Mars havde ellers fået strengt forbud mod at snige sig ud igen efter, hvad der var sket med Randy, og især mod at opholde sig, hvor der var mange mennesker. Hans ængstelige forældre havde tigget og bedt ham om at gøre, hvad de sagde, og Mars havde også virkelig forsøgt at efterleve de løfter, han havde givet dem. Men det kunne han ikke, selvom han havde prøvet med alt, hvad han kunne. Han kunne ikke lade være med at snige sig ud, og selvom hans forældre havde forsøgt at dømme vinduerne i hans værelse til, så fandt Mars alligevel vej ud. Ikke nødvendigvis for at lave ulykker, men for at se Juno, sin højtelskede storebror, som han endnu ikke havde fundet modet til at fortælle sine forældre om.

Til sidst havde forældrene givet fortabte. De måtte indse, at de ikke kunne spærre deres eneste søn inde, uden at han enten ville stikke af eller blive dybt, dybt ulykkelig, så de slog en handle af med ham i stedet; Mars kunne gøre, hvad han ville, så længe han havde Bøf med sig, hvorend han gik. Den aftale gik Mars med til med det samme. Bøf var hans trofaste, koloenorme vagt, og Bøf ville gå direkte i døden for Mars uden at fortrække en mine. Og hvad vigtigere var, så holdt Bøf kæft. Af en eller anden grund, som Mars ikke kunne regne ud, satte Bøf Mars højere end noget andet, og han havde altid holdt hver eneste af Mars' hemmeligheder og fulgte ham i tykt og tyndt. Bøf vidste godt sandheden om Juno, men han sagde intet. Faktisk sagde han sjældent noget som helst.

Så det var sammen med Bøf, at Mars spankulerede igennem markedspladsen på en kold, men solrig vinterdag. Der var boder overalt, og Mars gjorde holdt for at købe en lækkert kandiseret æble til sig selv, og han skulle lige til at tilbyde Bøf en bid, da han fik øje på det mest ynkelige syn, han længe havde set; en dreng, ikke meget ældre end ham selv, stod i et lille mellemrum mellem to boder og sang for penge. Han sang flot nok, men det var helt tydeligt, at han frøs så meget, at hans stemme skælvede. Han så så stakkels ud, at Mars, der ellers normalt havde for travlt til at være opmærksom på andre end sig selv, blev totalt overvældet af følelsen af, at han måtte gøre et eller andet. Hvis Juno kunne redde børn på gaden, så kunne Mars også!

Mars gav distraheret det klistrede æble til Bøf og gik hen mod drengen. Hatten der lå på jorden foran ham var tom. Mars stirrede lidt på den, inden han smilede. Han forsøgte at se venlig ud, men han havde ikke perfektioneret sit venlige smil endnu, og endte nok mest med at se lidt overlegen ud.

"Hvorfor har du ikke mere tøj på?" spurgte han, mens Bøf tronede bag ham med det halvspiste æble i hånden.

Tobias' rejse til Dianthos havde ikke været det fantastiske eventyr som han havde forestillet sig. Jo, han havde mødt mange spændende personer, men flere af dem havde han blevet nød til at flygte fra, og dagen før han nåede Dianthos fik han stjålet både sin vogn og hest, Maren. Det eneste Tobias kunne gøre var at fortsætte til storbyen og finde en eller anden måde at tjene noget af værdi han kunne tage med hjem til sin far.

Ude i skovene og på landevejene kunne Tobias altid skaffe noget at spise. Han vidste hvilke bær der ikke var giftige og hvordan man lavede en fælde til at fange en kanin eller lign. Men her i Dianthos var der helt andre regler og de få dage han havde været her havde storbyen gået fra at være et overvældende smukt syn til at det eneste han kunne tænke på var hvor inderligt sulten han var. Det eneste han havde tilbage var de hoser og bluse han havde på, og ved rent held havde han stadig sin snittekniv og fløjte i sit bælte. Men rejsekappen hans mor havde syet til ham havde de også stjålet.

