Lige siden at Maximillian var blevet fri havde han lidt manglet et formål med sin hverdag. Han var ekstatisk over at være fri, men han manglede noget mere han kunne gøre dag til dag, for ikke at nævne et sted han kunne høre bare lidt hjemme. Kzar Mora var virkelig bare ikke hvad det havde været, og Dianthos havde dumme udgangspunkt udbud og magi forbud. Helt og aldeles forfærdeligt, så det var lidt for ham at finde et nyt sted at være.
Det var ret tilfældigt at han kom i tanke om en hvis Frk. Linley der boede syd for Dianthos. Det var en han havde mødt meget kort da han havde passet børn og de skulle have lidt undervisning i våbenbrug. Han havde ikke tænkt meget over det dengang, men hun havde ikke været tæt nok på til at hun nødvendigvis kunne huske alle omstændighederne, men ikke langt nok væk fra at hun ville sende ham væk, formegentlig. Om ikke andet virkede hun som en godhjertet person, så hvorfor ikke tage chancen?

Heldigvis for Maximillian kunne han huske hvor godset lå, og havde formået at stjæle en teleporteringsevne, så han kunne teleportere sig dertil uden de helt store problemer. Han havde endda klædt sig i noget af sit pænere tøj, uden at det var for voldsomt. Blot en pæn skjorte, bukser, et par støvler og en kappe for at holde ham varm, da man ikke kunne regne med vejret i foråret.
Hans krop havde ændret sig siden han sidst havde været her, og hans hår var længere, men dog var ansigtet tæt nok på til at hun nok godt ville kunne genkende ham som hvem han havde været. Det hjalp at have et fortrukkent udseende.

Han gik med rolige skridt op mod den store hoveddør, og da han var der, bankede han. Han gjorde sig klar til at om ikke andet stikke dem en løgn eller hvad der skulle ske, men også at lytte efter tankerne der kom tæt på ham fra bag døren. Det gjaldt om at holde øje med sindsstemninger og tanker når man snakkede med folk man ville have noget ud af.

Foråret bragte mange ting med sig. Arbejde for gårdenes bønder, arbejde for jægere og arbejde for adelige som skulle tage sig af lønning og organisering af selv samme bønder og jægere. Linley godset var ingen undtagelse. De seneste par uge havde ikke været andet en problemer med afgrøder og migrering af dyr og vildt for Merry. Det var først for en halv time siden af den sidste person havde forladt hende med et løst problem omkring sidste års høst der var ved at slippe op og de mente derfor at priserne på deres afgrøder var for lave....

Det var efter kun en halv times tids stilhed på gangene i godset at der var nogen ved døren endnu en gang.
Nathaniel, en af de unge lakajer, tog i håndtaget for at se hvem der kom ved denne tid, uden en aftale for den sags skyld. På den anden side stod en han ikke havde set før. Nathaniel var muligvis ganske ny i sin position, men han var sikker på at han ville have genkende ham der stod foran ham nu.
"Har De et ærinde hos Linley familien Hr?" spurgte han venligt men bestemt. Det var vigtigt han kunne vurdere om mandens tilstedeværelse var en trudsel eller ej, men på en eller anden måde skinnede intet igennem bare ved hans tilstedeværelse.

Maximillian smilede venligt til det unge menneske foran ham. Han var ganske nydelig at se på, men selvom det var tilfældet, så måtte han nok hellere huske hvorfor han var kommet her. Hvilket ikke var at hygge sig med de lavere stående folk. Det ville ikke ligefrem få ham til at være et sted i hans liv han ønskede. Han ønskede et lidt mere behageligt liv end en lakaj kunne give ham trods alt.
"Mit navn er Maximillian Byrne. Jeg ønsker at tale med Frk. Linley hvis hun har tid?" spurgte han. "Jeg forstår godt hvis hun ikke har tid, men jeg har rejst ganske langt..." Selvom han sagde det, så ville han have væsentlig mindre forståelse for det end han gav udtryk for det. Han ville blive frustreret og irriteret hvis han blev afvist i døren, men for nu forholdt han en maske på som at han var tålmodig.

