En lille gade kaldt ’Grønne stræde’ af de der bor på og omkring den. Gaden er opkaldt efter det store mosdækket træ der står ved dens begyndelse. Gaden er et roligt nabolag der ligger langt nok væk fra markedspladsen til at have ro for al den daglige trummerum, dog kommer roligheden ikke naturligt til den lille gade men kun fordi at det lykkedes en lokal bande at fordrive de andre herfra.
På den måde har de lokale dog tilpasset sig, det er ikke pænt nok til at vagterne kommer fast forbi og det er ikke så umuligt som i de mørke gyder.

I en af disse små huse har Dina slået sig ned, det eneste der afslører at hendes hus er et butik og værksted er det højt detaljerede vægtæppe der dækker det ene af to vinduer ind i butikken og forstiller en vævende kvinde der sidder oven på et nøgle tråd med en stor sy nål stukket igennem. Hvis man stillede sig på tæer kunne man se ind af det andet vindue og få øje på et sælsomt syn.

En ung kvide, iført et par skarlagen røde harmes busker og en tætsiddende grøn vest, står i midten af det ene af to rum. Hun var i færd med at vifte rundt med et træ sværd, som kæmpede hun imod en usynlig fjende. Var man inden i huset ville man også kunne hører at linse suppen ude bagved var ved at kogeover. Dog forsatte Dina upåvirket som var hun opslugt i sin kamp med den usete fjende. Det krævede dog ikke meget evne at se at hun var både forpustet og helt igennem elendig til at svinge et sværd, selv et af træ.


Det lod dog ikke til at stoppe den 'dansende' kvinde på denne forblæste regnfulde aften.

Anton var taget til byen for kort at besøge de lokale bogforhandlere og se om de havde fået nogle interessante bøger, hvorefter han ville bruge sin magiske gave til at teleportere tilbage. Da han åbnede den indledende portal til markedspladsen gik der ikke længe før han blev smidt i arresten. Magi var blevet gjort ulovlig. 
Byvagterne var forståelige, og efter at Anton havde rettet på dem et par gange blev de irriterede nok til at smide ham tilbage på gaden, hvor det i mellemtiden var begyndt at regne. Nok forstod han ikke hvorfor magi var blevet gjort ulovlig, men han måtte respektere byens love. 

Hans hånd hang frosset i luften, kun få centimeter fra dørhåndtaget. Vinden blæste stadigt kraftigere som stormen var taget til, men det var stormen i hans hoved der havde stoppet hans bevægelser. Han havde stået på dørtrinnet i flere minutter, ude af stand til at beslutte sig for hvad der var værst – at begive sig ind i en fremmed butik med fremmede mennesker, eller at udholde den iskolde vind eller piskende regn, der kun faldt hårdere som solen var gået ned. Han var ikke dum, tænkte han for sig selv, han vidste godt at han ikke kunne blive ude i regnen. Hvis temperaturen fortsatte med at falde som man kunne forvente under vejrbetingelserne og årstiden taget i betragtning, kunne han blive alvorligt syg af at tilbringe natten udenfor, selv hvis han kunne finde et hvilested med læ. 
Det var tanken om at besvære en fremmed med hans tilstedeværelse, der forhindrede ham i at fortsætte. Måske hvis han faldt i søvn hurtigt, ville han ikke lægge mærke til kulden i samme grad? Han kunne lægge sig ved siden af døren, hvor husets gesims gav ham noget læ. Han rystede på hovedet, tog en dyb indånding og lukkede øjnene. I én ukarakteristisk glidende bevægelse åbnede han døren og trådte indenfor.

Døren bandt en smule, men ikke noget der forhindrede Anton i at komme ind i butikken. Indenfor i det lille hjem var der varmt, som nogen med vilje havde gjort et forsøg på at gøre det varmere end normaltnår man lavede mad. Det lille rum havde en atmosfære af ’andetsteds’ måske det var fordi der ikke rigtigt var nogen møbler? Måske det var fordi der var stillet lys frem over det hele som duftede svagt af røgelse, eller var det blot de fremmede krydderier som bredte sig fra baglokalet.

