Atlas havde været i byen og i banden i nogle dage nu, og det var gået overraskende godt, efter den første dags lille udflugt. Selvom de andre medlemmer i banden havde været rasende på Atlas, så havde de åbenbart også accepteret, at han overrumplet og slået dem. Hvis der var noget, der indgydede respekt i denne gruppe, så var det vold, og Atlas havde vist sit værd. Efter et par dage var det endda lykkedes Atlas at få et lillebitte smil frem på Hunters læber takket være en usædvanlig dårlig vittighed. Perlevenner blev de nok aldrig, men de kunne arbejde sammen. Det hjalp helt sikkert også, at Asad havde taget Atlas ind i gruppen igen og sagde god for ham.

Selvom Atlas selv havde foreslået det, så fik de ikke gang i deres træning lige med det første; han havde ikke fundet et godt sted endnu, men det ændrede sig heldigvis. En eftermiddag, efter de havde indkrævet beskyttelsespenge fra et par lokale handlende, som til gengæld fik lovning på, at rottebanden blev holdt ude af denne del af byen, gav Atlas Asad besked på at møde ham uden for bymuren ved nordporten. Han havde fundet en lille lund ikke så langt fra porten, hvor en væltet træstamme og nogle træer med gode, tykke grene, udgjorde det perfekt sted at træne. 

Luften var kølig, men solen varmede godt, og Atlas gik balancegang på den væltede stamme, mens han ventede på Asad. Hans balance havde aldrig været i nærheden af lige så god som Asads, men den var nu stadig bedre end de flestes. Atlas var klædt i et par løse bukser, der gav god plads til bevægelse, og en tætsiddende, blå trøje. Hele kroppen vibrerede næsten for at komme i gang, men han ville vente til Asad kom. De skulle strække ud sammen først.

Det havde været mere okay at få Atlas ind i sit liv igen på fuldtid end hvad Asad havde regnet med. Han havde regnet med et rent helvede. At Atlas ville kravle under huden på ham på ingen tid, at han ville røre ved ham i tide og utide som da de var børn, at Asad ville komme til at søge berøringen og opmærksomheden, som da de var børn, at de ville få fuldstændig umuligt ved ikke at vende tilbage til hvordan de havde været engang.
Men Atlas havde holdt sine løfter. Han havde sovet på sofaen, han havde ikke rørt ved ham, ikke på måder Asad ikke ville have, og en mellemting var opstået. Et helligt sted, hvor Asad kunne holde ud at være med Atlas. Det var en balancegang, men dem havde Asad heldigvis altid været god til.

Han havde været hjemme at skifte tøj, inden han tog ud for at mødes med Atlas. Han havde taget sine ringe af, fordi han ikke ville komme til at skade Atlas med dem. Han havde taget en løs, kortærmet bluse på, fordi han vidste at han ville få det varmt, og havde stukket den ned i et par halvstramme, men fleksible bukser, så den ikke ville ryge ned i ansigtet på ham, når han stod på hovedet eller lignende. Bukserne var stramme nok til, at der ikke skulle meget til, før man kunne se alting. Som det var, kunne man allerede se hans muskler igennem dem, og Asad tog sig et langt øjeblik til at overveje sit valg, inden han hev sine sko og en trøje på, og gik ud for at finde Atlas.

Fra det sekund Asad fik øje på Atlas hev han sin trøje af og satte i løb imod sin ven. Det var ingen hemmelighed at han havde glædet sig og han smed også smilende sin trøje fra sig på en nærstående gren.

"Godt sted," roste han, allerede som han begyndte at strække ud. 

Atlas brød ud i et stort smil, da han så Asad komme løbende, og han hoppede straks ned fra stammen og kom ham i møde.

