Sted: Livs hjem i Øvre Bydel
Tid: Midt formiddag
Vejr: Efterårskøligt, men solrigt

Den Øvre Bydel. Tarek kom her ikke så ofte, han blev altid sendt til de fattige kvarterer eller det midterste af byen. Han var god til at snakke med børn, de fulde og de småkriminelle, men havde det knapt så nemt med de rige. Deres arrogance faldt ham for brystet og deres rigdom fandt han ofte ganske ufortjent. Så hans overordnede sendte ham i den anden retning, hvilket han var godt tilfreds med. Der kunne han gøre en forskel. Hjælpe. Det kunne han normaltvist ikke her.

Trods at han ikke havde brugt så meget tid her, var der ingen tøven i hans skridt, som han gik gennem gaderne. Uniformen var nyvasket, sværdet sad på hans ryg og håndjernene klirrede let i hans bælte. Det normaltvist løse hår var samlet i en fletning, der startede kunstfærdigt højt og fulgte hans isse ned i nakken. Han havde fået en stalddreng til at hjælpe sig med at rede halens knuder ud og med en blød børste få støvet ud af pelsen. Han havde fået et par kommentarer med på vejen, da han forlod hovedkvarteret, hvilket han havde leet af, men det var alvor. Nok så han aldrig så pæn ud, men i dag havde han en ærinde og han havde en fornemmelse af, at al hans autoritet som byvagt ville være påkrævet. Og der gik det ikke at se lidt nusset ud, hvilket ellers gjorde gode ting for hans tid i de fattige kvarterer.

Hans øjne gled over bygningerne, indtil han fandt den rigtige villa. Den mundtlige beskrivelse blev gentaget i hans tanker. Det kunne kun være her. Han var på jagt efter en kvinde ved navn Liv. En kvinde der havde købt to drenge på et besøg i Balzera hos en slavehandler ved navn Vargas. Hun havde taget dem med til Dianthos’ havn og sluppet dem fri. Næsten. Og det var grunden til, at Tarek nu stod her og så op på den dyre bygning.
Langsomt tog han en dyb indånding og gik op til døren, han hårdt og bestemt bankede på. Han havde lovet Juno at gøre et forsøg og det ville han gøre. Også selvom det var i mod de regler, han havde sværget at opretholde.
De blå øjne hvilede på døren med et fast udtryk, noget der ikke helt kunne skjule den venlighed, hele hans personlighed bestod af.

Liv havde det samme sekund, hun var kommet hjem, kastet sig mere eller mindre frående over sine børn, Sakse inkluderet, og havde ikke sluppet dem i flere timer, selvom de havde protesteret højlydt (især Nat). Liv var ligeglad; hun havde savnet sine børn, og hun havde i sinde at kysse og kramme og nusse dem lige så længe, hun ønskede det. Det var hendes ret som mor, mente hun! Sakse fik efterhånden vristet sig fri fra hendes grådige fingre og fortrak sig lidt - han havde vist mumlet et eller andet med at ville arbejde - men Liv slap ikke tvillingerne før den næste morgen, hvor hun lod dem lege frit med Cole. Hun holdt sig dog tæt ved dem, og lod dem ikke ude af syne i de første mange dage. Hun nussede og pussede om dem og gav dem masser af dyre, flotte gaver for at dulme sin dårlige samvittighed for at have været væk så længe.

Det tog næsten en hel uge for Liv, før hun vendte tilbage til sit normale jeg. Det var også omkring denne tid, at hun begyndte at kede sig lidt. At være sammen med Vargas var altid spændende og udfordrende, og hun kunne godt savne at have ham omkring sig noget mere. Opmærksomheden og kærligheden, hun fik fra sine børn, svandt mere og mere ind jo ældre ungerne blev, og de var allerede blevet for store! Hun savnede at være en persons fulde opmærksomhed, men samtidig vidste hun også, at hun ikke kunne få sig selv til at forlade tvillingerne endnu. Selvom de var store, så var de ikke store nok, og Liv var slet ikke sikker på, at hun nogensinde kunne få sig selv til at overlade Dag helt til sig selv. Hvis det stod til Liv - og det gjorde det næsten altid - så ville hun nok beholde Dag hos sig for evigt. Hun ville ikke risikere, at Dag kom ud for endnu en ulykke.

Liv havde ligget og spekuleret over dette i det store marmorbadekar med et glas kold hvidvin, da nogen pludselig bankede på døren. Cole var ude i haven med børnene, og Sakse var endnu ikke vendt tilbage, så Liv rejste sig fra vandet og vandrede nedenunder, stadig nøgen og med vinglasset svingende fra den ene hånd.

