Det var bælgmørkt, da Juno brød sammen. Han havde arbejdet for Giles et par uger og selvom det var godt arbejde og gode folk, havde det været hårdt for ham. Han tjente ikke nær så meget, som han havde gjort ved at stjæle, så Juno havde fortsættet med at stjæle ved siden af, selvom han var væk det meste af dagen. Så ofte som muligt havde han mødtes op med Hector, så de kunne bruge tid sammen imens, og Juno havde med vilje holdt sig konstant beskæftiget fordi han vidste, at han snart ville være nødt til at bearbejde sit nyeste møde med Thanos.

Det påvirkede stadig hans forhold til Hector og det påvirkede hvordan han opførte sig med både Killian og Thoran, selvom begge efterhånden burde have vundet hans tillid. Der var ingen grænser for, hvornår han pludselig kunne mærke panikken komme snigende. Des længere han forsøgte at ignorere følelsen, des værre blev den.

Stalden og dens indhold havde været den bedste distraktion. Udover at arbejdet var fysisk hårdt, var det også mentalt hårdt for Juno, der ikke kunne håndtere at der var så mange mennesker nær ham, når han ikke havde sine hænder frie til at forsvare sig, eller ikke havde mulighed for at se, hvem der var stødt op imod ham, og selvom han kæmpede sig igennem det i arbejdstiden, var han på randen af et panikanfald efter fyraften. Han så Thanos' intentioner i enhver mand, der var stærkere end ham, og dem var der ikke andet af på lageret, og selvom Thoran ikke havde været andet end opmuntrende, holdt Juno sig fortsat i en armslængde fra ham, selv når det var upraktisk. Han vidste, at Thoran ikke havde fortjent den slags mistanke, og han skammede sig over at have det sådan, så han gjorde ellers sit bedste for at være respektfuld overfor ham, men så snart Juno havde fri fortsatte han alligevel straks over i stalden.

Selve staldens duft var blevet beroligende for Juno. Han havde det bedre i den og han holdt sig også pænt et stykke fra Killian, når han først kom derind, men blot lyden af Killians stemme var nok til at få Juno til langsomt at slappe af igen. Han vidste, at Hector ville have præcis samme og endnu bedre effekt på ham, men han vidste også at Hector ville bekymre sig, hvis han så hvor dårligt Juno havde det, og, endnu værre, at han ville regne ud at der var sket noget, Juno ikke havde fortalt ham om. Nej, Juno foretrak at komme til sig selv i stalden, hvor der ikke blev stillet for mange spørgsmål. 

Så snart Juno var alene, kunne han dog mærke Thanos ånde ham i nakken igen. Hemmelighedskræmmeriet, arbejdet, ansvaret for børnene, at have brug for at være alene og samtidig blive panisk, når han var alene, var alt sammen byrder han bar rundt på alene.


Denne aften var han gået ud i håb om at kunne opsnuse det sidste nox i byen. Han kunne ikke sove og Remus havde taget hans mareridt og søvnløshed fra ham før, hvorfor skulle hans stof ikke kunne gøre det samme igen? Det havde selvfølgelig været umuligt. Det var flere måneder siden at Remus var forsvundet og med ham, hans værdifulde stof. Juno havde drukket sig så hamrende stiv som det var muligt i stedet, og da han knap nok kunne gå eller tænke længere, havde han forladt kroen. 
Havde han kunnet følge sine egne tanker, ville han have vidst, at han havde overvejet at tage hjem. Lægge sig til at sove hos Hector, som han elskede og som elskede ham, eller sneget sig ind hos Killian, der uden tvivl ville have tilgivet ham og accepteret, at Juno bare gerne ville lægge i en armslængdes afstand fra ham og måske kunne falde til ro ved at betragte Killians sovende ansigt.
Men Juno kunne ikke følge sin egen tankegang, og før han vidste af det, havde han ben båret ham frem til Giles' hjem, uden at han vidste, hvordan han var kommet frem til, at det var her, han havde brug for at være.

Han indtog den fornemt udskårne dør og blev øjeblikket efter så svimmel, at han var nødt til at læne sin pande op imod den. Han var igen holdt op med at tænke, da han knyttede en næve og hamrede den imod døren. "Giles!" råbte han, hans stemme desperat, som var den opsat på at afsløre, at Juno ikke var meget mere end et barn, der var bange for noget i mørket. Han bankede endnu en gang på, inden hans ben gav under for den store mængde alkohol han havde indtaget, og han gled ned for sidde på trappen, lænet op af dørkammen.

Der var gået et par uger siden Giles havde haft indbrud af en ung mand, der havde smadret en dyr vase, men som alligevel, trods sit mindre lovlige foretagende, havde sagt ja til at arbejde for at betale prisen på vasen af. Han havde haft en let interesse i drengen, hvis opførsel havde mange mysterier, men ikke så meget, at han havde valgt at bruge tid på ham. Thoran, manden der holdt styr på lageret og de ansatte, havde både positive og negative ting at sige om ham. Han var ikke så stærk, brød sig ikke om de andre ansatte og brugte alt for meget tid ude i stalden, når han skulle arbejde. Ude ved staldmesteren, den unge Killian, der dog åbenbart havde taget sig lidt af ham. Men han gjorde, hvad der blev sagt og gjorde hvad han kunne for at følge med de andre. Og opførte sig pænt, hvilket næsten virkede til at overraske den brede mand.

Men Giles blandede sig ikke, lod hverdagene være det samme. Møde op ved daggry og hilse på sine ansatte og være sikker på, at der var en plan for dagen. Og de fleste dage kom han forbi, når de alle fik fri, for at sige farvel og få en rapport om dagens gang. Han havde sit eget liv ved siden af, et liv med faste rammer, lige som han kunne lide det.

Hans husholderske, der boede i et værelse ved siden af køkkenet, var kommet hjem igen, da hendes datter havde født. En skøn lille dreng, Giles havde fået lov til at holde, og selvfølgelig havde givet en lille gave. Det var rart med hende i huset igen, han fandt det så hyggeligt, når han kunne høre hende skramle rundt ude i køkkenet. Og hun lavede nu noget bedre mad end hvad han selv kunne bikse sammen.

