Juno genkendte med det samme Mahir. Førhen var han ikke gået så meget op i Asad eller hans venner, de havde ligesom holdt sig for sig selv og Rottebanden havde gjort det samme, men det havde været noget andet efter Juno og Hector var kommet hjem. Asad var blevet mere aggressiv og det samme var hans bande. Juno var blevet jagtet af dem, havde fået bank af dem, selv Hector havde haft sammenstød med dem. Hector og Mia af alle.

Det var sjældent at nogen af drengene gik ud alene - hele deres ting var jo at skræmme eller banke krystallerne ud af folk og begge dele var nemmere i samlet flok. Så da han så Mahir skyde over gaden, tog han muligheden for at få hævn. Han holdt sig skjult, sit udseende ændret bare i de sekunder det tog Mahir at nå op ved siden af ham, hvor han greb fat i ham og hamrede ham ind i den nærmeste mur.

"Hvor er dine venner henne?" spurgte han, hans udseende ændret tilbage til sit eget, og lod ikke Mahir få vejret, før han trak ham med sig ind i en gyde. Byvagter gik som regel ikke op i at forhindre eller stoppe gadeslagsmål, slet ikke imellem to gadebørn, men hvem vidste, måske de ville bruge det som en undskyldning for at smide dem begge i en celle. Dén slags havde Juno slet ikke tid til. 

Mahir løb af sted igennem gaderne, så hurtigt han kunne, samtidigt med at han ikke løb sig selv flad, inden han var fremme. Under hans ene arm var en firkantet pakke, han havde fået udleveret til at aflevere i en anden del af byen. Pakkebud. Stikirenddreng. Hvad end man ville kalde det, han var på arbejde, og det var, hvad han koncentrerede sig om lige nu. Han var en af de bedste drenge, der var ansat ved det lille firma, selvom han var lidt for gammel. Men han var hurtig, ikke bare på benene, men også ved hjælp af underlige genveje. Hans kondi var god og han kunne løbe langt og hurtigt, mere end de små børn, der blev brugt. Samtidigt kunne han bære nogle lidt større pakker uden at sænke farten alt for meget.

I dag skulle han igennem noget af Nedre by for at komme frem, og han havde øjnene åbne efter farer. Det var ikke fordi, at han var en del af Asads bande, men han var trods alt hans lillebror, så han havde en målskive på ryggen. Men det hurtigt blik over hans omgivelser afslørede ikke noget og han løb videre i zigzag forbi folk og en enkelt vogn. Jo hurtigere han kom frem, jo hurtigere kunne han få en ny opgave og jo flere krystaller kunne han komme hjem med i aften.

Der kom et forskrækket gisp fra ham, da han pludseligt blev stoppet i sit løb og banket hårdt ind i en mur. Han var lige ved at tabe pakken, men klamrede sig til den, som gjaldt det hans liv. Endeligt genkendte han Juno og hans hjerte sprang straks op i halsen af ham. Pis. Pispispis. Han kunne mærke sig selv miste farven i kinderne, da han blev hevet ind i en gyde, ude af stand til at forsvare sig, fordi han stadig havde fat i pakken.
"Lad mig være, Juno, jeg er på arbejde!" Han forsøgte at lyde vred, men egentligt lød han også bare lidt irriteret og bange. Han kunne ikke det samme som sin storebror, det der med at skræmme folk bare med sin stemme. I stedet forsøgte han at hive sig fri af Junos greb, så han kunne bakke et par skridt væk fra ham. Gid Juno ville respektere, at han havde et arbejde at passe, men han tvivlede. Så vidt han vidste, havde der lige været et sammenstød, og det var selvfølgelig ham, det skulle gå ud over.

Juno havde ikke tid til at få sympati med et medlem af en rivaliserende bande bare fordi han var på arbejde. Asads bande handlede om vold og om at kunne skræmme andre. Medlemmerne var næsten voksne alle sammen, de holdt sig sammen, og Juno ville aldrig have kunnet tage Asad alene, medmindre han havde forberedt en fælde for ham på foran. Men Mahir, alene og uforberedt? Det kunne han godt. Og det var tid til revanche.