Hun åbnede døren og havde egentlig tænkt sig at sende hvem end, der forstyrrede hende, af sted med et møgfald, men hendes sure mine forsvandt straks, da hendes blik faldt på den store, smukke kentaur ved hendes dør. Et bredt, interesseret smil bredte sig med det samme på hendes røde læber.

“Ja?” spurgte hun og så op på manden med sine grønne øjne. “Hvad kan jeg hjælpe med?”

Det varede lidt, inden døren blev åbnet og han var næsten ved at banke på igen, uvillig til bare at gå, men endeligt skete der noget. Han blinkede lidt overrasket, da en nøgen kvinde åbnede døren. Den hvide hud, det korte lyse hår, størrelsen på hendes barm. Det var som Juno havde beskrevet hende, det måtte være denne Liv.
At hun var nøgen, rørte ham ikke rigtigt. Han var en halv hest, tøj for ham var for at holde varmen, ikke for at dække sig selv til. Og andre væsners nøgenhed betød da slet ingenting, deres små kroppe satte intet i gang i ham. Han var knapt nok interesseret i sin egen slags. Så der skete intet. Han rødmede ikke, stirrede ikke. Lod bare sit blik mødes hendes og beholdt sit alvorlige udtryk, da han svarede hende.

“Er De Liv Chaia? Mit navn er Tarek Firfod, jeg er ved byvagten. Jeg har brug for at tale med Dem.” Han lagde lidt forsigtigt ud, ingen grund til at skræmme hende med, at han vidste, at hun var eftersøgt. Et kort smil gled over hans ansigt, men alvoren forsvandt ikke. De fleste kunne nok ikke forestille sig kentauren opføre sig sådan, altid med et smil på læberne og venligheden skinnende ud af sig, men når det var nødvendigt, kunne han sagtens tage denne rolle. Ellers ville han aldrig være blevet byvagt.

Han lænede sig svagt frem og skævede ind bag hende uden at kunne se nogen.Det var en risiko at gå ind i en fremmeds hjem, en eftersøgt endda, men han agtede ikke at tage snakken på gaden.
“Må jeg komme ind?” Han lavede en let bevægelse med hånden mod døren, han ikke ville kunne komme ind af, men han havde et par tricks oppe i ærmet. Det var et stort hus, for én gangs skyld ville han nok kunne stå oprejst. Hvis hun gav ham lov til at komme ind.

Livs blik gled over den flotte krop, og hun hørte knapt efter, hvad manden sagde til hende.

“Mmh,” svarede hun halvdistraheret på det første spørgsmål, mens hendes fantasi var i fuld gang med at forsøge at forestille sig, hvordan de store hænder mon føltes med hendes hud. Ville de være bløde eller rug? Livs tunge gled ud og slikkede over underlæben, inden hun igen løftede blikket og mødte hans.

“Ja, naturligvis,” sagde hun smilende og trådte til side så Tarek kunne komme forbi. At han var for stor til døren faldt hende ikke ind. Hun var travlt optaget med at forsøge at få et glimt mellem hans kraftige bagben. Så vidt hun kunne huske (hvilket ikke sagde så meget), havde hun aldrig været sammen med en kentaur før, og det var ærligt talt også for dårligt! De var jo prægtige væsner.

En svag rynke viste sig i Tareks pande, der var et eller andet galt. Men inden han fik tid til at overveje hvad, inviterede hun ham ind. Han tøvede kort. Et eller andet føltes ikke helt rigtigt, men hun virkede ikke som en trussel. Han tvang et venligt smil frem og trådte så frem mod døren. Fremme ved den, lagde han en hård på murværket og alt forsvandt omkring døren, inklusiv døren. Han havde lavet en åbning stor nok til sig selv og han kunne roligt træde ind i hendes hjem. Åbningen ville lukke nogle sekunder efter han var gået igennem den.

Indenfor lod han blikket glide rundt, men der var ikke noget specielt at se. Heldigvis var der også plads nok til at han kunne gå lidt længere ind, og han havde haft ret. Der var højt nok til loftet til, at han kunne stå rank, men han måtte bukke sig under loftsbjælkerne. Det var nok bedst, hvis han ikke bevægede sig for meget. Som sædvanligt. Han ville helst ikke komme til at skubbe til noget og ødelægge det.

