Det havde været en lang dag for Anton. Han havde tilbragt hele morgenen med hovedet begravet i en bog udenfor Dianthos, uden at finde den information han havde ledt efter. Bogen havde været fuld af fejl, og hver gang han blev tvunget til at rette dem tog hans forbandelse en told på hans udholdenhed. Nu, midt på eftermiddagen, var alt han havde lyst til noget var mad tilbragt i ingens selskab. Han kunne ikke magte at rette på mere i dag.
Hans magiske evne gjorde det heldigvis nemt for ham at rejse omkring. Med en tanke åbnede han en portal, og luften foran ham deltes for at vise ham et billede af hovedstadens markedsplads. Vinduet til det andet sted var ikke meget større end et koøje. Med en hånd på portalens gennemsigtige blå kant pressede han sig igennem, og lod portalen lukke bag sig.

Det havde været noget tid siden at Anton sidst havde været i hovedstaden, så han kunne gøre intet andet end at stirre i forvirring. Trafikken omkring ham var stoppet. Halvdelen af folkene på pladsen havde samlet sig i en løs ring omkring ham, og hviskede anklagende mellem hinanden. Den anden halvdel satte tempoet op og skyndte sig videre i overdrevet tempo, ivrige efter at komme væk fra drengen, der brugte magi i det åbne.
Anton vidste ikke hvad han skulle gøre. Han ønskede at komme til den nærmeste bod, der solgte mad, men ringen af mennesker strøg enhver tanke han kunne have haft om at komme væk ubesværet. Han åbnede og lukkede munden gentagne gange, både for nervøs til at være tavs og for genert til at sige noget.
”Kan jeg. . .” han fangede blikket af en mand, der tydeligvis havde noget lignende skadefro i øjnene, og mistede modet til at bede om passage. Han faldt tavs, og ønskede at han var hvilket som helst andet sted end netop her.