Daphnie slog øjnene op og satte sig op med et sæt. Søvnig så hun rundt i mørket, mens hun gned i det ene øje. Ups.. Hun trak tæpperne lidt mere op omkring sig og gøs lidt med kulden. Det krøllede, brune hår stod lidt ud til alle sider, men hun havde jo trods alt også lige sovet. Over hende lyste månen og stjernerne himlen op, hvilket var et ganske smukt syn. Det var også grunden til Daphnie befandt sig på jorden en lille kilometer fra Dianthos, med tæpper viklet om sig. 
 For mange timer siden, før mørket havde lagt sig, havde Daphnie fået den her geniale ide med, at hun ville ud og se den smukke nattehimmel. Hun havde derfor samlet en hel masse tæpper i en kurv, og havde vandret ud af byen efter at have spist aftensmad. Og der lå hun så åbenbart endnu - hun måtte være faldet i søvn, og nu vågnet af kulden. 
 En lille den af hende havde måske også håbet på, at Jaris skulle komme forbi, men det ville hun ikke rigtig indrømme. Hun havde haft svært ved ikke at tænke på ham og hvad der skete siden de mødte hinanden der ude midt på landevejen. Hendes kinder blev varme ved tanken, og hun rømmede kort over sig selv, inden hun rejste sig med tæpperne i favnen. 

 Det var blevet en hel del koldere end da hun tog hjemme fra, så tæpperne var ikke helt nok til at holde varmen. I stedet for at ligge tæpperne tilbage i kurven, viklede hun alle de tæpper hun kunne om sig, inden hun, med kurven i hånden, begyndte at gå tilbage mod Dianthos. Selvom stjernerne og månen lyst himlen så fint op, hjalp det ikke så meget på jorden, derfor fik hun en af de lysende sommerfugle til at lyse lidt for hende. Det krævede dog så meget koncentration fra Daphnies side af, at hendes gang blev en smule slængerende. Hun fnes lidt over sig selv, men måtte stoppe igen, da det fik sommerfuglen til at miste lidt af lyset.
  

// Afsluttet grundet manglende aktivitet i tråden. \\