Det var et par dage forsinket da Juno opdagede det. Datoen på et papir to mænd stod og diskuterede i porten, da han var på vej hjem fra arbejde, var dét, der fik det til at gå op for ham. Han havde glemt sin fødselsdag. Sin 18 års fødselsdag. Nu var han officielt voksen. 18 år gammel.
Resten af gåturen hjem føltes som var han i en drøm. Nærmest i slowmotion. Han bemærkede knap nok, da han kom indenfor, og selvom han som det første opsøgte Hector for at kysse ham, og oven i købet også satte sig ned i sofaen ved siden af ham, faldt han hurtigt hen i sine egne tanker og sad, fordybet i dem. Ikke engang da Max kaldte hans navn, hørte han han hende eller reagerede overhovedet, og fordi han hverken så ked eller bekymret ud, kun betænksom, fik han også lov til at sidde i fred.

Han var opslugt af sine egne tanker hele aftensmaden igennem også og spiste knap nok noget, men begyndte her at blive mere opmærksom på børnene omkring sig igen. Fulgte dem med blikket, skævede til Hector, der sad på den anden side af spisebordet, lige overfor ham, og så derefter ned på Mynte, der sad på hans ene lår. Hun var gammel nok til at spise selv, men rakte ham alligevel sin ske, da hun så at hun havde fået hans opmærksomhed. Hendes kinder, hænder og ske var fedtede af grød, og Juno fik fat på en serviet, som han tørrede hendes ansigt, fingre og ske af med, inden han, som bedt om fra hendes kropssprog, tog skeen og førte den, med lidt grød på, op til hendes mund. Hendes ansigt var ét stort smil, imens hun lænede sig frem på hans lår for at lukke munden om skeen. Juno grinede og trak hende længere op på sit lår, inden han gav hende skeen tilbage.

"Vil du spise selv eller er du mæt?" spurgte han hende og hun tog straks skeen tilbage for selv at bruge den. Juno løftede blikket til Hector igen, men mistede koncentrationen, da han så Mynte bruge sin hånd i stedet for skeen til at tage en håndfuld grød op til sin mund med. "Prøv at brug skeen," opfordrede han hende muntert, uden at skælde ud eller irettesætte. Han vidste at hun kunne, men han forstod også at det var nemt at glemme, når man ikke var så gammel. 
Imens Mynte overvejede hans forslag, så Juno på Hector igen og åbnede munden, kun for at lukke den igen. Han havde ikke fået overvejet, hvordan han ville formulere sig. 

"Ville du... ville du sige at jeg er voksen?" Han kunne godt høre hvordan det lød, hvis Hector troede at det var dét han havde gået og tænkt på hele dagen, men... Det var heller ikke dybere end dét og han var i sine tanker nået til et punkt, hvor han ikke kunne diskutere med sig selv længere, men havde brug for Hectors input. 

Hector prøvede at tale med Juno om, hvordan hans dag var gået, da Juno kom hjem den aften, men det var svært at komme ordentlig i kontakt med ham. Han virkede hverken vred eller ked af det, så Hector lod ham bare være. Havde han været oprigtigt bekymret for Juno, ville han have insisteret på, at Juno talte til ham, men Juno lod ikke ti at søge væk fra Hector eller nogen af de andre, som han ellers altid gjorde, hvis der var noget galt, så Hector slog det hen. Han lod Juno sidde i sofaen uden at snakke til ham, og han brugte tiden inden maden på at lege lidt med de mindste og fortælle dem historier. Nogle gange nussede hans sine fingre over Junos nakke og ind i hans hår, men han lod ham ellers sidde i fred. 

Under maden hjalp Hector Lily med at skære sine kartofler og kogte gulerødder ud, mens han forsøgte at få de større unger til at sidde bare en smule stille, når de spiste, og det var også det, han var i gang med, da Juno pludselig talte til ham.

"Voksen?"

Hector tænkte sig lidt om. Var det dét, Juno havde gået og spekuleret på hele aftenen? Hvorfor havde han ikke bare spurgte med det samme?

"Næh, det ved jeg ikke," mumlede Hector og kløede sig på kinden, inden han fjernede et stykke vildfaren gulerod fra Lilys hår. "Du er ikke sådan voksen voksen, men du er jo heller ikke et barn ligesom alle de her snotunger."

"Det man siger, er man selv!" vrængede Max fra den anden ende af bordet og rakte tunge.

Junos øjenbryn trak sig sammen i en bekymret rynke imellem dem, imens han overvejede Hectors svar. Han havde ikke følt sig som et barn i flere år nu, og det passede ham meget fint at ligge et sted imellem barn og voksen. Men officielt var han voksen nu, om Hector syntes det eller ej. Om han selv syntes det eller ej.