Dinah ænsede ikke lyden af vindens blæsen ej heller af suppens mere aggressive boblen ude fra ildstedet, hun var et andet sted. Dinah var i færd med at dedikere sin tid, sin sjæl og sit sved til sværdet. Dinah var i færd med at blive et med sværdet for senere at lade det blive en forlængelse af hendes arm, eller det var hvad hun havde læst i bøgerne. Dinah prøvede at holde billedet af at være en hårdt trænende fægtemester i sit sind imens hun gled rundt i bevægelserne, præcis som i bøgerne. Det var vigtigt for hende at være i zonen når hun bandt sine besværgelser. At enhver der havde den mindste forstand på sværd kunst kunne se at det var amatør arbejde hun havde gang i var en helt anden ting.

Der lød en sagte kimen fra et vævet bånd med bjælder der hang over døren, og vinden greb fat og hamrede den i med et smæk.
Dinah for sammen med et forskrækket gisp, tabte træsværdet og i et fumlet forsøg på at gribe træsværdet fik hun blot bakset det i retning af hendes uventede gæst.

”Uh, ah… Pas på!”

Var alt hvad Dinah nåde at fremstamme, imens hun bad til alle blodets forfædre om at hendes gæst ikke blev ramt.


[Jeg vil prøve at lave en skitse over huset, men ingen faste løfter]

Anton havde ikke regnet med at blive angrebet. I hvert fald ikke i en skrædderforretning, eller med hvad han syntes lignede et træsværd. Han rakte ud efter sværdet samtidigt med at han instinktivt lænede sig bagud for at undgå det. Han greb det næsten, men sendte det fumlende videre – durk ind i hans ansigt. ”Av” udbrød han uden overbevisning som æggen ramte hans næseryg. Han forsøgte atter at gribe træsværdet, men det ynkelig forsøg sendte ham til gulvet i en rodet bunke. Undervejs lykkedes det ham at sparke skinnebenet mod det faldende træsværd, der nu lå på gulvet ved siden af ham.

Han overvejede alvorligt at blive læggende. Måske, hvis hun troede han var død, ville hun lade ham være. Tanken fik ham til at smile, mens han rystede på hovedet og satte sig op. Han greb sværdet, hvilket var nemt nu hvor det lå stille.
”Du.. tabte noget,” sagde han anstrengt, men ikke frygtsomt. En øm næse og et forstrukket selvværd var hans eneste skader, så hvis hun havde forsøgt at angribe ham måtte hun være ligeså uduelig til overfald som han var til at afværge dem. En betryggende tanke.

Dinah skar en grimasse og bandede indvendigt imens hun ikke kunne gøre meget andet end at se til da hendes gæst nærmest gentog hendes manøvre og endte på gulvet.

Da ’sværdet’ endelig lå helt stille og ikke længere var til fare for nogen. Tørrede Dinah hurtigt sine hænder af i bukserne og bøjede sig ned mod sin gæst, rakte en hånd frem for at hjælpe ham op.

”Tusinde gange undskyld, det var ikke min hensigt, du er ikke kommet til skade vel?”
undskyldte hun sig hurtigt. Hvad havde hun da også tænkt på at begynde at lave en binding imens der var åbent, bevars det var dårligt vejr og snart lukke tid, men der var stadigt åbent, hvad havde hun gjort hvis der faktisk var kommet nogen ind der havde penge at bruge?

”Velkommen til min forretning?”
Prøvede hun så med et skævt smil, som om hun ikke lige havde kastet et træsværd i hovedet på manden, hvis bare han ikke var dukket op det her var både pinligt og akavat. Imens hun begyndte at børste ham lidt af som om det ville gøre alting bedre. Dog stoppede hun brat, hans tøj havde en fortælling, om rejser og indespærelser. Dinah trak sin hånd til sig med et ryk.

