Sted: Høloftet, en kro i nedre by
Tid: Sen aften
Vejr: Støvregn og ret så koldt

En hånd gled op under hans trøje, noget der normalt ville gøre Killian ganske lykkelig, men denne gang forsøgte han frustreret at skubbe den væk. En grov latter fulgte og en anden hånd rev ham i håret, hårdt nok til at han fik tårer i øjnene. 
"Hvad så lille svans, var det ikke det, du gerne ville have?" Et grimt ansigt var nær hans, og han rystede hurtigt på hovedet, mens han stadig forsøgte at komme fri af mandens hænder. Lugten af billig øl hang over manden, men selvom han var tydeligt beruset, var hans stadig stærk, og Killian nægtede som altid at slås for at komme fri.
"Slip mig. Lad mig være." Hans stemme var overraskende dæmpet, han havde ikke lyst til at vende hele kroens opmærksomhed i mod dem og hans problem. 

Det havde været sådan en dag, hvor han bare havde haft uro i kroppen siden han stod op, og det hårde arbejde i stalden havde ikke hjulpet. Nej, han måtte ud, ud og finde nogen, der ville røre ved ham og få ham til at føle sig elsket og varm. Han havde faktisk allerede uddelt et lille blæs tidligere, men manden havde ikke været interesseret i mere, så Killians jagt på nærhed havde fortsat, hvilket havde ledt ham ind på denne kro. Ind til videre havde han hygget sig, men da han ville op til baren for at hente noget at drikke, havde fulderikken hevet ham ned på sit skød.

Hænderne blev ved med at holde fast i ham og rage på hans slanke krop, og han prøvede lettere desperat at komme væk. Manden lavede trutmund og kysselyde, og selvom Killian normalt ikke var kræsen, gav denne mand ham kvalme, og han lænede sig så langt væk som muligt fra hans ansigt. Hvilket fik manden til at gribe fat i hans krøller igen og forsøge at hive ham nærmere, mens hans hånd kørte rundt i skridtet på ham.
"Giv farmand en lille trutter." 
Killian skar ansigt og drejede hovedet væk, selvom det føltes som om, at han var ved at få flået en håndfuld hår ud.
"Lad mig gå, lad være, jeg vil ikke." Hans stemme lød efterhånden lidt grådkvalt og desperat, men ud over at vride sig for at komme væk og skubbe til ham, gjorde han ikke noget voldeligt modstand. Bare manden ville slippe, så han kunne løbe. Men lige nu så det sort ud, især fordi han sad på en bule, der blev mere og mere hård, jo mere han vred sig for at komme fri.

Hector kom normalt ikke på denne kro, for de folk, der kom her, var generelt for meget på røven til, at de var værd at stjæle fra. Hector og Juno hjemsøgte som regel de finere kroer, hvor folk havde råd til at miste pungen. Men Hector var her nu heller ikke for at arbejde; han var her for at købe tobak og tørrede svampe af den gamle dame, der altid sad i hjørnet, og Hector havde været så fokusere på at købe fra hende og komme hjem igen til Juno, der helt sikkert var faldet i søvn efter en lang arbejdsdag, at han overhovedet ikke have set, hvem der ellers sad i krostuen. 

Det var først, da Hector havde vendt sig og var på vej mod døren, at han fik set sig omkring og fik øje på et velkendt ansigt. Støjen fra de andre gæster var for høj til, at Hector kunne høre, hvad Killian sagde, men detvar helt tydeligt på hans ansigtsudtryk, at han på ingen måde var glad. Han kæmpede for at komme fri, men manden holdt ham fast. Der vældede straks ubehagelige minder om Thanos og Vargas op i Hectors hoved, og uden overhovedet at tænke over det, snuppede han slangebøssen fra sit læderbælte, samt et par sparke flintesten fra pungen, der hang fra bæltet. 

Det hele skete på ét sekund; Hector spændte bøssen, tog sigte og skød. Den skarpe sten susede igennem lokalet og ramte manden, der holdt om Killian, lige i panden. Den ramte godt, og den ramte hårdt. Havde den haft lidt mere fart på, havde den måske ligefrem boret sig ind i mandens pande og blevet siddende, men denne gang nøjedes den med at slå hul på huden.

