Atlas var flyttet ud og Asad havde savnet ham mere end hvad der var naturligt. På ingen tid var Atlas kommet under huden på ham og Asad brød sig på ingen måde om det. Atlas vidste ikke hvad kærlighed var, han følte ikke en fjerdedel af hvad Asad følte for ham, og Asad nægtede at spilde sit liv sammen med én, der ikke gengældte hans kærlighed i lige så høj grad. Han ville ikke være frustreret resten af sit liv. 

Men han havde heller ikke kunne benægte at Atlas havde fået ham til at føle ting han ikke havde følt længe. Becan havde været én ting - han havde givet Asad en ro, han ikke ellers havde haft, en ven, han ikke følte at han behøvede at bevise noget overfor. Men han havde ikke følt for ham, hvad han følte for Atlas. Hvis han havde, ville han også have følt at han skulle bevise noget overfor ham. Han havde kun kunne være så afslappet omkring ham, fordi hans mening alligevel ikke betød alverden.

Chioma havde tilgengældt slået benene fuldstændig væk under Asad. Hende og Pil mindede meget om hinanden, og Asad var ubenægteligt tiltrukket af Pil blandt andet fordi hun havde de samme kvaliteter som Chioma, uden kendskaben til hvor meget Asad kunne fucke op.

Det var Chioma Asad var gået til, da han havde haft brug for at føle noget for en anden end Atlas. Det havde startet med en snak, men det var Chioma der havde foreslået, at de var gået hjem sammen, og det var Asad, der havde insisteret på at de tog hjem til ham.

Hendes krop havde været varm og blød under ham, og efter lå Asad hævet på en albue og så ned på hendes mørke hud og hendes krøllede hår, og strøg kærligt en finger over hendes helt lige øjenbryn, inden han hev ud i en stram, tæt krølle, der straks sprang tilbage på plads. Sådan ville hans hår sikkert også se ud, hvis han nogensinde lod det gro langt nok.

Chioma var i gang med at sige noget, da døren gik op og Atlas kom ind. Asad hævede et øjenbryn, men med undtagelse af at hive et tæppe op over Chiomas bryst for hende (hun var ikke typen, der selv ville have dækket sig til), flyttede han ikke på sig. Atlas havde jo for ganske nyligt allerede set det hele.

"Atlas," hilste han køligt og lod ikke sin mimik afsløre, at han havde håbet at noget lignende ville ske. Han havde jo vidst, at han var nødt til at knuse Atlas' hjerte, nødt til at vise ham, hvad kærlighed virkelig betød, og det her havde været den nemmeste måde.

"Har du mødt Chio?" spurgte han med et nik ned mod sin eks, der så på Atlas med et lidt forvirret blik, men et smil, inden hun rettede Asad; "Chioma." Dét fik Asad til at smile - han måtte kalde hende ved kælenavn, men Atlas måtte ikke.

Atlas havde været i fabelagtigt humør, da han vågnede, selvom han sov i, hvad der mest af alt kunne betegnes som et usselt, lille skur på toppen af et tag nær markedspladsen. Han havde selv bygget det, og det bestod hovedsagligt af nogle brædder, der var hamret hjælpeløst sammen, men de holdt dog nok sammen til at danne et lille halvtag, som han kunne sove i nogenlunde tørvejr under. Efter den anden dag kunne han ikke vise sig hos Harkan i et godt stykke tid, så det her var hans hjem nu. Og det var helt fint. Han brugte det kun til at sove i. Eller han lå nok mere vågen og tænkte på den ene nat, hvor han fik lov at sove med sit hoved på Asads brystkasse igen efter flere år. Det havde været paradis, og nogle gange virkede det så himmelsk, at Atlas havde svært ved at tro på, at det faktisk havde fundet sted. Og selvom det lille halvtag fungerede helt fint, så savnede Atlas Asad så meget, at det gjorde ondt helt ind i sjælen. 

