Det Glade Æsel var en ganske almindelig kro der lå ved markedspladsen og som husede en masse af de rejsende der var kommet til byen i anledningen af heligdagen. Dianthos summede med en kollektiv opstemthed stadigvæk og der var mange mennesker på gaderne men også i kroerne, idet at festligheder ikke just var ovre selvom solen var gået ned. Gaderne var oplyste og folk sang lystigt inde såvel som ude. Middel og arbejderklassen nød godt af hinandens selskab for første gang i mange måneder, og hvad end der var af fjendskaber var de lagt på hold til ære for netop denne dag/nat med våbenhvile. 

Laele trådte ind i kroen med en brun kappe der hvilede over hendes skuldre, samt en hætte der nænsomt lå over hendes hoved. Hun så ualmindeligt ordinær ud og passede ind i det overordnede handelsbillede der udfoldede sig inde på krogen; middelklassen og den øvre arbejderklasse der havde lidt ekstra mønt på lommen i anledning af helligdagen. 
Hun havde skiftet tøj og gjort sig repræsentabel efter en hel dag ved sin bod på markedpladsen; man kunne jo ikke dukke op til en aftale svedig og uhumsk, kunne man vel? 
Hun havde en hvid skjorte med lange, løse, ærmer der blev holdt tæt ind til kroppen af et brunt korset, som skubbede hendes barm up og skabte en mindre kavaler gang. Derudover havde hun en mørkebrun nederdel på der gik hende til anklerne med et hvidt underskørt og brune støvler, der var mudrede og tydeligvis brugt. Som det eneste smykke havde hun en funklende amulet der hvilede i den lille sprække imellem hendes kavaler gang. 

Hun trak hætten ned og afslørede hendes lyse, korte hår, der kildede hendes kæbe imens hun spejdede ud i lokalen med hendes lyseblå øjne, for at få øje på herren fra markedet. Hvis hun ikke så ham, ville hun finde et bord i hjørnet hvor der var mindre trafik af mennekser der spankulerede ind og ud. 

Der var satans mange mennesker i byens gader, og Zane kunne ikke helt lade være med at tænke, at hvis han nu ikke havde talt for at mødes med den dygtige sælgertøs igen... ja, så ville det have været meget nemt at snuppe en pige et eller andet sted, og endda uden at det blev opdaget!

Der var to ting der virkelig virkede, og det var når gaderne var næsten tomme, og så når de var stuvende fulde.

Under alle omstændigheder, så var valget truffet. Og hvem vidste? Måske ville aftenens møde blive interessant...

Han var ikke til stede i baren da Laele ankom, men dukkede selv op lige som hun satte sig ned.
Klædt i en nydelig, men ikke pompøs, sort skjorte med oprullede ærmer, et par mørke bukser samt de sædvanlige læderstøvler, scannede han hurtigt krostuen og fik øje på hende.

Dog gik han op til baren først, og fik fat i to krus med iskold, perlende cider før han begav sig ned til hendes bord.
"Du kom! Man ved aldrig." sagde han med et skævt smil, og satte det ene krus foran hende, hvorefter han tog plads ved bordet også.

Da hun havde sat sig på en af stolene, greb hun med to fingre fat om en af de snore der ugjorde den sløjfe der holdt sammen på hendes kappe og med et lille riv, løsnede den sig og kappen faldt ned og ladge sig over ryg-lændet på stolen. Hun lod det ene ben glide over det andet før at hun atter spejdede ud iblandt de mange folk og ganske få sekunder efter stod Herren fra markedet foran hende med to kølige forfriskelser. Hendes læber, der var malede med en let rouge farve for at fremhæve dem nænsomt, bredte sig i et venligt smil: 

"Jeg kunne sige det samme.", svarede hun med et glimt af opstemthed i blikket. 
Hun gestikulerede derefter kort til stolen foran hende.

"Og du ville have helt ret." sagde han og løftede sit krus for at smage på varen.
Den kølige cider var virkelig god, det havde hun haft helt ret i.
Den havde en sprød, sød smag med en friskhed, som man ikke normalt ville finde på almindelige kroer.
Alkoholen var også at smage, 

"Rygterne talte sandt, for en gangs skyld."
Han gengældte hendes opstemte blik med et mere roligt et af slagsen, men det var tydeligt at han var tilfreds med at være der.

Laele så til idet han satte de to ciders på bordet og tog fat om et af dem. Hun gjorde antræk til at skåle men inden hun formåede at sige noget, havde Herren foran hende allerede taget en slurk og konstateret at den var besøget værd. Laele frembragte et lukket smil og løftede et øjetbryn, som om hun var imponeret, før hun også tog en slurk af den kølige drik der i sommerheden var en velkommen gestus. Bagefter satte hun kruset på bordet og så kort ned før hun igen lagde sit blå blik over ham, denne gang mere indgående og interesseret. 

