De sidste mange dage havde Splip sat hjemme ved sit hus, og nydt at det var blevet større og mere stabilt, og så meget bedre end før. Han havde tydeligvis ikke gode evner til at bygge huset - eller noget som helt andet rigtigt - så han var ganske taknemmelig for at Bongo havde trådt huset i stykker og bygget det op igen. Nu havde han endda en stol der inde også, og det var ikke længere så lille der kun var plads til den lille trolde-alf kunne ligge og sove der. 
 Stolen havde Splip haft med sig udenfor huset, og havde sat udenfor på den, og betragter de forskellige dyr og væsner der kom til og fra Lysningen. Især fugle og andre flyvende væsner, havde haft Splips fokus. De havde nogle ting til at stikke ud af ryggen, og de bevægede, og ud fra hvad Splip kunne forstå, brugte de dem til at flyve. Han synes også at kunne huske de andre alfer kunne det samme. 

 Nu fandt han sig selv, oppe på en stor sten, med hovedet vendt bagud, for at se sig selv på ryggen. Han havde noget sådan nogle ting til at stikke ud fra ryggen, ligesom de andre flyvende væsner, men de var slet ikke lige så flotte og store. Han gjorde dog hvad han kunne, for at få dem til at bevæge sig, og efter et par forsøg, fik han de sølle vinger til at vifte sig. Et stort smil bredte sig på hans læber, og han hoppede lidt af glæde på stedet. Blikket blev flyttet hen til kanten af stenen, og Splip gik hen til den, og så ned på jorden, der virkede til at være langt væk. Sten var dog ikke så stor igen, men i forhold til Splips små 76 cm, synes han den virkede stor og høj. Han tog en dyb vejrtrækning, inden jeg tog et skridt tilbage, for tage tilløb til springet ud over kanten. I et forsøg på at det ikke skulle virke så skræmmende, kneb Splip øjnene sammen, og koncentrerede sig alt hvad hun kunne, for at baske med de ødelagte vinger, og flyve højere op. Desvære virkede det ikke helt som Splip havde håbet, og i stedet for at flyve højere op, dalede han lige så langsomt ned mod jorden.

På trods af, at Etienne adskillige gange havde formået at fare vild i den enorme skov, havde han samlet mod til atter en gang at begive sig ind imellem de høje, grønne træer. Skovens tætte dække var trods alt det eneste sted, han kunne være nogenlunde sikker på ikke at blive antastet af fremmede, der syntes, at han virkede bekendt, eller dusørjægere, der var ude efter hans hoved. Kappen smøg sig tæt om hans ben, som han med lette skridt begav sig hen over skovbunden, det mørkeblå stof lettere mudret efter mange dages rejse igennem blæst og kulde.

Det underligste væsen, han nogensinde havde set, manifesterede sig på en sten længere fremme i skovbunden. Det så ikke ud til at være meget højere end et lille barn, men var langt tyndere og havde proportioner som et nær fuldvoksent menneske i ministørrelse. Nysgerrigheden drev ham nærmere lige tids nok til at se det lille væsen hoppe ned af stenen, baske febrilsk med sine vingelignende lapper på ryggen og dale imod jorden.

Han stoppede op, armene blev lagt over kors og hagen hævedes ganske let, som den så ofte gjorde, når han lod en af sine bedrevidende bemærkninger falde. ”Nu kommer jeg blot med et tilfældigt skud i tågen, men er det ikke meningen, at vinger skal bruges til at flyve opad og ikke til at falde nedad?” tiltalte han det lille væsen.

 Med øjnene forsat knebet i, hænderne knyttet ned langs siden, og tankerne rettet mod "op", lagde Splip ikke mærke til sine omgivelser, overhovedet. Først da der blev sagt noget, blev han opmærksom på, at han ikke var alene, og det tog alt koncentrationen fra ham, og gjorde så han faldt det sidste stykke ned, og landede på jorden, på numsen, med et overrakset udbrud.
 "Uuuuhwaaa..!" Han skar en grimmasse, da stødet fra faldet gjorde ondt på hans numse, og da han kom op at stå, gned han hånden mod den ene balle lidt.
 "Av av.. " mumlede han lidt, inden blikket blev løftet, og landede det på personen der nu stod og så på ham. Han lagde hovedet på skrå og så på den. Den lignede lidt Bailey. Men så ikke helt alligevel. Den lignede slet ikke Bongo. Den havde sagt noget til ham, men han forstod det ikke rigtigt. Splip så på lidt, og så tilbage på personen. 
 "Splip, op, op, op!" Sagde han ivrigt og pegede på de sølle, ødelagte vinger, der ikke så ud af særlig meget. Efter at have stået et par sekunder, løb han tilbage op på stenen, for at prøve igen. Det kunne ikke passe at han ikke også kunne flyve, når alle andre vinge-væsner kunne.

Den første umiddelbare tanke, der slog Etienne var, at det lille væsen ikke forstod et ord af, hvad han sagde. Den kiggede blot på ham, som var hans sætning gået fuldstændig over hovedet på ham. Da den endelig åbnede munden, var dens ordvalg ganske primitivt, men det gav ham en fornemmelse af, at den trods alt havde fanget brudstykker af, hvad han havde forsøgt at formulere.

Et suk undslap hans læber, idet han besluttede sig for, at han hellere måtte forsøge sig med et betydeligt simplere sprog. Stædigt kravlede det lille væsen tilbage på stenen, men inden det kunne nå at hoppe, skyndte Etienne sig at ryste på hovedet.
"Vent," afbrød han dens færd. "Hvis du vil opad, må du stoppe med at hoppe ned. Virker dine vinger ikke?"