Men mørket havde lagt sig og de var begge gået til ro. Han sov normalt ikke så tungt og som det første bank på døren rungede igennem huset, satte han sig da også op med det samme. En stemme kaldte på ham. Desperat? Og hans bare fødder ramte gulvet. Der var mørkt i huset, men han havde boet her hele sit liv, så han fandt vej ned af trappen uden problemer. Husholdersken, Serena, kom fra sit værelse med et lys i hånden.
"Hvad sker der, hr. Mathis?" Hun så med forskrækkede øjne på ham. Der var mørkt udenfor, hvem ville banke på sidst på natten? Giles lavede en håndbevægelse for at bede hende blive tilbage, mens han bevægede sig hen til døren.
"Jeg ved det ikke." Han greb stokken på vejen, inden han nåede frem til døren. Hans hjerte bankede hårdt i brystet på ham. Var det Kiles Orden, der havde fået nok? Eller Byvagterne, der havde opdaget, hvad der lå nederst i mange af kasserne?

Med en dyb indånding trak han slåen fra og trak døren op. Hans første tanke var, at der ikke var nogen, men som Serena alligevel bevægede sig nærmere, faldt det svage lys på en skikkelse på hans dørtrin. Det tog ham et par sekunder at genkende Junos lyse hår. Et lille gisp kom fra Serena, da hun så drengen.
"Lever han?"
Giles satte sig på hug for at undersøge ham, så han kunne give hende et svar. Stanken af sprut nåede ham, inden han var halvvejs nede og en hånd for drengens mund fortalte ham, at han trak vejret.
"Ja. Han er vist bare gået kold." Han blev siddende et øjeblik, inden han rakte stokken til kvinden. "Jeg tager ham op i det lille gæsteværelse." Med en arm under hans ryg og en under hans ben, kom Giles på benene. Selvom Juno ikke var så ung, bar halvdæmonen ham op på værelset uden de store problemer, forsigtig med ikke at slå hans hoved ind i noget.
"Puh, han lugter." Den ældre kvindes dømmende blik gled over hans tøj. "Jeg finder et par af dine bukser, så kan jeg vaske hans tøj."
Giles åbnede munden for at protestere, mest på Junos vegne, men et blik på hende fortalte ham, at det var spildt energi. Så snart var Juno afklædt sit tøj og iklædt et par bløde bukser af Giles', der kunne spændes ind i livet med en snor. De var for store, men det kunne nu godt gå. En spand blev placeret ved siden af sengen og et krus med vand på det lille bord. Juno blev pakket ind i et par tæpper og til sidst efterlod de ham til at sove rusen ud.

Hverken Giles eller Serena gik i seng igen, det var alligevel for tæt på solopgang. Så Serena, der sjældent sad stille, begyndte at vaske Junos tøj og derefter at lave noget mad og Giles endte med at sætte sig til at læse i stuen. Han ville ikke efterlade sin husholderske alene hjemme med den berusede unge mand, så bud blev sendt af sted til lageret, så snart solen stod op, om at han ikke kom forbi den dag. Tålmodighed var en stor del af hans personlighed, så han ventede bare på, at Juno ville vågne af sig selv.

Efter at have mistet bevidstheden, kom Juno kun til sig selv i et halv sekund, længe nok til at forstå at han blev båret, men ikke længe nok til at finde ud af hvem der bar ham, hvorfor eller hvorhen, og heller ikke længe nok til at gøre nogen form for modstand.

Han vågnede først igen et par timer senere. Ikke nok til at være udhvilet og ikke nok til at have fået det godt, men han var ved bevidsthed og et fremmed sted, så han kunne ikke blive liggende. Trods svimmelheden der plagede ham, satte han sig op og så sig omkring. Han var ikke hjemme. Han var ikke i stalden. En bog på natbordet afslørede for ham, at han ikke var på en kro. Tøjet afslørede, at han var hos én, der havde haft modet til at klæde ham af, enten på trods af hvad konsekvenserne var, eller fordi de ikke vidste at han ville kvæle dem for det.

Så snart spanden fangede hans blik, rakte han ned efter den og kort efter sad han med den i hænderne og knækkede sig, indtil hans mavesæk var så tom som den kunne blive. Spanden blev derefter tømt ud af vinduet, inden han stillede den fra sig og udmattet lagde sig ned i sengen igen. Hele hans krop var øm og sengen føltes som om den snurrede omkring under ham. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt ind. Giles. Juno vidste ikke, hvad der kom først. Mindet om, at han han havde haft brug for en voksen mands hjælp, eller duften af Giles, men et eller andet havde fået ham til at indse, hvor han var.

Før han vidste af det, faldt han i søvn igen, men denne gang sov han kun en time, og selvom han ikke havde det meget bedre, eller var mindre træt, da han vågnede, stod han alligevel op, velvidende at han ikke ville kunne falde i søvn mere end to gange på en nat. 
Han tømte kruset på bordet og rejste sig op, med spanden i hånden. Imens han gik ned ad trapperne overvejede han seriøst bare at stikke af, men tanken om, hvordan Giles så ville reagere næste gang de så hinanden, fik ham til at blive i huset. Dét og at han ikke havde sit tøj.

Som det første gik han ud i køkkenet. De fleste huse var opbygget på samme måde og Juno havde været i en del af huset før, så det var nemt at regne ud hvor køkkenet var. Hvad han ikke var forberedt på, var at der stod en kvinde derude.

"Jeg.. Ømh.. Jeg skal nok vaske den," tilbød han lavmælt, hans blik skamfuldt som han undgå at se hende i øjnene og stillede spanden fra sig på køkkendisken. "Jeg vil bare gerne have mit tøj først." Han lagde sine arme over kors over sit bryst, og selvom han knugede sine arme tæt ind til sig, kunne han ikke skjule den skælven der løb igennem hans krop. Han havde sovet max 4 timer og var i forvejen i underskud, og selvom renderne under hans øjne fortalte at han var vant til det, afslørede hans krop at han var ved at nå sin grænse. 

