Det var ved at være hen af eftermiddag og Calcifar havde gået i lang tid og ikke vidst hvor hun skulle gøre af sig selv. hun turde ikke tage tilbage til skumringskvarteret og sit gamle job.  hun var bange for at alt det med dæmoner og hendes totur fangeskab havde bevirket dem for meget til de ville tage hende tilbage i kroen. hun kom til havnen og var godt sulten og træt. hun havde ikke haft et roligt øjeblik siden hun havde været blevet fanget. hun havde stadig ar efter det.
hendes vinger kunne hun ikke trække ind uden smerter men folk havde lidt accepteret mange slags dæmoner. hun kom til havnen og så ud over havet. det var smukt. hun kunne godt mærke de mange nætters mareridt tog på hendes krafter. hun kunne ikke engang trække sine horn ind pga søvn mangel. hun satte sig ned et sted hvor der ikke var nogle skibe. hunså ned i vandet og studerede sit ansigt i vandet. hun spredte vingerne og studerede de store huler i vingerne. hun ville aldrig komme til at flyve igen. ikke med de huler i vingerne. hun sukkede og kunne virkelig godt bruge en ny begyndelse. en hvor folk ikke kendte hende og ikke så skævt til hende pga hendes race.

Det var ikke en glad elver der trådte ned fra sit skib. Hun var vred og det var tydeligt at se i hendes ansigt mimik. Selv kropsholdningen virkede helt anderledes end normalt. "Idioter" mumlede hun vredt for sig selv og gik videre ned af rampen fra sit skib. Hun var tydeligvis ikke særlig tilfreds, selv hendes skridt virkede mere vrede idet hun nærmest trampede. Dog slappede hendes fødder mere og mere af, og til sidst hvor hun gik normalt. Det var blot hendes ansigtsmimik der ikke havde ændret sig.

Bag hende kom hendes store hvide kat som altid rendte efter hende. Den virkede ikke venlig sådan som den så ud, men den var ganske harmløs i hendes nærvær med mindre hun sagde noget andet. Dog skete det aldrig. På hendes ryg sad buen og koggeret med pile, den havde ikke været i brug længe, men man kunne aldrig vide om der ville komme nogen banditter på vejen til Dianthos. Der var jo lang vej til Dianthos hvor hun skulle hen. Hun måtte tilbage til hendes rederi for at rette op på den fejl som hendes medarbejdere på skibet havde lavet. Hvorfor fandt hun sig også i deres fejl hele tiden. Det sagde hende jo bare at hun manglede ekstra hænder, nogen som kunne være en del af forretningen når hun ikke var der.
Hun drejede sig om og bevægede sig ned langs kajen og videre ned til kajen hvor der ikke var nogen skibe. Alt imens hun havde vendt sig om kunne hun med god grund ikke se hvor hun gik henne. Hun var drejet lidt til venstre og endte med at gå ind i et eller andet eller nogen. Hun ømmede sig kort. "Sådan noget lort." mumlede hun for sig selv og rettede sig op for at se på personen hun var gået ind i. Hun studerede Calcifer et stykke tid inden hun sagde. "Det beklager jeg virkelig. Det må du meget undskylde" kom det roligt fra hende og rettede lidt på sit tøj.

Calcifar stod lidt i sin egen verden. hun så ned på vandet der skindede så smukt. da hun pludselig mærkede et puf. et heldigt puf. for de resulterede i at Calcifar fik overbalance og fald over kanten men nåede lige at få fat i kanten med sine hænder. hun hev sig op. hun havde ar på armene og benene. hendes vinger var hullet og kunne ikke bruges til ret meget. hun kom op og så på den person der havde puffet hende ud af balance. "det.... det er helt okey. der skete intet" sagde hun efter lidt stammen. hun så om bag kvinden der havde puffet hende og så på den store hvide kattelignene kat. den var nu meget smuk.

Calcifar havde ikke selv en følgessvend. hun ville gerne men efter det der var sket med hende ville hun ikke lade nogle komme til at mangle hende til at gi mad og vand. hun kom op og stå og børstede sit tøj af og så om  på sine vinger der stadig var indtakte. eller hvad man kunne kalde indtakte. hun havde ihvertfald ikke fået nye huler.

hun så på kvinden. hun lignede ikke et menneske. måske hun var den race som altid havde stået for ynde og skønhed, en elver.

