Ney nynnede stilfærdigt  melodien til en grov sømandsvise og trak den bredskyggede har godt ned i panden – ingen grund til at tiltrække sig for megen opmærksomhed -, da hun kantede sig forbi en fordrukken værtshusgænger og ind gennem døren til den saloon-lignende hybrid mellem en kro og et værtshus hun var på vej ind i.
Aftenen var ved at falde på, og i takt med at gaderne blev mere tyste, blev støjniveauet indenfor nok kun højere i løbet af de kommende timer. Så langt mod syd som Neyra befandt sig, ville der gå et stykke tid endnu før mørket begyndte at sænke sig og luften var stadig lun, tør og støvet. Hendes mave rumlede af sult efter en lang dag og hun havde da også kursen direkte mod den høje disk, hvor en rund mand stod og tørrede skårne krus af i et viskestykke, som de om muligt kun blev mere beskidte af, og indimellem smældede ordrer ud i baglokalet – sikkert køkkenet.

Det havde været et helvede at få ”Orion” til at lægge til syd for Balzera, på grund af de tørre kastevinde i disse dage og hele dagen i dag havde de brugt på at vandre til Balzera for at proviantere.
Hun lod sig derfor dumpe ned på en af de høje, vakkelvorne trebenede taburetter foran disken og klaskede i samme bevægelse et par kobbermønter hun fandt i sin højre lomme på disken. ”En øl og hvad end der gør det ud for et måltid mad.” Hun sendte ham et kort smil under hattens skygge i håb om at han ville være gavmild med maden. Sikkert ikke.
Manden med viskestykket kastede et blik på mønterne og fejede dem ned i en metalkasse uden et ord – enten passede beløbet, eller også var det mere end nødvendigt -,  før han vendte sig ud i køkkenet og endnu engang råbte et eller andet der lød som ”fjerkræsstuvning”, inden har fyldte et af sine skårne krus med ravgylden væske og satte på disken foran hende. Hun nippede til det engang og blev siddede mens hun ventede på sin aftensmad.

Randall kogte. Selvfølgelig var han blevet smidt ud i Rubiniens skoldhede ørken uden nogen form for spor til, hvor han måske var endt henne. De første minutter havde han brugt på at ligge og kigge op i den blå himmel og overveje, om det var det værd at rejse sig, men til sidst var han kommet på benene. Fantomsmerterne efter sværdet, der havde taget hans liv, var ved at være væk. Det var hans seneste bytte også, han var kun i besiddelse af de få krystaller, han altid dukkede op med. Nå ja, der var nok til lidt øl og noget mad. Skulle han finde et sted at bruge dem.

Efter lidt overvejelse besluttede han sig for at gå syd på. Hvilket viste sig at være en god mavefornemmelse, for da han kom op på toppen af en ekstra høj dynge sand kunne han skimte Balzeras smukke tårne og en blå linje, der fulgte horisonten. Aaah. Havet. Og en by der havde alt godt at tilbyde!
Som sædvanligt snød det med afstandene i ørkenen, så hvad der virkede som en kort tur, endte med at blive dagslang. Solen var på vej ned mod horisonten, men brændte stadig hans hud rød, da han endeligt væltede ind i mellem de første små huse. Man skulle tro, at han efter en dag uden hverken vådt eller tørt ville styrke ind på den første kro han så, men nej, han havde en bestemt kro i tankerne. 

Endeligt kunne han vade ind af døren og vælte op til baren, som han kastede sig tungt ind over. Han løftede en finger i vejret med panden ned i det køligere træ.
"Krofatter! Først et krus vand og så et krus øl! Og så et par stykker mere efter det!" Hans hånd ramte tungt baren og Randall rørte sig ikke, før lyden af et krus, der blev placeret foran ham, nåede hans ører. Men så rettede han sig også op og greb kruset for at tømme det i nogle lange drag. Vand var ellers ikke noget, han sådan kastede sig over, men han var så varm. Med et ahhh havde han endeligt overskud til at se sig omkring og det første han fik øje på, var en ganske nydelig lille dame, der stod ved siden af ham.
"Åh. Halløjsa." Han sendte hende et charmerende smil, der blev lettere ødelagt af hans solskoldede hud og ramme lugt af sved, der stod ud under hans læderjakke, han selvfølgelig havde nægtet at smide fra sig i sandet.