I ren desperation havde han stillet sig op og sunget på markedspladsen, men hans forfrosne krop modarbejdede hans ellers fine klang og der var ingen der var imponeret denne gang. Han tøvede i sin sang da han kiggede op og så en ung mand og den måske største mand han nogensinde havde set, komme hen imod ham. Ville de anholde ham nu for at synge offentligt? Tobias havde ikke helt styr på alle de regler der var her i byen. I sin nervøsitet kiggede han forvirret et øjeblik på den unge mand da han stilte ham et spørgmål han hvertfald ikke havde forventet. "Øhm, de stjal min kappe og resten af mit tøj..." Svarede Tobias efter en akavet pause.

Åh, en stakkels bondeknold. Mars kunne med det samme høre på drengens dialekt, at han ikke var fra byen, og han blev næsten helt høj af tanken om, hvor generøs han ville være overfor denne stakkel. Hvis det var sådan her, det føltes at hjælpe andre, så ville Mars begynde at gøre det meget oftere!

"Sådan nogle skiderikker," fnøs han og rystede på hovedet. "Er du sulten? Jeg kan godt købe noget mad til dig, hvis det er. Det ser ikke ud, som om du har spist lige for nylig."

Mars kunne næsten mærke englevingerne folde sig ud på hans ryg over den barmhjertighed, han udviste. Tænk, at han, ene mand, nu havde frelst denne stakkels bonderøv fra sultedøden? Drengen måtte være ham evigt taknemmelig.

Tobias kunne se at den unge mand måtte komme fra en rig familie, og hvis han havde mødt ham for bare et par uger siden ville han være så ivrig efter at vide alt om denne fremmede. Men efter hvad Tobias allerede havde oplevet på sin vej var han begyndt at lære at ikke alle kunne stoles på. Der var også et eller andet underligt ved den unge mands smil og hvorfor holdt ham kæmpen et kandiseret æble i sin hånd?

Men synet af æblet og tilbuddet om mad fik Tobias' mave til at vride sig i sult, så han vidste at lige nu havde han ikke bedre muligheder end at stole på dem. Han mindede sig selv om at han stadig havde sin kniv, så hvis ting gik galt kunne han måske vifte lidt rundt med den i en trussel og løbe sin vej.

"Hvad ønsker du til gengæld for mad? Jeg har intet af værdi på mig." Svarede Tobias og prøvede at se lidt mere intimiderende ud, men det virkede ikke så godt da hans spinkle krop stadig rystede i kulde.

Mars lagde en hånd over brystet i forargelse, da drengen spurgte om betaling. Betaling?! For en god gerning?!

"Jeg skal da ikke ha' noget!" halvgispede han. "Jeg hjælper bare et medmenneske i nød!"

Bøf brummede lidt bag Mars og nikkede. Mars kunne altid regne med, at Bøf gav ham ret i alt, hvad han sagde.

Da han havde sundet sig lidt, nikkede han mod kroen, der lå lige i nærheden.

"Jeg giver et måltid," sagde han så og stak en hånd frem. "Jeg hedder Mars. Hvad hedder du?"

Et medmenneske i nød? Det lød som noget han ville have en ridder sige til en prinsesse i flere af de eventyr han altid fortalte til sin mor. Tobias vidste ikke helt hvad han synes om at blive italesat på den måde, man da han kiggede ned af sig selv kunne han ikke modsige at lige nu var han sikkert et ret ynkeligt syn.

Tobias kiggede tilbage på den unge mand som nu præsenterede sig som Mars, og håbede virkelig at han bare var hvad han virkede som om han var. En ung rigmand der af en eller anden grund gerne ville gøre en god gerning. Derfor stak han sin kolde hånd frem der nu havde blå fingerspidser på grund af kulden og smilte svagt. "Jeg hedder Tobias. Øhm, rart at møde dig..."

"Hej Tobias!" sagde Mars straks og klemte fast om Tobias' kolde hånd. "Det er din heldige dag idag! Jeg skal nok tage mig af dig! Intet er for godt til min nye ven."

Mens han talte, lagde Mars armen om Tobias' skuldre og begyndte straks at gå hen mod kroen. Bag dem fulgte Bøf umælende med, stadig med æblet i hånden.

Mars havde ellers holdt sig fra byens mere svinske kroer, siden det der skete med Randy, men denne kro var respektabel nok, og nu havde han jo Bøf med, som kunne knække nakken på Randy, hvis de stødte ind i ham.

En mur af varme mødte dem, da Mars skubbede døren op, og lyden af lystige stemmer svævede ud mod dem. Mars smilede over hele hovedet, mens han hev Tobias indenfor og hen til det bedste frie bord, han kunne få øje på. En storbarmet kropige kom hen til dem med det samme.

