En kold efterårsdag med skiftevis regn
Tidlig aften

Juno var begyndt at tage sine forbehold, når han gik ud. Den kniv han bar på var ikke længere kun tiltænkt til snore om punge, og ligegyldigt hvor meget han gerne ville drikke hjernen fuldstændig ud, kunne han ikke længere - panikanfald overtog ham, så snart han ikke kunne kontrollere sin krop fuldstændig. Frygten for at stå overfor én, der ville ham ondt, og så ikke engang kunne stå på benene, virkede så reel at han ikke kunne modarbejde den.

Junos frygt forvandlede sig også til virkelighed tidligere end han havde regnet med, da han søgte ly for regnen inde på en kro og fik øje på Thanos.
Udenfor var mørket faldet på og indenfor var de mange ansigter oplyst af levende lys og flammer, der slikkede om stenene i kaminen. Ved et bord i den anden ende af kroen sad Thanos, sammen med en gruppe der så ud til ikke at have nogen idé om, hvem de havde med at gøre. Selvom manden sad langt fra ham, var Juno slet ikke i tvivl om, hvem det var.

Frygt overtog hans krop, der pludselig føltes tung og langsom, som var han fanget i et mareridt. Han vaklede et skridt tilbage, indtil han stod op imod et koldt og fugtigt vindue, og følelsen af de kolde sten vindueskarmen var lavet af, bragte ham en smule ro, imens han kæmpede efter vejret.

I sit bælte havde han sin kniv og det tog al hans selvkontrol ikke at gribe ud efter den. I stedet stod han, helt stille, og holdt øje med Thanos, imens hans uldtrøje langsomt blev tør efter den regn, den havde været udsat for. Den var svagt lyserød, ligesom meget andet af bandens tøj var blevet efter en vask med et kraftigt rødt stykke tøj. Juno var ligeglad - den var blød og varm. Den fik ham til også at se lidt blødere ud, med hans blonde hår, blå øjne og lyse hud. Blød var et godt look, når man ikke ville tages i at stjæle. Det var knap så godt et look, når man overvejede mord, men det var ikke fordi Juno havde tid til at tage hjem og skifte. Han nøjedes med at sætte sit hår, og i det han strøg sine fingre igennem det, brugte han også sin evne på at sætte det, som skulle han forføre en rigmandsdatter. Han var lækker og han var i live, og Thanos skulle have lov til at se det, inden Juno skar halsen over på ham.

Juno var ikke kommet videre med sin plan end dét, da Thanos rejste op, og han vendte sig straks væk fra ham, for ikke at blive genkendt idet manden forlod kroen. I et halvt sekund stod Juno frosset til stedet, inden det lykkedes ham at overkomme sin frygt og han fulgte efter Thanos udenfor i støvregnen.

Der var ingen tvivl om, at Thanos var en meget paranoid mand. Det blev han nødt til at være for at holde sig i live. Hvor mange gange havde hans overdrevne forsigtighed ikke reddet hans liv?
I dag sad han på en kro med en flok mænd, han havde været hyret til at føre fra Tusmørkedalen til Dianthos. De var vel ankommet og de havde inviteret ham med på kroen til mad og drikke, hvilket han havde valgt at takke ja til. Nu sad han med ryggen mod muren, piben i hånden og et let smil om munden, mens han lyttede til nogle af de vittigheder og historier, den lille flok af rejsende kastede fra sig. Han var mæt og tilfreds, med krystaller i pungen og tøj, der var ved at være tørt efter turen i regnen. Der var et værelse til ham på kroen, hans hest var sat i stalden og lige nu var der ikke andet for end at nyde en afslappet aften.

Lige indtil han kunne mærke et blik på sig. Han skævede rundt, men kunne ikke lige lokalisere dets oprindelse. Men fornemmelsen af, at nogen stirrede på ham blev ved, så da han var færdig med sin pibe, bankede han den ud og pakkede den væk, inden han undskyldte for selskabet. Det var paranoiaen, der fik ham til at bevæge sig igennem kroen uden at afsløre, at han vidste, nogen holdt øje med ham. Det var selvtilliden, der fik ham til at gå ud i mørket, ud i støvregnen, alene. Han ville se, om personen fulgte efter, ville vide, hvem det var.

