En kold vind blæste over Kzarabjergenes forrevne tinder. En svag buldren af torden kunne høres i horisonten. Der lå en spænding i luften, som om hele dæmonriget holdt vejret og ventede på, at en forandring ville ske. Tidligere havde man forsøgt at drive Mørkets Hær ud af riget, men var fejlet. Næste gang ville ikke slå fejl..

Ærkedæmonen Abraxas' tunge skridt ekkoede gennem de mørke hulegange, på vej til en gammel, glemt destination. I hans hæle fulgte søsteren Eisheths mere stilfærdige bevægelser.

"Snart broder. Når Merihem er tilbage, bliver vi frie." Hendes stemme afbrød stilheden, som ellers kun var brudt af lyden af deres skridt. En fakkel i Abraxas' hånd kastede et flakkende skær på hulegangene og fik deres horn til at kaste lange skygger.

"Glem ikke, at det var ham der solgte os til Sabbatin." Knurrede den kraftigt byggede ærkedæmon. "Jeg er ligeglad med hans undskyldninger om, at det var den eneste udvej. Han kommer til at bøde for det, han har gjort.."

"Og det er derfor vi skal bruge Hæren." Afbrød Eisheths bløde, men utålmodige stemme. "Landet kommer til at lære, at der er andre ting at frygte end Mørket.." Hun spyttede det sidste ord ud, de små dråber af spyt sydede som syre, der hvor de ramte stenene.

Vejen, de fulgte, blev ved med at gå stejlt nedad, ind til de to ærkedæmoner befandt sig foran en stor, lukket port. En tredje dæmon ventede dem her i skikkelse af en midaldrende mand med grå stænk i håret. Hans erhverv havde været skjult og glemt af de fleste, med undtagelse af ærkedæmonerne.

"Værkfører Orpheus" Lød Eisheths stemme i halvmørket. Fakkelskæret flakkede hen over hendes tydelige, dæmoniske træk. "Det er tid."
Hun fandt en nøgle frem, skjult i folderne på hendes kappe, og der lød et højt klik fra en lås og en skrabende lyd, som hun drejede nøglen i en skjult åbning. Portene svang indad, og bag dem blev flere, oldgamle dæmoniske mekanismer sat i gang. Hjul begyndte at dreje i rummet bag porten, som var svagt oplyst af et brændende lavaskær.

Værket skulle genåbnes.

Dæmonen der stod og ventede på ærkedæmonerne var Orpheus. Engang hvor længe siden havde han været værkfører for værket der var gemt bag de store porte, men det var blevet lukket ned, da riget blev lukket af for omverdenen. Men nu var tiden inden.

Som portene åbnede, kom værket ligeså stille til live. Maskinerne gik i gang igen, men det var kun lyden af maskineriet, og dæmonernes skridt der kunne høres, som Orpheus ledte ærkedæmonerne længere ind i værket.
Ingen havde trådt indenfor værket de sidste 2000 år, og det var tydeligt at tiden havde sat sit præg på tingene. Luften lå ting og indelukket, og varmen var næsten forfærdelig at være i, da lavaen flød i kanaler omkring dem.

Han ledte dem op i den største bygning på værket. En bygning skåret af klipperne, hvor der var en balkon hvor man kunne se det meste af værket. Med denne udsigt var det også nemt at få øje på vores deres primære produkter var. De dragefødte. De var blevet lagt i dvale for så mange år siden, men nu var det endelig tid at de skulle vækkes.
Som de kom op på balkonen, gik Orpheus hen til det store horn der stor der. Engang havde det været til at alarmere hele værket, men nu var der noget andet magi over den. Han tog en dyb indånding og pustede i det.
Hornets lyd rungede i det store værk, og kastede lyden rundt på væggene og murerne. Efterfulgt af en næsten larmende stilhed, før at man kunne høre bevægelser. I starten var det små bevægelser og lyde, som var nogen vågnet op, men snart blev lydene højere og højere. Der begyndte at blive hørt tunge fodskridt fra den fjerne ende af værket, og ligeså stille blev pladsen foran dem fyldt op af rækker og rækker af dragefødte.

”Dragefødte!” kaldte Orpheus ned til dem. ”Det er tid til at vi tager riget tilbage!”