Sted: Bogbinderiet, der er front for Mørkets base i Dianthos
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Trækker op til regn

En lidt køligt vindpust fik Storms mørkebrune krøller til at bevæge sig om hans hoved, og hesten under ham slog med halen. Han var blevet stoppet i porten af Kiles orden, der ville vide, hvad han havde af ærinder, men de havde ikke rigtigt virket interesserede, da han påstod, at han blot var en rejsende på gennemrejse. Der var blevet skævet lidt til hans sværd, der ikke helt passede til hans lidt slidte rejsetøj, der bestod af en tyk kofte og et par varme bukser, begge i brun, sammen med kappen der hang over hestens bag, men det var også det. Ingen tænkte på at kigge hans oppakning igennem, hvilket var meget heldig, da hans mærke lå i bunden af tasken. Det der beviste, at han var fra Mørket. Med en tanke om uduelighed red han ind i byen. Han havde været her før, et par gange, men det tog ham alligevel lidt hjælp fra en lokal, før han fandt frem til det hus, han var der for. Et bogbinderi. 

Langsomt skridtede han hesten derhen og så op af facaden. Et ganske godt skalkeskjul for deres Spionmester. Og det var spionmesteren Storm var der for at se. Med et suk stoppede han hesten op uden foran bygningen, inden han bandt den til en bom, stillet op til formålet. Der sad en mand ude foran døren, sikkert en af deres egne, og Storm nikkede til ham, da han gik ind. Han ville nok holde øje med hesten for ham.
Indenfor var der fyldt op med bøger og ruller og der var en tør, støvet lugt i rummet. Meget autentisk. Han gik op til en lille skranke, hvor der stod en ældre herre bag med et par tynde briller langt nede på næsen. 
"Kan jeg hjælpe?"
"Jeg er her for at tale med Mester Caz." Han tog et let krøllet stykke papir frem fra en lomme og rakte det til manden. Det var hans ordrer, skrevet i kode. Storm kunne ikke selv læse det, han kunne til nøds skrive sit eget navn, og forstå nogle enkelte ord, men koden var han helt fortabt på. 
Manden foran han lod blikket glide over den uforståelige tekst og rakte ham så papiret tilbage.
"Han er ovenpå. Gå igennem døren der og tag trappen for enden af gangen." Han pegede med en kroget finger mod døren og Storm bukkede let for ham, inden han gjorde som der blev sagt.

Oppe for enden af trappen var der endnu en dør. Storm sukkede igen. Han gad vitterligt ikke være babysitter for en eller anden højt-på-strå. Han vidste slet ikke, hvorfor han havde fået opgaven. Måske de bare ville af med ham for en tid, det skulle aldrig undre nogen.
Til sidst løftede han en hånd og bankede på døren. Nu måtte de se, hvad der kom ud af det.

Zahinael rejste sig fra skrivebordet, da det bankede på døren. Det var sjældent, folk bankede på. Dem, der skulle noget standard på hans værelser - opvask, rent tøj - kom bare ind, og resten... Resten kom ikke herop. 
Dagen var blevet brugt på kedeligt, men nødvendigt papirarbejde. En masse nye rapporter var kommet ind, og han havde samlet dem, læst dem, videresendt dem og sendt nye ud til sine frie operativer. Han vidste slet ikke nok om, hvad der foregik i hovedstaden, og alle optøjerne mellem Kilepræster og rebeller gjorde det hele meget sværere. Alt blev til uenigheder mellem dem, og hans reelle mål i byen smuttede ud af hans fingre som kogte mandler.
Det var uendeligt frustrerende at være så uvidende om en stor by, og han forudså et par søvnløse nætter med alt for mange tanker og alt for mange idéer til at holde ham vågen. 

Zahinael gik henover trægulvet i strømpesokker. Hans nye læderstøvler gik rundt i cirkler, påsat en mand med samme skostørrelse som Zahinael, mens han pudsede sølvtøj. Normalt lod Zahinael ikke sine arbejdere blive i rummet, mens han arbejdede, men skulle han pludselig ud, ville han få brug for at få støvlerne på i en fart, og så ville han hellere have dem tæt på. Den cirklende mand så ud til at have været i gang længe og så en anelse træt ud, men blev trods det utrætteligt ved med at skifte position, stå på tær, træde bagud, og vrikke med anklerne. 

Zahinael åbnede døren og så ned på den unge mand med et hævet øjenbryn. "Ja? Er du gået forkert, knægt?"

Der nåede at dukke et lidt utålmodigt udtryk op på Storms ansigt, mens han ventede på at nogen reagerede på den anden side. Det var ikke ligefrem det han helst ville bruge sin tid på, at stå og glo ind i en trædør. Men der gik da ikke længe, inden døren gik op. Storm havde overraskende nok aldrig set "Skyggen" før i sin tid hos Mørket, men da hans blik som det første faldt på mandens ansigt, var han ikke i tvivl om, at han stod overfor manden. Der var noget ved hans øjne og udtryk. Storm rettede sig lidt op og samlede benene, både for at vise, at han vidste, at han stod overfor en overordnet, men også fordi manden var lidt højere end ham. 
Da Zahinael kaldte ham "knægt" skar han kort ansigt, men han sagde ikke noget, selvom han fik en stor trang til at give tilbage ved at kalde ham for gammelfar.