Det havde lykkedes ham at holde sig væk (for at give Asad lidt plads) i hele tre dage, men på fjerdedagen havde det været for meget. Atlas var gået på markedet den eftermiddag og havde købt nogle mandariner og æbler (han havde endda charmeret ungmøen i boden til at give ham dem til halv pris), som han havde i sinde at tage med hen til Asad.

Han havde nynnet, da han havde skubbet døren op til Asads lille lejlighed, og varmen havde spredt sig i hans krop, da han havde duftet den bekendte duft, men varmen var også forsvundet lige så hurtigt, som den var opstået, da hans blik faldt på de to skikkelser i Asads seng. Det var Asad og... en pige? En grim pige. En uhumsk pige. En rædselsfuld pige. Atlas' læber vred sig i en grimasse, som han skyndte sig at gemme langt, langt væk, selvom han mest af alt havde lyst til at besvime eller smadre et eller andet.

"Chioma," gentog han og tog et skridt ind i rummet. "Det lyder som noget medicinsk. Jeg har taget noget med til dig, Asibi."

Han smed posen med frugt hen på sengen, mens han lænede sig relativt afslappet mod dørkarmen og forsøgte at undertrykke trangen til at hive den grimme mær ud af sengen og slå tænderne ind i kæften på hende.

Asad forsøgte virkelig at lade være, men han blev nødt til at smile, da han mærkede Atlas' jalousi som en bølge igennem rummet. Han var overbevist om at selv Chio kunne mærke det, og en bedre ven ville måske have haft ondt af hende, men Asad omgik ikke folk, der ikke kunne tage vare på sig selv, og desuden brugte han også sine venner og ekskærester som det passede ham. Hans kærester havde altid været noget andet, men det vidste Chio godt, at de ikke var, heller ikke selvom Asad ikke havde taget hende med i seng for de officielt var sammen før.

Det eneste der gav Asad bare en svag fornemmelse af dårlig samvittighed var da Atlas kaldte ham Asibi igen. Det var noget kærligt og personligt, det var som når de kaldte Mahir for Mahiri, det var et slags tegn på at alt var godt imellem dem. Atlas kunne ikke kalde Asad Asibi, hvis han var vred på ham, det måtte han ikke.
Det var værre at vide, at Atlas ikke var vred på ham. Dét skulle Asad nok få ændret på.

Han satte sig helt op og rakte ned i posen Atlas havde kastet hen til dem. Han trak en mandarin op, som han duftede til, imens han så op på Atlas med hintet af et smil. "Tak," svarede han, imens han skrællede mandarinen og derefter blot gav den spiseklare frugt til Chio. Hvis overhovedet muligt ville Asad flå hjertet ud af Atlas og knuse det fuldstændig. 

Han rejste sig op og fandt Chios kjole på gulvet, som han kastede til hende, inden han hev sine egne bukser på. "Atlas og jeg er barndomsvenner. Vi plejede at optræde sammen," fortalte han hende. Det var begrænset, hvad hun havde hørt om hans tid før Dianthos. Det havde altid gjort ham ked af det at tænke på. "Chio og jeg var sammen for et års tid siden," fortalte han derefter Atlas, imens han spejdede på gulvet efter sin trøje. Han kunne dog ikke lade være med at skæve til Atlas, for at tjekke hans reaktion. Det var hans opgave at gøre ham jaloux og han ville se øjeblikket det lykkes ham. 

Hvis man ikke kendte Atlas specielt godt, ville køligheden i hans ansigtsudtryk og stemmeføring nok ikke være ret tydelig, men Asad kendte Atlas meget godt, så der var nok slet ingen tvivl om, at han kunne gennemskue Atlas' lilleskuespil. Atlas var heldigvis ligeglad.

"I er da også sammen nu, ser det ud til," sagde han og grinede, mens han skubbede sig væk fra døren og gik forbi Asad og hen til døren til køkkenet. Han nev Asad i siden (langt hårdere end man ville have gjort for sjov), da han gik forbi ham. "Vil I have te? Jeg er tørstig."