Hans blik vendte tilbage til den nøgne kvinde, der på ingen måde virkede påvirket af sin egen mangel på tøj.
“Jeg er her af to grunde, madame.” Han drejede sig en smule mod hende, men der var ikke plads til, at han kunne vende helt rundt. “De er lige kommet hjem fra Balzera, ikke sandt?” Han holdt blikket på hendes ansigt. Nok var han ikke påvirket af hendes bare krop, men derfor var der ingen grund til at se på den. Han var stadig lidt forsigtigt med grunden til, at han var der. Han ville gerne se, hvordan hun reagerede, stille og roligt. Der var ikke gode muligheder for at forsvare sig lukket inde i en hus, når man havde hans størrelse.

Hvis Liv havde set ordentligt efter, var hun nok blevet imponeret over Tareks evne, men hun var stadig for optaget af at beglo ham til rigtigt at opfange, hvad han egentlig gjorde. Han så endnu større ud indenfor, og en behagelig rislen løb ned ad Livs rygsøjle og ned i hendes skridt. Gåsehud bredte sig lidt over hendes bryster og mave, men hun lod sig ikke mærke af det, selvom det var ret tydeligt.

“Kald mig bare Liv,” kvidrede hun og løftede sit vinglas og tog en tår, da hun endelig fik revet blikket fra ham. “Jo, jeg er lige kommet hjem for lidt tid siden. Jeg tåler desværre ikke al det solskin så godt.”

Hun lod en hånd  glide over sin hvide hud for at understrege, hvorfor solen ikke var hendes bedste ven.

“Jeg besøgte en kær ven,” fortsatte hun, mens hun vendte sig og ledte vejen ud til køkkenet. Hun regnede med, at Tarek fulgte efter hende. “Han er sådan en vidunderlig elsker, og så må man jo holde varmen ud. Vil du ikke have et glas, mens det er koldt?”

De var kommet ud i køkkenet, og Liv gestikulerede mod et par flasker hvidvin, der lå i et stort kar med smeltende is. Vandet dryppede roligt ud fra bunden af karret, men der var stadig rigeligt med is til at holde vinen kold i nogle timer endnu. Uden at vente på svar fra Tarek, gik Liv hen og fyldte sit glas, mens hun stadig smilede til kentauren.

Tarek kunne mærke hendes blik på sig. Ikke bare lidt, men meget. Men han skubbede det fra sig uden at tænke nærmere over det, han var vant til at blive begloet. Det var ikke kentaurere, der var flest af i Dianthos. At det kunne være af andre grunde, at hun stirrede, det faldt ham ikke ind.
Han nikkede let for at sige, at det ville han gøre. Alvoren rakte alligevel ikke længere end at han ville bruge hendes navn, når han blev bedt om det.

Han flyttede stadig ikke blikket fra hendes ansigt, selvom hun med en bevægelse næsten trak hans blik ned. Igen dukkede der en svag tænkerynke op i hans pande. Mon den nævnte elsker var slavehandleren? Han havde en fornemmelse af, at det var. Så mange detaljer havde Juno alligevel ikke givet.
“Nej tak.” Han var fulgt med hende, men var stoppet ved døren ud til køkkenet. Han ville helst ikke bruge sin evne for meget, pludseligt havde han brugt al energien og han kunne ikke komme ud igen. Så han måtte bukke sig for at se hende ude i det andet rum, hvor der alligevel ikke var plads til ham.

“Da De tog fra Balzera havde de to drenge med Dem? Som de havde købt af en slavehandler?” Det var en blanding mellem spørgsmål og konkludering. Han vidste, at hun havde haft Juno og Hector med, men han ville gerne have hende til at bekræfte det. Det var et godt sted at starte.

“Drenge?” Liv slikkede sine læber, mens hun gik ud af køkkenet igen, så Tarek ikke skulle bøje sig ned for at se hende. Hun tænkte sig om, mens hun tog endnu en slurk. Drenge? Hvilke drenge? Åh ja, drengene…

“Åh jo, det er sandt,” sagde hun og lo lidt af sig selv, mens hun rystede på hovedet. “Jo, to drenge. De ville vist gerne hjem? Så er det jo ens pligt at gøre lidt for de to stakkels, hjælpeløse pus.”

“Har de det godt?” spurgte hun, tilsyneladende slet ikke bekymret over, at Tarek vidste, at hun havde købt dem. “Der er vel ikke sket dem noget? Det er ikke, derfor du er her, vel? Nu bliver jeg jo helt bekymret.”

Det er ikke helt løgn heller; selvom Liv lykkeligt havde glemt alt om Hector og Juno i den uges tid, der var gået, så håbede hun da bestemt, at de havde det godt, også selvom hun overhovedet ikke kunne huske, hvad de hed eller hvordan de så ud.