"Mit navn er Storm Karrell. Jeg melder mig til tjeneste. Min overordnede har beordret mig til Dianthos for at assistere Dem." Han skyndte sig at hive et dokument frem fra dets skjulested og række det til manden i døren. Det var selvfølgelig krypteret og Storm havde ingen anelse om dets ordlyd. Men han vidste, at der stod noget om, at Storm skulle følge Zahinael i hælene og sørge for, at han ikke kom i problemer igen.

Hans blik gled fra manden og ind i rummet bag ham. Ikke at han kunne se så meget for manden i døren, men han kunne da se, at der var mindst en anden mand i rummet. Han virkede lidt underligt urolig, samtidigt at det så ud til, at han pudsede sølvtøj. Underligt. Langsomt så Storm tilbage på manden og så undersøgende og en smule nysgerrigt på ham. Så det var den store Zahinael. Han så ikke ud af meget, han var slet ikke så skræmmende som Storm havde forestillet sig. Og dog, der var et eller andet over ham... Storm trak mentalt på skuldrene og tog det allerede ikke specielt tungt. Det var bare endnu en overordnet han kunne komme i problemer med.

Storm Karrell. Det sagde Zahinael forbløffende lidt. Han skulle lige til at spørge, hvilken assistance, Storm havde tænkt sig at udøve, da han blev rakt brevet, som han straks læste uden vanskeligheder - heller ikke krypteringen. 
Så begyndte han at le. Højt og hjerteligt og længe. Han lo så meget, at da han var færdig med at le, måtte han vifte et par tårer ud af øjenkrogene og knipse af tjeneren, der var holdt op med at trippe i bare forundring. 

"Ah, ja, nu må jeg hellere lade være med at dømme dig på forhånd Storm," sagde han så, uden at fortælle noget som helst om, hvad der lige var foregået i hans tanker. "Kom indenfor." Zahinael gjorde en gestus mod rummet bag sig, og trak selv tilbage ind i det, så Storm kunne følge efter. "Og fortæl mig så om dig selv. Hvad kan du? Hvad kan du ikke?"

Under normale omstændigheder ville han være blevet rasende over at få en barnepige smidt efter sig bare på grund af et enkelt mordforsøg. Nu havde mordforsøget været blandet sammen med en mørkelver, og så gav det faktisk en lille smule mening at være påpasselig, selvom Zahinael udtrykkeligt i sin rapport havde skrevet, at der kun havde været én. Arbejdede en mørkelver alene, arbejdede de som regel meget alene, og det hans kollegaer var bekymrede for, var en koordineret indsats. Derudover havde tøsen absolut ikke vidst, hvem hun var blevet sendt ud for at myrde, så det havde nok mere været et forsøg på hendes liv, end det havde været på hans. 
Så en ekstra livvagt kunne give mening for Zahinael. Men Storm? Den knægt så alt for nuttet ud til at være Zahinaels livvagt. Ganske vidst så han ud til at skjule en del styrke under sit tøj, men de krøller der... Zahinael trak på smilebåndet. De mindede ham om et nyligt bekendtskab. 
Nå, men der var ingen grund til at smide ham på porten, for så ville hans overordnede bare insitere hårdere. Hellere finde ud af, hvad der var Storms styrker og gøre brug af dem. Og måske lære ham et par tricks. Undertonen i den krypterede besked havde været opgivende og bedende efter en smule dannelse til den unge halvdæmon. Dannelse kunne Zahinael godt give ham.

Til Storms store overraskelse begyndte manden at le efter med lethed at have læst brevet. Le meget, endda. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere. Skulle han blive vred? More sig? Han havde jo ingen anelse om, hvad der faktisk stod i brevet. Bare at han var blevet sendt hertil for at være babysitter, han ikke kunne forestille sig havde brug for ham. Men en eller anden grund måtte der være til, at toppen mente, at han havde brug for nogen til at passe på hans ryg.
Først udtrykte hans ansigt overraskelse, men til sidst endte han med at smile lidt. Der var et eller anden forfriskende over mandens latter, der virkede dybfølt. Det var ikke så ofte, at hans overordnede følte for at le i hans selskab.

Han kneb øjnene lidt sammen, dog uden at miste det lette smil, da Zahinael sagde, at han nok hellere måtte lade være med at dømme ham på forhånd. Hvad mon han mente med det? Hvad havde der stået i det brev? Nå, det måtte han bare finde sig i ikke at vide. I stedet fulgte han efter manden ind i rummet, hvor den anden mand straks var gået i gang med at bevæge sig uroligt igen, da Skyggen havde knipset af ham.
Storm trak på skuldrene og så nysgerrigt rundt.
"Der er vel ikke så meget at fortælle. Jeg har været ved Mørket i en 75 år eller deromkring." Man kunne høre på hans stemme, at han ikke ligefrem havde noget specielt at fortælle om sig selv - mest fordi han ikke havde lyst. Det kom ikke Zahinael ved. 