"Ja, ikke?" spurgte han glad og smed med det samme også sin trøje. Hans blik vandrede over Asads nøddebrune overkrop et kort øjeblik, inden han også begyndte at strække ud. Han stillede sig med samlede fødder og bøjede sig ned på strakte ben og lagde begge hænder fladt på jorden. Det knækkede behagelige hele vejen op ad rygsøjlen, og det knækkede godt igen, da han få sekunder senere lænede sig bagover, og stadig med begge fødder plantet solidt i jorden, bøjede sig så langt bagover, at begge hans hænder rørte jorden. Hvis enhver anden har forsøgt et lignende trick, ville de nok  have brække rygsøjlen, men ikke Atlas. Derefter rettede han sig op igen og lænede sig sidelæns, mens han løftede det ene ben direkte op i luften. Han satten en hånd bag sit knæ og strakte benet lige op mod himlen med tæerne helt strakt ud. Så gjorde han det samme med det andet ben. 

Han kunne have strukket ud længe endnu, men han var ivrig efter at komme i gang, så det måtte være nok for nu. 

"Hvor skal vi starte?" spurgte han og rullede lidt med skuldrene.

Asad kunne knap nok koncentrere sig om sin egen udstrækning, når Atlas havde gang i sin helt vilde version af det. Han kan sutte sin egen pik, kan han, tænkte han, ikke fordi han havde haft lyst til at sutte den for ham. Overhovedet ikke.

Asad forsøgte at se væk og var stadig i gang med at strække ud, da Atlas bekendtgjorde at det var nok og Asad rettede sig op og så hen på sin ven igen. 

"Var det ikke dig, der sagde at du havde nogle nye ting du ville prøve?" spurgte han, selv som han gik hen til Atlas og, helt uden tøven, satte en fod imod hans lår og en hånd imod hans skulder og i en blanding af styrke og teknik fik trukket sig op at sidde på hans ene skulder, et ben på hver side af ham. Han lænede sig grinende ned over sin ven og strøg sine fingre ind under hans løse bluse under nakken. "Har jeg taget for meget på?" spurgte han, latter fortsat i hans stemme. De havde plejet at kunne løfte hinanden med den rigtige teknik, men Asad var ikke helt sikker længere. Han var selv blevet større siden sidst, og Atlas... Atlas var blevet stor. Bred. Lækker. 
Asad sukkede og fjernede diskret sin hånd fra sin vens hud igen. 

Han vidste ikke hvilke nye ting Atlas havde i tankerne, men han vidste, at han elskede alle de gamle ting. Alt de havde lavet sammen som børn og som teenagere. 

Atlas lo hjerteligt, da Asad kravlede op på ham helt uden at spørge. Det føltes rart, at Asad stadig bare kravlede rundt på ham, som var det ingenting, ligesom i gamle dage.

"Overhovedet ikke," grinede Atlas til Asads spørgsmål, og helt uden at tænke over det, rakte han en hånd op og klappede Asads røv et par gange. Asad vejede en del mere en sidst, men Atlas var også en del stærkere, så forskellen var ikke noget, der generede ham. 

"Jeg synes, vi skal starte med nogen af vores gamle," fortsatte han, mens han smilede op til Asad. "Bare lige for at se, om vi kan huske dem. Stil dig på hænder på mine skuldre."

De tricks, de havde lavet som børn, var ikke specielt avancerede, men det var stadig godt lige at genopfriske dem, så de var godt varmet op til Atlas' nye ideer. Han havde set nogle akrobater nede sydfra, der kunne nogle helt nye ting, og han var spændt på at afprøve dem med Asad. 

Hele Asads krop stivnede en smule, da Atlas' klappede ham på røven. Hele hans krop. Det er fint, fortalte han sig selv. Det er kun pænere, når den er lidt stiv. Atlas er alligevel for dum til at bemærke noget.

Asad smilede også bare ned til Atlas, da han så op på ham med et smil. "Jeg har ikke øvet den her slags med andre siden du forlod os," indrømmede han lavmælt. Alle andre ville måske have troet at han var bange for at fejle, men hvis han var, var det kun fordi han så gerne ville have det sjovt med Atlas. Han var ikke bange for at falde. Atlas ville gribe ham, det vidste han.