”Du rejser meget”
Sagde hun så lidt fladt som forklarede det alting.

Anton stirrede på den fremmede kvinde med nøgen forvirring i blikket. I de fleste socialle situationer kunne han stå sin grund, så længe det ikke udviklede sig til mere end overfladiske høfligheden, men ingen af hans bøger havde ædkket den rigtige måde at føre sig an, når man blev offer for et uhensigtsmæssigt overfald. Specielt ikke når overfaldsmanden var en køn pige, der samtidigt bød en velkommen. Det bedste svar når han følte sig usikker, var intet svar. Han blinkede en enkelt gang, for at holde sine øjne våde, og tog imod hendes hånd.
Hendes sidste ord overraskede ham. De var forskellige var hendes øvrige strøm af banaliteter, og noget han kunne tage stilling til. Hans blik påtog sig en undersøgende intensitet det ikke havde haft før. Nok var hun skrædder, men hans tøj var næppe i så dårlig stand at det var åbenlyst hvor meget han rejste – Nej, han gættede på at hun havde en magisk gave. Og magi var noget han kunne forholde sig til.

”Er det så åbenlyst?” spurgte han forsigtigt, med usædvanlig vægt bag hver et ord, som havde sætningen været igennem hans hoved mange gange før den var endt på sin endelige form. Han forsøgte at aflæse hendes reaktion, men havde aldrig været specielt god til udtryk. Eller til at stirre diskret.
En enkel dråbe af mørkt blod løb fra hans ene næsebor.

Dinah var ikke opmærksom på den ordstrøm der væltede ud af hende som mest af alt, var et forsøg på at dække over hendes egen nervøsitet og pinlighed. Hvad gjorde hun nu? Hvad hvis han var kommet rigtigt til skade? Hvad hvis han var vigtig…

Dinah skød den sidste tanke fra sig, han så bestemt ikke vigtig ud og hans tøjs historie virkede bestemt ikke som om han var en vigtig person heller.

”Er det så åbenlyst?” spurgte han forsigtigt, med usædvanlig vægt bag hver et ord,

Dinah lagde hovedet en anelse på skrå.
”Ehm… dine klæder har rejst meget, og er en smule forvirret over hvor det er og har været” 
Forklare hun så, som gav det al mening i verden. Herefter sukkede hun, det gav ikke mening for andre. 
”Det er lidt ligesom dem der kan ting ild og is, jeg gør det bare med tøj” 
sagde Dinah og slog armene ud til siden i en ’tada’ bevægelse. 
Herefter gik hun over og hentede en stofrest som hun rakte i ’gæstens’ retning 
”Her du, ehmm bløder lidt” kommenterede hun i mens hun gav ham det lille stykke klæde.

”Dina va Levona” Præsenterede hun så sig selv, med et lille nik af hovedet. Navnet kom ud som var det et langt ord stærkt præget af ændringer i intonering, det var tydeligt at det var beregnet til et andet sprog en Krystalliansk.

((OOC: Jeg har fået lov til at ændre Antons anden magiske evne til noget, der er lidt mere sjovt. Tjek den ud, måske er det noget der kan spilles på))

Anton følte sig ikke længere sikker på at det havde været en god idé at træde indenfor i hendes butik. Nok stormede det udenfor, men han havde ikke regnet med at blive overfaldet af en pige, der talte med hans tøj. Så igen, han havde ikke følt sig tvunget til at rette på hende, så i det mindste var det korrekt hvad hun sagde.

”Jeg ville forestille mig at mit tøj ikke har den bedste stedsfornemmelse,” sagde han interesseret, men med en tydelig tilbageholdenhed. Anton havde stadig ikke helt tilgivet hende for at få ham til at give et dårligt førstehåndsindtryk. Alligevel forhindrede hans nysgerrighed ham i at lade undersøgelsen af hendes magiske evne passere forbi. Han kunne ikke se hvordan tøj skulle vide hvor det var, mere end andre genstande i hvert fald. Han var nød til at holde sig selv fra at spørge, om der var forskel på at tale med tøj, og en samling af råmaterialerne, der kunne udgøre en tilsvarende klædegenstand.

