Marcel var i gang med at følge sporene fra et dådyr, da han fik øje på nogle andre spor. Menneskespor, sandsynligvis. De var i sig selv ikke så anderledes fra elverspor, men elvere gik sjældent på den klodsede måde de her spor antydede at personen, der havde efterladt dem, gjorde. Elvere efterlod sjældent spor Marcel overhovedetkunne følge. Dem her nærmest skreg af ham, hvilken vej personen var gået. Han tog et øjeblik til at overveje sine muligheder; forfølge dådyret og få mad på bordet eller følge efter mennesket.

I elvernes område var det sjældent, at der kom mennesker, og dét var, hvad der fik Marcel til at beslutte sig. Han fulgte efter menneskesporene og langsomt indså han et mønster: det her menneske var tydeligvis faret vild. Det ændrede retning ofte, tilsyneladende tilfældigt, og kom tættere på Elverly end hvad der var sikkert at opholde sig i de her tider.

Alligevel fulgte Marcel stædigt efter sporene, i småløb uden problemer, fordi sporene var så tydelige, hvis man vidste hvad man skulle se efter. Det var først, da han fik øje på menneskets lys med sin evne, at han sænkede farten.
Hans evne lod ham se levende væsner på afstand, som et pulserende lys der kom fra deres hjerte. Det gjorde ham til en fantastisk bueskytte, der altid ramte sit bytte direkte i hjertet, og også denne gang så han lyset inden han så personen. Dér gik han på hug og bevægede sig langsomt frem fra busk til busk og bag træer, indtil han fik øje på vedkommende. 

Marcel så ham an. Høj og spinkel, bleg, som havde han aldrig haft brug for at være udenfor mere end en et par minutter af gangen, med undtagelse af kulsorte hænder og arme. Marcels hoved faldt lidt på skrå og han kneb øjnene sammen i forundring og betagelse, imens han forsøgte at regne ud hvorfor fyren så sådan ud. Umiddelbart lignede han ikke en dæmon. Okay, lidt, måske, med det sorte hår og de skarpe kindben.
Vigtigst af alt så han dog ikke farlig ud. Han lignede én, der kunne finde på at bide, men det ville Marcel ikke dø af, tværtimod. Han lignede ikke én der var stærk nok til at vinde en slåskamp, skulle det komme til dét, var mere hvad Marcel tænkte, når han tænkte at fyren ikke så farlig ud.

Han rejste sig op, fra hvor han gemte sig, og pludselig slog hans hjerte hurtigere i brystet på ham, selvom han lige var kommet frem til at fyren nok ikke var farlig. Skulle han sige noget? En klump satte sig straks fast i brystet på ham og han tog i stedet et skridt bagud, hvor en gren belejligt nok knækkede under hans fod og han stod straks frosset fast til stedet, pludselig pinligt berørt over at have sneget sig ind på ham. 

Hver eneste gang en gnist syntes at tage fat i de tørre blade, Etienne havde skrabet sammen under sit sølle forsøg på at bygge et bål, passerede der ikke mere end et par sekunder forbi, før vinden gjorde sit indtog og tog livet af den lille, hjælpeløse flamme. Dette scenarie nåede at gentage sig hele fem gange, før tålmodigheden løb ud, og han med en frustreret lyd kastede flintestenen fra sig.

Han sparkede til bålet, så de fire grene, han havde placeret i en trekant-formation, brast til jorden. ”Åndsvage bål. Åndsvage skov!” forbandede han sine omgivelser, alt imens han gav sig til at sparke til endnu flere ting, blade, smågrene, spæde træspirer, der kun for nyligt havde formået at skyde op igennem skovbundens dække. Fuldstændig optaget af sit lille vredesudbrud bemærkede han derfor ikke, at han i samme nu var ved at blive overrumplet. Først lyden af en knækket gren nåede ham – det ultimative tegn på fare – fór han sammen på stedet.

Han fandt sig selv ansigt til ansigt med en fyr, der var et halvt hoved højere end ham selv og næsten dobbelt så bred. Hans læber skiltes ganske let, og det eneste, der forhindrede ham i at stikke af, var synet af den muskuløse fyrs ansigsudtryk. Han så mindst lige så overrasket ud, som Etienne følte sig.

Rigmandssønnen måtte fugte sine læber, før han formåede at tvinge lyd over dem. "... Udspionerede du mig?" Skammen over at være blevet fanget i et pinligt øjeblik overmandede ham, men den var intet at sammenligne med frygten for, at den fremmede havde i sinde at indløse hans dusør.

