Massakren havde været særligt voldsom. Der var gået nogle uger siden sidste besøg, men Jeffrey behøvede ressourcer, og orkerne stilte ikke mange spørgsmål så længe de fik lov at udleve deres krigeriske side, og tage nogle af tingene med sig tilbage til deres lejre. Jeffrey holdte sig et par gode km væk i et opstillet telt, hvorpå han kunne side i en god stol, ved et opstillet bord og skrive på et hvidt pergament.

Han var opslugt i sit arbejde med fordelingen af ressourcer til flere områder, med mange af tingene forudbestemt til at skulle fragtes til Tusmørkedalen. Han havde brug for sten, mange af dem, byggematerialer, godt værktøj. Arbejdende i form af slaver og lavtrangerende krigere, var imponerende nok ikke et problem. Jeffreys arbejde blev forstyrret af en ung kriger der kom en ind i teltet, tydeligt nervøs og anspændt. Jeffrey holdte en hånd oppe, forhindrende ham i at tale, indtil han havde skrevet sætningen færdig, hvorefter han lagde fjerpennen fra sig, løftede blikket og så på den unge mand med et udtryksløst ansigt. ”Ja?” Krigeren sank en klump i halsen og rømmede sig. ”Herre, der er kommet en kvinde for at tale med Dem. Vil De tage imod hende, eller skal vi sende hende væk?” Det havde garenteret noget med nedslagtningen af byer at gøre, og Jeffrey tænkte ikke kvinden var faretruende havde det ikke været for den unge knægts lette nervøsitet. Selvfølgelig havde han det med at være ret nervøs hver gang han skulle tale med Jeffrey. ”Hvor uhøfligt af dig. Ingen grund til at fordrive folk når de blot ønsker at snakke” Jeffrey rejste sig fra sin stol og gik med rolige skridt til udgangen af sit telt, og da krigeren ikke reagerede i lang tid tog Jeff en dyb indånding og foldede armene på ryggen. ”Med andre ord.. Jeg tager gerne imod hende” en smule træt, men trods alt roligt afventende stadig.

Jez var reddet ind i lejeren med hoved højt og et lille smil på læberne, der komplimenterede den lilla glød i hendes øjne. For en gangs skyld var hun rejst på en almindelig hest, frem for sin genbrugs-enhjørning.

Hun trommede utålmodigt med fingrene mod saddelknubben. Hendes entre havde været et syn for sig, med hendes øjnes glød ulmene under en dyb hætte, og et charmerende smil da hun havde slået hætten ned. Åh den lille hvalp der havde taget imod havde ikke vist om han skulle skide i bukserne eller græde af lettelse!
Netop som Jez var frygtede hun var ved at miste sit moment, kom knægten tilbage og førte hende til deres leder. Hun bød den unge herre slæbe en udsmykket kasse for hende, og slog selv teltdugen til side.

De lilla øjne faldt straks på herren med papirarbejdet. "Ah, fremragende. Goddag min herre. Jeg er Jez, og jeg antager det er Dem der så kyndigt har været igang med at omdekorere lokalområdet?".  Som hun trådte nærmere lod hun blikket glide mod hans papirer, og dannede sig et billede om hvilken type person hun stod overfor. 

Jeffrey var en smule af kompetanceniveauet af soldaten der var blevet stationeret til at være mere en personlig tjener end så meget andet. Med et ganske let og træt hovedryst vendte han sig fra teltets indgang for at kigge lidt mere på sine papirer. Nok til at han fik en bedre afslutning end ved knægtens afbrydelse. Ved lyden af teltduen der blev trukket til side, løftede Jeffrey hovedet igen og kiggede på den nyankommende.

Det var et noget atypisk syn. Jeffrey var ikke sikker på hvad han havde forventet at se, men den lilla glød i hendes øjne fik hans øjenbryn til at rynke sig en smule sammen. Han flyttede blikket til den kæmpende soldat der kom slæbende på en kasse af udsmykket stil. Nysgerrigheden steg.

