Agarwaenel var på vej mod piratbyen, eller det var hun ikke rigtig klar over, men hun vandrede på en af vejene mod piratbyen. Kun iført tøj hun havde kunne finde. Støvler der var for store, og en kjole hvor langdelen var revet af forneden, for at hun ikek trådte i den. En pelsjakke der havde set bedre dage, var slynget om hendes skuldre. Lidt blod i den matte pels.

Siden Agarwaenel havde forladt Elverly havde hun ikke rigtig kunne finde et sted at slå sig ned. Hver gang hun troede hun fandt et sted, så blev hun så frygtelig sulten, og inden hun fik set sig om, så var hun kommet til spise sin nye familie, og var derfor blevet nødt til at bevæge sig videre. Gang på gang. Det var underligt, men hun var ved at blive træt af det, og savnede næsten sin mor.

Hun tog en hånd op til arret der strakte sig fra hendes kind og næsten op til øret. I det mindste var det healet en smule, og det var primært en lille indhugning der gjorde tegn til at noget var sket der. Ikke nær så tydeligt som det engang havde været. Det skræmte folk væk, hvilket gjorde at det ikke var nemt for hende at finde nogen at tage sig af hende, og når det skete, så var hun allerede blevet alt, alt for sulten.
Hun var begyndte at kunne mærke sulten gnave endnu engang, og hun slikkede sine tørre læber. Måske hun bare skulle tag en her på vejen, så var hun ikke sulten når hun fandt den næste familie. Forhåbentlig.

Det var som om at skæbnen var med hende, der gik ikke lang tid før at hun stødte på nogen. De så lidt sløve ud, men det var ikke fordi at Agarwaenel havde noget imod smågammelt kød. Så lang tid at det ikke var nogen der smagte dødt. Så hun luskede op på hvad end det var og slog om sig med sit hår, så hun kunne indfange individet og tage en bid.
Men som hun tog en bid, og tyggede et par gange i munden spyttede hun det ud igen. "Ad ad ad, råddent kød," kom det beklageligt fra hende, som hun ikke engang havde rykket sig fra hvad der var en zombie under hende.

Lyder af hove lød mod den kolde jord, kort efter udbruddet, og nærmede sig hurtigt. "Hvad er det dog du laver lille pige? Kan du spytte ud og lade Laura være" lød det opgivende fra hestens sorthårrede rytter, Jez. Hun var klædt varmt på, og kun hendes ansigt var synligt under lagene af tøj og pels. Hesten under hende var sort som natten, og, ved nærmere eftersyn, lige så død som den mand pigen netop havde taget en bid af. De andre tilstedeværende havde ligeså vendt sig mod pigen, og stirrede med tomme, døde øjne.

Jez var i forvejen ikke i det bedste humør. Hun var her af praktiske årsager, for at samle ressourcer, og var samtiddig nød til at holde sin arbejdskraft skjult fra nysgerrig øjne. Hvad ville folk ikke tænke hvis de viste Azuriens nye beskytter fik sin rigdom fra døde mænds hænder? Den var de ikke klar til at vide.. endnu.

Jez lilla blik holdt sig rettet mod pigen "Hvis du ikke slipper ham, så bider han igen" truede hun med en drillende tone, som truede hun et barn med en kildetur. Når ja, nogle gange havde man kun det sjov man selv lavede! Jez havde på fornemmelsen at dette nok skulle udvikle sig til en historie værd at fortælle når hun kom hjem - på den ene eller anden måde.

Agarwaenel kiggede over mod rytteren der nu var kommet. Kødet var allerede spyttet ud, men der kunne også ses at en klump af køddet var overarmen var forsvundet, eller... lå lidt væk fra det umage par.
"Jeg tror jeg kan bide hårdere," svarede hun tilbage, men lagde hovedet på skrå, som hun kiggede på kvinden. Hun så elegant ud, en ordentlig kvinde... der havde ordentlig mad. Det var ligeså snart at det gik op for Agarwaenel at der var den mulighed, at hun tog håret til sig igen og trådte væk fra zombien. Håret lang dog stadig om hende, som var det parat til at angribe noget som helst der kom tæt på hende igen, men for nu stod hun ganske stille.

