Tidligere i Dødens kløft
”Argh” udstødte Orcus i frustration, som han hamrede hånden ned i bordet foran ham. Han vrissede let af sig selv, som bordet flød med papirer, dokumenter og krystaller. Han var ikke i et særlig godt humør og det hjalp ikke, at han troede, at han var blevet snydt af den sidste køber. Frustreret rodede han rundt i det mørke hår med neglene mod hovedbunden. Han forsøgte at lægge tallene sammen for at sikre sig, at det hele gik op. Blikket skævede mod krystallerne som lå på bordet og han talte dem igen. Måske for femte gang, han var egentlig ikke sikker. Det stemte stadig ikke, som han greb den nærmeste genstand.. Hans maske, som han havde lagt fra sig på bordet for at kunne kigge ned uden at blive ramt af kraniet. Det flød igennem lokalet og ramte væggen ved siden af døren. I samme sekund, som Philotanus ind ad døren med et noget så undrende blik i øjnene. Han kiggede på masken, som var endte på gulvet og dernæst på Orcus som atter rodede rundt i hovedbunden med neglene. ”Vi er blevet snydt..” kommenterede han irriteret, arrigt og køligt, som han egentlig ikke var interesseret i at drøfte detaljerne med Philotanus. Orcus slog hænderne fladt ned i bordet, som han rejste sig fra stolen, skubbede den langs bagud og rystede på hovedet. I samme sekund røg en kugle af metalpulver ned på gulvet, der tidligere havde svævet bagved ham. Men da det var blevet ramt af stolen, mistede det sin form og flød ned på gulvet. Det blev hurtigt samlet op, som det svævede hen i Orcus hænder og langsomt formede sig som en daggert, en yderst spids og skarp én af slagsen. Han drejede den let rundt i hånden og gik hen på siden af Philotanus.

”Jeg skal have en alvor snak med Luriz..” han behøvede ikke sige mere, før at Philotanus bukkede sig ned og samlede masken op for at række den til ham. Orcus tog imod masken og satte den fast over sit ansigt, som han holdt den der med den lille mængde metal, der var indarbejdet i masken. Den ville være tæt på umuligt at rive af ham. Han nikkede efterfølgende til Philo og vendte blikket mod den nærmeste dør. På vej derhen fandt han nøglen frem til dæmonriget og satte den i låsen. Orcus tog en dyb indånding, før at han drejede nøglen om og åbnede døren..

I dæmonriget, Aztaroth
De trådte ind i et større palæ, som Orcus dog ikke var interesseret i, om der var nogen hjemme eller ej. Han fandt hurtigt vej til udgangen og gik ud på gaden, som han kiggede sig over skulderen. Denne gang var Philotanus fulgte med igennem hans portal, selvom han foretrak at bruge sine vinger, så kunne dette ikke vente på den lange rejse. Orcus nikkede til ham, som han gik langs med gaden og hurtigt forsvandt ind i en gyde, hvor Philotanus blev stående ude på gaden med blikket rettet imod mørket. Der gik ikke lang tid før at det vandrede omkring hans omgivelser. Orcus behøvede ikke nødvendigvis hans hjalp, men han havde også brug for at komme ud en gang imellem. Desuden ville der ikke ske det store, hvis Orcus kom retur og Philotanus havde forladt sin post, de kunne begge finde hjem uden den anden og Philotanus havde planer om at se sig omkring, nu hvor de var retur i dæmonriget. Byen han selv var vokset op i. Han strakte det store mørke vinger, som han knækkede nakken let og lod de mørke øjne vandre over de mange skikkelser i byen.
Luriz havde ikke en chance for at forklare sig ud af situationen, men manden var ikke en trussel for Orcus, så Philotanus var ikke bekymret, som han langsomt gik væk fra gyden og beskuede de mange forbigående. Dæmonen lignede egentlig Orcus på en prik, men vingerne var tydeligvis mere udviklet end Orcus’s nogensinde ville blive. Det skyldtes alt sammen Philotanus magi. Han var dog en mand af få ord sammenlignet med Orcus. Han lignede dog stadig en rolig knægt, der blot var ude på at se sig omkring. I virkeligheden holdt han øje med eventuelle muligheder for at vende situationen om til noget positivt. De skulle nødigt komme tomhændet hjem.