"At tage al æren for denne.. omdekorering.. ville være ganske uhøfligt" Startede Jeffrey ud med at svare, og var i dette øjeblik ganske klar over hvorfor kvinden var her. Han havde vel ikke forventet at orkernes rassen kunne gå forbi alles næser. "Velkommen til Frøken. Jeg ved ikke om min soldat har nævnt det for Dem, men mit navn er Jeffrey." han overvejede at spørge hvad det handlede om, men det var der ingen grund til. Han havde en ret god ide. At hun vagte at tage et blik på hans papirer forklarede vel bare at hun lige så meget som han, var på ukendt grund hvad den anden persons type og tanker måtte være.
Hovedsageligt var det lister af genstande, priser, og hvor mange der var. Også kaldet lagerlister. Enkelte var indkøbslister.

Jez løftede et øjenbryn af Jefferys overraskende ydmyg kommentar. Sammen med det glimt hun havde fået af hans papirarbejde tidligere, tegnede der sig et noget andet billede af manden, end hvad Jez havde forventet at skulle møde. En ganske glædelig overraskelse bestemt, og en der åbnede op for nogle fremragende muligheder.

"Jeg takker for den varme velkomst Jeffery" svarede hun med et teatralsk buk, der var en kende overdrevet, ikke af spot men simpelthen fordi Jez nu engang var som hun var. "Men jeg forventer stadig det er dem jeg skal tale med hvis jeg ønsker at vide hvor længe i forventer at blive her i vores skønne Azurien?" hun foldede armene under sit bryst og lagde hoved en anelse på skrå "Jeg har hørt der er bedre.. mindre besværlig høst at høste i Medanien! Grønne marker, rullende bakker, og ja, en varulv hist eller her, men det er bestemt mindre besvær end hvad der er på vej her" hun smilede bredt til Jeffery "Det kan jeg personligt stå inde for!" forsikrede hun ham, og gav sin medbragt kasse et klap. Kassen var ormtændt en halv meter på hver led, og kiggede man en anelse nærmere på udskæringerne, ville man se det gængse dødninge motif, så vel som ligge mærke til den noget særprægede farve kassen havde. Det rødligt i skæret, og ikke som nogen naturlig træsort, men også for mat til at være lakeret eller malet.

Jeffrey lod sine hænder hvile bag ryggen, samlet, overraskende afslappende, selvom han aldrig slap den ranke ryg der medhørte hans mange års tjeneste og nu titel der skulle vedligeholdelse. Han nikkede som svar til hendes buk, der i sig selv lavede en hel bestemt udmelding om kvindens person. Bemærkelsesværdigt. "De har ret" svarede han hende kort og præcist for hovedet. Han udtalte ikke mange år, hvis der kunne svares kort og præcist. Det vidste han er af erfaring gjorde at en samtale hurtigere kom til den pirrende pointe og grund til at der stod en mærkværdig kvinde i hans telt, med en stor kasse på slæb. En lige så mærkværdig kasse der et par gange havde fået tilegnet sig et undersøgende blik fra Jeff.

"Javel." startede han ud og tog en dyb indånding som han gik et par skridt hen for at læne sig op af skrivebordet, nu med hænderne foldet foran sig. "Men Medanien ligger desværre så langt væk. For ikke at tale om Hovedvejens upraktiske rute forbi Dianthos. Forklar mig, hvorfor skulle jeg vælge at tage den lange vej til Medanien fremfor at være lige her?" det bredde smil havde en fuldgørende effekt på hendes person, og Jeffrey besvarede det kun med et lille et af sine egne, mere af høflighed end noget andet.
Hvis hun kun var kommet med et godt forslag for at sende orkhæren på en længere færd, ville hendes mission næppe lykkes. Men hvorfor bringe en gigantisk kasse med sig, kun for at give en forhåbning, skjult i et forslag.

Jez smil blegede ikke så meget som et øjeblik. Hun havde bestemt ikke regnet med Jeffery blot havde taget hendes foreslag til sig, og ladt hende på sin vej. Der var for mange ukendte variable, og han slog hende som en type, der foretrak at samle alt den viden han kunne, for at danne sig det bedste billede muligt af situationen, ingen han tog en beslutning.