"Giver du mig mad så?" spurgte hun. Det med at opføre sig pænt var ikke noget hun havde behov for. Hun var allerede blevet taget i at spise en død person, som dog så levende ud. Det var en smule forvirrende. I hvert fald var der intet behov for at snyde damen. I stedet for kunne det være at hun kunne forlange noget mad. Folk plejede dog at være mere skræmte når de så denne her side af hende. Var det fordi at tingen allerede var død?

Jez vendte barnets påstand en gang i sit sind, inden hun med et tænksomt nik gav hende ret "Sandsynligt. Men de har flere munde" pointerede hun, med et lille skævt smil. Det var ikke en trussel i sit selv, men en konstatering. Ungen kunne kun havde én i munden af gangen, også selvom tricket hun havde lavet med håret så ganske brugbar ud, så havde Jez en mængde af folk med sig. Kvantitet mod kvalitet.

Det kunne sikkert have været et interessant forløb, men også frygtelig krævende. Så da den sultne bad om mad virkede det som en nemmere løsning. "Det er ikke utænkeligt" svarede Jez og drejede hesten en anelse, så dens side stod mod pigen "Spiser du kun folk, eller kan din appetit stilles med andre alternativer også?" spurgte hun så, med samme ligefremhed, som havde hun ønsket at vide om hun tog honning i sin te. Jez havde intet ønske om selv at blive det næste måltid. Det virkede som en ualmindelig ubehagelig måde at dø på, og ærligt havde hun hverken tid eller lysten til at skulle genopstå igen. Så var det trods alt bedre at finde ud af hvad den lille dæmon ville have, og holde den veltilpas, indtil Jez kunne udlede hvor farlig den egentligt var.

Flere munde? I et øjeblik troede Agarwaenel at kvinden faktisk mente at de havde flere munde, og ikke bare at de var flere. Det havde været muligt. Dæmonpigen var ikke ligefrem den der kendte mest til nekromanti. Hun havde trods alt aldrig haft en grund til at undersøge det, og ærligtalt foretrak hun også at hendes føde forblev døde. De smagte heller ikke godt efter den første dag hvor de havde ligget ude alligevel.

Agarwaenel tørrede sine hænder af i kjolen hun havde på, da hun hørte at kvinden måske var villig til at give hende mad. Det var noget hun ikke kunne slå ned, eller kigge på det som om at folk bare kom løbende til hende med. Selvom det ikke virkede til at kvinden var villig til at give hende kvalitetskød. Mennesker og elvere smagte ellers bare så godt.
"Jeg spiser også andet, men folk er nemmere at fange," svarede hun. Filteret var tydeligvis ikke at finde hos hende i øjeblikket. "Men jeg spiser alt kød. Så lang tid at det ikke er gammelt." Agarwaenel kunne ikke lade vær med at skule over mod zombien der ikke havde smagt godt. Lidt sart var man altså.
"Jeg kan også godt spise... andet," kom det så mumlende. Det var ikke hendes favoritspise, og hun blev ikke holdt mæt ligeså lang tid, men alle grøntsagerne kunne også godt spises, men det var ikke ligeså godt som kød. Det var aldrig ligeså godt som kød.

Jez så for et øjeblik tænksom ud ved pigens lave tanker om folk, og kunne kun erklære sin enighed med et lille nik "Det kan jeg kun give dig ret i" erkendte hun med et lille suk og trak på skuldrene "Der er vel ikke mange der kan modstå at hjælpe en lille, uskyldigt udseende pige i nød!". Ungen virkede ikke dum, til trods for det begrænsede ordforråd. Hun havde et glimt i øjet, en tænksomhed over sine ord. Nej, pigen her var måske vild, men ikke simple, det var Jez sikker på.

"Dyre kød kan vi sagtens klare.. og det er bestemt ikke altid jeg behøver mine tjenere med deres kødelige hylster, så hvis vi finder en frisk, er jeg sikker på vi kan finde en løsning der kan gøre os begge glade" Jez smil blev bredt "Så længe du ikke laver tand-mærker på knoglerne!" tilføjede hun så med en varm klukken.
Jez havde nok undgået mord når det var muligt, siden hendes genkomst, men det var ikke fordi hun pludseligt havde fået fine fornemmelser over det.