Dandels var på vej hjem fra en af sine sædvanlige ærinder. Det var i den trygge del af byen, hvor han kendte de fleste ansigter, og de kendte ham, og derved kunne han tillade sig at have noget af sin sande skikkelse fremme: der er ingen som ville tage ham, eller gøre noget ved ham, for han var jo en del af Agarés, og hele hans banksystem (med det ekstra) og han følte sig tryg, velvidende at folk ikke turde røre ham.

De hvide hove ramte brostenene med lette klink og klank som han drejede ned af en mindre gade. Hornet var blevet skjult bag hans magi, og ørerne under den store hætte, som fik de grå, kønne øjne til at forsvinde i natten. Han skulle være lige ned her, og ud til landevejen, så ville han være tæt på hjemmet... Det kunne umuligt gå galt, og han var kommet til den ende af rejsen der var tryg og genkendeligt.

Det var svært at læse gadens miljø og ikke mindst forsøge at genkende ansigter, eftersom at hverken Orcus eller Philotanus var typerne til at besøge dæmonriget særlig ofte. De brugte en del tid på aftaler og lignende, så der var ingen af dem, som ville kunne udpege de skikkelser eller væsner, som man skulle holde fingrene fra. Medmindre at skikkelserne selvfølgelig var afskylige og havde en sådan udstråling, som gjorde det nødvendigt at holde sig væk. Philotanus fik dog ikke øje på en sådan skikkelse langs med gaden. Knægten havde kurs lige imod ham og det venlige, næsten barnlige, ansigt fulgte drengen, som han vandrede over brostenene og hvert skridt afgav en hul lyd af hove. Der hvilede et smil på hans læber, som han kort skævede mod gyden, før at han trak på skulderne og vendte blikket retur til drengen.. Tålmodigt ventede han på at drengen nåede op på siden af ham. Han nikkede høfligt til ham og smilte, som han ellers lod ham passere. Philotanus fulgte dog med rundt, som han drejede kroppen, spredte vingerne let og tog et spring frem imod ham.

I løbet af få sekunder, havde Philotanus spredte sine vinger nok til at kunne slå vingerne imod jorden og fjerne den belastende fornemmelse under fødderne. Han følte sig langt mere fri, når han befandt sig i luften, men det var ikke sikkert at drengen ville mene det samme, for han sprang frem for at gribe fat under armene på ham og løftet ham op mod himlen. Der skulle handles hurtigt, så ingen ville få øje på, hvad der var sket og samtidig skulle de så højt op, at ingen ville kunne høre ham skrige, hvis han gjorde modstand. ”Én lyd og jeg taber dig” kommenterede han køligt. Stemmen var hæs og dyster. Accenten var skummel og bar præg af dæmoniske toner, som Philotanus ikke havde gjort så meget ud af at lære de mange sprog i landet. Kun nok til at han kunne føre en rolig samtale. Philotanus holdt drengen i udstrakte arme under sig, som han fik lagt sin krop mere vandret i luften og lod vingerne bærer deres vægt over de mange tage. Kursen var sat imod dødens kløft og eftersom at natten kun lige var begyndt, så ville de snart forsvinde på den mørke himmel. Grebet om drengens krop var stramt, neglene borede sig ind ved hans riben for at holde godt fat.

Det havde gået så godt indtil videre. Han havde ikke følt sig ude på afveje hetl og holdent endnu, og nu var på vej hjem men selvfølgelig skulle det ruineres. Blot synet af den fremmede som nikkede til ham og smilet gjorde ham utilpas og fik ørerne til at vende sig på hovedet af ham, i retningen af hans ryg. Han mindede ham om noget der var ikke så rart, og derfor var han allerede på vej i flugt fra ham på de fine, lyse hove der klikkede let. Men der var intet han kunne gøre for at undgå den skæbne, der kom ham i møde.