Nathaniel stod et øjeblik uden at fortrække en mine. Merry ville bestemt ikke blive glad for at få af vide der kom mere arbejde i hendes retning idag, men det ville nok være værrere at sende gæsten for porten. Så lakajen trådte til siden.
"De skal være velkommen til at vente i foyeren. Så skal jeg informere Lady Linley" og med den information lukkede han døren efter Maximillian og forlod ham hvor han var.

Der gik ikke mange minutter før Nathaniel var tilbage og bukkede høfligt. "Hvis de vil følge med hr. Byrne" sagde han med en henvisende arm. I et raskt tempo gik de igennem indgangs salen ned ad en lang gang og igennem en sal der blev brugt til større middage, igennem en stor glasdør der første ud til et orangeri.

Lakajen bukkede kort inden han forlod gæsten hvor han stod.
De eneste lyde der var i orangeriet var et ganske simpelt vandfald der lå bagerst i rummet og en svag lyd af en side der blev vendt om. Lyden kom fra bogen som Merrys opmærksomhed var fastholdt ved, selv lyden af døren der gik havde ikke forstyrret hendes læsning.

Maximillian trådte indenfor, og var da også glad for at han havde haft ret i at den kære Lady Linley var af venligt sind... eller venlig nok til ikke bare at sende ham borte igen. Det betød at der var en reel chance for at tingene nok skulle gå. Sådan i det mindste en lille smule. Ellers måtte han jo forsøge at tage videre.
Han kiggede sig lidt rundt mens han stod og ventede og tog hele rummet indrettelse ind, og hvor ekstravagant det var. Det var godt nok kun et gods, men lidt penge brugte man på at se pænt i.
Da han blev ledt videre ind, så fulgte han troligt med, og sagde ikke noget før at han blev ledt ind i orangeriet, hvor Lady Linley var.

Maximillian gik med rolige skridt mod Lady Linley. Det var tydeligt at høre at han kom, og han gjorde ikke noget for at gå stille, men heller ikke mere larm end man normalt ville gøre.
"Lady Linley?" sagde han højt i håb om at fange hendes interesse, i stedet for hvor hun havde boret sin interesse ned. Bøger. Han kunne ikke lade vær med også at se om han kunne fange bogens titel. I tilfælde af at det var en bog han selv havde læst. Han havde trods alt lidt en svaghed for gode historier, og havde også læst bøger over årerne.

Merry sad med benene over kors og ansigtet lænet imod sin ene hånd hvor den anden holdt bogen og bladrede endnu engang. Hun kom dog ikke engang en sætning ned ad siden før hun hørte sig navn og hun så op. Byrne var ikke et navn hun havde hørt før, så hun havde bevilliget gæsten adgang da hendes unge lakaj havde informeret hende om at han stod for døren. At hun skulle se et kendt ansigt imellem hendes planter i drivhuset havde hun dog ikke regnet med. 

Med en sagte lyd, lukkede hun bogen i og lagde den fra sig på det lille tilhørende bord til de stole der stod midt i den indendøres jungle og hun rettede sig op som at han kom nærmere. Hvor havde hun set ham før? Det tog lige et par sekunder inden hun hævede øjenbrynene idet hun kom i tanke om hvem han var. 
"Jeg vil mene det har været et øjeblik siden jeg sidst har set Dem" kommenterede hun og smilte lidt skævt imens hun rejste sig op for at hilse på sin nye gæst. "Hvad bringer dem tilbage hertil.. alene endda" sagde hun med et hurtigt blik hen imod døren for at være sikker på at han var ene selvskab. Men ganske rigtigt var tjeneren ankommet uden herskab.