Det gav et sæt i Serena, da hun opdagede den fremmede unge mand i sit køkken og hendes ene hånd, der ellers havde været travlt optaget af at røre i en skål, flyttede sig ud mod en køkkenkniv, der lå på bordet, men hun stoppede bevægelsen på halvvejen. Med sammenknebne øjne så hun kort mistroisk på ham. At dukke op ved hendes herres dør, larmende og fordrukken var ikke ligefrem noget, der fik hende til at have tiltro til en. Men det tog ikke mange sekunder for hende at se, hvor sølle han var og et glimt af moderlig varme dukkede op i hendes udtryk, inden det forsvandt for et mere misbilligende. 
"Dit tøj er ikke tørt endnu. Og du skal ikke andet end ind og undskylde for hr. Mathis og så i seng igen. Du kan jo knapt stå på dine ben." Hun tørrede hurtigt hænderne i sit forklæde, inden hun med nogle vift med hænderne begyndte at hundse ham ud af køkkenet og ud mod stuen, mens hun fulgte med. Hun ville lige sikre sig, at han kom hele vejen, samtidigt med at hun ville holde øje med hans lange fingre. Og høre om Giles havde brug for noget.

Inde i stuen var Giles blundet lidt hen i sin gode stol, benene strakt ud foran sig, hovedet hvilende mod ryglænet og en bog i skødet. Men så snart Juno gik igennem døren løftede han hovedet med en hørbar vejrtrækning og trak sine ben til sig, mens hans blik blev nærværende. Lidt overrasket så han på Juno, inden han rettede sig op i stolen og så lidt mere undersøgende på ham.
"Du ser forfærdelig ud." Han lagde bogen fra sig på et bord ved siden af stolen, inden han med rolige bevægelser kom på benene og gik hen til ham. Forfærdelig var ikke helt dækkende for, hvor slemt det så ud til at være. Blegheden, randene under øjnene, den svage sitren og den måde hans krop havde trukket sig sammen om sig selv på. Giles kunne nok genkende en fysisk og psykisk udmattet person, når han så en og hans mave trak sig lidt sammen af medfølelse.

"Kom, du skal op i seng igen." Det blev sagt med et tonefald, der sagde, at han ikke ville modsiges og han rakte ud mod hans arm, men stoppede bevægelsen lidt fra ham, så han ikke rørte ham. I stedet slog han let ud med den anden arm for at angive, at han ville have Juno til at gå ud i gangen og hen til trappen op til førstesalen og gæsteværelset.

En frustreret lyd kom fra Juno, der lagde sit hoved bagover, da kvinden nægtede ham sit tøj, og oven i købet hundsede med ham. Han ville have været fræk tilbage, hvis han havde haft energien, men som det var, kunne han ikke modsige hende. Hun lød som typen, man normalt ikke ville modsige overhovedet, men Juno ville i det mindste gerne have haft noget at sige til hende. I stedet gik han ud i stuen, hvor han fik øje på Giles.

Juno holdt stadig sine arme foldet og holdt dem også sådan, da han trak på skuldrene over Giles' kommentar på hans udseende. "Jeg har det også forfærdeligt," svarede han hæst, selvom han forventede at få at vide, at han selv var ude om det.

Han vidste ikke, hvordan han skulle reagere, da Giles sendte ham op i seng igen. Han følte at han burde gøre modstand, men han ville gerne sove bare lidt mere og desuden lød Giles ikke som om han ville finde sig i at blive modsagt. Juno skævede til husholdersken efter råd, men da hun så ud som om at hun var enig med Giles, besluttede Juno sig for at gøre som han var blevet bedt om.
Han vendte rundt og gik tilbage hvor han kom fra, op af trappen og ind på værelset, hvor han satte sig på sengen, hans skuldre og overkrop bøjet forover. 

"Undskyld," mumlede han, uden at se på Giles. Han vidste, at han var der, og husholdersken havde sagt til ham, at han skulle undskylde. Han kunne lige så godt få det overstået med det samme. 

Giles troede på Juno, da denne sagde, at han havde det forfærdeligt. Han så virkeligt ikke godt ud. Og måske nogen ville have sagt, at det var hans egen skyld, var det ikke kun tømmermændene Giles kunne se på den unge mand. De var bare et resultat af noget andet.
På vej op af trappen holdt Giles sig tæt bag Juno i tilfælde af, at han skulle vælte. Drengen så ikke ligefrem ud som om, at han var specielt stabil på benene, sikkert stadig med en del alkohol i kroppen. Så mange timer var der heller ikke gået, siden han havde banket på døren.

Oppe på værelset så han lidt undersøgende på ham, efter han havde undskyldt. Han gættede på, at han enten godt vidste, at han nok ikke var kommet stille ind i huset eller at han følte sig til besvær. Eller at Serena havde sagt noget, det kunne lige ligne hende.
Langsomt trak han en stol hen, så han kunne sidde foran Juno med et stykke i mellem dem. At Juno ikke brød sig om fysisk nærhed havde han forlængst opfattet og han respekterede det. Han lænede sig dog lidt frem og forsøgte at fange hans blik.
"Jeg vil hellere have, at du fortæller mig, hvad der er galt, for det er tydeligt at se, at du ikke har det godt." Han gav han et svagt smil, men alvoren lå i hans træk. "Men hvis du ikke vil snakke om det, er det helt i orden."

Han hvilede sine albuer på sin lår og samlede hænderne foran sig. Der var venlighed i de grå øjne, selvom der ikke var et smil på hans ansigt. Det var alvorligt nok, situationen.
"Du er velkommen til at blive her, indtil du er klar til at tage hjem. Og jeg er ret sikker på, at du ikke får lov til at gå, før Serena har givet dig et ordentligt morgenfoder." Han var ikke i tvivl om, at hun så Juno som en lille hjælpeløs fugleunge. Hun havde to børn selv og det ene var en ung mand. Hun ville nok forsøge ham at fede ham op bare på et måltid, især når han virkede så ødelagt som han gjorde. Giles protesterede ikke, han selv fandt en person så sølle som Juno som en, han skulle hjælpe. Han havde ressourcerne til det, så hvorfor ikke?