"Mhmaah...!" det var i retningen af det den ellers tavse enhjørning sagde, som han blev løftet op, smerten sad i neglene fra starten af og han blev svimmel, som han så jorden forsvinde under ham og blive en distance. Han var rædselslagen, tabte hvad end han havde haft i sine hænder og de små hove sparkede let, mens han mistede vejret. Det eneste han havde hørt var vingerne som slog og sekundet efter, var han i luften, blot sådan.

"Mhm...," han var alt for bange til at sige ham i mod, selvom det eneste han ville gøre var at kalde på Agarés, den eneste trygge ressoruce han kendte og komme ned på jorden igen. Hvad ville der ske med ham nu?

Det var en anelse udfordrende for Philotanus at opføre sig som en uskyldig knægt. Den slags var Orcus meget bedre til, hvilket nok også var grunden til at drengen ikke faldt for hans smil, men straks forsøgte at øge afstanden imellem dem. Der skulle dog mere til, hvis Dandels skulle gøre sig nogen forhåbninger om at kunne stikke af fra ham. Når først han havde forladt jorden, så ville det være tæt på umuligt at måle sig med hastigheden af hans vinger. Derfor formåede Philotanus også nemt at få fat på ham og løfte ham op. Et par vingeslag og de befandt sig et godt stykke over jorden, højt nok til at et styrt ville forvolde nogle voldsomme skader, men ikke så højt at luftlaget var umuligt at trække vejret i. Aldrig før havde han set et lignende væsen, nok kendte han til kentaurer, men han var overbevist om at drengen ikke var af den race, for så havde han uden tvivl haft problemer med at løfte en halv hest. Han rettede kort blikket mod jorden, som drengen tabte sagerne og lod det falde mod jorden. Det bekymrede ham ikke, da der kunne være mange grunde til at det var endt på jorden. I stedet slog han en ekstra gang med vingerne og satte kursen direkte imod dødens kløft. Der var ingen som så skævt til deres passage igennem porten ud af dæmonriget og Philotanus gav dem heller ikke mulighed for at stille spørgsmål ved det lettere panisk blik i drengens øjne.

Til enhjørningens held, så valgte han ikke at protestere yderligere, som de svævede igennem natten og udnyttede de lavthængende skyer, som dække for deres rute. Philotanus ønskede ikke at nogen skulle følge efter og da slet ikke at de skulle se deres destination. Der gik et godt stykke tid før at de nåede Dødens kløft, det havde været en længere rejse og Philotanus kunne godt mærke at kræfterne til at holde knægten oppe var ved at slippe op. For at genvinde kræfterne lod ham den svæve let i luften lige over den dybe kløft. Det lignede et sort hul, uden bund. Og han gjorde klar til at smide ham ned i hullet, som han strakte armene ud og holdt ham væk fra kroppen, så han ikke kunne holde fat i ham, når han valgte at give slip. ”Hvad er du?” spurgte den lettere hæse stemme, som det kunne se ud til at han gav ham et ultimatum. Fortæl sandheden eller ryg ned i dybet.

Han var så bange. Han kunne intet gøre og han følte sig magtesløs, som han svævevde henover alting og ej kunne se hvor de var. Hans horn havde dukket op af hans sløring, samt hætten var faldet ned så de badafvendte ører kunne ses. Han dækkede hans grå, runde øjne i skræk og prøvede ikke at se ned. Under hele turen, sagde han ingenting, udover at han rystede. Og rystede.

Som han standsede, vovede han sig at se ned - og herre gud, hvor var der langt ned. "Jeg.... Jeg...," han vidste ikke hvad han skulle gøre. Var det ikke ret tydeligt hvad han var? Han var en enhjørning! Hans horn stod spidst og glødende i hans frygt. "En... En... Enhjørning! Vil du ikke være sød ikke at tabe mig!" sagde han febrilsk mens han kunne mærke hvordan tårerne pressede på.