Distraheret at sine tanker, tog han imod stoffet uden at lægge mærke til det, og pressede det mod sine næse. Det var først da hun tilbød sit navn, at han blev hevet ud af sit hoved.
”Anton Cornelius.”

Hvis han havde været i tvivl om at hendes herkomst var udenfor byen, havde hendes navn gjort det klart, men han havde ingen sådan tvivl. Hendes butik og personlighed havde en imødekommenhed, der stod ud i forhold til andre indbyggere af Dianthos, med deres kolde indelukkede levestil. Han studerede hende nærmere med blikket, som for at genoverveje sine antagelser, da han kom i tanke om at han befandt sig i en butik. Sociale konvention beskrev at han, som kunde, skulle vise interesse i hendes produkter og at hun, som beværter, skulle pusle omkring ham indtil han købte.
”Jeg har ikke så mange penge,” sagde han dæmpet, mens han slog blikket ned. Han ønskede ikke at hun så ham som en potential kunde, og blev skuffet når han ikke var, da han ikke brød sig om at skuffe folk.

((OOC: Uhh, shiny og noget sjovere at lege med))

Dinah stak Anton et bredt smil i da han kommenterede på tøjet forvirring, situationen var noget mere kompleks end det, men det ville være nært umuligt at forklare for nogen der ikke havde sammen fint følenhed med emnet som hende selv.

”Kor-nælios?”
Prøvede Dinah hans navn af forsigtig,
”Eller mere, Kornelus?”
Tilføjede hun så opklarende, hun havde det stadig svært med den måde folks navne var på uden for klanerner. Der var et kort øjeblik med en akavet stilhed, imens Anton fik styr på blodet.
Dinah rødmede kraftigt, stod han og stirrede? Var det passende, eller bare et resultat af at hun var i træningstøjet?

”Jeg har ikke så mange penge,” sagde han dæmpet, mens han slog blikket ned.

Dinah lagde en hånd på Antons under arm, en nærvende bevægelse som for at gøre dem tættere eller mere familiære.
”Det er helt i orden, jeg …”
Dinah ville havde sagt noget mere men trak armen til sig med et sæt og snurrede rundt på hælen. Inde fra det andet rum kom der en spids sydende lyd og man kunne ane en lille røgfane i kanten af tæppet der skilte de to rum.
”MADEN!”
Udbrød Dinah næsten panisk, og sprang med lette og adrætte trin hen til tæppet, flåede det til side for at betragte den nu meget brændte linsestuvning. Sikken en aften, først overfaldt hun en fremmed og nu brændte hun maden på. Med et opgivende suk tog hun gryden af krogen og stillede den på kanten af ildstedet.

”Forbandet”
mumlede hun, og lagde hovedet tilbage overnakken for at se hvad Anton havde gang i.
”Jeg vil have tilbudt dig at spise med men det er blevet lidt… eh..”
Dinah kikkede ned på sin stuvning
”Sort”
sagde hun så med en tydeligvis forceret optimisme.

Anton skar en grimmase over hendes forsøg på at udtale hans navn. Han var i tvivl om hun bevidst udtalte det forkert, for hvorom han ikke syntes hans navn var specielt kompliceret havde hun tilsyneladende problemer med det. På den anden side, var der ingen hån at finde i hendes stemme. Stemmen var normalt den bedste indikator hvis folk forsøgte at gøre grin med ham. Han besluttede sig for at hun blot havde problemer med udtalen.