Da Alia havde opfanget hvad det var hun havde gjort kom hun helt ud af den. Det var ikke ment at nogle skulle i ryge i vandet. Det var ikke engang med vilje at hun stødte ind i nogen. Det var bare de der idioters skyld at hun skulle koncentrere sig mere om dem end hvad der egentlig var omkring hende. Hun rakte en hånd ud for at hjælpe personen op men var for sent ude. Personen kom selv op fra kanten igen, hvilket Alia kun var glad for. Så skulle hun da ikke ud og svømme denne her gang. Katten satte sig ned ved siden af hende og kiggede op på Alia og så hen på personen som tydeligvis ikke var en person. Alia kunne sagtens se at det var en dæmon grundet vingerne, det var ikke den første dæmon hun havde mødt. Hun havde da haft job for nogle dæmoner en overgang, men hvorfor valgte dæmonen at vise sine vinger?
Hvorfor valgte dæmonen ikke at trække vingerne til sig? Hvorfor var der så mange mærker på vingerne? Havde hun været oppe at slås med nogen? Hun var ikke sikker og alligevel fløj der en masse spørgsmål ind og ud af hovedet på hende for at finde ud af om der var nogen svar på det. Dog kunne hun ikke komme med nogen konklusion.

"Det må du virkelig undskylde, det var ikke min mening at skubbe dig ud over kanten." kom det roligt fra hende og klappede katten lidt på hovedet og kløede den om bag venstre øre. Hun kiggede lidt på katten og så på dæmonen. "Du er sikker på du ikke er kommet noget til ikke?" hendes blik vandrede op og ned på hende for at finde ud af om hun var kommet til skade. Måske var nogle af skrammerne Alia's skyld. Kunne det være hendes skyld? Nu kom skylds spørgsmålet, for var det hendes skyld ville hun selvfølgelig gerne sende hende til en læge som hun ville betale. Under alle omstændigheder så det ud til at der nok skulle en læge på bordet uanset hvad. Det handlede vel egentlig bare om det var på Alia's bekostning det hele, eller noget af det. 

Calcifar så på hånden der kom lidt for sent. men smilte til hende og rejste sig op og tog sin kjoles kant og vred den smule vand det havde fået på kjolen. hun så på Alia og så ud på kanten. "jeg kunne jo også lade vær at stå så tæt på kanten" sagde hun med et lille grin. hun ville gerne alt det Alia tænkte men det var umuligt. hendes vinger var for skadet til at kunne trakkes ind igen. det smertede virkelig at gøre det. det samme med hendes horn. vis hun skulle ha noget væk ville hun vælge hornene for hun fik sådan en hovedpine af at trakke dem ind.

hun så på Alia og så på katten og nikkede. "jeg er helt okey. ingen.... Ingen nye skader" hun kunne ikke sige ingen skader for man kunne tydeligt se at hun havde skader på vingerne. nogle hun virkelig var ked af var der. hun så på katten og smilte venligt. "det er en flot følgesvend De har Dem der." sagde hun med et nik mod katten. det var ikke hverdag man så så smuk en kat mente Calcifar ihvertfald.

Alia kiggede på dæmonen og kunne da kun give hende ret, men det havde virkelig ikke været hendes mening at skubbe hende ud over kanten på den måde. Det var også bare fordi hun havde noget andet i tankerne. Ikke nok med at der var adgang forbudt for Elvere i Dianthos, men så havde noget af besætningen sagt ja til et arbejde, hun ikke kunne acceptere sådan som tingene lå i Dianthos. DE var og blev nogle rigtig idioter i hendes verden. Hun kiggede lidt ned imod jorden og så op på hende igen. "Du må virkelig undskylde, jeg skulle have set hvor jeg gik henne." Lige nu var det dét eneste som fyldte i hovedet på hende.

