Det første Atlas altid gjorde, når han kom til en ny by, var at finde det højeste sted og klatre derop! Det højeste sted, han umiddelbart kunne finde, var et af paladsets tårne, men der var vagter over det hele, så dét skulle han ikke nyde noget af (endnu). Så han fandt et andet sted i nærheden, der viste sig at være byens teater. Bygningen var ikke helt høj nok efter hans smag, men det gik nu nok. Med intet andet end sin lærredsrygsæk fyldt med mad, han havde stjålet fra markedet, over skulderen, sneg han sig ind i teatrets baggård, hvor han kunne klatre i fred. Muren var høj og bar udover nogle enkelte vinduer og bjælkeender, der stak lidt ud mellem murstenene. Umulig for de fleste at klatre op ad, men knap nok en udfordring for Atlas.

Han gik nogle skridt tilbage, tog tilløb og satte af på det nederste af muren, så han kunne springe op og gribe fat om den nederste bjælke. Derefter gik det hurtigt, og mindre end et minut senere sad Atlas på teatrets tag og skuede ud over Dianthos' hustage og folkene, der gik rundt dernede. En øjeblikkelig følelse af ro kom over ham, og han sukkede dybt og gravede en stort stykke ost frem fra sin rygsæk, som han satte sig til at gumle på, mens han overvejede, hvor han skulle sove i nat. 

Solen stod lavt på himlen og farvede den flot orange og lilla, og hvis det ikke var, fordi det var ret koldt heroppe, kunne Atlas nemt have sovet heroppe under den åbne himmel.

"Atlas er i byen!"

Asad havde ikke troet på Mahir, da han først havde hørt sin lillebror påstå at deres gamle ven var kommet til Dianthos. "Det er rigtig nok, jeg så ham nede på markedet, men han forsvandt sgu. Man skulle tro det var nemmere at følge efter ham, men-" Asad afbrød Mahir med en enkelt gestus i form af en løftet hånd. Han slog ikke på Mahir medmindre det var nødvendigt, men det var overraskende ofte nødvendigt. Mahir var gammel nok til at slå tilbage.

"Jeg finder ham."

"Skal jeg bede mor om at dække op til jer?"

"Gør hvad du vil." Asad havde ingen planer om at tage Atlas med hjem til middag, eller at komme hjem til middag overhovedet, men så direkte kommunikerede han sjældent. Han forlod Mahir uden at sige mere og så snart han var ude af synsvidde af den snart 17-årige knægt, kravlede han op på den nærmeste halvmur og derfra videre op på et værthustag. Det var gjort unødvendigt let af hans såler, der var lavet til det, men nogen gange var det nødvendigt at kunne gøre det hurtigt. Asad kunne godt lide udfordringer, men han kunne også lide sin frihed. 

Han spejdede ud over hustagene. Man skulle op i den rigere del af Dianthos for at finde noget med reel højde. Asad satte i løb og sprang - fra ét hustag til det næste. Det gik hurtigere end nede på gaden, men det var også sjovere. At det var det færreste der overhovedet kiggede opad var kun en ekstra bonus.

I Øvre By stod bygningerne knap så tæt og Asad sprang ned for afslappet at cirkulere omkring de højeste templer - var Atlas så blasfemisk? Det var muligt. Han stødte ind i flere mennesker, som han bevægede sig igennem gaderne, med hænderne i lommerne og blikket opad.
Biblioteket gav mere mening med dets mangfoldige pynt, eller, som Asad så det, trædetrin. Men da han så ham sidde på teatrets tag, var der pludselig ikke andre steder han kunne have forestillet ham være. Han havde lyst til at kyle en sten efter ham, den største han kunne finde. Han havde været vred før, været vred siden de havde taget afsked faktisk, men vreden blussede op nu, ved synet af ham. Han havde forestillet sig selv kalde efter ham, men han kunne ikke stoppe sig selv nu. Atlas sad dér, som en idiot, og nød udsigten, og Asad kunne ikke tage det.

Med så lidt lyd som muligt skalerede han muren, hans fingerspidser boret ind i de små huller han fandt, indtil han kunne hejse sig op et par meter bag Atlas. 

