Solen var langsomt på vej ned over tagene, skumningen havde lagt sig og en enlig mand gik rundt og tændte lanterne som skulle hjælpe godt folket med at finde vejen hjem. En blond kvinde stod lænet op af en bygning, mens hendes blik flygtigt kiggede rundt. Som holdte hun øje med noget, men flere gange end en landede det på stalden der lå foran hende. Hvis man gjorde sig tid til at ligge mærke til hende, ville man nok regne med at hun havde et ærinde. Men hvorfor - gik hun så ikke bare ind?

Jo, få timer siden havde denne unge kvinde siddet og nydt en kølig øl i kroen i nedre del af byen. Der havde hun faldt i selskab med nogle ældre mænd, som havde drukket som et hul i jorden. Det ene havde ført til det andet, og efter lidt for mange øl havde hun givet håndtryk på at hun ville stjæle en struds. Hvorfor spørger du? Jo, hun var ikke typen der kunne sige nej til et væddemål og bestemt ikke en der ville føre til en klækkelig sum krystaller. Hun fugtede hendes læber, inden hun hæv hætten hen over de blonde lokker. Hendes ansigt gav præg af et hun ikke havde været i bad i mange dage. Smuds fra vejen havde sat sig i plagmager flere steder. Det lignede i hvert fald hun var mere grå i huden end hendes typiske hvide. Med en flydende katte bevægelse gled hun i en lynhurtig bevægelse hen over vejen og ind i stalden. Hvordan så en struds overhoved ud? De blå øjne bevægede sig over de normale riddedyr. Inden den lagde sig på noget af det mærkeligste hun nogen sinde havde set. Hun måtte gnide øjnene, før hun betragtede dyret igen. Lang hals, lille krop og kæmpe ben. Hvad i alverden var dét?!

Lige så stille bevægede hans og over til tingesten. “Du ligner mest af alt en forvokset kylling - med...” det var ikke tit at hun mistet mælet. Men hun havde ingen ide om hvordan hun skulle forklare det hun så foran sig. Hendes hånd lagde sig imod fjerne. Blødt. Hvordan fanden stjal man lige sådan en tingest?

Alran nød disse korte arbejdsdage, som perserkatten berigede ham med en gang imellem. De gav ham tid til sig selv. Til at få sovet ud, når mareridtene gjorde det umuligt for ham at få en ordentligt nattesøvn flere nætter i træk. At lave turer ned på markedet og få fyldt hjemmet op med korn, kød og mælk. Lige siden der var kommet forbud for at undgås indenfor byens høje murer efter mørkets frembrud havde det gjort netop dét mere besværligt for ham, når han først holdte fyraften sent på dagen. Men lige så vigtigt som alle de andre ting, var at han fik tid til overs til at se til sit riddedyr. Stakkels kreatur stod oftere og oftere i sin lejede bås i den lille by-stald frem for at strække de lange ben.

Så det var ikke helt underligt, at strudsen tog glædeligt imod den nye skikkelse, der trådte indenfor. Eller glædeligt og glædeligt – det var måske lidt meget at sige, for ligesom mange andre heste, var strudsen ikke alt for begejstret over, hvordan den fremmede holdte sig kutteklædt som en skummel slyngel, så den rettede sig da instinktivt op og trampede lidt på stedet i båsen. Dens øjne fulgte da også mennesket med dyb nysgerrighed og vagtsomhed.
Strudsen trådte et fluks skridt til siden, som den fremmede var kommet for tæt på. Det var ikke underligt for den at være midten for opmærksomheden, for dens besynderlige tilstedeværelse iblandt heste og staldkatte, der søgte varme og ly i høet spredt. Den rappede sagte som en advarsel, men så skete der noget. Mennesket strøg dens fjer. Og straks ændrede strudsen mening om, hvem end det var.

Rappet fra før ændrede sig til noget mere over imod en pludrende lyd, og strudsen pustede mageligt sin fjerpagt op, gav bedre mulighed for at nå de blødeste dun og gjorde dermed sig selv endnu blødere at røre ved i håb om, at nusseriet ikke skulle holde, før den mente det. Selv da den drejede sin lange hals ned for at lige nappe lidt til den fremmedes ærme med næbet, var det ikke for at få hende til at holde.

Alran, derimod, havde ikke lagt mærke til nogen andens entré. Han havde været beskæftiget i et andet rum bagerst i stalden. Klart gjort foder til sin trofaste følgesvend og alt sådan noget. Og da han endelig vendte tilbage, var han ikke glad for, hvad han så. For straks havde han set mod strudsen placering, og han ville vædde alle sine penge på, at ingen mand så noget positivt i at have en skjult fremmed nær sit riddedyr.
”Oi!!” brød han både højlydt og arrigt ud. ”Hvad har du gang?! Nallerne væk, jeg vil ikke til at skulle rense ham igen!”

Da strudsen havde udvist en hvis utryghed imod hende, havde hun nøje betragtet dens opførsel da hendes fingre rørte ved fjerdragten. Et smil bredte sig hurtigt hen over hendes læber, da den tydeligt kunne lide at blive nusset. Kortvarigt glemte hun helt hvad hendes ærinde havde været, denne struds, eller hvad denne race nu hed. Mindede allermest om en stor, meget mærkelig, kat. “du er godt nok fin var” hviskede hun sagte, og undertrykte kun knap og nap lysten til at begrave hendes ansigt i fjererne.

Hvor længe hun stod der, havde hun ikke helt styr på. Det føltes som sekunder, og alligevel som timer. Da hun pludselig hørte en stemme bag sig. Det gav et ryk i hendes krop, hendes øjne landede hurtigt på manden, hætten glemte dog stadig hendes ansigt bag skyggerne. Hvilket også gjorde hun ikke helt så hvordan han så ud, på nær at det var en ganske muskuløs mand. Hvordan havde hun ikke hørt ham nærme sig? Hun måtte være mere beruset end hun troet. Hvilket nok også var grunden til hendes næste impulsive handling. I en hurtigt bevægelse hoppede hun op på træværket der skilte strudsen og hesten. Endnu et hop, også sad hun pludselig på ryggen af dyret. Hun nåede slet ikke at tænke over om det var en god eller dårlig idé.

Selvfølgelig havde han forventet, at personen ville have adlydt og trådt væk fra strudsen, så snart han havde råbt ordren. Og det ville squ ikke have været helt udenfor det normale, hvis den havde skyndt sig væk i en fart. Men at springe – med meget imponerende bevægelse, måtte det indrømmes – og op på riddedyret, så snart de var blevet taget på fersk gerning, havde Alran ikke i miles omkreds set komme. Og det landede da heller ikke i god jord hos ham. Hvad ved Zaladins svedige nosser havde de gang i?! Og så med hans struds!
”HEY!!”

