Beslutningen var taget! Lin havde boet hele sit relativt korte liv ved ordenen. Thatos' ordenen hvor hverdagen havde stået på både fysisk og psykisk træning siden hun gjorde antræk til at stå på sine to ben. Hun var ikke ligefrem utilfreds med sit liv. Munkene var for det meste ganske rare - når man huskede at gøre hvad der blev sagt, og det var stimulerende at træne til kroppen ikke kunne mere, og så alligevel give den et ekstra pres. Men Lin kedede sig. Hendes livlige sjæl, der ofte blev set på med opgivende øjne, havde taget styringen af hendes liv. Efter Kais pludselige udrejse, hvor ufrivillig den end havde været, var hun blevet grebet af så ustyrlig indre uro at hun end ikke kunne sidde stille selvom kroppen var tømt for energi.

Hun havde ikke fået lov. Man skulle være færdiguddannet indenfor Ordenens rammer før man blev lukket ud i verden. Nok var det set på med gode øjne at tage afsted, men ikke før man mestrede de indre værdier fra klippehallernes gamle traditioner.

Det var ikke meget den spinkle lavstammede pige havde med sig. En pyldt med noget mad, tøjet hun bar på kroppen, og en uhyrlig mængde gåpåmod, nysgerrighed og spænding. Lin havde vandret af stejle klippestier den sidste uges tid, og nåede endelig et område med grønne områder. Det var ikke et nyt syn, men alligevel stod den unge pige og så ud over området med store øjne og let åben mund. Morgenduggen lå stadig som en tung sky over landskabet hun ville bevæge sig ned til. Et mindre skovområde, der nærmest så majestætisk ud for Lins uerfarne øjne, men i realiteten et sølle stykke skov. Træerne havde en let grålig nuance på grund af den hårde klippegrund, og buskene var ikke bløde og grønne, men hældte over i brunlige farver med torne på de knogede grene.
Uden videre omsvøb, hankede Lin op i byldten over sine skuldre, og begyndte den let stejle nedstigning til skovens kant. Det faldte hende ikke ind, på noget tidspunkt af denne rejse, at ondsindede kunne befinde sig i dette område. Hvem ville dog også angribe en ung pige uden våben der gik og passede sig selv?

Cedriks veje var på sin vis meget uransagelig. Nogengange skulle der ikke meget mere til end at nogen snakkede om et sted han ikke havde været, før at det begyndte at krible i hele hans væsen for at komme afsted og se det. Det startede i fingrene, der begynde at tromme når han ikke lige lagde mærke til det det, for så stille at kravle ned til det nåede hans fødder og før hans viste af det var hans taget afsted. 
Så at nogen havde nævnt hvordan diamantbugten funklede i aftenskæret, havde det egentlig kun været et spørgsmål om tid før han var taget afsted. For at måtte se de funklende blide bølger som de slog ind mod den skarpe klippekyst.

En let knirken og knagen sang i luften som Cedrik bevægede sig gennem en stor klynge træer eller en lille skov, alt efter hvordan man så på det. Normalt ville man gå uden om i stedet for at mase sig vej gennem, men Cedrik havde været overbevist om at der var nogle svampe og urter han kunne bruge. Dog skulle de helst findes om morgenen så det havde været noget mere besværligt at finde dem end havde ventet. 
Det var dog ikke den røde halv-ræv der brød gennem skovbrynet først. Nej det var Helga, grævlingen med det gule halstørklæde, der nåede ud først med et fnys. Før Cedrik kom brasende ud med favnen fuld af urter og svampe. "Nå.. det var så ikke den lette vej ud" kommenterende han mens hans øjne fulgte den stejle skåning op. Hans øre lagde sig ned mens han trak undskyldende på skuldrene i Helgas retning. Hans eget tøj var efterhånden fuldt med blade der gav lidt farve til det ellers meget neutrale tøj han gik i.
Med et sprang et spidst ører op for at finde den lyd det havde fanget, hurtigt fandt hans blik pigen der havde lavet den "Hov! pas nu på at du ikke falder!" Men hvad lavede en pige dog alene på vejen?