Fyrens træk var ikke langt fra en elvers; de skarpe kindben, kanterne, de lange, spinkle muskler. Det eneste der manglede var et par spidse ører. Han så næsten royal ud. Marcel havde lyst til at rode op i hans hår eller finde en anden måde at gøre ham blødere at se på.
Marcels blik faldt straks til fyrens læber, da de blev fugtet, og hans tanker var så langt væk, at han knap nok hørte hvad der blev sagt til ham. "H - hvad?" spurgte han, og kunne mærke sine kinder langsomt blive varmere, indtil det forsinket gik op for ham, hvad der var blevet sagt.

"Nej, nej, jeg - øh, jeg troede at -" Marcel så sig om et øjeblik, som ville synet af skoven hjælpe ham med at finde på en undskyldning. "Jeg troede du var en elver. De er farlige heromkring," forsøgte han sig. Han havde både bue og pilekogger over skulderen, men havde glemt alt om begge dele, så snart han havde set fyrens ansigt. Det samme gjaldt kniven i hans bælte.

Etiennes øjne, der som altid afslørede hans inderste bekymringer, voksede sig ekstra store ved den fremmedes bemærkning om, at der var elvere i skoven. Farlige elvere endda.

”Hvad mener du med farlige? Elvere er da… Åh.” Han tav. Om end elvere så elegante ud med deres spidse ører og slanke, høje skikkelser, måtte han erkende, at der ligeledes hvilede en frygtindgydende aura over dem. Noget, der så så skrøbeligt ud, kunne umuligt være bygget uden forsvarsmekanismer fra naturens side. Det var en sandhed, der ikke havde slået ham før nu.


"Hvis de er så farlige, hvad laver du så her?" Mistroisk kneb han øjnene sammen, idet han så den anden an. Modsat Etienne var han udstyret med våben til at forsvare sig med, men fyren lignede ikke just en, der gik ud i skoven for bevidst at opsøge kamp. Udseende kunne dog narre, havde Etienne for længst erfaret sig. Selv de mest godhjertede, varme personer kunne vende på en tallerken og forsøge at skære halsen over på én, så snart man sænkede paraderne.

"Jeg bor her," svarede Marcel, som var det indlysende. Hvilket det ganske kort efter gik op for ham, at det ikke var, og hans kinder fik kun mere farve. "Min familie har altid boet her, men elvernes område er vokset de sidste par år og... Det er nemmere at undgå dem, eller forsøge at enes med dem, end det er at flytte..."

Marcel tav igen. Han vidste ikke præcis hvad der foregik imellem Lyset og deres dronning i Dianthos og imellem elverne i Elverly, men han vidste at der var opstået spændinger imellem elvere og mennesker, der ikke altid havde været der, og han vidste ikke, om den smukke fyr foran ham, bare ville grine ham op i hovedet, hvis han forsøgte at fortælle ham om de spændinger. Han lignende én der kom fra en velhavende familie, en familie der sikkert havde politisk indflydelse og sikkert vidste alt muligt om elvernes voksende hær og hvordan det påvirkede deres forretning eller noget i den stil. Marcel kunne slet ikke forholde sig til den slags og han ville helst ikke se dum ud ved at forsøge, ikke foran ham her.

Han havde brug for et nyt emne. Hurtigst muligt, inden han fik sagt noget dumt. Hans blik faldt til det bål fyren havde forsøgt at lave og inden Marcel fik tænkt sig om gik han hen imod det i lange, energiske skridt.
"Lad mig hjælpe dig!" tilbød han med et smil, selvom han ikke kunne få sig selv til at kigge direkte på drengen. Han var altid bange for at hans tanker kunne læses for nemt, hvis han så for længe på én som ham her.

”Bor du her?” udbrød Etienne, som fandt han tanken om at nogen foretrak at bo midt ude i skoven som et eller andet primitivt rovdyr chokerende. Den slags livsstil var ham komplet fremmed, og han undrede sig slet ikke over, at den fremmede rødmede, uforstående overfor, hvad denne ellers skulle blive varm i kinderne over, hvis det ikke var over sit valg af bosted.