"Jeg tror at en reel introduktion er på sin plads..", hun rakte hånden over bordet og holdt den der, i en invitation til at Herren kunne tage den. Gjorde han det, sagde hun sit navn:
"Laele Vales."

Han betragtede hende roligt mens hun talte, og smilede lidt da hun rakte hånden frem.
Zane rakte selvfølgelig selv hånden frem, og tog hendes i sin.
Laele Valas... det var et nydeligt navn, syntes han.

"Zane D'tarion." sagde han så.
Der var ikke den store grund til at skjule sit navn.
Ikke reelt, i hvert fald...

"Godt at møde dig, Laele."

"I lige måde... Zane.", svarede hun og trak en smule på hans navn.
Navnet lød bekendt, men hun kunne endnu ikke placere det. Og hendes betænksomhed blev afspejlet i hendes blå øjne, ligeså vel som at de brune øjenbryn trak sig en smule imod hinanden så der kom en ganske lille rynke, i et kort øjeblik.
Hun tog derefter hånden til sig efter hun havde givet hans et lille afsluttende klem. Derefter lå selv samme hånd sig om det kolde cider krus og hendes betænksomhed fra før synes at forsvinde idet hendes udtryk atter blev mildt, og hendes blik indbydende.

"Er du her fra?"

Han så godt det betænksomme udtryk, og overvejede om hun  måske havde hørt om ham.
Han var trods alt eftersøgt for nogle få af de ting han havde lavet...

Hvilket bare gjorde livet mere spændende!
De havde jo ikke formået at stoppe ham alligevel!

"Jeg har et hus uden for byen, men jeg er ikke fra Dianthos, nej." sagde han og løftede sit krus for at tage endnu en slurk.

"Hvad med dig?"

Et hus ligefrem? Ikke en gård? Eller en jagt-hytte? Det fik hende til at overveje hans profession igen, hvilket begyndte at vække hendes tidligere nysgerrighed.
Hun svarede imens han tog en slurk af sin cider:

"Jeg bor i byen. Desværre ikke indfødt. Jeg er tilflytter, ligesom dig."
Hendes øjne snævrere sig kort sammen i et øjebliks intensitet derefter, som om hun var ude på at se igennem ham:
"Hvad er din profession? Siden det kan dække omkostningerne af et hus, går jeg ud fra du er en lærd af en art?"
Hendes blik gled ned over det af ham hun kunne se: hun kunne stadig ikke se nogen våben så hun gik ud fra at han var civil.

"Lad mig gætte... du er... skribent?", gættede hun med et livligt blik og et smittende smil.

"Hah... hvem gider også bruge hele deres liv her i Dianthos, fra man bliver født til man bliver gammel?"
Det var i hvert fald ikke noget for ham.
Han rejste trods alt langt mere, end han blev boende i huset...

"Skribent...? Nej..." sagde han og smilede lidt.
Det var da en sjov tanke... men meget langt fra virkeligheden.
"Jeg er kriger. Lejesoldat og dusørjæger, når det kan betale sig."

En lejesvend? Laele slog øjnene en smule op og var tydeligvis overrasket over hans erhverv. Og måske også en lille smule mistroisk and lignede ikke en soldat, det var helt sikkert og noget ved ham var simpelthen for ... pænt? Hun kunne ikke sætte en finger på det, ligesom med hans navn.
" Det må jeg sige...", hun gav en lille latter fra sig og så kort ned i anerkendelse af nederlag. "Se det.. havde jeg nok aldrig gættet."

Det var skam ikke første gang.
De fleste der så ham sådan her, ville ikke gætte på lige den profession... han lignede jo ikke ligefrem en lejesvend!

"Jeg ligner det ikke når jeg ikke bærer rundt på mine våben." erkendte han.
"Men hvad er det nu de siger... sku ikke hunden på hårene?"

Han havde ingen anelse om hvor ironisk den sætning var lige nu...

"Selv med våben tror jeg ikke mange ville tænke lejesvend, måske en del af byvagten?", svarede hun med et træk på læben der viste hendes tænder en smule i et skævt smil. 
Hun tog derefter den kolde cider op imod hendes læber og tog en slurk, hvorefter hun satte den ned og så afventende på ham. Nu havde hun stilt nogle spørgsmål, så hun holdt inde for at give ham muligheden for at tage roret og styre samtalen hen på noget han fandt interessant. 

"Ikke alle lejesvende bærer rundt på sværd og rustning." sade han med et lille smil.
"Nogle har ikke behov for det."

Han hævede kruset og tog en tår af den kolde cider, mens han roligt betragtede hende.
"Så, Laele Valas... hvad fik dig til at sige ja til at mødes?"
Uanset hvad grunden var, var dette allerede en ganske god aften...