"Hvasskudetvære?" spurgte hun Bøf, da hun åbenbart mente, at han måtte være lederen i den lille gruppe. Bøf sagde intet.

"Vi vil gerne have to kopper varm vin, en skål af dagens suppe med brød, og en bolle med ost til min medarbejder," svarede Mars, en smule irriteret over damens fejl, og nikkede mod
Bøf for at understrege, at det altså var Mars, der var chefen her.

Mars skulle ikke selv have noget at spise, men en kop lækker, krydret vin kunne han altid drikke. Det var ikke stærkt nok til, at han blev plakatfuld. Kun i godt humør.

Selvom Tobias stadig ikke helt vidste hvad han skulle mene om Mars, så kunne han ikke undgå at blive smittet af hans lidt flagrende og glade energi. Når Mars så ligefrem annoncerer at han nu er hans nye ven, så kan Tobias ikke holde et lille genert grin tilbage. Han var så tæt på at kalde Mars for en mærkelig én, men han turde ikke at risikere at fornærme ham lige nu.

Det føltes ikke engang akavat for Tobias når Mars lagde en arm om ham og han fulgte med ham til kroen. Sekundet de trådte indenfor og han blev mødt af en vidunderlig varme, måtte han lukke øjnene i nogle sekunder for det føltes nærmest overvældende for hans forfrosne krop. Men Mars hev ham hurtigt ud af sin døs og han fulgtes med ham til bordet.

Hans medarbejder? Arbejdede den kæmpe mand for Mars? Nu hvor varme langsomt vendte tilbage til Tobias' krop, begyndte hans naturlige nysgerrighed også at melde sig på banen igen. "Øhm, hvad er din profession Mars?"

"Min profession er at bruge mine forældres penge," svarede Mars helt uden skam, for det var jo rigtigt nok. Desuden var han alt for ung til at have et arbejde. "Og så gå i skole og blive klog."

Han lænede sig tilfreds tilbage i stolen, da barpigen kom hen til dem og stillede to kopper dampende vin foran dem, samt en skål med suppe og brød og en bolle med ost, præcis som Mars havde bestilt. Mars gav hende en håndfuld krystaller og gjorde ikke mine til at ville have byttepenge.

"Hvad med dig? Du bor tydeligvis ikke her i byen, vel?" spurgte han og tog en tår af sin vin, men Bøf endelig lagde æblet fra sig og tog sin bolle.

Tobias kunne ikke holde en lille overrasket fnisen tilbage når Mars svarede så bramfrit omkring sig selv. Det var sjældent han havde mødt nogen på sin alder der var så direkte omkring sit liv. Lige da Tobias først havde set Mars troede han at han var lidt ældre end Tobias, på grund af den måde han opførte sig på, men nu hvor Tobias havde tid til at kigge nærmere på ham gik det op for ham at Mars højt sansyndlig var yngre end ham.

Alle tanker om Mars' alder blev skubbet til side når maden ankom. Lige så snart duften af suppen fangede hans næsebor, kunne han ikke lade være med at række ud efter maden, og han sukkede dybt da han tog den første skefuld. Aldrig havde en suppe smagt så godt.

Det tog et øjeblik før han opfattede at Mars havde stillet ham et spørgsmål og han sank hurtigt sin mad før han svarede. "Nej, jeg bor i en landsby i Medanien. Jeg kom hertil for at sælge nogle forskellige varer for min far," svarede Tobias høfligt, men så tog han hurtigt også en stor bid af sit brød.

"Hm, det lyder sgu kedeligt," grinede Mars, efter han havde slugt endnu en tår vin. Han tog det kandiserede æble og tog en stor bid fra det. "Er du sådan en bonde eller hvad?"

Mars var ikke helt sikker på, han nogensinde havde mødt en rigtig bonde i sit liv, og han var egentlig ret nysgerrig omkring det. Dyrkede man virkelig bare jorden hver dag? Mars begyndte næsten at kede sig bare ved tanken, og hans ene ben begyndte at hoppe lidt rastløst under bordet.

Igen kunne Tobias ikke lade være med at smile på grund af Mars' direkte spørgsmål. Måske skulle han blive fornærmet i stedet for, men for Tobias var denne opførsel bare så forfriskende og nærmest eksotisk for ham. "Øh, ja, det er jeg vel," grinte Tobias først som svar men så kunne han ikke holde et lille suk tilbage. "Eller det vil min far gerne have at jeg er."