Lin var nok ikke det mest opmærksomme væsen på disse kanter. Det var ikke første gang hun var ude på egen hånd dog, men derimod første gang hun var kommet så langt. Enkelte gange skævede hun tilbage op af den skrå klippe - stykket hun havde lagt bag sig denne morgen og fik det største smil frem på sine læber. Alt var nyt fra denne dag af. Alt var noget hun ikke havde set før. Det kunne ikke gøre andet end at få hende til at smågrine for sig selv, som hun traskede videre - måske en smule for ubekymret om sine fysiske omgivelser. Specielt de små sten der rullede under skoene kunne være drilske engang imellem.

I dette øjeblik var hun gået i kast med at kravle over en større sten, for at nå hen til et mere sikkert område - hvis hun selv skulle sige det. Halvt i nedstigningsbevægelsen fik hendes øjne øje på et finurligt væsen. Det var et dyr der snøffede rundt i busken, med sin sorte næse og hvidstribede ansigt. Hvad var dog det? Den så sød ud! Måske også lidt farlig, men mest af alt sød. En smule tumlet kom hun ned fra stenen, utrolig sikker i sin egen balance evne, da næste skabning brød frem. Den røde pels nærmest lyste op i den langsomme morgensol og fik Lin til at måbe på ny. Han så.. hvordan beskrev man det.. Han lignede ikke et menneske, men havde da stadig træk fra det. Var det.. et halvdyr? Dem havde hun hørt om. Men det var begrænset hvor meget munkene gad undervise dem i verden udenfor. Den var ikke interessant. Først henvendt ned til det første nye væsen, og derefter fandt hans blik op til hende.

"Bare rolig! Jeg er rigtig god til at holde bal-aaagh-ncen..." i processen var hendes uopmærksomhed nok til at hendes ellers årstrænede balance ikke kunne klare ærterne selv, og hun gled på de små sten, og kurrede ned af siden, et par få meter før hun fik fat rundt om et let afpillet træ der havde valgt at vokse op i lidt højere terræn. "Ups" Lin grinede, men ømmede sig tydeligt alligevel. "Det plejer ikke at ske"

Med hovedet let på skrå studerede halv-ræven pigen. Hun så spøjs ud, meget farverigt tøj, og hendes hud var mørkere end det fleste menneskers. Men hun så ikke rig ud. Cedrik havde meget svært ved at finde ud hvad hun mon var for en størrelse! Det var sjældent sikkert at rejse alene, han var selv så heldig at han havde Helga med sig. Nok var hun kun en grævling, men hun havde hans ryg når tingene spidsede til!

Som et ræverødt lyn fra en klar himmel var Cedrik i fuld firspring på vej op af skrænten. Heldigvis for ham havde han en virkelig god balance og at løbe op af skrænter havde han noget erfaring med. Nogen gange var det den eneste vej op til den bedste udsigt. Men lige nu galt det at sikresig at pigen ikke kom til skade! 
Heldigvis fik hun fat før hun havde kollideret med en stor sten. Lettet fik Cedrik vejret på en afsats ikke så langt fra hende. "Er du kommet noget til?" Smilte han i hendes retning, men det var tydeligt at han lød bekymret.
"Vent der et øjeblik" Helga fnyste nede fra bunden af skrænten, hvilket kun bekræftede ham i har hans næste stunt var en god idé. Behændigt kravlede han hen til en rod der stak ud lidt tættere på pigen. "Hop hen til mig, så skal jeg nok få dig ned" kaldte han mod hende mens han rakte en pote-hånd i hendes retning.

Tøjet havde taget det værste af mærkerne fra grus, sten og ubehageligt terræn. Men det var ikke en hindring fra at visse dele af kroppen, mest specificeret til bagpartiet var godt ømt efter turen. Hånden holdte stadig solidt fast om det afpillede træ, til fødderne fik placeret sig i en mere forsikrende stilling om at hun ikke kom til at kure længere ned. Hun ville gerne undgå flere hudafskrabninger når det kom til stykket!

Lin smilede venligt og meget imødekommende til rævemanden, eller hvad han egentlig var, og rystede på hovedet. "Nej nej, jeg har det helt fint! Sådan da" grinede hun optimistisk og begyndte ganske let at forsøge at balancere sig op at stå igen med hjælp fra træet, men nåede ikke langt op før manden eller ræven.  Væsnet. Talte igen. Lin kiggede ned på den fnysende grævling, som hun faktisk heller ikke vidste hvad var for en skabning, og tilbage op på manden. Uden at stille spørgsmålstegn balancerede hun på afsatsen, for at komme hen til ham.