Tarek trådte lidt tilbage, så Liv kunne komme igennem døren. Forsigtigt, så han ikke gik ind i noget. Som altid følte han sig en smule klemt indendørs, han ville så nødig ødelægge noget. Hans største problem i byen var pladsen, når han skulle indenfor. Men han elskede at bo og arbejde her, så han gjorde, hvad han kunne.
Lidt overraskende virkede det først næsten til, at hun havde glemt alt om Juno og Hector. Hvordan kunne man glemme, at man havde betalt for to liv? At man anså sig selv for værende ejer af to personer? For et øjeblik arbejdede Tareks kæbemuskler. Vrede var normalt ikke et problem for ham, men Junos gråd gav stadig genlyd i hans ører. Roligt tog han et par dybe indåndinger, blev sig selv igen.

“Nej, der er ikke sket dem noget.” Han kunne ikke helt finde ud af, om hun virkeligt var bekymret eller om det var skuespil. Det nemmeste ville være at røre hende og finde ud af det, men hendes nøgenhed og manglen af god grund til at røre hende, forhindrede ham i det. Han måtte vurdere det uden sin evne.
Én ting var sikkert, hun virkede overhovedet ikke påvirket af, at en byvagt lige havde taget hende i at købe og eje slaver. Enten var det ren og skær arrogance eller også fandt hun det ikke forkert. Lige meget hvad, faldt det ikke i god jord hos halvhesten.

Han trådte et par skridt tættere hende, tårnede sig over hende og så ned på hende med al den alvor han kunne mønstre.
“De er godt klar over, at køb, salg og ejerskab af slaver er forbudt ved lov i Krystallandet?” Det var vigtigt for ham, at hun forstod alvoren i hans besøg. Hendes reaktioner indtil videre havde gjort det sværere for ham at finde en måde at håndtere situationen på. Han måtte bare prøve sig frem. Så længe han nåede sit mål om at få Juno og Hector væk fra denne dame.

Liv skulle til at spørge hesten om, hvorfor han så var kommet på besøg hos hende, hvis Juno og Hector ikke var kommet til skade på en eller anden måde, men det spørgsmål besvarede han selv. Hvis Liv ikke havde været på optaget af at lade sit blik glide over hans uniformerede overkrop og ned langs det, hun kunne se af hans underkrop, så havde hun måske reageret anderledes, men sikkert ikke…

“Er det? Det var da noget værre noget,” sagde hun meget tydeligt distrahere af den flotte mand foran hende. Hun rakte en hånd ud og lod en finger glide over en af de blanke knapper på uniformen, inden hun smilede op til ham og slikkede sine læber.

“Sikke en flot uniform du har,” sagde hun så og skiftede spor totalt. Tareks ord var på ingen måde sunket ind i hendes hoved. “Men den er sikkert endnu flottere, hvis du tager den af…”

Reaktionen fra kvinden var helt forkert. Det var som om, at hun slet ikke hørte efter, hvad  han sagde. Hvad i alverden tænkte hun på, siden hun slet ikke var opmærksom på byvagten i sit hus, der lige havde anklaget hende for at bryde loven. Noget, der kunne sende hende i fængsel?! Han var forvirret og svagt vred, men det var mest fordi emnet slaveri fik hans ellers rolige sind i kog. Og hun virkede så ligeglad. Ligeglad?!

Hendes berøring af hans uniform fik ham kort til at knibe øjnene sammen. Hvad ville hun? Hendes ord gav et svar og han lod hende ikke tale færdig, før han havde grebet hende om håndleddet med en hånd og flyttet hendes fingre fra hans tøj. Han havde ikke hårdt ved, det var ikke for at gøre hende ondt, men fast nok til at få hende til at forstå, at han ikke fandt sig i hendes opførsel.
I samme øjeblik hans hud rørte hendes, gik det op for ham, hvad der foregik. Hans evne gav ham muligheden for at læse hendes følelser. Og en meget overvældende følelse væltede ind over ham, gjorde hans kinder varme og fik ham til uroligt at slå med halen, der svirpede igennem luften. Hurtigt lukkede han af for sin evne, så han ikke kunne mærke noget.

Men han holdt fast i hendes håndled lidt endnu for at fange hendes opmærksomhed. Det tog ham et par sekunder at komme sig, men han fokuserede på grunden til, at han var her. Ikke hendes lyst til ham, som han på ingen måde gengældte. Hendes hvide, tobenede krop sagde ham ingenting.
“Madame. Liv. Jeg er kommet her i dag, fordi De er blevet beskyldt for slaveri, hvilket er strafbart. Jeg kan arrestere Dem. Forstår De det?” Han stirrede ind i hendes øjne for et øjeblik og slap så hendes håndled igen. “Der er også en efterlysning på Dem fra ridderturneringen.”