Strudsen havde heller ikke mistænkt handlingen men værende direkte indblandet, blev den meget mere forskrækket. Som hun nu sad på den, ville hun nok kunne mærke den svaje ryggen i et forsøg på, at den fremmede rytter automatisk ville glide af, hvis ikke der blev holdt ordentligt fast. Og så sprang den ellers op og i gang. Med lågen indtil båsen allerede løsnet fra dens lå var det ingen problem for den at skyde igennem den blot for at straks storme igennem stalden og mod den åbne gade. Havde stalden har porte til at lukke af for ville en bortløben struds nok ikke have været noget Alran skulle bekymre sig om få øjeblikke senere.

”HEY!! STOP!” råbte Alran, der straks havde smidt foderspanden fra sig og begyndt at spæne efter strudsen og dens ukendte rytter. Han var hurtig, men det var ikke kun for at kunne hvile sine egne ben på rejse, at han havde anskaffet sig et riddedyr. Strudsen var hurtigere. Og især så forskrækket den som var blevet. Det var rent instinkt at forsøge at ryste personen af sig ved at løbe hurtigt. Ikke det mest effektive, når man sammenlignede det med en tyr.
Han nåede ud på gaden. ”RØVHUL!! KOM TILBAGE!” Fuldkommen ligeglad med hvad folk ikke tænkte om ham eller hvor vred, han så ud. For ligemeget hvor vred han måtte se ud, så sydede han sikkert endnu mere. Han stoppede dog ikke selv på gaden men løb blot videre efter strudsen til trods for at strudsen kom mere og mere ude af syne.

Hun fortrød med det samme, at hun havde valgt at hoppe op på dyret. Bevægelsen mellem hendes ben, var fuldkommen uvant for hende. Og det krævede alt hendes energi og muskler bare at holde sig fast på strudsen. Og da den begyndte at sætte farten ud af båsen, var det næsten uden omtanke at hun kastede sine arme omkring den lange hals. Hendes blink landede kort på manden der tydeligvis ejede dette dyr hun var i færd med at stjæle. Eller var dyret mon ved at stjæle hende? Det føltes i hvert fald sådan, da den satte i galop ud af stalden. “Beklager! Jeg låner den liiiiiiiige” skreg hun, som strudsen satte farten op, sikkert mere skræmt af hendes stemme, som der råbte højt op. Hætten der havde dækket hen over hendes hoved, blev kastet af i bevægelserne der blevet lavet. Og de lange lyselokker dansede rundt omkring hendes ansigt, og gjorde det også svært for hende at se hvor fanden de var på vej hen.

“STOP!” prøvede hun ferbrilsk, da hun så at de kom længere og længere væk. Der var absolut ingen kontrol over situationen, og hun måtte efterhånden give til kende, at hun nok først ville få den stoppet. Når den løb tør for energi, hvis hun da ikke blev smidt af strudsen inden det skete. Hvad fanden er det du har rodet dig ud i?!, hvæsede hendes egne tanker af hende. Hun havde mest af alt bare lyst til at skrige om hjælp. Mennesker måtte kaste sig til side, som hun kom løbende igennem de smallere gader. Hun fik kort varigt kastet blikket hen over skulderen, og kunne se at ejeren næsten ikke kunne følge med.

Der gik noget tid, men pludselig kunne hun ikke holde en latter tilbage. Dette var simpelthen bare for dumt. Hun krammede dyret endnu mere om halsen, mens hendes ben havde sunket ind imellem strudsens vinger. Dette var den mærkeligste og bedste dag i hendes liv. Muligvis.

Alran havde absolut ingen chance for at indhente strudsen til fod, men det holdte ham i det mindste ikke fra at prøve. Og han fortsatte da også med at løbe efter dem i længere tid end det almene fæ ville. Han havde som standard altid haft en bedre udholdenhed end andre mennesker, og han havde da også bygget videre på det, så selvom der på ingen måde var noget overnaturligt over hans fart, så var han hurtig. Bare ikke hurtig nok.
Uheldigt nok for ham var de folk, der netop havde sprunget til siden for at gøre plads til strudsens løbetur, ikke blevet ude i siden, men i stedet rykket tilbage midt på gaden for at kunne tjekke en ekstra gang om det nu var rigtigt, at en forvokset fugl var drønet forbi dem, så Alran skulle derfor bruge energi på at møve og undvige. Et par blev stødt ind i, det var trods alt uundgåeligt sådan som de stod i vejen. Urg! Det skulle forestille at være hans fridag!

Langt foran den rasende smedje fortsatte strudsen for fulde drøn. Og efter et sving var den fuldkommen ude af syne. Om hvorvidt dens pludselige rytter morede sig eller ej, var ikke noget den lagde mærke til. Faktisk var den stadig så dybt inde i sin forskrækkelse, at dens primitive hjerne ikke engang registrerede, at hun stadig sad på sig. Selv ikke når der blev klamret tættere ind mod halsen. Med ét gjorde den en skarp drejning, som den mindre gade stoppede ved et T-kryds.
”Wooooaw..!” Vejen foran dem var pludselig blokeret af en lille skikkelse, og der var ikke noget at sige til, hvor abrupt strudsen standsede. Den gav nærmest et lille hop fra sig, før fødderne stoppede med at løbe og i stedet gravede sig ned i jorden. ”Roooolig nu.” Blokaden skulle vise sig at være ikke meget andet end en ung knægt, der straks havde hævet sine hænder foran dyret på en måde, der fortalte om hans erfaring med lignende håndting af dyr. Og forbløffende nok virkede det. Strudsen spadserede på stedet for en stund, drejede sig, som overvejede den andre muligheder, hvor den kunne fortsætte sit løb, men inden længe faldt den til ro og fattede, at den egentlig ikke var på flugt eller noget.
Knægten tøvede ikke med at nærme sig strudsen, så snart han havde fået bekræftet, at det var sikkert at gøre, og som var det en hest, strøg han den lidt over halsen og løftede øjnene mod rytteren. ”Hvad har dog kørt ham her sådan på, ma’am?”