Hendes balance var ikke af den værste, langt fra, selvom den ikke helt kunne måle sig med det meget adrætte væsen, hun forsøgte at komme over til. Men hun var en naiv skabning, der uden videre havde valgt at stole på en anden, uden at sætte spørgsmålstegn ved noget som helst. En naturlig ting for Lin, men unaturlig for generelt rejsende. "Jeg prøver!" ganske overbevidst om at han selvfølgelig greb hende, med hendes halvhop over mod ham, med armene rakt ud.

Et lettet suk undslap Cedrik, han frydede sig over at hun ikke var kommet noget til! Det løb ham koldt ned af ryggen ved tanken om at hun kunne have brækket noget. Udover det ville det have været noget så besværligt at klatre ud til hende, men det tydede det ikke på at det ville blive nødvendigt. 

I forhold til at pigen lige var gledet ned af en skrænt måtte Cedrik indrømme at hun havde en virkelig god balance! Det var lidt underligt at hun sådan spontant var faldet, men hun var nok blevet distraheret af noget.  
Som pigen svævede gennem luften, borede både tær og klør sig ned i den faste afsats han befandt sig på. Som et vinge slag greb han hende med den ene arm og trak hende ind i hans favn. En meget blød favn da hans røde og hvide pels var ganske blød at røre ved "Så du er sikker nu, hold bare fast så skal jeg nok få dig ned" kom det roligt, mens hans hjerte hamrede afsted.
Hvis hun sagde ja til hans tilbud ville han kravle forsigtigt ned af skråningen med hende på ryggen. Hvis hun derimod takkede nej ville han insistere på at kravle først så hun kunne følge hans sti ned.

Lin havde altid haft det problem, og ofte forsøgt at blive deciplineret omkring det. Hun var så nem at distrahere. Lyde andre steder, bevægelser eller pludselige tankespind. Det hele havde en effekt, og trods hendes naturlighed til at holde balancen, blev den sat på prøve i disse situationer.

Armene lukkede sig omkring ham som hun blev grebet og en let latter undslap hende. Det var helt mærkeligt. Et mærkeligt ukendt væsen, med ekstrem blød pels, der hjalp hende ned fra en bjergside. "Er du sikker på det ikke er for besværligt at bære mig hele vej--- Hvem er det egentlig?" hun pegede ned på grævlingen, hvis væsen hun ikke kendte navn eller race på. Endnu et eksempel på den distrahering der nemt væltede over hende, mens hun blev i hans favn, uden indvendinger imod at han holdte hende. Eller kravlede ned af bjergsidens sti.

Som Cedrik med pigen i favnen skøjtede ned af skråningen, kunne han ikke stoppe med at undre sig over hvad hun mon lavede herude midt i ingenting. Især fordi hun var så spøjst klædt! Men at komme ned var heldigvis ikke en synderlig besværlig opgave. "Nej nej, det kan jeg sagtens!" lo rævemanden som hun blev distraheret af Helga de var på vej ned til. "Det der er min veninde Helga" svarede han som de kom ned for enden af skrænten.
Helga luntede hen mod pigen der var blevet stillet på jorden og snuste nysgerrigt i hendes generelle retning. 

"Oh! Forresten mit navn er Cedrik, tør jeg spørge hvem du er og hvad du laver herude alene?" endnu engang havde hans nysgerrighed taget styringen og spørgsmålene havde sneget sig ud som vand mellem fingre. "Er du ude for at mødes med din mage? Erh jeg mener din hjertenskære!" Men heldigvis virkede det ikke til at hun ville blive bange af den slags tvært imod! Hun virkede nærmere til at være lige så nysgerrig som ham selv. 
En ting der nok ville gå Helga noget så gevaldigt på. Men det var en hovedpine til senere, lige nu var den unge pige meget spændende! 

Lin kiggede undrende på dyret, og derefter lige så undrended op på halvdyret. Ikke fordi hun betvivlede hans svar, men.. Men det var jo ikke et halvdyr som han selv var. Det kunne det i hvert fald ikke være. Den så ikke ud til at eje nogen former for menneskelige egenskaber, hvis man så bort fra at hun bar noget om halsen.
Så snart Lin var blevet sat på jorden, satte hun sig på hug og tog imod Helda ved at smile nysgerrig, men ellers ikke bevæge sig. Der var noget med dyr og pludselig kontakt. "Hej Helga" usikker på om dyret mon forstod hende. "Jeg har aldrig set nogen som jeg før" Bekendtgjorde hun ærligt og uden omsvøb. Det var alligevel ikke meget hun havde set.

