Adannya lyttede til det rytmiske klik af stokken som hun bevægede sig ned ad den sjovt lugtende gade. En kombination af halvråddent køkkenaffald og nybagt brød. Det var ikke en særlig behagelig lugt hvis hun skulle være ærlig, faktisk ville hun kalde den frastødende hvis nogen havde bedt hende om at beskrive den.
Hun havde gået for langt, Adannya havde ingen ide om hvor hun var, og hun lænede sig tungt på stokken som hun gik. Det havde bare været et uskyldigt eventyr for at finde ud af hvor en sidegade førte hen, men nu var hun stakåndet, og uden udsigt til hvile i nærheden. Med et spejdende blik kiggede den unge kvinde sig om efter en lav husmur hun kunne side på, men der var intet andet end den tomme gade, med høje toetagers huse uden forhave. Det var ikke meningen hun skulle være gået så langt hjemmefra, så havde hun taget en hest og en vagt med sig, som det var nu kunne hun godt ha brugt en vagt at læne sig op ad, eller en behagelig saddel hun kunne kravle op i nu hendes eventyrlyst var blevet tilfredsstillet.

Det var ved at blive mørkt, ikke sådan rigtig mørkt men den tid på dagen hvor man konstaterede at det var færdigt med at være lyst, og om en times tid ville skumringen falde over den ellers livlige by. Der ville dukke en anden form for liv op, en skummel mere løssluppen form. Hun måtte hellere være hjemme før det skete, så det var nok bedst at gå tilbage den vej hun var kommet fra.
7 skridt tilbage, og endnu en gang stod Adannya på en forholdsvis trafikeret vej. Hun var dukket ud af en gul portåbning, og kiggede forsigtigt rundt. Hun kunne huske det blå hus til højre for hende, det var hun gået forbi. Nu knap så stakåndet, men stadig hvilende tungt på sin stok begyndte den unge kvinde sin tur ned ad gaden.
Hun lagde mere mærke til blikkene nu, det var mere tydeligt når gaden ikke var fyldte, hvordan folk kiggede på hende. Så hendes fine ansigt og så stokken, det var mest medlidenhed, men en gang i mellem var der en der trådte et ekstra skridt væk, som om hendes handikap kunne smitte.

De stikkende blikke, dømmende og fyldte med had var det mødte ham i Dianthos. Egentlig vidste han godt det måske ikke var optimalt for ham at befinde sig her, ikke nok med elvere var hadet... Men kulden? Hans tænder klaprede sammen som han gik gennem byen, skulede på hvert eneste individ han passerede, uden så meget som at blive lagt mærke til selv. Folk havde travlt med deres daglige gøremål, hvilket blot ville gøre hans plan væsentligt nemmere. Den sorte pels kappe blev trukket godt over hovedet, omsvøbte nærmest hans ansigt i mørke, dog var de syregrønne øjne ikke til at tage fejl af, men til hans fordel, var der ikke ret mange i Dianthos der vidste hvem han var, med mindre de havde hørt fortællinger om den halvslange der solgte gift i syden. Turen til hovedstaden havde på ingen måder været nem, eftersom hans hest døde halvvejs og han var nødt til at gå eller betale sig fra at hoppe om bord på en ladvogn.

Nogle unge mænd løb mod ham og som den ene stødte på ham, faldt hætten ned og hans ansigt kom til syne. Kahn hvæste kort inden han stirrede mod mændene der blot grinede og løb videre. Zaladin tage dem, tænkte han for sig selv og trak kappen over hovedet igen. Der var ikke nogen tvivl om, at hvis folk stirrede før, så gjorde de helt klart nu... Kahn passede på ingen måder ind... Det sorte hår, øjnene, den brune hud, aret og mest af alt, den tredelte tunge der fra tid til anden kom ud mellem de tørre læber. Igen kom et svagt hvæs fra ham som han skyndte sig videre, på jagt efter et muligt bytte. Kahn havde nemlig fået en ny gift blandet og i syden kendte de ham for godt til at gøre det frivilligt, så derfor havde han søgt op i landet. Eftersigende skulle giften kunne ætse hud og andet væv der var i kroppen... så det skulle bestemt ikke afprøves på ham selv, ikke denne gang i så fald.

