Vindens raslen i det ensomme træ nær kroen havde på ingen måde varslet ankomsten af en gæst.
Rejsen tilbage med Azurian havde budt Valkar mange nye problemer, og som han trådte ind i den lille landevejs kro for tredje gang var det tydeligt at han var mærket af de hendelser der havde plaget ham den sidste tid.

Den lille spinkle pige der fejede i den tomme krostue, gispede lidt overrasket over den pludselige ankomst af en gæst i de tidelige morgentimer.
"U-undskyld kan jeg hjælpe?" pippede pigen indtil at hun genkendte manden der var trådt ind "Jeg henter min mor" lød det mere beslutsomt end før, men for Valkar var frygten i hendes stemme tydelig. "Vent, tag din bror med" bød han og rakte drengen der havde rejst så langt og endelig var hjemme igen.
Han havde holdt sit løfte, og værnet om familien som lovet, men let havde det ej været. Pigen nikkede og tog Azurian i sine arme, for at pile ud til sin mor. "Mor, herren du helst ikke vil have vi snakker med er tilbage, og se han har taget Azurian med!"

Valkar fandt i stilhed en stol i krostuen, de måtte finde en måde at stoppe Cayden fra at tage drengen tilbage, for at tage til Kzar Mora efter ham var ikke just holdbart længere.

Livet i den lille landevejskro havde ikke været som nogen helt havde håbet. Kunderne var nok blevet flere siden vinteren havde sluppet sit tag, men det var ikke gode nyheder de havde bagt med sig. Krig var på vej. Snart ville Azurien heller ikke være sikker for de med elverblod i årene. Telma var allerede igang med at forberede sig på at flytte igen. Men hvorhen?
I et særligt, bittert øjeblik, havde Telma indset hvor meget dette måtte glæde elverne. Deres egne kunne sidde sikkert i elverly, mens menneskerne langsomt jagtede, og udryddede halv-elverne.

Telma stod og rørte i gryden, med hvad der ville blive dagens varme ret da hun hørte døren gå. Hun spidsede øre for at lytte med hvad kunden ville, og rynkede en anelse på næsen ved Sarrahs reaktion. Hun viste bedre end at tage så ilde imod gæster! Forklaringen kom dog endnu inden Telma havde haft tid til at ligge grydeskeen fra sig.

Hun genkendte Valkars stemme.

Telma var allerede ved døren og åbnede den, som Sarrah og Azurian nåde frem. Uden tøven gennede Telma børnene ind og lukkede døren, inden hun omfavnede dem begge tæt. Glæden og lettelsen der susede igennem hende var ubeskrivelig. Hendes søn var vendt hjem! Hun havde knap troet det muligt.

Der gik en rum tid før døren igen blev åbnet, og Telma trådte ud i krostuen. Der havde været en konstant pudslen af lyd fra køkkenet, og et høje, glade børne udbrud, men ellers var det holdt på en konstant summen.

Telmas blik var målrettet da det faldt på Valkar, og hun marcherede over til hans bord, et krus i hver hånd. Hun udstrålede samme styrke han havde set første gang i mødtes, men selv det kunne ikke skjule det røde i hendes øjne. "Jeg håber ikke Azurian har voldet dig for mange problemer på vejen" spurgte hun, og satte begge krusene ned midt på bordet, så Valkar selv kunne vælge. Trods glæden ved at være genforenet med sin søn, viste Telma dette ikke ville blive et høfligheds visit. Valkar havde nok opretholdt sin aftale, men hun var ikke et sekund i tvivl om, at han ville forsøge at få noget ekstra ud af det. Og hun kunne ilde nægte ham det rent.

Valkar havde blot siddet i stilhed. For mange ting havde ændret sig siden han sidst havde været forbi, og lige nu funderede han over hvordan han kunne få tingene under kontrol igen, samt hvad det var han i sandhed ønskede at opnå.
Hvad han vidste var at han glædede sig over at Azurian var tilbage ved sin familie, og det var nok for ham lige nu.