"Som om din bande ikke er efter mig, hver gang jeg får fri," snerrede han og skubbede til Mahir, selvom fyren selv var ved at bakke væk fra ham. Han var begyndt at bruge forskellige udgange - ikke at Asads bande endnu havde opdaget præcis hvor han arbejdede henne, men de holdt ofte til i nærheden og Juno var ved at blive bekymret.

"Tror du, du er undtaget bare fordi du ikke var med sidste gang?" Juno lagde en hånd om Mahirs hage og tvang ham til at se sig i øjnene. "Din bror er en psykopat, der var lige ved at slå mig ihjel, fordi han er grådig." Imens han svinede Asad, retmæssigt, til, stak han en hånd i lommen på Mahir i en søgen efter krystaller. Han kunne ikke selv se det dobbeltmoralske i at stjæle fra én han stod og truede, samtidig med at han talte dårligt om fyrens bror for at gøre det samme og lignende.

Mahir vidste, at han var i problemer. Juno var ældre end ham og noget mere aggressiv, næverne sad lige så løst på ham som alle de andre. Mahir ville helst ikke slås, ikke hvis han kunne undgå det, men nogle gange var han bare tvunget til det. Han regnede med, at i dag var en af de dage, han havde i hvert fald tænkt sig at forsvare sig selv, skulle det blive nødvendigt.
Forventede han at vinde, skulle det komme til kamp? Han kunne måske godt, men han troede ikke helt selv på det, selvom han ville kæmpe så godt, han havde lært.

"Det er ikke min bande," hvæsede han tilbage, da Juno skubbede til ham. Han havde stadig godt fat i pakken, den måtte helst ikke komme på jorden. Ikke at han vidste, hvad der var i den, men det kunne jo være, at det kunne gå i stykker. Og at komme med en pakke, der var beskidt var heller ikke i orden.
At han lige havde afsagt sig Asads bande, var måske en fejl, men han var ikke en del af den bande, selvom han hang ud med dem ind i mellem. Han deltog sjældent i noget af det, de rendte rundt og lavede. Mest fordi det var alt for voldeligt eller kriminelt, og det var Mahir slet ikke til. Han ville bare lave akrobatik sammen med sin bror. Være sammen med sin bror. Hvilket også var grunden til, at han hang ud sammen med de andre.

Hans blå øjne mødte Junos og han bed hårdt sammen ved følelsen af hans greb om hans hage. Det mindede for meget om noget, Asad kunne finde på, når han var vred eller ville have sin mening igennem, og da Juno stak en hånd i hans lomme, blev det for meget. Hans krystaller. Han havde løbet hele dagen for at tjene den slat krystaller, der var i hans lomme. Ikke om Juno skulle have lov til at tage dem!
Så først rykkede han sig fri af Junos greb med en hård bevægelse, inden han slog ham. En knyttet næve lige i smasken, så kunne han måske lære at lade andres krystaller være!
"Hold nallerne fra min krystaller! Jeg har tjent dem!" Vreden var tydelig i hans stemme og udtryk, noget der fik ham til at ligne sin bror lidt for meget.

"'Ikke min bande'," gentog Juno i en tone der helt tydeligt gjorde grin med Mahir. Som om nogen som helst ville tro på dét - ikke engang den dummeste byvagt i byen var så dum. Fyren hang ud med resten af banden og var oven i købet, så vidt Juno vidste, lillebror til Asad, der med hård hånd styrede sin del af byen. Juno var rimelig sikker på at fyren også tog beskyttelsespenge fra de fleste af forretningerne i den del af byen. Ikke engang han var så fræk, for det var noget af en risiko at løbe. Men Asad så ikke ud til at eje frygt. Han så ud til at trives i den og det samme kunne siges for hans lille flok af venner. Juno havde ikke noget imod en slåskamp, men Asad vidste ikke hvornår han havde vundet. Han havde allerede bevist, at han ikke ville stoppe før fjenden var helt tværet ud og Juno vidste bare at Mahir ikke var en tand bedre.

Juno fik ret, da Mahir øjeblikket efter slog ud efter ham. Han havde set slaget komme - en medlem af Asads bande ville ikke bare se til, imens man tog krystaller fra dem. Tværtimod ville de slå dig, selv hvis de ikke havde grund til det. Så han dukkede under slaget, præcis som Giles havde lært ham. Han var ikke sikker på, at han ville kunne gøre det igen, ikke medmindre han var forberedt på de næste par slag også, men med det her havde han set det komme og allerede tænkt på hvad Giles ville have gjort.