"Oh, mit navn er Lin! Hyggeligt at møde dig. Jeg er på eventyr" svarede hun lige så ærligt som før omend ordet eventyr var et ret vidt begred.
Det næste spørgsmål fik en latter fra hende og trak på skulderen. "Måske - Jeg ved ikke lige hvor jeg skal finde sådan en henne, men personen må da være derude et sted" ikke spor genert omkring emnet, selvom hun ikke lige umildbart ville mene det blev kaldt en mage. "Leder du efter din hjertenskære?"

Helga møffede sig lidt tættere på og fnyste så da hun ikke blev nusset af pigen, Cedrik kunne ikke andet end ryste på hovedet af hans grævlinge veninde. Hun var noget besværlig, men en fantastisk rejsefælle. "Åh? Du har måske ikke rejst så meget?" spurgte Cedrik med hovedet let på skrå. At hun ikke havde set en havræv gav mening, men grævlinge var der ganske normale her omkring! 

"Lin?" Cedrik smagte på navnet, det var meget kort, let og luftigt. "Det er et flot navn!" lo han med en bjæffende latter. "Eventyr er også noget af det bedste jeg kender! Er det her dit første?" Den store buskede hale slangede sig fra side til side som spørgsmålene fløj gennem luften. "Jeg er sikker på at du kan finde den derude" smilede han venligt, hende spørgsmål fik ham til at slå endnu en latter op "Jo det gør jeg nok, men hvem det er det ved jeg ikke!" Selv om et billedet af en sort halv-kat dukkede op for hans indre øje.
Cedriks øjne derimod faldt tilbage på skrænten som han og Helga egentlig skulle finde en vej op af. "Hvor er du på vej hen? det kunne være at vi kunne følges noget af vejen? Det er ikke altid så sikkert at rejse alene, medmindre at man har en godt stifinder. Og heldigvis er jeg en af de bedste!"

Lin forstod ikke helt hvorfor dyret fnyste af hende. Hun trak hovedet let tilbage og så meget forvirret ud, nærmest ulykkelig for en kort stund. "Gjorde jeg noget forkert?" spurgte hun med et blik op på Cedrik før hun kiggede tilbage på den møffende Helga. Lin rystede ganske let på hovedet. "Nej, ikke endnu. Munkene vil helst ikke at de unge rejser før de er færdige med deres træning. Men hvis Kai kan tage på eventyr, så kan jeg også!" kommenterede hun fast, uden at tænke over at Cedrik selvfølgelig ikke vidste hvem Kai var.

"Tak" svarede hun glad og kiggede nysgerrigt op på halvræven. Mystisk væsen egentlig. "Jep, aller første nogensinde! Jeg har været lidt nede i byen lige ved siden af templet, men pff det er ikke særlig spændende dernede" hun trak lidt på skulderne, og rettede sig op igen til at stå.

"Det er vel heller ikke sjovt hvis man ved det på forhånd" svarede hun drillende og kom med en let latter. Det sjoveste i verden var jo det ukendte. Det man ikke vidste hvordan kom, eller havde ventet. Sådan tænkte Lin i hvert fald. "Jeg.. kender ikke så meget, så jeg er mest bare gået i den retning" Lin pegede med en armbevægelse frem for sig "og fulgt den indtil nu. Hvor er du på vej hen?" spurgte hun nysgerrigt og nåede egentlig ikke at give ham lang tid til at svare før hun spurgte endnu et spørgsmål. "Undskyld hvis det er et meget uhøfligt spørgsmål, men.. hvad er du egentlig?" fuldstændig uvidende omkring så mange racer, og det var tydeligt.

Cedrik lo kort "Nej nej! Helga havde bare regnet med at du havde kløret hende bag øret" Grævlingen kunne være noget tvær når tingene ikke gik efter hendes hoved, det mente Cedrik ihvertfald. "Kai?" spurgte han undrende med hovedet let på skrå, det var nok en person, men hvem det var havde han ingen anelse om.

"Det var det mindste" Lo han varmt "Uh! det første er også spændende på sin helt egen måde! Og du har helt ret det lyder ikke som et rigtigt eventyr" Gad vide hvad det var for et tempel hun snakkede om? Hun lignede ihvertfald ikke en præstinde i træning eller noget i den stil.