Han smilede skævt over til Max, der som altid var larmende, men for hans skyld skulle hun bare have lov til det. Han vidste, at han ikke burde have startet deres samtale her, hvis han ikke ville forstyrres, men han ville gerne snakke med Hector og det skulle helst være nu. Og helst privat.
Han så over på den store pige der sad ved siden af ham og smed Mynte over på hendes skød. "Hjælp hende," bad han hende, og så over på Hector, som han med et enkelt kast med hovedet indikerede skulle følge med ham. 

Han rejste sig op, stak begge hænder i sine bukselommer og gik udenfor med en forventning om at Hector ville følge med. Han vidste at han burde tage en jakke på, de var trods alt i slutningen af november, men han regnede ikke med at de skulle være ude længe.
Han tændte en smøg og tog et hiv, selvom han regnede med at skulle give den til Hector så snart han fik hevet sig fri fra pigernes greb og kæmpet sig rundt om bordet og udenfor med ham. 

Hector gav Lily et klem og løftede hende af skødet, så han kunne følge med Juno udenfor. Han var dog klog nok til at vikle sig ind i sit store tørklæde, inden han fulgte Juno udenfor, for det var efterhånden ved at blive godt koldt. 

"Hvad sker der, chef?" spurgte han, da han havde lukket døren bag dem og taget imod smøgen, Juno rakte ham. Han tog et hvæs og blæste røgen op mod de mørke skyer, og tog så et til, inden han rakte smøgen tilbage. Vinden var kold, og Hector rykkede sig tættere på Juno, og viklede lidt og sit store, strikkede halstærklæde ud for at lægge det over Junos skuldre. Han tænkte ikke engang over det; sådan gjorde han bare.

Juno smøg sig helt ind til Hector. Det var alligevel koldt nok til at han allerede frøs, og det var rart både med Hectors tørklæde og med hans kropsvarme. Han tog smøgen tilbage tog et hvæs med en hånd, der skælvede ganske svagt. Han havde tænkt over sin fødselsdag hele dagen, men var alligevel ikke kommet frem til, hvad han skulle fortælle Hector. Faktisk havde han slet ikke tænkt på at tale med Hector om det, før han pludselig var kommet til det.

Han så ud over byen. "Jeg blev 18. For nogle dage siden." Han skævede over til Hector og selvom han vidste, at hans egen reaktion måtte være overdrevet, vidste han ikke helt hvad han forventede af Hector. Han rakte smøgen tilbage til fyren uden at fjerne sit blik fra ham. 

Hector tog med det samme et skridt tilbage, væk fra Juno, mens hans ansigt trak sig sammen i forfærdelse.

"Så går jeg!" gispede han dramatisk. "Meget vil jeg finde mig i, chef, og det ved du også godt, men det her?! Dét kan du ikke byde mig!"

Han stirrede forarget på Juno, men kunne så ikke holde masken længere og grinede, mens han faldt Juno om halsen, så han kunne kysse hans ansigt. Han vidste godt, at Juno havde noget med alder, selvom han aldrig talte om det, og det var selvfølgelig lidt en risiko for at gøre ham sur ved at lave sjov med ham på den her måde, men Hector kunne ikke lade være.

Fra det sekund Hector trak sig væk og til han åbnede munden, stod Juno lammet i chok. Han ville ikke selv have noget med voksne mennesker at gøre, så hvorfor skulle Hector have lyst til det? Og selvom han, når han tænkte sig grundigt om, godt kunne se at han var en idiot, så havde han ikke tid til at tænke sig om, da Hector trak sig væk, og helt instinktivt tænkte han, at Hector måtte hade ham. At Hector i satyrår på en eller anden måde var for ung til at være sammen med en voksen mand. Tanken gav ham kvalme.

Men så åbnede Hector munden og hvad der kom ud af den var sådan en omgang lort, at Juno straks løsnede op i sine anspændte muskler og himlede med øjnene. Han lagde en arm om sin kæreste, så snart han vendte tilbage til ham, men fnøs ellers blot.

"Seriøst, stump, jeg har totalt krise over det. Er jeg voksen nu eller hvad?" Hector havde haft for travlt med sit pis til at tage smøgen fra ham, så han tog endnu et hvæs og kastede den så fra sig, inden han gnubbede begge hænder over sit ansigt. Sit gamle ansigt, der snart ville få rynker og hans hår, der snart ville blive hvidt. Han ville hellere dø ung end han ville blive gammel. 

Hector blev ved med at kysse Junos ansigt lidt endnu, men da Juno talte, rømmede han sig og blev alvorlig igen.

"Undskyld," sagde han og tog så et halvt skridt væk, så han kunne se op på Junos ansigt. Han lagde en hånd på hver er Junos kinder og spurgte, "Føler du dig voksen? Det er jo, hvad du føler, der er vigtigt." Han lod sine tommelfingre glide over Junos kinder, læber og hage. "For du ligner helt dig selv. Smuk og glat og dejlig. Ingen grå hår, ingen rynker, ingen høje tindinger. Bare... dejlig."