"Jeg er rimeligt god til at kaste med knive, men jeg kan ikke fløjte." Ligegyldig information manden alligevel ikke kunne bruge til noget. Den eneste grund til, at han ikke bare nægtede at svare var, at han lige havde mødt ham. Hvem vidste, måske manden var værd at være i nærheden af. Han tvivlede, men han kunne lige så godt starte ud med at være bare lidt åben for at snakke med ham.

Zahinael viftede utålmodigt med hånden, da Storm begyndte at komme med fuldstændig ligegyldig information. Typisk de unge! De anede ikke, hvad man ville have at vide, og de var dårlige til at sælge sig selv. Det havde han prøvet ved tonsvis af samtaler med sine yngre spioner. Så snart de havde fået jobbet, troede de, de skulle være ydmyge eller holde igen. Zahinael havde brug for det modsatte - han ville kende sine underordnedes spidskompetencer, så han kunne sende dem ud på præcis den opgave, netop de ville klare til perfektion.

"Nejnej, ikke sådan noget," afbrød han. "Kan du læse? Skrive? Skal jeg sætte dig til at renskrive alle mine notater? Har du en magisk evne, der gør at du kan høre, hvis nogen prøver at snige sig ind på os? Er du den bedste i din generation med et sværd? Hvad gør dig til den perfekte livvagt, jeg ikke bare svinebinder og efterlader her, når jeg skal ud senere i aften?"

Alt i hans sætning blev sagt med et venligt smil, der på ingen måde passede sammen med, hvordan opremsningen sluttede. Han satte sig ned sidelæns på stolen, han før havde skrevet rapporter ved, og strakte benene ud fra sig. Den ene fod blev lagt over den anden, armen afslappet hvilende på ryglænet, og blikket afventende liggende på Storm.

Det var tydeligvis ikke det, hans overordnede ville have at vide. Storm vidste ikke, hvad han så ville vide, det var faktisk ikke ligefrem et spørgsmål han havde fået før. De fleste var ligeglade, så længe krigerne under dem kunne det mest basale inden for kampteknik. Storm kunne lidt mere end det, han havde trods alt mange år på bagen.
Tavst lyttede han til manden og han betragtede ham lidt. Der kom ingen reaktion på de sidste ord. Nok var det selveste Skyggen, men han skulle da være velkommen til at prøve at nedlægge Storm, der ikke anså sig selv som nem at få i gulvet. 

Han trak svagt på skuldrene igen, inden han pillede lidt ved skæftet på sværdet.
"Jeg kan hverken læse eller skrive. Det har der aldrig lige været brug for." Han skævede mod det, der måtte være en tjener, mens han overvejede, hvad han ellers skulle sige. "Jeg ved ikke, om jeg kan noget, andre ikke kan. Men jeg er som sagt ikke helt ringe til at kaste med knive og jeg vinder stort set altid i brydekampe." Det var ikke fordi, at han ville sætte sit lys under en skæppe, det var simpelthen bare fordi han var middelmådig til det meste. Han gik ikke så meget om i noget, at han blev godt til det. Og alligevel var han ikke helt dårlig til noget, han havde trods alt erfaringen med sig. En erfaring han også kunne bruge til at passe på manden på stolen foran sig.

"Og så har jeg lidt en sjette sans til at opfange, når der sker noget, der ikke skal ske. Jeg spotter ret hurtigt folk, der virker forkerte." Det var sandt. Han havde lært at udse sig dæmoner som barn, hvilket han hurtigt havde udviklet til at opdage folk, der på en eller anden måde virkede til at opføre sig mistænkeligt. 
Han så roligt manden i øjnene og lagde hovedet svagt på skrå. Var det nok? Eller ville manden vide mere? Han havde ikke tænkt sig at fortælle ham om sin evne, der gjorde, at han var så god til at kaste med knive. En evne han ikke havde fortalt til nogen overhovedet. Hverken den eller den med blomsterne.

Storm virkede ikke overvældende kompetent. Samtidig holdt han stadig noget tilbage. Måske ville han bare overraske Zahinael med sine evner og håbede på, det ville imponere. Nu måtte de se. For nu saboterede det ikke aktivt hvad de lavede, så Zahinael lod være med at presse yderligere på.
"Ja se, dér var noget!" udbrød Zahinael, da Storm afsluttede med faktisk at sige noget brugbart.. "God til at se, om folk er forkerte. Det skal vi nok få sat til god brug. Andet, jeg bør vide?"

