At forlade hovedstaden kunne måske godt klassificeres som en fejl.
Nok da i denne her Zaladinske kulde!
Hun havde oplevet kulde før i sit hjemland, men denne her var anderledes... den var nærmest rå, og selvom der ikke engang var rim på bladene endnu, fik den hende til at fryse helt ind til benet.

Hun trak den tykke rejsekappe tættere omkring sin spinkle krop, og nøs en enkelt gang som hun kom gående hen ad skovstien.

Hun mumlede et bandeord inde fra den lune hætte. Bare hun ikke var ved at fange en forkølelse...

Efter at have gået lidt blandt træerne, fik hun øje på en sø med spejlblankt vand.
Godt... her kunne hun fylde sit drikkeskind!
Så havde hun vand at koge når hun meget snart byggede sig et bål...

I samme øjeblik hun trådte ud fra træernes ly, fik hun øje på den store, bjørneagtige skikkelse, som sad lidt derfra.
Havde det ikke været for hendes hætte, ville det være tydeligt at se overraskelsen i de brune øjne... hun havde slet ikke opfattet ham.

Hans store hånd forsvandt ned under søens mørke overflade indtil hans håndflade fyldtes med vand. Herefter bragte han vandet op til munden og drak af den overfladiske mængde han havde fået fat i. Han rystede hånden bagefter og brugte håndryggen til at tøre sig om munden, før hans øjne lyste op i et øjebliks dyrisk opmærksomhed: en lyd? Noget inde imellem træerne. 
Det fik han til at rette rygggen imens han sad på hug ved vandkanten, og på grund af månelyset og mørket kunne man ikke se meget andet end en sort pelset skikkelse med en silhouette af et bjørne hoved, med to lysend gullige øjne, der spejdede ind mellem træerne. Han sad vagtsomt og lyttede, samt sniffede lugten. Måske der var bytte i nærheden? 

Det var ikke en bjørn... det var hun sikker på.
En bjørn ville have fanget færten af hende på væsentligt længere afstand, og så ville jagten være gået ind.
Alligevel trak hun sig langsomt tilbage, ind mellem træerne, mens hun holdt blikket fastlåst på skikkelsen.

Hun rodede lidt rundt under kappen, og fremdrog en bue med løsthængende streng.
Denne blev nu spændt lydløst, og hun rakte atter ind, for at lægge en hånd på skaftet af en af hendes pile.
Uanset hvad det var der sad der, skulle hun ikk tages med bukserne nede.

Yzgarth's øjne fortsatte med at spejde ind i imod de mørke træer. Månens stråler rakte ned imellem trækronerne og oplyste til en vis grad det mørke terræn omkring dem. Han lyttede, intenst men da der kke skete yderligere vendte han atter ryggen imod skovbrynet og så ned i søens blanke overflade. Han betragtede lydløst sin egen reflektion, før han satte en hånd på sit bøjede knæ og rejste sig op. 
Pludselig blev illusionen om en bjørn brudt og istedet stod en 2 meter høj skikkelse, med hvad der lignede et bjørne hoved for søens fod. Men det tog ikke en lærd at ligge to og to sammen, og fastslå; det var ikke noget dyr. Han vendte sig væk fra søen og ind imod skovbrynet. 
Der var et godt stykke fra de første træer og hen til søen. Højt græs skabte et bølgende hav imellem dem, og ind imellem de høje strå dansede de ivrige ildfluer stadigvæk. 

Varm luft forlod hans næsebor i en dyb udånding og skabte en mindre sky pga. kulden, før han tog det første skridt og forstyrrede ildfluerne der sværmede op i en gylden sky! De oplyste til bedste evne den store orks front i et varmt skær, som aflørende den hærdede grønne hud, de karakteristiske ansigtstræk og de brune øjne med deres orange genskær. Hans overkrop var ikke tildækket men to tykke læder bælter var spændt om hans store brystkasse i et kryds, og holdt angiveligt bjørnepelsen fra at falde ned af hans skuldre. Over brystet var der også to lange, sorte, tykke, fletninger der stoppede ved midten af maven og endte i læderknuder. Han havde et bredt bælte der dækkede hans mave-region og under dem nogle læderbukser af dyreskind, prydet med kranier fra mindre dyr der havde ladt livet for den ene eller anden grund. Mavebæltet havde indgraveret forskellige orkiske symboler og over det var et mindre bælte med en solid økse tilknyttet. 

Indtil videre lod det ikke til han vidste han blev iagtaget. 

Mei's mistake blev bekræftet da skikkelsen rejste sig op. Tårnhøj, noget højere end hende, og med en menneskeagtig krop... om end en god del mere bred og muskuløs.