"Hvad laver du i min by, narrøv?" Han skulle have skiftet først. Han havde mel fra bageren på sin sorte trøje, blodige sår på hænderne og et klov-formet blåt mærke på kæben, hvor den forbandede satyr havde sparket ham væk fra sin blonde kæreste. Så tæt på Atlas var han overopmærksom på hvordan hver eneste af hans fingre havde sølvfarvede ringe og at han, som ægte akrobat, ikke havde brug for sko, der var specielt lavet til at klatre lydløst i. Alle hans mangler og fejl var klarere end nogensinde før i hans egne øjne, og havde han tænkt nærmere over det, ville han have tænkt, at det var fordi Atlas' mening om betød alt eller fordi at Harkan altid havde sammenlignet de to drenge og opfordret til konkurrence imellem dem. 
Men han tænkte ikke nærmere over det - tværtimod fornægtede han alle negative følelser om sig selv og omsatte dem til negative følelser om Atlas. Resultatet blev en uoverkommelig trang til at slå ham. 

Atlas var faldet helt i staver over den prægtige udsigt over solnedgangen over byens tage, at han slet ikke hørte nogen snige sig ind på ham, før det var for sent. Han nåede lige præcis at rejse sig med et sæt, klar til kamp, da en alt for velkendt stemme lød bag ham. Et bredt smil spredte sig straks på Atlas' læber. Asad. Hans bedste ven i hele verden. Den eneste person, han nogensinde havde mødt, som han betragtede som sin ligemand. Sin bror. Sin... sjæleven og anden halvdel. Atlas havde aldrig brugt disse navne om Asad andre steder end i sit hoved.

"Har du savnet mig, skat?" spurgte han og vendte sig, det sædvanlige små-arrogante smil på plads på læberne i stedet for det noget blødere smil, der umiddelbart var kommet frem først. Smilet stivnede dog lidt, da hans blik faldt på Asad. Det var flere år, siden de sidst havde set hinanden, og Asad var blevet større, mere voksen at se på og... smukkere. Atlas havde ellers ikke troet, det var fysisk muligt, men det var det åbenbart. Der var ikke mere kejtet teenager tilbage i den unge mand, der stod dér og stirrede olmt på ham. Vreden var helt tydelig i hele Asads kropssprog, og Atlas forstod den godt. Det var Atlas, der var skredet dengang, ham der havde følt sig for god, for stolt til at tage imod tilbuddet fra Asad og hans familie. Det havde været et grimt skænderi, og selvom det var så mange år siden, kunne Atlas stadig mærke skammen og skylden boble lige under huden på ham. 

Men hans stolthed og hovmod var intakt, og de lukkede sig om ham som en beskyttende skal og forhindrede ham i at komme med nogen som helst indrømmelser.

"Savnet dig?" Gentog Asad hånligt. Savnet. Som om. Som om det kunne beskrive den følelse Atlas havde efterladt ham med. Følelsen af afmagt og ensomhed, en ensomhed intet menneske eller andet væsen i hele Dianthos havde kunnet slukke. Han havde ikke bare savnet Atlas, han havde savnet alt de havde haft sammen, alt de havde lavet sammen. Dianthos skulle være det mest spændende sted i hele landet, men det var røvsygt, når man var vant til at svæve igennem luften, vant til det samarbejde og den tillid, der var imellem to mennesker, der havde lovet at gribe hinanden. At være der for hinanden. 

Asad krydsede taget hen til sin ven, hvis man stadig kunne kalde ham det, og fortsatte indtil han stod under en armslængde fra ham, hvor han greb fat om hans trøje og skubbede ham ud over kanten på taget. Der var ingen tøven, ingen hilsen, ingen brug for at tænke over sine handlinger. Asad havde gjort langt værre og når det kom til Atlas havde han drømt om at gøre langt, langt værre. 
Atlas' fødder var stadig i kontakt med taget og Asads greb var stramt om fyrens trøje, så som Asad så det, var der ingen grund til bekymring, selvom Atlas' krop hang i intet andet end hans greb over kanten af teatrets tag. 