Det var essentielt for næsten enhver opgave at vide, hvad de folk, man havde omkring sig kunne og ikke kunne. Svagheder, der pludselig så dagens lys, kunne få alt til at ramle, og Zahinael havde fået for vane at håndtere hele sit liv som én stor opgave. Næsten alt, han lærte videre til nye spioner, var brugbart hvis man overførte det til ens hverdag, og der var ingen grund til ikke at tage de ekstra foranstaltninger. 

"Åh ja, og hvordan har du det med tortur?" tilføjede han med et næsten muntert smil. Han glædede sig til senere. 

Andet han burde vide? Storm trak på skuldrene igen, og smilede svagt.
"Det er ikke altid, at jeg er så god til at gøre, hvad der bliver sagt. Men det stod sikkert også i brevet." Han vidste af erfaring, at når han skiftede overordnede, fulgte det med, at de fik at vide, at han ikke var så god til det med ordrer. Det tog han ikke så tungt, selvom det ofte fik hans forhold med folk til at starte ud med en negativ undertone. Hvilket kun gjorde alting værre, for så blev han umulig.
Han sagde ordene med en undertone af morskab. Lidt som om, at han selv ikke så det som et seriøst problem. Og det var det normalt heller ikke, medmindre man ikke behandlede ham ordentligt.
"Men bare rolig, jeg skal nok sørge for at stoppe flere forsøg på dit liv." Det mente han dog seriøst. Han ville ikke se nogen dø, fordi han ikke brød sig om at udføre ordrer. 

Tortur. En kort trækning gled over hans ansigt og smilet forsvandt. Han var ikke vild med tortur, han fandt det unødvendigt voldeligt, men han var samtidigt også lidt ligeglad, så længe det ikke gik ud over ham. Eller han selv skulle udføre for meget af det.
"Jeg har det ikke på nogen speciel måde med det." Han sagde det meget neutralt, så kunne Zahinael tolke det, som han ville. Hvis det var det, Skyggen ville bruge sin tid på, skulle han være velkommen, Storm ville bare forsøge at undgå at blive blandet for meget ind i det. 

Et skævt smil kom frem på hans læber. Der var noget ved den trækning over Storms ansigt ved benævnelsen af tortur... Det måtte Zahinael få udnyttet senere. Han tyggede lidt på Storms ord, og samlede så sin pen op igen.
"Gør dig komfortabel. Jeg har lige et par ting, jeg skal have ordnet, før vi skal ud."

Der gik et to timer, hvor Zahinael skrev rapporter, forseglede breve og tjeneren trippede  rundt med støvlerne i gradvist aftagende tempo. Da Zahinael endelig bad ham komme hen og give ham støvlerne, virkede han segnefærdig og lykkelig. Han snørrede gladeligt støvlerne for spionmesteren, og vraltede hen til en stol ved resten af sølvtøjet, som han tungt satte sig på for at fortsætte arbejdet.

Med et nik til Storm gjorde han klar til at forlade bogbinderiet. Et blik uden for fik ham til at gribe sin frakke på vejen sammen med en bredskygget hat, der ville holde det værste regn fra at ramme ham i øjnene. 
Han ledte dem ud på gaden, hvor han med lange skridt undgik de værste vandpytter, der allerede havde samlet sig mellem brostenene. Han kiggede sig ikke tilbage for at sikre sig, at Storm fulgte med. 
"Jeg skal have dig til at bruge dit hvem-er-forkerte-talent, Storm," sagde Zahinael med let hævet stemme, for at overdøve regnens buldren. "Hold øjnene åbne." 

De gik mod markedspladsen, hvor folk hastede rundt for at købe det sidste ind, inden de skulle hjem til deres familier. Zahinael stoppede Storm på et gadehjørne og trak ham ind under et lille halvtag der, hvorfra de kunne se det meste af pladsen og samtidig være nogenlunde i fred. 
"Sig mig, Storm, hmm, dit navn er meget passende for vejret lige nu egentlig, nå men, sig mig: Kan du spotte nogle andre, der ligesom os observere, eller bliver nogen forfulgt? Ikke os, men nogen derude. Markedspladsen er altid et hit for spioner fra Lyset lige her ved skumringstid. Og jeg vil gerne udvide min samling af små spurve."

Et lydløst suk kom fra Storm, da Zahinael bad ham gøre sig det behageligt. Han trådte tilbage og stillede sig ved siden af døren med hænderne bag om ryggen og benene samlet. Her stod han så på vagt de næste par timer, mens Zahinael lavede det, han skulle ved sit skrivebord. En gang i mellem skiftede han vægt mellem sine ben, men ellers stod han bare pænt og stirrede tomt ud i luften, mens hans tanker gik deres egne veje. Samtidigt var han dog opmærksom på, om der skulle komme nogen op af trappen.