Ordløst førte han kruset til læberne, drikkende en tår i stilhed. "Det behøver de ikke frygte, han har været en fryd at rejse med, selvom han dog er glad for opmærksomhed" lød det som han brød stilheden han selv havde kreeret "Af hvad jeg ved har har han ej lidt nogen last, udover manglen på hans familie"  et skævt smil over hans læber, men som dug for solen måtte det forsvinde, de havde vigtige ting at diskutere
"Hvor meget det end piner mig, kan jeg ikke beskytte jer her mod hans fader. Jeg tænker ej at der er en måde at stoppe ham fra at ankomme, hans evne taget i betragtning" Lyden af hans fingre trommede mod bordpladen "Under alle omstændigheder vil jeg gerne tilbyde en Kro i Lazura, der kan jeg bedre yde min beskyttelse, og før de spørger, kroen jeg tænker på der er markant bedre end denne"

Telma tillod sig et stolt smil over at høre sin søn havde opført sig godt, og ikke gjort Valkar og hendes forhold mere anstrengt end højst nødvendigt. "Han er en god dreng" bekræftede Telma blot, og skævede kort mod køkkendøren. Hun ønskede intet mere end at holde ham i sin favn lige nu, og aldrig give slip igen på sin lille purk, men nu var ikke tiden til det.

"Jeg har allerede gjort foranstaltninger for at undgå dette gentager sig. De har mere end bevist de lever op til deres ord, Hr. Valkar, men jeg har aldrig haft i sinde at læne mere på dem, end højst nødvendig" svarede hun, for hun viste den slags hjælp altid kom med en pris, og hun havde kunne se bunden af sin kistebund længe. Det var ikke krystaller hun manglede, selvom de også var få, men i sine forsøg på at holde sig selv og sin familie kørende, havde hun presset mange af sine kontakter, og trukket flere tjenester ind, end godt var. Hun brændte lyset i begge ender. 

"En kro i Lazura ville bestemt være et skridt op, på flere fronter. En større by som den ville give beskyttelse, simpelt fra naboer og byvagter... Men selv det ville være en stakket frist, så vidt jeg har hørt" hun sukkede en anelse og lagde armene over kors, under sit bryst "Det er kun et spørgsmål om tid nu før vi bliver jaget derfra også, med dronningens dekret fra i Vinters og alt det" sagde hun og så på Valkar, afventende, nej, håbende på noget godt nyt. Noget hun ikke havde hørt i sin isolation her på landevejen, et eller andet!

Valkar løftede et øjenbryn "Ja så? På hvilken måde?" han havde svært ved at regne ud hvad hun kunne gøre for at stoppe det fra at gentage sig, især fra hvad han vidste til hendes evner, lod den slags næppe sig gøre. Måske det kom fra et af hendes børn? Under alle omstændigheder ville en lignede foranstaltning var ganske brugbar. "Ganske vidst, men løfte er et løfte" Vinkede han lidt affejende med hånden, det var en sandhed der havde fulgt ham i alle hans liv, en sandhed han forsat ønskede at følge.

"Ah det.." Valkar lænede sig lidt tilbage, et kort glimt at et smil viste sig på hans læber, før det forsvandt som dug fra solen, "Det behøver de ikke frygte ser de, dekreterne fra Dianthos samt er ej sande, for ej så længe siden hjalp jeg den sande dronning samt lysets general på deres vej mod hovedstaden" Han lod ordne bundfalde sig et kort øjeblik før at han fortsatte "Så jeg tænker ej at Kiles Orden for lov at forblive ved magten, efter at dronning Isanne og hendes støtter får stoppet dæmonen der har taget hendes skikkelse" Der var noget specielt ved at kunne fortælle sin spionmester nyt hun ej vidste, noget han nød i øjeblikket, men ej ønskede at gentage sig. "Under alle omstændigheder står mit tilbud stadig ved magt, selvom deres vej nok bringer dem tilbage til Dianthos, men jeg tænker at vores samarbejde kan fortætte"

Skyggen af et smil flakkede kort over Telmas læber. "Min tunge er ikke mit eneste våben. Og nu hvor jeg ved hvad jeg er oppe imod, kan jeg forberede mig nogle hjemmebane fordele" svarede hun roligt. Det sagde ganske lidt om hvad hun egentligt var i stand til, men gav samtiddig en forsmag. Telmas gave var ganske vesirtil, men også primært stationær.