Havde Tarek ikke lukket af for sin evne, ville han have opdaget, at der lå et virvar af følelser gemt under den umiddelbare lyst, der dominerede Liv lige nu. Der gemte sig en stor mængde kærlighed til alle levende væsner, blandet med grim jalousi, egoisme, besidderiskhed, et stor behov for at føle sig elsket, og så helt nede i mørket en afgrundsdyb og altfortærende ensomhed, som kun kan komme fra at have set så mange af sine elskede børn dø af alderdom, sygdom, forbrydelser, mens man selv lever videre til evighed. Om Liv selv var klar over, at denne ensomhed styrede næsten alle hendes handlinger, var ikke sikkert. Hun brød sig ikke om at dykke for langt ned i sit eget sind. Hun havde for mange, mange år siden fundet ud af, at hendes sind var et mørkt og afskyeligt sted, så dér kom hun ikke, hvis hun kunne undgå det.

“En efterlysning?” Livs opmærksomhed var nu endelig rettet mod Tarek og det, han sagde. Hendes blik, som ellers havde været flirtende og let, blev nu hårdt og mørkt, næsten som om hendes øjne rent faktisk blev mørkere i farven. Ridderturneringen fik hende til at tænke på, hvad Valkar havde gjort imod hende, og efterlysningen… Det var selvfølgelig derfor, vagterne havde taget fat i hende den dag og fået hende til at tabe den lille Dag. Hun havde været for oprevet til at tænke mere over det i øjeblikket, men hun så sammenhængen nu.

“Har du tænkt dig at arrestere mig?” spurgte hun Tarek. Hendes tonefald var meget anderledes nu, mere farligt, dog uden at være direkte truende, og det var, som om en skygge var gledet over hendes ellers lyse ansigt. Hun var klar til at modsætte sig, hvis krikken prøvede på noget, men hun ville vente og se.

Endeligt var der en forandring. Det var som om, at det endeligt gik op for hende, at han var der for en årsag. I et kort øjeblik fortrød han, at han havde sluppet hende, det ville være rart med en forvarsel om hun ville angribe ham, men det var der ikke noget at gøre noget ved. Han fortsatte med at lade sine øjne møde hendes. Han nikkede næsten umærkeligt til hendes spørgsmål. Ja, en efterlysning. Han havde fundet den ved hjælp fra Junos beskrivelse af hende og en byvagt, der kunne læse. Det havde ikke været svært at tro, at hun ville være efterlyst i forvejen, når hun så åbent købte slaver og tog dem med til Dianthos.

Det andet spørgsmål fik ham til at træde lidt til siden, så han skabte lidt afstand imellem dem. Hans hænder fandt frem til bæltet, hvor håndjernene hang, men han lod dem bare hvile mod læderet.
“Det kommer an på, om De vil være med til en handel.” Han skiftede vægten på sine ben. Det her var den svære del.
“Jeg kan ikke få efterlysningen til at forsvinde, men i stedet for at tage Dem med til byvagternes hovedkvarter og fængsle Dem, kan De nøjes med at betale en bøde og skrive under på et stykke pergament.” Det var det eneste, han kunne tilbyde. Han havde talt med en overordnet om det, ganske teoretisk, og det var enten en bøde eller en uges tid bag tremmer.

Hans udtryk var stadig alvorligt, noget der næsten så helt forkert ud i et ungt ansigt præget af smilerynker. Men det næste han skulle foreslå var det vigtigste.
“Jeg har ikke meldt Dem for slaveri ved min overordnede. Så dette er mellem os to og de to drenge. Indtil videre. Det kommer ikke videre, hvis du går med til at frigive og glemme de to drenge. Juno har taget det meget tungt, at De har truet med altid at kunne finde ham. Forståeligt nok.” Lidt af hans bekymring og venlighed skinnede igennem, ja, Juno havde taget det meget hårdt. Og Tarek vidste, at han ikke kunne gå, før Liv havde givet ham sit ord på ikke at opsøge ham igen.

“Truet? Jeg har da aldrig truet ham,” sagde Liv med et lille grin, der satte sig i hendes sammensnørrede hals. Hendes hjerte bankede hårdt i brystet på hende, og hun følte sig pludselig en smule stakåndet. “Jeg… jeg ville jo bare hjælpe dem. De var jo fanget hos Vargas. Jeg førte dem jo… hjem.”