Uden at se sig over skulderen slentrede han ned af gaden, drejede ned af en anden og til sidst drejede han ned af en smal gyde, der var åben i begge ender. Et godt sted at få styr på, hvem der ville ham noget. Han kastede et blik bagud, inden han gled ind bag en stabel af kasser, der ville skjule ham for hvem end der fulgte efter ham. Han havde kunnet mærke blikket i nakken hele vejen.
Nok var Thanos paranoid, men han var også ganske selvsikker, så han trak ikke et våben, selvom en kniv ville være god. Nej, han ville ikke slå personen ihjel, ikke med det samme. Han ville vide, hvorfor han blev forfulgt og af hvem.

I samme øjeblik nogen kom forbi kasserne, ville Thanos gribe fat i personen og skubbe dem hårdt op i mod muren med en underarm presset mod deres hals.

Juno skulle have set det komme. Han skulle have vidst, at det ikke ville blive så nemt at snige sig op på Thanos. Det var ikke engang fordi han var arrogant eller selvsikker, det var kun fordi hans frygt for manden havde stoppet ham fra at kunne tænke over sin plan overhovedet. Fordi han vidste, at hvis han tænkte det igennem først, så ville han ikke kunne få sig selv til at handle overhovedet, og han var nødt til at handle - nødt til, i det mindste at forsøge at dræbe Thanos.

Derfor skreg han heller ikke, da han pludselig blev skubbet op imod en mur, selvom hans hjerte sad i halsen på ham og frygt strømmede igennem hele hans krop. I stedet trak han sin kniv, og skar ud efter Thanos’ hals, vel vidende at han ikke fik meget mere end ét forsøg.

Thanos havde i og for sig forventet mere modstand, han var en eftertragtet mand og alle, der af egen vilje var efter ham, burde være professionelle. Men angrebet gik nemt, han havde ham mast op i mod muren uden problemer. Ud af øjenkrogen så han kniven, hvilket fik ham til at gribe ud efter håndleddet, men han var for langsom og det skarpe blad nåede at snitte hans hals, inden han nåede at stoppe dets fremdrift. Smerten var skarp og blodet væltede ud for et par sekunder, inden hans forbandelse frelste ham igen. Han kom ikke med en lyd, koncentrerede sig i stedet om at vride håndleddet hårdt og få kniven til at falde til jorden.

Endeligt fik ham tid til at se ordentligt på sin modstander. Det tog ham et øjeblik, før han genkendte ham. Det var den der dreng, han havde slæbt til Balzera. Juno. Et smil voksede frem på hans ansigt, et af de mere uhyggelige et af slagsen.
“Tilbage i Dianthos, hm? Prøver du at få din hævn, lille mand?” Der var ingen tvivl om, at det morede Thanos, at Juno forsøgte at komme efter ham. Som det nu kunne more en mand uden følelser. Han lod blikket flakke lidt over ham, kort overvejende, hvad han skulle finde på. Først løsnede han grebet mod hans hals en smule, så han kunne tale.

Han havde ikke skænket de to drenge og elveren en tanke, efter han havde efterladt dem hos Vargas. De betød intet for ham og havde intet gjort for at blive i hans tanker. Havde noget fortalt ham, hvilke mareridt, han havde efterladt de tre med, ville han blot have leet og trukket på skuldrene, ligeglad. Han havde så mange ofre i sit spor, ingen af dem sagde ham noget som helst. De var blot hans arbejde. Og fornøjelse.
At Juno havde fundet ham, ja, det var dumt. For Juno. Thanos havde ikke planer om at slæbe ham tilbage til Vargas, det var ikke hans problem, hvis drengen var flygtet. Nej, for hans skyld kunne han lige så godt efterlade hans livløse krop her i gyden og vende tilbage til kroen for at sove uden nogen form for dårlig samvittighed. Men først. Først ville han have lidt sjov.