Maximillian smilede blidt til Lady Linley, og var da en anelse glad for at hun kunne genkende ham, selvom håret var længere, og der var visse ting der havde ændret sig med hans kropsskifte, men heldigt at det var så lang tid siden.
"De var den eneste jeg kunne tænke på der ville udvise en smule godhed mod min situation i øjeblikket," indrømmede han og gik lidt nærmere, så de stod i en bedre afstand for hinanden og snakkede sammen.

"Jeg ved ikke om De har hørt om de tragiske nyheder om Castillo familien," svarede han. Det var efterhånden et stykke tid siden, men det ville alligevel ikke være underligt hvis man havde forsøgt at holde nyhederne væk fra de fleste adelige. Det havde været skrækkeligt, og der ville opstå en hvis panik, hvis alle vidste hvordan de brutalt var blevet myrdet midt om natten, og at der ingen spor var på hvem der havde gjort det.
"De mistede livet et stykke tid tilbage, og da de var de eneste jeg havde, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre," der var oprigtig ulykke at spore i Maximillians ansigt, selvom han inderst inde følte lidt anderledes. I mens han gjorde dette, sørgede han dog for at holde øje med hvordan Lady Linley havde det over hvad Maximillian fortalte hende.

Hun lagde hånd op til munden som han talte som en slags indikator for at hun tænkte. Jo, hun havde hørt om Castillo tragedien, var der noget Merry var interesseret i at snuse op var det sygter og sladder omkring de andre adelige rundt om i landet. Dødsfald havde det med at bringe en masse af sådanne samtaler med sig.

"De tænkte på mig?" sagde hun og første hånden til brystet. "Vi udvekslede knapt nok et blik da jeg underviste Castillo ungerne" fortsatte hun inden hun drejede om på foden og satte sig i en af de flettede pile stole. Hun løftene nænsomt kanden med te der stod på borden og skænkede op til dem begge. "Sæt Dem" sagde hun kort inde hun lænede sig tilbage med sin kop imellem begge hænder.
"Så De kom her i håb om hvad? Arbejde?" spurgte hun så. Hun viste udmærket godt at Maximillian ville være en fantastisk tilføjelse til hendes stab i godset, men det ville også være noget af et spild at sætte ham til gement tjener arbejde. Så hun tog et sip af teen imens hun så forventede på ham over koppens kant, ventende på hvad hans formål ved at stå foran hende var.

Maximillian trak let på skuldrene med et svagt smil, uden at give nogen indikation for hvorfor, men stadig nok til at der måske kunne ligge noget under det hvis Lady Linley virkelig ønskede at finde noget mere, så var der måske noget. Ikke ondsindet, men noget.
Han tog plads overfor hende, og tog sin egen kop op for at tage en tår af den. Den var ganske udemærket, og af langt højere kvalitet te end han havde fået lov til at drikke hos Castillo familien. Også selvom de havde holdt af ham i en eller anden forstand. Mest af alt fordi de aldrig havde set ham opføre sig dårligt overfor dem.

"En hjælpende hånd måske?" svarede Maximillian og. sukkede lidt. Han kiggede lidt ned i teen, før at han kiggede op på Lady Linley. "Castillo familien var næsten som en familie for mig, og det har taget hårdere på mig end jeg havde forventet. Jeg har..... behov for at komme på benene igen, og finde ud af hvad jeg skal gøre af mig selv, men det er svært at gøre på gaden." Det var ikke ligefrem sandheden, og Maximillian kunne mærke sig selv drage længere og længere væk fra den.

"Hmm?" var der eneste der kom fra Merry det første stykke tid. Hun sad og kiggede ned i koppen inden hun satte den tilbage på bordet. Han var her for en tjeneste? Merry sad tilbagelænet med nu det ene ben over det andet og studerede ham lidt. Hun huskede godt hvordan stuepigerne havde visket i krogene når Castillo familien skulle komme forbi. Hun huskede det fra da hun underviste dem. Men også fra da Merry var helt lille. Maximillian havde været i Castillos tjeneste så længe hun kunne huske. Ike at hun nogensinde havde interegeret med ham, han havde bare altid være der. Som et trofæ familie slæbte med sig. Et nydeligt trofæ ganske vist.