De mægtige vinger på Philotanus ryg sørgede for at holde dem svævende et godt stykke over den dybe og mørke kløft. Han var ikke interesseret i at blive overrasket over væsnets magiske evner, hvilket var grunden til at hans spurgte. Dog fik han ikke meget ud af svare, for han var aldrig før stødt på en enhjørning, så han vidste egentlig ikke hvad han havde kastet sig over nu. Men samtidig så betød det også, at han var lettere overbevist om, at der ikke kunne være mange af hans art i landet, ergo måtte prisen kunne hæves, skulle der være nogle, som ville være interesseret i den unge enhjørning. Philotanus endte med at nikke lettere eftertænksomt, som et skummelt smil gled over hans læber. Glimtet i hans øjne var blevet en anelse mere dyster, som han lod blikket vandre over den slanke skikkelse. Han havde endnu ikke mødt meget modstand, så han tvivlede lidt på at drengen ville kunne forvolde meget skade på nuværende tidspunkt. Det kunne selvfølgelig også bare være frygten for at ryge ned i dybet? Hornet i drengens pande bragte endnu et smil frem på hans læber. ”Måske” svarede han køligt, som han trak let på skulderne. Han kunne overveje at lade vær med at tabe ham, men det virkede også en anelse morsomt bare at smide ham derned.. Uanset hvad ville han ende i vandet, så han ville ikke dø, medmindre at han havde problemer med at svømme.

Med ét lukkede Philotanus sine vinger sammen, som de hurtigt styrtede imod jorden. Grebet om Dandels var blevet fastere, som vingerne havde lukke sig om dem begge. Nærværet var ikke et problem for Philotanus, som han havde lagt armene om den slanke skikkelse og styrede imod kløften med høj fart. Så snart at de kom under overfladen, kunne man fornemme et svagt lys i bunden. Krystaller, som oplyste bunden af en større sø, midt i den mindre by, som langsomt kom til syne, jo tættere på de kom på jorden. Et stykke oppe i luften, valgte Philotanus at sprede sine vinger ud igen, som han stoppede brat, borede neglene ind i drengen for at holde ham, så de roligt kunne svæve imod den store balkon tæt på søen. Balkonen var en mindre del af den store bygning, som tårnede op i midten af den mindre by. Han landede uden besvær på de hårde stengulv, som han slap Dandels og skubbede ham fremad. ”Du kan vel gå selv?” kommenterede han lettere køligt, som han forsøgte at skubbe ham imod den store døråbning ind til et større værelse. Værelset var oprindeligt et mødelokale med et stort bord i midten, men det var blevet skubbet til siden for at gøre plads til en seng midt i det hele og reoler der stod langs med væggen.

Der var ikke meget kampgejst over den lille, hvide figur, hvis hove kun gav et par triste spark. Hvor følte han sig dog frarøvet fra alt, der hed magt - men det var ikke en ukendt følelse for ham. Han var vant til at folk overrumplede ham, som de ønskede, og det var nok også derfra bitterheden og det hævngerrige stammede fra. Det var først for nyligt at han mærkede en form for respekt i hans virkelige liv - fra Agarés, fra alle hans kunder, om man vil. De respekterede ham på en ny måde, fordi... Fordi han var noget med Agarés. Fordi han elskede ham.
De varme tanker strøg væk fra hans tankegang, som han blev mindet om hans nuværende tilstand, og det kølige, simple svar fra manden fik enhjørningen til at lave en grimmasse, både i ubehag men også i vrede. Han havde bare... Bare lyst til at slå ham. Gøre mindre gode ting ved ham, men han måtte vente. Han måtte vente til at han fik muligheden for det.

Der kom en umenneskelig lyd fra Dandels, som de pludselig dykkede og han var sikker på, at han var ude på at gøre det af med ham. De styrtede ned mod kløften... og passerede en sprække hvorefter de kom ned til noget der mindede om en underjordisk by. Han kom med små piv over smerten fra hans negle, og pivet blev kun større, som han landede på gulvet, derefter skubbede. De store hvide ører vippede tilbage, håret var rusket og tøjet uglet. Han kom langsomt op og stå - med nærmest store, vældige tårer i øjnene. Han lod sig blot blive skubbet rundt - kunne han gøre andet end at gå ind på  værelset, og han var ved at blive nervøs for at... At... At han måske var blevet et artefakt.