"Urgh," svarede Juno, ikke synderlig hjælpsomt, da Giles bad Juno om at fortælle, hvad der var galt. Han så også kun op på ham et øjeblik, inden han så ned og straks gemte sit ansigt i sine hænder. Han kunne ikke huske hvornår en voksen sidst have tilbudt at hjælpe ham. Tarek havde bestemt forsøgt, men han havde heller ikke haft noget valg - Juno havde opsøgt ham, Juno havde spurgt ham om hjælp. Det var både overvældende og skræmmende, og Juno vidste ikke hvad han skulle stille op med det.

"Jeg kan ikke spise noget lige nu." Mad var ellers et godt tilbud og Juno afslog det ikke helt, var bare ærlig omkring hvornår han ville kunne få noget ned i sin mave. Måske når han havde sovet, men lige nu ville det kun gå galt. Det var nemmere at snakke om mad end at snakke om sine problemer, men det var også en samtale der var hurtigt overstået. 

"Jeg..." Startede han, inden han lod sine hænder falde imellem sine spredte ben, og han så op på Giles igen. Han ville foretrække at se, hvad Giles tænkte om historien, hvis han skulle fortælle den. "Der er ikke noget galt. Nu. Men..." Han trak vejret skælvende ind og løftede en hånd for at gnubbe den over sit sår, der for længst var healet, men havde efterladt et grimt ar. "Der er en mand. Nogen gange føles det som om han ånder mig i nakken, selvom jeg ved, at han ikke er her. Og - og hvis bare det var dét, så kunne jeg håndtere det, men -" 

Juno kunne ikke sidde stille længe af gangen - hans ben hoppede uroligt, og Juno gestikulerede nervøst med den hånd, der ikke lå over hans ar. "- Men jeg har et ansvar også. Ansvar for andre. Jeg har ikke tid til at gemme mig, som en eller anden skræmt tøs, hver gang jeg tror han er i nærheden." Juno var klar over, at hans ord ikke gav så meget mening, men der var så mange ting, han ikke kunne få sig selv til at fortælle. Om Thanos og Vargas, om noget som helst af deres tid udenfor Dianthos, om den flok af børn han var leder for, om hans mareridt eller panikanfald, eller hvordan den eneste kur han havde fundet indtil videre var søde drenge med mørke krøller. 
"Forklarer det noget som helst?" spurgte han og slog ud med armene, frustreret med sig selv.

Tålmodigt ventede Giles på, at Juno kom frem til, hvad han ville. Fortælle om sine problemer eller bare afvise ham og lægge sig til at sove. Så han sagde ikke noget, da Juno sagde, at han ikke kunne spise lige nu. De vidste begge to godt, at han heller ikke havde tænkt, at det skulle være nu, men når han havde sovet noget mere. Så han smilede i stedet svagt og ventede. Og så kom der endeligt lidt ord om, hvorfor Juno så ud som om, at han var slidt helt ned.
Giles' blik flyttede sig kort til arret. Han havde tjekket såret en gang eller to efter han havde renset det og vidste, at det var helet pænt. Så pænt det nu kunne efter den første hårde tid. Men som Juno nævnte en mand og samtidigt gned arret, kunne Giles ikke andet end at lægge to og to sammen - det var nok denne mystiske mand, der havde lavet såret til at starte med.

Hans blik var hurtigt tilbage på Junos ansigt, mens han lyttede videre. Udtryksløst. Det var først, da Juno spurgte ham, om det forklarede noget som helst, at han langsomt nikkede.
"Det forklarer mig, hvorfor du ser ud som om, at du ikke har sovet i evigheder. Det må være et enormt pres, du er under." En anerkendelse af Junos problemer som værende problemer. Han var tavs et øjeblik, mens han overvejede sine ord. Han havde intet fået at vide, han faktisk kunne arbejde med og han spekulerede kort over, hvor meget, han skulle spørge ind til det. Forsøgte at lytte til fornuften, der bad ham blande sig udenom, men endte som altid med at lytte til sit hjerte. Den side af sig selv, han havde arvet fra sin mor.

"Denne mand." Han holdt en pause. Vidste ikke helt, hvad han egentligt ville spørge om. "Hvem er han?" Det han egentligt ville vide var, om han stadig var i Junos liv eller om det blot var mindet om ham. Han nikkede let mod arret på Junos bryst.
"Jeg gætter på, at han er skyld i det?" Der var stadig ikke noget dømmende eller krævende over Giles, han var venlig og dog fast. Det var en alvorlig snak. Det var vigtigt for ham, at Juno havde en følelse af, at han kunne snakke med ham. Giles vidste ikke meget om drengen, men han havde lidt en fornemmelse af, at han nok ikke havde nogen voksen at snakke med, hvilket Giles gerne ville tilbyde ham.

Juno lavede et opgivende træk på skuldrene, da Giles nævnte det pres han var under. Han havde ramt fuldstændig plet, men det kunne Juno ikke få sig selv til at fortælle ham. Desuden vidste han, at på trods hans skuldertræk, så kunne man se på hans ansigtsudtryk, at Giles havde ret. 

Juno fik en klump i halsen, da Giles valgte at føre samtalen over på Thanos, og han nikkede, usikker på sin egen stemme, som svar til at det var ham, der var skyld i arret på hans bryst. "Han er skyld i det hele," svarede han endelig, og ganske som han havde forudset knækkede hans stemme halvvejs i sætningen. Han rømmede sig og tog sig derefter endelig sammen til at løfte blikket til Giles.

"Det hele," gentog han med tryk. "Thanos." Der var noget ved at sige hans navn, der gjorde det virkeligt og Junos fingre borede sig desperat ind i huden over hans sår, for at holde ham grundet i virkeligheden. For at tvinge ham til at huske på, hvor han var lige nu, og at Thanos ikke var der med dem. 