For at gøre det klart, begyndte han at gentage sit navn med overdrevet tryk ”K’orn’e-” men frøs fuldkomment som hun rørte hans arm. Han vidste at det var uhøfligt at stirre, men kunne ikke lade være, med øjne opspilede i en blanding af panik og overraskelse.
Det tog et øjeblik før han fik foretaget en tvungen genstart af sine bevidste tanker, og tvunget sig selv til at genoverveje situationen. Han forstod ikke hendes gestus, men der var ingen grund til at antage at hun mente den fjendtligt- tværtimod, da hun lod til at være behageligt selskab når ikke hun overfaldt en med trævåben. Han tvang sig selv til at slappe af, men var tydeligvis stadig i stor ubehag.

”N’e-” gentog han, lige inden hun trak armen til sig, brøllede ”MADEN!” ind i hans ansigt og spurtede ud i baglokalet. Sikke en eftermiddag. Anton stod chokeret tilbage, og følte sig forundret over at han ikke havde haft et nervøst sammenbrud endnu. Efter kort overvejelse, fulgte han efter. Han holdt sig en meter eller to fra hende og gryden, i hvad han ville betegne som en sikker afstand.

Anton blev igen chokeret, men denne gang med taknemmelighed. Han havde ikke forestillet sig at hun ville tilbyde ham sin mad, og selvom den var brændt frygteligt på blev han alligevel rørt. Normalt ville folk gerne have ham hurtigt ud af døren.
”Jeg er ikke kræsen,” tilbød han med et forsigtigt smil. ”Min mor plejer altid at sige at jeg kunne leve af papir og strø. Og det er Cornelius. Kor-ne-li-us.”
Det var en skam at han ikke kunne lade det lægge, men det var vigtigt for Anton at hans navn blev udtalt rigtigt. Når det blev brugt forkert, føltes det som om han blev brugt forkert og det var ikke en rar fornemmelse.

Dinah, gav sig selv et mentalt dummeslag. Det var alt for tæt på, godt nok var knægten ikke klædt som andre på egnen her, så hun havde antaget at han ville være mere åben, men siden at Cornelius havde opført sig som en skræmt kanin da hun rørte ham var det bestemt ikke tilfældet.

Dinah fik hurtigt gjort status over de sørgelige rester af linsestuvning omkring en fjerdedel kunne spises, resten var bedre brugt til grise fodre dyr med, hvis de da ville røre det.

Dinah kunne ikke andet end at halvt kvæle en barnlig fnisen da Anton forsøgte sig på høflighed.
”Jeg tror mere, du skal kunne leve af grus i det her tilfælde…”
Tilføjede hun så med et smil der nåede op til hendes sprudlende øjne og løftede en skefuld af stuvningen op der faldt tilbage i gryden, som en sten. Dinah rejste sig fra gryden og tog låget af en lille krukke der stod på kanten af ildstedet. Hun tog noget tørt brød op af den og rakte det frem mod Anton.
”Med lidt held kan det bløde det her en smule op og give det noget der minder om smag?” 
tilføjede hun håbefuldt, inden hun hævde et øjenbryn
”Og jeg må insistere, det er det mindste jeg kan gøre efter at prøve at slå dig ud, fordi jeg ikke kan holde ordentligt på et træsværd…”
det sidste blev tilføjet i en mere nedslået tone en noget andet.

((OOC: Hvad er vi mest til når det kommer til twists, Gangster eller Kileorden?))

// jeg er ikke sikker på om jeg har forstået det rigtigt, men nu har jeg antaget at hun har givet ham en skål med stuvningen. Og jeg tænker gangstere :D

Anton tog imod brødet uden at kny, stadig rørt over at nogen ville tilbyde ham mad overhovedet. Drengen gav hende et sjældent oprigtigt smil over hendes kommentar. Nok var han dårlig til at læse ansigter, men der var ingen måde han kunne fejlfortolke smillet i hendes øjne. Det var betryggende at tale med en person, der bar sine følelser på overfladen i en grad så selv han kunne forstå dem.
Brødet sugede langsomt væden til sig, men blev liggende på overfladen af grøden, som havde den været fast. Man kunne næsten se smagen flygte fra hvad der engang havde været en linsestuvning og op i brødet. Anton skovlede en klat op med brødet, tog en bid og trak mentalt på skuldrene. Hvis det smagte dårligt rørte det ham ikke. Han begyndte lykkeligt at spise.