Hans blik flakkede fra side til side, forsøgte at spotte et væsen han kunne overrumple, eller måske skulle han lokke? Bare for at få en hen anden approach? Blikket faldt da på en ung kvinde med en stok. Ak, som han selv i syden, forsøgte folk at undgå hende, som om hun havde en dødelig sygdom. Stille gik han over mod hende med et skævt smil "Tag dig ikke af dem... " mumlede han stille og holdt smilet på læberne som han skulede mod de folk der stirrede på både hende og Kahn "De er blot inkompetente og har ikke forstand på noget... Egoister" hvislede han og rettede blikket mod kvinden.

Hvis man kunne hoppe mere end en halv meter op i luften af bare chok så havde Adannya gjort det ved lyden af en fremmede stemme der tydeligt tiltænkte sine ord til hende. Ydermere lignede tilhøren af denne stemme ikke lige verdens mest venlige menneske da hun skævede over mod ham. Ligesom hun selv passede hendes forskrækker ikke ind gadebilledet, og hun forestillede sig at de gjorde sig et umage par.
Forskrækket til tavshed, og stakåndethed hev den unge kvinde lidt hårde efter vejret i et forsøg på at holde hendes tempo, om end det stadig var langsomt.

”Hvem er De?”

Der var ingen grund til at spille finere end hun var, eller lade som om hun kendte ham. Høflighed var bedst gemt til dem der fortjente den, og hun mente bestemt ikke at man gjorde sig fortjent til høflighed når man sådan sig op på folk og forskrækkede dem til åndedrætsbesvær.
Varsomt hold hun øje med gaden som de gik, hvis nu det skulle ske at hun skulle løbe. Det slog hende et øjeblik hvor komisk det var at hun lige havde tænkt over at der ikke var nogen antastende mænd på gaden på denne tid, og så blev hun sørme påtvunget selskab. Det faldt ikke Adannya ind at denne mand virkelig ville hende noget ondt, han var vel bare en overmodig gentelman der skulle lege red den stakkels pige med stokken. Han ville blive slemt skuffet når hun ikke gav op sin dyd for ham, eller hans heltemodige gerninger. 

Kahn hævede et øjenbryn og sukkede nærmest opgivende. Der var ikke nogen tvivl om, at der ikke var en eneste af de to der passede ind. Måske gjorde hun lidt mere end han, eftersom han var klædt i sort, sort hår og de syregrønne øjne. Han fortsatte et stykke bag hende, men stadig i hælene på hende. Ganske svagt trak Kahn på skuldrene "Jeg har mange navne. Men ofte er det Kahn... Hvem er De?" spurgte han med så blid en stemme han nu kunne fremane. Ikke han var særlig god til det, nu hvor hans stemme var ret dyb samt havde en hæs undertone på en eller anden måde. 

Det var tydeligt at hun på ingen måder havde tænkt sig at sætte farten ned, bevares, så var der ikke super meget fart på i forvejen, men efter han var kommet til var hendes skridt blevet længere og lidt hurtigere. Han sukkede nærmest opgivende som han bemærkede, hvor meget hun holdt øje med omgivelserne og nærmest forventede hun skulle sætte i løb før eller siden. Nu var det ikke sådan hun kunne læse tanker? For så ville hun bestemt være nødt til at løbe. Tanken fik et skævt smil frem på Kahn's læber og han kom op foran hende, forsøgte at stoppe hende "Jeg ved godt jeg ikke ligner alle andre... Men jeg er fra syden ser De.. " sagde han næsten undskyldende og håbede på hun ville stoppe op og lytte til hans ord, ellers ville han blot fortsat følge hende og forsøge at få hende til at tale med ham, bare så han vidste om hun ville være det rigtige offer, eller ej. Det skulle jo også gøres inden det blev for sent og solen begyndte at stå op... Ellers måtte han tage andre kneb i brug, om han ville eller ej...