"Åh, jeg er sikker på De kan finde en løsning på sådanne logistiske problemer.. især når hver eneste beboer, fra hver eneste by i har besøgt er der til at vinke jer på vej!" med disse ord vendte hun sig mod kassen "Ser de, jeg har besøgt disse byer, og selvom det var et imponerende studie i ødelæggelse, så var beboerne ikke synderlig glade for jeres besøg.." hun åbnede kassens låg, og trådte et skridt til siden, så Jeffrey kunne se bunken af afhuggede, halvsmadrede hoveder der fyldte den. Hoveder der, som Jeffrey kiggede, åbnede øjnene og kiggede igen, inden de brød ud i et kor af umenneskelige lyde, der kun generøst kunne genkendes som skrig. Jez lod lyden fylde rummet, inden hun lod kassens låg falde i, og lyden stoppede.
"Som de selv kan høre, er de ikke tilfredse med deres nye tilstand, og ærligt er jeg heller ikke. Azurien er under ny beskyttelse og lederskab, og vi bryder os ikke om når folk myrder vores folk, og stjæler vores ressourcer" hun smilede til ham som solen selv "Det er jeg sikker på De forstår".

Jeffrey forholdte sig roligt som Jez igen tog ordet. Det var en mystisk måde at omtale deres besøg hos de forskellige småbyer rundt omkring og fik også Jeffrey til at løfte et øjenbryn. Han kommenterede ikke, men fulgte hende med blikket som hun bevægede sig over til den store kasse hun havde fået fragtet med sig og ind i hans telt.
Han rettede sig op som hun vidste det blodige indhold. Ødelagte kroppe på flere måder. Han havde set markabre syn i sit liv, men det betød ikke at han brød sig om at kigge på det mere end højst nødvendigt. Men hun havde et formål med at havde bragt dette med sig.

Han havde ikke kigget længe før øjnende åbnede sig og begyndte at kigge på ham, fulgte ham og kom med klagesang af den nærmest dæmoniske art. Hans ansigt fortrak sig i overraskelse og væmmelse. De umenneskelige skrig hang stadig i teltet og ringede i hans øre som låget faldet på plads. Det var ikke svært at se at han var målløs.
Jeffreys blik flyttede sig tilbage til kvinden, en smule mere vagtsom en før. "Ny ledelse. Og jeg var under den tro at disse lande var under beskyttelse af dronningen og hendes styre." kom der en smule tørt fra ham som han gik nogle skridt til siden, ganske bevidst for at ligge sig lidt afstand til kisten. Han var ikke dum. Hun var farlig.

"Men De har bestemt opnået at fange min interesse og utvedelte opmærksomhed, Jez." pointerede han, som han lagde armene over kors. En hær af døde, det kunne han ikke hamle op imod, og ærlig talt, ville han heller ikke. Medanien virkede meget mere tiltalende trods rejsen dertil og fra var lang.

Jez sukkede let og trak en anelse på skuldrene "Forpagtere så, om man vil. Forskellen er akademisk på dette tidspunkt! Den kære dronning af lyset har alligevel for travlt med sin krig mod elverne til at kigge meget nordpå" hendes smil blev bredt og vammelsødt "Men det viste De jo allerede, ikke sandt?". Ellers tvivlede hun på de ville have vovet sig så tæt på Dianthos. Det var et udsat område, klemt mellem hovedstaden og Dværgenes rige i bjergene mod nord.
Selvfølgelig kunne det være herren her viste noget om dværgenes indstilling til Lysets nye strategiske position som hun ikke gjorde. Hun havde nok ikke læst de rapporter Valkar havde frembragt så grunddigt som hun burde. Ak ja, sådan var det nu engang!

Jezs smil blev selvtilfreds som Jeffrey gav hende sin fuld opmærksomhed "Fremragende! Så må jeg insistere på at De, for deres eget bedste, finder grønnere, mindre lig bestrøjne jagtmarker" hun klukkede en anelse "Det ville behage mig til ingen ende hvis de kunne fortsætte deres arbejde med at fælde træ, frem for at skulle jagter Dem og deres gennem land og rige"

Ja, den del havde hun helt ret i. Dronningens øjne kunne ikke være overalt i landet, og lige nu var den så smukt rettet væk fra de områder hvor Jeffrey kunne få lov at have sine forretninger for sig selv. Eller det troede han i hvert fald. Et let smil voksede frem på hans læber. Han bekræftede hende ikke, men hans udtryk gav hende fuld ret. Han vidste det allerede og udnyttede det til fulde. Hvad dværgene angik. De holdte sig i deres egne huller og gravede sig helt ned til jordens indre der. De havde deres eget og ikke lysten til at deltage udenfor. I hvert fald ud fra hvad Jeffrey vidste.