Manden hylede og tog sig til hovedet, mens blodet begyndte at løbe. Hector tøvede ikke et sekund; han fyrede endnu en sten af sted, og denne ramte manden i tindingen. Han hylede igen, og alle gæsterne vendte sig om for at se, hvad der skete. 

"Hold dine klamme hænder fra min ven!" brølede Hector og sprang op på et bord i nærheden, slangebøssen spændt igen og klar til at skyde mod den blødende mand. "Sig undskyld. Sig 'Undskyld, Killian, jeg er en stor, ulækker stodder med en lille, krøllet rejediller.' Sig det, eller du får en sten i øjet, svin."

Et par af gæsterne omkring dem fnes og mumlede underholdt. Det var ikke lige hver dag, man så en lille satyr slå en stor, voksen mand til blods. 

Killian nåede ikke rigtigt at registrere, hvad der skete. Noget snittede hans hår og manden, der havde fat i ham, kom med et skrig af smerte og slap ham. Trods forskrækkelsen, væltede han væk fra ham og bakkede et par skridt væk. Blodet fossede ud af mandens pande og tinding. Hvad i alverden skete der?! Og så hørte han en stemme, han havde hørt før, men ikke kunne sætte ansigt på, før han drejede hovedet mod lyden og fik øje på Junos kæreste. Hector. Og han var rasende. Råbte høj og fik hele kroen til at se på dem.

Med lidt røde ører skyndte Killian sig over til det bord, Hector stod på, hvor der endda sad nogen ved og så ud til at være halvt irriteret over afbrydelsen, men også så ud til at more sig kosteligt. Især ved Hectors krav om at manden skulle sige undskyld til Killian. Noget der, havde det handlet om en anden, havde kunnet få Killian til at grine, men det handlede om ham og lige nu ville han bare gerne ud derfra. Han var ikke den hævngerrige type, langt fra.
"Hector, det er okay, lad os bare gå." Han mumlede, men højt nok til at satyren ville kunne høre ham. De grønne øjne flakkede lidt mellem alting, fra krogæsterne til manden til Hector og til gulvet. Det var ret tydeligt, at han utilpas og bare gerne ville ud derfra.

Killian elskede opmærksomhed, men dette var forkert opmærksomhed. Han hadede at lave scener, især negative. Folk huskede sådan noget og næste gang han kom her, ville de faste kunder helt sikkert genkende ham. Og krofatter. De hadede sådan noget.
Det var ikke fordi, at han ikke lige nu var så taknemmelig på Hector, at han havde lyst til at kravle op på bordet og kaste sig om halsen på ham, men lige nu var han bare lidt for meget klar over, at alles blikke hvilede på dem.
Manden bag ham sad stadig på stolen, alt for paf til at komme på benene. Og alt for forskrækket over den vrede satyr til at hidse sig op. Han sad bare med åben mund og blod i ansigtet og på hænderne og stirrede på det lille vrede væsen, helt uden at have opfanget, hvad han havde fået besked på.

Hector skævede til Killian - det var tydeligt, at han ikke havde lyst til at blive, så selvom Hector havde lyst til at ydmyge manden endnu mere, så slap han det. Men først...

"Du er sgu heldig, at min ven ikke gider bruge mere tid på dig," fnøs Hector og pegede direkte på manden med slangebøssen og fik ham til at trække sig sammen i stolen. "Så du slipper for at sige undskyld lige nu, men inden solnedgang i morgen afleverer du en gave til Mathis Transport. Sig det er til Killian. Og det har bare at være en flot gave, er det forstået? Jeg ved, hvor du bor, røvhul, og hvis gaven ikke er fremme inden solnedgang i morgen, så kommer jeg på besøg hos dig i nat. Fatter du det?!"

Manden nikkede, totalt lamslået.

"Godt," sagde Hector og vendte sig om mod gæsterne, der gloede på ham med store øjne. "Bare drik ud! Rejepikken her giver den næste omgang!"