At Giles havde ret i, at Juno var under et stort pres, fik han bekræftet i drengens ansigtsudtryk. Det måtte være noget, de skulle snakke nærmere om, for hvis han havde for meget at se til oven i arbejdet, måtte de finde en løsning. Nok ville Giles gerne have ham i arbejde, men det nyttede ikke noget at slide folk ned. Slet ikke en så ung som Juno.
Men lige nu lod han samtale dreje over på den mand, Juno frygtede. Hvem var han? Og hvorfor var han bange for ham? Der var nogle små hints, der gav Giles et bud, men uden at vide mere, ville han alligevel ikke gætte. Og i og for sig kom det ikke ham ved, men hvis Juno havde brug for at tale om det, ville han gerne lytte.

Der var intet i Giles ansigt, der viste, at han genkendte navnet. Om det tilhørte den mand, han troede, var jo så ikke til at vide, men Thanos var et navn man kendte, når man færdedes i visse kredse. Dødens håndlanger, man kunne betale til at gøre alt. Han havde mødt både folk, der brugte ham, men også folk, der havde været i den anden ende og havde haft problemer med ham. Heldigvis havde han aldrig mødt ham eller haft noget med ham at gøre, men rygtet var løbet ham i forkøbet. Det var forhåbentligt ikke ham, Juno snakkede om. Men noget sagde ham, at det var. Ud for hans frygt for ham.

Roligt rakte Giles ud og fjernede hans hånd fra hans brystkasse. Der var ingen grund til at gøre skade på sig selv, selvom han godt forstod meningen bag det.
"En mand, der ikke er her nu. Tag en dyb indånding." Han holdt fast i hans håndled, ikke hårdt, men fast nok til at han ikke ville kunne føre hånden tilbage til sit bryst. Hans blik fangede Juno, roligt og fast.
"Jeg kan godt se, at du er bange for ham. Du har sikkert en god grund. Men vil du lade frygten for én mand styre dit liv?" Et hårdt spørgsmål, han ikke var sikker på var brugbart, men han mente det. Ville Juno lade frygten for en enkelt mand ødelægge sit liv? Lige meget, hvad han havde gjort. Og havde Giles ret i mandens identitet, var han ikke i tvivl om, at det var en del.

Juno så overrasket på Giles, da han fjernede hans hånd. Logisk set vidste han godt, at det måtte have været Giles, der havde båret ham i seng, men det her var første gang han havde rørt ved ham, hvor Juno var ved bevidstheden. Et øjeblik havde han lyst til at skælde ham ud - minde ham om, at han ikke fået lov til at røre ved ham. Men tilladelse var noget han havde snakket med Killian om, og noget som Hector instinktivt forstod, når Juno reagerede. Han kunne ikke forvente at Giles forstod, hvordan han havde det med berøring, og selvom hans hjerte sprang et slag over, hørte han stadig hvad Giles sagde til ham.

Han trak vejret dybt ind. Han mødte Giles' blik. Han kæmpede ikke imod hans greb i ham. 

"Jeg har en god grund." Han tog endnu en dyb indånding, men så ikke væk. Tværtimod så han på Giles med al den vrede og beslutsomhed som han kunne finde frem, på trods af sin udmattelse. "Jeg vil ikke lade ham styre mig overhovedet. Jeg vil hellere dø."

Giles var ikke i tvivl om, at han skulle passe på med at røre Juno, men han kunne ikke bare se til, mens han forsøgte at skade sig selv, heller ikke selvom det var for mentalt sammenhold. Så han blev ved med at holde ved ham. Hvis Juno ville trække hånden fri, kunne han gøre det, men lige nu var de fastlås sådan.
Han så roligt ind i de blå øjne, der ændrede udtryk, da vreden begyndte at komme frem. Ikke vrede mod Giles, men mod manden, der havde gjort ham ondt. Godt. Det var nemmere at arbejde med end frygt. Frygt var lammende, hvor vrede kunne bruges. Men forhåbentligt ville det en dag også forsvinde. Ligegyldighed var meget bedre. Så havde det ikke fat i ens liv.

"Så tag kontrollen tilbage. Lær at leve med frygten, så den ikke styrer dit liv." Han slap hans håndled igen og trak sig tilbage, så han ikke var for tæt på ham. Der var ikke noget vredt over hans ord, men han mente det, han sagde. Det var den eneste måde at gøre det på. Og havde sagde ikke, at han skulle stoppe med at være bange, for så meget kontrol over sin frygt havde ingen. Men man kunne lære at arbejde med den, lægge den et sted hen, hvor den ikke betød så meget.
"Lær at forsvare dig, så du kan kæmpe i mod. Ikke bare fysisk, men også psykisk. Find en klippe at stå på, ingen kan vælte dig af." Lidt poetisk sagt, måske, men han håbede, at Juno kunne forstå meningen bag.

Giles selv hvilede så meget i sig selv at han var svær at hyle ud af den. Dødsfald væltede ham altid let, men de få gange, nogen havde gjort ham noget, var han blevet stående mentalt. Årene havde været gode ved ham på den måde, som ung havde han været noget mere følsom.
Den smule tid, han havde tilbragt med Juno, havde givet ham et indtryk af, at Juno udadtil var hård, men egentligt ikke havde så meget at stå i mod med. Men han var også ung. Alt for ung til at have så hårdt et liv, som det virkede til, at han havde haft. Noget i Giles ville gerne hjælpe ham, gøre hans liv lettere. Især nu, hvor han sad med en mere eller mindre stadig fuld ham, hvilket afslørede meget mere end hvis han havde været ædru. Noget i Giles ønskede at trøste drengen og lære ham at gøre livet til et bedre sted.

Så snart Juno mærkede Giles løsne sit greb, flåede han sit håndled ud af hans greb. Han vidste, at han havde kunnet tage det til sig når som helst, for så hårdt havde Giles heller ikke holdt fast, men han brød sig ikke om tanken om, at Giles gav slip på ham. Juno vidste, at han burde have tvunget Giles til at slippe ham tidligere og nu forsøgte han at redde ansigt, ved at flå sin hånd til sig i sidste øjeblik.