"Insistere. De kræver meget frøken." men kassens indhold havde sat sin indvirkning. Han vidste ikke om det ville skræmme orkhæren nok til at trække sig tilbage. De pralede med at de intet frygtede, men at tynde ud i dem, var ikke i hans interesse. "Ingen grund til en kamp, når andre aftaler kan laves." bekendtgjorde han og skjulte den lette stivhed i sine træk over hendes klukken. Den fremmalede et alt andet end behageligt billede af hendes persona, og det var ikke ligefrem fordi hun havde virket som en skønjomfru igennem dette korte møde. "Fælde træer, siger De?" han betvivlede at de rejste til Medanien. Det var under radaren, men Tusmørkedalen havde vel sit at tilbyde også. Knap så nemt et offer, men tættere på.

Jez smilede blot tilfreds. "Man kan vel kun have høje forventninger til en herre som Dem!" hun gjorde et lille kast med håret, som hun skubbede et par lokker tilbage over skulderen. Ordrene var ikke ladet mad sødme som hun måske ellers ville have givet en kompliment, men sat frem som et faktum. Fra hvad han allerede havde præsteret i området, og hvad hun havde set af ham indtil videre, så var han bestemt en mand der kunne stå mål til sådanne forventninger.

"Kamp ville ikke være en optimal løsning for nogen af os. Det er spid af tid og kræfter" sukkede hun, tilfreds med hans indstilling til emnet. Ganske sikkert løftede hun sjældent en finger selv i kamp, men alt oprydningen bagefter var ganske simpelt drænende! Lemmer der skulle sys på igen, nyligt døde der skulle rejses.. Det var hårdt arbejde.

Et øjenbryn løftede sig langsomt "Korrekt. De er ganske nyttige når det gælder simple opgaver, og de tigger ikke om mad og vand eller pauser. Ganske praktisk"

Jeffrey havde helt bestemt følelsen af at Jez vidste mere om ham, end han vidste om hende. Foruroligende, siden Jeffrey foretrak at være den med kortene på hånden. Lige nu føltes hånden tom, og overraskelserne mange og ekstreme.

Specielt selve emnet med de døde der blev vagt til live igen generede hans sind. Selvom magik ikke virkede indenfor en tæt radius af Jeffrey selv, var dette ikke tilfældet for hans krigere. Hvor kampglade disse orker end var, var det spild af blod at sende dem ud i en meningsløs kamp. "Men nu også ganske spildt at være kommet den lange vej uden megen profit" han gad ikke gå i kamp, det var som Jez sagde, spild af både tid og kræfter. Men hans krigere var levende og havde meninger. De var klar til at vende på en tallerken ved for megen utilfredshed. Ikke ligesom disse levende døde der blot udførte den pågældende opgave uden spørgsmål eller andre jordlige behov.

"Umådelig praktisk må jeg sige. Hvordan lader befolkningen til at synes om deres nye behjælpende hånd?" De ville ikke synes bedre om mørkets hær. Nej, det var slet ikke den retning han tænkte. Lige nu forsøgte han at tilegne sig oplysninger gennem en rolig samtale. Om han nogensinde kom til at drage nytte af den viden eller ej måtte tiden så vise.

Jez evne til at flyde med samtalen med urokkelig selvsikkerhed var et talent der havde båret hende igennem meget af livet - og til et par tidlige døde. Men ligegyldigt hvor få detaljer hun drog sine konklusioner ud fra, var hun sjældent helt ved siden af i sine antagelser, og Jeffery gjorde ganske klogt i at være på vagt overfor den excentriske kvinde.

Jez sukkede en anelse over Jeffreys vedholdhenhed "Jeg forstår ganske godt de vil maksimere profitten, men til tider kan det være smartere at minimere sit tab i stedet" hun løftede langsomt et øjenbryn "Jeg skal gladeligt konvertere et par af dine folk til min sag hvis du tænker det ville hjælpe?" foreslog hun med en markaber munterhed, der ikke overlod meget til fantasien om hvorledes hun tænkte at 'konvertere' dem.
Jez fornemmede Jeffrey muligvis fiskede efter et mere profitabel grundlag til at forlade området på, men Jez var dedikeret til at forsøge sig med denne sidste trussel, inden hun gav sig i kast med bestikkelsen. Det var så besværligt! Men det lod til muligvis at blive en nødvendighed med denne insisterende herre.