"Tror du, du lander på benene? Skat?" Asad kastede ikke om sig med den slags kælenavne og det frustrerede ham at Atlas gjorde. Det var kun værre at vide, at Atlas ikke ville have noget imod at høre Asad kalde ham det nu.
Et fald fra den højde kunne slå enhver ihjel, men sandsynligvis ikke Atlas. Han var faldet fra større højder før. En enkelt gang i hvert fald - for Asads skyld. En skam han stadig holdt med sig og som Harkan havde holdt over ham, hver gang han havde udtrykt vrede over Atlas' beslutning om ikke at tage med dem til Dianthos. 

Atlas vidste ikke helt, hvad han havde forventet, men Asads reaktion stemte nogenlunde overens med de få tanker, Atlas havde gjort sig om deres genforening. Asad havde al mulig grund til at hade ham som pesten, og det ville ikke være første gang, Asad havde skubbet ham ud fra noget i vrede. Højden her var dog større end normalt, og bare fordi Atlas ikke brækkede noget, betød det ikke, at det ikke gjorde ondt at falde. Hans knogler var måske næsten umulige at bryde, men det var hans hud ikke. Det bar arret op ad Atlas' ryg vidne om.

Han kunne nok have nået at værge for sig, hvis han ville, men dybt nede vidste Atlas godt, at han fortjente Asads vrede, og derfor gjorde han intet. Ikke endnu i hvert fald. Dog tog han fat om Asads håndled med begge hænder. 

Smilet var stadig på plads, men der var et lille glimt af uro i Atlas' mørke øjne, da han mødte Asads arrige blik. Hvis Asad lod ham falde nu, ville det gøre nas. Rigtig nas endda.

"Det plejer jeg jo," svarede han og forsøgte at lyde mere overskudsagtig, end han følte sig. "Det behøver vi vel ikke teste, vel?"

Asad så uroen i Atlas' øjne, men han så også smilet på hans læber, og alt i alt havde han stadig lyst til at give slip på ham. Dét havde Atlas dog sørget for at forpurre, da han havde taget fat om Asads håndled. Han kunne godt holde Atlas oppe og holde sin egen balance nu, men det samme ville ikke være tilfældet, hvis han slap Atlas og Atlas ikke slap ham.

Asad havde lært at falde. Han havde øvet det om og om igen, og han var også faldet mange gange siden, men de sidste tre år var han ikke faldet en eneste gang. Han var ikke sikker på, at han ville kunne lande på benene, hvis han faldt nu.

"Ikke lige nu. Men vi skal nok finde en dag." Asad trak sin ven ind over kanten igen og lod ham finde sin balance inden han slap ham helt og flåede sin hånd til sig, hvis ikke allerede Atlas havde sluppet den. Med mere kraft end nødvendigt - han havde allerede vist Atlas, hvordan han havde det med ham, men havde stadig lyst til at understrege det. 

Varmen fra Asads hud under Atlas' fingre havde sendt næsten-glemte minder igennem Atlas' hoved om kolde nætter på taget af cirkusvognen, hvor de var krøbet sammen under et enkelt tæppe og hvisket om alle deres mange og store drømme, mens de havde kigget på stjernerne. Asad havde altid været den varme af de to. Og nogle gange føltes det endda, som om Asads kropstemperatur ligefrem steg helt vildt i et par sekunder, inden den faldt igen. Det var næsten altid, lige inden han faldt i søvn.

Atlas slikkede sine læber, da han endelig fandt ordentlig fodfæste igen, og det tog ham lige et par sekunder at få sin hjertebanken under kontrol igen. 

"Så, øh," fik han sagt, "du har det godt? Du ser sgu godt ud."

Det irriterede ham grænseløst, at hans sædvanlige charme og glathed overhovedet ikke fungerede omkring Asad. Normalt havde han absolut ingen problemer med at tale en anden person varm og venlig, men han kunne simpelthen ikke skrue ordentlig op for det i Asads nærhed. Der var for mange minder, for meget bagage. Typisk, at det lige var Asad, der var hans svage punkt! Han burde have vidst det for længe siden, men det kom alligevel som en overraskelse. Benægtelse var trods alt også noget, Atlas var usandsynlig god til.

Asad huskede ikke Atlas som en eller anden... scorekarl. Kælenavnene var helt i stil med idioten, men den der semi-flirten han prøvede at køre af på Asad? Den havde han aldrig set før og han havde lyst til at kvæle den ud af ham. Deres forhold havde været så tæt, at de lige så godt kunne have været brødre. Atlas havde været langt tættere på ham, end Mahir nogensinde havde. 