Det var sjældent Adannya følte at det var hende der passede bedst in i et selvskabt, ofte kunne det være svært at passe ind i dagligstuen hos veninder og familie, men hun passede dog alligevel bedre ind end hendes påtvungne gåpartner. Det var egentligt også umanerligt at han sådan bare trængte sig på uden nogen form for etikette. De få gange hun havde oplevet at gentlemen ville gå med hende havde der altid været en hvis rum forsigtig aflæst etikette, det kunne man ikke påstå der var nu. Der var intet af den uskyldige flirtende øjenkontakt der havde ledet ham til hende, nej han havde ikke så meget som spurgt diskret om hans selskab var ønsket. Andet kan vel ikke forventes af mænd, tænkte hun ved sig selv, en tanke der lod et lille smil flirte med hendes læber.
Hendes uanstændige glæde stoppede dog bræt da han trådte ind foran hende, måske som reaktion på at hun komplet havde ignoreret hans spørgsmål. Kahn, det var da egentligt et mærkeligt navn hvis hun skulle være ærlig. Hans attitude kombineret med hans u-indbydende grønne øjne, gjorde at hun absolut ingen trang til at dele sit navn med ham.
Hvis ikke hun havde haft så streng en opdragelse havde hun nok ikke kiggede ham ind i øjnene som han stod der og uhøfligt spærrede vejen for hende. Han kom med en mærkelig undskyldning om at han var fra Syden, måske var de mere vilde der nede hun var ikke helt sikker på om det var en ordentlig undskyldning for hans opførsel, men hun kunne selvfølgelig ikke med sikkerhed vide om han bare var uhøflig, eller om han ikke vidste bedre. Hans oprindelse forklarede da i hvert fald hvorfor han ikke lignede de mennesker hun omgav sig med til daglig, så mon ikke det kunne være en forklaring på alt andet også? Med et tungt suk besluttede hun sig for at lade tvivlen komme ham til gode. hvorfor

”Mit navn er Adannya”

Hun kiggede sig omkring igen, lænende op af sin stok, en smule utålmodig efter at kunne komme hjem igen, særligt nu når hun ikke helt vidste hvor langt der egentligt var. Ingen tid havde hun for denne fremmede der virkede som om han havde alt ti di verden til hende. Måske var han faret vild? Det ville give mening, det kunne jo være han bare prøvede at være diskret om at blive vist vej et sted hen, det håbede hun virkeligt.

Kahn var bestemt ikke på hjemmebane i hovedstaden, så hvordan han skulle gøre dette bedst muligt uden at blive opdaget, eller jagtet væk af vagter på patrulje, der så en tilfældig mand være sådan over for en kvinde.. Han sank langsomt den klump der havde formet sig i hans hals. Han nikkede kort da hun præsenterede sig selv for ham ”Smukt navn, til en smuk ung kvinde” sagde han med et svagt smil ”Undskyld min påtrængende natur.. Jeg eh… heh er lidt faret vild.. Jeg kender slet ikke til hovedstaden ” sagde han stille og så ned i jorden. Det var ikke hans stil at virke så stille og rolig, nærmest uskyldig. Det var ikke heller ikke fordi hans udseende gjorde ret meget godt for ham… Og han skulle virkelig tage sig selv i, ikke at lade den tvedelte tunge komme ud fra tid til anden, for det var han så vandt til, men hvis han skulle vinde denne piges tillid, skulle den bestemt ikke være med til at ødelægge det.

Han trådte til siden og lod hende passere ”Undskyld” sagde han stille og rakte armen ud fra sig, for at vise hun skulle være fri til at gå. Hvis ikke hun godtog hans undskyldning, ville han lade hende gå i forvejen. Der, først der ville han vende sig om igen og følge efter hende, hvis hun der imod godtog den ville han blive nødt til at vente, til de var et sted, hvor det måske ikke ville vække super meget opsigt, men tiden måtte vise… For giften skulle testes før eller siden, hvorfor det lige var på hende, var der ikke en forklaring på..