Mængden brød ud i jubel, og Hector smilede stort til dem og bukkede, inden han hoppede ned fra bordet og tog Killians hånd for at trække ham med udenfor til lyden af klapsalver og hujen. Det var lang tid siden, Hector havde givet sådan en forestilling, og han kunne godt mærke, hvor meget han savnede det. 

"Er du okay?" spurgte han Killian, da han havde ledt dem ned ad en lille gyde, hvor der ikke var nogen folk.

Killian sank en klump, da det ikke så ud til, at Hector var færdig. Lamslået lyttede han til hans ord og han blev mere og mere bleg, især da Hector ligefrem sagde, hvor han arbejdede. Han fortalte aldrig noget om sig selv, så var der ikke nogen, der kunne finde ham. Selvom halvdelen af byen nu alligevel godt vidste, hvem han var og hvor han arbejdede. Så han sagde ikke noget, selvom han havde lyst til det. Det var jo for sent alligevel.
En lille tanke om, at hans første indtryk af Hector som værende let til vrede og glad for vold blev bare bekræftet, men nu fandt han så også ud af, at han åbenbart havde en rap kæft og var glad for at bruge den til skue for alle andre. Puh, sikke en stor personlighed i en lille krop!

Han var stadig tavs og lod sig uden protest trække med ud af kroen, da Hector følte sig færdig med at ydmyge manden. Den kro kom han ikke tilbage til lige foreløbigt, hvis nogensinde. Ude i kulden og den lette støvregn fulgte han stadig med, mens han forsøgte at fokusere på varmen fra Hectors hånd, der havde fat om hans. Lige nu kunne han slet ikke finde hoved og hale i noget. Ubehaget fra mandens berøringer hang ved, selvom det næsten blev overdøvet af den gennemgribende forvirring af at være blevet reddet af Hector. Hector! Og han havde kaldt ham sin ven. 

Så snart Hector stoppede op og spurgte, om han var okay, gjorde Killian det, der mest naturligt faldt ham ind. Han faldt simpelthen om halsen på ham og krammede ham hårdt ind til sig, mens han gemte ansigtet mod hans krøller.
"Tak." Han sank en klump og trak skælvende vejret ind, mens han for et øjeblik kæmpede for at holde tårerne inde. "Ja, jeg er okay." Det var ikke helt sandt, men han ville være det lige om ikke så længe, han skulle bare lige falde ned og fokusere på noget andet end de klamme hænder mod hans hud og bulen under hand røv.
Trods ordene slap han ikke, ikke medmindre Hector fik ham til det.

Hector vidste ikke helt, hvad han havde forventet, men han blev i hvert fald overrasket, da Killian pludselig faldt ham om halsen, som om de var gamle venner, og mere eller mindre hulkede ind i hans hår. Hector brød sig ikke specielt meget om kropskontakt, med mindre det var Juno, og hans første instinkt var at trække sig væk fra den højere fyr. Men han kunne dog også godt mærke, at Killian var meget rystet over oplevelsen, og derfor skubbede Hector han ikke væk. I stedet løftede han en hånd og klappede Killian på skulderen en smule akavet.

"Så, så," mumlede han og flyttede lidt på sig, ikke helt komfortable med situationen. "Det går nok. Godt, du er okay. Han generer dig ikke igen, og hvis han gør, skal du bare komme til mig, så smadrer jeg ham."

Efter endnu et øjeblik, besluttede Hector, at nu måtte det være nok med dét krammeri. Han trak sig ud af krammet, dog ret blidt, så det ikke virkede for aggressivt. 

Hectors ord og akavede forsøg på at trøste fik et smil frem på Killians ansigt og han stod bare med lukkede øjne og trak satyrens duft ind, indtil det mindre væsen afbrød krammet. Smilet sad stadig på Killians ansigt og kunne ses i hans øjne, der var svagt blanke. Det rørte ham virkeligt dybt, at Hector åbenbart havde besluttet, at han skulle beskytte ham.
"Jeg er virkeligt taknemmelig. Det var virkeligt... pænt af dig, at... hjælpe mig." Han vidste ikke helt, om man kunne kalde det pænt, sådan som han havde lavet en scene, men det var lige meget. Han havde set Killian i nød og var sprunget til handling. Det var det mest fantastiske.
"Det er det mest vidunderlige nogen har gjort for mig længe." Han gned sin kind med en hånd og måtte lige kæmpe lidt med lysten til at kysse satyren.