Hector sneg en hånd ned mellem dem for at klemme blid om Junos skridt.

"Din pik kan stadig blive stor og hård og få mig til at skrige, så... jeg er sgu ligeglad, hvor gammel du er. Så længe du er dig."

Det der med alder havde aldrig interesseret Hector; han vidste knapt nok, hvor gammel han selv var, og det betød heller ikke noget. Så længe han var frisk og skarp, så var han glad.

Juno skar en irriteret grimasse, da Hector påstod at man kun var så gammel, som hvad man følte sig. Han kunne ikke være et barn for evigt. Han følte sig jo heller ikke som et barn. Om han ville det eller ej, så ville han blive ældre, og han hadede det, og der var ikke noget han kunne gøre ved det. Han var så uenig, at han løftede sine hænder til Hectors, for at fjerne dem fra sine kinder. Han kunne slet ikke være så tæt på ham, når Hector ikke tog det seriøst.

Men så begyndte Hector at komplimentere ham, og han så på genovervejende på ham, imens han fik at vide hvor smuk og ung han var, kun for snublende at træde baglæns væk fra Hector, da han greb fat om hans skridt. "Hector!" Råbte han, som irettesatte han en hund, selvom han vidste, at det ikke var Hector, der var noget i vejen med. Det var ham. Havde han set det komme, ville han ikke have haft noget imod det, nydt det ligefrem, hvis han kunne se bort fra sin latterlige krise, men Hectors pludselig berøring og hans grove ord havde mindet ham om Liv, og hans hjerte hamrede ængsteligt i hjertet på ham.

Hector kunne med det samme se på Junos ansigtsudtryk, at han havde gjort noget meget forkert. I sin kådhed og iver for at gøre Juno glad igen, havde han glemt de regler, Juno havde sat op, og som han ellers havde været så god til at huske.

"Undskyld!" halvt gispede han i forskrækkelse over sin egen dumhed. "Juno, undskyld, det var ikke meningen." Han gned over sit ansigt, frustreret over sig selv. 

"Jeg ville bare sige... Jeg ved godt, du ikke er ligeglad med, hvor gammel du er, men det er jeg," sagde han så. Han havde lyst til at gå tæt på Juno igen, men holdt sig tilbage for at give Juno lidt luft. "Du er min kæreste. Du er dig, du er den bedste i det her land, og jeg kan ikke forestille mig nogen som helst måde, du kunne se ud på, hvor jeg ikke er åndsvagt vild med dig.

Juno vinkede affejende med en hånd, da Hector undskyldte. Han kæmpede for at overkomme en pludselig panik, der truede med at sprede sig i ham, men han havde det ikke så dårligt, at han kunne ignorere, at han havde forskrækket Hector. Fyren havde jo ikke gjort noget galt. Juno havde sat regler for berøring under sit tøj, han havde ikke sagt noget om anden berøring, og desuden var den slags normalt. De havde gjort det før. De burde kunne gøre det igen. 

Han gned en hånd over sin brystkasse, for at følge med i dets rytme, men ellers holdt han sin opmærksomhed på Hector. Han vidste, at hans ansigt og stemme var, hvad der nemmest fik ham til at slappe af igen, og han nikkede af Hectors ord, fuldt ud opmærksom på dem, selv imens hans hjerte spænede afsted i brystet på ham. Han smilede endda skævt, omend med et fnys, da Hector kaldte ham 'den bedste i det her land'. Det var ikke engang en løgn. Men Hector tog fejl i resten af det. Der var måske ingen grund til bekymring de næste 10 år, men Juno havde tænkt hele dagen og han havde kørt sig selv op i en ond cirkel af alt, der kunne gå galt. 

"Det er godt med dig, Stump, men du er ikke et menneske. Hvad sker der om - om 10 år, ikke engang, mindre, mindre end 10 år, når jeg er voksen, sådan virkelig, voksen voksen, voksen fucking voksen, og du er... Dig. Som du er nu." Det kunne godt være at Hector var ligeglad med hvor gammel Juno var, men folk omkring dem ville ikke være ligeglad. Juno ville ikke være ligeglad. 10 år var lang tid, men det var ikke lang tid, når han gerne ville bruge resten af sit liv med Hector og han kunne allerede nu mærke sit hjerte blive knust. 

Hector vidste, at Juno havde ret. Satyrer blev gamle meget langsomme end mennesker, og Hector forbandede stille sin race et langt stykke for lige præcis den kvalitet. Han vred sine hænder lidt og sukkede.