"Jeg... Jeg vil gerne hjem," sagde han, ved at blive helt panisk som han vendte sig mod hans kidnapper.

Der var atter fast grund under deres fødder, som Philotanus bevidst valgte at skubbe drengen i retningen af døren. De skulle indenfor, og nedenunder, før at han havde nogen planer om at slippe ham af syne. Nok ville han få svært ved at stikke af, da der ikke var en anden udvej end op igennem sprækken i jorden. Så det var ikke nødvendigt med en celle, men det var langt bedre at låse ham inde, så Philotanus også vidste, hvor han skulle finde ham, når Orcus kom hjem igen.
Drengen forsøgte at overbevise ham om, at han ville hjem, at han skulle lade ham gå, men han var virkelig ikke til at rykke ved, for beslutningen var allerede blevet taget i dæmonriget og nu var der ingen vej tilbage. Philotanus gik hen ved siden af ham, som han greb fat i hans arm og hev dem op for at hive ham igennem værelset og ud på en større gang. Kursen var sat imod den store stentrappe, som ledte dem ned i underetagen, hvor Philotanus hurtigt fik åbnet en dør til et mindre rum. ”Du bliver her” der var ingen håb for at drengen ville komme hjem lige foreløbig. Det var ikke engang sandsynligt at han ville komme hjem nogensinde. Døren blev lukket og låst imellem dem, som han kort kiggede igennem det lille vindue i døren. ”Jeg vender tilbage om nogle timer” svarede han koldt, der hvilede et glimt i hans øjne, før at han fjernede hænderne fra døren og gik tilbage til trappen.

Værelset han bevægede sig ind i var stort, lettere mørkt, som de store gardiner var blevet trukket fra og dækkede for lyset, som de forskellige krystaller afgav. De reflekterede faktisk bare månens lys, som kunne snige sig igennem den store kløft. Philotanus bevægede sig hen til sengen for at smide sig selv op i den store seng. Han havde lagt sig på siden for ikke at mase sine vinger. Der gik ikke lang tid, før at han faldt i søvn. Orcus ville uden tvivl vække ham, når han kom retur, så han kunne lige så godt få lidt søvn, nu hvor han havde chancen.

Dandels kunne ikke forstå alt det her - og dog, han havde en fornemmelse. Han var en sjælden race, og var kostbar i handel, og det skulle ikke undre ham at det var grunden til han var blevet indfanget som en sjælden, lille, eksotisk kæledyr der skulle blive afskærmet fra omverdenen. Som de landede i det, der nok skulle blive til hans kommende bolig, kunne han ikke gøre andet end at føle tårerne, der pressede sig på - åh hvor ville han dog bare gerne hjem... Han havde slet ikke lyst til at være her. Han kiggede rundt, på det lille rum som mindede mest om et gigantisk klædeskab, eller et stort pulterkammer, og han følte sig så sandelig alene i verdenen, som døren blev smækket. Måske ville han aldrig nogensinde komme hjem igen, og tanken skræmte livet ud af ham, for det eneste han kendte til, det var det hus han altid havde været tilknyttet til med banken som hans speciale.

Som han satte sig på sengen, besluttede han sig for at der ikke var meget mere at gøre, end at vente. Nej, der var noget han kunne gøre - sørge for den hæslige, forfærdelige mange aldrig ville komme til at kunne sove igen, og at frygten, den frygt han havde følt, ville pine i ham til evig tid.

-

"Sikke et fint sted du har,"

Enhjørningen gik rundt, med hænderne på ryggen, og ryggen til sengen, hvor manden lå, præcis som han var faldet i søvn. Han havde blot taget udgangspunkt fra hans sædvanlige hverdag, kreeret det som det lå i hans hjerne: blot med det twist, at alt var i hans kontrol, og han havde besluttet sig for at binde ham til sengen, så han ikke ville være ulidelig og begynde at bevæge sig rundt. Han slog et slag med den lange hale, og som han vendte sig om, bort fra malerier (eller hvad end der nu var), hvilede et uhyggeligt, morende smil som var så ulig enhjørningen i hans virkelig krop. Øjnene var dækket af masken, så kun det dødbringende smil kunne ses. "Ikke så fint som mit eget hjem, ganske vist, men fint er det. Jeg håber du har haft nogle gode drømme før hen dette lille... møde," sagde Dandels, som han trådte nærmere sengen, med hovene let klikkende mod gulvet.