På en eller anden måde lykkedes det alligevel. Asad kom op at stå på Atlas' skuldre og fik derefter skiftet én hånd efter den anden ud med sine fødder, indtil han stod helt ret på hænder på Atlas' skulder med et hæst grin. Han slap Atlas' skulder med en hånd og søgte efter hans hånd med sin. Hvis de kunne det her, så kunne Asad også komme helt op at stå på hænder på Atlas' udstrakte arme, hvis altså Atlas kunne løfte ham.

Asad havde ret; Atlas var for dum til at lægge mærke til noget, stift eller ej. Han havde alt for travlt med at holde balancen med Asad på sine skuldre. Han lænede hovedet lidt tilbage og grinede op mod Asads ansigt. Deres næser var kun få centimeter fra hinanden, og Atlas' kinder blev pludselig en smule varme, og det havde absolut intet at gøre med fysisk anstrengelse. 

Da Asad løftede en hånd fra Atlas' skuldre, greb Atlas straks hans hånd. Hans muskler vibrerede, og han kunne godt mærke mælkesyren, for det var sgu længe siden, han havde gjort noget i den her stil.

"Giv mig lige..." sagde han stakåndet og gik lidt ned i knæ. "En, to, tre!" Med et lille hop fik han sin anden hånd under Asads på hans skulder, og Atlas gryntede i anstrengelse, mens han langsomt men sikkert løftede Asad op i strakte arme. Hans arme skælvede, men de holdt. Det vigtigste nu var blot, at Asad holdt balancen og kunne strække sine arme, så han kom op i fuld højde.

Asad kom til at hvine af lykke, da Atlas fik ham kastet op på sine hænder. Det var længe siden, men de kunne stadig. Kun et par år, men selv et par dage uden træning havde kunnet mærkes dengang. En uge uden træning efter en slem influenza og det føltes pludselig som om man startede helt forfra. Det her var et helt ligesådan, men Asad kunne mærke det i hele sin krop, og han savnede det. 

Balancen var intet problem for Asad, men styrken var. Hans arme skælvede under ham, og hvis han ikke tog helt fejl, gjorde Atlas' også. Ikke at det betød noget for Asad, Atlas kunne have prøvet at skubbe ham af sig med vilje og Asad ville alligevel have kunnet holde balancen igennem det hele. Men han vidste også, at han var nødt til at komme ned snart.

"Okay, skub mig op på tre," bad han med et smil. 'Tror du at du kan?' spurgte han næsten, inden han kom i tanke om at Atlas havde lavet den her slags helt indtil han vendte tilbage til dem i Dianthos. At han garanteret havde lavet det her med andre, imens Asad ikke havde lavet andet end at slå på de fjolser, der var dumme nok til at gå rundt uden beskyttelse. Hans vejrtrækning ændrede sig fra latter til en skælvende én, imens han kæmpede for at holde vrede og jalousi væk.
"Én, to, tre!" Asad brugte det afsæt han fik fra Atlas, sammen med det han selv havde skabt, og fløj op i luften bag Atlas i en saltomortale, inden han landede på benene. En smule usikkert, med det ene foran det andet, men det var de færreste der ville bide mærke i den slags.

Han vendte sig imod Atlas med et smil, der var mere til publikum end til en ven der kendte ham så godt, som Atlas gjorde. Ikke at Asad gjorde sig nogen forhåbninger om at Atlas kunne se igennem det falske smil. 
Alle hans bevægelser var, som var han i en manege. Hans ben udstrakte, hans ryg ret, hans hænder samlet på ryggen, imens han tog et par lange skridt imod Atlas, som en præmiehingst til salg.

"Så... Fortæl mig om dem du har optrådt med, imens du var væk..." Asad stillede sin forespørgsel lavmælt, men stoppede på godt en meters afstand af Atlas og stod bare dér, på græsset, imens han skiftede sin vægt fra sine hæle, til sine tæer og tilbage igen, ikke ulig en gyngehest. 