Da han spurgte ind til hvorfor hun havde valgt at sige ja til at mødes, kom der et smil på hendes læber og et næsten legesygt glimt i øjet. Fiskede han mon efter komplimenter? Hvor kært. Hendes hænder holdt om den kolde drik der kølede i heden, samt inde i kroen var temperaturen også intens på grund af de mange fest glade gæster. 
"Når en flot, ung, herre, spørg om man har tid til en drik, så kan man da ikke sige nej",, svarede hun imens at hun rakte en af sine hænder op for at rette på amuletten der hvilede over hendes bryst. Hendes lyse hud reflekterede ganske let i skæret fra steringlyset på bordet, pga. varmen i rummet. 

Han smilede lidt som hun kom med den lille kompliment.
Hvis hun nu havde vidst, at han ikke i virkeligheden så sådan herud... hvad ville hun mon så have tænkt?
"Aha..." sagde han og betragtede hende lidt,
"Tak for det."

Hans blik gled hen over hendes amulet, men intet sagde ham at den var magisk.
Det mest komiske af det hele var naturligvis, at de var to mørkelvere i forklædning - og ingen af dem anede det!
"Og ligeledes... hvordan skulle jeg dog kunne modstå en så køn, ung dame...?" gav han igen.

Hans kompliment fik hendes blå øjne til at se til siden, i et øjebliks ydmyghed og dog var det ikke nok til at hun virkede genert. Bagefter lagde de sig over hans igen imens hendes læber formede et smigret smil og hun lænede greb om sin kolde cider med begge hænder: "Hvordan mon..", drillede hun i en venlig tone og gav en blød, klukkende, latter, før hun satte det kolde ciderglas imod læberne og tog en slurk. Varmen inde i kroen var til at mærke, og sommer nætterne var i disse tider ligeså utilgivelige som en forulempet præst. Efter hun satte kruset ned og lod kulden omfavne hende indefra, lod hun kort tungen glide over overlæben inden hun satte albuerne i bordet endnu engang og lænede sig let indover det: 

"Nå.. Zane ~", spindede hun nærmest. 
"Hvorfor lejesvend? Var det en livslang drøm? Store eventyr? Skjulte skatte? Opdagelse? Eller en nødvendighed?"

Det lille øjeblik fik ham bestemt ikke til at se hende som genert.
Intet havde tydet på at hun var den generte type... faktisk helt modsat, hvis han skulle sige noget.

Zane hævede sit eget krus og tog en slurk, uden at tage blikket fra hende.
Spørgsmålet fik ham til at trække på smilebåndet.

"...frihed." sagde han så,
"Til at gøre hvad end jeg har lyst til."
Intet var mere sandt.

Frihed? Hun løftede et af sine lyse øjenbryn og betragtede ham med en undren der snart ville få sat ord på sig. Det var et meget farligt erhverv at vælge, blot for at få frihed? Frihed havde mange afskygninger og definationer. Nogle mente at økonomisk frihed var frihed, andre at tiden og pladsen til familien var frihed og så var der dem der mente at frihed var et abstract begreb der ikke reeltset fandtes? For var man virkelig fri, eller var alting styret og tilrettelagt på forhånd af guderne? Der var naturligvis også dem der anså frihed som noget negativt. Kile's Orden der havde forsøgt at 'rense' byen var en af dem. Det kaotiske og spontane skulle stå tilbage for orden og visheden om at man skulle dø. Så frihed.. det var et bredt svar. 

"Det er et drastisk valg af erhverv blot for at gøre hvad man vil?", svarede hun nysgerrigt. Hun lagde hovedet en smule på skrå og lod sin ene negl tromme betænksomt imod glasset. "Kunne du ikke være fri og have en gård udenfor Dianthos? Er der ikke frihed i at drive forretning? Eller er det ansvaret der trykker? De vil selv vælge eller vrage, efter eget velbehag? Uden at stå til ansvar for andre end dem selv?", hendes læber bredte sig i et forundret smil og de blå øjne så søgende ind i hendes partners. "Det virker på mig som om De er lider af en illusion om kontrol. Sig mig.. bliver De aldrig træt af at flakke rundt? Jeg går ud fra at med deres erhverv er det nok nærmere bordellerne der trækker end ønsket om en kone, og fem uvorne skarnsunger?", smilet blev til et køkt tandsmil, idet der var noget drillende i de sidste ord. "Men en ung, flot, herre i Deres alder? Er der intet ønske om det mundane og trygge?". 

Zane som farmer...? Tanken var næsten morbidt underholdende.
"At drive forretning i Dianthos..." sagde han roligt,
"...ville være for kedeligt for mig. Jeg trives i kamp, og i jagten på et mål eller en modstander. Det er et langt mere spændende liv end det, jeg ellers ville kunne forestille mig."

Sjældent havde han delt tanker med nogen på denne måde.
Han kunne faktisk slet ikke huske sidste gang, eller med hvem han havde delt dem...

Zane lænede sig lidt tilbage og smilede skævt, før han trak på den ene skulder.
"Måske er jeg lidt for... 'krydret'... for de fleste kvinder."
Han tog endnu en slurk, og tilføjede så:

"Og det gælder også de fleste prostituerede."