”Kælling dér er hvad der kørte ham på.” lød det straks et stykke fra dem. Stemmen var meget forpustet. Præcis lige som manden der ejede den. Mirakuløst havde det lykkedes Alran at regne ud, hvilken vej strudsen tog på sin flugt og dermed kunne tage smutvejen igennem minimale gyder, hvor den umuligt ville kunne komme igennem selv.
Han var godt svedig efter den ekstreme løbetur, og hele hans krop hævede og sank i takt med de tunge vejrtrækninger. Hans ånde var ligeledes godt synlig i den lave temperatur. Kroppen skreg efter at bare dumpe ned at sidde op ad den nærmeste bygningsmur, men han tillod den det ikke. Der var stadig ting, der skulle ordnes. ”Kom her!” Så forhåbentlig før, strudsetyven kunne nå at gøre noget, marcherede han trampende hen til strudsen, og greb fat i kragen af hendes tøj. Og havde hun ikke allerede selv gledet af strudsen igen, rev han hende af. Og holdte fast i tilfælde af at hun skulle få gode ideer.

Adrenalinen pumpede igennem kroppen, så en boblende fornemmelse havde taget form under hendes arme. Det var både fantastisk og ganske ubehageligt på samme tid. Trods hun elskede adrenalin højere end noget andet, og søgte det ved hvert hjørne hun drejede forbi. Så var det næsten for hende, som når en mand krævede sit næste fiks. Om det var kvinderne nede på bordellet, øllen i værtshuset eller de euforiserende stoffer der var at finde i de forskellige landsdele. Dette var hendes stof, det hun aldrig kunne være foruden.

Hun kastede hoved bag ud, de gyldne lokker dansede omkring det beskidte ansigt som hun prøved at vurderer om staldknægten havde haft nogen som helst mulighed for at indhente dem. Det kunne dog ikke have været et værre tidspunkt for hende, at gøre dette, da det var dette tidspunkt at strudsen pludselig standsede brat op. Havde hun ikke klamret sine arme omkring halsen, var hun nok faldet af strudsen i dette øjeblik. Med forvirrede og skræmte øjne, vente hun dem hurtigt imod stemmen der tiltalte hende. Hun åbnede munden, hun kunne mærke hvor tør, som havde det været hende der havde løbet så vildt igennem byen. Men hun nåede ikke at svare, før hun hørte stemmen af ejeren af dyret hun havde prøvet at stjæle. “Ved Saladin” udbrød hun lavmeldt, det ville nok være meget svært at tale sig ud af denne knibe - især når hun ikke vidste noget omkring manden hun havde stjålet fra. Amatør fejl, stor fejl. Hvordan havde han haft mulighed for at indhente dem? Han kunne ikke være et naturligt menneske. Hendes koral blå øjne borede sig ind i hans ansigt. Hun nåede ikke at reagere før hans hånd lagde sig omkring hendes håndled og trak hende af strudsen. Hun lod sig faldt ned imod ham, gjorde sig så tung som overhoved muligt. Heldigvis for ham, vejede hun ikke meget, hvilket ville gøre det meget svært for hende at vælte ham omkuld på vejen - skulle dette have været hendes hensigt. Hun greb ham omkring skulderen, og prøvede og se om hun kunne fange hans øjne.

“Det er sødt af dig at du kunne huske mit navn.. også har vi kun haft så kort et bekendtskab.” hun smilede et charmerende stort tandsmil, velvidende at det nok ikke ville hjælpe hende meget i denne situation. Med navnet, havde hun tydeligvis refererede til hans ganske søde kælenavn han havde givet hende. Af alle skældsord der var, var det næsten kedeligt at han var gået med kælling. Så simpelt og trivielt. “Så hvad har du tænkt dig at gøre nu, når du har mig?” selvom hun tydeligvis havde en flirtende tone, var hun ganskevist nysgerrig om hvad han havde at tænkt sig at gøre nu. Især for at finde ud af, om hvorvidt hun skulle lave et nyt flugt forsøg.

”Umf!” fløj det ud af ham, da hun bogstaveligtalt lod sig selv falde ned over ham, som var hun en sæk kartofler, der blev aflastet fra et pakæsel. Det var rene reflekser og ikke meget af egen lyst, at han faktisk greb hende med en arm under hver af hendes armhuler, som var hun en slatten og tung kludedukke. Hun lød umiddelbart, som om at hun havde drukket, og lugten af værtshus, der hang i hendes tog, forvekslede ham med det samme med at komme fra hendes mund. ”Perfekt, det lykkedes en drukkenbolt at rende af sted med min struds!” Han vrissede arrigt ordene, hverken direkte til hende eller kun for sig selv. Han havde intet imod, at hun hørte det, men han ville nu heller ikke have hendes kommentar på det.

Han fik endelig møvet hænder ordentligt ind under hende, så derefter skubbede han hende noget ublidt af sig i god tro på, at hun dog stadig sagtens kunne stå selv. Han havde jo allerede set hende stå fint selv i stalden, før hun havde redet af sted imod horisonten på illegale manere. ”Du skal da også gøre det besværligt,” prustede han, for ikke nok med at han var blevet tvunget ud på hans livs sprint igennem byen, så havde hun ham også udføre vægtløft. Også selvom det ikke var meget. Hun var foruroligende let, så han var ikke længere i tvivl om, hvilken tyvetøs, hun var.
Før hun dog kunne nå at flygte fra ham igen, rakte han en arm om og greb hende fast i kraven på hendes trøje… eller kappe… eller begge. Han fik i hvert fald fat på noget stof, og han greb sin hånd omkring for at stramme lidt ind på halsåbningen. Ikke kvælende! Bare så han ikke risikerede, at hun kunne glide ud af det og løbe bort. ”Hvor tror du ellers?! Jeg tager dig til arresten. Du har ødelagt min dag rigeligt til, at jeg magter at skulle straffe dig selv.” Han var vred. Det var det ikke til at komme udenom. Det var lige ved at der stod damp ud af ørene på ham.

Inden han begyndte at slæbe hende med sig, så han sig dog lige en gang over skulderen på knægten, der stadig stod og havde set på. Da knægtens blik mødtes med Alrans, hævede han stolt hagen og skød brystkassen frem, som en kæk dreng gjorde bedst. Med den anden frie hånd fumlede Alran straks ned i en af sine bukselommer og trak en mønt op, der blev kastet mod knægten, der til trods for den akavede vinkel greb den med iver. ”Se til at få bragt Chléos tilbage til stalden. Og giv ham et par ekstra orm.” Og med det gav han strudsetyven et voldsomt ryk for at få sat hende i gang med at gå i takt med ham selv. Hun havde bare at ikke have ham slæbe hende hele vejen…

Drukkenbolt? Måske stank hun, men hun opførte sig vel ikke som en; eller måske var det blot sådan at folk opførte sig her i byen, når de var fylde. Det var godt nok nogle ganske beduggede mænd, der havde synes det var hylende morsomt hvis hun prøvede at stjæle strudsen. Evlyn fugtede læberne, mens tankerne fløj rundt i hoved. De skiftede fra side til side, mens hun i ganske få sekunder overvejede diverse scenarier hvordan hun skulle slippe fri fra denne mand. Hvis hun valgte at gå med ham, kunne hun ende med at han fik samlet sig kræfter sammen til at jagte hende, skulle hun prøve at stikke af igen. Men at stikke af nu, det ville næsten være for nemt.