Nej, det var et spørgsmål om andre folks holdninger, ikke til hende, men til hendes kæreste, hendes et og alt, hendes Valkar.

"Så.. kommer du? Jeg har lejer lige over bakken her, og selvom køddet der er tørret og saltet, er det uden tvivl bedre end råddet" 

Det var rigtigt nok at Agarwaenel havde hørt på sit udseende de sidste mange år, så hun kunne ikke så meget andet end at nikke genkendende til det kvinden sagde om hende. For selvom hun ikke havde udvist det største ordforråd, så så hun bare ikke meget grund i det. Især ikke i en situation hvor hun skulle have noget at spise. Det var selvfølgelig også det tidspunkt hvor hendes hjerne begyndte at blive meget ensrettet. Sulten kunne være fuldstændig overalt skyggende for hende.

Det var underligt at høre en anden der var enig med hende på den måde. Sidste gang at hun ikke var blevet udskældt for sine vaner var sin mor. Når hun altså var i godt humør, hvilket ikke havde været en ting der skete ofte omkring Agarwaenel. Det var som om at hun altid kom i dårligt humør hun så sit afkom, eller måske ked af det, fordi at Agarwaenels far ikke var der hos dem, selvom han selvfølgelig elskede hendes mor. Det havde Agarwaenel i hvert fald fået fortalt.
Man kunne næsten se glæden og begejstreringen der kom op i Agarwaenels øjne, da hun fik at vide at kvinden ville finde mad til hende. Det kunne godt være at det med nogle foranstaltninger, men knogler havde jo aldrig været gode at spise. De var hårde, og selvom indmaden kunne være okay, var det aldrig så godt som kød.
"Knogler smager alligevel ikke godt," sagde hun, med et smil der var begyndt at sprede sig over hendes kinder. Arret over hendes ene kind gav illusionen af at smilet var endnu bredere end det egentlig var.

Hun kiggede lidt op, da kvinden spurgte om hun kom, og siden Agarwaenel stadig ikke ramt sin fulde højde, så virkede den hest ufattelig høj, og den blev ikke ligefrem lavere som hun gik tættere på den.
"Der op?" spurgte hun, og stod lidt og overvejede situationen. Hun tvivlede på at hun ville få hjælp til at komme derop, men da hun havde fået god for at hun skulle derop, brugte hun sit hår til at hejse sig derop. Næsten som en lille lift der løftede hende op i den rigtige højde, så hun kunne hive sig selv resten af vejen over, så hun kunne side ordentlig på hesten.

Pigens kommentar på knoglers smag fik ikke andet end endnu et lille skuldertræk som svar. Selv fandt Jez marven ganske smagfuld, men det var ikke alle der brød sig om det ekstra arbejde. Jez havde blot altid fundet noget særdeles tilfredsstillende ved det umådelig frådseri det var for hende, at reducere et ellers ganske brugbart sæt knogler, til et øjebliks fornøjelse.
Der kunne nok sige noget poetisk som sagen, men som oftes svælgede Jez blot i den simple fornøjelse i det.

De lilla øjne betragtede pigen indgående, og Jez lagde hoved en anelse på skrå da pigen ville med op på hesten. Det var ikke en udvikling hun havde forventet, pigen virkede for vild ved første øjekast til den slags, men som den hvidhårede særling løftede sig selv op, rakte Jez villigt en hånd ud for at hjælpe hende det sidste stykke af vejen "Sikke en fornøjelig overraskelse!" klukkede hun, og sparkede hesten an.