Måske hvis han havde troet på Atlas' ord, at han så ville have håndteret dem anderledes. Men han følte sig som den mindst optimale version af sig selv, som han stod der på taget af teatret i solnedgangens stråler, der farvede Atlas varm og gylden, hans hud glitrende og blød, hans skuldre bredere end han huskede dem, hans kæbe skarpere, men hans ro på frustrerende vis præcis den samme som altid.
Havde det stået til ham havde Atlas set ham om natten, med en kniv i hånden, læder om skuldrene og flere af sine tatoveringer synlige. Åh, hvad han ikke ville give, for at efterlade et aftryk af sine ringe på Atlas' kind lige nu. 

"Åh ja, jeg har det fremragende," svarede han, hans ord dryppende af sarkasme. "Jeg er forlovet med prinsessen og livet er en dans på roser." 
Hans blik gled ned ad Atlas. Der var murstensstøv på fyrens sko, hans hænder var ru, hans tøj så blødt ud. Inden konkursen - for alt i Asads var delt op i før og efter konkursen - havde Atlas altid gået i jordfarver. Asad ville ønske at han vidste om det samme gjaldt nu, men aldrig i livet om han ville spørge. "Du ligner dig selv," sagde han i stedet, mindre aggressivt end tidligere, selvom hans ord ikke var sande, ikke helt. På mange punkter lignede han sig selv, men på lige så mange var han et helt andet menneske at se på. 

"Det var sgu da heldigt! Så kan du sikkert hjælpe mig med at finde et sted at sove i nat, ik'?" svarede Atlas og forsøgte at matche den bidende sarkasme i Asads toneleje, men det lykkedes ikke helt så godt, som han gerne ville have. Og pis! Hvorfor skulle Asad nu pludselig sige sådan noget? At han lignede sig selv? Hvorfor lød han pludselig mindre vred? Det var så meget nemmere for Atlas at opretholde sin arrogant facade, når Asad var vred på ham, men det dér? Det gjorde det stort set umuligt.

"Det gør du ikke," svarede Atlas tilbage i en lidt hårdere tone, end han havde planlagt, men frustrationen gjorde det svært for ham at kontrollere sin stemme. "Du ser... større ud. Du er sgu næsten lige så høj som mig nu. Du ser også stærkere ud. Har du holdt træningen ved lige?"

Atlas tillod endelig sit blik at glide ordentlig over Asad. Der var... mel på hans tøj? Eller støv? Hans knoer var forslåede, og der var et ordentlig blåt mærke på hans kæbe, som Atlas først lagde mærke til nu.

"Hvem har gjort det dér?" spurgte Atlas helt uden at vente på svar på det første spørgsmål, og han glemte alt om frustrationer og skyld og trådte i stedet tættere på for at række ud efter Asads hage og kæbe. Han var klar til at give, hvem end der havde sat det mærke dér, en lærestreg, de sent ville glemme.

Asad åbnede munden for at bide tilbage - Atlas måtte klare sig selv, han havde klaret sig selv indtil nu, han havde jo ikke ville have hans families hjælp tidligere, vel, hvad skulle han med den nu - men det var svært for ham overhovedet at tænke ordene, han kunne meget mindre sige dem højt. Han endte med at lukke munden igen med et træk på skuldrene. Han kunne nok godt finde et sted Atlas kunne sove.

Hans blik fløj tilbage til Atlas' ansigt, da fyren svarede at han ikke lignede sig selv. "Jeg har altid været næsten lidt så høj som dig," påstod han irriteret. Der var under et år imellem dem, men det år havde betydet at Atlas var skudt i luften inden Asad kunne nå at følge med. Han havde stadigvæk ikke helt fulgt med, var han pinligt opmærksom på. Atlas var et tårn. Han valgte at ignorere spørgsmålet om hans træning. Han var kommet op på den her tagtop, var han ikke? Var det ikke svar nok i sig selv?