Han måtte takke ham på en eller anden måde. Et lille put i høet var nok ikke en god løsning, selvom Killian ikke kunne undsige sig en hvis lyst efter sin redningsmand. Skidt med, at han ikke var så stor, han var tydeligvis stærk og i stand til at passe på sig selv og andre og dét tændte Killian. Han bed sig lidt i læben med blikket på Hector, inden han trak sig selv ud af det.
"Hvordan kan jeg takke dig? Jeg bliver nødt til at takke min redningsmand! Hvad med... at vi finder en anden kro og jeg giver en omgang eller to?" Hans tænder dukkede op, som hans smil blev endnu større. Det var en god idé! Han ville med glæde betale for en druktur, hvis det var det, der skulle til. Han manglede ikke krystaller, siden han sjældent havde så meget at bruge dem til. Og han fik også lidt mere end de andre ansatte, men han arbejdede også næsten konstant.

De grønne øjne spillede i det svage lys, mens han afventede Hectors svar. Han kunne godt leve med ikke at få nogen med hjem i høet, lysten var næsten (men også kun næsten) forsvundet, efter den klamme mand havde raget på ham, så han havde ikke noget i mod at drikke lidt og hygge sig med Hector i stedet. Hvis Hector havde lyst.

Der skete noget indeni Hector, da Killian kaldte ham sin redningsmand, og det hjalp heller ikke, at Killian så på ham på den måde. Hectors kinder blev meget varme, og han følte sig pludselig ikke helt så stor i slaget. Han så ned på sine klove på brostenene, mens han fedtede lidt rundt med sin slangebøsse, inden han endelig fik sat den i bæltet.

"Vi kan godt drikke en øl," sagde han så og løftede hovedet, mens han forsøgte at skubbe akavetheden fra sig. "Men... jeg elsker Juno. Mere end noget andet i hele verden. Mere end mit eget liv. Du er en flot fyr og alt muligt, og du virker også sød, og hvis det havde været et andet liv, så... måske? Men i det her liv bliver kun en øl og ikke noget andet, okay? Det håber jeg, du forstår."

Hector havde pustet sig lidt op, mens han talte. Det var ikke ret behageligt for ham at sige de her ting, både fordi han ikke kendte Killian overhovedet, men også fordi han ikke brød sig om at antage noget som helst om folk. Men det var vigtigt for at, at han fik sat den grænse tidligt, kunne han godt mærke i maven.

Ved guderne, hvor han rødmede. Havde Killian haft mindre selvkontrol, havde han sagt lyde af begejstring, men han nøjedes med at smile så bredt, at hele hans ansigt nær var flækket i to. Diskret var han ikke, men det måtte Hector leve med.
Dog fik han skruet lidt ned for det, da Hector sagde, at de godt kunne drikke en øl. Dejligt! 
Lidt mere alvorligt lyttede han til resten, og efterhånden som Hector kom igennem sin lille tale, blev Killians udtryk mere mildt. 

"Selvfølgelig forstår jeg det. Altså, jeg kan godt have med folk at gøre, uden det hele skal blive fysisk... men det er bare lidt, den jeg er, især omkring søde drenge som dig og Juno." Ord han sagde helt uden at være genert, at snakke om sex og hans egen opførsel var ved guderne ikke noget at skamme sig over. "Men jeg er nem, sig til hvis jeg bliver for meget, så holder jeg op. Jeg kan bare godt lide at... være i kontakt med folk." Han trak på skuldrene, det var svært at forklare den trang, den sult, han følte efter at mærke andres hud mod sin. Smilet på hans læber var stadig lidt og en smule skævt.