"Sandt, det fjerner noget af mystikken!" Dog ville det være fint med Cedrik hvis at han havde mødt sin allerede, men det var ikke til at vide hvilket også var lidt betryggende. "Ah jeg var bare på vej mod en landsby.-" nåede han kun at svare før han blev afbrudt af det næste spørgsmål. "Åh? i mennesker plejer at kalde os halv-ræve, nok fordi at nogen mener at vi er halvt et dyr og menneske, men det er nu ikke sådan det hænger sammen!" svarede han med et bredt smil. "Men for at svare på dit første spørgsmål, så var jeg på vej mod der burde ligge ikke så lang herfra, der er nogle familier hvor jeg sikkert kan bytte noget salve for en kylling eller to"

Lin så næsten slukøret efter grævlingen der var luntet videre. "Det vidste jeg ikke at hun ville.. Så havde jeg gjort det" det var jo et mærkværdigt dyr og hun havde haft lyst til at røre ved det, kæle let for det, men var ikke sikker på om det var blevet vel modtaget. At det havde haft effekten af Helga, som dyret hed, var blevet fornærmet var en smule nedslående.
Lin drejede hovedet, først en smule forvirret over at han ikke vidste hvem Kai var, men selvfølgelig gjorde han ikke det. Det var jo en fremmed. "Kai er en af mine venner fra templet" svarede hun med et smil. En ven som havde været på rejse ud i verden, omend han påstod det ikke havde været frivilligt.

Lin var ikke som sådan på udkig efter sin. Hvis der kom en, skete det vel med tiden? Det havde hun fået at vide i hvert fald, men så igen. Det var ikke ligefrem fordi hun selv menes at være opstået ved et særlig kærligt bånd.
Lin var ikke helt sikker på at hun forstod hans forklaring. Skam ikke fordi det ikke gav mening, hvad han havde fortalt, men ganske simpelt fordi hun aldrig havde set en ræv før. De boede ikke naturligt i området hun var opvokset, og munkene havde ikke ligefrem gået meget op i naturfaglighed. Men hun godtog svaret og nikkede svagt. Helga var en grævling, en hel en af slagsen. Og Han var noget der blev kaldt halvdyr, men det var ikke halvhalv som sådan. Blinkede lidt og rystede det så ud af hovedet igen.
"Laver du salver?" et indlysende svar på det nysgerrige spørgsmål, nu han sagde at han kunne bytte det for noget proviant! "hvilken landsby?" igen kom spørgsmålene hurtigt, inden han kunne nå at besvare det ene før det næste var kommet, men derefter sørgede hun også for at holde lidt igen. Han kunne jo ikke svare når hun ikke gav ham chancen for at tale.

Cedrik stirrede kort på Helga der prustede kort "Så Helga, hun vil gerne nusse dig så lusk du hen til hende igen" Et fnys kom fra det sorte og hvide dyr der luskede hen og så afventende op på pigen. Heldigvis var Helga til at lokke, især når det var muligt at nogen ville nusse hende. Selvom hun virkede så vrissen hele tiden, var hun egentlig en stor kælepot. 
"Hvad er det egentlig for et tempel i kommer fra?" spurgte Cedrik med hovedet lidt. For hun lignede ikke en kirketjener, og hun bar heller ikke et af de der gude symboler 

At hun ikke helt lod til at forså hans forklaring var ikke så slemt, men muligvis havde hun fået fat i det mest af det og det var det der betød noget. "J-" Som han åbnede munden for at svare, fløj det andet spørgsmål fra hendes læber og fjernede hans mulighed for at svare. Et øjeblik var det stille, for lige at undersøge om der kom et tredje spørgsmål "Ja, jeg laver salver, de fleste fjerne betændelse eller hjælper mod at blive syg" kom det med et smil "Ah! Jeg er lidt i tvivl om den har et navn, men jeg kalder den Løvby, fordi der er mange store træer og i efteråret er det som løvfaldet dækker hele byen og maler tagene orange som solnedgangen, den er ikke så stor men de har nogle gode frugt træer!"