Et par svedperler løb ned ad Atlas' pande, da han endelig sænkede armene, efter Asad havde sat af, og han grinede bredt til Asad, mens han tørrede sit ansigt i sit ærme. Det var lang tid siden han havde følt sig så i live, som han gjorde, når han og Asad optrådte sammen. Der var ganske vist ikke noget publikum, men det var lige meget.

"Hvem? Åh, hm," svarede han, mens han gned sine armmuskler - de var ikke, hvad de havde været, men det var kun et spørgsmål om tid og træning! Han snuppede vandskindet, som han havde taget med og tog en tår, inden han kastede det til Asad. "Jeg kom med i et andet cirkus - et lille et - men jeg optrådte alene. Der var ingen af de andre, der var gode nok. Jeg tror kun, jeg var der i et par måneder, inden det også gik i opløsning... Efter det har jeg ikke optrådt. Jeg har bare... overlevet, du ved."

Han slikkede sine læber, inden han fortsatte. "Jeg har stjålet... på ordrer. Jeg er jo god til at klatre, så det kunne jeg få penge for."

Det gik op for ham i det øjeblik, at Asad måske havde troet, at han havde levet det søde liv i et eller andet stort, omrejsende cirkus, men virkeligheden var på ingen måde så glamourøs.

Asad greb vandskindet, men stod med det klemt imellem sine hænder, imens han ventede på Atlas' svar. Han var nødt til at høre det. Han var nødt til at vide, hvem han var oppe imod. Om det var en lille ballerina med et alt for småt skørt, en lys linedanser, Atlas kunne kaste rundt med som var han ingenting; han var i det mindste nødt til at vide, om det havde været en fyr. Atlas havde godt nok lige fortalt ham, at han ikke havde efterladt nogen der ventede på ham, men Asad var nødt til at vide, om der havde været nogen, der havde siddet på Atlas' pik, om han så var vendt hjem til Dianthos på trods af dem eller ej. 

Derfor stod han også i chok, da Atlas svarede ham. Han var holdt op med at vugge, men stod helt stille, hans øjne store og hans læber adskilt, imens han forsøgte at sætte de informationer Atlas gav ham, på plads med alt hvad han troede han havde vidst om Atlas.

"Du... hvad..." Det var på ingen måde, hvad Asad havde forestillet sig om Atlas' tid væk. Han var jo så forbandet dygtig. Han kunne alt. Mere end hvad Asad og Mahir kunne. Med rasende bevægelser åbnede han vandskindet og tog en tår, inden han så direkte på Atlas igen; "Godt!" Han trak vejret langsomt ind og så Atlas an, inden han prøvede sig ad igen; "Godt. Jeg er glad for at du ikke havde andre partnere. Jeg vil ikke have at de giver dig dårlige vaner." Han lød som Harkan nu, og han skar også en grimasse af sig selv, imens han kastede vandskindet tilbage til Atlas, men han var virkelig glad for at Atlas ikke havde været sammen med andre. Han var glad for at han bare havde overlevet, ligesom Asad også bare havde overlevet. 

"Jeg mener, jeg er stadig pisse sur over at du ikke bare kom til Dianthos med det samme, men... Jeg er glad for at du ikke baskede dig i hæder og berømmelse, med en eller anden fyr på din pik... Jeg er glad for at du kom hjem, mand."

"Der har sgu aldrig siddet nogen fyr på min pik," grinede Atlas lidt forlegent og kastede vandskindet fra hånd til hånd. "Jeg er sgu også sur på mig selv over, at jeg ikke bare kom tilbage med det samme. Jeg ved ikke... Jeg var for dum eller stædig eller stolt eller... alle tre ting på én gang måske. Måske troede jeg, at jeg kunne få det hele til at fungere uden dig. Det tog alt for lang tid for mig at indse, at jeg slet ikke ville have det til at fungere uden dig."