"Familie Castillo har i lang lang tid haft en godt samarbejde med Linley. Både socialt og i adminitrativt arbejde. Hele godset og de hertillæggende områder og bønder står i gæld til dem. Jeg selv, som den sidste i Linley stamtræet, står i gæld til de afgåede Castillo." startede hun ud og tog igen koppen op for at tage en slurk. "Hvis De, som betragter Dem selv så tæt med Castillo familien, kommer og beder om hjælp. Så skal du få det." endnu et sip
"De siger de ikke ved hvad de skal gøre af dem selv. Indtil videre kan jeg et værelse De kan gøre dem af og så kan vi måske tage den derfra?" spurgte hun i en munter tone som hun sad med koppen i underskålen hvilende i sit skød. Hun kunne ikke se noget galt i at huse ham for en stund. Siden hun var den eneste der reelt boede der, ud over hendes tjener stab, var det ikke ligefrem plads der var manglede af. Desuden, den lange vinter havde været utrolig kedelig og han kunne måske være kompetent nok til at være udemærket selvskab i den tid han havde tænkt sig at blive.

Maximillian var ikke sikker på at den gik, men han havde en fornemmelse omkring Lady Linley. Hvilket viste sig at være rigtigt nok. I hvert fald nok til at hun ville give ham en plads at blive, hvilket var godt nok for ham for nu. Han kunne jo altid forsøge at snige sig længere ind i hendes liv. Burde ikke være svært, selvom... han nok egentlig burde være lidt mere forsigtig med hende her, hvis han ikke ville sides på porten.

"Jeg ved at det er en stor tjeneste at bede om, men hvis det ikke er for meget..." sagde han og kiggede tilbage op på Lady Linley, med et taknemmelig smil på sine læber. "Så.... kan jeg virkelig ikke takke dem nok." tilføjede han så efter at have overvejet sin ord nøje.
Han var rent faktisk taknemmelig, selvom han havde udledt visse løgne for at komme der. Heldigvis var det ikke noget han var bange for at kunne opretholde. Han havde levet med dem i lang tid, og havde haft visse gode stunder.

Merry smilede sit, hvad hun selv havde navngivet det, selskabs smil. Hvis man kendte til højere etikette og socialisering ville man kunne se lige igennem at det ikke var et oprigtigt smil. Men for andre ville det se ud som et meget kærligt lys Mery fik over sit ansigt når hun smilede sådan til dem.
Det havde hjulpet hende meget igennem de seneste år uden hendes familie og som den eneste arving til Linley formuen. At argumentere for at hun som kvinde kunne køre hele familie foretagenet uden at blive gift eller få børn var altid en kamp at vinde hver gang det blev bragt op for hende. En kamp der blev sværere og sværere hver eneste gang hun skulle tage den. Hun satte koppen fra sig og samlede en lille bog op fra bordet, som hun havde læst tidligere og satte et lille bogmærke i den.  "Så Maximillian, nu hvor du har fået indsmigret dig til husly. Hvad vil du så fordrive tiden med?" spurgte hun så. At hun havde lukket ud at hun stod i gæld til Castillo familien var ikke helt løgn, men at hun kunne betale det tilbage ved at lade deres tjener bo her havde helt bestemt været lidt af en forvridning af sandheden. Men han fascinerede hende. På sin egen måde. Det var sjældent hun oplevede "længere levende" personer og hun kunne ikke gøre for at hun blev en smule nysgerrig på hvad man kunne bruge alt den tid på. Hun syntes i forvejen hende ejet liv virkede så utrolig langt efterhånden og hun havde stadig så meget tid tilbage også.