Tobias havde for et lille sekund glemt hvor slem en situation han stod i, for maden og denne kro føltes så rar. Måske vidste Mars hvor Tobias kunne få et eller andet job? Han kaldte ham den store fyr for sin medarbejder. Men lige nu vidste Tobias ikke om det var for meget at kræve fra Mars nu hvor han trods alt havde givet ham et gratis måltid.

"Mhm, og hvad vil du gerne have, du er?" spurgte Mars, der med det samme samlede op på Tobias' lede ved ideen om at leve resten af sit liv som bonde. Mars kendte udemærket godt følelsen af ikke at have lyst til at følge i sin fars fodspor. Han gad heller være handelsmand, men han anede ikke, hvordan i alverden han skulle få det sagt til sin far, der helt sikkert ville blive skuffet over beskeden.

"Drik noget vin," sagde Mars og nikkede mod koppen, som Tobias slet ikke havde rørt endnu. "Ellers bliver den kold, og så er den slet ikke så god."

For det meste var Tobias en nem person at læse, hvilket også var noget han ofte havde fået at vide af sin far under mange skænderier. Stadigvæk kunne Tobias dog blive overrasket når folk nemt læste hans følelser og han kiggede først tilbage i shock på Mars. "Hvad...jeg..." stammede Tobias før han smilte en smule i resignation. "Livet på en gård har aldrig rigtig været noget for mig..."

Tobias nåede ikke at sige mere før Mars påpegede vinen. Han havde troet at den anden kop vin var til kæmpen så han smilte genert i overraskelse før han rakte ud efter kruset. Tobias tog den første tår og følte hvordan den vidunderlige varme spredte sig helt ned til hans tær. Denne varme løsnede også hans tungebånd og hans generte smil blev mere bredt. "Faktisk så har jeg altid drømt om at optræde på en scene. Der var engang den her omrejsende teatertrup som kom igennem vores by, og selvom de bare optrådte udenfor ved skovkanten, så kunne de alligevel skabe et helt andet univers. Og der var den her kvinde med den mest fantastiske stemme som fik flere af mændene til at græde. Lige der vidste jeg at det måtte være det mest yperste man nogensinde kunne bruge sit liv på."

"Hvis du vil have mænd til at græde med din stemme, så skal du altså øve dig lidt," sagde Mars og lagde armene over kors, som om han på nogen som helst måde var kvalificeret til at give råd om sang. "Selvfølgelig med mindre du vil have dem til at græde af frygt."

Hans ord lød måske en smule hårde, men Mars mente den slet ikke sådan, og han smilede hele tiden, mens han talte. Han havde lyst til mere vin, mens hans kop var næsten tom, og han havde endnu ikke glemt, hvad der var sket sidste gang han ikke havde kunnet styre sin drikketrang. Bøf havde tilsyneladende heller ikke glemt det, for han blev ved med at skæve til koppen og til Mars, som om han var bange for, at Mars pludselig ville stikke af med den.

Tobias følte at han nærmest havde fået en mental lussing lige nu af Mars. Han var så tæt på at give ham et skarpt svar tilbage, men han turde ikke nu hvor Mars havde købt det her måltid til ham og havde kæmpen siddende ved siden af ham. "Øhm, ja, det var bare en ide..." mumlede Tobias og tog en stor tår af sin vin, mens han overså interaktionen mellem Mars og kæmpen.

Det hele begyndte at blive for meget for Tobias og han kunne føle tårene prikke i hans øjne. Dianthos var på ingen måde det eventyr han havde drømt om og han havde aldrig følt sig så alene som nu. Hvad kunne han gøre? Han kunne ikke vende tomhændet hjem til sin far, men at tigge på gaden bragte ham heller ingen vejne.

Til sidst tog Tobias en dyb vejrtrækning og prøvede hurtigt at tørre sin øjne, mens han snøftede en smule. "Du ved ikke tilfældigvis hvor man kunne finde et job her? Jeg er ikke så stærk men jeg er god til at flette kurve eller skære i træ?" spurgte Tobias tøvende og håbede virkelig ikke at han pressede citronen og Mars' givende natur.