Derfor lod han heller ikke Mahir få flere forsøg. Han kastede sig ind i ham med al sin vægt og allerede inden Mahirs ryg ramte muren med en ubehagelig lyd, slog han ham, lige under ribbene, imens han med den anden hånd greb fat om Mahirs håndled og tvang det bagover. Hvis Juno havde fået rigtigt fat, ville Mahir være tvunget til at bøje sig forover og lidt til siden, eller til at få revet sin arm ud af led. 

Mahirs slag ramte ikke. Det var lidt overraskende, han synes selv, at han havde gjort et godt forsøg, men Juno måtte have set det komme. Og Mahir fik ikke et forsøg nummer to, da Juno straks kastede sig mod ham med al sin vægt. Hårdt og smertefuldt ramte Mahir væggen bagved, så han fik pumpet luften ud af sig. Inden han kunne nå at se sig om, sank en knyttet næve ind i det bløde kød under hans ribben og resten af luften blev slået ud af ham, samtidigt med at Junos greb om hans arm, fik hans skulder til at brænde. 
Gispende og hostende bukkede Mahir forover, krøllet sammen, da hans mave brændte som ild. Pakken var gledet ud af hans tag og lå nu på jorden ved siden af dem, men han havde glemt alt om den. Lige nu var luft vigtigere.

Det var langt fra første gang, at nogen havde givet Mahir en mavepumper. Asad havde gjort det et utal af gange, og Mahir vidste, hvor ondt det gjorde, men også at han overlevede. At Juno havde fat i hans arm var smertefuldt og han måtte dreje overkroppen for ikke at få vredet armen af led, men den anden havde undervurderet Mahir, hvis han troede, at Mahir var højrehånden. Som akrobat brugte han begge arme lige meget, og selvom han foretrak den højre, var han lige så stærk med venstre. Så så snart han havde bare en smule luft i lungerne igen, rettede han sig op og slog ud efter Junos ansigt med den venstre hånd. Ramte han, slog han igen og igen i et forsøg på at få ham til at slippe den anden arm, der gjorde ondt.

Denne gang ramte Mahirs slag. Hele Junos ansigt brændte i smerte og han strammede kun sit greb om Mahirs arm, hvilket gjorde at det næste slag også ramte ham. Hvis Giles havde lært ham, hvordan han skulle komme ud af den her situation, så havde han glemt det i kampens hede. I stedet skubbede han til Mahir igen, denne gang til siden, indtil de begge væltede. Her kunne Juno ikke længere holde fast i den yngre dreng, men var tvunget til at slippe ham, hvis ikke han ville risikere at slå hovedet først ned i brostenene - og selvom han hadede Mahir, så ønskede han instinktivt heller ikke at se ham helt så kvæstet.

Så snart de var nede kastede Juno sig dog over ham igen. Han havde ikke trukket et våben og modsat Asad havde han heller ingen ringe på fingrene, så i forhold til de kampe han havde haft med ham, foregik den her slåskamp stille og roligt, på trods af at Juno slog, stønnede og skubbede til Mahir. 
"Du er fuldstændig ligesom din bror!" Råbte han af ham efter et slag imod sig, som han straks gengældte.

Mahir fik to gode slag ind, mens Juno bleve ved med at holde i hans arm. Men så rakte hans held heller ikke længere. Juno fik skubbet så meget til ham, at han mistede balancen og røg direkte mod brostenene under dem. Heldigvis slap den lyshårede dreng ham, så han kunne nå at tage for sig, da han ramte jorden, og derved blev faldet ikke så slemt. Rundt på gulvet forsøgte Mahir at komme væk, men Juno var over ham som en høg og satte sig på ham. Slag efter slag ramte Mahirs ansigt, og han forsøgte virkeligt at skubbe den ældre dreng af sig. En gang i mellem slog han ud efter ham, men han ramte ikke rigtigt.