Ude i køkkenet ventede Atlas ikke på svar med greb straks kedlen og fyldte den med vand, inden han satte den over på det gamle smedejernskomfur og stak til gløderne i det. Han kom til at gøre det lidt for hårdt, så en at de glødende træstumper faldt ud på gulvet. Uden at tænke over det, samlede Atlas det op med sine bare hænder. Det gjorde afsindigt ondt, men det føltes alligevel bedre end den strammende, skærende fornemmelse han føltes i brystet og maven. Han smed gløden i vasken og stak fine forbrændte fingre i koldt vand, mens han ventede på, at kedlen begyndte at hyle.

Asads ville helst ikke svare på, at det så ud som om de var sammen nu. Det var de ikke. Chioma skulle selvfølgelig ikke tro at de var dét, men det skulle Atlas heller ikke. På trods af at hele pointen var at gøre Atlas jaloux, at lære ham at kærlighed er ubenægteligt forbundet med smerte, så ville han ikke lade ham tro, at han var optaget. Hvis Atlas virkelig elskede ham, var der ikke andre han ville være sammen med.

Han så også kun tomt på Atlas, da fyren ligefrem grinede. Han havde ikke hørt noget mere falskt i sit liv og han skævede over til Chio, der ikke så ud til at have opfanget at der var noget galt, selvom hun var en kløgtig pige.

Asad gispede, da han blev nevet i siden og vendte sig straks efter Atlas. Han havde lyst til at følge efter ham, lyst til at kaste sig på knæ foran ham og ved brug af sin mund kommunikere til ham, at han gerne måtte gøre dén slags igen; at han kunne tage sin vrede ud efter Asad, når det var ham, der havde været ondskabsfuld ved ham, at Asad var okay med det, at han gerne ville kunne mærke, når Atlas forsvarede sig selv.

I stedet blev han hvor han var og tog sin trøje på. Chio tilgengæld rejste sig op, påklædt, og gik ud i køkkenet, hvor hun fandt kopper frem, imens hun sagde noget til Atlas, Asad ikke kunne høre. Asad fulgte efter hende, men selv da de alle tre stod dér, i det lille køkken, rørte han ikke ved hende, eller så meget som tog sit blik fra Atlas.

"Jeg har ikke set dig i flere dage," sagde han lavmælt, uden at tage sig af om Atlas og Chioma havde haft gang i en samtale inden.

"Hvad har du lavet med hånden?" spurgte Chio, da hun kom ud i køkkenet, og Atlas havde mest lyst til at finde det glødende kul frem igen og stoppe det ind i kæften på hende. Han smilede dog blot til hende, koldt og ufølende.

"Jeg brændte mig," svarede han blot.

"Åh. Hvor længe har du og Asad kendt hinanden? Han har aldrig nævnt dig før."

"Sjovt. Han har heller aldrig nævnt dig."

Chio vendte sig med kopperne i hånden og så undrende på ham. Der var intet af hans charmerende smil fra før tilbage, kun isnende kulde. Hun så ud, som om hun skulle til at sige noget tilbage, men Asads ankomst afbrød hende.

"Jeg tænkte, du ville have lidt plads," svarede Atlas, og kulden fra ham blev med det samme mindre, da hans blik mødte Asads. Han slog blikket ned igen og fokuserede på de ømme fingre under det kolde vand. "Du har åbenbart brugt tiden godt."

Han var ligeglad med, hvor såret og patetisk han lød, men han kunne ikke få sig selv til at se op og møde Asads eller Chios blikke igen.

Asad nåede at se forvandlingen, fra Atlas' kølige blik på Chio, til det han gav ham. Asad selv varmede lidt op ved synet, men Atlas lod ham ikke nyde det længe; hans næste ord ramte ham som en spand med isvand, og i flere sekunder stod han, frosset fast til stedet, uden at vide hvad han skulle svare Atlas.