 Splip stod klar på toppen af stenen, klar til at hoppe. Han stampede lidt i jorden, for at vække kroppen lidt, for tydeligvis sov den. Han havde jo set de andre dyr flyve, og var ret sikker på, han kunne huske de andre alfer også kunne flyve, selvom det var ret mange år siden han havde været der sidst. Han lagde an til at hoppe, men i det han skulle at hoppe, blev han afbrudt af personen der snakkede igen. Det afbrød Splip i begyndelsen af hans hop, hvilken resulterede han faldt og landede på maven. 
 "Urgh... " lød den fra Splip, som luften blev mast en anelse ud af ham. Han så frem for dig, med et utilfreds udtryk, inden han endelig kom op at stå igen. Han børstede maven lidt af, og så ned på personen. Et suk slap ud mellem Splips læber, da det ikke virkede til den forstod. Splip pegede på de ødelagte vinger, mens han gjorde hvad han kunne for at vifte med dem.
 "Splip, op, op, op! " forklarede han, og smilte stort, mens han så efter en fugl. Da der kom en flyvende pegede han på dem. 
 "Op, op! " Han nikkede og så ned på personen med det store smil. Han var overbevist om det nok skulle virke!

Blikket gled over væsenets vinger, da denne atter engang gentog sin lille remse om, at den ville op, op, op. Øjnene fulgte dens små fingre, og han så en fugl, der fløj forbi over deres hoveder. Et suk undslap hans læber, og utålmodigheden begyndte at melde sig. Noget sagde ham dog, at det lille væsen måtte finde ham mindst lige så langsomtopfattende, som han fandt den, eftersom den gjorde sig bedste for at skære problemet ud i pap.

"Jaja, jeg har forstået det nu. Op, op, op," knurrede han af den lille mand. Et stik af sympati meldte sig dog, da han trådte nærmere og så, at alfens vinger var ødelagte. Fungerede alfers vinger bare en lille smule som sommerfugles eller almindelige fugles, forklarede det, hvorfor han ikke kunne lette. Etienne pegede på vingerne. "Dine vinger er i stykker, ikke? Gør de ondt? ... Av av?"
Inde i sig selv skar han en grimasse af sig selv over at benytte sig af så primitivt et sprog, men skulle han gøre sig nogen forhåbninger om at kommunikere med den fremmede, var det vejen frem.

 Der virkede til at personen havde forstået hvad Splip prøvede at fortælle og hans smilede stort mens han nikkede. Han satte sig ned på kanten af stenen og så ned. Der blev peget på Splips vinger og sagt noget. Splip rynkede panden lidt. Av av i vingerne? Han drejede hovedet over skulderen, og overkroppen en smule for at se på vingerne.
 "Av av? "  lød det en anelse undrende fra ham. Han havde ikke ondt i dem. Skulle han det? Som han sad der på kanten, med overkroppen drejet, begyndte han at glide lidt, og før han vidste af det faldt han ned af stenen. Stenen var ikke særlig høj, men høj nok til at han ville komme til skade hvis han ikke passede på, nu hvor han ikke var større. I et forsøg på at redde sig selv, kneb han øjnene sammen igen og koncentrerede sig hårdt om at baske med vingerne. Og det lykkedes ham. Dog ligesom sidst, dalede han bare langsomt ned til jorden, i stedet for at flyve op.

 Da Splip ramte jorden igen, åbnede han øjnene og så på jorden under sig, inden han sukkede tungt, og begyndte at trampe hårdt og utilfreds i jorden. Han ville op, ikke ned! Han brummede lidt og så på personen der nu stod og tårnede sig ikke langt fra ham. 
 "Splip op.. Virker ikke.. " Sukkede han tungt. 

"Måske gør de ikke ondt, men altså... Er de ødelagte? Ødelagte?" Atter en gang pegede Etienne imod mandens vinger, idet han forsøgte at kommunikere på et niveau, han bedømte, at et treårigt menneske kunne forstå. Det fremmede væsen så ud til at være betydeligt ældre end det, men intelligensniveauet var vist ikke fulgt med den fysiske alder. Han havde nu kastet sig ud over stenen tre gange, og ikke engang bondegårdens mest tykpandede dyr behøvede at gå komme til skade hele tre gange for at erfare sig, at det, der skadede den, var farligt.

"Nej, det gør Splip." Etienne sukkede. I det mindste lod manden til endelig at have forstået, at han ikke kunne flyve. Havde han været bare lidt mindre, havde et par kunstige vinger af fjer eller blade måske kunne holde ham svævende, men lige nu anede Etienne ikke råd for, hvordan han skulle hjælpe ham. 

 Det irriterende Splip en del, at vingeren ikke bare ville virke. Nu havde han lige glædet sig til at skulle op og flyve. Hans blik landede på personen foran ham. Han rynkede panden lidt mens han lyttede på det han sagde og tænkte hårdt over det. Det lød bekendt. Han skrævede kort mod vingerne og tilbage på personen.
 "Ø'lagt? "  gentog han tænkende, med et lidt trist udtryk, men han viftede lidt med vingerne igen. Men de virkede jo. Han forstod det ikke. Utilfreds sparkede Splip til en sten på jorden, som fløj imod personen. Han løftede hurtigt hænderne op og så undskyldende på personen.
 "Ops.. "  sagde han og så lidt usikkert ud. Nu håbede han ikke personen blev sur over det. 

// Slut. Jeg er ked af, at jeg aldrig fik svaret, men den har vist stået stille længe nok nu. <3