Mens hun talte, begyndte tårerne at trille ned ad hendes kinder. Havde Juno virkelig sagt, at hun havde truet ham? Havde de ikke nydt en hel uges elskov sammen? Hvordan kunne han finde på at sige sådan noget om hende? Hun havde jo reddet ham og hans ven. Betød det slet ikke noget for ham? Liv kunne slet ikke forstå det. Hendes blik flakkede, og et øjeblik blev hun nødt til at støtte sig til et lille bord, der stod og ad væggen.

“Har Juno sendt dig herhen for at arrestere mig?” spurgte hun svagt, mens de store tårer langsomt dryppede fra hendes hage og ned på hendes bryster.

Man kunne ikke ligefrem sige, at Tarek havde kunne forudse den reaktion, der kom fra Liv. De store tårer, der pludseligt formedes i de grønne øjne og derefter begyndte at falde. Hun græd. Fordi Juno havde sagt, at han var blevet truet? Forvirringen og overraskelsen kunne kort ses på Tareks ansigt, der ofte var ganske let at læse. Men snart kunne man se to andre følelser kæmpe for et øjeblik, venligheden og alvoren med et hint af vrede. Hun græd og det gjorde ondt at se, men hun kunne, for så vidt han vidste, spille skuespil. Tarek troede på det, Juno havde fortalt, også selvom Liv ikke virkede til at have set det på samme måde.

Han endte med at ryste på hovedet og holde sig til alvoren.
“Nej, han ville have mig til at fortælle dig, at han vil dræbe dig, hvis du forsøger at komme i nærheden af ham igen.” Han ville egentligt ikke have sagt det, men han følte, at han havde brug for at understrege, hvordan Juno følte omkring det hele. “Han fortalte mig, at du voldtog ham og derefter truede med, at du stadig ejer ham og altid vil kunne finde ham.” Tarek trådte frem mod hende igen, vreden lidt tydelige efter det, han lige havde sagt. Han huskede stadig de følelser, der havde raseret i Juno, da han havde fortalt om han og Hectors tilfangetagelse og slaveriet.

“Juno kom til mig for hjælp. I håb om at jeg kan få ham fri fra dig og de lænker, han kan føle om sig. Han og Hector er ikke ejendele, de er frie væsner, lige meget, hvad du har givet for dem i Balzera. Slaveri er forbudt.” Han trådte endnu nærmere og kneb øjnene lidt sammen, pludseligt ikke ret meget rørt over hendes tårer. “Jeg er ikke naiv, jeg ved godt, hvad en kvinde som dig vil med en ung mand som Juno. Jeg har læst, hvad han føler, og han føler sig udnyttet, brugt og svigtet. Hvordan kan en voksen kvinde som dig, udnytte en dreng som ham?!” Han hævede stemmen, hvilket næsten gjorde ham forskrækket over sig selv og det gik op for ham, at han var så vred, at han næsten var truende. Det fik ham straks til at træde tilbage, væk fra hende. Men han fortrød ikke. Han var vred. På Junos vegne.

Forvirringen og overraskelsen stod tydeligt malet i Livs våde ansigt, mens Tarek talte. Hun forstod slet ikke, hvad han talte om. Hun huskede på intet tidspunkt at have tvunget Juno til noget. Tværtimod, så havde han da været helt vild efter hende, havde han ikke? Havde hun bare drømt det? Hun vidste godt, at hun ikke huskede godt, men hun mente da, at hun ville huske, hvis hun havde voldtaget nogen, især fordi hun slet ikke kunne lide at bruge tvang. Hun var ikke ligesom Vargas, som hun vidste var totalt ligeglad med, om hans udsete partner havde lyst eller ej, hvis han var i det humør. Og slaveri? Liv havde jo købt drengene fri! Hun sendte dem jo hjem…

Det var helt tydeligt, at alt, hvad Tarek sagde, var helt nyt for Liv, og hun blinkede blot op mod ham med de våde, grønne øjne, mens han talte. Hun nærmest krympede under hans blik (hvilket hun faktisk også gjorde, selvom det kun var nogle få centimeter), men da han begyndte at hæve stemmen af hende, skiftede hendes blik. Hun blev meget sjældent rasende – det var en grim følelse – men Tareks beskyldninger og råberi var for meget. Tvillingerne var ude i haven, men måske kunne de høre hans ord, og det ville hun ikke have. De skulle ikke vide, at den slags folk, der kunne finde på at beskylde deres mor for disse ækle ting, fandtes i verden. Hvis Tarek kunne finde på at råbe ad hende på den måde, kunne han måske også finde på at gøre noget mod hendes børn? Bare dog Sakse havde været her. Han havde altid været bedre til at styre sig, end Liv havde. Men Sakse var her ikke, og Liv kunne mærke vreden boble i sit bryst.