”Nå, så du prøvede virkelig at slå mig ud-” Anton indså først sin fejltagelse da magien greb om hans hals. Han kunne mærke en rettelse presse sig ubudt op af hans hals. I netop det øjeblik bankede det på Dinahs dør; en barnlig rytme banket med en voksens kraft. Anton så sit snit, og skyndte sig at sige ”Faktisk-var-det-et-uheld-” før det sidste slag var faldet. Efter at han havde sagt det, faldt hans kropsholdning tydeligt sammen. Han håbede inderligt at døren introducere nok forvirring til at hun ikke ville tænke over hans underligt forhastede sætning.

// Helt rigtigt forstået, men hvis det ikke var tydeligt nok skal jeg vist til at stramme op på mit sporg :D

Dinah sagde ikke et ord imens at Cornelius tog sin første bid, hun stod blot og iagtog ham med et smil, der virkede påkrævet mere end noget andet. Da han dog ikke faldt død om af at have spist hendes kogekunst. Blev hun dog noget mere naturlig at se på, hun havde ikke slået sin gæst ned og forgiftet ham på en og samme aften, hvad ville hendes gamle Tovah da ikke sige hvis det var gået så galt?

Dinah gjorde en portion klar til sig selv og gestikulerede i retning af den eneste stol der var at finde i det lille hus.
”Tag endelig plads, jeg tager skamlen” sagde hun og trak en skammel ud fra under en hylde.

”Nå, så du prøvede virkelig at slå mig ud-”

Dinah så slukøret op på Cornelius det var tydeligt at hun ikke syntes at det var sjov, men hendes mine blev dog hurtigt bekymret, da han begyndte at kløjes i ordene.

'Duk..Dukdukduk.. duk DUK' lød det fra hoveddøren

Hun ænsede dog ikke hans videre ord, Dinah havde kun lige akkurat nået at sætte sig ned da slagene faldt mod døren. Hun satte sin skål fra sig med et suk, hvorfor i aften? Der var kun én idiot der bankede på den måde.
”Bare bliv siddende jeg skal nok, klare den” sagde Dinah med et skævt smil.
”Det er ikke noget stort, sikkert bare naboen” Tilføjede hun forklarende i sin sædvanelige syngende tone, men det ændrede ikke ved den løgn, at det ikke var naboen, men derimod Tjale ’Snogen fra Grønnegade’. Tjale en tåbelig nar, som desværre for Dinahs situation var involveret med den lokale bande. Han insisterede også på at banke på som skulle han på besøg hos en barndoms ven, for som Tjale selv sagde ’vi er jo bare nogle venlige typer der passer på nabolaget, det vil du gerne støtte ik’?’.
”Jeg trækker lige for så du ikke bliver forstyrret tilføjede” hun idet hun passerede forbi Cornelius på sin vej ind i hovedrummet. Igen en løgn det handlede ikke så meget om at lade Cornelius spise ufforstyret som hun ikke orkede at forklare Tjale hvem hendes gæst var, plus Dinah var ikke sikker på hvor nærgående Tjale ville være denne aften

//Har valgt at 'afslører' alting således at det er tydeligt hvornår Cornelius kan få sandheden på tværs så at sige.
//Det går lidt ud over flowet, men jeg tænker at det går alt sammen.

//Keep it up, is good stuff :D

Anton følte sig stadig forpustet da den næste rettelse pressede sig på. Hvem end det var der bankede på, og hvad end deres motiv var, følte han atter magiens kvælende greb omkring hans hals. Udmattet som han var blevet af den første rettelse, nåede han at åbne munden, men fangede sig selv før han kunne tale. Han observerede at hun var ved at forlade rummet, og gjorde hun det kunne han rette hende uden at hun ville opdage det.
Indsatsen bragte sved til hans pande. Selvom det føltes som om han var ved at drukne, holdt han sin mund lukket med et stålfast udtryk i ansigtet.