Der var ikke meget i den mindre celle, som Philotanus havde forladt ham i. Der var en seng, eller en madras, som man kunne ligge på. En spand til hvad end han ville bruge den til. Bestemt ikke den samme standard, som den unge enhjørning måske var van til, men det var ikke noget som bekymrede ham. Det var samme standard, som alle varerne fik, der blev ikke gjort forskel på dem og det ville der næppe blive indført. For det var aldrig meningen at deres varer skulle opholde sig særlig længe i underetagen, for de skulle helst tjene penge i stedet for at bruge krystaller på at forpleje dem og holde dem mætte.
Philotanus havde ingen problemer med at vandre tilbage til sit værelse, han regnede ikke ligefrem med, at han ville møde modstand, når først drengen var låst inde i cellen. Men som han lå midt på sengen i det store værelse og lukkede øjnene i, skulle han hurtigt få chancen for at indse sin fejl..

En stemme lød, som Philotanus troede, at han var blevet vækket forsøgte han at sætte sig op. Var det Orcus, der allerede var vendt hjem? Han fik dog ikke bevæget sig særlig meget, før at han fornemmede rebene om hans håndled og forsøgte at hive i dem. Philotanus rynkede på næsen, som han vendte de mørke øjne imod skikkelsen, som bevægede sig rundt om sengen. Han vrissede let, undlod at kommentere på ordene, som hans blik vandrede imod de mørke gardiner. Irriteret trak han i benene, men de var også bundet fast? Han kunne umuligt have sovet fra dette, men alligevel var han blevet bundet? Det havde tydeligvis været en fejl, at lade drengen være alene i cellen. Havde han en måde, hvorpå han kunne stikke af? Og hvordan havde han formået at binde ham til sengen på denne måde? Blikket blev vendt imod stemmen, som han hvæste lettere irriteret og flyttede let på vingerne, hvis de kunne nå rebene, så kunne han måske komme fri, ikke at de flyttede sig særlig meget. ”Drømme?” han fnøs lettere køligt af hans ord. Der var ingen grund til at snakke om drømme, som han forsøgte at komme op på albuerne for at holde øje med ham. ”Hvad er meningen?” det var måske et underligt spørgsmål, når man tænkte på, at han lige havde kidnappet ham. En form for modstand var forventet, men ikke på denne måde.

Dandels smilede. Uh, det kildede helt i maven på ham når de opførte sig sådan! Forvirrede... og frygten ville komme snart, han kunne allerede lugte den i det store værelse. Som han kom nærmere, med de svingende hofter, valgte han at sætte sig overskræv på dæmonen - som var blevet tvunget ned på sin ryg, så enhjørningen kunne komme til at sidde behageligt på ham et vis sted.

"Meningen er, min søde," sagde Dandels sukkersødt som han lænede sig over ham, hans fingre let strøg hans hår bort fra hans øjne. "At nu hvor du har låst mig inde her, kan jeg lige så godt udnytte tiden med min næste lille hundehvalp. Jeg er sikker på du kommer til at elske min behandling af dig," de sidste ord blev hvisket frydefyldt som han rev ham i håret til derefter at rode det gevaldigt, som hvis han havde nusset den omtalte hundehvalp. Han rettede sig op, med et overvejende, lille smil på læberne.

"Og det hele starter med et smil ikke?" sagde enhjørningen pludseligt som et kniv pludselig foldede sig ud i den lille hånd. "Et smil, og et blik... Så, vi må vidst hellere få åbnet op for det, ikke?" sagde han, med en uhyggelig entusiasme. Han vidste godt, at dæmoner ikke reagerede så godt på smerte altid, men så ville det ligge sig ud som en udmærket smagsprøve. Og som han lænede sig ind igen, tvang hans læber og derved kæber fra hinanden med en forbløffende styrke der ikke kunne sammenlignes, fik han kniven lirket ind, hvorefter den arbejdede sin vej opad den ene smilekrog, op til kinden. Dandels smilede hele vejen, som prøvede han at være sympatisk. "Så, så, åben op du. Lad mig se hvor flot du kan smile. Smiiiiiil," var det eneste han sagde, som han tog sig til, lod smerten overrumple.