Blodet sprøjtede ud og lagde sig som skinnende fregner over Junos ansigt, imens en heftigere regn af blod landede på hans trøje. Blodet gav ham dog ingen ide om, at have vundet, og han vendte kniven i hånden, for at gentage bevægelsen, men inden han kunne nå at ramme Thanos igen, blev kniven tvunget ud af hånden på ham.
Den landede på brostenene med et rabalder, men Juno brugte ikke tid på at se efter den - han vidste, at den ikke ville kunne hjælpe ham alligevel.

I stedet så han op på Thanos, og følte hårene rejse sig på sine arme, da manden smilede ned til ham.
“Jeg har gjort mig fortjent til min hævn,” snerrede han, så snart Thanos løsnede grebet om hans hals nok til at han kunne tale. Han havde lyst til at fortælle Thanos, at han havde efterladt dem til det værste han kunne forestille sig, at Vargas havde gjort langt værre ting ved ham, end Thanos havde, og at han ikke var bange for ham længere, men sandheden var, at det stadig var Thanos han havde mareridt om. Det var Thanos, der havde hjemsøgt ham siden deres første møde.

“Slip mig,” beordrede han, selvom han vidste, at hans ordre næppe ville blive adlydt.

“Det har du da. Men du fejlede.” Thanos betragtede de blå øjne og unge træk uden nogen følelser i sine iskolde øjne, men stadig med et smil i mundvigen. Lidt som en kat, der havde fanget musen og glædede sig til at lege med den.
Ordren fik Thanos til at trække let på skulderen. Slippe ham? Det skulle han nok. Så han havde sine hænder fri. Inden lænede han sig dog ned mod ham for at tale dæmpet nær hans øre.
“Men nu er det min tur.” Han trak sig tilbage, kun for at nikke Juno en kraftig skalle. Han slap ham og slog ham hårdt i maven med en knyttet næve. Derefter sigtede han efter hans ansigt.

Slag efter slag. Så snart Juno var på jorden, sparkede han til ham i stedet, inden han bukkede sig over ham og arbejdede videre med hans ansigt og overkrop. Der var ingenting i Thanos. Intet had, ingen vrede. Bare en trang til at slå og gøre ondt. Vise drengen, at man ikke forsøgte at slå ham ihjel uden konsekvenser. Og bare fordi… nå ja. Han havde været en ret stor pestilens under den lange rejse, og nu kunne Thanos gøre som han ville, der var ingen pris for drengen i den anden ende.

Efter et stykke tid stoppede han endeligt. Kastede Juno fra sig. Han kunne gå, men måske der var lidt mere sjov i knægten, så i stedet satte han sig på en kasse og lænede sig afslappet mod muren bag. Hans hænder røde af blod, mest Junos, men også lidt af sit eget, når huden på knoerne havde givet efter for presset. Ikke at man kunne se nogle skrammer nu.
Med et lidt tænksomt blik betragtede han drengen. Var han ved bevidsthed? Han var ikke sikker, men han åbnede munden alligevel.
“En ting må jeg dog indrømme, jeg troede ikke, at du havde nosser til at forsøge at komme efter mig.” Han hev et lommetørklæde frem fra en lomme og begyndte at gnubbe sine hænder for at få så meget blod af som muligt. Resten ville kræve vand.

Juno nåede lige at spænde i skuldrene, da Thanos truede ham, men ellers nåede han ikke at reagere, før en lynende smerte ramte hans hoved. Efter dét gik det hurtigt. Juno kunne slet ikke følge med og han kunne meget mindre forsvare sig selv. I rent håb om at kunne gøre en form for modstand, holdt han sig stående så længe han kunne, men var nærmest taknemmelig, da han endte på jorden - her kunne han i det mindste lægge sine arme for sit ansigt og beskytte dét for de værste slag og spark.
Til ingens overraskelse, lod Thanos ham dog ikke slippe så nemt, og da Juno endelig blev sluppet af ham, faldt han livløst ned på brostenene, med blod i hele ansigtet og ned ad halsen. Han blødte fra sin næse, sin mund og sine templer. Han var slet ikke i tvivl om at hans næse var brækket, og hans læber var så mishandlede at de føltes som to store, friske sår.