Det var dog først da ildfluerne kastede deres lys over ham, at hendes hjerte for alvor begyndte at banke hurtigt.
Hun havde kun mødt denne race én gang før... og det møde havde næsten kostet hende livet.
Havde det ikke været for en venlig healer, ville hendes skader fra den kamp have taget hendes liv.

Mei hev langsomt en pil frem og satte den imod buestrengen, mens hun fortsatte med at gå langsomt baglæns.
Det var langt fra sikkert at alle den slags væsener var som hendes tidligere modstander... men at tage chancen ville være tåbeligt.

Han fortsatte igennem det højegræs og nåede skrovbrynet uden nogen overraskelser, end ikke da han kom ind imellem de forskellige træer lod det til at han opfangede mennesket der havde sin pil sigtet direkte imod ham. Han fortsatte ind imellem de mørke træer og ville forsvinde ind imellem dem, hvis hun satsede på sit held og blev stående der hvor hun var. 

Han så scenen udfolde sig fra trækanten og han brød sig ikke om det. En kujon og et monster af en skikkelse stod mod hinanden, kujonen have peget et våben mod den store. Loath var i skoven bagved mennesket og betragtede dem begge med en dyrisk stilhed der var svær at matche for et menneske og en ork. Men da mennesker spændte sin bue med en pil valgte Loath at noget måtte gøres.

det var koldt, men hans vinterpels havde sat ind og holdt dire ulven varm. Hans ånde kom i små damp skyer mens han betragtede den besynderlige scene og langsomt gik han frem mod mennesket. Han brød sig ikke om kujoner der angreb fra mørket og derfor gik han stille frem mod hende.

Da han stod meget tæt på gav en en stille lyd fra sig. 

Det var blot en brummen, ikke en knurren eller en aggressiv adfærd af nogen art. Han kiggede på hende mens han fik hendes opmærksomhed og så talte han i en lav sagte hvisken så orken ikke kunne høre dem. "Kun de der har mest at frygte angriber fra skyggerne." Hans orange gule øjne borede sig ind mod hendes hvis hun tillod det og hans hale dirrede i luften. Der var ingen frygt for hendes våben.

Han satte sig ned bag hende og derefter lagde han sig i en afslappet position. "Du ligner ikke en kujon." Han rettede sine øjne mod orken der var ved at forlade søen og gå ind mod skoven. En tanke strejfede Loath og så lagde han hovedet tilbage og gav et hyl fra sig. Det var dybt, varmt og gav dem begge tilkende overfor orken. 

"Frygt intet."

Kæmp i stedet mod din fjende ansigt til ansigt. Loath rejste sig og stod afventende, som en dommer til en fodboldkamp.

Hvilken side skulle han kæmpe for? Monsteret eller kujonen?

Den mystiske brummen der pludselig lød bag hende, gav Mei en kuldegysning, og hun vendte hurtigt blikket mod lyden - og spærrede øjnene op i overraskelse.
En enorm ulv...!

Da den talte, frøs hun fast på stedet og stod bare og stirrede på dyret.

Hun glemte dog hurtigt det mystiske og forunderlige ved, at den kunne tale... for hun opfangede skam godt fornærmelsen.
Hun skulle lige til at sige noget ganske stille, da dyret hylede og begyndte at opføre sig som en dommer til en kamp.
Mei's blik fløj hurtigt over imod orken, før hun lynhurtigt satte af over imod et træ.

Hun sprang op, satte af fra stammen, greb en gren på et andet træ, og svingede sig selv op på grenen for at komme uden for orkens rækkevidde, i tilfælde af at den angreb.

"Sindssyge ulv!" hvæsede hun vredt.
"Jeg ville undgå en kamp!"

Umiddelbart virkede alt uforanderligt idet Yzgarth bevægede sig igennem græsset, men da han næsten genfandt skovens læ, lød et skarpt ulve hyl fra et af de tætte buskadser. Da hylet var tæt på var det nemt at lokalisere hvilken retning det kom fra,  og det fik Yzgarth til hurtigt at tage sin økse fra bæltet i hånden og stirre hen imod de træer lyden var kommet fra. Imellem tiden indåndede han ivrigt luften i et forsøg på at opsnappe forskellige dufte. 