Han handlede instinktivt, da han slog Atlas' hånd væk fra sit ansigt. Hvis man blev slået nok på, lærte man efterhånden et trick eller to, og det sad i hele Asads krop, at hænder ikke skulle i nærheden af hans ansigt. Slet ikke når det i forvejen var ømt.

"Hector - en fandens satyr." Asad havde intet problem med at sige fyrens navn videre. Des flere fjender den lille hidsigprop fik sig, des bedre for Asad. Han var ikke over den slags beskidte kneb. 

Det gjorde ondt, da Asad slog hans hånd væk. Ikke fysisk - Atlas havde prøvet meget værre - men ind i sjælen. Det var en smertefuld påmindelse om den distance, der var mellem dem nu, en distance Atlas selv havde skabt ved at skride dengang, og den stod i skrigende kontrast til deres forhold dengang, hvor de altid hang op og ned ad hinanden, både i og udenfor manegen. Det gik stort set ikke et minut uden, at Atlas eller Asad rørte ved hinanden på en eller anden måde.

Atlas havde svært ved at se, hvordan Asad ville lade nogen røre sig på den måde nu med så meget vrede i kroppen, og det gav han kun endnu mere lyst til at række ud efter ham. Men han holdt hænderne for sig selv. Det var kun idioter, der forsøgte at klappe et rovdyr trængt op i en krog, og dét var præcis, hvad Asad lignede lige nu.

Atlas gned den "sårede" hånd og smilede lidt.

"Hm, han må være god," kommenterede han, "hvis han kunne lande sådan et spark på dig, bro. Det er der sgu ikke mange, der kan. Jeg må lige huske at smadre ham, hvis jeg nogensinde ser ham."

Solen var efterhånden gået helt ned, og vinden var blevet koldere. Den lange, uldne cardigan, som Atlas bar over sin striktrøje, var ikke ligefrem vindtæt, og han kunne ikke lade være med at vikle armene omkring sig for at forsøge at holde på varmen. Han var desuden ved at blive godt sulten. Det var næsten tre timer, siden han sidst havde spist, og det var lidt for længe for en fyr med hans stofskifte.

"Han er okay," svarede Asad, uden at være nedladende. Hector var en værdig modstander, man skulle fandme passe på med ham. I en fair kamp var Asad ikke i tvivl om at han ville vinde, men der var ikke nogen af dem der kæmpede fair. Hectors slangebøsse kunne slå en voksen mand bevidstløs. 

"Han overraskede mig." Mere forklaring følte Asad ikke at han skyldte Atlas. Hvis han ville gå efter Hector, så var dét alt han skulle vide - at satyren ikke var bleg for at komme ind fra siden. Asad havde været så optaget af at banke Juno, at han slet ikke havde tænkt på deres andre modstandere. Det havde føltes så sindssygt godt at lade sine frustrationer gå ud over ham, der havde været skyld i i hvert fald nogen af dem. Asad havde altid tjent godt på det han gjorde, men han havde tjent bedre da drengene ikke var der til at tømme folks lommer først.

Et smil gled over Asads ansigt, da Atlas tilbød at smadre ham. Han skulle være velkommen. Og tanken om at Hector kunne forsvare sig selv? Det gjorde det kun bedre. Atlas trængte lige så meget til et lag tæsk som Hector gjorde.

Smilet forsvandt sekundet efter, da Atlas med sit kropssprog fortalte ham, at han frøs.

"Kom. Min mor har lavet mad." Han satte sig på hug ved kanten af taget og begyndte sin nedstigning, inden han så op på Atlas og tilføjede; "Men du sover hjemme hos mig. Jeg gider ikke mine forældres begejstring, hvis de hører at du har tænkt dig at blive længere end til middag." Det var ikke til forhandling, selvom Asad aldrig på dén måde havde bestemt hvad de skulle. Førhen var deres beslutninger blevet truffet i enighed. 

Et flygtige smil, der gled over Asads læber, var alt Atlas behøvede for at glemme alt om at fryse og være sulten. Dét var den Asad, han kendte, han huskede fra sin barndom, og som han havde savnet, så det gjorde ondt helt ind i sjælen. Hans Asad. Atlas havde allermest lyst til at trække Asad ind i et hårdt kram, så Asad kunne mærke præcis, hvor meget Atlas havde savnet ham i de sidste par år. Men Asad afbrød hans tanker med beskeden om mad, og Atlas' hjerne skiftede straks spor, for han var virkelig sulten, så det gjorde ondt i maven.