Da han skubbede hende fra sig, flagrede hun lidt med sine arme, før hun kom op og stå en smule ustabilt på hendes ben. Hvis hun nu legede med på, at hans troede hun var fuld, så ville flugten blive nemmere senere. Hendes øjne begyndte at svømme, mens hun kiggede frem og tilbage. Skuespilleren fandt hende nemt, og rollen hun havde påtaget begyndte at forme sig ind i hendes egen personlighed. Hun lod ham hive fat i kraven af tøjet, viste ingen modstand da han trak hende hen imod sig ud over at hun lagde sine hænder over hans hånd. “Jeg - jeg...” tåre begyndte at fylde hendes store øjne, hun bed sig i underlæben mens ansigtstrækkende begyndte at give udtryk for at hun skulle til at begynde at græde. Hun nåede dog ikke at sige noget, før at ejeren af strudsen betalte knægten for at tage den tilbage til stalden. Og da han begyndte at slæbe hende af sted, var hun oprigtigt ved at falde over sine egne ben over kræften, der blev brugt til at trække kraven i hans retning.

“Jeg undskylder, jeg beder dem, ikke tage mig til arresten!” klynkede hun sårbart, som han trak afsted med hende. På trods af hendes modstand af ord, gjorde hun ikke antegn til at kæmpe imod den retning han tog hende i. Hvis hun kunne komme ud af det bare ved at give et godt show, ville det bestemt være at fortrække. Ellers måtte hun jo stikke af fra ham senere, helst et sted hvor der var flere mennesker hvor hun kunne gemme sig i mængden.

Hendes krokodilletårer og klynk bragte desværre – for hende – ikke medlidenhed med sig fra hans siden, men i stedet vrængede hans ansigt og blikket, han sendte hende var ikke fyldt med meget andet end foragt. Hun kunne tude så meget hun ville. Han var ikke i humør til at være venlig! Det var alt sammen hendes eget problem, og nu måtte hun bide det i sig og tage konsekvenserne. Om hun var fuld eller desperat. Der var visse folk i Dianthos, som man ikke skulle slå tværs henover. Og en af dem var Alran Nork’ger Bathen.

”Nej?” Det spørgende ord kunne næsten lyde godsindet. Som tog han hendes bøn op til oprigtig overvejelse. Men samtidig var det dækket af et tykt lag sarkasme, der lød alt for naturligt kommende fra ham. Han havde ikke hvilet sine øjne ned på tyvetøsen længe, da han i stedet skulle fokusere på vejen frem OG at slæbe hende med sig. Koncentrationen om det blev især vigtig, da de drejede omkring et hjørne og var tilbage på den menneskefyldte hovedgade. ”Det skulle du nok have tænkt lidt mere over, før du valgte at stjæle fra mig,” vrissede han, den falske venlighed var forsvundet igen.
Folk kiggede, men det gjorde folk sådan set altid. Folk var altid så nysgerrige men byfolk havde en særlig tendens til at stikke næsen bare lidt nærmere, hvad der ikke var beregnet dem. Alran ignorerede dem dog til perfektion, som han havde gjort mange gange før. Han holdte et stift blik direkte fremad, og måden hans bryn næsten sad på en stejl vinkel gjorde da også noget for at der blev stirret for meget.

Han havde lige akkurat åbnet sin mund for at slynge flere ord efter kvinden i hans greb, da han blev afbrudt af et tørt host, der tvang hans anden, frie hånd op at dække for munden. Det fik det helt til at dunke i de allerede forpustede lunger. ”Hvad fik dig overhoved til at tro, at det var en god idé? At række dine alt for lange fingre ud efter en fedtet pung på markedspladsen ville have givet dig bedre chancer,” sagde han dog upåvirket efterfølgende. Stadig lige hårdt. Stadig lige ligeglad med, om han sårede hendes følelser. Han gav lige et ekstra ryk i hende i tilfælde, at hun ikke fulgte trop. Det faldt ham ikke helt ind, at han måske havde længere ben og dermed længere skridt end hende.

På trods af hans toneleje til at starte med, kunne hun ane et snært af sarkasme, så hun regnede ikke med hun havde nået ind til ham. Han var en hårde nød at knække end hun lige havde regnet med. En udfordring. Et svagt smil spredte sig hen over hendes læber, som morede hun sig over situationen. Det forsvandt dog lige så hurtigt som dug i den hede morgensol. Han havde ganske ret, havde hun været en normal tyve tøs som der stjal for at overleve, havde hun nok burde overvejet konsekvenserne af hendes drastiske handlinger. Men nu var hun langt fra en gemen lille tøs, der gjorde dette af nød. Hendes lille stunt havde udelukkende været for at få lidt spænding ind i livet, og fordi nogen havde valgt at udfordre hende. Det sidste hun kunne sige nej til, var når folk mente noget var umuligt. Hun havde da hellere ikke opgivet at den struds skulle blive hendes. Hendes frie hænder fiskede en lille knive frem fra hendes lag af tøj, som hun ganske hurtigt gemte oppe i det venstre ærme. Mængden de gik igennem ville give et godt dække for at slippe fri. Men manden der hæv afsted med hende rørte ved hendes nysgerrighed. Hvem var han, og hvilken person var man når man valgte at have sådan et dyr som ride dyr.