Han lå et øjeblik uden at sige noget, da Thanos talte til ham, men så, efter et par sekunder, gryntede han og hev sig op at sidde.

“Jeg har fandme været nødt til at gro nogle nosser, der er større end Zaladins, efter hvad du gjorde ved mig,” svarede han. Han sad knap nok op, men følte sig svimmel alligevel; et resultat af Thanos’ mange slog mod hans ansigt.

Der kom et let grynt fra Thanos, da Juno svarede ham, så utydeligt, at han næsten ikke havde kunnet høre ham. Så han havde ikke fået banket rapkæftetheden ud af ham. Et eller andet sted var Thanos rimeligt tilfreds med det, drengen var meget sjovere på den måde.
De brune øjne gled kort til ham, inden han igen koncentrerede sig om sine hænder.
“Du er i hvert fald mere sejlivet end jeg havde regnet med, da jeg valgte at slæbe dig og din ven med til Rubinien.” Man kunne måske kalde det ros, men Thanos sagde bare sandheden. Han stak lommetørklædet tilbage i lommen og løftede hovedet for at betragte drengen.
“Apropos din ven, har du ham med hjem igen?” Det var en let form for nysgerrighed, hvordan var de sluppet væk fra Vargas? Ingen slap væk fra den dæmon, hans klamme hænder holdt godt fast.

Thanos trak det ene ben op på kassen og lod sin underarm hvile på sit knæ. Trods volden, var han ganske afslappet. Det var bare god motion. Han havde ikke ondt efter at have slået og sparket så meget. Gad vide, hvordan drengens ribben havde det? Han var ikke så heldig som Thanos, der helede med det samme. Hævnen for de tæv, han havde givet, ville komme, men lige nu hyggede han sig bare.

Den voldelige lejesoldat, voldspsykopaten, stod ikke tilbage fra at give en omgang tæv. Men han var ikke kun vold, han var også intellekt. Og lige nu havde han ikke noget i mod en samtale med drengen her. Finde ud af, hvordan de var sluppet væk fra hans periodevise arbejdsgiver og kommet tilbage til Dianthos. Og måske han kunne hyle Juno endnu mere ud af den psykisk bare ved at snakke. Det så ikke ud til, at han var alt for hårdt ramt af de tæv, han havde fået. Men ingen havde nu heller ikke sagt, at Thanos var færdig. Måske han bare havde brug for en pause.

Juno fnøs, da Thanos roste ham, men han så også væk og skjulte diskret sit ansigt ved at forsøge at tørre noget af blodet af i sit ærme. En smule kom af, men det meste blev blot tværet ud i hans ansigt.

“Du kender mig ikke, hvis du tror jeg havde kunnet efterlade ham,” svarede Juno, vreden i hans stemme dulmet af lyden af blod i hans mund. Han spyttede det værste ud på jorden, men da han trak vejret ind igen, spredte der sig en smerte fra hans mave, hvor et par trykkede ribben holdt ham fra at trække vejret dybt ind. Han sad, foroverbøjet og tydeligt i smerte, men det stoppede ham ikke fra at snakke videre.

“Jeg solgte min magiske pik til en liderlig dame, der var så vild efter den, at hun tog både mig og Hector med sig hjem igen. Så her er jeg nu - takket været min pik og mine nosser.” Han slog ud med en arm efter at have sagt det og smilede også op til Thanos, men det var et anstrengt smil, og øjeblikket efter blev han nødt til at lade sig dumpe helt ned at ligge på de kolde, våde brosten igen, fordi svimmelhed og smerte overvældede ham.