Det gik endeligt op for ham, hvorfor den anden mand i rummet havde været så urolig, da Zahinael fik støvlerne på. Så manden gad ikke gå sine egne støvler til. Storms ansigt afslørede ikke, hvad han tænkte om det, men det var ikke noget positivt. 
Uden et ord fulgte han efter Zahinael, glad for at få gang i sine efterhånden lidt stive ben. Ned af trappen og ud af bogbinderiet. Det var begyndt at regne og Storm slog hætten på sin rejsekappe op over sine mørke krøller. Ude foran stod hesten med hans ting stadig og et stik af medfølelse gled igennem ham, da de gik forbi det nu ret så våde kræ. Han skulle have fundet ud af, hvor han skulle bo, så hesten kunne komme på stald. Men lige nu flyttede han blikket tilbage til hans nye overordnede, som han gik et halvt skridt bag. 

Storm så meget afslappet ud, som han gik der, men han var meget opmærksom på sine omgivelser, klar til at skulle beskytte manden, der gik lidt foran ham. Der var bare ikke ret mange folk på gaden i regnen og intet sprang i øjnene, så der så ikke ud til at være noget fare på færde lige nu.
Han trak ind under halvtaget sammen med Zahinael og lyttede til hans forespørgsel. De blå øjne gled over den tynde folkemængde, næsten dovent, inden han diskret pegede mod en mand.
"Han har gang i et eller andet." Sekunder efter stødte manden ind i en anden mand og Storm smilede lidt. "Åh. Han har lige stjålet den anden mands pung." Tavs igen fortsatte han med at betragte markedspladsen. Det var svært at se noget i regnen og folk hastede rundt for at blive færdige og komme hjem i tørvejr. Langsomt lagde han hovedet lidt på skrå og betragtede en anden mand, der på en eller anden måde opførte sig underligt. Det var svært at sætte fingeren på hvordan, men...
"Der er en bod ovre til højre. Manden i boden burde pakke sine varer sammen lige som alle de andre, men han har mere travlt med at se ud på pladsen." En rynke var dukket op i Storms pande. Han vidste ikke, om det var det, Zahinael ville vide, men for Storm var det en meget underlig opførsel.

Zahinael så fra Storm til gaden og tilbage igen. Fulgte hvert et ræsonnement, og nikkede billigende til hans observationer. På afstand lignede de bare to venner, der havde stillet sig i læ for regnen for en stund, inden de skulle videre. 
Han havde frygtet at Storm ville vise sig at være en uduelig dreng, der var blevet sendt til Zahinael i håbet om, at han ville omkomme med de fare, Zahinael altid befandt sig i nærheden af, men det så faktisk ikke mere ud til at være tilfældet. Det var de samme folk på gaden, han lagde mærke til, som Zahinael selv ville have peget ud, og det viste, at knægten havde evner. Det kunne helt sikkert godt blive brugbart.

"Hvad med kvinden ved boden overfor?" spurgte Zahinael og nikkede diskret mod en bod, der var ved at blive pakket sammen. Ved den stof en kvinde og vægtede et par æbler i hånden, som om hun ikke helt var sikker på, hvilket et hun skulle købe, eller om det overhovedet var æbler, hun var ude efter. 
Og netop med æbler virkede det helt omsonst - ved tøjboder overvejede man farverne i stoffet, men æbler? Et hurtigt blik rundt fortalte ham, at de fleste tøjboder allerede var pakket væk, nok fordi regnen var kommet. Det var kun et par madboder, der ikke var helt væk endnu, og så den mand, der ikke havde gang i at pakke sammen. Det så næsten ud som om han ventede på noget...

Zahinael lod sit blik glide rundt på de forsamlede og fortravlede mennesker og en fure kom frem mellem hans øjenbryn. Hvad kunne en handelsmand vente på, der fik ham til at udskyde at pakke sammen for dagen? Og så i regnvejr.

Storm lod blikket glide til kvinden, der stod med de to æbler og virkede dybt koncentreret om, hvilket et hun skulle vælge. Ja, det var en smule sært. Storm kneb øjnene lidt sammen og lod blikket glide ud over det, han kunne se af markedspladsen.
"Det er som om, at de venter på noget." Men hvad ventede de på? Og var der flere? De blå øjne gled fra den ene person til den næste, men ud over noget der lignede en arbejdsløs daglejer, der hang ud i regnen, kunne han ikke se flere mistænkelige personer fra, hvor han stod. Han var lige ved at foreslå Zahinael, at han ville gå en runde, da der opstod noget uro i den anden ende af pladsen.

Snart kunne han se, hvad det var. Et følge af barsk udseende mænd med våben ved siderne og bryske blikke mod de tilstedeværende på pladsen. Forrest gik en høj skarpskåret mand, der tydeligvis var en med pengepungen i orden. Han så ikke specielt interesseret ud i boderne og Storm gættede på, at de bare var på vej igennem mod et andet sted. 
Endeligt kom der gang i kvinden med æblerne, hun lagde dem fra sig og vendte sin opmærksomhed mod følget. Manden i boden skyndte sig ud derfra og hen til manden, hvor han bukkede let og sagde noget, der ikke var til at høre på afstand i regnen. Herefter slog han ledende ud med armen og slog følge med den rige mand, efterladende boden i regnen. Kvinden fulgte med og den arbejdsløse daglejer sluttede op bag følget og så rundt som for at sikre sig, at de ikke blev forfulgt.

