Valkar måtte sande at selvom idéen med at have en slave, som der kunne forvandle sig til et hundebæst. Havde været ganske tillokkende, passede det ikke længere ind i de planer de havdefor Azurien. 
Så på en gråvejrsdag med kold vind kommende fra de sneklædte tinder mod nord. Gik Valkar med mandslingen øst for Azursøen mod et møde der ville få dem begge videre i deres liv. 

Handlen var simpel nok, og ritualet noget der blot skulle overstås. I bytte fik for et muligvis enestående liv, fik Opalslottets herrer en forsikring om at slavehandleren og hans ikke ville blande sig, samt sørge for at brugbar viden kom i hans retning. En handel der virkede til falde til køberens fordel, men Valkar var ganske sikker på at det nok skulle falde ud til hans fordel i det længere løb. Indimellem var det bedre at tage beslutninger der gav afkast på den længere bane.

Med handlen på plads vente Valkar tilbage mod sit hjem. Et kapitel var afsluttet, for at et nyt kunne starte.