Et lettelses suk kom fra hende, "Det var godt, vil nødig være skyld i at nogen kom til skade uden det er meningen." mest af alt var det en henvisning til hendes bue som hun kunne finde ud af at bruge. Dog var det ikke meningen det skulle lyde sådan som det havde lydt. Hun vendte blikket ned imod katten og sendte den et smil. Hun kløede den lidt bag øret og vendte så blikket op imod Calcifar. "Ja hun er bare skøn, men hun har stadig intet navn, jeg har ikke rigtig fundet et der passer helt til hende endnu." kom det roligt fra hende og fjernede hånden fra kattens øre. Hun lagde lidt af sit hår om bag øret så hendes elverøre kom lidt mere til syne end normalt

Califar så på hende og gik lidt tættere på hende og smilte venligt. "det skal De ikke tænke på. det kunne ske for en hver der var i Deres egen verden." og det havde hun jo ret i. hun vidste at selv hun ville kunne finde på at skubbe til folk vis hendes tanker var et andet sted.

hun så mod katten igen. intet navn. dens dyriske navn havde den nok men det var jo kun noget dyr forstod. hun satte sig ned på hug og kiggede på katten. hvad lignede den. en snehvid.... nej for normalt. hmm den var svær. "har De prøvet at spørger hende om hvad for et navn hun kan lig?" Calcifar vidste at dyr også havde meninger og derfor skulle selv ha lov at vælge vis de fik lov. måske kunne Alia finde et navn sammen med katten som den kunne lig.

Som Calcifar gik tættere på var Alia lige ved at træde et skridt tilbage, men hun var trofast og blev stående. Hvis der skete noget grumt så kunne hun altid forsvare sig. Noget skulle hun jo kunne når man havde et job som hendes. Hun nikkede lidt til Calcifar og nægtede at svare, der var ingen grund til at vade i tingene som de var nu. Hun havde beklaget og Calcifar havde næsten taget imod undskyldningen, hvor meget hun så end synes det var lige så meget hendes egen fejl.

Som Calcifar kiggede på katten vendte Alia selv blikket ned imod den. Hun smilte kort for sig selv men blev overrasket over hendes spørgsmål. Hvor kunne hun vide fra at hun kunne snakke med dyr? Var det fordi hun var elver? Eller var det bare et rent gæt? Alia var ikke sikker så i stedet rystede hun på hovedet. "Det har jeg ikke. Der har ikke været nogen grund til at spørge. Jeg snakker sjældent med dyr da jeg ikke finder grund til det." hun vendte blikket op på Calcifar og sendte hende et venligt smil. Det var rigtigt nok det hun havde sagt, hun fandt ikke grund til at snakke med dyr for selvskabets skyld.

Calcifar så op på hende og rejste sig. nej. det var nok sjældent nogle ville snakke med dyr. hende selv ville med glæde snakke med dyr. hun havde nok bare været så alene så længe at hun savnede nogle at tale med.
"undskyld det var bare.... det nemmeste jeg kunne finde på."  hun havde jo bare sagt noget for at gætte på hvordan man fandt på et navn til et dyr.

hun sukkede og gik lidt tilbage, når hvor skulle hun gøre af sig selv nu. hun havde stadig intet job. intet sted at bo. og heller ikke nogle venner. folk så skævt til hende pga de forbande vinger og horn.

Et smil kom frem på hendes læber. "Jeg forstår, men jeg er ikke sådan en slags elver. Jeg passer mere mit arbejde frem for noget andet." hun kiggede lidt tilbage for at kigge på skibet, de var stadig nogle idioter og nu stod hun bare i et dillema hun ikke anede hvordan det skulle løses. Hun kiggede lidt på Calcifar og så hvordan hun trak sig tilbage. Måske forstyrrede hun hende, men alligevel virkede Calcifar ikke til at have travlt. Hun bed sig lidt i læben og kiggede på hendes vinger der var ubehandlet. "Skal du have læge hjælp til det der?" hun pegede en enkelt gang på hendes vinger og lagde derefter en hånd på kattens hovede som hun kælede en enkelt gang. Hun vendte blikket ned imod katten og smilte, måske hun en dag skulle spørge efter et navn til den, men det ville virke for ynkeligt. De var nu det perfekte makkerpar. Hun kiggede lidt op på Calcifar og ventede på et svar. Hun var ikke utålmodig hun havde masser af tid. Tid der kun var et problem så længe Kiles orden styrede Dianthos.