"Jeg ved ikke, hvordan du forventer at jeg skal lære at kæmpe. Fysisk eller psykisk," snerrede Juno tilbage. Vreden var vendt tilbage til ham, også selvom han var så svimmel, at han følte at han var ved at vælte, selvom han sad ned. "Jeg er ikke ligefrem perlevenner med byvagterne, og jeg har heller ikke en overflød af krystaller til at betale for træning. Jeg ved ikke engang hvor jeg skulle starte med .. psykisk modstand, hvad det så end er."

Han slog frustreret ud med hænderne, men blev fanget af Giles' blik i mellemtiden, og kom i tanke om, hvor meget Giles havde hjulpet ham indtil videre. Og tilbudt ham morgenmad, oven i købet. "Jeg - jeg sætter pris på tanken, mand, men jeg kan ikke løse det her problem, det kan jeg bare ikke." En smule af hans vrede var smeltet væk, men han kæmpede for ikke at vise Giles den håbløshed der lå under igen. 

Det skete ikke så ofte, at han blev i tvivl om, hvordan han skulle håndtere nogen. Ofte var det ret simpelt. Enten skulle man være blid eller også skulle man være bestemt. Vrede var sjældent en brugbar løsning, ej heller fysisk vold eller trusler. Hans autoritære ydre var ofte nok til at finde en løsning, fordi de fleste lyttede til ham.
Men Juno var svær at gennemskue, for han opførte sig både som om, at Giles skulle hæve stemmen en smule og sætte sin vilje igennem, men samtidigt også som om, at han havde brug for støtte og varme. Giles havde selvfølgelig snakket med Killian, der hurtigt var kommet ind på livet af Juno, men han havde været overraskende diplomatisk om sin nye ven. ”Han er en ung fyr med mange dæmoner i skabet”, havde været hans mest sigende sætning, men det vidste Giles i forvejen.

Spørgsmålet var også stadig, hvor meget han skulle investere i denne dreng. Havde han faktisk planer med ham eller var han bare endnu en ansat? Giles forsøgte at undgå at kaste nogle dybere følelser på dem omkring ham, selvom det havde været tæt på med Killian. Heldigvis, hvis man kunne sige det, var Killian ikke interesseret i at Giles skulle fylde for meget i hans liv og de havde fundet en mellemting.
Men noget rørte sig i ham, når han var sammen med Juno, noget han efterhånden ikke havde følt i nogle år. Måske var det fordi, at han kunne se noget i drengen, under al skidtet, måske var det noget han kunne se i de blå øjne. Men i den smule tid, han havde tilbragt sammen med Juno og det, han havde hørt fra både Thoran og Killian, havde han fået et andet indtryk af ham end den tyvagtige gadedreng, han havde opdaget i sit hjem. Selvom han måske allerede dengang havde set… et eller andet.

Det var tid til at tage en beslutning og han kørte kort en hånd over sin hage, inden han mødte drengens blik igen.
”At give op, før du har forsøgt vil i hvert fald ikke hjælpe noget.” Han gned sine hænder mod hinanden, et tegn på, at han havde noget i tankerne. ”Hvis du vil, vil jeg gerne lære dig at forsvare dig selv. Det er ikke så svært, men det kræver noget vilje fra din side.” Han smilede svagt ved tanken om, da han havde ville lære Killian at slå fra sig, så han forhåbentligt kunne undgå at komme hjem gennembanket så ofte, som han gjorde. Det havde været en katastrofe.
”Det er ikke noget, du skal beslutte dig for nu, men tilbuddet er stående.” Han rejste sig fra stolen. ”Lige nu skal du dog sove noget mere. Vi kan altid snakke videre bagefter.” Han tog tæppet og lagde det over Juno, da han havde lagt sig. Derefter gik han hen til døren, men stoppede tøvende op og vendte sig så.
”Vil du have, at jeg bliver?” Beslutningen var taget.

Juno vidste ikke hvad han skulle sige, da Giles irettesatte ham for at give op inden han overhovedet havde forsøgt. Han vidste at Giles havde ret, og han vidste at han normalt heller ikke selv ville have givet op uden at prøve, men det der var normalt for ham, var hvordan han havde været inden Thanos havde fået fingrene i ham. Inden da havde Juno ikke kendt til frygt, ikke den slags frygt, der fik dig til at hyperventilere, eller se dig over skulderen, eller vågne op i koldsved. 

Hvis han kunne, ville han gerne vende tilbage til den Juno, der ikke var bange for noget, og da Giles tilbød ham en måde at lære at forsvare sig selv på, tog han imod det. Han var ikke sikker på, hvad han skulle sige, men han havde allerede besluttet sig, da Giles bad ham om at sove videre. Søvn var også langt bedre end at diskutere, hvad Juno burde lære. Faktisk var søvn bedre end noget som helst andet Juno kunne tænke på lige nu. Søvn var bedre, end det ville være at have Killian og Hector over sig på én gang. Tanken fik ham til at smile forsigtigt, da han lod sig falde ned at ligge.

Han bemærkede knap nok at Giles lagde et tæppe over ham, men han kom trods alt med en gryntende lyd, der betød tak, om man kunne tyde den eller ej, og da Giles tilbød at blive, kunne Juno ikke lade være med at tænke på, hvor gerne han ville have haft en af sine venner i sengen med sig. En varm, sød fyr han stolede på, der kunne få ham til at føle sig tryg, og som om han ikke var helt alene.
Han ville ikke have Giles i sin seng. Men han stolede på ham. Han stolede på ham, fordi Killian stolede på ham, og han stolede på ham, fordi han havde hjulpet ham gang på gang. Så ikke nok med, at han vidste, at han ville kunne falde trygt i søvn, selv hvis Giles var i rummet, han følte sig også mere sikker med ham. 

"Bare indtil jeg er faldet i søvn," svarede Juno mumlende og lukkede øjnene. Øjeblikket efter var han faldet i en tung søvn.


Juno vågnede langsomt op. Han kunne mærke en solstråle mod sin kind. Han kunne høre lyden af siderne i en bog, der blev vendt og han kunne smage støvet i luften. I en doven bevægelse strakte han armene op over hovedet og gnubbede derefter sine hænder over sine øjne, inden han langsomt åbnede dem. Hans krop føltes stadig tung af søvnen og i flere sekunder var alt hvad han så sløret igennem hans lyse øjenvipper, inden han fik åbnet øjnene helt.