Adannya måtte erkende at hun ikke rigtig havde tid til at vise denne fremmede nogen steder hen, og hun havde heller ikke rigtig lyst, men på den anden side fortalte hendes opdragelse hende også at hun skulle være venlig mod fremmede. Det var en underlig indre kamp at have, men hun endte ud med at det nok var bedst bare at være venlig og pege i den retning markedspladsen lå, og så undskylde sig selv.
Hun stoppede op og kiggede lidt rundt, hvorefter hun diskret pegede mod en sidevej hun var næstens ikke på førte ud mod en af de større veje, nu var hun trods alt begyndt at kunne genkende området igen.

”Hvis du går ned af den vej, og drejer til højre så kommer du til markedspladsen, der er sikkert nogen der kan hjælpe dig bedre. Men nu må jeg altså skynde mig videre”

Med et venligt smil vendte hun sig fra ham, og begyndte at gå hjem ad, nu uden at være totalt stakåndet, men stadig med det meste af hendes vægt lagt over på hendes stok. Det var nok også for det bedste han fandt nogen andre til at vise sig vej, Adannya havde ikke ligefrem verdens bedste stedsans. Kort efter drejede Adannya selv ned af en noget mindre befolket sidevej, der allererde var begyndt at være halvmørk, men det var trods alt en hurtigere vej hjem end at gå ad hovedvejen. 

Kahn vidste at han snart måtte slå til, men det sted de var nu var stadig alt for åbent. Det var tydeligt for ham at denne kvinde ikke havde lyst til at følge ham nogen steder hen, bevares, havde han stået i hendes situation så havde han nok også forsøgt at undgå personen, eller havde dræbt personen.. De syregrønne øjne rettede sig mod kvinden som hun begyndte at tale og rakte hånden ud i retningen af en ved. Han så ned af vejen og hævede et øjenbryn, men så rettede han blikket mod hende og smilede ganske svagt ”Jeg håber… ” sagde han stille og bukkede før han så efter hende som hun forsvandt og han selv begyndte at gå i retningen som han var blevet anvist.

Han stoppede og vendte sig om og så efter hende med et smil der bestemt afslørede hans tanker. Det var nu han skulle slå til. Kahn fulgte efter kvinden, dog et stykke bagud, men da hun drejede ned af den knapt så befolkede gade, kom han hurtigt ind på hende. Hun regnede nok med hun var blevet fri for ham, men han var så tæt på hende at han nærmest kunne dufte hende. Stille fandt han en flaske frem fra den lille taske han havde på sig og hev proppen ud, dog gav det et lille – pop-. Han så efter hende og langsomt sneg sig ind på hende. Han vidste at hun var dårligt gående og derfor ville stokken uden tvivl være det han gik efter. Et dystert smil kom frem på hans læber som han uden tøven gik op bag hende og satte en hånd for hendes mund, hvis ikke hun var hurtig nok til at bide ud efter ham i stedet. Hvis ikke, ville han hive hende med ind i en af de mørke kroge og holdt rev nærmest hendes hoved bagover, holdt hende der, så hun kunne se ham ”Beklager snuske.. ” sagde han og lod den tvedelte tunge glide ud mellem læberne som han hævede den hånd, hvor han holdt flasken med syrene, som ville være stærke nok til nærmest at ætse alt hvad det rammer, hvis ikke skyllet væk med det samme.

Det ene øjeblik var alting fredeligt, det næste forsvandt hendes iltindtag, sammen med hendes forbindelse til jorden. Før hun kunne nå at reagere var hun omringet af en mørk gyde, og uden hendes stok. Hun måtte have sluppet den på et tidspunkt.