Telmas udtryk ændrede sig markant som Valkar fortalte om sit eventyr. Hendes øjenbryn løftede sig, først let, men gled snart længere og længere op. "Ja så" lød det blot som han gav hende tid til at fordøje hans ord.
Telma sukkede en anelse, og et skævt smil gled over hendes læber. Det var bestemt nyheder for hende, og det var et dårligt tegn.. Men hun tog det ikke for tungt - Valkar havde trods alt været der. Det var svært at slå førstehåndskilder.
"Det bliver godt at vende tilbage til Dianthos, sandt, men som de selv siger, er der ingen grund til vores samarbejde skal stoppe her" svarede Telma, og nikkede sin enighed, mens hun sendte en stille, undskyldende tanke til sin søn, Rofus. "Og selvom jeg desværre ikke kan være to steder på én gang, vil kroen i Lazura være en fremragende start på et langt, gensidig gavnligt sammenarbejde"

Valkar så lidt undrende på hende "Men slørende er din tunges magt" kommenterede han lidt tørt, at lade hende vinde denne omgang af deres kamp på ord var ganske anderledes end han hvad han havde i deres tidligere møder. "Har de lyst til at uddybe? Jeg er desværre ikke i humør til gættelege" hans ord var ej kommanderende, eller truende, blot konstaterende.

En del af Valkar glædede sig over flammen af håb der tændtes i hendes øjne, mens en anden frydede sig over at beholde hende som samarbejdspartner. "Som jeg forstår det tænker jeg det ej bliver et problem for dem at drive to kroer, de har nok en datter eller en søn der kan hjælpe?" Rygterne om hvor mange børn Telma havde var ganske vidst overdrevne, men selv en fraktion af dem ville være nok til at kunne drive mere end en kro.
"Glimrende glimrende. Jeg tænker selv at tage ned hjælpe i Dianthos, Kiles Orden ser mig ej som en frænde, så at stå med Dronningen lyder som det mest gavnlige valg" Forklarede han, at det ikke var den eneste årsag var der dog ingen grund til at dele. Det kunne være et skridt i retningen af at rense sig selv i øjnene på en hvis sorthåret elver.

Telma virkede overrasket over Valkars responds og ligefremhed. Det var på ingen måde hvad hun havde forventet af Valkar. Måske havde hun dømt ham for hurtigt ved deres sidste møde? Eller måske havde noget ændret sig.. Hendes søns ord ekkoed i hendes sind. En mand der forsøgte at kvæle sit lys i mørke. Var tossen kommet på bedre tanker?
Telma tvivlede. Folk ændrede sig ikke så let.

Men for nu var Telma taknemmelig for at spillet lod til at være lagt ved døren, for nu. "Kort sagt, så har jeg fortryllet hele kroen, så magi ikke virker her, eller hvert fald er dæmpet markant. Cayden læner sig tungt på sine evner, så det vil sætte ham i en betydeligt sværrer situation. I teorien burde det også holde ham fra at teleportere ind og ud herfra, men den del er mere.. advanceret. Det er ikke en perfekt løsning, og han er stadig en farlig mand, selv uden sine evner, så jeg har kaldt nogle af mine voksne børn til mig også" forklarede hun.

Telma nikkede til Valkars antagelse "Ahh ja, det skulle ikke være et problem. Så kan det være de holder op med at spørger hvornår jeg går på pension så de kan overtage" klukkede hun muntert.

Ved emnet om Dianthos blev Telmas udtryk igen mere seriøst "Hvis du søger mod Dianthos, kan jeg sætte dig i kontakt med folk der kan få dig ind, uset" tilbød hun.

Valkar nikkede lidt, hendes overraskelse blev noteret men ikke reageret på, i dag var ikke dagen for den slags, lige nu var han her for at opnå resultater. "Det er en interessant tanke, de har ret i at han virker som typen der villigt brugte sine styrker konsekvent. Ikke at jeg kender omfanget af deres evne, men ville det være muligt at lave et område der tiltrækker teleportation? Eventuelt lade samme punkt være et der ikke tillader folk at forlade det?" funderede han, det ville ihvertfald gøre det noget lettere at stoppe et væsen som Cayden ved at vide hvor han ville ende. Og hvis det var muligt var det en fortryllelse han vidste hvor præcist skulle være i Opalslottet. 

Et smil viste sig kort på hans læber "Deres pension er ganske langt ude i fremtiden tænker jeg, men glimrende at det er en løsning"

Valkar løftede en hånd rystende lidt på hovedet "Jeg takker for buddet, men jeg tænker at flyve derhen der er nok ikke længe til at der sker noget, så tiden er allerede ej på min side" ikke at det at komme uset ind ville være umådeligt praktisk, han havde været heldig i Kzar Mora, forhåbentligt ville han være heldig igen.