Var det en ulveflok? Fænomenet i sig selv ville være mærkeligt, deres klan havde aldrig haft problemer med de store agressive, pels klædte, kæmper fra bjergene. Der eksisterende en sær forståelse af at orkerne gjorde sit og ulvene gav plads dertil, eller endte som skind og smykker for klanens kvinder. Men gale ulve var blevet hørt om før. Gnorken havde fortalt om en plante der drog skovdyr til vanvid og fik dem til at angribe deres egne,så vel som alle andre omkring dem. Tanken strejfede ham, inden han bevægede sig imod det buskads hvor hylet var kommet fra. I samme nu hørte han den sagte puslen fra noget der bevægede sig hurtigt væk. Et øjeblik senere fløj øksen igennem luften og borede sig ind i stammen på det træ Mei havde svunget sig op i, få sekunder efter hun havde trukket sin fod til sig og sad på den tykke gren. 
Da der ikke lød et hyl eller hvin efter øksen var blevet kastet, gik Yzgarth ud fra at ulven var sluppet væk, men for en sikkerheds skyld satte han i et skrækindjagende brøl, imens han bankede på sin massvie brystkasse og trådte fremad i en aggressiv udfordring til de dyr, som han troede havde iagtaget ham og som forhåbentlig ville stikke halen mellem benene ved udsigten til et møde med en agressiv ork.  

Monstret kastede sin økse mod træet som mennesket skjulte sig i, og Loath drejede sit ene øre mod lyden og derefter tilbage igen. Han rejste sig og lyttede. Det store drog kom i mod dem begge og oppe fra træet hvæsede mennesket af ham. Loath brød sig ikke om hendes tone eller udtalelse og dag orken kom brølene frem stod Loath med nogle meters afstand fra scenariet foran dem.

Loath var ikke typisk en gud der bar nag, men han tillod ikke trods eller noget der bare lignede det. Så i stedet stod han ganske stille og nikkede til orken og pegede med snuden mod mennesket i træet.

"Jeg er ikke din fjende."

Bæst. Bæst - forfærdelig syndige bæst.

"Betragt mig som en observatør."

Hans blik blev lidt mere muntert som alt udspillede sig foran ham. Han var ikke bange selvom han burde være det, men hovmod og gudommelighed gjorde det ved en person. Loath nikkede igen mod træet for at pege hans opmærksomhed mod kvinden i træet. Sindssyg? Måske.

Men han kunne gøre det værre.

"Tillgengæld vil jeg tro at hende i træet er din fjende. Hun pegede i hvert fald sit våben mod dig mens du drak af søen."

Kaos, uorden var ikke hans tema, men for en gangs skyld ville han gerne se kvinde lide under en andens vrede. Han var ikke sindssyg, denne verden var sindssyg og splittet. Han var her for at gøre den hel igen.

Sindssyg sagde hun?

HAH!

Betragt galskaben min elskede.

Hvert eneste ord der kom fra ulvevæsenet fik hende til at ønske, at orken ville kløve møgdyret og tage dets pels som trofæ.

Eller pisse på det, måske...

Mei var godt klar over at hun havde været lige ved at blive ramt af øksen. Hun havde hørt den komme flyvende gennem luften, høet den hamre ind i træet... og følt de svage vibrationer som det havde givet i træet.

Og nu forsøgte den hvide bunke afføring at få orken til at angribe hende.
Vanvittigt!

Og farligt.

"Jeg troede du var... Ah... bjøn?" sagde hun på sit stadig halvgebrokne krystalliansk.
"Jeg vil ikke slås."

Yzgarth havde haft ret, der var en ulv, men ikke en hvilken som helst ulv: den.. talte? Han gjorde sig så vidt muligt større end han var og de brune øjne reflekterede gulligt i månens skær, som et rovdyrs i natten. Der var en vildskab i hans blik som end ikke ulven's formåede at leve op til: den var for.. fattet, for klog. 
Han vidste ikke hvordan han skulle reagere, så istedet stod han stille imens den kolde luft forlod ham i tunge, afventende, prust. Talende ulve, det måtte være en af Aladrios's tricks. Balancen's gud havde en syg form for humor nogle gange, og hans skabninger var ofte ligeså utilregnelige som han selv. Mistroen var tydelig i orkens øjne, selv da ulven udpegede mennesket der sad i træet og som angiveligt havde trukket sit våben imod ham.

At mennesket talte var ikke overraskende, det var antagelsen om at han havde været en bjørn heller ikke. Men det ændrede ikke noget. Ganske ingenting. 
Yzgarth's øjne forblev på det talende bæst: 

"Hvad er du?!", spurgte han dyret. 

Mennesket blev ikke anset for at være en reel trussel, men ulven... den var måske magisk? Og magi, magi var farligt! 

Uhyggelige skabninger kom i alle afskygninger og former – de led og vred sig fra mørket og skyggerne af lyset, sindssyge bæster, forkrøblet og vanskabte af lysets magt, men mægtige nok til at overleve i deres eget regi. Disse væsner skulle betragtes med frygt og rædsel af de der ikke kendte til dem eller hvorledes de skulle overvindes. De der ikke havde magten til at sætte skræk og rædsel i disse mørke væsner var ikke lysets krigere, ikke krigere af en gud, og guden kunne kun se tilbage på disse sølle væsner der intet forstod af magt, lys, mærke – ondskab og godhed.