Alle i det lavloftede rum rettede kortvarigt deres opmærksomhed mod det væsen der pludselig væltede gennem lokalet og faldt sammen ind over disken og de, der sad ved baren, rykkede så langt tilbage på taburettens sæde, som de kunne uden at få overbalance - Neyra inklusive. Lokalet virkede pludselig mindre end det var. De fleste vendte dog hurtigt tilbage til deres øl, sladder, kort og terninger - nogle rynkede noget på næsen og sendte skulende blikke mod disken.
Manden med viskestykket så på den nyankomne og vurderede vidst at jo hurtigere han langede det ønske over disken, des hurtigere var der håb om at vedkommende ville forsvinde, for han satte bare vand og øl på bordet, uden et ord om betaling - eller også genkendte han manden, hvilket ville være lidt af en bedrift.
Neyra blev siddende helt ude på kanten af stolen - mest af alt på grund af stanken fra hvad der efterhånden var gået op for alle var en mand, da han proklamerede at han skulle have vand og øl - i nævnte rækkefølge - og helst i spandevis tilsynladende. Neyra var vokset på et skibsdæk og havde trådt sine barnsben i adskillige slumkvarterer overalt i verden. Det var ikke ensbetydende med at hun ikke  havde en lugtesans.
"Der er et vandtrug til dyrene udenfor døren", pointerede hun og så sigende på den nytilkomne mand. Han så rædsom ud, men hvis man så bort fra at han lignede en kogt krebs og lugtede som opskyllet tang, der havde ligget i solen, gemte der sig en mand nedenunder. Han var omkring 10 år ældre end hende og det sleske smil han sendte hende prikkede til hende arrogance. Hun var blevet  mødt af rigeligt af den slags smil, på sit stigende antal ture til byen, i takt med at hun var blevet ældre. 

Åh, han havde det allerede bedre, efter han havde slugt vandet. For en gangs skyld var det stads lidt af en velsignelse, og han var ved at overveje at bede om et glas mere, da han fik øje på kruset med øl. Nah, det var nok bedre at holde sig til den gode, velkendte væske, der gjorde en så glad. Så han stillede det ene krus fra sig og greb det andet.
Han nåede dog ikke at drikke noget, før tøsebarnet ved siden af ham sagde noget med et hestetrug. Om hun mente, at han skulle gå ud at tømme det eller tage et bad, vidste han ikke, men lige meget hvad, var det da absolut ikke høfligt sagt. 
"Jamen det var da dejligt for dem, så kommer de ikke herind og tager min øl." Han skubbede øjenbrynene op i panden og tog sigende en slurk af kruset, mens han så på hende.

Det var lige før, at han var for træt til at skulle noget som helst andet end at få noget væske og mad indenbords. Som altid var det lidt hårdt at dukke op efter en død, og turen igennem ørkenen havde tæret godt på ham. 
At folk i kroen så ned på ham, det var han fuldstændig ligeglad med. Det var deres problem, hvis de havde et problem med ham, det kunne han ikke tage sig af. 
Da Randall havde taget de første slurke af øllen, stak han hånden i sin pung i bæltet og hev betaling op for øllen - og en mere. Han var ikke færdig med at hælde væske på sin udtørrede krop!

Manden lod til at live en lille smule mere op, da han fik lidt væske indenbords og hans blik blev mindre vildt og feberagtigt. Det var tydeligt at han havde brugt lang tid i solen, uden vand. Neyra hævede et øjenbryn, da han skiftede vandkruset ud med øllet, men kommenterede det ikke yderligere - heller ikke da senere han bad om endnu en. Hvis det stod til hende var øl - ligesom rom og vin - ganske udmærket at slukke tørsten i.
   Den ramme lugt fra hans hud og tøj sved stadig i næsen, men blev blødet lidt op  af den velkendte duft af det friske øl. Eller også var hendes lugtesans gået i chock - det var jo også en mulighed...