Hendes blik blev mørkere og tårerne stoppede med at trille idet hun rettede sig op og voksede tilbage til sin normale størrelse og mere til! Hun stoppede ikke, før hun var blevet næsten et halvt hoved højere end Tarek, mens hendes kolossale sorte vinger foldede sig ud bag hende. De blanke fjer var løftede i advarsel. Hun havde ikke i sinde at angribe ham, men han skulle ikke komme her og tro, at han kunne true hende!

"Jeg ved ikke, hvad du taler om," sagde Liv endelig. Hendes stemme havde ingen spor af hverken flirteri eller gråd. Den var kold og hård og meget bestemt. Hun følte sig forrådt af den dreng, som hun havde reddet, og det lagde hendes ansigtsudtryk på ingen måde skjul på. "Du ved ingenting om mig, men du skal ikke komme her og true mig og min familie med ækle løgne."

Trods Tareks vrede, der alligevel ikke stak så dybt i hans alt for gode personlighed, var det svært for ham at skubbe hendes ulykkelige udtryk fra sig. Hun lignede slet ikke en, der havde det i sig at være slaveejer. Men han vidste, at Juno talte sandt. Og at denne kvinde havde købt ham og udnyttet ham og det var det, der gjorde Tarek vred.
Han nåede knapt nok at bakke de par skridt for at skabe afstand imellem dem, før noget skete. Hun voksede. Meget. De grå øjne blev spærret op og han trådte endnu et skridt tilbage, men stødte mod noget og kunne ikke komme længere uden at slippe hende med blikket og det ville han ikke.

De sorte vinger var imponerende og skræmmende, men det var næsten mere skræmmende at hun blev højere end ham. Det skete næsten aldrig, at han stødte på et væsen højere end sig selv, ud over andre kentaurere.
Han løftede afværgende hænderne for at vise, at han ikke var en trussel. Hvilket også fik hans hånd nærmere skæftet på sværdet, der sad på hans ryg. Ikke at han havde tænkt sig at trække det, medmindre hun tvang ham til det, men han ville forsvare sig selv om nødvendigt. Situationen var bare ikke til hans fordel, lukket inde i en rum han ikke var bygget til at navigere i. Hvilket følelsen af møblet mod hans ene ben understregede.

“Madame. Jeg fortæller ikke løgne. Jeg fortæller, hvad Juno har fortalt mig og jeg ved, at han ikke løj. De købte ham som slave, de voldtog ham og brugte derefter deres position til at true ham. Det er sådan hans opfattelse af hændelserne er.” Han sank, men slap hende ikke med blikket. Var han bange? Ja, uden tvivl, men han forsøgte at forblive rolig. At panikke ville ikke hjælpe.
“Og jeg truer Dem ikke. Jeg er her i funktion af mit arbejde som byvagt. Jeg har fået en anmeldelse om slaveri. Men jeg er kommet alene, for Junos skyld, for at se, om vi kan finde en ikke-voldelig løsning, der efterlader alle parter tilfredse.” Han lagde så meget autoritet i sin stemme og sit udtryk som muligt, heldigvis forstærket af hans afpudsede udseende. Men han kunne ikke helt skjule sin utryghed og ganske kort flakkede hans blik mod udgangen. Ville han kunne nå ud og hidkalde hjælp?

De ravnesorte fjer på Livs vinger løftede sig yderligere, mens Tarek talte, og hun knep de grønne øjne sammen.

"Ser du nogen slaver her?" spurgte hun og slog ud med armene. "Har du nogen beviser på dine modbydelige påstande andet end en drengs ord? Jeg hjalp de drenge fri fra en slavehandler, førte dem hele vejen tilbage til Dianthos, og som tak bliver jeg tilsvinet med løgne i mit eget hjem?"

Liv var dybt såret, hvis det virkelig passede, at Juno havde sagt alle de forfærdelige ting, og hun lavede en mental note om at aflægge ham et lille besøg, når hun var sluppet af med den irriterende krikke. Hun havde ikke lyst til skade Tarek (endnu), men hun ville ikke tøve med at brække ham midt over, hvis han angreb hende eller hendes børn. Hun kunne stadig mærke deres små, uskyldige sjæle ude i haven sammen med Cole, så indtil videre var der ingen fare på færde for dem.

