, selv her i mørket. Han kunne ikke modstå trangen og rakte op for at røre hendes ansigt igen. Pludseligt tog Zaladin ved ham, og mens han blidt havde ved hendes hage med pege- og tommelfinger, lænede han sig frem og placerede et blødt kys på hendes læber. Gik den, ja så gik den.

Storm trak hovedet til sig igen og smilede lidt.
"Jeg har ikke noget i mod, at der er for småt. Eller at andre kan høre, hvad vi laver. Jeg vil bare gerne have dig." Ind til videre havde det direkte virket, så det fortsatte han med. Hans fingre slap hendes hage og gled ned over hendes hals, inden han trak hånden til sig. Han havde stadig en stor trang til at pille kjolen af hende, men lige nu var ikke ligefrem stedet.
Han følte sig stadig en smule let i hovedet og svagt svimmel, samtidigt med, at hans krop var alt for varm. Det var lige før, at han fortrød at have taget jakken på. Mjøden havde gjort sit og han mindede sig selv om at være lidt forsigtig.

Storms øjne virkede så uskyldige og bedende, og det yderst forsigtige kys han placerede på hendes læber passede slet ikke til den direkte flirten han lige havde lokket hende med. Som et hurtigt modspil trak hun fat i hver side af hans åbne jakke og trak ham tæt ind til sig. Hun kyssede hans læber kort og beslutsomt og da hun trak sig væk, låste hun blikket på hans og slap ikke hans jakke.
"Du lyver," sagde hun fast, men stadig med det skæve, legende smil. "Du er alt for pænt påklædt til at bo på sovesal. Enten er det dit eget tøj, og du har flere penge end de fleste lejesvende, og vil ikke gide bo på sovesal og mindst købe dig et pænt kroværelse, eller det er din arbejdsgiver, der har givet dig tøjet, og så bliver du ikke indkvarteret på en sovesal. Mig løber du ikke om hjørner med, Storm Blomsterspirer."

Først da slap hun taget i hans jakke og flyttede sig om på siden af ham for at lægge sin ene arm under og over hans i en traditionel led-mig-vejen-gestus. Hun stod dog lidt tættere på end hvad var normalt, og lod sin krops former følge hans. 

Storm blev overrasket, da hun trak ham ind og kyssede ham mere fast. Han var ved at lægge sine hænder på hendes krop, men nåede at stoppe sig selv. Han var ikke sikker på, at han kunne få dem væk derfra igen, og som sagt var det ikke ligefrem stedet at gøre sådan noget.
Hendes hårde konstatering om, at han løj, gjorde ham mundlam for at øjeblik. Hendes resonering var fuldstændigt på pletten og han spekulerede kort over, om han havde dummet sig eller været dårlig til at lyve, men han kom frem til, at hun bare havde en skarp sans for at observere. Så efter en kort tavshed, smilede han igen.
"Det må jeg sige, endnu en lille hemmelighed af dine, at du er så skarp. Selv mens du er småfuld." Han skubbede blidt til hende med hoften, inden han sukkede og så ud til at seriøst overveje, hvad han skulle gøre.

Zahinael ville nok ikke ligefrem synes om, at han slæbte to krigere fra Lysets lillesøster med hjem, men hun behøvede selvfølgelig ikke at vide, at han var fra Mørket. Der var en kæmpe bunke problemer for enden, hvis han tog hende med hjem, men dem kunne han nok klare. Lige nu ville han bare gerne have dette møde til at gå i en bestemt retning og det krævede en seng. Og siden hun ikke ville vise ham sin... nå ja. Han endte med at trække på skuldrene og begynde at gå med hende ved armen.
"Jeg kommer i problemer for det her." Han lød ikke specielt ked af det og smilet var også tilbage om hans læber.

Hans blå øjne gled til siden, så han kunne se på hende, som de gik der. Kysset havde lovet mere og han havde lyst til at stoppe op for at gøre det ordentligt, men han besluttede sig for, at det kunne vente til de kom frem til hans værelse.
Hun var en speciel kvinde. Et eller andet nagede ham omkring hende. Der var noget, der ikke stemte, men han kunne ikke lige sætte fingeren på hvad. Måske det bare var den lille brandert, han havde drukket sig til. 

Man kunne forledes til at tro, at Zirra håndterede beruselse godt, fordi hun stadig var så skarp. Sandheden var nærmere, at hun kunne tvinge sin skarpe sans for observationer frem, hvis hun havde behov for det, selv når hun havde mere mjød end blod i årerne. Der var noget i det at være beruset, der mindede hende om at spille en rolle. Hun var ikke helt sig selv, og det var oftest sådan hun trivedes bedst. Så behøvede hun ikke tænke så meget over sine problemer. 

"Din overordnede holder måske nøje øje med dig?" fnes hun. Hvis han kom i problemer, var det vel kun fordi han fortalte nogen om det. "Og hvilken en var det så? Er det dig selv eller din arbejdsgiver, jeg skal spørge efter navnet på skrædderen?"
Natteluften var frisk og kølig, og Zirra fulgte Storms hastige tempo uden problemer. Hun pillede ved hans flotte skjorte, som hun lige kunne nå ind til under jakken, mens hun talte. Det ville blive spændende at se, hvordan Storm havde indkvarteret sig - især når han ikke havde lyst til at vise hende det. 
Hun var fristet til at dobbelttjekke hans mund for spidse tænder, men syntes ikke at have lagt mærke til nogen under deres samtale, og han havde ikke holdt sig tilbage fra at smile. Hun var blevet mere påpasselig efter at have mødt Bertram, men ikke nok til at kræve at se ind i munden på alle, hun mødte. Måske skulle hun spørge om Storms alder på et tidspunkt, så hun kunne få samtalen drejet ind på det, hvis han ikke var helt så menneskelig, som han så ud. Det ville være kønt at dele seng med en dæmon fra Mørket, når hendes primære opgaver hos Lyset indvolverede at holde øje med dæmonaktivitet.

Storm skar ansigt.
"Det er sket før." Åh ja, det var sket før, at nogen holdt ekstra godt øje med ham, bare for at holde styr på ham og de problemer han ofte endte med at få sig selv i, især med Mørket. Men han tog det, som det kom. Det var sjældent at han tænkte nærmere over konsekvenserne af det, han gjorde. Han var lyststyret og lige nu havde han lyst til hende. Meget, endda. Det hjalp ikke på det, at hun pillede ved hans skjorte, hvilket kildede en smule. 

Han lo, da hun spurgte, og sænkede hovedet lidt falsk beskæmmet.
"Det må være min arbejdsgiver, han følte ikke, at mit eget tøj passede til opgaven." Han kunne stadig se Zahinaels udtryk, da han havde ladet blikket glide over ham, da han havde meldt sig til tjeneste dagen efter, at han var kommet. Storm var ligeglad, han tog det ikke så tungt, det med tøj. Så længe det hang sammen og ikke var alt for beskidt. Men han måtte indrømme, at han følte sig flot i det, Zahinael havde skaffet til ham, og han håbede, at han fik lov til at beholde det, når opgaven var slut.

Resten af den ikke så lange tur gik med at forsøge at få hende til at le så meget som muligt, mens varmens fra hendes arm brændte igennem hans jakke. Endeligt dukkede den store bygning op i aftenens mørke, og han ledte hende om til bagtrappen, inden han ledte hende op på første sal.
Da de stod foran døren ind til hans værelse, kunne han ikke vente længere og han skubbede hende blidt op i mod den, inden han sænkede hovedet og kyssede hende igen. Denne gang med noget mere passion end det første blide kys, han havde givet hende.