Hendes tunge fugtede læben, mens tåre stadig løb ned af hendes beskidte kinder. Den anden hånd greb dens fingre omkring en pung som de gik forbi en herre, lige som han nævnte hun ville have bedre held her ude. Pungen forsvandt ind i klæderne, hun gjorde det så instinktivt at hun faktisk ikke helt havde lagt mærke til hvad huhn havde gjort, før at den tunge fornemmelse lå i den skjulte lomme. Hun nåede dog ikke at svare, før at han gav et ryk i hende. Hun kunne nemt have fulgt efter. Men hvem ville hun ikke være, hvis hun ikke gjorde bare en smule modstand? Hendes ben gav under hende, og hun snublede over dem. “Hver barmhjertig, jeg stjal kun din ganger fordi nogle herre ville give en god sum penge skulle det lykkes for mig - jeg var desperat.” hendes stemme knækkede, mens en lille hulk forlod hendes læber. Hun prøvede så godt hun kunne at komme på benene så hun kunne følge efter ham igen. “Kan jeg ikke betale dem tilbage på en anden måde? Herre jeg bønfalder dem”

Noget i kvindens ord fik Alran til at stoppe op midt på gaden, hvilket da også resulterede i et par fornærmede fodgængere, der blev nød til at gøre det samme og så derefter møve sig forbi. ”Ahva sagde du?” Blikket i den vrede smed havde automatisk lagt sig mod tyvetøsen ved de præcis samme ord, men ved sin uhøflighed drejede han fluks øjnene i deres retning. Og så videre omkring sig selv, som skulle han lige orientere sig om, hvor elendigt, de stod. Idét hans opmærksomhed vendte tilbage til hans… fangst, så han dog ikke på hende, men havde en stiv kur væk fra gaden og han hev hende med sig ud til siden. Ubarmhjertigt, som altid.

Han placerede dem i begyndelsen af en mindre sidegade, hvor de ikke stod alt for meget i vejen, og hvor folk ikke følte sig indbudt på at lytte med. Han slap sit tag i hendes krave, men stående som de gjorde – hende med en mur bag sig – gjorde han det ikke helt nemt for hende at smutte. Han pressede hende selvfølgelig ikke op ad den, så hun kunne i princippet bare sætte i løb til den side, hun nu ønskede, men han stolede på sine egne reflekser til at stoppe hende, skulle hun prøve.
”En mand ville betale dig, for at stjæle fra mig?” gentog han sig for at blive helt sikker på, at han havde hørt rigtigt. For det kunne han da umuligt have gjort. Han var i forvejen rasende over, hvad der var sket, men denne information fik noget ekstra til at boble i ham. ”Hvad ved Zaladins ækle fjæs ville denne herre med en forvokset fugl?!” Det var ganske rigtigt et spørgsmål, men Alran ønskede ikke et svar på det. For hvordan skulle denne kvinde vide det? Hun var kun blevet betalt for at få fingre i strudsen. Med mindre hun løj.

Han førte glidende en behandsket hånd henover sit ansigt og så mere direkte mod hende. Lagde for alvor mærke til de våde kinder og ynkelige udtryk i hendes øjne, og en fordybning imellem hans bryn blev en smule dybere. ”Så stop dog, dit flæberi,” brummede han irritabelt og så diskret lidt væk. ”Fortæl mig hvem dette røvhul er og hvor jeg kan finde ham, og jeg overgiver dig ikke til byvagten.”

Hun havde ikke regnet med at han ville stoppe op. Hvilket gjorde at hun igen ikke helt fik holdt sin balance, og var meget tæt på at falde ind i brystkassen på ham. Hun formåede dog at holde sig nogle få centimeter fra ham. Det var svært, når han havde valgt at holde fast i hendes krave, som virkelig ikke hjalp på hendes evner til at holde sine fødder solidt plantet på jorden. De utilfredse mennesker, der måtte møve sig forbi hende for at komme videre, gjorde det bestemt hellere ikke nemme. Hendes våde øjne kiggede op på ham, mens hun trak lidt på skuldrene. Havde han et spørgsmål nu, eller?
Hendes blink vandrede lynhurtigt omkring deres omgivelser. Hun skulle snart finde sin udvej, eller ville det blive meget svært for hende at slippe fra ham. Han kunne tydeligvis løbe hurtigere og havde mere stamina end nogen menneske hun havde stødt på. Så noget fortalte hende, at han ikke kunne være et. Men - hendes øjne betragtede ham - han ville nok mest tolke det som om hun afventede hvad han ville gøre ved hende. Men for hende var det mest, for at se om hun kunne se nogen indikation der kunne fortælle hvem, eller hvad han var.

Men før hun kunne tænke tanken færdig, hæv han atter afsted med hende. Hun skulle lige til at protesterer, men bed sig selv i tungen. Hun var nød til at blive spille videre på den rolle hun havde påtaget sig. Det ville ikke virke særlig godt, hvis hun pludselig blev spydig. Især ikke når han ikke just virkede til at have nogen videre følelser. Hun fnyste indvendig, han ville blive en hård nød at knække. Hun tog en dyb indånding, som han endelig gav slip på hende - men lagde også mærke til at han havde placeret hende strategisk i forhold til at holde styr på hende. Mon ikke hun nu godt kunne undgå at han fik fat i hende. Hvad han sagde som det næste, gav hende dog store øjne. Bare hun gav ham navnene så ville hun lade ham gå? Det virkede næsten for nemt. Hun blev så bidt af sin mulighed for at komme væk uden at give et hint om hvor god en tyv hun i virkeligheden var, at hun slet ikke lagde mærke til hans bidende kommentar om hun skulle stoppe sit flæberi.

“Det var tre herre” sagde hun og nikkede, “Jeg er ganske sikker på at de hed Marvin, Greven og Ytral.” Hun prøvede at tørre tårnene væk, men fik bare hendes ansigt til at se mere beskidt ud end det ellerede var, på grund af vandet fra tårnene fjernede skidtet hun havde på sine fingre. “jeg skulle møde dem igen I den nedre bydel - en kro som ejes af en eller anden meget højtrystet Alf, så snart jeg havde gjort det. Jeg er ganske sikker på de stadig kan finde dem der nede” nikkede hun ivrigt og kiggede på ham med hendes store øjne. Var det virkelig så nemt at undgå han ville tage hende afsted igen?

Der var desværre ikke tid nok til, at skjule det lettere vrængende udtryk, der strøg henover hans ansigt. Højtrystet alf. Tyvetøsen var vist ikke helt bekendt med stedet – hun kunne ikke gang give ham navnet på kroen – men Alran var det næsten mere end, hvad han ønskede at være. For han var godt klar over, hvilken kro, det var hun talte om, og han var ærligtalt ikke meget for at skulle begive sig derned. Igen.  Denne ’højtrystede alf’ var ikke just en af hans nære venner. ”Selvfølgelig,” sukkede han dybt irritabelt under sit egent åndedrag.