"Men frygt ikke, jeg skal nok opføre mig ordentligt, så længe du ikke forsøger at drikke mig alt for fuld, så sker der vilde sager." Han grinede lidt over sine egne ord og rettede så lidt på sin skjorte. Det var koldt ude og regnen lagde et fint lag dråber på alting.
"Skal vi finde en kro? Jeg har ikke tøj nok med til at stå herude og kukkelure. Ellers ender det med, at du alligevel må kramme noget mere på mig for at holde mig varm." Han blinkede og håbede vildt og inderligt, at Hector kunne være lidt med på hans lidt specielle humor.

Hector vidste ærligt talt ikke helt, om han orkede en aften med Killian, hvis Killian skulle blive ved med at flirte så meget, som han gjorde, men nu havde han jo sagt ja til én øl i hvert fald, og han kunne jo altid sige fra igen. Eller eventuelt give Killian den blodtud, Hector havde lovet ham engang. 

"Vi kan tage hen på Hønsehuset?" foreslog Hector og pegede i retningen af kroen, som han og Juno kom på normalt. Han kunne godt lide stedet, og selvom det var en smule lurvet, så var det et hyggeligt sted.

Han skævede til Killian, inden han viklede sit lang, strikkede tyrkise halstørklæde af sig og kastede det til Killian.

"Her," sagde han og rettede lidt på en karrygule sweater, han havde på. "Jeg gider ikke, hvis du skal blive syg."

Killian nikkede til Hectors forslag.
"Hønsehuset er fint, det er længe siden, jeg har været der." Ikke det mest charmerende sted og han plejede ikke at være så heldig derinde. Heldigvis var det jo ikke meningen med aftenens tur dertil, og han huskede deres øl som rimeligt okay. Hvis man smed lidt ekstra til krofatter. Ikke at Killian drak meget, det ødelagde hans evne til at lokke folk til og det gik meget oftere galt for ham, hvis han var fuld, fordi han da slet ikke opfangede nogen form for faresignaler. Men et par enkelte krus sammen med Hector kunne ikke gå helt galt, men han mente når han sagde, at han ikke skulle have for meget. Han ville bare gøre et eller andet, han ville fortryde.

Han greb lidt overrasket tørklædet og så fra det til Hector, inden endnu et stort smil dukkede op på hans ansigt, inden han begyndte at vikle stoffet rundt om halsen.
"Du er altså meget sødere end man lige skulle tro, ved du godt det? Tak." Det blev til søde ord i stedet for det kys, han egentligt fortjente, men nu havde han jo lige lovet at holde sig tilbage. 
Mens de gik sørgede han for at følge satyrens tempo, ingen grund til at løbe fra ham.

"Hvordan mødt du og Juno hinanden?" Et eller andet skulle gåturen fyldes ud med, og Killian ville stadig gerne vide mere om Juno og Hector. Han havde faktisk ikke spurgt så meget ind til dem til Juno, men det var mere fordi arbejde fyldte så meget og pauserne gik lidt mere med pjat. Og nu var Juno jo ligesom den ene ting, de havde til fælles. Så han ville gerne høre mere om dem.

Hector ignorerede komplimentet fra Killian - noget han regnede med at komme til at gøre flere gange i aften - men han smilede lidt, da Killian spurgte ham om Juno. Han trak på skuldrene.

"Det jeg næsten ikke engang huske," sagde han, og det var kun lidt løgn. "Jeg var kommet med i banden, og den var meget større dengang. Måske 20 medlemmer? Og jeg flyttede ind i huset, men der gik nogle dage, før jeg overhovedet mødte Juno ordentligt. Vi hadede hinanden i et helt år eller sådan noget. Han skulle altid provokere mig, prøve at få mig til at blive sur eller springe på ham. Og det gjorde jeg også ret tit. Det er sgu lidt et mirakel, at han ikke smed mig ud. Nå, men så en dag gik, øh, en forretningsmulighed i vasken, og Juno kom og reddede min røv, og så... ja, så var vi venner efter det."

Det gik op for Hector, at han aldrig havde sat ord på hans og Junos historie før, og det føltes egentlig virkelig godt endelig at gøre det.