"Du bestemmer, kaptajn," sagde Atlas med et nik og et smil og gik hen til kanten af taget, så han også kunne sætte sig. "Dit ord er lov."

Selvom sulten gnavede i ham, kunne Atlas alligevel ikke lade være med at drømme sig lidt hen til senere i aften, hvor han ville dele seng med Asad, ligesom i gamle dage, hvor de næsten altid sov sammen og lå og hviskede til langt ud på natten om deres drømme og alle de nye tricks, de skulle prøve den næste dag.

Asad skævede til Atlas, da han fik lov til at bestemme uden indvendinger. Hvem skulle også have indvendinger imod at spise hjemme hos Asads forældre? De lavede god mad og rigelig af den. Asad var blevet vant til at bestemme blandt sine venner. Var de bange for ham eller respekterede de ham? Asad var ligeglad. Han var ikke helt ligeglad med hvad Atlas' grunde var til at føje ham.

Han sagde ingenting, men klatrede ned i tavshed, indtil han var langt nok nede til at lade sig falde resten af vejen. Støvet rejste sig i luften omkring ham og hans blik drog automatisk mod stedet Atlas landede, hvor det samme skete.

Han ventede ikke på Atlas, men begyndte bare at gå hjemad, med hænderne i lommerne og blikket rettet fremad. Han var klædt meget varmere på end Atlas var - en tyk uldjakke skjulte hans tatoverede arme, men den stod åben.

"Hvad har du lavet indtil nu?" spurgte han ham endelig.

Atlas landede så let som ingenting ved siden af Asad, og han stak straks hænderne i lommerne og fulgte efter sin ven ned ad gaden. Han havde lyst til at lægge armen om skuldrene på ham, som de altid havde gået før i tiden, og denne gang fulgte han faktisk sin lyst. 

"Åh, du ved," svarede han og lagde nonchalant armen om Asads skuldre, som havde han aldrig gået på andre måder, hvilket ikke var helt forkert. "Rejst rundt, arbejdet lidt for føden... Men så kedede jeg mig så meget, at jeg besluttede at komme til byen for at se, hvad du mon havde gang i."

Atlas' fingre fandt helt automatisk frem til kraven på Asads jakke og begyndte at pille ved den bare for at have noget at lave med dem. Han var ikke så god til at sidde stille i for lang tid af gangen, og slet ikke når han bare gik rundt nede på jorden. Det var noget andet, når han var oppe i højderne. Dér kunne han nemmere finde ro.

Asads skuldre blev straks anspændte under Atlas' arm, men i det mindste skubbede han ham ikke væk denne gang. Hans blik blev mere olmt og han skulede til alle og enhver de kom forbi, men han sagde ikke noget til Atlas. Lige så meget som han ville have ham væk, lige så meget ville han have ham til at blive præcis hvor han var. Dét var forvirrende nok i sig selv, det ville kun blive værre, hvis Asad forsøgte at handle på det.

"Du kedede dig," gentog Asad, hans stemme kold. Han havde intet gjort for at imødekomme Atlas' arm om sig, og hans hænder var fortsat i sine lommer, hvor han nu knyttede dem. Han kunne ikke engang se på andre lige nu - han så direkte frem for sig, med mord i blikket, tiltænkt Atlas, men fokuseret på enden af vejen.

Atlas' berøring af hans krave, gjorde det kun endnu sværere at tænke på noget som helst andet end at ville myrde ham, og han hev sine hænder op af lommerne, for i stedet at knække sine knoer, én efter én. 
Det var for tidligt at dreje af, men Asad ledte dem ind ad en smal sidegade, hvor de var alene i det begyndende mørke og i samme bevægelse som Asad rystede Atlas' arm af sig, tyrede han en knytnæve i mellemgulvet på ham. En knytnæve, der var understreget af de mange ringe på hans fingre, og med al hans vrede lagt i slaget, men ikke mere end dét. Ét slag, så trak han sig væk og så ham an. Han var forberedt på at Atlas ville slå igen. "Du kedede dig?!" Raseri slap igennem hans stemme denne gang. 