Han tog endnu en tår fra vandskindet, inden han lagde det fra sig og knækkede sine knoer, mens han uroligt skiftede sin vægt fra fod til fod. Han ville gerne sige mere, forklare mere, men han var løbet tør for ord. Han vidste ikke, hvorfor han var skredet til at begynde med. Han havde sikkert bare været stædig, sur og såret over at Asad ikke ville med ham, men alligevel... Han skulle aldrig have været taget af sted. Han var gået glip af to år sammen med Asad, og dét kunne han aldrig tilgive sig selv for.

"Der har aldrig..." gentog Asad lavmælt. Hvorfor ville Atlas sige sådan noget? Medmindre... Medmindre det er sandt. Asad sank en klump og hørte knap nok det næste Atlas sagde. Det kunne ikke være særlig vigtigt, ikke i forhold til at han lige havde hørt at Atlas var, hvad, jomfru? 

"Undskyld," sagde han, selv imens han afbrød Atlas i hans tale, og viftede med hånden for at få ham til at stoppe. "Har du siddet på nogens pik? Er det fordi det er dét du er til? Eller fortæller du mig at du aldrig..? Har du fået suttet den af? Kysset nogen?" Asad kunne godt selv høre at det var meget at spørge om, men nu var han nødt til at vide det. Nu havde Atlas åbnet op for at de kunne snakke om den slags, så var han også nødt til at vide det.

Han var overvældet af en lyst og et behov for at kramme Atlas, bare holde om ham, helst gnide sig op imod ham også, måske stikke en hånd ned i hans løse bukser og mærke efter, finde ud af om han virkelig var så uerfaren som han gav udtryk for, men han holdt sig i skindet og han tog også kun et halvt skridt tættere på Atlas. 

"Æh, nej, det har jeg ikke," svarede Atlas, en smule forvirret over den pludselige interesse. Han kunne ikke huske, at Asad nogensinde havde interesseret sig for den slags før. Samtidig blev hans kinder meget varme, og selv hans mørke hud tog en smule farve af den ekstra blodtilstrømning i hans ansigt. "Det har jeg aldrig haft lyst til. Ikke... rigtigt."

Atlas havde skam følt lyst mange gange før, men det havde altid været en generel lystfølelse, der aldrig havde været rettet mos specifikke individer. Eller, det vil sige, den havde været og var stadig rettet mod Asad, men det var vel, fordi Asad var hans anden halvdel, ikke? Atlas gik stærkt ud fra, at alle andre også havde det sådan med deres bedstevenner. Der havde været masser af muligheder for Atlas til at være sammen med både mænd og kvinder (han gad ikke kvinder), men han havde aldrig haft lyst til at gøre noget ud af det. Det vildeste, han engang havde gjort, var at gå med to jævnaldrende fyre hjem og se på, mens de to hyggede sig sammen. Han selv havde siddet på en stol og bare set på, mens han havde tænkt på, om Asad mon ville lave de samme lyde, hvis han gjorde de samme ting ved ham, som fyrene på sengen gjorde ved hinanden.

"Du har ikke... haft lyst," gentog Asad, både forvirret og skuffet. Han skulle helst have lyst. Ikke nødvendigvis til ham, ikke før han indså at det var mere end seksuelt han havde lyst til ham, men han skulle have lysten til hvis de engang, om nogensinde, fandt ud af noget sammen. Lysten var nødt til at være der. Uden lysten, hvad skulle Asad så stille op resten af sit liv? Ville han være fanget uden anden hjælp end sin egen hånd?

"Hvad så med - hvad med - for helvede, din pik var da stiv forleden, der må da -" Asad var ved at blive frustreret og han udlignede afstanden imellem dem. "Atlas, jeg elsker dig, men du er for dum til at svare på det her spørgsmål, lad mig," bad han hæst, imens han skubbede sig helt op imod Atlas og skubbede ham bagud, indtil fyren var presset op imod det store, væltede træ bag sig, med et af Asads ben imellem sine ben og Asads krop lænet helt ind til sig.