Storm løftede øjenbrynene og så efter dem, inden han vendte sig mod Zahinael.
"Hvem mon han var?" Han forventede ikke, at Zahinael vidste det, det var mest et retorisk spørgsmål. Men så fik de da svar på, hvorfor der var folk, der opførte sig så sært i regnen. Var det mon folk fra Lyset eller byvagter? Storm havde ikke kunne se noget, der afslørede dem.

"Hmm, ja, Natskyggerne," kommenterede Zahinael og gjorde et nik med hovedet til Storm om at følge med. "En lille gruppe, der prøver at få indflydelse hos handelsmændende her på markedet. Deraf det ironiske grøntsagsnavn. De har et par stykker under sig, men jeg tvivler på de holder særligt længe, før handelslauget får nys om dem og gør noget, eller tyvebanderne føler sig truet. Kom, det var vist nok test for i aften."
Dæmonen førte an tilbage mod bogbinderiet i den silende regn. Han havde håbet Mistra ville have været på pladsen, eller et par Kilepræster. Hvis Storm var god til at følge, når noget var galt, ville spionmesteren gerne have hans holdning til den præsteorden. De havde fået alt for meget magt på alt for kort tid, og Zahinael ville gerne komme til bunds i det, inden hans tid blev slugt af andre opgaver fra Mørket. De mente ikke præsterne var noget særligt at bekymre sig om, men Zahinael havde en nagende følelse af at han missede et eller andet. 

Dagene gik. Zahinael fik Storm til at løbe et par ærrinder, eller gå ud og lege spion for ham, når han ikke gad have ham stående uden for sin dør. Han kunne godt lide sit privatliv, og det var en overskridelse af det at de havde sendt ham sådan en knejt som bodyguard. Som om episoden med støvlerne ikke netop havde vist, at han kunne klare sig selv. En mørkelver nedlagt uden hjælp fra andre. Han var sgu da ikke 2000 år for ingenting, selvom han brugte det meste af tiden i skyggerne. 

En solrig morgen sukkede Zahinael inderligt, da han hørt de velkendte støvler på trappen igen, og han huskede sig selv på, at han faktisk havde bedt drengen rapportere tilbage. Og drengens ordre var at holde vagt. Han tog de ordre lidt for seriøst i følge Zahinael. 
"Nå, Storm, hvad bragte natten så?" spurgte han og åbnede døren lige som den unge halvdæmon besteg de sidste trin. 
Han havde haft sendt Storm ud på en nærliggende kro af den finere slags for at snuse lidt til Lysets fordrukne soldater. Den spion, han havde haft til at følge i hælene på Storm havde meldt tilbage, at der i hvert fald havde været mindst to soldater fra Lyset derinde den aften, og at Storm havde forladt kroen med den kvinde, de havde fulgtes med, så Zahinael glædede sig til at grave lidt mere i, hvor brugbar Storm kunne være for ham.

Storm lyttede til, hvad Zahinael havde at fortælle om "Natskyggerne". Han interesserede sig helt sikkert ikke for det, men som altid var viden godt at have og han sørgede for at huske navnet og hvad ellers Zahinael fortalte. Forhåbentligt skulle Storm ikke være i Dianthos længe nok til, at han skulle bruge den slags småting til noget. Men der var ingen, der havde fortalt ham, hvor længe han skulle lege babysitter for den her dæmon, så i og for sig kunne det ske, at han skulle være her i årevis. Det var ikke til at vide, når det kom til Mørket.
Han traskede efter Zahinael ud i regnen, tilbage mod bogbinderiet. Måske han skulle få hesten sat i tørvejr.

Tiden gik. Kedsommelig tid. At stå og glo i et rum, mens hans overordnede sad og ordnede papirer var noget af det mindst ophidsende Storm var blevet sat til, og det meste af tiden var han slet ikke til stede mentalt. Det var ikke fordi, at han spekulerede på noget bestemt, han slukkede mest bare for al aktivitet i hovedet.
Det var sjovere, når han blev sendt på ærinder, han fik lov til at se lidt af byen. At han var en kriger fra Mørket rørte ham slet ikke, som han gik forbi både byvagter og krigere fra Lyset. Han var i civil. Og han havde stadig ikke taget sin amulet på igen, så der var intet på ham, der kunne afsløre hans tilhørsforhold.

Den bedste opgave han fik, var da han blev sendt på kro for at holde øje med ansatte hos Lyset. Han endte ved et bord med to krigere og deres lillesøster. En lillesøster han fik med hjem til sit værelse, afklædt og villig. Lige indtil han dummede sig og fik nævnt noget med Mørket. Og så gik det ret så galt. 
Tanken ærgrede ham stadig, som han åbnede bagdøren ind til bogbinderiet og begyndte sin tur op af trappen. Hvis han nu bare havde holdt sin kæft. Så havde de kunne hygge resten af natten, hvilket havde fået ham til at tage det meste af næste dag fri. Men nu havde han ikke fået mere end et par timers søvn, som han havde flyttet alle sine ting til en kro. I tilfælde af, at hun ikke holdt sit ord og kom tilbage med det halve af Paladsets krigere på slæb.