Før hun nåede at opfange mere blev hendes hoved revet bagover, og for anden gang den dag fik hun øjenkontakt med ubehageligt grønne øjne. Den fremmede hun havde udpeget en vej for, stod øjensynligt bøjet over hende, med en flaske. I et meget ufrugtbart forsøg på at få virkeligheden til at være en anden, lukkede hun øjnene og bad til alt hvad hun kunne finde på, mens hun skreg så godt hun nu kunne skrige med en hånd over munden. Desperat prøvede hun at sparke ham med et ben, eller slå ham på en måde, men det var langt mere ukontrollerbar sprællen, end det var koordinerede kamp

De syregrønne øjne skinnede nærmest af lyst, ikke seksuelt, men tanken om hvad denne gift ville gøre ved denne kvinde, gjorde et eller andet ved ham. Kahn mærkede ganske vidst hvordan hun sprællede for at komme fri, men gav ikke slip "Shh... Det er overstået lige om lidt" sagde han og mærkede en vildfarende hånd der ramte ham over det dårlige øje og han skar svagt tænder. En irriteret brummende lyd kom fra ham som han greb hårdere fast omkring hendes mund, borrede neglene ind i hendes ellers fine hud. Hans frie hånd holdt stadig flasken over hendes ansigt og var rettet lige over hendes øjne. 

Kahn blev igen ramt af en vildfarende hånd og brummede atter irriteret, før han lod nogle dråber fra flasken glide ud og ramme huden lige omkring hendes øje "Mhhhm..." sagde han som han kunne se effekten lige så stille, hvordan huden omkring hendes øje begyndte at blive rødt "Lidt mere der" sagde han og lod tre dråber falde direkte mod hendes øje. Hvis hun ikke rev sig fri, ville han blot stå og betragte det, mens giften gjorde sit arbejde, inden han efter et halvt minut ville han fortsætte til det næste øje, samme procedure, først lidt omkring og derefter tre - fire dråber direkte mod øjet.

Det ene øjeblik var Adannya stærkt optaget af at slippe fri, fra det jerngreb hun blev holdt i det næste, skreg hun af smerte, om end det var dæmpet voldsomt af hånden om hendes mund, den brændende fornemmelse i og omkring hendes øje fik hende til at kaste hoved fra side til side, og kradse omkring øjet med fingrende. En ualmindelig dårlig ide set i bakspejlet, eftersom det kun fik hendes fingerspidser til at brænde med den samme intensitet som hendes øje gjorde. Hun blinkede febrilsk for at få den aggressive væske ud ad hendes øje, mens hendes tårekanaler gik amok og fik hende til at græde ukontrollerbart. Først troede hun bare det var hendes tåre der gjorde hendes blik slørede, men som lyset i den ene side af hendes synsfelt langsomt forsvandt, og detaljer begyndte at være ikke eksisterende begyndte det at gå op for hende hvad der var ved at ske med hendes øje. 

”Åh Isari, nej. Lad det ikke være sandt”

Desperat for at få den forfærdelige realitet hun stod overfor endte Adannya med at bede til en gud hun aldrig havde troet på. Hendes desperati kunne tydeligt høres i hendes stemme, der var hæs og ødelagt efter at have skreget, og grædt. Med fornyet effekt kastede hun sine lemmer rundt i håb om at ramme hendes fangetager, mens hun kastede sit hoved fra side til side med håb om at hun kunne rede sit andet øje.

Kahn’s syregrønne øjne var fastlåst på kvinden han stadig havde i sine arme ”Så så lille pus… Det er snart overstået” sagde han med et skævt smil på læberne, nok til man kunne se de skarpe hjørnetænder. Han gjorde sit bedste for at holde hende fast som hun kastede med hovedet og skreg i et smertehelvede. Kahn gav slip på hende efter han vidste at dråberne var begyndt at have effekt på hendes syn, så alt der var tilbage var blot at vente. Han så hvordan hun nærmest ukontrolleret begyndte at kaste med armene og benene omkring sig, sikkert i desperat håb på at ramme ham, eller få fat på ham. For hver gang hun kom tættere på, tog han blot et skridt væk.

”Skaden er allerede sket… Der er ikke noget du kan gøre, med mindre du fjerner øjnene… Og selv der, ville du alligevel ikke kunne se” sagde han med et dystert smil på læberne som hun nærmest begyndte at bede til Isari, men hvad skulle det hjælpe? Lige nu nød Kahn i så fald at se hvordan hans arbejde bar frugt og virkede, præcis på den måde han havde ønsket.