"Er der noget I to har brug for at snakke om alene?" Bød Chio endelig ind med en forsigtig, næsten undskyldende, latter. Asad svarede ikke med det samme, men lød bedømmende sit blik glide fra Atlas' ansigt, til hans hånd under vandet, til Chios ansigt og kopperne i hendes hænder. "Nej," svarede han så afmålt, selvom alt i ham skreg, at han burde smide Chio ud. At han burde holde Atlas i sine arme og forsikre ham om, at han elskede ham, altid havde elsket ham og altid ville elske ham. Men Asad havde længtes efter Atlas hele sit liv, og Atlas var først lige begyndt at se verden, som Asad altid havde set den. Han kunne ikke tillade sig at blive blød nu.

"Er der nogen af jer der bruger sukker?" Han spurgte med en attitude, som var stemningen langt lettere end den var, og uden at vente på svar tog han sukkerskålen og gik ind i stuen, hvor han satte sig ned i midten af sofaen, med sukkerskålen på sofabordet foran sig, benene krydsede og armene langt over ryglænet, som ejede han hele verden. Han følte i hvert fald ikke, at han behøvede hjælpe mere til. 

Atlas sagde ingenting, men stirrede blot ned på sine fingre. Chio rykkede lidt akavet på sig og lod til ikke rigtigt at vide, om hun skulle blive eller gå med Asad, hvilket blot irriterede Atlas endnu mere.

"Gå nu bare med," vrissede han og løftede endelig sit blik mod hende. "Jeg er en stor dreng; jeg kan godt selv bære kedlen."

Chios øjne blev en størrelse større, og hendes kinder blev en smule røde, men hun sagde ikke noget og gik i stedet blot ind i stuen til Asad.

"Undskyld, men din ven er altså lidt af en nar," mumlede hun til ham, mens hun satte sig i sofaen ved siden af Asad. "Og han kan helt tydeligt ikke lide mig."

Ude i køkkenet kunne Atlas ikke høre, hvad der blev sagt, men han fik endelig slukket for vandet. Få sekunder efter begyndte kedlen at hyle. Han tog den af komfuret og satte den i vasken, mens han brugte et minuts tid på at mentalt forberede sig på at se Asad og Chio i øjnene. Han havde mest lyst til at kravle ud af vinduet, men det ville nok bare gøre det hele værre. Han havde aldrig været jaloux før; dengang i cirkusset var der masser af piger og drenge, der havde udvist interesse for Asad, men Asad havde aldrig gengældt den, så Atlas havde aldrig haft noget at være jaloux over. Følelsen var fuldstændig ukendt for ham, og det var svært for ham ikke lade den overtage. Han havde på fornemmelsen, at hvis det skete, så ville han nok banke både Asad og Chio.

Atlas tog en dyb indånding og snuppede så kedlen med sig ind i stuen med et stort, falsk smil på læberne, som han vidste, at Asad ville gennemskue på to sekunder. Han var ligeglad.

"Så er der te!" sagde han og stillede kedlen på bordet, inden han satte sig. Han satte sig ikke ved siden af Asad i sofaen men på gulvet foran Asad og Chio i stedet. Han kunne ikke overskue at være for tæt på Asad lige nu.

Asad fulgte Chio med blikket, da hun kom ind i stuen, og da det blev tydeligt at Atlas ikke fulgte direkte efter, så han også på hende, da hun satte sig i sofaen med ham.

"Han er jaloux," svarede Asad hende ærligt. Han kedede sig allerede over samtalen. Han ville have Atlas ind i samme lokale igen. Chioma vendte sig imod ham og selvom Asad havde flyttet blikket tilbage mod køkkendøren, kunne han mærke hende nidstirre sig og til sidst var han tvunget til at møde hendes blik igen. "Han ville ønske at han var lige så smuk som dig," forsøgte han at uddybe, men han kunne se, at hun ikke troede på ham. Han havde heller ikke gjort noget særligt for at skjule den sande betydning.