Storm nåede ikke op for enden af trappen, før døren blev hevet op og Zahinael afkrævede en rapport fra natten. Han kunne ikke lade være med at skære ansigt. Nå ja, løgne havde aldrig været et problem for ham.
Træt traskede han de sidste trin op og lukkede døren bag sig.
"Det var ret begivenhedsløst. Men jeg tror, at jeg fik et krus mjød for meget." Han vidste, at han lignede noget katten havde slæbt med hjem, så tømmermænd var en god undskyldning for det.

Dæmonen gik hen til vinduet, mens Storm talte. Han slængede sig op ad vindueskarmen og tog den kop the, der stod dampende varm og nylavet på skrivebordet. Udenfor var solen kun lige stået op, og han havde ikke troet, Storm ville møde så tidligt ind. Men her var han, lignende en fuglerede med krøllerne og én, der ikke havde sovet særligt godt. Hvor længe mon han havde været i gang med tøsen?

"Hmm," brummede han som svar. "Og hvad fik du ud af pigen?"
Han sagde ikke mere for at fortælle, hvordan han vidste det. Det burde Storm sagtens kunne regne ud, og han burde have regnet det ud allerede. Zahinael ville ikke bare tage en kriger ind som livvagt uden at have et par skygger på ham. Ordre eller ej, de kunne altid være godt forfalskede, og man kunne aldrig være for sikker.
Han sippede af theen og sørgede for at holde øje med alle Storms reaktioner, mens han selv talte, og når Storm skulle til at svare. Havde det været hans plan ikke at fortælle ham om dem fra Lyset?

Storm sørgede for bare at se smadret ud, det skjulte løgnene ret godt. Men han var god til at lyve, det havde han været siden han var barn. Så han gik bare et par skridt ind i rummet med hænderne på ryggen og ryggen ret, som den lille lydige soldat han skulle forestille at være. Men åh hvor ville han ønske, at han kunne traske tilbage til sit midlertidige værelse på kroen og sove resten af dagen. Men så igen, det var langt fra den første søvnløse nat, han havde prøvet. Så mon ikke, at han klarede den. Bare han ikke begyndte at småblunde, mens han stod på vagt.

Et stik gik igennem ham, da Zahinael spurgte ind til pigen. Vidste... vidste han noget om pigen? Lort. Han skyndte sig at skjule sin halve forfærdelse ved at løfte en hånd og køre den igennem sit hår bagover issen, mens han fremtvang et lidt beskæmmet smil.
"En søvnløs nat og en forstrukket muskel." Han vidste ikke, hvor meget hans overordnede vidste om hans nat, så han lod være med at fortælle noget. Han havde lovet Zirra ikke at fortælle Mørket om hende og hendes brødre, og selvom Storm ikke altid var den bedste til at holde løfter, agtede han at forsøge denne gang. 

Samtidigt bandede han over sig selv, at han ikke havde opdaget, at nogen holdt øje med ham. Måske han havde kunnet sige sig selv det, når han var på job for Skyggen selv, men han havde ikke ligefrem regnet med at... nå, det var der ikke så meget at gøre noget ved. Nu var det med at holde masken og se, hvor meget dæmonen egentligt vidste. Og ellers holde sin kæft. De fleste ville nok tænke, at Storm snakkede meget, men han vidste også godt, hvornår han skulle holde munden lukket. Og det gjorde han lige nu.

Zahinael sippede til sin the igen, mens Storm talte, og tog så et par skridt frem mod krigeren. Papirerne, han havde modtaget fra knægtens overordnede, havde advaret ham om, at Storm ikke var den bedste til at følge ordre. De havde advaret om, at han godt kunne finde på at gå imod ordre, hvis det tjente hans egen interesse. De havde advaret om, at han havde pisset en del andre krigere af med sin ulydighed, og derfor fortrinsvis skulle sættes til opgaver alene. 
De vidste, at Zahinael var en enspænder, så hvad bedre end at tørre ham af på ham. Men måske det havde været mere end det. Mens et kort skræmt udtryk gled over Storms ansigt og blev afløst af et tydeligt påtaget smil, vendte tanken sig i dæmonens hoved, at de kunne have sendt netop denne kriger til ham for at teste hans loyalitet.