Præcist hvor denne ork stod i magtkampen var ham ukendt og han kunne ikke tyde det ud fra hans adfærd. Mennesket i træet kom med undskyldninger, hun var udenfor kampen og pludselig var det en gud og et monster – et monster af ukendt oprindelse, ukendte motiver og adfærd for Loath og hans nerver stod på spidser efter at finde ud af hvor denne ork befandt sig. Tilhørte han mørket? Hvis han gjorde var det Loaths opgave at nedkæmpe monstret og skaffe den af vejen, kæmpe den tilbage til mørket hvor den kom fra.


"Hvad er du?!"

Det var ikke før nu at Loath opfangede det. Han sniffede luften for at være sikker og da en endnu en gang opfangede den simrende lugt, den vibrerende toneleje i hans stemme at det gik op for ham at orken var bange. 

Ikke så han stod og var ved at skide i bukserne af skræk, men bange for det ukendte, for det han ikke forstod, for det der var ham at se, mørket og ukendt. Han var bange for Loath var. Noget. En trussel. Loath kluk lo for sig selv i en sagte tone, lavmælt og uden påvirkning af hvad de andre sagde. Vanvittig, sindssyg, en trussel - hvad var han?

"Jeg er alt."

Jeg er din gud, din dommer din magthavende, din observatør, alt du tænker, drømmer, knepper, jeg er hvad du forestiller dig i dine mareridt, jeg er lyset, jeg er mørket. jeg er Loath.

"Men ikke din fjende."

Endnu.

Loath stod ganske fattet og kiggede på orken med et mildt blik nu. Uviden, dum, udenfor rækkevidde og hvordan skulle han dog også vide bedre? han anede jo intet om godt og ondt, lys eller mørke, kamp eller sex, han vidste intet om noget som helst der betød noget i denne verden. Forvildet og fortabt og Loath kunne kun ønske at hjælpe ham på vej til lyset før han forblev fortabt i mørket og dets skabninger - hvis han da ikke selv forvandlede sig til et i skyggernes magt.

Loath tog et skridt frem med lavt hoved for at virke mindre truende overfor orken. "Mit navn er Loath." Han gav aldrig andre navne end hans guddommelig navn, navne betød noget og at give hans medfødte navn var ofte en fejl. Desuden havde ingen kaldt ham det navn i mange år nu, så han havde ikke andre at give ud af. 

Han stod klar, klar hvis orken skulle falde for mørket og gå til angreb, Loath var ikke bange han havde ikke været bange siden han var barn, han havde slået sine egne dæmoner ihjel for større synd, hvorfor skulle han være bange for et monstrum med ingen våben, som stadig sad i træet? Han gad ikke en kamp med ham, han ville hellere frelse ham, men han kunne ikke frelse de der ikke ville.

Så - hvad bliver det til ork?

Mørket? Lyset?

Loath forkæmper for lyset, tilhænger og skaber af lys - kriger mod mørket. Han kunne håndtere begge dele. 

Dæmoner fra mørket kom ham ofte i møde.

Mei observerede og lyttede, parat til at springe fra grenen, lave et rullefald og spæne så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Orken var farlig, det var hun ikke i tvivl om... men ulven... ulven var vanvittig.
Og det gjorde den langt mere utilregnelig end orken.

Hun kunne mærke hvordan hjertet hamrede i brystet på hende, men alligevel formåede hun at forholde sig i ro.
Det bedste at gøre lige nu, var at tie stille, observere, og være klar til at flytte sig.
Hurtigt.

Ulven talte igen. Ord. Ord der dannede sætninger og gav mening, men så alligevel ikke. Den talte som om den var et urvæsen der var kommet ned fra bjergene i sin søgen på... hvad? Han havde aldrig hørt om ulve der havde et sind men han kendte til gudernes impulser, og deres velsignelser der ofte skabte ringe i vandet og fik tudser til at gå på to ben, fugle til at synge som mennesker og hjorte til at æde kød. 
Hans flade næse rynkede idet dyret stilte sig i en kamp position. Ysgarths øjne indsnævrede sig til to lige streger der betragtede dyret med en tøvende fjendtlighed. Den hævdede ikke at være hans fjende, men hvis den ikke var hans fjende hvorfor beskyttede den så mennesket? Et væsen af dalen, var et væsen af tusmørke klanen og havde Gnorken's velsignelse. Men hvordan kunne han vide sig sikker?

"Er du ikke fjende? Bevis det!", brølede han.
Han løftede derefter hans massive arm for at pege imod mennesket der gemte sig blandt grenene. 
"Bring mig, hun-mennesket. Og jeg skal føre dig til Gnorken, hun vil bestemme din natur og gøre dig til allieret."