Det var en kort tur over bakken, og ganske som Jez havde beskrevet, var der sat en lille lejer op. Lejeren bestod af et større telt, en bålplads og en pæl banket i jorden, hvor hesten kunne bindes til. Det var ikke meget, men rigeligt til en enkelt person. Ved siden af teltet stod 6 vagter i fuld udrustning, deres ansigter skjult af hjelme. Brugte man dog et øjeblik på at betragte dem, gjorde deres mangle på bevægelse det tydeligt, at de nok var lige så døde som den mand der var blevet bidt i tidligere. Den svage lyd af økser der arbejde ekkoede ud fra den omkringliggende skov.
"Hjem kære midlertidige hjem!" bød Jez velkommen, og red dem op ved siden af teltet. "Jeg skulle have noget saltet kød, men hvis du kan væbne dig med tålmodighed, kan jeg også sætte en gryde over, og lave et ordenligt varmt måltid, mmm? Hvad er du mest til kæreste?"

Agarwaenel havde I den grad ikke tænkt sig at gå hvor end langt der var til den midlertidige lejr som kvinden havde sat op. Hun havde allerede gået rigtig langt, og hun var træt og sulten. Så kunne man ikke forvente at hun gik længere. Desuden var hun ikke bange for kvinden. Måske en forkert antagelse, men Agarwaenel var nok ikke meget mindre farlig end kvinden alligevel.

Hun sørgerede for at holde fast, da hesten red afsted, og da de var fremme, gled Agarwaenel selv ned på jorden igen. Det var noget anderledes end hvad hun var vant til. Hun var trods alt ikke ligefrem vant til alle de døde mennesker der hang rundt her, men så risikerede hun selvfølgelig heller ikke at spise dem.
”jeg ser ikke nogen grund til at jeg ikke kan få begge dele?” sagde Agarwaenel, og hun kunne ikke lade vær med at glide en tunge over læberne, som hun tænkte på alt den dejlige mad der muligvis kom hendes vej. Desværre var hun bare ikke god til at være tålmodig, og hvis der gik for lang tid til at hun fik noget at spise var der mange mulige reaktioner hun kunne have på det. Højst sandsynligt ville hun dog bare skabe sig som en 3-årig der ikke fik sin vilje.

Jez svang sig ud af sadlen og kastede lidt fraværende tøjlerne fra sig, over en pæl der lod til at kunne holde dem, hvis hesten ikke var alt for engageret i at slippe fri. Der var dog både vand og fodder, så det var usandsynligt, selvom hesten ikke lod til at vise den store interesse for nogen af delene.

Jez løftede et øjenbryn af pigens forslag "Der er den ganske simple grund, at jeg ikke har i sinde at besvære mig mere end højst nødvendigt, hvis du tager dig til takke med mindre" svarede hun med en ærlig skuldertrækning. Hvorfor gøre mere, når mindre kunne række? Hun havde aldrig forstået princippet i at gøre en masse unødigt arbejde, når et par overbevisende ord kunne maskere en langt mindre indsats.

Jez trådte mod teltet, og gjorde en simple gestus mod pigen, der signalerede hun skulle følge med. Inde i teltet var der et par simple rejse-møbler. Et fold-ud bord med stol, en feltseng fyldt med bløde skin og tæpper, samt en lille dragkiste der var lukket. Jez dumbede uden videre ned på sengen, og satte sin en smule henslængt.

Agarwaenel kneb øjnene lidt sammen. Det var ikke som om at hun ikke var vant til ikke at få sin vilje. Hendes liv havde ikke ligefrem været en dans på roser, selvom hun stadig godt kunne finde på at opføre sig som et forkælet barn. Desuden var hun ikke altid lige god til at være tålmodig. Dog var saltet kød ikke det mest tiltalende, eller fyldestgørerende for en voksende pige som Agarwaenel.
Dog vidste selv Agarwaenel at hun nok ikke kunne få lusket sig til at få begge dele. Der var noget over damen der bare virkede uinteresserede i hende, og ikke samme ømhed som de fleste andre viste overfor en pige helt alene i verdenen. Ikke at hun selv havde vist sine gode sider.

”Jeg kan godt vente,” mumlede hun så endelig, selvom hendes mave allerede rumlede, og hun bare gerne ville have mad. Desværre var den mest appetitlige i nærheden nok kvinden der havde tilbudt hende mad i det hele taget. Og det vidste Agarwaenel også godt ikke var en ting folk værdsatte.
Hun fulgte med Jez ind i teltet. Der så komfortabelt nok ud herinde. Langt bedre end hvor hun selv havde sovet på det seneste, men det var stadig ikke et sted Agarwaenel ønskede at bo i længere tid. Ikke at hun var sikker på hvad Jez’s plan med hende egentlig var?
”Bor du her?” spurgte Agarwaenel, selvom hun ikke gjorde noget antræk til at sætte sig noget sted. Hun kiggede blot rundt.