"Har du aldrig fantaseret om at tage en mands tøj af for ham?" spurgte han med et tungt suk og gnubbede sit lår op imellem Atlas' ben. "Tænkte du ikke på en anden mand, da du tog dig af din stive pik på mit toilet forleden?" Det kunne ikke passe at Atlas ikke havde lyst. Det kunne bare ikke passe og Asad ville modbevise det, om han så var nødt til at gøre arbejdet selv. 

Lige pludselig gik det hele meget hurtigt, og før Atlas kunne opfange noget som helst, stod han presset op mod det væltede træ med Asad helt tæt på og... Asads lår mellem sine ben?? Atlas skulle til at spørge til, hvad der skete, da Asad spurgte ham om noget igen, og det blev pludselig meget svært at koncentrere sig, da Asads lår begyndte at bevæge sig mellem hans ben. 

"Jeg, øh," fik Atlas halvt gryntet, mere eller mindre i chok over, hvad der foregik, mens hans kinder føltes, som om der var ved at gå ild i dem. "Jeg mente, at... ngh, at jeg ikke har haft lyst m-med nogen af de folk, jeg mødte, mens jeg var væk."

Det var ikke første gang, der var nogen, der rørte ham dér. Det var sket før på værtshuse og kroer, at en mand eller kvinde havde ment, at de havde lov til at gramse på ham, men Atlas havde sat dem eftertrykkeligt på plads hver gang. Men den her gang var anderledes. Det føltes ikke ubehageligt eller grænseoverskridende. Det føltes... dejligt. Virkelig dejligt. Og der gik ikke mange sekunder, før der var en meget tydelig bule i Atlas' løse bukser. Var det her normalt? Atlas havde jo haft lyst til det i lang tid. Eller ikke lige præcis dét her, men noget med Asad. Asad var jo den smukkeste, Atlas kendte. Hvordan kunne man ikke have lyst til ham? Men selvom Atlas havde fantaseret om noget i den her stil med Asad i mange år, så føltes det alligevel meget anderledes. Det føltes mere tæt på, mere intimt, end han nogensinde kunne have forestillet sig. Atlas sank en klump.

Asads bukser var for stramme til det her. Han kunne mærke sig selv blive hård allerede inden Atlas fik formuleret et svar. Det var alligevel ikke hans svar han var ude efter, det var hans krops reaktion på det.

"Du har ikke haft lyst med nogen af dem, du mødte imens du var væk?" gentog Asad og rullede insisterende sit mellemgulv op imod Atlas. Han troede på ham, når han sagde sådan. Han havde set ham flirte med mange, alt for mange, men han havde også set, hvordan Atlas kunne skæve efter ham. Så hans pik var med, hans krop var med, de forstod var der foregik, nu manglede hans hjerte og hoved bare at følge med, forstå hvor de var på vej hen.

"Men du har haft lyst?" specificerede han, selvom han nu kunne mærke Atlas' pik være lige så hård som sin egen. Han behøvede ikke gå videre. Han havde fået sit svar. Alligevel lukkede hans hånd sig og hev op i Atlas' trøje, bare lige nok til at afsløre en stribe af hud, inden han slap den og tvang sig selv et halvt skridt bagud. Hans ben var stadig imellem Atlas', men der var ingen pres på nogen af dem længere, og Asad udåndede skælvende, inden han slikkede sin underlæbe. Han havde været så tæt på, tættere på end nogensinde før, og det føltes uvirkeligt. 

Atlas' mund føltes meget tør, og hans ellers løse bukser føltes meget stramme, men på en eller anden måde lykkedes det ham alligevel at være fokuseret nok til at forstå Asads spørgsmål.

"Ja," svarede han hæst og noget stakåndet, mens han nikkede med hovedet. Så dukkede et lille, nervøst smil op på hans læber, da han tilføjede, "Jeg mener... jeg har ret meget lyst lige nu."

Det var pinligt tydeligt, hvor ophidset han var lige nu, men det føltes alligevel farligt at indrømme det på den måde. Det gange, han var blevet hård omkring Asad, havde han jo aldrig fortalt Asad, at det var på grund af ham, hans pik var blevet hård. Det kriblede i hans fingre for at få lov til at tage den frem og røre ved den. Eller for at få lov til at røre ved den matchende bule i Asads bukser. Men begge dele føltes for farligt, i hvert fald så længe Asad ikke havde givet ham lov.