"Det er rigtigt," mumlede han og sparkede lidt til brostenene i frustration. "Men... Vi finder ud af det. Jeg finder ud af det. Jeg finder en heks, der kan gøre mig til menneske eller et eller andet. Det kan vel ikke være så svært, vel? Vi har masser af tid til at finde en løsning, og vi skal nok finde den, om jeg så skal trave hele det her forpulede land tyndt!"

Mens han snakkede, fik han kørt sig selv lidt op, så han nærmest var rasende. Nu havde de endelig fundet hinanden, og så var der fandme ikke noget, der skulle holde dem fra hinanden!

Hectors svar viste sig at være præcis, hvad der skulle til. Juno glemte ikke helt, hvordan panikken truede med at overvælde ham, eller at det stadig var en mulighed, at han ville blive gammel og grim, men i det mindste var det ikke længere en mulighed, at han kunne blive gammel og grim uden Hector. Og så var det ikke længere helt så slemt.

Han trådte helt hen til Hector igen og trak ham ind i et kys. Et langt, dybt kys, han håbede også ville fungere som en undskyldning for at forskrække ham, og da han slap deres kys igen, holdt han stadig sit ansigt helt tæt op mod Hectors. 

"Jeg burde blive en satyr i stedet. Så vi kan blive vanvittigt gamle sammen," drillede han med et smil og trak så Hector ind i endnu et kys. Til sammen kunne de det hele, inklusiv at skifte race. Det var ikke en dårlig løsning - Juno var efterhånden træt af at være menneske alligevel.

Hector slap et lettet suk ind i kysset og krøllede sig med det samme om Juno for at holde ham tæt. Det raseri, der havde ulmet i ham, blev med det samme slukket, for det var intet i denne verden, der kunne berolige ham som Junos berøring. Sådan var det bare.

"Du gider sgu da ikke være sådan en lille, ulden fætter som mig," grinede han og strøg begge hænder over Junos kinder. "Vil du ikke hellere have, jeg bliver sådan en høj, flot fyr med to ben som dig, hm?"

Det måtte da kunne lade sig gøre? Landet var fuldt af folk, der kunne de mærkeligste ting, og som havde det mærkeligste evner. Et eller andet sted måtte der da være bare én person, der kunne forvandle folk til den race, de ønskede.

Juno grinede så snart Hector beskrev satyrer, en latter, der blev lidt for høj, sammen med hans kinder, der blev lidt for røde, da Hector beskrev sig selv som menneske. Han registrerede knap nok det kompliment han selv fik samtidig, fordi han fik travlt med at forestille sig Hector som menneske. En forestilling han straks puttede langt væk.

"Du er allerede en flot fyr med to ben," argumenterede han, og udelod pænt det med at være høj. "Desuden, så vil jeg hellere være en ulden satyr med dig i 500 år end at være pelsløs med dig i 70," tilføjede han med et grin. Han havde ingen ide om hvor gamle satyrer blev, men gik sjældent op i at få tal helt rigtige, Hector vidste jo hvad han mente.

Smilet forsvandt lidt fra Hectors læber, og hans kinder blev i stedet meget varme, mens han stirrede på Juno nærmest som i chok. Det var noget af det sødeste, mest kærlige Juno nogensinde havde sagt til ham, og Hector gik helt i baglås et par sekunder, inden han endelig fik taget sig sammen. Sommerfuglene gik helt amok indeni ham, og hans hjerte hamrede løs af lykke.

"Mener du virkelig det?" spurgte han og krammede Juno tæt ind til sig, så han kunne begrave sit ansigt mod siden af Junos hals. "Jeg er ligeglad, hvor længe jeg lever, eller hvor det er. Så længe jeg er sammen med dig, Juno. Det er sgu alt, jeg behøver."

"Ja, for helvede," svarede Juno, da Hector spurgte ham om han mente det. Han ville ikke have sagt det, hvis ikke han havde ment det. Alligevel fik han en klump i halsen, da Hector holdt ham helt tæt til sig og erklærede at alt han havde brug for var ham.

"Klamt," jokede han lavmælt, men klumpen i hans hals var hørbar og han holdt kun Hector tættere ind til sig. Så kunne han også varme sig lidt på ham. Han rømmede sig.

"Skal vi gå indenfor? Jeg fryser røv meget."

"Hvis jeg er klam, er det din skyld," grinede Hector og kyssede Junos hals og blev stående sådan, indtil Juno foreslog, at de skulle gå indenfor igen.

"Jo," svarede han og pressede et sidste kys mod Junos hals, inden han tog Junos hånd og trak ham med indenfor i varmen. Han var lidt stille resten af aftenen, mens han tænkte over, hvordan de mon kunne klare det faktum, at Juno blev ældre meget hurtigere end ham. Han havde aldrig tænkt over det før, og han kom da heller ikke frem til noget den aften, men han lovede sig selv, at han ville begynde at spørge sig omkring i byen.