Jez gabte for sig selv, og gjorde intet for at skjule sin dovenskab, mens pigen tykkede på spørgsmålet, for alt hvad det var værd, som bragte det hende mere næring end den mad hun forsøgte at beslutte sig for at spise eller ej. Det var drænende at se noget der burde være så simpelt et spørgsmål, tage SÅ meget energi..

Da der endelig kom et svar, kunne Jez ikke andet end sukke en anelse, men nikke godtagende. "Så gør vi det sådan" godtog Jez og skubbede sig op at sidde igen.
Med en anstrengelse skubbede hun sig helt op på benene, og begyndte at finde ting frem fra under sengen. En gryde, der ikke så ud til at have været brugt og nøjsomt pakkede ingredienser til mad - der så lige så ubrugte ud. Tilsyneladende havde Jez selv levet af tørrede vare, og havde ikke orket lave ordenlig mad til sig selv.

"I et telt? Nej kæreste, jeg bor ikke her, andet end midlertidigt, til mine venner her er færdig med deres opgave. Mit hjem er Opalslottet" svarede hun, med en god del selvtilfredshed. Det var stadig en spøjs fornemmelse at erklære Opalslottet hendes hjem, og ikke det utætte, gamle hus ved dødens kløft der før havde været hendes residens. Opalslottet havde markant flere trapper, og markant flere levende tjenere hun skulle tage hensyn til... men det havde også Valkar, og det mere end gjorde op for ulejlighederne.

For Agarwaenel var mad en vigtig sag, og selvom hun ikke altid kunne få lov til at få det hun fandt bedst, så søgte hun stadig at få noget der også fik hendes smagsløg til at være tilfredsstillet. Det var ikke altid ligeså vigtigt som hendes mave, men hun spiste ikke ting der smagte forkert, så som Jez's tjenere.
Agarwaenels øjne fulgte Jez som hun fandt tingene frem til at lave mad, og et lille smil var også at finde over hendes læber, som hendes øjne så maden, selvom den stadig var utilberedt. Det havde været et stykke tid siden at hun havde fået et ordnetlig måltid mad hun ikke selv havde måtte fange.

"Du bor på et slot?" spurgte Agarwaenel fascineret, og havde efterhånden gået hen og fået sat sig ned på sengen, og sad nu bare og ventede på at hun fik maden serveret. Uden at overveje at måske Jez ville sætte hende i arbejde med at hjælpe med at tilberede madlavningen. Det var ikke ligefrem fordi madlavning var noget hun nogensinde havde praktiseret.
"Det betyder vel du er meget rig?" blev der så tilføjet. Rigdom og slotte var noget der lå lige op af hvad Agarwaenel gerne ville have hvis hun kunne vælge. Det kunne godt være at damen var lidt underlig, men hvis hun havde lyst til at fodre Agarwaenel og huse hende, så kunne det ikke blive meget bedre. Det havde trods alt aldrig handlet om en god familie for Agarwaenel. Det troede hun alligevel ikke kunne eksistere. "Hvad hedder du egentlig?" Agarwaenel havde trods alt aldrig fået navnet på Jez.

Jez nikkede til barnets facination, som om det ikke var noget særligt. Boede alle ikke på slotte? Nej, selvfølgelig gjorde de ikke det, og det var ganske rigtig fascinerende at en tilfældig kvinde på vejen, hvis eneste selskab var længe bortgået, skulle vise sig at kalde et slot for hjem. Men livet var fuld af overraskelser, og Jez havde så sandelig ikke tænkt sig at gøre noget stort nummer ud af det. Især ikke siden hendes tidligere hjem, havde været et faldefærdigt palæ, på kanten af dødens kløft, der kun ventede på det forkerte vindstød, for at falde i afgrunden.