"Det kan jeg se," svarede Asad med et stolt smil. Det gjorde ham yderst tilfreds at vide, at det ikke tog mere at få Atlas hård for ham. Ikke at han havde regnet med at det ville blive svært, men han var kommet lidt i tvivl efter Atlas' påstand at han i hele to år slet ikke havde haft lyst til den slags.

"Beklager at måtte skuffe dig, Atlas, men jeg går ikke på knæ for nogen. Det er ikke mig, der kommer til at sutte den af for dig, heller ikke selvom det er din første gang." Asad kunne slet ikke lade være med at smile til Atlas. Han var så tilfreds med at have følt Atlas' stive pik op imod sig, at intet kunne slå ham ud lige nu. Slet ikke hans egen, stive pik. Den ville gå væk med nok tid og indtil da kunne han more sig over Atlas'.

Atlas kunne ikke lade være med at grine af Asads kommentar, selvom han inderst inde også godt kunne mærke, at han var skuffet. Oplevelsen her havde dog givet ham en masse inspiration til nye, spændende fantasier, som han aldrig selv var kommet på.

Atlas flyttede lidt på sig, mens han bed sig i underlæben. Bulen var begyndt at gøre lidt ondt nu, og hvis Atlas kendte sig selv og sin egen krop, så ville den ikke gå væk lige med det samme, slet ikke hvis han fortsat skulle løfte rundt på Asad.

"Jeg bliver lige nødt til..." sagde han og nikkede ned mellem sine ben. "Ellers kommer jeg til at tabe dig. Der er slet ikke noget blod tilbage i mine muskler."

Uden at vente på svar, for han kunne ikke vente mere, skubbede Atlas sine bukser lidt ned, så han kunne tage sin stive pik frem og klemme hårdt om den. Han kunne selvfølgelig have vendt sig væk fra Asad, men Asad havde stadig et ben mellem Atlas' ben, og Atlas havde ikke tålmodighed til at vente, til Asad havde flyttet det. Han strøg over det hårde skaft og tvang sig selv til at lukke øjnene, selvom han helst ville have set Asad i øjnene hele tiden.

Asad vidste ikke hvad han havde forventet. At Atlas også bare ville ignorere sin pik, måske. Eller at han ville have tilbudt at sutte den af på Asad - dét ville klart have været at foretrække. Men det her? Atlas der helt selvisk tog sig af sin egen pik, uden at tilbyde Asad hjælp, og så imens han stod lige der, lige foran ham, med et ben imellem hans.

Han havde lyst til at stoppe ham. Lyst til at fortælle ham, at det var klart han var jomfru, hvis han altid bare tog sig af sig selv, selv når der stod en ung, lækker fyr foran ham, klar til at gøre arbejdet for ham, hvis bare han blev spurgt pænt. Han havde lyst til at skubbe Atlas' hånd væk og bare gøre det. Han havde lyst til at gnide sig op af ham igen, indtil de begge to kom.

Men hvor pinligt Asad så end fandt det, så var sandheden at han var for genert. Han havde kun været sammen med folk der allerede var gået med til at være kærester med ham. Han havde kun været sammen med to forskellige. Hvor meget han end pressede og mobbede Atlas nu, så var han på ingen måde frisk på at lade Atlas røre ham eller omvendt.

Han tog et skridt bagud og så endnu et. Hele hans krop sitrede og han kunne nærmest ikke tvinge blikket fra Atlas' pik. Et par skridt fra ham, kravlede han op på træstammen og sprang ned på den modsatte side. Her satte han sig, lænet op af stammen, og lagde han en hånd over bulen i sine bukser, men gjorde ikke mere. Han kunne høre Atlas' vejrtrækning helt herover, men slog blikket op imod himlen og talte stædigt skyerne, imens han utålmodigt ventede på Atlas.