Han måtte så småt have begyndt at tro, at hun ikke ville være dum nok til at løbe væk, selvom han gjorde det relativt nemt for hende, for efterfulgt af realiseringen af, hvor besværligt og hovedpinedannende situationen var blevet, klaskede han en hånd over sit ansigt i en mental træt gestus, der fortsatte hele vejen op igennem hans rodede hår. Hans slap spændingen i de muskler, der holdte hans hoved oppe, og det faldt fremover i takt med at hånden havde møvet sig helt om i nakken. ”Hvad er ’Greven’ også for et navn. Det ville squ ikke undre mig, hvis røvhullet gav sig selv det i håb om at en dag kunne stige i rang.” Om han direkte talte til hende eller om han tænkte sit tankemylder højt var igen ikke til at sætte en sikker finger på. Men efterfølgende løftede han da sit blik tilbage mod hende – hvis hun da ikke allerede var forsvundet ned ad den nærmeste gyde. Hendes slags var ofte så glatte at holde fast i.

”Kom,” brummede han så efter et par eftertænksomme øjeblikke. Han trådte endnu engang mod hende for at gribe fat i hende. Denne gang klemte han dog kun ned omkring hendes ene skuldre for at dirigere hende i hans ønskede retning. Derefter løsnede han grebet lidt. ”Det ser ud til, at vi skal på dagsbesøg på denne kro. Og du skal pege disse røveri-genier ud for mig, når vi når derhen, så jeg kan have mig en lille… snak med dem.” Ja, så let slap hun så alligevel ikke. Hun var stadig mere brugbar for ham i hans varetægt end hun var på fri fod i gaderne. Han skulle nok holde hans løfte om at ikke bringe hende til Byvagterne… hvis det da vidste sig, at hun ikke var fuld af løgn.
Og hvis hun da ikke beklagede sig for meget eller gjorde turen for besværlig, førte han dem begge mod den nedre bydel.

Det kom ikke som noget chok, at hun skulle med - eller at han ville tage derhen med det samme. På trods af at hun kunne spore hans træthed, stod det klart hvad han var for en karakter. Hvorfor udsætte ting, når man kunne gøre dem nu. Især når det galt mennesker som der havde gjort ham uret. De fleste personer, ville også selv slæbe en tyv hele vejen hen til arresten. Hun havde set et par af byvagterne der gik rundt ved boderne for at sikre sig alt var i skønneste orden. Han havde bare kunne overlevere hende til dem, også undgå besværet ved selv at trække hende igennem byen. Det kunne selvfølgelig også være at han bare ikke havde set dem? Hvem vidste, han virkede ikke som en der så meget ud over sin egen næsetip, når han var blevet irritabel eller vred. Hun gættede på at han var begge ting lige nu.

Hun trak på skuldrene over hans tankestrøm, han havde ganske ret. Hvilket navn var Greven i det hele taget? Hun havde svært ved ikke at smile af bemærkningen. Hun var ikke løbet sin vej, ud af ren og skær nysgerrighed. Dette var næsten for godt til at være sand. Hendes dage hun havde været i dette land, havde været ganske kedelige. Hun havde ikke kunne finde sin kontakt, der skulle diergerer hende videre til hendes næste mål. Så dagen i dag, havde virkelig vidst sig fra dens gode side. Først delen med strudsen, og nu at se ham vade ind i en kro fyldt med kriminelle. Hvad havde han forestillet sig? Det kunne næppe gå godt. Og hun ville ikke lade denne chance gå hende næsen forbi.

Hun nikkede ivrig. “Selvfølgelig herre, så længe det får mig ud af arresten.” da han gik, fuldte hun lydigt efter, som en trofast hund. Glad for at han denne gang ikke trak hende afsted i kraven. Det var ganske mere behageligt på denne måde. “Hvad havde de forestillet dig de ville gøre når de finder dem? Er det ikke farligt bare sådan at gå ind i en kro fyldt med kriminelle?” mumlede hun stille bag hans ryg, som de bevægede sig afsted mod den nedre bydel.

”Stop med at kalde mig ’herre’! Det giver mig myrekryb,” vrissede han så snart ordet havde forladt hendes mund for hvad? Tredje gang? Han havde ikke talt på det, men han var sikker på, at hun i hvert fald havde kaldt ham det flere gange nu. Og det var ikke blevet bedre af det. Alran løftede atter sit hoved og skuede udover hovedgaden, denne gang mindre undersøgende og mistænksomt end, hvad han havde gjort før, han havde trukket en pige med sig ind i skjul i en gyde… Han måtte endelig selv have lagt mærke til byvagternes tilstedeværelse, men frem for at falde til ro i god tro, om at gaderne var et sikkert sted at være, spændte han i stedet lidt ekstra op i kroppen.  Han stod ikke på den forkert side af loven - ikke i øjeblikket - men om der ikke var spredt ord om en vildfarende fugl i hovedstaden. At skulle håndtere en snak lige nu, havde Alran hverken tid eller lyst til.
Så med et opmærksomhedsgørende klap på sin kvindelige ledsagers skulder, dirigerede han hende med et hovedkast. ”Den her vej. Vi skyder genvej igennem her,” forklarede han lavmælt, inden de begav sig ind ad mindre gader, hvor den travle summen blev mildere for ørerne.

Alran gik det første stykke tid i stilhed og med en målrettet udstråling og gang. Men så stadig med blikket rettet lige frem for sig - egentlig havde han ikke set direkte ned på hende, siden de havde sat af sted mod kroen - åbnede han sin store mund igen: ”Jeg har da lidt erfaring med at tage mig af kriminelle, så du burde ikke bekymre dig sådan om det.” Tydeligvis et underlæggende prik til, at han da fik fanget hende med hænderne i goderne. Om hun så bevidst ikke var flygtet igen, når hun så chancen. ”Desuden så kender jeg stedet,” afsluttede han tilføjende. Hvordan hun ville tage det, ja, det ragede ham en radise.
Han fik dem til at dreje af. Og lidt efter lidt, som de gik, begyndte husene at se mere og mere slidte ud. Og gaderne var knap så rene som det livlige centrale. Det forbløffede lidt den unge smed, at det var sådan. Han forventede mere skrald fra de festende og arrogante høje middelklasser.

De måtte have gået i godt tyve minutter i et rask tempo, da kroen kom ind i deres synsfelt. Han havde været der før. Det havde bare været et godt stykke tid siden. Måtte guderne være med ham. ”Bare peg dem ud for mig, når vi kommer ind. Ikke andet. Derefter kan du frit stikke halen mellem benene.”