Asad havde en tavs stirre-konkurrence med Chioma, da Atlas kom ind i stuen igen og de begge flyttede deres blik til Atlas. Asad lænede sig frem i sofaen for at hælde te op til dem med én hånd. Den anden lagde han om Chios skuldre og han kunne mærke hende stivne. Han kendte den følelse - hun var ved at træffe en beslutning. 
Inden Asad fik sat kedlen fra sig, havde hun truffet den, og gled ud under Asads arm for at rejse sig op. "Det her vil jeg ikke involveres i," mumlede hun og så undskyldende på Asad, inden hun med lidt af en grimasse så på Atlas og tilføjede; "Godt at møde dig." For Asad at se, var hun lige så dårlig en løgner som Atlas.

Først da hun havde fået sin jakke på, løftede Asad en hånd - og udelukkende for at byde hende farvel. Allerede inden døren smækkede bag hende, var Asad trådt i et langt skridt over det smalle sofabord og om på samme side som Atlas, hvor han satte sig på hug og tog Atlas' brændte hånd i sin uden at bede om tilladelse. Han holdt den, så hans tommelfinger lå langs hele det ømme stykke på Atlas' hånd og lod sin evne virke kølende imod hans hud. 

Da Chio rejste sig og annoncerede, at hun forlod situationen, kunne Atlas ikke dy sig; han smilede og løftede en hånd for at vinke farvel til hende. Det var ikke en speciel rar ting at gøre, og Chio havde sikkert ikke noget som helst med det hele at gøre, men det var Atlas ligeglad med. Han følte intet andet end kulde for hende og ønskede aldrig at se hende igen.

Et blidt suk gled fra hans læber, da Asad tog hans hånd og kølede de skoldede fingre, og selvom han var vred og såret, så kunne han ikke få sig selv til at trække hånden til sig endnu. Kulden føltes for godt. 

"Var det, derfor jeg skulle flytte ud?" spurgte han så med endnu et suk. "Så du kunne være sammen med hende i fred? Eller var det meningen, jeg skulle se jer? Så du kunne knuse mit hjerte, ligesom jeg gjorde med dig?"

Asads blik hvilede på Atlas' hånd, selv efter Atlas brød stilheden. Han reagerede ikke på nogen af ordene, før Atlas pludselig ramte plet, og Asads blik fløj op for at møde hans, da han nævnte sit knuste hjerte. Hans blik i sig selv afslørede fuldstændig, at han havde ret i det sidste han havde sagt, men alligevel nikkede Asad langsomt, inden han slog blikket ned på Atlas' hånd igen og lavmælt, med en klump i halsen, indrømmede det verbalt også; "Mmh."

Han sagde ikke mere end dét, men rykkede i stedet på sig, så han kom ned at sidde med knæene på gulvet og benene foldet under sig. Han havde ikke længere et behov for at kunne forlade Atlas eller situationen hurtigst muligt. Nu kunne han godt blive ved hans side lidt længere.
Hans eget hjerte gjorde også ondt. Han fortrød allerede, hvad han havde udsat Atlas for, selvom han ikke viste det. Han havde altid været et meget indelukket barn og han var kun blevet bedre til at skjule sine følelser siden Atlas forlod ham, men han undgik trods alt øjenkontakt med ham, når han skulle skjule sin smerte for ham nu.

Han skubbede sig en smule tættere på ham, på gulvet, indtil deres ben rørte ved hinanden, og lænede sig derefter også fremover, som ville han dele en hemmelighed med Atlas. "Gjorde det ondt?" spurgte han lavmælt, imens hans blik langsomt løftede sig til Atlas', og selvom hans hånd stadig kølede hans, var det ikke smerten i hånden han hentydede til. 