Thanos trak på den ene skulder.
“Det kunne være, at Vargas havde taget livet af ham, man ved aldrig rigtigt med den dæmon.” Det var ikke kritik, Thanos var ligeglad. Vargas var en mand, der betalte godt for hans tjenester og Thanos havde ikke noget imod at være i hans selskab. Han fandt på nogle ganske spøjse ting ind i mellem. At hans humør svingede mere end vejret, nå ja, det skulle man jo bare være lidt opmærksom på.

Han kom med et enkelt brum af morskab, da Juno fortalte som sin fantastiske pik, der havde reddet dem fra et liv i Rubinien. Han havde set den, så fantastisk havde den nu ikke set ud. Tanken fik ham til at smile en smule mere.
“Jamen heldigt for dig og geden.” Han lagde hovedet lidt på skrå. “Det ser ud til, at Vargas har holdt dig beskæftiget.” Der var flere muskler på ham, det kunne Thanos sagtens se. Detaljer var vigtige og han tog dem til sig helt uden at spekulere over det.

Murens sten var kolde igennem hans tøj og støvregnen faldt stadig, men ikke så meget som tidligere. Nok til at en dråbe med jævne mellemrum forlod hans kortklippede hår og trillede ned over hans ansigt. Det fik ham end ikke til at blinke. Lige nu var hans opmærksomhed rettet mod Juno. Dog var han også opmærksom på, om der skulle komme nogen ind i den lille gade. Men der var stadig udgangsforbud og der var ikke rigtigt nogen ude i gaderne. Hvilket var meget heldigt, han behøvede ikke at stresse over at blive færdig med knægten.

Det var underligt at tænke på at Thanos trods alt kendte dem rimelig godt. Det ville ikke have været usandsynligt at Hector var blevet dræbt af Vargas. Han havde trods alt boet tæt sammen med Ana og selvom Hector slet ikke var interesseret i smukke kvinder, så havde det vist ikke været meget der skulle til for at provokere Vargas når det kom til hende.

Det var næsten beroligende at høre, at Juno underholdt Thanos. Som om det betød, at manden ikke ville dræbe ham, bare fordi han kunne få et grin ud af ham. Juno vidste at det ikke var sandt, men han klyngede sig til håbet.

Juno stønnede, både af sine nuværende smerter og af mindet om, hvordan Vargas havde trænet ham. Des længere tid der gik, des mere ondt fik han - når Thanos ikke aktivt slog på ham, forsvandt den adrenalin, der havde holdt det værste af hans smerte i skak.

“Han skulle have lært mig at myrde svin som dig, i stedet for at give mig muskler,” svarede Juno kækt tilbage, inden hans lunger modarbejdede ham og tvang ham til at hoste, indtil brostenene foran ham var røde af blod.
Juno kunne ikke overskue at fjerne sig fra det og i stedet for at handle på det, lagde han blot en hånd over sit ansigt, så han ikke skulle se på konsekvenserne af at have angrebet en mand han vidste var mange gange stærkere end sig selv.

Thanos havde ingen anelse om, hvad Vargas havde gjort ved de tre slaver, han havde haft med. Historien med trolden ville nok have fået ham til at trække på smilebåndet. Havde han vidst, at Hector havde boet sammen med Ana, havde han nok hævet et øjenbryn. Han havde på nært hold oplevet Vargas’ ejerskabsfølelse over for pigen, en gang han havde glanet forkert efter hende. Den mand var lidt for besat af den kønne pige, men Thanos vidste bedre end at sætte spørgsmålstegn ved det.

Der kom ingen reaktion fra Thanos, da han fik endnu en dødstrussel. Nej, skulle han have reageret på noget, var det at blive kaldt et svin, selvom han var blevet kaldt meget værre end det. Men af ren princip. Det var nu ikke alt for slemt og han var for magelig til at rejse sig op og losse til drengen. I stedet betragtede han ham hoste blod op og lavede en mental note om, at han nok ikke burde begyndte at sparke til ham igen, hvis han skulle overleve. Om han skulle, ja det havde han ikke helt besluttet sig for endnu.