Til den fremmedes held var det ikke just Etiennes spidskompetence at aflæse andre menneskers intentioner og diskrete, om end afslørende mimik, og af denne grund fandt han ofte sig selv uforstående overfor deres følelser.  Alt for ofte havde han trådt andre over fødderne uden at have intention herom, og alt for ofte var andres sorg eller frustration gået ham over hovedet. Havde han eksempelvis været mere opmærksom på sine brødres følelser, ville han aldrig nogensinde have behøvet at bygge et bål midt ude i en skov, men isolationen havde altid virket langt mere attraktiv end at forsøge at mindske afstanden imellem ham og hans medmennesker.

Da fyren trådte hen imod det, der skulle forestille et bål, var det til gengæld Etiennes tur til at blive rød i kinderne, da han skyndte sig at følge efter den fremmede. Febrilsk puffede han dennes hænder bort, før fyren kunne nå at redde bålet. ”Bålet”.
”Jeg kan altså sagtens selv,” skyndte han sig at indvende, men tav herefter og bed sig tænksomt i underlæben. Brynene rynkedes, og han skar en diskret grimasse. ”… Vær sød at fortælle mig, at du ikke holdt øje med mig længe nok til at se mig forsøge at få gang i bålet lige før.”

"Um... Ja?" svarede Marcel, forbavset over den fremmedes udbrud over hvor han boede. Han kunne ikke se, hvad der var slemt ved at bo i skoven. Hans far havde et hytte nogle kilometer væk i skovbrynet, men Marcel kom sjældent hjem for at sove. Der var for mange i hjemmet, og han kunne godt lide at være alene, bare dyrene i skoven, stjernerne på himlen, og ham. Han havde en sovepose, en gryde, et par skåle og et bål ved en lille sø lidt væk, og det var alt han skulle bruge. Fra tid til anden fandt han et nyt sted at slå sig ned, men når han var ude for at jage, som i dag, lod ham dem blive hvor han var. Det var alligevel så sjældent at andre væsner end elverne turde bevæge sig rundt i skoven her, der var jo ikke noget at komme efter. 

Marcel så forvirret på drengen igen, da hans hænder blev puffet væk fra bålet. Hans blik faldt til drengens læbe, da der blev bidt i den, og han skyndte sig at se ham i øjnene, da han talte igen. "Åh.. øh.. Nej, det så jeg ikke?" tilbød han, men det var den dårligste løgn han nogensinde havde fortalt, og han havde aldrig været en god løgner til at begynde med. Han prøvede dog, for fyrens skyld, og han smilede også til ham, et smil han håbede var beroligende.

"Det ser ud som om du var tæt på at have den," forsøgte han sig med et nik imod de svagt afbrændte grene. Han ville så gerne at fyren kunne lide ham og han ville så gerne have lov til at hjælpe ham, så han fandt også sin flint og metal frem med én hånd, imens han med den anden rettede på opsætningen af grene, indtil de gav læ for vinden. Han gjorde dog ikke noget for at tænde bålet, men rakte i stedet flinten og metallet frem til fyren, for at lade ham prøve, hvis han ville. Se om han kunne redde lidt af sin ære. Han vidste jo tydeligvis hvordan man gjorde, sådan helt basalt. Han skulle bare lige skubbes i den rigtige retning og Marcel kunne ikke se, hvorfor bålet ikke skulle kunne blive tændt nu, med dets mange visne blade og svagt afbrændte grene, nu hvor de var i læ. 

Løgnen blev set direkte igennem, men Etienne værdsatte alligevel fyrens forsøg på at lade, som om han ikke havde overværet Etiennes lille udbrud. Det betød, at adelssønnen kunne bilde sig selv ind, at han stadig havde sin værdighed i god behold. ”Godt så,” lød hans svar, idet han gengældte den andens smil og også selv lod, som om intet nogensinde var sket.

Imens den anden gik i gang med at redde hans sølle forsøg på at bygge et bål, sank Etienne ned på hug ved siden af ham. De blå øjne fulgte opmærksomt med i alt, fyren gjorde, og han mærkede et stik af stolthed ved forsikringen om, at han havde været tæt på at have styr på det.
”Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg aldrig prøvet at bygge et bål før… Men det havde du vel regnet ud.” Han skar en grimasse, og de blå øjne søgte den fremmedes ansigt. Naiv som han var overvejede han ikke en eneste gang, at fyren muligvis kunne have ilde intentioner, og han så ham derfor kun for hvad han var: En hjælpsom fremmed, der af uransagelige årsager havde valgt at slå sig ned midt i skoven. Han var dog det kønneste skovvæsen, Etienne nogensinde havde set. "Hvad hedder du egentligt?" spurgte han, usikker på om det var i orden at udspørge fyren. Måske denne var mere forsigtigt med, hvilke oplysninger han delte med andre, end Etienne hidtil havde været.