Lin sad spændt og ventede på at grævlingen luntede tilbage til hende, før hun ragte ud og først kløede den bag øret. Da det blev lidt mere tydeligt at Helga rent faktisk godt kunne li opmærksomheden, som Cedrik havde sagt, blev Lin mere grundig med at kæle og nusse for det halvstore dyr. Alt imens Lin havde et stort smil på læben. Hun havde ikke mødt så mange dyr i sit liv, men måtte konstaterer at hun kunne li dem! I hvert fald Helga! Også Cedrik, men han var ikke et dyr på samme måde. Kunne man sige det? Lin vidste det faktisk ikke, men han kunne tale som ethvert menneske, så et dyr var han vel ikke helt.

"Thatos' templet i Diamantbugten" svarede hun muntert, uden at holde op med at kæle for Helga, men dog med mere opmærksomhed skiftet over til halvræven. Det var ikke pænt at ignorerer nogen af dem jo! "De tager gerne forældreløse som mig ind" tilføjede hun uden at se ud til at have større problemer med at være uden forældre. Det havde altid været sådan. De andre munke var hendes familie - behøvedet hun mere end dem?

Lin kiggede nysgerrigt på ham, let undskyldende for igen at havde sendt flere spørgsmål efter ham på en gang. Hun skulle virkelig lærer at styre sin nysgerrighed!"Hvordan gør du det?" denne gang ventende til at han var helt færdig med at tale inden hun stilte nye spørgsmål eller afbrød ham. Det var ganske spændende at kunne lave salver på den måde. Det var ikke noget hun havde lært selv, eller kendt til. Deres medicin hvis man kunne kalde det det, blev indkøbt fra byen hvis nødvendigt. "Der lyder rigtig hyggeligt!" måske hun skulle tage med derhen? Det kunne vel ikke skade. Desuden så ville de kunne følges og Lin kunne stille flere spørgsmål, fordelt over længere tid så hun ikke stilte for mange af gangen. Eller. Hun kunne prøve i hvert fald.

Et skævt smil bredte sig over Cedrik som Lin nussede Helga, det var rart at se dem begge hygge sig. Selvom Lin virkede som hun aldrig havde været udenfor sådan rigtigt, så havde hun ihvertfald godt styr på at nusse en grævling, Helga var tydeligt glad som hun pressede sit hoved ind mod pigens ben. 
"Thatos siger du?" kommenterede han med en hånd gnubbende bag det ene øre. Han var ikke så god til alle guderne, og lige her kom han til kort "Hvad er det nu man laver i sådan et tempel? Udover at give folk nye familier" smilte han til hende, tanken om at der var steder der gav folk en familie varmede hans hjerte.

Cedrik lagde hovedet let på skrå for liiiige at forstå hvad det var hun spurgte om "Åh! jeg kan godt vise dig det hvis det er? Jeg har ingredienserne liggende i tasken" kom det med et lille klap på skuldertasken han havde med, han havde samlet en del måneskinsliljer på det sidste. "Men hvis jeg skal lære dig det, så bliver du nok nødt til at tage med til Løvby, det kommer nok til at tage lidt tid" Det var altid hyggeligt at have flere med på rejsen! Jo Helga var fantastisk selskab, men hun var en stille rejsekammerart hun var trods alt bare en grævling.

Lin blev helt blødt i knæende som Helga pressede sit hoved ind imod hendes ben. Tænk at hun aldrig havde haft med dyr at gøre før, og nu sad og nussede et bag øret. Helga var bedårende!
Det tog også lidt kræfter at skifte opmærksomheden tilbage, selvom hun ikke holdte op med at kæle for dyret. "Thatos er jo guden for krig, mest af alt. Men han har meget fokus på taktik og teknik. Så mest af alt bliver vi trænet det - stærkt deciplin!" svarede hun muntert og lavede en falsk bruskhed ved det sidste. "Men vi skal ikke i kamp. Det har vi i hvert fald aldrig fået at vide at vi skal. Bare en mindre munkeorden som opretholder de teknikker og taktikker der bliver brugt - mest ved at bruge kroppen som våben" måske havde hun aldrig valgt vejen som Thatos følge havde hun haft en rigtig familie, for hun var ikke krigerisk. Hun håbede heller ikke at blive det.

"Okay!" Hun ville gerne lærer, men hun kunne, ligesom ved træning, ikke forvente at hun kunne lærer det hele på én dag. Desuden, det betød at hun havde selskab at rejse med! "Undskyld jeg stiller så mange spørgsmål" tilføjede hun med et undskyldende smil. Der var bare så meget hun ikke vidste.