Calcifar så på hende og nikkede. hun forstod. Calcifar vidste bare ikke rigtigt noget om at ha dyr så at spørger dem om de kunne lig  et navn var vel bedre end at kalde dyret. ja dyret. da kvinden pegede på Calcifars vinger kom tankerne om fortiden tilbage og hun tog sig til overarmende. "det er ikke til at redde, jeg har været i healer huset med det." det var faktisk noget af det første hun var da hun blev fri. men de havde sagt at det havde healet for meget til de kunne hjælpe hende. så nu måtte hun jo leve med hulede vinger og ar på arme og ben og ja. resten af kropen. hvilket ikke var så sjovt selv ikke for en dæmon med et menneskes sind.
hun havde jo ikke ønsket at være dæmon men det kunne j ikke ændres på. hun var og blev dæmon og derfor var hun jo nok bare uheldig.

Egentlig tiltale Alia aldrig katten som noget, ikke engang dyret. De havde bare kontakt med hinanden på en behagelig måde. Hun kunne ikke forklare hvordan det var, det var bare noget man kunne mærke. Hun vendte blikket ned imod katten og så op på Calcifar igen. Hun smilte lidt dog forsvandt smilet hurtigt igen efter Calcifars udtalelse. "Det er da en skam" Noget kunne man vel gøre, sy hullerne eller ligge noget helende salve på. Måske var Calcifar bare gået det forkerte sted hen? Måske hun skulle til storbyen og få det tjekket? "Har du været i Dianthos og spurgt en healer der? De ved som regl lidt mere end de gør her ude på landet." hun kiggede lidt på hendes vinger og overvejede at gå rundt om hende for at se om hun kunne gøre noget. Godt nok var hun ikke læge eller healer men noget kunne hun da med nål og tråd. Hun trådte et skridt frem og lagde armene over kors for at tænke sig om. Hun kunne egentlig godt bruge noget at drikke, men kroen i Dianthos var jo lukket. Hele Dianthos var lukket for hende, det var også bare Kiles Ordens skyld at hun ikke kunne passe sit arbejde.

ja det var en skam. men Calcifar måtte leve med det. hun så på vingerne da hun talte om at prøve i storbyen. hun strøg en finder over et af hullerne. "vis bare de kunne. men dem jeg var hos sagde det var healet for meget naturligt til at rede det. måske er det bare sådan det er" Calcifar var nu ikke bange for healerne. men lige nu ville hun gerne ha et job og et nyt liv. hun turde fakttisk ikke tage til diasthos efter hun var blevet tortureret og vis han fangede hende. ej det ville hun ikke kunne klare. så hellere ha skadet vinger. hun så på alia og sank en klumb. "jeg tror ikke de kan redde det. ikke engang i diasthos."

Alia tænkte sig lidt om, healere de anede da heller ingen ting, nej dem i storbyen de vidste meget mere. ”Intet er som det bare er. Der er altid en løsning på alting.” kom der roligt fra hende. Hun kiggede ned på katten og så op på Calcifar. Måske hun skulle finde en måde at hjælpe hende på? Hun var ikke sikker og hun stod derfor at tænkte over det et stykke tid. ”De kan da kigge på det. Hør jeg har et forslag til dig hvis du er interesseret i dette.” hun kiggede på hende lagde armene over kors og løftede det ene øjenbryn. Hun ville komme med et forslag til hende lige megetom hun ville have det eller ej. ”Hvis du gør mig en lille tjeneste vil jeg sørger for at du får den rigtige behandling og jeg betaler selvfølgelig. Jeg fortæller dig hvor du skal gå hen i Dianthos så kan healerhuset kigge på dine vinger. Aftale?” hun kiggede på hende med et smil på læben. Dette måtte bare ikke gå i vasken, ellers kunne hun ikke komme tilbage til Dianthos før om lang tid. Gad vide hvor lang tid der også ville gå, Alia turde ikke tænke på det.

//Inaktivt//