Telma så straks tænksom ud, som hjulene begyndte at dreje i hendes hoved. "En cirkle indeni cirklen" mumlede hun for sig selv og knep øjnene en anelse sammen "Det er ikke noget jeg har gjort før, men.. med den rigtige opsætning burde det ikke være umuligt" tanken virkede langt ude, men jo mere Telma tænkte over det, jo mere spændt gjorde idéen hende. Hvis det kunne lade sig gøre var det den perfekte måde at stoppe Cayden på, og lade hende sove trykt igen.
Telmas fokus vendte tilbage på Valkar, og hun opdagede hun var faldet i sine egne tanker. Hun trak på skuldrene "Det er noget jeg ville være nød til at eksperimentere med. Desværre har jeg ingen med de rette talenter til at teste det på min lønningsliste. Men når jeg vender tilbage til Dianthos, burde det ikke være problematisk at finde en prøveklud".

Telma rakte ud og tog sit krus op "Skulle mit arbejde en dag begynde at kede mig, vil jeg måske overveje pension.. men indtil da forventer jeg ganske at blive ved til jeg falder om" svarede hun fast, og tog en sund tår fra kruset. 

Telmas øjenbryn løftede sig let. "Flyve? Jaså. Det er en noget mere dramatisk ankomst, men det passer vel også bedre til formålet?" klukkede hun let. 

Valkar studerede hende et øjeblik, det lød som at der var flere muligheder end begrænsninger for nu "Glimrende, jeg ser frem til at hører hvad de finder ud af. Ikke så overraskende ønsker jeg en lignende løsning hos mig selv, da Cayden ikke just virkede tilfreds med mit besøg" det var muligvis at vise svaghed, men i det lange løb ville det nok spare tid når hun vidste at hun ikke blot skulle lave en løsning til sig selv.

Valkar smilede blot ved hendes forklaring og tog selv en kort slurk fra sit krus, han kunne livligt forestille sig hvordan at hun nægtede at stoppe så længe hendes ben kunne bære hende. Et prisværdigt træk og en af årsagerne til at hun var den bedste i sit felt.

en let klukken kom fra Valkar "Ganske, men rejsen går noget hurtigere, samt siden jeg er blevet skænket vinger ville det være blasfemisk ikke at bruge dem ind i mellem" for at understrege sin pointe lod han sine sorte og hvide vinger gro frem i fuld størrelse, det var praktisk at de var alene i krostuen. Halvt fordi at folk ikke behøvede at vide at han var hvad han var, men ligeså for at han ej behøvede at tænke på om han ramte nogen.

Telmas bryn rynkede sig, og hendes mundvige gled ned "Det bliver til gengæld et problem.. Magien er nok stationær, men den kræver vedligeholdelse. Og meget mere energi end jeg kan supplere, hvis det skal dække så stort et område. Et netværk af krystaller til at fokusere og holde energien.. eller flere, koncentriske cirkler" hendes bryn mødtes mellem hendes øjne, som hun prøvede at tænke sig til en løsning. Hun havde aldrig lavet noget over så stort et område før, end ikke overvejet det muligt!

Da Valkar spredte sine vinger ud, var overraskelsen på halv-elverens ansigt ikke til at tage fejl af, men den gled hurtigt over i en mere afmålt mine. Atter engang kom hendes søns afvarsel til Telmas tanker. "Blasfemisk.. Ja det er nok ordet for det" nikkede hun kort "Og det er da et imponerende vingefang! I sort og hvid.. det er ikke noget man ser så tit"

Valkar smilede venligt til halvelveren og tog endnu en slurk fra sit krus "Jeg tænker at de nok skal komme på en løsning, og selvfølgelig skal de nok blive kompenceret" lød det med rolig stemme, han havde ingen anelse om hvor besværligt det end måtte være for hende, men med hjælp fra Faust kunne det nok godt lade sig gøre at finde en løsning hvor hun ikke var påkrævet at være tilstede så ofte. Men for nu var det et problem for hende at løse og ikke hans. 

Overraskelsen frydede ham lidt, der var noget specielt ved at se folk værende overrasket over hans status som engel, præcis årsagen til at han sjældent delte den viden med folk. Det var sjældent en fordel for at folk vidste at han ikke ville dø af alderdom, for det gjorde det noget mere tydeligt at deres aftaler var noget mere permanente.  "Ganske rigtigt, jeg mindes ikke at have mødt andre, men jeg må nok hellere tage min afsked hvis jeg skal nå til Dianthos" med beslutsomhed i øjnene skubbede han sig fra bordet og rejste sig til sin fulde højde. Men før han vendte sig stoppede han et øjeblik "Men det glæder mig at deres søn kan være hjemme ved sin familie, pas godt på ham for min skyld" og med de ord forlod han den ensomme landevejs kro med flere spørgsmål end svar, men en vej han havde valgt at gå.