“Jeg tror ikke, at du har det i dig. Evnen til at slå ihjel. Du er for blød.” Han lagde hovedet lidt på skrå. “Du tænker for meget med hjertet og for lidt med hovedet.” Han lavede en bevægelse med en hånd mod sit bryst og derefter mod sit hoved for at understrege sine ord.
Det virkede måske sært at en mand som Thanos brugte tid til at tale med sin offer på denne måde, men han havde ingen følelser i klemme og han havde for længst fundet ud af, at han lærte noget af det. Lærte mere om at forstå alle andre. Alle dem, der ikke var som ham. Og det hjalp ham med at udføre sit arbejde bedre. Og lige nu var der ikke noget, der hastede.

Juno så gerne at Thanos havde ret. Han havde ikke lyst til at blive i stand til at slå nogen ihjel. På sin vis havde Thanos ret i, at han var blød. Når han tænkte på fyren, han havde sloges mod i håb om at få lov til at se Hector, håbede han også, at han ikke havde dræbt ham, selvom han aldrig havde fået bekræftelse i at han var okay.
Men lige nu kunne han ikke tænke på andre end Thanos, og ham havde han dagdrømt om at myrde så ofte, at det virkede realistisk at han kunne.

“Pis af,” mumlede han med blod i munden, der væltede ud idet han åbnede den. Langsomt fik han kæmpet sig op at sidde, med arme der skælvede under anstrengelsen. Frygten forsvandt bag den vrede Thanos altid fik frem i Juno. “Jeg har ikke brug for hverken hoved eller hjerte for at slå dig ihjel.” Hans sad usikkert, truende med at vælte hvert øjeblik, men på trods af hvor svimmel han var, fik han skubbet sig yderligere op og ind imellem Thanos’ spredte ben, hvorfra han greb fat om mandens hals og klemte til.

“Dø!” beordrede han med en snerren og med sin anden hånd greb han fat om Thanos’ trøje, både for ikke at vælte og for ikke at lade ham skubbe sig væk for nemt. Han vidste, at han aldrig ville være kommet så langt, hvis ikke det var fordi Thanos tillod det, men han havde brug for at prøve, brug for at gøre sit bedste forsøg, før han ville kunne få bare lidt fred.

Det var et sørgeligt syn at kigge på drengen, der tydeligvis prøvede at være sej, selvom han var rimeligt godt gennembanket. Der var intet i det han sagde eller gjorde, der gjorde Thanos bekymret. Heller ikke, da knægten endeligt kom på benene og kastede sig over ham. I ren og skær arrogance, gjorde Thanos ikke noget for at beskytte sig selv, og det var da heller ikke nødvendigt. Grebet om hans hals var svagt, og han lo ham direkte op i ansigtet, da han bad ham om at dø. En latter der kun varede kort, inden han i nogle hurtige, hårde bevægelser fik skubbet ham af sig. Det gik stærkt og snart havde han presset drengen ind over kassen, forover, en arm vredet om på ryggen og med ansigtet mast ned i mod det hårde træ. Han skubbede sig krop imod ham, som han lænede sig ind over ham for at tale ned i hans ansigt.

“Det var dumt. Du burde lære at holde dig fra en kamp, du ikke kan vinde.” Thanos havde ikke glemt, hvad denne dreng frygtede mest og nu han alligevel skulle straffe ham… han slap hans hoved og lod sin hånd glide ned over hans side og op under hans trøje, så den ru hud rørte ved hans bløde.
“Jeg kan næsten ikke tro, at du har glemt, hvad jeg gør ved uartige drenge. Hvor meget skriger du denne gang?” Hans ord var kun for at skræmme. Kun for at intimidere. Hans bevægelser gjorde resten, som han greb fat i drengens bukser og hev dem ned. Så fik han da også lidt fornøjelse i dag. Snart var hans egne skubbet ned og han tog for sig af retterne. Som altid, hårdt og brutalt.