Hun tog ordene ind, han ville ikke have hun kaldte ham herre. Det var vel selvfølgelig helt i orden, alt forladt. Hvis man ikke brød sig om høfligheder, og de tiltaler der kom med dem. Så skulle hun holde det for sig selv, faktisk passede det hende helt fint. Evlyn var tæt på at sige noget til det, men valgte at holde sin tunge. Der var ingen grund, så længe at hun bare stoppede - så var det vel godt nok for ham. Som en lille djævel på hendes skulder, hviskede tanker; sig det bare en gang til, bare for at irriterer ham. Hun holde dog smilet fra sine læber, og bøjede hoved. Hun skulle nok opføre sig ordenligt, i hvert fald ind til at de nåede til kroen.

Trofast fulgte hun efter ham, på trods af at hun havde flere muligheder for at stikke af. Så blev hun, som en trolig hund der ikke veg fra dens mester. Mest af alt, fordi det var for godt til at være sandt. Så snart de trådte over dørtærsklen til kroen, så kunne han ikke længere røre hende. Eller han kunne prøve, men der var risikoen at miste nogle fingre i forsøget. Hun fulgte blot efter, da han nævnte at de kunne skyde genvej igennem nogle gyder. Hun kunne stadig mærke varmen fra hans klap på hendes skulder. Brynene knyttede sig imod hinanden, det var mærkeligt. Dog forlod tanken hende hurtigt igen, og hun fokuserede på vejen de gik på i stedet.

“Oh - det godt at høre. Jeg ville nødig have at jeg bragte flere problemer til dig, end dem jeg allerede har lavet.” løgn; sagde hun som kommentar på, at han havde været der før. Og det ikke var første gang han ville færdes blandt kriminelle. Hun tog en dyb indånding, han virkede trods alt som en der kunne håndtere sig selv. Så det undrede hende faktisk ikke, at han kendte stedet. Eller hun havde måske mere forventet at han kendte til stedet. Men nuvel, nu måtte hun jo afvente og se hvordan scenarie udspillede sig så snart de ankom. Det kildede næsten i hendes mave, over spænding omkring aftens drejning. Og hende der havde kedet sig den første uge hun havde været her.

Hun nikkede ivrigt. “Okay - tak.” her ville hun igen have sagt herre, men undveg det meget tydeligt. Hun gav ham et lille smil, som tegn på hun var klar. Hvor klar hun i virkeligheden var, det ville tiden jo vise ham lige om lidt. Bygningen der foldede sig ud foran dem, var ikke hvad man normalt ville betegne som en kro. Det lignede mest af alt, et falde færdigt skur. I hvert fald ved første øjekast. Det var et gammelt bindingsværkshus, hvor halvdelen af taget var begyndte at tilte i den forkerte retning. Skøderne på vinduerne var enden slået for, eller ved at falde af dens hængsler. Andre kroer, værtshuset eller hvad man nu ville kalde sådanne steder. Plejede som regel at have et skilt der indikerede at det var et. Men her var det kun råben, skrigen og latter fra huset der indikerede at der foregik ting og sagde der inde. Så snart man trådte ind, ville der være godt gang i den. Det var der altid, ilden knitrede i den store pejs. Men ud over det, var den en snusket lille rømme. Det var tydeligt man fokuserede mere på at servicere gæsterne, og få krystaller i kassen. End at bruge tid, penge og arbejdskraft på at gøre rent. hvis det ikke havde været fordi, at Evlyn havde haft forretning derinde, og derefter var blevet ganske godt bedugget. Så havde hun ikke blevet der så længe der som hun havde gjort. Stedet var klamt, i mere end én forstand.

Så snart de trådte ind igennem døren, vente hun blikket rundt i blandt de mange gæster der befandt sig der inde. Der var meget støj, så hun måtte tæt hen til ham, for at få hendes stemme igennem larmen. “De sidder der over” hun udpegede de tre mænd, som hun havde nævnt. Den ene var en fed middelalderen herre, hvis skjorte indikerede via de mange pletter at han nok ikke var den mest renlige person. Den anden var en halv elver, tynd spinkel og til sidst en ganske almindelig udseende mand. Som bare var godt fuld. Nu begyndte det sjove. Det var Evlyn helt sikker på.

Selv Alran fik dårlige nerver over at bryde et løfte. Også selvom man ikke rigtig kunne kalde det et løfte men nok nærmere et forbud, at han ikke ville træde indenfor hos dette værtshus igen. Ikke at det var et sted han foretrak, hvilket kom stærkt til udtryk det samme øjeblik de var igennem døren. Stedet havde dog haft sin charme på sin helt egen særlige, møgbeskidte, overdøvende larmende og grove måde. Han havde da moret sig her. Og efter en lang arbejdsdag i smedjens hede, så havde hans svedige og tilsodede selv passet ind.

Indenfor så han sig omkring med det samme. Allerede før hans mandemål blev peget ud for ham. Det var heller ikke dem, han ledte efter til at starte med. Nej. Han skulle først og fremmest lige sikre sig hvilke bevingede skabninger, han kunne risikere at være omkring denne middag. Umiddelbart kunne hun ikke se ham, men der var fuldkommen proppet med folk og det nåede kun lige med at blive et overfladisk skue, før tyvetøsen krævede hans opmærksomhed, og samtidig fik han ordentligt ind på spor igen. Om han brød et forbud kunne rende ham. Han havde ting at se til. Andre ting at bekymre sig om, end en hysterisk alf. Hvis da altså denne kvinde talte sandt...
”Hm?” Alran fulgte skarpt retningen, hvor hun pegede og fik hurtigt øje på de tre mænd. Sikke da en hyggelig lille gruppe de var. De kunne næsten ikke se mere malplaceret ud siddende, der ved samme bord. Hun kunne derfor umuligt bebrejde ham for at sende hende et noget skeptisk blik efterfølgende. Han havde egentlig stolet rimeligt blindt på hende indtil videre. Hvor god en idé dét havde være, måtte han jo finde ud af. Han håbede inderligt, at han ikke have spildt sin tid.