Man skulle være komplet idiot, hvis man missede den iskolde vrede i Asads stemme, og den ramte Atlas som en knytnæve lige i ansigtet. Hvorfor ved Zaladins maddikke-inficerede røvhul kunne idioten ikke bare forstå, hvad Atlas mente?! Hvor krævede han, at Atlas sagde, hvad han følte? Den slags pis var Atlas slet ikke vant til. Da de var små, var det næsten, som om de kunne læse hinandens tanker. Den eneste vidste altid, hvad den anden tænkte! Hvorfor var det ikke sådan mere?! Atlas hadede at skulle forklare sig, og især sine følelser, for følelser var sådan noget pis, svage folk snakkede om.

Hele Atlas' krop spændte i frustration, eller måske var det hans intuition, og det viste sig at være uendeligt heldigt, for hans spændte mavemuskler var nok det eneste, der reddede ham fra at ligge i en sammenkrøllet klump på brostenene. Havde han været ordentligt forberedt på slaget, ville Atlas nok godt have kunnet tage det uden at knække sammen overhovedet, men han var ikke ordentligt forberedt, og selvom Asad ikke var den stærkeste af de to, så var han stadig stærkere end de fleste normale folk.

Slaget i mellemgulvet slog luften helt ud af ham og fik Atlas til at bøje sig sammen på midten, mens hans krop forsøgte at absorbere trykbølgerne og smerten. Adrenalinen eksploderede i hver fiber af hans muskler, og inden Atlas overhovedet kunne nå at tænke over, hvad der lige var sket, tændte han helt af. I stedet for at rette sig op, kastede han sig mod Asad, greb ham om livet og brugte sin ikke-ubetydelige vægt til at tvinge ham ned på jorden. Der var ingen overvejelse bag hans handlinger, kun adrenalin og frustration, og før han vidste af det, havde han fået vendt Asad om på maven. Det var ikke uden besvær, for Asad var stærk og kendte mange af hans tricks. Atlas måtte kæmpe sig igennem en knytnæve mod kinden og stærke tænder i hans arm, men han klarede det!

Da han endelig havde fået Asad om på maven, satte Atlas et knæ i ryggen på ham og lænede sig ned, så han lagde endnu mere vægt på sin ven. Han vidste præcis, hvor meget vægt en normal rygrad kunne klare, og han holdt sig et godt stykke væk fra den grænse. 

"Ja, jeg kedede mig!" hvæsede han mod Asads øre, fuld af vrede og skyld. "Jeg kedede mig, så jeg var ved at brække mig... uden dig. Livet er så forpulet tomt uden dig, okay? Og den eneste grund til, jeg ikke fattede dét noget før, er fordi jeg er en forpulet sinke!"

Så snart ordene havde forladt hans læber, forsvandt al vreden. Nu var der kun skylden tilbage, og Atlas trak sig. Med et grynt satte han sig på røven på de kolde brosten og gned over sin ansigt med sine håndflader. Han forventede fuldt ud, at Asad ville rejse sig og slå ham igen, eller måske sparke ham, men han havde ikke i sinde at stoppe det. Han fortjente det.

Asad var forberedt på at Atlas ville kæmpe imod, men han var ikke forberedt på, hvor galt det med det samme gik. Atlas var over ham på et øjeblik, og selvom Asad fik et par gode slag ind, endte han alligevel på maven, med et knæ i ryggen og Atlas over sig. Han sydede af et raseri så voldsomt at ikke engang Atlas' ord kunne få ham til at slappe af igen. 

Atlas' første fejltagelse var at give slip på ham. Den næste var at han fjernede sit eget udsyn, da han gned sig over ansigtet. Asad var over ham med det samme; han rejste sig ikke op, men kastede sig blot over ham, én hånd om hans hals, den anden i gang med at slå hans forfærdelige, kønne ansigt til blods. Nu var det hans knæ, der var i Atlas' mave. "Du er en forpulet idiot!" Hvæsede han ind imellem slag. Dét havde Atlas i det mindste ret i. 