Det opfølgende spørgsmål fik dog Jezs opmærksomhed, og hun vendte sig tænktsom mod pigen. "Ikke just. I sandhed ejer jeg ikke slottet. Det er alt for meget besvær. Jeg bor der blot! Og i sandhed ejer jeg ganske lidt, men jeg mangler aldrig noget" svarede hun nærmest filosofisk, inden hun trak på skuldrene og tilføjede i en jovial tone "Og hvis jeg gør, så tager jeg det. Så simpelt er det" erklærede hun, og vendte tilbage til opsætningen.

Kort efter var det gjort, og de kunne endelig begynde på selve madlavningen. Først måtte Jez dog standse endnu engang, og se forarvet på pigen. "Ah, jeg må have glemt mine manere, da du forsøgte at æde min ledsager" klukkede hun "Mit navn er Jez, kæreste. Hvad er dit?"

Agarwaenel kneb øjnene lidt mere sammen, som Jez nævnte at hun ikke ejede slottet. Det kunne jo betyde hvad som helst. Hun kunne hænge ud på et forladt slot, eller var en tjener til nogen, og det var Agarwaenel ikke særlig interesseret i at være en del af. Hvis hun tilgengæld havde alt man havde behov for, så kunne hun egentlig godt tænke sig det.
"Så du behøver ikke at lave noget, men du lever stadig godt?" spurgte hun, som hun overvejede situationen. Hun overvejede ærligtalt bare at spørge om hun ikke også bare kunne få lov til at blive en del af hele det der slot ting.

"Mit navn er Agarwaenel," svarede hun tilbage til Jez. "Og ærligtalt, så er det din ledsagers egen skyld at det kun var et forsøg. Selv jeg sætter grænsen ved råddent kød!" Hun trak lidt på skuldrene over det, som om at det virkelig var zombiens egen skyld at Agarwaenel ikke kunne få lov til rigtigt at spise ham, i stedet for kun at forsøge, og ikke at der måske var noget galt i at spise andre.

Jez lavede en tænksom lyd. "Det er en anelse mere.. kompliceret end som så" indrømmede Jez. At påstå hun ikke lavede noget, ville være fejlagtigt. For selv nu var der en del af hende det blot ønskede at ligge på en af Opalslottets mange divaer, i en solståle og ikke sænke sig næste måltid den fjerneste tanke. En lille del, der gennem hendes mange inkarnationer altid havde holdt ved, som sad den på selve hendes sjæl. Den havde mindre hold i hendes nuværende selv, end den havde haft i Jezebel, men den lå stadig som en spor af hendes dæmoniske aner.

"Dig og alle andre kæreste" sukkede Jez. Der var få der værdsatte hendes venner, eller den gave der friede dem fra den sorte muld. "Men Agarwaenel, ville det ikke have været nemmere blot at spørger i stedet? Det kunne have sparet dig for en grim oplevelse, og havde det blot været et levende menneske der havde nægtet dig, virker du kløgtig nok til at have fået dig en bid alligevel, på den ene eller anden måde" tænkte hun højt, mens hun med øvet hånd skar kød ud. Ved siden af hende var der en fri plads, og sat op med et ekstra skæddebræt og kniv. En åben invitation, men ikke en Jez forventede pigen tog... endnu.

Agarwaenel kneb øjnene lidt sammen. Kompliceret lød aldrig godt, men det kunne jo være at hun kunne bruge det til sin egen fordel. Så lang tid at hun ikke skulle arbejde meget for føden. Alt arbejde mindre end hvad hun gjorde i øjeblikket, ville gøre det bedre, for ærligtalt var det alt for meget arbejde at finde nye mennesker hver gang at spise og angribe. Især fordi hvis hun blev opdaget, så blev de så sure.

