Nymfen var ude og bade ved et af hans favoritsteder - ved de varme kilder. Der var sjældent andre her end ham selv, og han tillod sig selv at være så fri som muligt, med togaen hængt over et par vilde grene og nymfen selv under vandfaldet, hvor han blev skyllet og renset af den blide, nærmest kærlige strøm. Det var tydeligt at nymfen var i sit es her, og han hørte til blandt naturens ånd. Hans krop var velskabt, ren og fløjlsblød, med de vilde krøller strittende ud til siderne (selvom de godt nok havde mistet noget af deres pragt under badet) og de brune, store øjne var lukket i nydelse som han tog sig hengivent af sit hår, vaskede jord og snavs ud af det. Han gjorde det, som han altid gjorde når han var i sit eget selskab: han sang til fuglene, som sang tilbage til ham, og det fyldte den lille lysning med varme og liv, som det tiltrak dyr.

En hjort havde vovet sig ud i vandet mens det drak nogle slurke og den lod til at føle sig ubemærket og tryg i selskabet med nymfen, havde sendt den et smil, før øjnene var atter lukkede og han forsatte den omhyggelige vask, længere ned af hans krop og ned langs hans mave. 

Jonah var igen afsted på sin gamle brune hest, som den ikke specielt rutinerede rytter han var, var han virkeligt glad for købet af den gamle hest! Den havde stadig nogen gode kilometer i benene, og så længe han gav den en gulerod, så var de (næsten) enige om vejen når de skulle et nyt sted hen.
Han følte sig nærmest som en rigtig cowboy når han red afsted i galop på den smukke hest. Elverly var et af de steder han ofte besøgte, hans nu afdøde kone var opvokset i netop dette område, og hendes gravsten stod under et af de store træer i skoven.

Når livet blev for hårdt og han havde brug for at huske tilbage på de gode minder, tog han ud for at kigge sig omkring i den smukke natur. Jonah troede ikke længere på kærlighed, han troede på at man mødte en person, som man skulle bruge livet med - og den person havde han mødt, og mistet igen.
Derfor var han nu alene tilbage og han skulle aldrig igen opleve kærlighed på den måde. Det passede ham også udemærket for selvom han havde mødt smukke kvinder.
Så havde han aldrig mødt nogen så smuk som hans egen hustru.

Jonah satte sig langs en af de varme kilder og der gik ikke længe før han fik øje på en skikkelse i vandet. Jonah sad et langt øjeblik og tog sig selv i at... stirre?
Der gik faktisk et stykke tid før at Jonah opdagede det var en mand der stod i åen, men det var lidt som om han stirrede alligevel, hvilket fik hans kinder til at blive røde. Jonah stirrede ALDRIG på nogen og da slet ikke en... mand. Han kiggede væk, ud på et af de mange træer, men blikket sneg sig lynhurtigt i samme retning.

Males havde ikke lagt mærke til at han ikke var alene mere - nej, det var faktisk hjorten der gjorde ham opmærksom på det, som den pludseligt spidsede ører, og derefter sprang væk i fuld spring. Nymfen så efter den med forundring malet i det kønne, fregnede ansigt, derefter lod han øjnene glide rundt i lysningen hvor han fik øje på en, der stirrede på ham. Males følte sig ikke truffet, nej, tværtimod! Hans fyldige læber spredte sig til at varmt, dragende smil som hans hænder gled yderligere over hans krop, opad, op af hans hals og op i det lige så rige, fyldige hår som han fik lokkerne skubbet bort fra ansigtet. Gad vide hvad han lavede her? Nymfen fornemmede intet dårligt fra manden. Han havde vinger, og det fyrede op under Males's interesse som han valgte at vige bort fra vandfaldet og gå i retningen af manden (som var blevet helt rød i kinderne). Hans skridt var langsomme og sensuelle, og tilpassede sig fuldkommen til den spinkle, feminine krop, som dog ej ejede et par kvindelige dele. Under alt den tid han nedlagte distance mellem dem, kiggede han på ham med de lune øjne.

"Hej," hilste nymfen muntert og yderst venligt som han stoppede op et par meter fra ham, med slet form for generthed over hans egen nøgenhed. Han tiltede hovedet på skrå som han nærmede sig et par skridt yderligere, så han kom tættere og tættere på. "Du kigger på mig," fniste han, som han blinkede med de runde, forførende øjne. 

Jonah havde lidt lyst til at kaste op i munden på sig selv over det faktum at han sad sådan og stirrede på den unge fyr! Jonah var bestemt ikke til mænd og det havde han aldrig nogensinde været, sådan noget var en kæmpe synd og han skulle bestemt ikke være sammen med nogen, nogensinde igen! Han skulle ikke engang kigge på en kvinde, ikke engang tænke beskidte tanker!
Også sad han her og tog sig selv i at stirre på en mand? Guderne måtte jo straffe ham og lagde himlen falde ned over ham! Jonah kiggede væk igen, og kunne mærke hvordan han blev vred, ikke på manden, men på sig selv.

Som han pludseligt hørte at manden sagde til hej til ham, gav det næsten et set i Jonah der kiggede tilbage i mod ham og igen nok kom til at stirre en smule for meget på alt.
"Jeg... Øh... Hej" sagde han i den mest maskuline stemme han overhovedet kunne præsenterer, nok bare lige for at pointerer overfor sig selv at han altså VAR en rigtig mand.

"Åh mig? Nej.. Jeg... kigger på.. Vandet" sagde Jonah ret så hakket og i en tydelig løgn, okay det her var det mest akavede han nogensinde havde oplevet.
"Jeg skulle bare... jeg skal også, du ved..." sagde Jonah og rejste sig op for at begynde at gå tilbage til sin hest, men som han forsøgte at rejse sig op, fik han overbalance og faldet og slog hovedet ind i træet ved siden af ham hvilket fik en smule blod til at løbe ned fra hans pande.