Atlas kunne med det samme se, da han ramte plet, og han vidste overhovedet ikke, hvad han skulle føle. Han blev vred, at Asad kunne finde på at gøre sådan noget mod ham med vilje, men egentlig blev han mest bare ked af det på en måde, han aldrig havde været ked af det før. Han havde også været ked af det, da han rejste fra cirkusset, men det var en anden slags ked af det. Han havde taget et valg, og det eneste, han var rigtig ked af dér, var, at Asad havde taget det modsatte.

"Jeg ville hellere have flået ryggen op igen," mumlede Atlas stille med hentydning til det store ar, der skar sig på tværs af hans ryg, mens han kiggede ned på deres hænder sammen. Han kunne ikke se Asad i øjnene lige nu; enten ville han begynde at tude eller slå ham, og Atlas havde ikke lyst til at gøre nogen af delene.

Dengang Atlas faldt for ham, havde Asad ikke vidst, at det var for at redde ham, at han var faldet. Lige da det skete, troede han at det var fordi Atlas havde begået en fejl, men allerede inden de havde vidst, at han var udenfor livsfare, havde Harkan sørget for at Asad vidste, at Atlas' "fejltagelse" var, hvad der havde reddet ham fra at være dén der lå i kanten af manegen, uden tvivl i noget værre tilstand end hvad Atlas var endt i. 

Da Asad var blevet erfaren nok til selv at vurdere sit minde fra dengang, var han også kommet frem til at Harkan havde haft ret. Atlas havde reddet hans liv og han havde ikke tøvet. Asad ville på ingen måde sige at det var en fejltagelse heller - ikke at Harkan ikke havde haft tiltro til Atlas' evner dengang, men at han var en type af mand, der var overbevist om, at man tog sig af sig selv først og fremmest, og at Atlas havde begået en fejltagelse, da han havde risikeret sit eget helbred for en anden, også selvom det var for Harkans søn. 

Mindet var ubehageligt for Asad. Det tvang ham til at blive mindet om, at Atlas elskede ham og ville gå igennem ild for ham. 

Asad vidste ikke om han skulle slippe Atlas eller holde bedre fat i ham. "Undskyld," hviskede han, så lavmælt at det knap kunne høres. Han undskyldte for Atlas' fald, men ikke for at have knust hans hjerte. Dét havde kun været fair. Han lagde sin frie hånd imod Atlas' brystkasse, over hans hjerte, og skubbede ganske svagt til ham. "Nu ved du hvordan det føles og hvorfor jeg ikke kan tillade mig at elske dig igen. Det fører kun smerte med sig," insisterede han, fortsat lavmælt og kun fordi Atlas ikke så ham i øjnene, kunne Asad få sig selv til at se på ham imens. 

Atlas mærkede et sug i maven, da Asad lagde en hånd på hans brystkasse - næsten som det sug, han havde følt i maven, da han havde ladet sig falde for at redde Asad - og han fik endelig taget sig sammen til at løfte hovedet lidt og møde Asads blik. Men Asad så ikke på ham, og ordene, der kom ud af hans mund, fik Atlas til at rynke på brynene. Frygten for enten at bryde ud i vrede eller tårer var for et øjeblik lagt væk.

"Det passer ikke," hviskede han og greb fat om Asads håndled for at forhindre ham i at tage hånden væk fra Atlas' brystkasse. "Det passer ikke, Asad. Den smerte... den har jeg været i skyld i, forbi jeg ikke vidste bedre. Men nu - nu ved jeg bedre. Det hele kan endelig blive godt nu. Kan du ikke se det?"

Atlas slap Asads håndled og trak sin anden hånd ud af Asads kølende greb, så han kunne lægge begge hænder om Asads nakke og stryge hans kinder med sine tommelfingre. Han trak Asad tættere og lænede sig selv ind også, så han kunne hvile sin pande mod Asads.

"Desuden... jeg vil gladeligt leve med den her smerte hver dag i resten af mit liv, end jeg vil leve uden at kunne elske dig," mumlede han. Hans greb om Asad var fast og bestemt; han var på ingen måde klar på, at Asad skulle trække sig væk fra ham endnu.