Tareks hjerte bankede hårdt mod hans bryst, men han skjulte sin frygt så godt som muligt. Det var bedst at virke stærk. Hun var en skræmmende kvinde, ikke bare på grund af hendes størrelse, men også hendes vrede. Han havde ingen problemer med at se den uden at bruge sin evne.
Hans tanker fór af sted for at finde en udvej, en udvej der ikke ledte til at nogen kom til skade. Men hvad kunne han gøre? Han ville ikke føje hende, men der var tydeligvis en misforståelse et sted. Han var efterhånden ikke i tvivl om, at hun ikke selv så på hendes redning af Juno og Hector som de gjorde. Men hvordan fik han det hele redt ud?

Kort fugtede han sine læber, mens han kastede et sidste blik mod nærmeste ydervæg til gaden, inden han trak vejret dybt ind.
“Nej, jeg ser ingen slaver her.” At det ikke betød, at hun kunne have nogle, sagde han ikke. Lige nu var det ikke vigtigt.
“Jeg forstår, at De ikke ser på det, der er sket, på samme måde som Juno. To personer kan sagtens have to helt vidt forskellige syn på den samme oplevelse.” Han forsøgte. Han måtte have hende til at falde til ro, “De føler, at De har reddet de to drenge ved at købe dem og tage dem tilbage til deres hjem. En beundringsværdig handling. Men hvad end De ser som en fair behandling af det unge menneske, ser han som udnyttelse. Hvad De ser som… fornøjelse… har han set som en måde at overleve på.” Han vidste ikke rigtigt noget om det, der var sket, men han byggede det hele ud fra det, Juno havde fortalt og følt.

Tarek forholdt sig roligt, selvom han havde sænket hænderne lidt, ladet dem vippe lidt ud til siden i en forklarende gestus. Der var ikke andet for en at fortsætte, forsøge at få hende til at se, at… hun havde gjort noget skidt med gode intentioner. Han tog en dyb indånding igen.
“Som sagt har jeg læst Junos følelser. Han er ødelagt. Han frygter Dem. Hader Dem for det, De har gjort ved ham.” Alvoren veg lidt for hans egne forfærdede følelser over alle de negative ting, han havde følt fra Juno. “Madame Chaia, i Deres forsøg på at hjælpe ham og samtidigt tilfredsstille Deres egne behov, har De krævet noget af ham, han ikke havde lyst til at give. Men som han har givet Dem alligevel af frygt og et forsøg på at få ham og hans ven hjem. Jeg er ked af, at De føler, at jeg lyver for Dem, men det er sandheden.” Han burde prøve at stoppe samtalen, men retfærdighedsfølelsen i ham krævede, at han forsøgte at få forklaret den nøgne engel, hvad hun havde gjort.

Liv forstod ikke, hvad Tarek forsøgte at forklare hende. Hun havde aldrig bedt Juno om noget. Knægten havde selv raget på hende, kysset hende, aldrig sagt nej til hende. Hun havde reddet hans liv, og hun forstod simpelthen ikke, hvordan han nu kunne beskylde hende for alle disse forfærdelige ting. Hun besad ikke nok selvindsigt til at se, hvordan hendes handlinger havde presset drengen til at føje hende. Eller måske havde hun den, men den var så undertrykt, at den aldrig kunne komme igennem i mure Liv havde bygget omkring den i mange tusind år. Hvis den nogensinde fik brudt igennem, ville den tvinge hende til at indse nogle ting, hun på ingen måde havde lyst til at indse omkring sig selv, og det ville ikke ende godt for hverken hende eller de folk omkring hende. Men selvom selvindsigten ikke kunne trænge igennem hendes forsvarsværker, så påvirkede den hende stadig, dog ikke på en måde, så hun forstod, hvad der skete. Hun kunne pludselig ikke holde ud at være i sin krop. Der skulle ske noget. Alle disse følelser af svigt, af had, de boblede inde i hende og gjorde hende ked af det igen.

Raseriet forsvandt lige så stille og åbnede op for tårerne igen. Hun var såret og følte sig forladt, selvom hendes børn ikke var langt væk. Hendes vinger sænkede sig og hendes størrelse svandt ind igen, indtil hun var endnu mindre end før, Tarek havde banket på hendes dør. De sorte vinger krøllede sig om hendes krop for at skærme hende, som om de kunne holde de forfærdelige følelser ude, hvilket de selvfølgelig ikke kunne.

"Hvad vil du?" spurgte hun forsigtigt, mens hun vendte sig bort fra Tarek. "Hvad skal jeg gøre for at du lader mig være? Bare… sig det, så skal jeg nok gøre det, bare du vil gå din vej."