Mars' øjenbryn skød i vejret, da Tobias begyndte at... græde?? Hvad pokker? Mars prøvede jo bare at hjælpe ham, og nu sad han og flæbede? Mars rykkede sig lidt utilpas i stolen, ikke ligefrem specielt god til at håndtere følelser. Han kunne knapt nok holde sine egne ud, hvordan skulle han så kunne finde ud af andres?

"Altså," begyndte Mars og gned sin nakke lidt, meget tydeligvis akavet ved hele situationen, "jeg kender ikke nogen, der... fletter kurver eller sådan noget, men..."

Mars kløede sig på kinden og overvejede det lidt. Hvor sur ville Juno blive, hvis Mars fortalte Tobias om huset og banden? Havde de overhovedet plads til en dreng til? De kunne vel altid bruge ekstra hænder, ikke? Man kunne jo altid spørge.

"Jeg kender et sted, hvor du måske kan få arbejde og bo," sagde Mars så med et nik og fornyet energi, idet han lagde en beroligende hånd på Tobias' skulder. "Men jeg kan ikke love noget, okay?"

Selv Tobias kunne se nu at Mars følte sig ubekvemt ved hele situationen og han sukkede dybt og rystede på hovedet. "Det er okay...du har allerede hjulpet mig så meget..." Tobias vidste han ikke skulle have spurgt om nogle jobmuligheder. Typisk at han altid pressede for meget på med folk. Hans far havde så ofte sagt til ham at han overvældede folk og det var derfor der var så få af de andre børn der ikke kunne lide ham.

Måske skulle jeg bare prøve at vende hjem...far vil blive så vred og skuffet...men det er da bedre end at dø i en skummel gyde her hvor jeg ikke kender nogen...

Tobias blev rystet ud af sine egne triste tanker da han mærkede en hånd på hans skulder. Det tog ham et øjeblik før det som Mars havde sagt endelig registrerede og han kunne ikke holde et lille gisp tilbage. "Virkelig?!" udbrød Tobias, før et kæmpe smil bredte sig på hans læber. "Det mindste du kan hjælpe mig og jeg vil være dig evigt taknemmelig." Fortsatte han før han tog en af Mars' hænder i sine, og kiggede på ham som om han var den perfekte helt i alle i hans eventyr. "Du er det første ægte gode menneske jeg har mødt her."

Mars fattede det ikke rigtigt selv, men der var aldrig nogen, der havde strøget hans ego så meget, som Tobias strøg det lige nu, og det var nok også meget godt, at han ikke fattede det, for ellers var han blevet mistænksom.

"Selvfølgelig er jeg det!" erklærede han og rejste sig med en næsten højtidlig mine. Han klappede Tobias på skulderen. "Drik ud, så vi kan komme af sted!"

Mars tog sin kop og tømte resten af vinen i den i én slurk og tørrede bøvsende sig om munden med sit ærme. Jakken, han havde på, kostede mere end, hvad de fleste i Dianthos kunne tjene på en hel måned, men det tænkte Mars nu ikke så meget over. Det var jo bare en jakke.

Andre ville måske synes det var mærkeligt at udbryde sådan en erklæring som Tobias lige havde gjort, til en person han lige havde mødt. Tobias var dog så presset efter de her sidste dage i Dianthos, så han tog imod den mindste form for venlighed han kunne finde. Det var denne form for opførelse der før havde bragt ham på afveje, når han var for følelsesladet og åben omkring hvad han tænkte. Hjemme i landsbyen var konsekvenserne mere at folk ville kigge lidt skævt til ham. Her i Dianthos kunne det være noget mere farligt, men det havde Tobias ikke indset endnu.

"Ja, lad os komme afsted!" svarede Tobias og løftede sit krus med vin. Han tog en stor tår i et forsøg på et drikke ud, men hostede og grinte akavet af Mars, før han prøvede at fortsætte med at drikke. Efter et par hostende forsøg lykkedes det ham at tømme sit krus og han kopierede Mars fra før og tørrede sin mund på sit ærme. Et kort øjeblik kunne han høre sin mors stemme i sit hoved. Kun rigmænd der har andre til at vaske sit tøj for sig, tørrer sin mund på sit ærme. Men denne gang fulgte han ikke sin mors råd, for han var på vej nu til at skabe sin egen skæbne og egne regler her i Dianthos!