Det sidste var nok alligevel ikke tilfældet, måtte hun konstatere, da udskænkeren satte en slidt blikskål med hønsekødsstuvning på den smalle disk foran hende og en velduftende damp snoede sig op fra den. I samme øjeblik svarede den fremmede mand på hendes kommentar, hvilket ufrivilligt fik hende til at trække lidt på smilebåndet. Hun kunne respektere en mand der muligvis havde vandret gennem ørkenen på sine egne fødder uden at få noget at drikke, og stadigvæk havde en smule humor i behold.
   Bare et par timer derude midt på dagen ville med sikkerhed få hende til at længes efter selv det mest elendige vejr på havet. Og manden så virkelig ud til at han havde haft en hård dag, så hun tøjlede sin ubegrundede modvilje mod ham.
   "Touché," svarede hun og hævede sit ølkrus til ham, før hun satte det mod munden og en lang slurk, hvorefter hun slikkede skummet af læberne. Ah.
Derefter gik hun ombord i hønsekødsstuvningen, der duftede bedre end den smagte, men dog lindrede sulten. Efter et par mundfuldes tavshed kastede hun et blik på sin nye sidemand; "Hvor kommer du fra?"
Hun mente ikke hvilket landsdel han var vokset op i, eller om han skulle hjem til kone og børn. Det var tydeligvis ikke den slags mand der sad på den vakkelvorne taburet.

Randall nåede ikke at tømme det første krus før det næste stod foran ham og han lyste lidt op. Ah, god betjening! Lige som han skulle til at drikke noget mere, ramte duften af mad hans næse og hans mave slog nærmest en knude på sig selv i sult. Mad. Måske det var en god idé at få noget i skrutten inden øllen slog for hårdt. Hurtigt fik han gestikuleret til krofatter, at han også ville have en skål med mad.

Den blev hurtigt placeret foran ham og han nåede lige at stoppe en skefuld i munden, da kvinden ved hans side snakkede til ham. Hun havde nu ellers ikke virket så interesseret, og selvom at Randall gerne foldede sig charme ud for alt kvindfolk i nærheden, havde han haft for travlt med at få noget indenbords, til at han lige havde lagt alt for meget mærke til hende.
Så han drejede lidt overrasket hovedet og så på hende med sine store grå øjne.
"Åh, sådan lidt rundt omkring. Inden jeg endte i ørkenen her, var jeg oppe i nærheden af Dianthos." At det havde taget ham et splitsekund at komme lidt nord for Dianthos til Rubinien, det sagde han ikke. 

Han tog endnu en mundfuld, mens han stadig kiggede på hende. Hun var tydeligvis en af søens folk, de var normalt ikke så svære at genkende. 
Maden smagte ikke af det helt store, men det var bedre end så meget andet, han havde fået, og ærligt talt var han lidt ligeglad. Han var ikke kræsen. På nogen punkter i sit liv. Ikke at der var noget at være kræsen over her. Hans blik gled ned over hende, inden det vendte tilbage til hendes ansigt.
"Hvad med dig, du liger en, der burde være ude på havet og få saltvand i håret." Hans ansigt smilede, der var ikke noget ondt i det han sagde. 

Det tog ikke mange slurke før gutten bestilte en skål af... hvad det nu var... og Neyra trak på smilebåndet, mens hun fortsat nippede til sig egen for ikke at brænde sig. Bestillingen blev hurtigt smækket i bordet, så det nær var sprøjtet ovenud. Den fremmed gik ombord i skålen, som var det han første måltid i meget lang tid, hvilket fik Neyra til at hæve et bryn. Som regel holdt hun sig for sig selv og søgte ikke kontakt, før første rom var slynget indenbords, men manden her slog hende ikke som den typiske værtshusgænger, og hun var oprigtigt nysgerrig over hvorfor han have opholdt sig i ørkenen - men ikke mere end at hun godtog hans svar. Hun var udmærket klar over at det oftest var dem der var mest nysgerrige på steder som dette, der vågnede op med et blåt øje - hvis man var heldig.
"Aha," svarede hun og nikkede let, før hun slugte en ordentlig slurk øl. Hun rørte lidt åndsfraværende i gryderetten mens den kølede lidt, men hævede hovedet og mødte hans blik da han fortsatte. Han var da rimeligt observant, måtte hun konstatere, da hun overvejde sit svar. "Det er sandt. Vi er bare i land for at proviantere," forklarede hun kortfattet, men ikke uvenligt.  