”Faktisk,” sukkede han så snart hun var ude af hørevide, ”prøver du at skærme mig fra din bølle, Tjale, der er her for at gøre dig fortræd.”
Der gik et øjeblik hvor han trak vejret i grådige mundfulde, før han tænkte over hvad han havde sagt. Han sprang på fødderne, løb til døren og skyndte sig efter Dinah ind i foyeren.
Hun var næsten fremme ved døren, og Antons tanker føltes langsomme og kluntede. Han kunne have advaret hende, fortalte hende at hun skulle træde væk fra døren, men i stedet kastede han sig frem og greb ud efter hendes håndled.

Dinah trak for indtil hendes ’værelse’ med et smil der ente med at være ledsaget af en bekymret mine. Cornelius så ud som om han var ved at blive syg, eller også var hendes ’mad’ af en særlig fæl karakter. 

Dinah lagde sit ansigt i mere resolutte folder og tog et par skridt mod døren, hvor der stadigt blev banket.
”Snuske?” blev der kaldt fra den anden side ”Hvorfor lader du sådan vente på dig? Det er jo bare mig”. Tonen var venskabelig og jovial, men ændrede ikke ved at de to andre i Tjales slæng ventede på hjørnet af bygningen.

Dinah skar en grimasse i afsky, snuske? Den var ny og frastødende på en hel ny måde. Hun stoppede kort, en fod eller to fra døren, og rettede lidt på sit hår og tøj, hun prøvede at trække tiden, måske Tjale bare gik af sig selv? Eller noget i den stil, håbede hun et sted dybt inde.
”Jeg ved du er der… jeg kan næsten smage angsten” kom det igen fra den anden side af døren, næsten som en glad lille sang, og det mest uhyggelige ved det var at intet af det der blev sagt var løgn. Dinah gøs, ved Tjales ord og rakte frem mod døren, da Antons fingre omfavnede hendes håndled,

”AHhu..!” nåede hun kort at gispe inden hun kvalte resten bag sin frie hånd. Hendes øjne var matte og det var tydeligt at de søgte et svar fra Anton.

Enten var Dinah nem at forskrække, eller også følte hun noget af den angst der havde taget fat om Anton. Hendes gisp fik klumpen i hans hals til at hoppe, og kvalte advarslen han forsøgte at tvinge frem – ikke at han behøvede at sige noget, frygten i hans blik talte tusinde ord.
Den unge mand strammede grebet om håndledet. Han håbede ikke at Dinahs udbryd havde været højt nok til at manden udenfor havde hørt det; de stod frygteligt tæt på døren, og den så ikke synderligt solid ud.

”Snuuskee –” Tjales stemme var dæmpet og med en barnlige undertone, der fik de små hår til at rejse sig i Antons nakke. Der var ingen tvivl om det, Tjale talte direkte til hende nu. Han måtte have hørt hende.
”Det regner, snuske,” Tjale sagde noget dæmpet til en af sine kammerater, før han fortsatte. ”Jeg vil ba’ ha’ noget tørt tøj, snuske, du har masser af tøj. Hvis du åbner døren nu –”

Anton ventede ikke på at høre hvor mandens historie var på vej hen, men trak i stedet Dinah forsigtigt tilbage mod rummet de var kommet fra, uden at sige et ord. Kort efter, begyndte bankene på døren igen, men denne gang hårdere og kraftigere, som brugte han ikke længere sin hånd til at banke. Med det nye niveau af larm fandt Anton mod til at hviske, og selvom han ikke vidste hvad han skulle sige åbnede han munden.
”Du må ikke åbne døren,” frygten i hans blik var gengjort i hans stemme. ”Er der en bagdør? Eller et sted vi kan gemme os?”

// Tænker vi lukker den her da vi ikke lige ved hvad vi skal med den?