Killian slentrede afslappet af sted ved siden af Hector i mørket og støvregnen. En gang i mellem lod ham blikket glide rundt i udkig efter byvagter eller kilepræster, men der var overraskende fredeligt. Måske det var regnen. Mens Hector fortalte, skævede han i mod ham. Bande. Ordet fik ham til at spærre øjnene lidt op, men han afbrød ikke satyrens historie. Han var lidt forvirret, men det var der ikke noget at sige til. Juno havde intet fortalt om sit hjemmeliv, hvilket Killian slet ikke havde spekuleret nærmere over. Det var ikke alting alle skulle have at vide, så han accepterede den lyshåredes drengs behov for et privatliv. Han vidste godt, at Juno var en lille kriminel en, han havde jo fortalt, at han var brudt ind ved Giles. Og det rørte ikke Killian, man skulle ko leve på en eller anden måde. Og indbrud var vel ikke være en det, han havde gjort for at klare sig igennem sine teenageår, vel?

Han lod Hector tale færdigt, inden han kom med et svar.
"Det var da heldigt, at I blev venner!" Han smilede, glad på deres vegne, inden han lidt henkastet stillede det store spørgsmål. "Hvad er det for en bande, I er med i?" Han vidste ikke, om Hector ville fortælle, nu hvor Juno ikke ville. Og måske han burde have spurgt Juno, men han havde altså ikke skam nok i livet til ikke at udspørge Junos kæreste, nu han havde ham ved hånden alligevel.

Hector kunne have sparket sig selv, da Killian spurgte ind til banden, for det var helt tydeligt, at han ikke havde hørt om den før, og det var der helt sikkert en grund til; Juno havde ikke villet fortælle Killian om den, og nu havde Hector lige afsløret dem begge. På den anden side, havde Juno jo heller ikke sagt til Hector, at han ikke måtte sige noget, så hvordan pokker skulle Hector vide det??

Hector overvejede kraftigt at sige, at han ikke havde mere at sige, men det irriterede ham alligevel, at Killian tilsyneladende troede, de bar var ynkelige medløbere, for det var de sgu ikke!

"Vi er sgu ikke med i nogen bande," røg det ud af Hector, og han rettede sig lidt op, mens de gik. "Vi leder en bande, mig og Juno, og vi gør det skide godt, at du ved det."

Hector kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv; han var faktisk virkelig stolt af, hvor lang han og Juno var nået. De havde et hus, der var nogenlunde tæt, de havde holdt liv i en hel flok unger i et par år nu, og det var sgu mere end de fleste kunne prale af. Hector skammede sig ikke.

Killian spærrede øjnene op i overraskelse og så på Hector, imponeret. 
"Leder I en bande? Hvem er med i den?" Det var ikke fordi, at han tvivlede på ham, han var bare meget nysgerrig, hvilket også både kunne ses og høres på ham. Det var en helt anden side af Juno, han intet vidste noget om, og han ville virkeligt gerne vide mere. Og så en bande?! Han havde lidt svært ved at se Juno være leder af en bande, han virkede alt for... Killian kunne ikke lige sætte ord på det, men måske ansvarsfri. Killian vidste dog godt, at der kunne være stor forskel på folk i forhold til deres omgivelser, så måske det passede meget godt til Juno? Han vidste det ikke og ville bare gerne høre mere.

En bevægelse længere fremmede fangede hans opmræskomhed og hurtigt greb han fat i Hector for at trække ham med ind i en lille gyde. Med en hånd på hans bryst holdt han ham ind i mod muren, mens han selv skævede ud. En byvagt kom gående, men drejede ned af en anden vej, slet ikke nær, hvor de var. Killian åndede lettet ud. Han havde ikke lyst til at skulle sende bud efter Giles igen og få ham til at betale for at få ham ud af brummen.
Og så gik det op for ham, at han rørte ved satyren, så han trak hurtigt hånden til sig igen og smilede undskyldende.
"Han gik en anden vej." Med et kast med hovedet trådte han ud af gyden igen, og han sank en klump. Hov.