En enkelt aften på en kro kunne vel lige gå an. De var blevet tvunget i lang med et ødelagt sejl, og når hun nu teknisk set stadig var på arbejde, havde Lynn sværere ved at retfærdiggøre en pause. Men besætningen havde haft  brug for den, og Sefris havde fået overbevist hende om, at hun virkelig også trængte til noget landtid. De kom ind i kroen sammen som et enormt umage par. Den meget lille goplekvinde og den meget høje elvermand. Begge iklædt bluser uden ærmer og sorte bukser. De havde ladet uniformsjakkerne blive hjemme. Ingen grund til at skilte med, at de var en midlertidigt strandet ordensmagt et sted, hvor de havde absolut intet at skulle have sagt. 

Lynn genkendte Randalls baghovede med det samme. Magen til genkendeligt tykhovedethed skulle man lede længe efter. Hun smilede stort, og mens Sefris havde øjnene hvilende på krofatter, mistede Lynn al interesse for øl og gik direkte hen imod Randall og den unge kvinde med lange skridt.
"Randall!" sagde hun muntert og gav ham et venskabeligt dask på skulderen, hvor hun lod hånden hvile. Når han sad ned, var de jo næsten lige høje. "Hvad kan jeg arrestere dig for denne gang? Er der stadig kun vand i truget udenfor, eller bør jeg sætte nogen på at få det tjekket?"

Lynns hår lyste en mild blå, der pulserede let med hendes tale og de lange hårstrå bølgede let omkring hendes ansigt i et tegn på, at hun var oprigtigt i godt humør. I modsætning til alle andre i rummet, der havde varierende grader af solskoldet hud, var hun stadig hvidlig og fremstod næsten som en albino, kunne man ikke lige regne hendes afstamning ud. 

”Ja, det skal jo også til,” svarede Randall mellem to mundfulde mad. Det var varmt, men han var så sulten, at han var ligeglad. Ind i mellem hans tyggen, kom der også en slurk øl mere til at skylle det hele ned med. Det havde været en hård tur igennem ørkenen, men han måtte da indrømme for sig selv, at han havde været heldig og det kun havde været en halv dags rejse til Balzera og ikke flere. Han var altså ikke skabt til så varme temperaturer og al den forbandede sol!

Han var ved at drikke en tår øl mere, da en hånd tungt landede på hans skulder, så øllen var ved at sprøjte ud til alle sider. Lort, hvem ville nu… lyden af stemmen fik ham straks til at slappe af igen og et smil spredte sig på det krebsrøde ansigt.
”Ved Zaladin, Lynn dit smukke væsen!” Man kunne måske undre sig over, hvorfor han var så positivt overrasket over at møde Lysets Flådes Kommandørkaptajn, men selvom hun havde en tendens til at smide ham i brummen, kunne han godt lide hende. Hun var da noget mere behagelig end så mange andre af de bæster der arbejdede for Lyset. Eller byvagten.

Han vendte sig straks mod hende og lod blikket glide over hende. Lige så bedårende som altid. Til Randys store skuffelse kunne han bare ikke for sin død lokke hende med i nærmeste høstak.
”Kan en ærlig mand nu ikke få lov til at sidde og nyde et måltid mad og et krus øl uden at blive anklaget for at være kriminel?! Og her troede jeg, at vi havde noget sammen.” Han rystede på hovedet som om, at han var skuffet, men det blev ret hurtigt ødelagt af endnu et stort smil.
”Jeg sidder endda her med et godt selskab!” Han slog let ud med hånden mod den anden kvinde.

Jeg er kommet frem til, at jeg har lidt for mange tråde til at håndtere, og derfor lukker jeg nogle af dem. Denne tråd ryger for bødlens økse og det undskylder jeg for.