En let klukken lød fra Jez ved Jeffreys spørgsmål "Ahh se det er jo et fremragende spørgsmål. Ganske observant af dem. Det er selvfølgelig ganske vigtigt at befolkningen ikke stiller for mange spørgsmål til deres godtgøre, men efter tider med undertrykkelse og sult, er de færreste villige til at se for nøje efter om deres nye nabo er lidt rådden i kanten, så længe han deler gavmildt ud af årets høst!" svarede hun med et skuldertræk, og ventede et dramatisk øjeblik inden hun tilføjede "Og selv hvis nogen skulle blive for nysgerrige, er der syndebukke nok. Jeg tænker det ikke svært at overbevise folket om at de døde der går igen er Mørkets, Dæmonernes eller Kiles værk?"

Et neutralt smil bredte sig roligt ud på hans læber, som Jez makabre morskab til emnet nåede hans øre. Det var en trussel, noget han sjældent så let på, men hun havde også de stærke kort i hånden. ”Ingen grund til det, Frøken. Jeg betvivler De når at konvertere mange før De selv er i problemer.” Hun havde næppet bemærket det, og kom forhåbentlig heller ikke til det, men i Jeffreys nærvær fandt de fleste sig pludselig en del mere skrøbelige. Med en dyb indånding løftede han let en hånd for at udtrykke at selvom hans ord havde gemt lige så meget en trussel som hendes, havde han ikke i sinde at angribe hende lige nu. Som hun sagde, man skulle minimere sit eget tab.

”Syndebukke er der rigeligt af, og det lader også til at især vi i mørkets hær har fået en del mere anerkendelse for begivenheder vi ikke har været indblandet i” og en del uvished om begivenheder der havde været deres fortjeneste. Ikke noget han behøvede at nævne for hende. Hun havde rigeligt overhånd som det så ud lige nu. ”Jeg vil nødig forlade dette land tomhændet. Misforstå mig ikke, at rejse med min hær intakt er en stor fordel i sig selv, men at forhindre jeg vender tilbage med større styrker er en risiko vi begge må tage frem i lyset. Men hvorfor angribe en mulig samarbejdspartner. Det virker i mit hoved ganske uproduktivt.” hun havde givet sin pointe, men han så en større mulighed i en alliance fremfor et respekteret afstand fra de rejsende døde. Jeffrey fastholdte sit stærkt neutrale udtryk, men de klare øjne afslørede en vis spænding. Krig, død og mord var ikke spændende i hans tanker, og blev det næppe. En god handel derimod.

Jez tog et lille skridt frem, og lo sin absurde, sorgeløse latter, der elegant skjulte det lille stik af nervøsitet der ramte, da Jeffrey misforstod hendes intention. Kombineret med den sælsomme følelse der lod til at eminere fra ham, der fik det til at løbe Jez koldt ned af ryggen, kunne misforståelsen være blevet.. mindre køn.

Med en håndbevægelse fejede hun emnet til side, og lyttede i stedet interesseret til Jeffreys foreslag. Ændringen på hendes ansigt var tydelig som hans plan udfoldede sig for hende. De store smil og elegante armbevægelser veg til side for tænksomhed, og gav et kort syn af den kalkulerende kvinde der skjulte sig bag den impulsive dødemaner.
Jez satte sig ned på kisten der indeholdt hendes 'gave', og lagde benene over kors "Se nu blev dette møde pludselig langt mere interessant" medgav hun med et lille skævt smil og et anderkendende nik i Jeffreys retning.
"Så, jeg arrangere for en karavane at krydse jeres vej. Tungt lastet, og med nok bevogtning til De kan lave argumentet for Deres.. mindre lydhøre folk, at området er ved at mobilisere, og det derfor er bedst at drage videre" foreslog hun kort og konkret. Det ville give Jeffrey noget at tage med hjem, og give de tykke grødhovder han havde med på slæb et skarpt argument for at rejse videre uden bøvl. Samtiddig sikrede det Jezs oprindelige mål med besøget, men det var der ingen grund til at skære yderligere ud for den gode herre.
Jez foldede hænderne i sit skød "Med det af vejen, så lad mig endelig høre hvilken type samarbejde De tænker vi kan slutte? De må ganske vist forstå der ikke kan være noget mellem os officielt. Det ville være ganske usømmeligt" sagde hun med et lille smil, og selvom ordernes undertone bestemt var tiltænkt, til at skubbe ham en smule ud af balance, så var de lige så meget en kommentar på den politiske situation. Opalslottet ville aldrig slutte sig til Mørket, og ligeledes måtte alt evtuelt samarbejde ligge skjult i skyggerne.