"Hør, hvis du vil vide mere, må du spørge Juno selv," affejede Hector ham. "Jeg er slet ikke sikker på, han ville have, at du vidste noget overhovedet, og det rager jo egentlig heller ikke d--"

Hector nåede ikke at sige mere, før Killian pludselig greb fat i ham og trak ham med ind i en gyde. Hector skulle lige til at vriste sig fri og råbe op om, hvad fanden Killian bildte sig ind, da han hørte skridt, der lød utroligt meget som en byvagt. Så Hector holdt kæft, og han stod i stedet bare og stirrede op på Killian, som havde en hånd mod hans bryst. Det irriterede ham, at Killian helt sikkert kunne mærke, hvordan Hector hjerte slog lidt hurtigere end var strengt nødvendigt. Men hvad skulle han gøre? Han var jo ikke blind, vel? Killian var jo en flot fyr. En flot fyr, der lige nu havde presset Hector op ad en mur og rørte ved ham?? Hector var jo for pokker ikke lavet af sten. Men bare fordi hans krop måske godt kunne synes én ting, så var Hectors hoved på ingen måde enig. 

Han trak sig hurtigt væk, da der var klar bane, og skyndte sig at rette lidt på sit tøj. 

"Sig til en anden gang," mumlede han og stak hænderne i lommerne på sin trøje. "Jeg kan godt selv gemme mig. Jeg har klaret mig selv på gaden, før du stoppede med at gå med ble."

Killian kunne ikke lade være med at grine lydløst, da Hactor surmulede over hans redningsforsøg.
"Undskyld, jeg nåede ikke lige at tænke så meget over det. Jeg vil helst ikke fanges af hverken byvagter eller kilepræster. De er ikke altid lige... venlige." Nej, langt fra. Han havde fået tæv af et par vagter fra Kiles Orden, og heller ikke alle byvagter levede op til det, man ellers hørte om dem, selvom han da en enkelt gang var sluppet væk ved at tilbyde sig selv. Nej, det var bedst ikke at blive fanget her efter mørkets frembrud.

At han havde haft hånden på brystet af Hector var ærligt talt ikke noget, han tænkte nærmere over. Satyren var fy-fy, så han havde lavet en mentalt væg, så han ikke begyndte at gøre noget, han ikke måtte. Det samme havde han gjort ved Giles, Thoran, Juno og flere andre. Niks pille. Men en hånd på brystet i en situation som denne, anså han ikke for værende forkert. Og at Hectors hjerte havde været tydeligt igennem hans tøj, nå ja, han var vel nok blive forskrækket. Men det var slet ikke noget, Killian tænkte på.

Med et blik på Hector, for at se, om han gik med, gik Killian ned af gaden igen.
"... men jeg kan godt spørge ham selv, han er bare ikke ligefrem let til at få til at snakke om noget... ud over dig." Killian stak kort tungen en smule ud, men smilet forsvandt ikke fra hans udtryk. Det var okay. Han kunne godt leve med ikke at vide alt. Han fortalte heller aldrig noget om sig selv, men han gjorde det så godt, at ingen lagde mærke til det.

Der var ikke så langt til Hønsehuset, der dukkede op nede af næste gade. Der var lys i vinduerne og duften af mad og øl fyldte hele gaden. Måske det var værd at få noget at spise også, han vidste ikke, hvor lang natten ville blive eller hvor meget øl, der skulle drikkes. Ikke at han sigtede efter at blive fuld, men han ville ikke holde alt for meget igen. Bare nok til ikke at gøre noget dumt med Junos kæreste. 

"Vi kan da bare tæve dem," gryntede Hector med et lidt for selvtilfredst smil, som om han overhovedet havde en chance for at tæve en flok byvagter. Nej, han vidste godt, at den bedste taktik var at stikke af så hurtigt som muligt, når han spottede vagterne. 

Stadig med hænderne i lommerne fulgte Hector med Killian til Hønsehuset. 

"Han fortæller i hvert fald ikke noget, hvis du ikke spørger ham," sagde Hector med et skuldertræk. "Hvis man vil vide noget fra Juno, skal man som regel trække det ud af ham. Han er ikke ligefrem en åben bog."

