
James
Intet, arbejder hvor han kan hvis han gider
Ja betale for en varulv død eller levende! Hellere en død varulv end en levende en af slagsen! Men det var jo også nemmere at komme af med affaldet ved at lade andre overtage det.
"Ja som død! Jeg har hørt historier om hvordan varulve bliver jagtet og dræbt. Så hellere lade mig lade livet. Det er sku flot Marad!" kom det vredt fra ham. Han vendte blikket og kiggede hårdt på ham. Der var ingen grund til at hidse sig op, men Marad havde trykket på de rigtige knapper. Marad's mumlen hjalp ham ikke, James kunne høre alt hvad han ville selv en mus der bevægede sig lydløst hen over en skovbund. Det var en farlig evne at have, men det var en evne der var god at have.
"Nej men det er åbenbart bedre at lade mig rådne op i et bur hvor man kan hænge mig til skue og derefter slå mig ihjel eller hvad?" han var hård i tonen og lod sine ben komme ned på jorden. Dette her var for meget. Marad var ikke rigtig klog! Hvor havde han sine tanker henne?
"Nå jamen tillykke med dine studier så!" han fnyste og kiggede væk fra ham. Han havde lovet at finde en kur og ikke engang det kunne Marad finde ud af! Hvad havde han egentlig tænkt sig? Skulle James nu bare leve sit liv som en bange hund der skulle se sig over skulderen. Det var ikke derfor han var taget med Marad i første omgang. Så kunne han lige så godt være blevet ved Mirandas flok.
Marads ord ramte ham hårdt og han vendte hurtigt blikket hen imod Marad. Lige så hurtigt rejste han sig op så stolen røg ind i væggen bag ham.
"HVAD?!" kom det højt nok fra ham i en så høj en tone at glasset i et af vinduerne flækkede dog uden at springe.
"Hvad fanden har du så gået og lavet, med dine behandlinger på mig?!" James havde stadig ikke nogen ide om hvad Marad egnetlig havde lavet, og han vidste slet ikke at det havde været eksperimenter. Nej i hans hovede havde Marad prøvet at finde en kur mod denne forbandelse eller sygdom som Marad hele tiden havde holdt fast i det var.