Han fik øje på Giles og selvom synet af en mand i samme værelse, normalt ville have været nok til at forskrække ham til at springe ud af sengen, følte han sig rolig og han betragtede ham tavst i flere sekunder; bogen i hans hænder, den afslappede måde han sad på, lyset der faldt ind fra vinduet ved siden af ham, som fik støvet i luften til at ligne dråber af guld. Så løftede han endelig blikket til Giles' ansigt og han mærkede straks sine kinder blive varme af skam, da han kom i tanke om, at han havde bedt ham om at blive. At han havde bedt ham om hjælp. At han havde åbnet sig op for ham og vist ham sine svagheder. 

Han satte sig langsomt op og svang sine ben ud over kanten af sengen, inden han strøg en hånd igennem sit hår. Han lod hånden blive i sin nakke, og vidste ikke, hvor han skulle gøre af sit blik, eller hvad han skulle sige.

Giles nikkede bekræftende, da Juno sagde, at han godt kunne blive, indtil han faldt i søvn. Så han vendte tilbage til stolen, drejede den lidt og satte sig så, inden han tog bogen fra natbordet. Det var ikke en, han var i gang med at læse, men et tilbud til sine gæster, der overnattede i rummet, så han slog op på første side og lod blikket glide over de små bogstaver. Snart var han begravet i bogens sider og han fangede slet ikke, hvor hurtigt Juno faldt i søvn. En gang i mellem så han op og betragtede det lyse hår, der stak op over tæppet. Sådan kunne han sidde længe, inden han tvang øjnene ned i bogen igen.

Et par gange forlod han værelset, mest for at strække ryg og ben lidt efter at have siddet i den hårde stol. Den ene gang fandt han vej til køkkenet, hvor Serena altid virkede til at kunne finde på noget at lave. Det tog ikke den ældre kvinde lang tid at regne ham ud, men hun sagde ikke noget. De så bare på hinanden med et udtryk, der sagde alt og som fik Giles til at trække lidt på skuldrene og hende til at smile. Hun var overbevist om, at Giles havde godt af at få en person i sit liv igen. Også selvom hendes første eget indtryk af drengen havde været ret så uheldigt. Han havde dog rettet lidt op på det, da han var kommet ned i køkkenet.

Men Giles var tilbage på værelset, da Juno vågnede, siddende på stolen, nu med en pude, og stadig med bogen i hånden, en bog han var mere end halvvejs igennem. På det lille natbord stod der et nyt krus med vand og spanden var stillet på sin plads på gulvet, hvis Junos krop nu ikke var værdig med at have det dårligt over nattens indtagelse af alkohol.
Han fornemmede Junos bevægelser ud af øjenkrogen, men læste et par linjer mere for at afslutte afsnittet, inden han så op og mødte Junos blik, der var rettet mod hans ansigt. Den svage røde farve, der bredte sig over hans kinder var vel forventelig, siden han nok var ved at være ædru og nu kunne tænke nærmere over det, der var sket.
Da han satte sig op, lukkede Giles bogen og lagde den fra sig.

"Jeg håber, at du har det bedre." Der var ikke noget uvenligt i hans stemme, snarere tværtimod. Der var et svagt smil i hans rødlige skæg, et skæg der havde grå striber af den alderdom, hans krop havde fået for år tilbage. Man kunne måske fornemme, at han ikke kun snakkede om eftervirkningerne efter natten, men også det, der havde fået ham til at drikke så meget og opsøge Giles, af alle personer. Han var lidt nysgerrig over, hvorfor han var kommet der, men spurgte ikke. Tvivlede på, at drengen selv kunne sætte ord på det.
"Det er et stykke over middag." Der var gået mange timer siden Giles havde samlet ham op ude i døren, men det gjorde ikke noget. Alle dage skulle ikke gå som planlagt.

Juno nikkede, som svar til at han havde det bedre. Fysisk og psykisk. Han havde fået det meste alkohol ud, da han havde brækket sig for nogle timer siden, så på den måde havde han det bedre, og han kunne også tydeligt huske, at Giles havde tilbudt ham sin hjælp, så psykisk havde han i hvert fald langt mere håb, end han havde haft, da han var faldet om ude foran Giles' dør. Det gjorde ham pinligt berørt bare at tænke på.

"Jeg skulle have været på arbejde for længst," mumlede Juno tilbage og gemte sit ansigt i sine hænder et øjeblik, inden også dét var for meget for ham. Han burde se sine fejltagelser i øjnene, så han sænkede hænderne og sendte Giles et undskyldende blik. Var det lykkedes Juno at tage hjem til sig selv, ville han være taget på arbejde da han vågnede tidligere for at brække sig. Han ville have brækket sig, taget noget rent tøj på, og være dukket op, selvom han knap kunne stå på benene og var på nippet til at bryde i gråd hvert øjeblik. Han ville være gået ind til Killian i sin pause, have grædt i armene på ham, måske sovet hos ham også, indtil Thoran ville have vækket ham. Så ville han være gået tilbage til arbejdet, og efter arbejde ville han have drukket sig hamrende stiv igen.
Måske han ikke havde været helt dum, da han tog hjem til Giles i stedet.

"Morgenmad først?" foreslog han ynkeligt, for selv hvis Giles sendte ham af sted, så havde hans husholderske da vist fået Giles til at tilbyde ham noget at spise, og hans tomme mave kunne virkelig godt bruge det. 

Giles smilede en smule mere, da Juno begyndte at snakke om arbejde. Om det bare var fordi, at han sad overfor sin arbejdsgiver, eller om det faktisk var fordi, at han følte et vist ansvar, det kunne man så kun gætte sig til, men Giles valgte at tro lidt på ansvaret. Efter hvad Thoran havde fortalt om ham, i hvert fald.
"Jeg har sendt bud til Thoran om, at hverken du eller jeg kommer i dag." Han kunne næsten høre for sig, hvordan Thoran ville brumme over den besked og derefter fortsætte arbejdet med en mand i underskud. Men Giles var trods alt chefen og hvis han gav en arbejder fri, så gav han en arbejder fri.