"Aldrig?" spurgte Marcel, både imponeret over hvor godt fyrens forsøg havde været, hvis han virkelig aldrig havde gjort det før, og overrasket over at der var mennesker, der aldrig i deres liv havde haft brug for at lave et bål. Han kunne slet ikke forestille sig den verden fyren måtte leve i. Marcel havde lavet bål lige så længe han kunne huske, det var et af hans tidligste minder.

"Marcel," svarede han med et forsigtigt smil, da han blev spurgt om sit navn. "Øh, Grålyng," skyndte han sig at tilføje, fordi fyren lignede én der gik op i den slags. "Ikke at det... betyder noget som helst heromkring. Eller nogen som helst steder." Det var en nem indrømmelse - Marcels familie havde aldrig betydet noget og ville aldrig komme til det. Sådan var det bare.

"Hvad.. er dit?" Han spurgte lidt nervøst og havde glemt alt om flinten i sine hænder og om bålet, for hans blik og alle hans tanker var på, hvordan det burde være umuligt for fyren ved siden af ham at eksistere. Han så slet ikke ægte ud. Han lignede en statue, der var kommet til live. Marcel havde stærkt på fornemmelsen, at hvis han set fyren et hvilket som helst andet sted, end her, hvor han selv følte sig hjemme, så ville han slet ikke have turdet snakke med ham.

”Aldrig,” gentog Etienne, skævende til den anden fyr. Havde de været hjemme i en af salene i hans families enorme palæ, havde det været den fremmede, der var blevet nedstirret med forbløffelse, hvis han havde nævnt, at han ofte egenhændigt byggede sine bål, men Etienne fandt, at det i disse omstændigheder var ham selv, der var outsideren, den unormale, særlingen. Blikket sænkedes med en uvant ydmyghed.

”Jeg har i hvert fald aldrig hørt om nogen Grålyng,” var Etienne hurtig til at svare, og måske endda lidt for hurtig. Det snobbede toneleje skinende tydeligt igennem sammen med blikket, der blev sendt den fremmede ned over næseryggen, og han bed sig selv i tungen over, at han vovede at tiltale sin redningsmand således. ”Men jeg kommer heller ikke herfra. Jeg er sikker på, at I er kendte for jeres bålbygningsevner,” forsøgte han at redde situationen med en drillende kommentar.

”Mit navn er Etienne. Bare Etienne,” svarede han, og det lyseblå blik fangede den andens ansigt. Med vilje undlod han at nævne sit familienavn, fordi fyren netop lignede én, der var komplet ligeglad. Det var en velkommen forandring.

Marcel vidste ikke, hvordan han skulle reagere, da fyren fortalte ham, at han aldrig havde hørt om hans familie. Det havde han heller ikke regnet med at han havde, men alligevel var der noget ved måden fyren sagde det på, der fik Marcel til at få det dårligt over sin lave stand. 
Han bemærkede først, hvordan han havde spændt i sine skuldre, da fyren lavede en drillende kommentar, og Marcel pludselig kunne slappe af igen og lavmælt grinede af ham.

Marcel sad målløs, da fyren introducerede sig selv. Der var noget ved måden, han så på ham på, der fik varme til at stige op i Marcels kinder, og der gik et øjeblik, før han lavmælt gentog ham. "Etienne," sagde han, som smagte han på navnet, uden at tage blikket fra Etiennes. 

Endelig kom han i tanke om bålet og han rystede lidt på hovedet, forskrækket over hvor tryllebundet han var blevet, inden han rejste sig op med et skævt smil. "Hør, jeg har, øh - jeg har en lejr ikke så langt herfra faktisk, med mad og vand og - og bål." Han grinede forsigtigt og gjorde et nik i retningen han var kommet fra. "Hvis du har lyst til at komme med tilbage, så kan vi dele dét. Hvis du - hvis du har lyst."
Pludselig ønskede Marcel, at han lidt oftere stødte på folk herude, der ikke var elvere, så han vidste, hvad man skulle sige og gøre, i stedet for at han nu var tvunget til at snuble over ordene, bare fordi han inviterede en fyr med tilbage til sin lejr. 

// Inaktiv