Zahinael trådte det sidste skridt helt tæt på Storm, stadig med sin dampende thekop i hånden og med en alt for afslappet holdning. 
"En forstrukket muskel i armen af at flytte alle dine ting i ly af mørket?" spurgte han roligt. Koldt.
Storm var ikke blevet skygget hele natten. Faktisk kun på kroen for at se, om han var dygtig nok til at spotte potentielle folk fra Lyset og få informationer ud af dem. Zahinael havde haft store forventninger, da hans spion var kommet tilbage med besked om, at Storm havde forladt kroen med en kvinde, der havde venner blandt Lyset. Det var altid meget bedre at få lidt info fra en tredjepart. Lysets krigere var så svære at få til at tale om de saftige ting - hvis det altså ikke handlede om sværdkamp og ære.
I sine store forventninger havde Zahinael sendt en budbringer hen til Storm samme morgen for at levere en besked om, at han gerne måtte møde senere ind, hvis hans ønskede at bruge lidt ekstra tid på sin anden opgave, underforstået kvinden. Men Storm havde ikke været i sit lille kammer. Og flere i bygningen kunne bevidne hans hastige afgang kort efter det der havde virket som en ellers relativt højlydt sexakt.

Den var helt gal. Storm kunne nærmest lugte det i luften og hans små hår i nakken rejste sig. Den måde hans nye overordnede kiggede på ham. Den måde han var så afslappet på. Det var ikke naturligt. Lort lort lort. Hvorfor havde han ikke opdaget, at han blev forfulgt og betragtet?
Han blev stående, da Zahinael gik hen i mod ham. Hen til ham. Han vidste, at der ikke var nogle steder at flygte hen, slet ikke i denne by, hvor alle var i mod ham. Der havde ikke været nogen steder at flygte hen de sidste 75 år. Og selvom der hverken var blevet sagt eller gjort noget endnu, forberedte han sig mentalt på, at han ikke ville komme let ud af situationen. Ved Zaladin. Hvorfor skulle han også lige falde for sin lyst til at slæbe lige netop den kvinde med tilbage til kammeret?

Smilet forsvandt langsomt fra hans ansigt, da dæmonen snakkede om at han havde flyttet sine ting. En fornemmelse af paranoia gled over ham. Hvor meget havde han holdt øje med ham?
"Ja, det har jeg slet ikke nået at fortælle. Min nabos fætter viste sig at være ved byvagten og han sendte mig sådan et underligt blik i går, at jeg følte det bedst at finde et andet sted at være." Løgnen gled let fra ham, som sagt var han god til at lyve. Han forsøgte at spille lidt på sit uskyldige udseende, selvom han godt vidste, at det ikke virkede hos de stride fjolser ved Mørket.

Hans tanker fór af sted. Hvor meget vidste Zahinael? Hvor stor fare var Zirra i? Og hvor meget ville Storm egentligt betale for hendes sikkerhed? Hun var trods alt med Lyset. Hun var hans fjende. Hvorfor fortalte han ikke tingene som de var? Hvorfor gav han ikke bare Zahinael Zirra på et sølvfad?
Det var ikke bare mindet om hendes duft og følelsen af hendes hud. De kønne øjne og hendes latter. Nej, det var lige så meget fordi, at han hadede autoriteter så meget, at tanken om at bukke under næsten gav ham kvalme. Han ville ikke afsløre noget om Zirra. Intet. Og han ville forsøge at holde sit løfte og ikke sige noget om hendes brødre. Ikke mere end hvad en anden i lokalet ville kunne se og høre. 

Han kendte jo Zahinaels ry. Og han vidste, at han på et tidspunkt ville give op, hvis manden gik i gang. Han sank en klump og gjorde sig klar på problemer.

Zahinael drog et åndedræt gennem næsen. Det var næsten lige så han kunne dufte panikken sprede sig i rummet. Storm var ved at grave sig ned i et dybt hul af løgne, og han så ikke ud til overhovedet at fatte omfanget af, hvor meget kontrol Zahinael havde over ham. Over hans liv, hans hjem og hans opgaver. Han tog altid sine medarbejdere meget seriøst, og bare fordi han var blevet prakket en ulydig én af slagsen på fra ledelsens side, betød det ikke, at han ændrede på sine principper.

"Din nabo er en af mine folk," svarede Zahinael uden nogen intonation i stemmen. "Hvorfor tror du jeg fandt det sted til dig? Din genbo er faktisk i byvagten. Hun er en af mine bedste."

Storm skjulte noget, og Zahinaelville komme til bunds i det før eller siden. Han tog en slurk til. Theen var varm. Den brændte hans tunge let, men han nød fornemmelsen. Med rolige, afmålte bevægelser, hævede han hånden og lod en lille sjat meget varm hvid the falde ned midt i Storms uregerlige krøller. Og før han kunne nå at gøre noget, lå Zahinaels lange slanke hånd om Storms kæbe, og i en hård bevægelse pressede han ham tilbage op ad døren. Imponerende nok holdt resten af theen sig i koppen imens.

"Nu giver du mig tre gode grunde til at jeg ikke sætter alle mine folk til at opstøve den kvinde og får hende til at fortælle mig, hvad du ved," sagde han med ansigtet helt tæt på Storms. De isblå øjne borede sig ind i Storms, og under kulden kunne man ane begæret efter at vide, hvad Storm holdt skjult.