Det var et interessant spørgsmål Jez satte op, men det ændrede ikke på Agarwaenels måde. "Jeg har kun stødt på en anden der smagte råddent, så det er ikke ligefrem fordi det plejer at være et problem," pointerede hun endelig. "Og jeg har lagt mærke til at de fleste ikke værdsætter alt det... med at de bliver spist." Et muntert glimt var at finde i Agarwaenels øjne, som synes hun at kannibalisme var en sjov ting, fremfor den mere makabre ting som det egentlig var.
Hendes øjne gled mod skærebrættet, og mest af alt kniven, som Jez nu havde suppleret, til hvis hun skulle have lyst til det. Kniven var dog ikke noget hun havde behov for hvis hun endelig havde lyst til at gøre det af med Jez, men hun havde aldrig overvejet hvad det kunne gøre til et anden person. Det tætteste hun var kommet var da hendes egen mor skar i hende, og det var ikke samme slags kniv. Hvordan ville det føles at føre kniven?

Mærkværdigt nok blev Agarwaenels kannibal-kommentar svaret med en klukkende, munter latter. "Nej det kunne jeg levende forestille mig kære!" medgav hun, og lod kniven glide igennem køddet, med fast, øvet hånd. "Men det leder igen tilbage til problemet: er det ikke utrolig meget arbejde, for utrolig lidt, at spise folk? Ærligt, det er aldrig noget jeg har gjort mig i, men det virker mig mere belejligt at få folk til at lave maden til mig. Det er også en kende mere fremtids sikret" tænkte hun højt, og vippede den første omgang skært kød i gryden. Den sydende lyd af kød der stegte fyldte teltet, og snart fulgte en saftig duft.

"Ved du overhoved hvordan man laver mad selv?" spurgte Jez så, og gjorde en inviterende gestus mod den anden arbejdsstation ved siden af Jez. Hun var ret sikker på hun intet havde at frygte fra pigen - hvertfald ikke før maden var færdig og spist. Om pigen var sulten nok til at overveje dessert derimod, var svært at sige på nuværende tidspunkt. Men der var god tid endnu til at finde ud af det, og have det lidt sjovt imens!

Agarwaenel blinkede lidt af Jez. For meget arbejde? Det havde hun aldrig rigtig overvejet. "Kommer det ikke an hvor meget af kødet man spiser?" bød hun tilbage. Der var trods alt alligevel en god mængde kød på et menneske, muligvis ikke så meget som på visse andre dyr, men det gjorde ikke så meget når det smagt så meget bedre.
"Men der bliver ofte ikke serveret nok, og så må jeg jo selv sørge for det," der var en formodning om hvor meget Agarwaenel kunne spise, og så var der realiteten. Hun kunne spise så meget, og var ærligtalt nødt til at spise relativt ofte hvis hun ikke fik nok på en gang.

Det næste spørgsmål fik Agarwaenel til at ryste på hovedet, men alligevel kom hun forsigtigt på benene, så hun kunne gå hen til Jez. "Kød smager ligeså godt råt, så jeg ser ingen grund til at lære det," sagde hun, men kiggede alligevel interesseret på Jez's håndbevægelser med kniven.

Jez rystede bare en smule på hoved "Hvor meget end kød der er, vil det stadig kun gavne dig det ene måltid, måske en dag, før det begynder at blive dårligt, og tro mig kæreste, når det først er sket er det umuligt at arbejde med!" pointerede Jez med beklagelse fra mange års erfaring. Det var langt nemmere at håndtere friske lig, end dem der havde ligget længere. Hun var sjældent kræsen med hvad der kom op, men jo mindre råd jo bedre!

"Fra folk, selvom det er mindre mængder, vil der stadig være mere mad i det lange løb, og derfor mindre arbjede" forklarede Jez, som var det simple matematik, og ikke folks liv og kød de diskuterede. 

Og så, for første gang, rynkede Jez på næsen i afsky "Åh kæreste dog, smager lige så godt råt?! Har du ingen smagsløg i den fine lille mund du har dig? Og hvad med teksturen? Vel tilberedt kød der er mørt falder fra hinanden i munden på dig, helt af sig selv. Man behøver end ikke tygge." insisterede Jez hårnakket. Nej, der var så sandelig forskel på smag! Og selvom Jez sjældent gav besværer sig med at lave ordenlig mad, når hun selv skulle, så værdsatte hun så sandelig et ordenligt måltid. Hun havde sågar besværet sig med at være på god fod med kokken.