Cedriks blik gled op og ned af pigen, nej der var ikke ret meget kriger over hende. Men så igen hun kunne måske skjule det? Let uforstående lagde hans hoved sig på skrå "Det lyder som et ret mærkeligt tempel, jeg kan ikke helt forstå hvad idéen med det er" For ham gav det mening at man brugte det man lærte til noget, for jo ind i mellem lærte man ting der man ikke lige kom til at bruge ret meget. Men det lød som at hun havde trænet hele sit liv for så ikke at skulle bruge det. "Så er det godt at jeg ikke er en munkeorden" smilede han som han trak på skuldrene. Det var nok heller ikke meningen at han skulle forstå alting, det ville nok give noget af en hovedpine alligevel!

"Jamen lad os gå!" Smilede han varmt og ledte dem op af skråningen hun lige var kommet ned af, for at følge vejen. "Det gør ikke noget, jeg svare dem bare som jeg nu lige kan" lo han med en smittende latter.
Som de rejste forklarede han hvordan er nogle af urtener skulle tøres, mens andre skulle bruges friske, samt hvor meget der skulle til af hvert. Altid ventede på at hun virkede til at have forstået ikke bare hvad han gjorde, men også hvorfor at det blev gjort.

Lin grinede muntert til rævemanden og trak på skulderen. ”Det gør jeg heller ikke.. Nok derfor de ældre munke altid så så trætte ud når jeg stillede spørgsmål” svarede hun eftertænksomt. Hvad skulle de egentlig bruge det til? Mange tog på pilgrimsrejser. Eller bare rejser generelt. Lin kendte ikke rigtig forskellen, og der var det jo rart at kunne forsvare sig selv. Men derudover brugte de gamle munke ikke deres viden til andet end vedligeholdendes og at optræne den næste generation. Måske Kai havde været bedre til at forstå det? Han kom jo tilbage efter sin uventede rejse. Hjem.. et mærkeligt ord i munden på Lin. For det var hendes hjem, men havde hun brug for det mere?

Lin så ikke spor bekymret ud over at de skulle tilbage op af skråningen hun lige var kommet ned af. Der havde desuden været en god udsigt deroppe! Det sagde hun ikke nej til at se igen. ”Du ved meget jeg ikke ved” grinede hun smilende med ham. Han vidste så meget om verden udenfor. Hun var så ubeskrivelig uvidende på det punkt.
Hun lyttede nysgerrigt til hans forklaringer og nikkede i forståelse som han vidste planterne frem for hende. Deres formål og hvordan de helst skulle opbevares. Hun kunne næppe huske det hele, men hun forsøgte at fastholde enhver information. Måske det kunne komme hende stærkt til gavn i fremtiden. Enkelte gange havde hun brug for at han genforklarede, men det var heller ikke lige nemt det hele! Derudover havde hun også et væld af spørgsmål til alt andet på ruten, der ikke kun var urter.

Cedrik kunne ikke ladevær med at le varmt fra hjertet. Det var altid rart når nogen var enige med en, men meget sjovt at munkepigen selv mente at munkeordnen var lidt fjollet, eller at det ikke helt gav mening. Viden er godt, men nogengange var det vigtigt at dem der lærte det også forstod hvorfor de skulle lære det. For jo at lære sin floks veje var vigtigt, men de gav i det mindste mening og hvad de skulle bruges til var tydeligt.

En hånd landede med et klem på hendes skulder "Du ved nu også en del jeg ikke gør" kom det med et bred smil i hendes retning. Det var spændende at prøve at lærer nogen om de ting Cedrik selv havde fundet ud af med tiden. Nogle af tingene havde han fået forklaret af folk, blandt andet af en elver der boede for sig selv i en skov han havde rejst igennem. Heldigvis virkede det til at Lin havde sans for urter, selvom hun havde en nysgerrighed for alt hvad hendes øjne så eller ører hørte. 

Efter et par dage var gået nåede de Løvby, en landsby omkredset af store løvbærende træer. Mange bærbuske pyntede området samt tilføjede røde, gule og blå farver til den ellers brune og grønne pallette. "Så er vi der!" Lo Halvræven varmt "Er der noget du gerne vil her? Udover at stille en masse spørgsmål" Et sigende blink med øjet fulgte den sidste kommentar, det ville blive noget stille når Lin skulle gå sin egen vej, men det var et problem til senere.