Astrid så ned af vejen der skulle føre til Dianthos. Vejret var skiftet om i en tæt tåge, der aldrig var godt for en der Rejste alene. Alt for meget kunne gemme sig i den tætte dis, og lydende forsvandt betydeligt. Enten skulle hun finde et sted at slå sig ned indtil tågen lettede, eller også skulle hun gå videre og se hvad der skete. 

Hendes krigerhjerte sagde hende at du bare skulle gå videre, hun havde sit sværd og mere skulle der ikke til for at komme fordi de fleste forhindringer. Mens hendes fornuft sagde hende at det alligevel var ved at være på tide med en pause og en bid mad.
Astrid strøg en tot hår væk der havde lysnet sig fra hendes fletning og fandt sig et godt sted i kanten af vejen, hvor hun kunne finde sig en hurtig snack i rygsækken, uden at være i vejen for andre rejsende. Ikke at hun havde set nogle i et stykke tid.

Castione, havde valgt at forsætte hans vejr hjem af kvinden, som han havde mødt havde manipulere med ham uden han selv, havde lagt mærke til disse ting. Castione var dog stadig på vej hjem, til hans egne familie derfor var selve denne rejse okay for ham. Han, bevægede sig ned langs nordvejen med en fakkel og hans kappe trukket over hans, hoved et stykke stof, skjulte os hans, mund så det eneste man kunne se var hans øjne som han red på hans sorte hingst.

Han vidste dog han selv måtte finde et sted og slå lejr dette gjorde han var nød til at kigge sig omkring hans øjne ramte, en person en dværg og en kvinde som, selv havde haft den samme ide. Han lukkede kappen omkring hans krop, hvor han kunne studere hende uden og føle sig truet. "Vær hilset rejsende " Kom det fra Castione, hvor han sende hende et skævt smil, han kunne stadig godt være høflig jo.

Astrid så op da tågen endelig afslørede en skikkelse komme nærmere. Hun holdt øje med ham ude i øjenkrogen mens hun ellers passede sit. Han kunne være hvem som helst, tyv, morder eller en venlig sjæl, der blot rejste som hende selv. 


Hun så først ordentlig op da han stoppede op og kikkede på hende et øjeblik. indhyldet i kappen som han var, var der ikke meget andet hun kunne se end øjnene på ham. ”Vær hilset” svarede hun, uden at ligge det store i det. Det var en høfligheds frase. Og hun var efterhånden lidt sulten. Hun gravede lidt i tasken indtil hun fandt posen med tørret kød. ”Hårdt vejr et rejse i… nu efter måneder på vejen, og efter så mange møder med mennesker havde hun efterhånden lært at små snakke. Det faldt hende ikke helt naturligt endnu. Men det var et forsøg værd, og vejret var altid et sikkert emne.

Som hun besvaret hans være hilsen, satte han sig ned med kappen trukket om sig, hvorefter han fik sat hans fakkel ned i jorden. Han så over på hende, hvor han studeret hende kort. Hun var rimelig smuk og se på, ingen tvivl om det kvinden, havde en, hvis skønhed over sig. 

Da hun lignede et vildt dyr, måske var det ikke lige frem pænt og sige men Casione, havde aldrig været den mest høflig selv, hvis man så på hans opvækst var han en smule anderledes end hans familie. Denne kvinde, mente ham om et dyr, måske var det hendes hår der gav ham den inskydelse, måske ikke. Måske var han bare træt, og smadret, og kunne ikke tænke helt spefic tænker, andet end, hvad hun minde ham om. Derudover var han var ikke så fin i munden, som hans familie var. ”ja det er det, virkelig så, hvor er de på vej hen?” Lød det ganske nysgerrig fra ham, som han sende hende et smil, i hendes retning, selv om man ikke kunne se hans mund, skinnet hans øjne af venlighed.

//afsluttet//