Det var overhovedet ikke meningen, at deres snak skulle blive personlig, og da Hector tog sig selv i det, holdt han straks kæft og fulgte blot efter Killian. 

Da de kom til Hønsehuset, gik Hector selvsikkert op til døren og skubbede den op. Han kendte efterhånden stedet ret godt, og krofatter gav han da også et lille, kort nik ovre fra disken, da de kom ind. Krostuen var dejlig varm, og Hector tog sine hænder op af lommerne for at gnide dem varme. 

"Find et bord," sagde han til Killian. "Så finder jeg en øl til os."

Killian kunne ikke lade være med at grine, da Hector sagde, at de bare kunne tæve dem. Kendte man Killian ville man vide, at han heller ville gå en tur nøgen igennem byen end at forsøge at slå på nogen. Han havde det simpelthen ikke i sig, hvilket Hector måske også burde have opdaget, da han reddede ham.
"Ja, det har jeg lidt opdaget." Det havde Giles også, han havde forsøgt at få noget ud af Killian om Juno, men siden Killian ikke vidste noget... han håbede Giles havde bedre held, Giles var bedre til at hjælpe. Det var Giles, der kunne tage sagen i egen hånd og gøre noget, hvor Killian bare kunne tilbyde kærlighed og støtte.
Men Killian ville nok ikke begynde at udspørge Juno. Og han holdt også op med at spørge Hector om noget, det lød ikke til, at nogen af dem havde lyst til at dele og det respekterede han. Selvom han var ved at dø af nysgerrighed. En bande?!

Varmen fra krostuen fik Killian til at gyse. Han var ikke gennemblødt, men hans tøj var blevet klamt af gåturen og han vidste, at han de første par minutter inde i varmen ville fryse.
Da Hactor bad ham finde et bord, greb han ham let i armen.
"Køb en kande god øl, og evt to skåle med suppe, hvis du er sulten. Jeg giver som tak for hjælpen!" Han fingre rørte ved Hectors hånd, da han skubbede et par krystaller ind i hans håndflade, og de grønne stirrede fast ind i hans for et øjeblik. Der var rigeligt til begge dele og han ville ikke have noget tilbage. Hector havde reddet hans røv, og Killian vidste godt, at der ikke var så mange penge at gøre med hos ham og Juno, lige meget hvad det bandehalløj handlede om. Med en fast løn, han sjældent brugte ret meget af, manglede Killian absolut ikke penge. 

"Jeg finder et bord." Alvoren var lige så hurtigt væk, som den var kommet og han gav Hectors arm et klem og et stort smil, inden han gav sig i kast med at finde et bord. Med et blik på Hector pegede han mod et af hjørnerne og masede sig så derhenad. Han satte sig med ryggen mod muren og gav sig til at vente på Hector, mens han lidt fraværende pillede ved halstørklædet, snuste lidt til det og ellers lod tankerne andre om aftenens hændelser. Han var stadig lidt rystet over det, der var sket i den anden kro.

Hector vidste ikke, hvad det der intense blik skulle til for, og han fattede slet ikke, hvad det skulle betyde andet end, at Killian var mærkelig og en smule overdramatisk. Han grinede lidt ved sig selv på vej op til baren og tænkte, at han skulle huske og fortælle det til Juno, når han kom hjem. Hvilket mindede ham om... Hvis det her var sket, før han og Juno var blevet kærester, ville Hector overhovedet ikke have skænket det en tanke, at Juno måske blev bekymret for ham og ventede på, at han kom hjem, men nu...? Ikke at han troede, at Juno sad derhjemme og vred sine hænder i bekymring, men han ville nok undre sig over, hvorfor Hector ærinde tog så lang tid. Det måtte kun være én øl. Ellers ville Juno til sidst tage ud og lede efter ham. 

Hector så stadig en smule tænksom, da han kom ned til bordet, hvor Killian sad, med to skummende krus øl. Han lagde fraværende byttepengene fra sig på bordet foran Killian og satte sig og kløede sig i håret, tydeligvis helt fortabt i tanker.