Asad sad helt tavs, med en klump i halsen, og var tvunget til at høre hvert eneste af Atlas' ord. Der var intet til at distrahere ham, der var intet han selv kunne sige, uden at bryde ud i gråd, det eneste han kunne gøre var at undgå Atlas' blik, imens han blev forsikret om, at alt ville blive godt nu. Han kunne godt selv høre, at Atlas' betingelse for at kunne gøre alt godt, var at Asad var nødt til at samarbejde, for selvom Atlas ikke sagde det højt, så ville de begge to fortsætte med at have ondt, hvis ikke Asad holdt op med at kæmpe så indædt imod Atlas' kærlighed.

Asad udåndede skælvende, da Atlas lod deres pander hvile imod hinanden. Det var Atlas' måde at trøste på, men Asad ville aldrig indrømme at han var ked af det.

"Okay," svarede Asad lavmælt. Han bukkede under for nu, i det mindste denne gang. "Kom," bad han og trak sig ud af Atlas' greb, kun efter at have gjort det tydeligt, at han ville have Atlas med sig. Han kunne godt mærke, at Atlas ellers ikke var meget for at slippe ham.

Asad rejste sig op, tog en jakke på, selvom de havde et lunt forårsvejr, med solen stadig højt på himlen i den tidlige eftermiddag, og efter at have fået sko på også, tog han posen Atlas var kommet med i hånden og ledte vejen udenfor. Han gik imod byporten. Han ville have grønt græs, en mild brise og solen i sit ansigt, og han ville have det med Atlas.

"Vores første date skal ikke være i min lejlighed," sagde han lavmælt, da Atlas kom op på siden af ham, og så bestemt frem for sig, uden at se noget overhovedet.

"Okay?" gentog Atlas og troede næsten ikke sine egne ører. Mente Asad virkelig 'okay'? I sin befippelse vidste han slet ikke, hvad han skulle sige, men han tog Asads hånd uden protester og fulgte troligt med ham ud af døren. Han kunne slet ikke forstå, hvad der skete, og alligevel vidste han det jo godt. Han turde bare ikke tro på det. 

Luften udenfor var mild og duftede af forår, men Atlas kunne slet ikke værdsætte det ordentlig, for han havde alt for travlt med at stirre på Asad. 

"Første date?" gentog han også, det var først dér, at det rigtigt begyndte at gå op for ham, at Asad mente det alvorligt. Et stort smil brød ud på hans læber, og han havde lyst til at løfte Asad op i sine arme og kramme ham og kysse ham, til han var helt blå i hovedet. Men det kendte han heldigvis Asad godt nok til at vide, at det nok ikke ville være specielt populært midt i byen. Det ville være noget andet, når de kom lidt væk, og så snart de var udenfor byporten, tog Atlas da også chancen til at tage Asads hånd i sin, mens de gik.

"Hvor skal vores første date så foregå?" spurgte han glad og lettet. Det føltes, som om en tung vægt var blevet løftet fra han skuldre og hjerte, og nu kunne han ikke andet end at smile over hele hovedet. "Jeg havde ellers planlagt en hel masse, hvis jeg nogensinde fik lov til at invitere dig ud, men det kan så blive næste gang."

Et sæt gik igennem Asad, da Atlas først tog hans hånd, men han vidste også, at de var langt væk fra nogen som helst han kendte, og han valgte ikke at trække sin hånd til sig, men lade Atlas holde den. Efter et øjebliks tøven gav han den oven i købet et klem, dog fortsat uden at kunne se på Atlas.

"Her," svarede han kort for hovedet, selvom de ikke helt var nået ud på den grønne eng han havde udset sig. De kunne se den og det var nok.
Han så forvirret på Atlas, da han fortalte om sin planlagte date. "Jeg er ikke - Atlas, jeg ved ikke hvad du har planlagt, men jeg - jeg vil ikke have at nogen ved noget om... Det her. Om os. Ikke endnu." 'Ikke endnu' havde også været standard svaret med Becan. Det var en nem undskyldning. De skulle nok fortælle andre om deres forhold, bare ikke endnu. Ikke endnu kunne være lige så længe som Asad ville have det til, det havde ingen udløbsdato. 