Da det hele var overstået, slap han drengen og trak sit tøj på plads. Hans blik landede på den lille kniv, Juno havde forsøgt at skade ham med. Afslappet samlede han den op og kiggede lidt på den, inden han greb fat i Juno igen og snurrede ham rundt, så han lå med fronten opad.
“Jeg burde snitte halsen over på dig.” Han så lidt på Juno, inden han med en hurtig bevægelse førte kniven mod hans hals. Men han nøjedes med at skære hans trøje op foran, så han kunne blotte hans bryst.
“I stedet giver jeg dig noget at huske mig for.” I hvert fald indtil han fik fat på en healer. Hvis han gjorde det. En hånd blev lagt over hans mund, inden spidsen af kniven blev presset ned i kødet ved skulder og kraveben og derefter trukket skråt ned over hans brystmuskel. Blodet væltede straks frem, men ikke livstruende. Det ville efterlade et godt ar, hvis det fik lov til at heale af sig selv.

Frygt overmandede Juno var det øjeblik han kunne mærke Thanos’ krop imod sin egen. Det var som om hans krop kunne huske, hvad der ville komme nu, allerede inden hans hjerne havde opfattet det. Thanos’ krop var tung over Junos, der på trods af Vargas’ træning stadig var spinkel i forhold til, og han tog en besværet vejrtrækning, imens Thanos truede ham.

Helt instinktivt, ligesom han havde gjort med både Hector og Tarek, slog han ud med sin frie hånd for at stoppe Thanos fra at røre ved ham. Men han stod i en position, der ikke tillod ham at gøre brug af sin styrke og hvis Thanos på den mindste smule blev besværet af Junos modstand, kunne det ikke mærkes på ham. Øjeblikket efter var Thanos’ hånd mod Junos hud, og hele Junos krop stivnede ved følelsen.
“Lad være,” bad han og for første gang var der en desperat bøn at høre i hans stemme. Sekundet efter var bønnen et forskrækket skrig, men Juno var lige så lidt interesseret i at blive afbrudt, også selvom det var for at blive reddet, som Thanos sikkert var. Hans stolthed betød, at han bed resten af sine skrig i sig, for at undgå at blive fundet med bukserne nede og Thanos i sig.
Han kunne dog ikke ignorere smerten, og fra det øjeblik Thanos trængte op i ham, klynkede og stønnede han ved hver bevægelse der kom fra ham. Han krympede sig under ham, og bemærkede ikke selv de tårer, der løb ned ad hans kinder, men var pinligt opmærksom på, hvordan hans ben spredte sig for Thanos. Manden tvang sig helt ind om der var plads eller ej, og den nemmere adgang Juno tilbød ham dulmede lidt af smerten, der i øjeblikket han gjorde det virkede som et fair bytte, men som senere ville vise sig at brænde sig ind i hans sind som sin største skam.

Da Thanos kom i ham, åndede han lettet op. I det han trak sig ud, kunne han mærke den varme, slimede substans glide ned imellem benene på sig, og selvom han hadede det, var det en klar forbedring fra før, og han tøvede ikke med at hive sine bukser op og lukke dem.

Han gispede forskrækket, da Thanos vendte ham rundt mod sig. Hans kinder var røde og der var striber efter tårer ned af dem, og for en enkelt gangs skyld stod han stille og tavs, imens Thanos talte og skar i hans trøje. Han forholdt sig også tavs, da Thanos lagde en hånd over hans mund - kun én ting kunne få ham til at skrige nu, og dét havde Thanos allerede gjort ved ham. Smerte tvang ham til at skrige alligevel, da kniven blev presset ned i hans brystmuskel.
Blodet væltede frem og Juno følte sig straks svag på benene. Adrenalin fyldte hans krop igen indtil han knap nok mærkede smerten, og han lagde en hånd om Thanos’ for at fjerne den fra sin mund. Fjernet ville den kun blive, hvis Thanos samarbejdede, for Juno havde ikke et gram af styrke i sin krop på dette tidspunkt.