Som en afsked med hende brummede han et dybt og råt suk, før han begav sig ind i mængden. Han møvede sig bevidst på, og en enkel servitrice, der måtte have set udtrykket i hans ansigt, trådte ligeledes tilbage for at lade ham komme forbi.
Så snart han ankom til bordet, sagde han ikke noget eller indikerede meget. Allerede som han havde passeret en fri stol ved bordet nær, greb han om den og trak den med sig, placerede den ved en åben om bordet plads og satte sig tungt ned i den. At det skulle vise sig, at stolen, han havde taget, ikke var så fri igen, og en stakkel sendte på gulvet i god tro om, at han havde noget at side på, rørte heller ikke Alran. Han lagde ikke engang mærke til det, men sad bare og stirrede med mørke øjne på sine nye ’kammerater’. Kendte de mon ham? Det var trods alt ikke alle i hovedstaden der ejede en ridestruds, som de tilsyneladende havde bedt om at få stjålet.
Alran sad egentlig ganske afslappet. Benene spredt og lænet let tilbage. Dominant. Og tydeligvis ikke en glad mand. ”Goddag, de herrer. Jeg har hørt en lille fugl synge om jer tre…”

Evlyn lagde hoved på skrå, da hun betragtede manden foran hende. Det var som om, at han ledte efter noget, eller nogen? Hun var ikke helt sikker, men der var en kriller der begyndte at forme sig i hendes mave. Og hun kunne ikke længere holde hendes smil tilbage, hvilket show det ikke snart ville blive. Og selvom hun havde talt ganske sandt omkring de tre mænd, og det var selvsamme mænd hun pegede ud. Så havde hendes motiv bestemt ikke været et nobelt et, for havde hun virkelig givet ham en chance. Så havde hun jo fortalt hvem hun var, og ikke lokket ham herhen. Men så havde hun jo hellere ikke være blevet ført så længst igennem byen, som han havde haft mulighed for.

Som han forlod hende, valgte hun at bevæge sig imod baren. Med et elegant hop, endte hun oppe på baren. Dette fik nogle irritable blikke til at blive sendt hendes vej, ikke at hun tog sig af det. Hun var mere optaget af hvad der kom til at foregå lidt længere henne, og når der var så mange mennesker i rummet. Så var hun nød til at komme lidt længere op, for at sikre sig at have det bedste udsyn. “Et stort krus øl!” grinede hun over skulderen, og lagde nogle krystaller på disken. Ganske hurtigt havde hun et koldt krus i hånden, hun kiggede ned og lavede en grimasse. Kunne de i det mindste ikke bruge tid på at gøre dem rene? Nuvel, hun trak på skuldrene og tog en ordentlig slurk.

De tre mænd, der pludselig havde fået selskab, betragtede manden foran dem. Først var der ingen tegn på, at de vidste hvem det var. Men fedbjerg begyndte at grinede, en rungende latter, så voldsom at hans mave begyndte at hoppe op og ned. “Hva satan, man sender tyve tøsen ud for at stjæle din struds. Også ender hun sgu med at bringe en endnu større belønning. Manden selv!” han vente blikket rundt i rummet, tydeligvis op udkig efter nogen. Og da han så hende imod baren, rejste han sig op og hævede sit krus imod hende. “For satan Evlyn, du skal nok få pustet noget nyt liv ind i os gamle mennesker!” - ligeledes hævede hun kruset imod ham, med et stort grin på læben. Hendes blik vente sig imod manden som hun var blevet fanget af. Hvis han kiggede imod hende, kunne hun ikke modstå at give ham et blink med øjet. “Så lad mig høre om denne fugl der synger om os? Fik hun hævet dig rundt i manegen, eller kom du tilbage til kroen af din egen gode vilje?” han lænede sig hen over bordet, med et stort smil. Et der viste at flere af tænderne enden var blevet slået ud, eller rodnet væk. I dette tilfælde var det hvem som hels gæt, men den dårlige onde - ville nok være en ganske god indikator hvilken en af de to ting det var. Halv elveren fandt en kniv frem og stak den i bordet, mens han betragtede den ny tilkommende med nogle mørke øjne. “For ser du, vi har en høne at plukke med dig.” hvor manden før havde været ganske munter, var der pludselig noget dystert hen over hans stemme i stedet.

Tyksakken lo, og Alran vidste med det samme, at det umuligt kunne være et godt tegn for hans dag. Og han havde bestemt ikke skjul på sin morskab. Det var næsten til for hele kroen at høre. Muligvis for at fange opmærksomheden og få flere unødvendige øjne rettet mod dem. En fordel for ham og hans slæng lige meget, hvilken drejning tingene tog. Endte Alran i gulvet ville mængden kunne deles om at hyle og håne hans nederlag. Endte han med overhånden ville han endnu engang blive smidt ud i sin livrem og endnu engang opleve smagen af gruset, for hvem elskede ikke bare det...
Som flere hoverende ord forlod den tandløse mund, skævede Alran i retningen af tyvetøsen, og han brød sig virkelig ikke om at se, hvordan hun virkede til at sidde på sin høje hest. Blinket hun sendte ham, resulterede kun i en diskret visning af tænder, der ikke var til at se for andre end hende.

”Det tog squ ikke andet end et løfte om, at ikke aflevere hende direkte til byvagterne, og hun var mere end villig til at give jer op,” slyngede han direkte tilbage til mændene i takt med, at hans blik rettede sig mod dem igen. Han havde meget vel stolt blindt på denne… Evlyn, men på sin hvis havde han ikke givet hende nogen grund til at tro på, at han ligeledes ville holde sin del af aftalen, når det kom til stykket. ”Men at sige, at jeg kom her af ’god’ vilje er at forlange for stor ren løgn af mig. Jeg bryder mig ikke om at bruge min velfortjente fridag på røvhuller som jer. Eller jeres tyvagtige kællinger for den sags skyld.” Han smallede vredt sine øjne.
Øjne der skarpt faldt på kniven, som den blev slået ned i bordet. Udadtil lignede det ikke, at det havde rørt den unge smed det mindste, lige set bort fra, hvor meget værre udtrykket i øjnene blev, som de hævede sig mod halvelveren. Det var lidt svært at føle sig truet af en sådan spinkelmand. Han kunne have, åh, så mange magiske tricks oppe i ærmet, men et enkelt slag ville nok knække ham midt over og efterlade ham kold på gulvet.

”Og I valgte at sende en sølle tøs ud efter mig i stedet for at gøre arbejdet selv?” spurgte han med en umådelig nedladende tone. I det mindste var det nedladende aspekt ikke så meget rettet mod Evlyn, men hendes arbejdsgivere. Den trøst kunne hun give sig selv; at han var tættere på at ryge i flæsket på dem end hende. ”Ikke engang fordi dét var nok af en omvej for jer. Nej. Havde I planer om at kidnappe en struds og lokke mig frem på den måde? Jeg havde hørt at kroen her tiltrækker kujoner, så måske skulle jeg ikke have været så overrasket.”