Males synes at manden virkede rigtig sød - han fik ham til at le lige så muntert som før som han hørte hvor genert han blev overfor den nøgne nymfe, der blot smilede sødligt til ham. "Gjorde du? Det er også meget smukt," sagde nymfen ærligt, og med en lille sukken som han selv beundrede vandet i et godt sekund - og som han vendte sig om atter, for at se på manden, måtte han give et gisp fra sig! 

Manden havde rejst sig, og var åbenbart faldet og havde slået sig. Males forbarmede sig straks som et trist udtryk kom i hans øjne, og han satte sig på hug, lige overfor manden med hans øjne i hans. Han kiggede på blodet og de varme, våde hænder forsøgte at stryge blodet væk, uden at tænke på at han nok sad lige lovligt tæt på. "Gør det meget ondt?" spurgte nymfen i den mest oprigtige bekymring der kunne findes. Intet virkede falskt eller overfladisk på ham, som han gjorde alt med den reneste intention. 

Jonah kunne ikke helt finde rundt i sig selv, men han syntes på ingen måde at situationen var specielt behagelig! Det kunne det da umuligt heller ikke være for manden der stod et stykke foran ham.
Der var ingen tvivl om at det bedste var at dage den brune hest og tage tilbage til hovedstanden hvor Jonah boede. Han skulle bestemt ikke noget som helst, med.. noget.
Hans søster var sikkert ikke i dette her område alligevel og der var alligevel heller ikke nogen meget vigtige mennesker han skulle besøge, den kunne han jo altid besøge en anden god gang, der var... bedre end nu.

Okay hans hjerne tænkte ikke klart og det hjalp da på ingen måde da han pludseligt slog hovedet ind i træet, og følte sig en smule svimmel, flot, virkeligt flot!
"Vandet? Ja... wauw" sagde han og tog sig til hovedet imens han stadig forsøgte helt at finde ud af hvad der var op og ned på verden. Uden helt at vide hvordan han skulle svare fornuftigt.

"Nej? NEj hovedet? Det er så fint" sagde han og vigede fra mandens berøring, imens han kunne mærke en behagelig sitren i sin krop som manden rørte ved ham. Nymfe! Helt sikkert en nymfe - en mandelig nymfe? Åh gud, det kunne han på ingen måde overskue.
"Jeg har det simpelthen så fint, jeg skal bare lige finde min..." han rejste sig op: "Waauw.. Okay, lige om 2 minutter" sagde han og satte sig lige så hurtigt ned igen som han kunne mærke han blev svimmel.

Males så stadig ret bekymret ud. Han lod ham rejse sig op, men hans bløde hænder var stadig på ham og tillod sig at holde ham oppe, da han blev svimmel. Han var slet ikke stærk nok til at løfte ham, men han kunne da forhindre ham i at falde og slå hovedet, så han prøvede at få ham forsigtigt sat ned der hvor han sad ned. 

Som han fik ham placeret ham ned, satte han sig på hug igen, og fik taget om hans hoved, så han kunne stryge blodet væk med kærlige, blide bevægelser som var omhyggelige. "Det der ser slet ikke rart ud," konstaterede nymfen med stemmen der var så syngende og dragen at enhver kunne blive ledet væk af den. Ud af hans hænder blev der skabt en blomst, fløjlsblød og puffet, og med den fik han det meste af blødningen væk, og et lille smil viste sig på de fyldige læber. "Der er ikke nogen grund til at have så travlt," bemærkede nymfen, med en gemt fnisen. "Jeg passer på dig," sagde han. Der var ingen bagtanker med det, det var et ærligt ønske om at få ham til at have det bedre. 

Jonah følte sig utrolig forvirret lige nu, ret forbavset og havde på ingen måde regnet med at dette her skulle være måden dagen ville ende på.
Han fumlede stadig lidt i et forsøg på at komme hen til sin hest, men han kunne ikke rigtigt bevæge sig mest på grund af svimmelheden men også fordi han prøvede at tænke en fornuftig tanke og finde ud af hvad det egentligt var han følte i sin krop lige nu.

"Du... skal ikke passe på noget som helst" sagde han i en ubehaglig stemme der næsten dirrede en smule, det var jo ikke fordi at Jonah sad og var tændt eller noget, så vilde var nymfer heller ikke. han var bare i chok over at han overhovedet havde fundet et stik af tiltrækningt il en mand.
Eftersom han selv mente han på ingen mulig måde var interesseret i mænd på den måde, han var KUN til kvinder. Bum, baste, slut prut!
"Jeg har ikke travlt, jeg skal bare... Noget" sagde han: "Og mand, så tag dog mere tøj på!" sagde han helt frustreret. Skulle de endeligt have en samtale, så kunne han da slet ikke overskue at de skulle have en med en halvnøgen mand foran sig.

Males kiggede på ham med en forundren over hans ubehagelighed. Nymfen forstod det ikke. Han ville jo bare passe på ham! Han fulgte manden, sørgede for at hjælpe ham med at holde ham oppe så han ikke forsvandt nogle steder hen. "Men du...," den frustrerende stemme skar fuldkommen Males af og han kiggede på ham, hvorefter hans øjne blev våde af tårer han prøvede at holde tilbage, men han forstod slet ikke hvorfor han skulle være så led! Måske var det fordi han havde det skidt, men: "Jeg vil jo bare gerne hjælpe dig," snøftede han nærmest som de store, hvide blomsterører blafrede. 

,