Morgenmad. For Giles var det ved at være frokost, men så stor var forskellen ikke. 
"Serena var i fulde sving i køkkenet tidligere, så jeg tror ikke du kommer til at sulte." Han rejste sig lidt stivbenet fra stolen, inden han pegede på en skjorte, der hang på sengens ende. "Jeg ved ikke, om dit tøj er tørt, men Serena har været inde med den til dig. Kom bare ned i stuen, når du er klar. Og lad nu være med at smadre nogle vaser på vejen." Det sidste blev sagt med et tydeligt glimt af varm humor, mens han var på vej ud af døren.

Han svingede forbi køkkenet og gav Serena besked om, at drengen var vågnet og var sulten. Kvinden fik et helt hektisk udtryk i ansigtet, gav Giles nogle tallerkener og rene krus i hænderne, inden hun verfede ham ud, så hun kunne få varmet grøden op og stegt kødet. Inde ved bordet nynnede Giles kort for sig selv, mens han stillede de to tallerkerner og krus ud på bordet. Serena kunne altid få et smil på hans læber og han frygtede den dag, hun blev for gammel til at arbejde for ham. Det ville blive svært at finde en erstatning, der var lige så effektiv. Og dejlig. Han smilede skævt og betragtede bordet lidt uden at se det.

Juno blev lettet over at høre, at Giles havde givet Thoran besked. Så ville der ikke være nogen, der var sur på ham i morgen. For Giles havde også lige fortalt, at ingen af dem kom i dag. Hele dagen. Juno havde virkelig brug for en fridag og var glad for at have fået den. Killians tiltro til Giles begyndte at give mere og mere mening.

Han fnøs af Giles' joke om vasen, men smilede også op til manden, inden han forlod værelset.

Han rejste sig op og tog skjorten på. Den var lidt for stor, men ikke meget, og den sad bedre end noget andet Juno havde gået med de sidste fem år, mindst. Den var strøget og ren, havde ingen huller og passede ham over hans skuldre, der insisterede på at forblive slanke, selv efter alt det hårde arbejde han havde kastet sig ud i de sidste par måneder.

Helt uden at tænke strøg han sit hår på plads også, og da han kom forbi et spejl på vej ud af værelset, fik han et helt chok. Han havde ikke haft en skjorte på i flere år, og selvom han var bleg efter den hårde nat, helt blå under øjnene og med hudafskrabninger på sine knæ og havde et par gamle, efterhånden gule, blå mærker langs undersiden af sin kæbe, så han helt anstændig ud. Som om han aldrig havde forladt Kerfeirs hjem.

Han trådte tættere på spejlet og fjernede de gule mærker først. Derefter fjernede han de blå streger under sine øjne, men dét kunne han ikke holde, uren at bruge energi på det, ikke uden Vargas' gule sten, så øjeblikket efter vendte de tilbage på hans ansigt. Han var stadig øm, hvor de gule mærker havde været på hans kæbe, men de kunne ikke længere ses.
Endnu en gang strøg han en hånd igennem sit hår, indtil det med hans evne sad fejlfrit. Som var det nyfriseret og farvet lysere over sommeren, som han havde brugt i sin fars sommerbolig ude for byen.
Forestillingen fik ham til at rynke på næsen, men han lod håret være også. Han kunne godt lide at være pæn, og det var vist også på tide at han blev det her, i Giles' hjem, bare engang imellem.

Han tog trapperne ned to af gangen, og kom ned til et bord, der var dækket op.
"Godmorgen?" hilste han med et skævt smil, selvom han lige havde snakket med Giles. Det føltes som om, han først rigtigt var stået op nu.

Giles var faldet lidt i staver stående ved bordet og det rykkede kort i ham, da han hørte Junos stemme bag sig. 
"Godmorgen." Han vendte sig med et smil, men da hans blik ramte drengen, forsvandt lidt af smilet fra hans udtryk. Ikke til noget negativt, mere noget spekulativt. Den unge mand så anderledes ud, men Giles kunne ikke helt sætte fingeren på, hvordan. Skrammen under hans kind var... væk? Noget med hans hår? Eller var det bare skjorten, der fik ham til at se ud som en helt anden person. Den klædte ham ganske godt, selvom den var lidt for stor. Det trak op i Giles' ene mundvig, for med et bad og noget tøj der passede, kunne Juno komme til at se helt fornuftig ud. Det så også næsten ud til, at han følte sig godt tilpas i den.

Men Giles sagde ikke noget, trådte bare lidt til side og lavede en bevægelse med hånden, der bød ham at sætte sig ned.
"Serena kommer med maden om et øjeblik." Giles selv trak en stol ud fra bordet og satte sig lidt skråt på den, så han kunne lægge sine ben over kors uden at have dem under bordet. De grå øjne, der på en eller anden måde stod i så stor kontrast til hans rødbrune hår, betragtede Juno. Det var lidt som om, at han havde fået en idé, han ikke helt kunne slippe, hvilket nok også var sandt. Han var stadig ved at arbejde med den beslutning han havde taget tidligere. En beslutning han ikke havde fortalt Juno om endnu, og han ikke helt vidste, om han ville indvi ham i endnu, hvis overhovedet. 

Han satte sig til rette og pillede lidt ved bestikket på bordet foran ham, mens han stadig så på Juno.
"Går det godt med arbejdet?" Giles vidste godt, hvordan Juno klarede sig, Thoran havde holdt ham opdateret. Den brede mand havde været rimeligt overrasket over Juno, der ud over sine alt for lange pauser ude ved Killian havde vist sig at være rimeligt nem at have med at gøre. Men Giles ville gerne høre Junos tanker om det. Brød han sig om arbejdet, generelt bare at have et arbejde, kunne han holde til det og var han stadig tilfreds med at kunne betale af på vasen løbende? Alt sådan noget og der var også oprigtig interesse i Giles' stemme og øjne, da han spurgte.