Juno råbte af ham. Ordene borede sig ind i ham som syle. Engang ville sådanne ord gøre ham stolt, ja lykkelig, for han havde altid drømt om at være som sin bror. Lige indtil de flyttede til Dianthos. Noget havde forandret sig og Mahir brød sig ikke om den person, hans bror var blevet. 
Men nu gjorde det bare ondt, han var ikke som sin bror! Han var ikke overdrevet voldelig med hang til krystaller og kriminalitet. Han var, som han plejede at være, lille Mahiri, der kunne krølle sig sammen i de mest vanvittige stillinger og som altid havde et smil på læben. Han var ikke blevet til det samme som Asad. Vred, voldelig og med endnu mindre varme følelser.

"Jeg er ikke som Asad!" Han skreg tilbage i ansigtet på Juno og begyndte pludseligt at vride sig som en sindssyg for at komme fri. Hans ben bankede mod Junos ryg, og han flåede i ham for at få ham af sig. Tårer begyndte at løbe fra hans øjne og ned over hans tindinger, men han lagde slet ikke mærke til det. Han skulle bare væk fra Juno og det var lige nu! Hele hans ansigt brændte efter slag og hans mave gjorde ondt. Hvorofr skulle det lige gå ud over ham, at Asad og hans venner havde tævet på noget, Mahir tævede aldrig på nogen, han slog kun i selvforsvar! Det var uretfærdigt!

Juno fik sig en forskrækkelse, da Zaladin tog ved Mahir og han pludselig vred sig vildt under ham, og en endnu værre forskrækkelse, da Mahir begyndte at græde. Mahir var en bølle af den værste slags og det var helt underligt for Juno at se ham sådan her, opføre sig som om han var et barn.
Og ikke nok med at drengen græd, han skabte sig også hysterisk. Juno nærmest lod ham flå sig af ham, greb muligheden for at rulle væk over brostenene og komme usikkert på benene. Hans ansigt summede og sved, men der var ikke slået hul på huden, for Mahir havde åbenbart ikke taget sin brors vane med ringe på samtlige fingre til sig. 

"Ikke helt som ham." Juno havde i hvert fald aldrig set Asad græde og han var stadig skeptisk overfor Mahir og hans opførsel, så han stod med hænderne foran sig og fødderne spredt, klar til at afværge hvis Mahir skulle forsøge på noget. 

Det virkede åbenbart, for Juno forsvandt fra ham og Mahir kunne usikkert og ustabilt komme på benene, svimmel efter alle de slag, han havde fået, og med et sløret syn på grund af tårerne det gik op for ham, at han græd. Han gjorde ikke noget for at fjerne dem, det var alligevel for sent, Juno havde set, hvilken tudeunge han var, men han skammede sig ikke, ikke rigtigt, selvom han burde. Lige nu var han mere optaget af at have det forfærdeligt, både på grund af de slag, han havde fået, men også på grund af de ord, Juno havde sagt til ham. At han var lige som Asad.

Mahir pakkede et par skridt, så han ville have en større mulighed for at forsvare sig selv, hvis Juno skulle vælge at angribe ham igen, men det så ikke sådan ud. Faktisk var det lige før, at Mahir havde lyst til at slå igen, bare for at komme af med vreden, og samtidigt lære Juno, at han ikke skulle sige sådan noget, men han vidste godt, at han sandsynligvis ville tabe. Og han havde jo ikke virkeligt lyst til at slå, det havde han aldrig. Og måske var det der, den største forskel mellem Mahir og Asad var, Asad virkede til at trives med volden, hvor Mahir afskyede den.

"Du er mere som Asad end jeg er!" Halvråbte han af Juno, vred men med en snert af gråd i stemmen. Om det var sandt vidste han ikke, men han vidste, at Juno lige havde forsøgt at stjæle hans krystaller og derefter havde tævet løs på ham. Det var noget som Asad kunne finde på, ikke Mahir. Han havde kun slået i selvforsvar.
Mahirs ansigt var et rod, hans næse blødte, og blodet, der før var løbet ned over hans kind, løb nu ned over hans mund i stedet. Han havde flækket et øjenbryn, der ligeledes stadig blødte og man kunne allerede nu se, et heftigt blåt øje være på vej og hans ansigt blive rødt og hævet. Under tøjet var hans mave allerede ved at blive blodunderløben fra det slag, Juno havde givet ham.