Imens han havde talt var de nået ud midt på en grøn eng, uden en vej i nærheden, og Asad stoppede op og lagde posen fra sig på jorden, selvom han blev stående - hvis Atlas ville have en diskussion nu, var det nemmere at tage den stående. Hvis Atlas først fik Asad ned at ligge, ned at sidde på sit skød, ind i sine arme, ind under sig eller over sig, hvis hans hånd først var om hans nakke eller hans læber mod Asads, ville Asad ikke længere kunne stå bag sine grænser. 

Når Atlas havde dagdrømt om hans forhold til Asad, var det slet ikke faldet ham ind, at de skulle holde det hemmeligt - mest fordi Atlas godt vidst, at han ville have det meget svært med at holde fingrene fra Asad - men når Asad nu sagde det, så gav det også mening. Asad var en meget privat person, og det var vel kun naturligt, at han gerne ville holde det hele lidt hemmeligt, indtil de begge havde vænnet sig til det. Det kunne Atlas godt leve med.

"Okay," svarede han til Asads lille tale, uden at hans smil falmede, og han lænede sig ind og kyssede Asads kind, inden han satte sig ned i det grønne græs og trak Asad ned til sig.

"Så må mine planer bare vente lidt," fortsatte han, mens han lagde sig på ryggen i græsset og lagde en hånd bag sit hoved. Den anden hånd holdt stadig om Asads. "Det bliver en overraskelse."

Asad holdt vejret, da Atlas kyssede hans kind, og han forsøgte ikke at være alt for tydelig omkring sin skuffelse, da det kun var hans kind, der fik et kys. Han var tavs, da Atlas trak ham med ned på græsset, hvor han satte sig i en skrædderstilling, helt tæt op ad Atlas, hans lår hvilende imod Atlas' side og mave. 

"Jeg glæder mig til at se, hvad du har fundet på," svarede Asad, men så alligevel lidt skeptisk ud, da han mødte Atlas' blik. Han flyttede sin opmærksomhed til posen igen, hvorfra han fandt en mandarin, som han begyndte at pille. Solen varmede hans nakke og han rystede sin jakke af sine skuldre og fik den af, uden at tage sine hænder fra mandarinen for længe, så han kunne få mest muligt ud af solen. 

Han pillede nøjsommeligt mandarinen og løftede sit blik til Atlas' imens - han behøvede ikke at se på hvad han lavede. "Advar mig, næste gang du vil give mig plads," bad han, hans stemme hverken kølig eller vred, men usædvanligt sårbar for ham, og han slog også straks blikket ned på frugten igen, som han skilte ad, og tilbød Atlas en skive af den ved at række den frem til ham kort fra hans læber. 

Atlas' hånd gled ned ad Asads ryg, da han satte sig, og Atlas lod den hvile over Asads lænd, hvor han dovent strøg en tommelfinger i rolige cirkler. Jorden var kølig mod hans ryg, men Asads nærvær varmede ham, og Atlas skulle lige til at sige det til Asad, da Asad kom ham i forkøbet.

"Det lover jeg," sagde han alvorligt, men da han så, hvordan Asad holdt mandarinskiven, kunne han ikke lade være med at smile. Han satte sig op og lænede sig straks tættere, så han kunne tage skiven fra Asads fingre med sin mund. Den smagte vidunderligt sødt, men Atlas brugte ikke tid på at tygge og smage den ordentligt, for han havde for travlt med at befri sin mund for mad. Så snart han havde slugt, lænede han sig helt ind på strøg sine læber, der var våde af mandarinsaft, mod Asads.

"Kys mig," hviskede han uden at gøre andet, end at stryge sine læber over Asads. Det var ikke et spørgsmål.