Selvom Maximillian kunne læse smilet, med lidt hjælp fra hans telepati, pointerede han det ikke. Ingen grund til allerede at gøre Lady Linley forsigtig omkring ham. Så kunne han jo ikke have den sjov han ønskede, eller håbede at hun ville kunne give ham, når hun en sjælden gang ville have tid til ham.
"Indsmigret? Jeg vidste ikke at jeg smigrede dem så meget med mine ord," sagde han, selvom han ikke kunne stoppe det lille selvsikre smil snige sig op på hans læber. Lidt stolt var han af sig selv, men også af hende for at opfatte det, ikke at han ville indrømme det uanset hvor meget hun pressede på.
"Men for at svare dem på deres spørgsmål, så kommer det an på mulighederne der er heromkring. Jeg vil jo nødig trænge mig på mere end nødvendigt." Løgn og bedrag. Han ville med glæde trænge sig på ligeså meget som han kunne tillade sig. Men det handlede ikke alt sammen om Lady Linley. Maximillian kunne sagtens finde på andre ting at lave i mellemtiden, selvom andre væsner var hans primære form for sjov.

"Der er intet de specielt interesserer Dem for? Eller måske bare har har observeret på afstand?" spurgte hun inden hun rejste sig op. Hvis han ikke havde nogle hobbier eller ting han 'kunne' ville det nu være meget spændende at lære fra sig igen. Hun havde ikke haft nogle der gad lære noget fra hende siden hun underviste børn for et par år tilbage. Efter hun havde overtaget godset for sig selv var der ikke nogen der ville belæmre hende med alt det ekstra arbejde for en kvinde.

Hun strakte sine arme ud fra sig og fik hendes fingre til at lave nogle knæklyde inde hun gabte. Hun havde sunket for længe sammen i stolen når hun læste kunne hun godt mærke og varmen ude i orangeriet varmede hende så meget op at hun bare blev søvnig så at strække benene ville måske være en god idé.

Maximillian havde gået igennem en del hobbyer gennem sit lange liv, og de fleste var blevet kastet til siden, men der var nogle enkelte der havde holdt ved, som han praktiserede mere eller mindre alt efter hans humør. Der var også visse hobbyer han muligvis ikke skulle nævne overfor Lady Linley dog.
"Jeg har altid værdsat en god bog," indrømmede han. Heldigvis blev der altid skrevet noget nyt, så han kunne næsten altid finde noget han gad at læse, hvis han virkelig trængte. "Ellers må jeg indrømme, at jeg har en svaghed overfor terninge og korspil," eller nok nærmere hasardspil. Ingen grund til at nævne at han ikke ligefrem kunne stå for et godt gamblet, hvilket også fik ham i problemer oftere end ikke.

Da Lady Linley så ud til at strække sig og se noget søvnig ud, lagde Maximillian hovedet lidt på skrå. "Har de behov for at komme lidt op og gå? De ser ud til at være en der er ved at falde i søvn," sagde han, og studerede hende lidt, mens han ventede på hendes svar.

"Ser det sådan ud?" spurgte hun og kørte en finger under sit øje, som om det ville rette på de render hun naturligt havde under øjnene. Hun smilte lidt mere oprigtigt da han dog havde fortalt hende noget hun kunne bruge. 
"De vil blive glædeligt overrasket over den samling fag- og skønlitteratur men fader har efterladt mig. Jeg har været igang i godt og vel 10 år nu og jeg er ikke engang kommet igennem en af hylderne" Merry grinte lidt for sig selv inden hun så drejede sin stol mere ind imod bordet med foden og åbnede en lille skjulte skuffe i selve bordet. "..og kortspil siger De?" spurgte hun i det hun tog en lille slidt æske ud der var let genkendelig som spillekort. "Hvad forestrækker De at spille?" spurgte hun så.

Igen, hvis man kendte sin etikette, var det nemt at se at hendes smil ikke var det som det skulle forestille. Hendes træk i mundvigen og hendes øjenbryn som hævede sig når hun talte til ham kunne afsløre hendes opstemthed. Udenpå virkede hun så rolig og sammensat, hvor hvis man så igennem hende kunne man se at hun var mere end henrykt for at have Maximillian foran sig. At få lov til at lære ham at kende som andet end den flotte tjener gav hende næsten en nyvunden energi.