“Sut min pik,” mumlede han, om Thanos lod ham fjerne sin hånd eller ej, og skubbede sig frem fra kasserne for at forsøge at angribe Thanos igen, men så snart han stod op sortnede det for hans øjne og han faldt, besvimet, ind imod Thanos.

Modstanden var så vag, at Thanos ikke havde problemer med at skubbe den til side. At bruge sin egen krop til at mishandle var ikke noget, der gav ham nogen som helst form for negative følelser. Han var ligeglad, hans krop var et våben som alt andet og at bruge den mod en som Juno, var blot en dobbelt fornøjelse. En han gerne tog, bare fordi han kunne.
Fornærmelsen gled i mod ham, efter han havde fjernet sit hånd, men inden han komme komme med et svar, vendte drengen det hvide ud af øjnene og væltede ind imod ham. Rent refleksmæssigt greb han ham, selvom han lige så godt kunne have ladet ham falde.

I stedet for bare at slippe, skubbede han ham ned at sidde med ryggen mod kassen, der havde været støtte for deres lille session. Jamen dog. Han havde vist fået nok. Thanos havde faktisk heller ikke planer om at gøre mere ved ham, det var sjovere at efterlade ham i live og arret. I krop og sind. Han var ikke bange for, at Juno en dag ville få slået ham ihjel, der stod mange i kø før ham og han var en amatør.
Han sad på hug med armene hvilende på benene, mens han betragtede ham lidt. Følelsesløst. Han følte intet ved at se på det ødelagte ansigt, blodet og de lyse lokker. Drengen kunne lige så godt have været en sten. Om han døde eller levede betød intet for Thanos og han kunne lige så godt rejse sig og gå.

Men inden han nåede at komme op, kom der liv tilbage i hans offer og han blev siddende indtil han var sikker på, at der var kontakt.
“Lad mig give dig et godt råd. Stop med at være et offer. Bliv den hårde mand, du forestiller dig at være. Lær at slås ordentligt, lær at forsvare dig selv. Lær at bruge den her, før du ender med at stikke dig selv ned.” Han løftede kniven op for at vise ham den og bankede den så i træet ved siden af hans hoved. “Træn, øv og bliv til mere. Eller forbliv den blødsødne klat du er nu og dø for tidligt.” Han rejste sig op og et svag smil kunne skimtes om hans læber. “Og så kom og find mig. Måske du kan få din hævn til den tid. Eller jeg slår dig ihjel.”

Han trak på den ene skulder for at sige, at han var ligeglad. Og så var der ikke mere at sige eller gøre, så han vendte rundt og begyndte at gå tilbage mod kroen. Det var holdt op med at regne, men det skulle blive rart at komme ud af det våde tøj og kravle under tæpperne i den seng, der ventede på ham. Men det havde været rart med noget motion. Måske han kunne nå en pibe mere, inden han blev træt nok til at sove.

Juno kom til sig selv kort efter at have mistet bevidstheden, siddende, med hovedet hvilende mod en trækasse bag sig. Det svømmede for ham, og der var et øjeblik, hvor det eneste han kunne tænke på var følelsen af trækassen foran sig og Thanos over sig. Han følte sig kvalm ved tanken og åbnede øjnene for at undslippe mindet, kun for at få øje på Thanos foran sig.

Han tvang sig selv til at fokusere og fulgte også kniven med blikket, da Thanos viste ham den, men han trak kun på skuldrene da Thanos forudså en for tidlig død for ham.

“Jeg skulle have været død for længst,” svarede han lavmælt, med munden fuld af blod igen, men med nok respekt og frygt for Thanos til at se væk imens. Han lukkede også øjnene og da han endelig åbnede dem igen, var Thanos væk. Juno blev siddende i flere minutter, inden han pressede en hånd imod sit sår og fik kæmpet sig op at stå og bevæget sig hjemad. Han ville hellere dø af blodmangel, end han ville se en helbreder i øjnene.