Juno trak forvirret øjenbrynene sammen, da Mahir påstod at han mindede om Asad. Den voldspsykopat, der ikke havde noget bedre at tage sig til, og som ikke vidste hvornår nok var nok? Juno mindede ikke den mindste smule om ham og han kunne heller ikke se, hvorfor Mahir skulle synes det, medmindre Asad også havde slået på Mahir, ligesom Juno lige havde. 

Pludselig fik Juno mest af alt lyst til at trække Mahir ind i et kram. De store blå øjne så utroligt triste ud i det unge ansigt og Juno kunne genkende nogle af de følelser han så fra ham. 

Juno rakte ned og samlede Mahirs pakke op, men kastede den straks til fyren. "Løb hjem og tud hos din bror, Mahir. Fortæl ham, at vi ikke lader os skræmme af jer." Han var ikke selv uskadt, men han følte i det mindste selv at han så noget bedre ud end Mahir gjorde lige nu. 

Mahirs blik gik straks til pakken, da Juno samlede den op, og han mærkede et stik af frygt. Han var mere bange for at miste eller ødelægge pakken end han var for at få tæv, for pakken var krystaller. Og arbejde. Han ville ikke miste sit arbejde, fordi han havde mistet en pakke. Børnene blev selvfølgelig skræmt til at passe godt på de objekter, de skulle løbe rundt med, om det var en pakke eller et brev, men tab var forventet, især for de små børn. Mahir var ganske sikker i sit arbejde, han var bare ikke klar over det. Så da Juno tog pakken, mistede Mahir stemmen for et øjeblik. Men til hans store overraskelse, kastede Juno pakken til ham i stedet for at tage den med sig eller ødelægge den.

Han greb den og så lidt ned på den. Den var blevet lidt beskidt, men ikke meget. Junos ord ramte ham igen som et slag i ansigtet. Løb hjem og tud hos din bror. Selvfølgelig var han begyndt at tude. Vredt tørrede han endeligt tårerne fra sine øjne, inden han så på Juno med et vredt blik.
"I er bare nogle røvhuller alle sammen." Og med de ord løb han. Der var ikke ret meget taknemmelighed i ham over, at Juno havde ladet ham løbe, for det var jo ikke af hans gode hjerte. Sådan et havde han uden tvivl ikke! Nej, han skulle give Asad og hans slæng en besked. Han var bare et lille bud, som han var allerede, nu skulle hans besked bare indeholde blod og vold.

Mahir løb hurtigt af sted, væk fra Juno, og han fandt snart et privat sted, hvor han kunne græde lidt mere og få tørret det værste blod af ansigtet, inden han satte af sted mod sin destination og afleverede pakken. Om de troede, at han havde sloges mod en røver eller hvad, vidste han ikke, men han fik en god håndfuld drikkepenge får sit besvær med at aflevere pakken. En ringe trøst, men dog en trøst. Derefter vendte han tøvende snuden mod Asads hjem. Han måtte hellere fortælle ham, hvad der var sket.

Juno kunne godt se at Mahir var bekymret for pakken. Han havde gjort det meget tydeligt allerede fra starten at hans job var vigtigt for ham. Det kunne Juno godt relatere til - hans eget job var også vigtigt for ham. Det var en både lettere og behageligere måde at tjene sine penge på, også selvom han stadig tjente lidt ved siden af på samme måde som han altid havde - ved at tømme folks lommer uden at de opdagede det.

Han sank en klump, da Mahir råbte af ham og derefter satte i løb. Des mere han så Mahir væk fra sin bande, des mere så han ham som en lille, fortabt dreng. Kunne Asad se det samme? Eller var det bare fordi hele banden virkede så umenneskelig, når de var samlet? Juno besluttede sig allerede nu for at han ikke ville tøve med at slå Mahir, hvis de mødte hinanden på gaden igen. Enhver tøven ville kunne koste ham en kamp og næste gang ville det muligvis være Hector, der lå fastspændt under dem, i stedet for Juno. Dét ville Juno ikke tillade, ligesom han ikke ville tillade at truslen om Asad og hans bande altid hang over dem. Det var derfor Mahir skulle videregive hans besked; Asad skulle vide, at han aldrig ville vinde kampen om deres territorium og at det ville være bedre for dem alle sammen, hvis han bare opgav med det samme.