Maximillian kiggede imponeret på Lady Linley, som han hørte at hun havde noget af en kollektion af gode bøger. Måske der var noget han ikke havde læst, som kunne fange ham. Det var i hvert fald altid en god måde at bruge sin tid, når man havde så mange oceaner af tid, som en af hans slags.
Som hun snakkede, kunne Maximillian ikke lade vær med at aflæse hende, og tage fat i de sindsstemninger der var omkring hende. Det var en noget interessant udvikling, og han havde svært ved ikke selv at blive påvirket af det. Som var det en udfordring for at se hvor langt han kunne formå at gå.

"Det er svært at vælge en favorit, det kommer an på mine modstandere," sagde han. Der var intet sjovt i et kløgtigt spil, hvis modstanderen ikke kunne give igen, men spil hvor det mere handlede om bluff var ikke altid så sjove, når man kunne læse andres tanker, selvom Maximillian prøvede at lukke det af i de omstændigheder. "Og jeg må indrømme at de fleste af dem jeg spiller, er ikke ligefrem egnet til den højere stand De er fra." Ikke ligefrem en løgn. Meget af Maximillians spil havde forgået på kroerne i Dianthos.

"Hmmm? " svarede Merry med en skævt smil imens huntog kortene ud og blandede dem let i hænderne. Hun viste udmærket hvilke spil han tænkte på når han snakkede om de spil der fungerede for de højere stande af samfundet. De kedelige spil hvor man ikke skal tænke fordi man samtidig skal konversere med hinanden.
Desværre havde hende yngre søster være mere 'uvoren' end hende og havde lært hende et spil eller to der faktisk krævede mere end bare et par hænder og øjne at spille.

"Kender De 'trældens regelsæt' ? " spurgte hun og fandt et tilfældigt kort frem og lagde det på bordet. En hverter 7. Merry delte på de resterende kort i to bunker og rækte den ene i Maximilians retning. "Det er ganske simple regler som man nemt lærer hen ad vejen. Men ganske underholdende er det" forklarede hun med en udfordrende klang i stemmen.

Der var noget der sagde Maximillian at det han var ved at blive lært, ikke ligefrem var for den højere stand heller. Det var ikke fordi han havde havde tænkt sig at sætte sig imod hvad Lady Linley sagde, men den udfordrende klang hun havde i stemmen, fik alle reservationer til at falde fuldstændig væk. Det var alligevel en udfordring han ikke kunne bakke ned fra, selvom hun havde overhånden ved faktisk at kende spillet.

"Det siger mig desværre ikke noget, men jeg lærer gerne," sagde han og tog imod bunken af kort fra Lady Linley. "Jeg plejer heldigvis at lære hurtigt." Det hjalp lidt når man kunne supplere sin viden med sin modstanders, ikke at Maximillian decideret ville snyde. Det gjorde det trods alt mindre sjovt, og han ønskede at det alligevel var en smule retfærdigt mellem dem.

Merry gav et lille grin fra sig. Det var længe siden hun havde spilet spillet selv så hun var selv lidt rusten, men det var det der gjorde det hele meget sjovere. Hun tog tre kort op på hånden fra din bunke og gestikulerende til at han skulle gøre det samme. Du sad og studerede dem et øjeblik hvor blikket flere gange bevægede sig ned på hjerter 7'eren på bordet og op på hånden igen.
"Det er tragisk, det med hjerter.. " startede hun ud i en dramatisk tone og gav et langt suk fra sig. "De er så skrøbelige. Hvilket er nemt for spars pilespidser. Så derfor skød spar syv lige igennem alle hjerter 7's hjerter. Hvert og et" forklarede grevinden, som om hun læste op fra et digt eller et melodramatisk skuespil og lagde en spar 7 oven på kortet på ordet. Og trak et nyt kort op fra sin bunke til sin hånd.

//du må lige sige til hvis han vi snyde sig til at kende reglerne//