Asad slog Atlas og slog ham hårdt. Han gik efter ansigtet - Atlas kunne muligvis ikke brække noget, men det ville alligevel gøre mere ondt i ansigtet end andre steder. Det gik heldigvis ikke, som det var gået med Rottebandens leder. Asad stoppede, da han knoer blev klistrede af blod, og han så ned på Atlas, hans øjenbryn og læbe flækket. De fleste af de mærker, Asad uden tvivl havde givet ham, ville først blive rigtigt synlige om et par timer.

Adrenalin pumpede igennem hans krop og Atlas' ord var som et konstant ekko i hans hoved. Asads hoved faldt fremover og han stirrede ned mod sit knæ, der holdt Atlas på plads. "Hvorfor tog det dig så længe?" Hans spørgsmål var ikke andet end en hvisken, som han håbede at Atlas ikke havde hørt. Han havde jo lige fortalt ham hvorfor - men Atlas var ikke dum og Asad godtog ikke hans forklaring.
Han løftede en hånd til sit ansigt. Et øjeblik var han sikker på at han ville begynde at græde, men så lykkedes det ham at lukke det inde. Pakke følelsen af at være blevet forladt væk og omsætte den til vrede, ligesom han gjorde med alle andre ubelejlige følelser. 

Han tørrede sin blodige håndryg af i Atlas' trøje og rejste sig med et udmattet grynt. 

Atlas vidste allerede, da Asad kastede sig over ham - hans intuition tog aldrig fejl - og selvom han kunne have blokeret Asads slag med sine arme, gjorde han intet. Han lå der blot og tog imod Asads vrede. Det føltes næsten forløsende, næsten godt, at tage imod den, men det hjalp dog også, at Atlas vidste, at Asad ikke kunne brække hans knogler. Trods mange fald, mange slåskampe, var der aldrig så meget som slået en flig af Atlas knogler. Om de overhovedet kunne brække, vidste han ikke, men han havde ikke i sinde at finde ud af, hvor meget kraft det ville kræve. Men blot fordi Asads slag ikke brækkede eller flækkede noget, betød det ikke, at de ikke gjorde ondt. De gjorde så ondt, at Atlas et kort sekund mistede bevidstheden, og da han kom til sig selv igen, var Asad endelig holdt op.

Et spørgsmål? Det ringede for Atlas' ører, og han kunne ikke helt forstå de hviskede ord, der kom ud af Asads mund. Men før han kunne finde luft til at svare eller spørge, var vægten på hans mave forsvundet. Asad havde rejst sig.

"Mmnngh," gryntede Atlas og blinkede vildt med øjnene et øjeblik for ikke igen at miste bevidstheden. Hele hans ansigt dunkede i smerte, og han kunne mærke den varme, klistrede følelse af blod, der piblede ned over hans tinding og ned i hans krusede hår. Han forsøgte at kæmpe sig til at sidde op, men han faldt ned igen med et udmattet grynt. Han var for svimmel endnu. Et smil spredte sig på hans flækkede læber, mens han stirrede op på aftenhimlen, en smule høj af smerte. 

"Du slår sgu hårdt," mumlede han og løftede en hånd for at rette lidt på sin kæbe. "Jeg har savnet dig."

Atlas kunne umuligt have været mere provokerende end han var, da han valgte at smile og reagerede på Asads vold med en påstand om at have savnet ham. Forstod han overhovedet, hvorfor Asad var han så vred på ham? Asad var ikke sikker på at han selv forstod hvorfor og alligevel holdt han det imod Atlas, at han burde forstå det. 

Han havde lyst til at sparke ham, som han lå dér og smilede som en idiot, selv med tænderne og læberne farvet røde af blod. Men denne gang holdt han igen. Atlas havde ingen ret til at savne Asad, ingen ret til at vende tilbage når det passede ham, ingen ret til at kommentere på, hvor stor han var blevet siden sidst.

"Du forlod mig," hvæsede han af ham, imens han rytmisk knyttede og åbnede sine hænder. Det var ham, der havde savnet Atlas, ikke omvendt. Atlas kunne være kommet til Dianthos når som helst. Atlas kunne have valgt ikke at forlade ham overhovedet. Atlas kunne ikke komme nu og påstå at være dén af dem, der havde savnet den anden. Han kunne ikke påstå, at Asad betød lige så meget for ham, som han betød for Asad.