Jeffrey havde ikke været i tvivl om at det var et farligt væsen han havde med at gøre her. Han vidste ikke engang hvad hun var, men han ville ikke møde hende på slagmarken. Bare tanken om at enhver falden i hans hær blev til hendes private dukke gav ham bange anelser. Måske kunne han nok få hende nedkæmpet nu, men hvad ville det ikke betyde for hans forretninger! Vold var ikke altid løsningen.

Jeffrey havde sine hænder foldet foran sig, mens han lyttede til hendes ord og kunne ikke undgå at smile et lille smil over det uspekulerede forslag. "En fordel agtig plan." med dette kunne han vende tilbage uden bøvl om ildsindede der ville mene han havde stukket halen mellem benen som en simpel køter og hans folk ville ikke blive restløse og sure over de var blevet forhindret deres kampe. Orker var et meget moderisk folkefærd når det kom til stykket. "Selvfølgelig, det ville sætte Dem i et helt forkert lys hvis dette kommer frem i offentligheden." Han rettede sig en smule bedre op, forhindrende at ligge vægt på det skadede ben. "Jeg vil aldrig kunne forhindre at ingen af mørkets styrker kommer hertil, da dette ville virke ganske mistænksomt som tiderne går, men jeg kan holde det på en mindre andel. Men jeg vil være meget villig til at opsætte handelsaftaler med dette landområde. I har en masse nødvendige ressourcer, som især ordentlig jernmalm og mineraler der især vækker min interesse. Vi vil etablere en handelsrute skjult som værende et neutralt parti. På denne måde vil ingen af os blive udstillet i offentligheden for denne uhyre aftale." Så undgik han også at tabe menneskeliv. Hvis hun naturligvis var interesseret.

Jezs smil falmede ikke et øjeblik, end ikke som han pointerede hvordan hendes eget forslag kunne bide hende i røven. "Jeg tvivler på offentligheden kan finde et værre lys til mig" klukkede hun fornøjet "Jeg er trods alt en dæmonisk nekromantiker der teorrisere landet! En der uden tvivl hurtigt ville blive slået for fode af Azuriens stolte beskytter" tilføjede hun teatralsk. Det var ganske bevidst hun var her, og ikke Valkar. Officielt var der ingen tilknytning, og Jez gjorde hvad der var nødvendigt, men altid i skyggerne. Der ville skulle noget mere til end et ondsindet rygte til at svække Opalslottets indflydelse, og for det mål, var hun selv ganske til at skaffe sig af med.. Officielt hvertfald.

"Men det lyder til vi har en aftale! At Der ryger et par æg i ny og næ er jo livet, så længe i holder nedslagtningen af civilbefolkningen til et minimum" sukkede hun muntert. At de kom forbi og plyndrede var kun til Jezs fordel. Det var svært at beskytte folket, og lade dem være afhængige af Valkar, hvis det ikke var noget at beskytte dem fra.

"I så fald vil jeg sørger for alt det praktiske. Jeg sender et diskret bud med ruten, så kan De overtage dens goder som det passer dem" sluttede hun, og bukkede, dybt og overdrevet.

"Det har været en sand fornøjelse at arbejde med dem kæreste, og jeg er sikker på Opalslottet vil glæde sig til at høre fra Dem omkring en lukrativ handelsaftale"

Med det tog hun sin afsted, og forlod lejeren. Kassen med det skrigende hoved lod hun stå i Jeffreys telt, som en lille souvenir. Hun havde også i sinde at stå ved sit ord, og sende sikre en karavane afsted og som et sødt bær på toppen, sendte hun den afsted med levende personel - så Jeffreys folk havde noget at more sig med inden de forlod Azurien.