Ikke tale om, at han skulle være fanget af denne skabning. Når han først fandt ud af, hvordan han var sluppet ud af cellen, så skulle han nok sørge for at lukke af for det. Det irriterede ham gevaldigt, at han var havnet i denne situation. Han kunne slet ikke lade vær med at vrisse af ham. Irritationen var tydelig i hans blik, som han fnøs køligt af hans ord. Han vred let i kroppen, som enhjørningen fik sat sig tilrette ovenpå ham. Det gav absolut ingen mening, hvorfor han skulle sidde lige der, men han kunne ikke gøre meget ved det, som han tog en dyb indånding og fokuserede blikket på drengens ansigt. Det var kun smilet han kunne se, men det var nok til at tænke sig til, hvordan øjnene stirrede på ham. Vingerne var kommet let i klemme, men den smerte kunne han sagtens udstå, så han gav ikke udtryk for det.

Den tone var forfærdelig, det skar igennem hans krop, som drengen lænede sig over ham og strøg håret væk. Øjnene var hårde, strenge og kolde, som han vrissede af ham igen. Han vendte blikket bort, som han ikke havde tænkt sig at give ham den nydelse. Endnu en gang forsøgte han at hive armene til sig, men det flyttede sig slet ikke. ”Når jeg får fingrene i dig..” vrissede han hårdt, som blikket atter blev rettet imod ham. Han rystede let på hovedet for at få håret til at falde tilbage til deres sædvanlige stand, men det var for uglet til at han kunne gøre meget ved det.

Blikket blev rettet imod kniven, hvor kom den fra? Han lukkede læberne sammen, som han nægtede at give ham et smil. Smil var hans kendetegn og der var bestemt ikke noget at smile over i denne situation. Styrken i hans greb efterlod ham lettere uforstående, som hans kæber blev tvunget åbne og han blot stirrede på ham. Kniven endte med at hvile imod hans tænder og snart skar den igennem huden. Han forsøgte at rystede ham af sig med et ryk med hovedet, ligeglad med om det gik ud over hans læber eller kind. Han skulle bare væk nu! ”Skrid..” det var svært at få ordene ud med en kniv i munden, men han insisterede som han rev i armene igen. Såret ville heale.. Det var han i hvert fald overbevist om. Havde det ikke været for drømmen.

Hans trusler vakte ingen form for frygt i ham, og det var tydeligt, så overlegent og stolt han sad der på ham, klar til at gøre lige det, der pasede ham. Inderst inde, var han jo vred og bare gerne ville hjem, men det ville han ikke komme, medmindre han selv gjorde noget for det - og igen, hellere udnytte situationen som en var. Han havde chancen nu for at have sig et nyt, formidabelt offer! Dæmoner kunne holde til så meget.

"Åh? Du vil have fat i mig?" spurgte han, lige så uskyldigt som før som halen slog et svip. "Lad os se om du har gjort dig fortjent til det. Det er ikke alle jeg lader få fingrene i mig," hviskede han lokkende, som hans tunge let stak ud og fugtede de rødlige læber, hvorefter han gik igang med den første del af deres akt.

Kniven gled igennem som var det rent smør og selvom hans øjne var dækkede, var det tydeligt, at han nød hvert sekund. Han ignorerede fuldkommen hans træk i rebene, og de prøvende ord, som han blot fokuserede på smerten, der kom fra ham. "Og så den anden side...," sagde han, stille og roligt, stadig med et smil hvilende på læberne som han trak kniven til sig og gik hen til anden side, med samme procedure. "Nej, hvor smiler du dog flot! Det må jeg godt nok sige, sikke en charmetrold," sagde Dandels så uendeligt blidt som han lænede sig ind, tørrede noget af blodet væk med den blotte tunge der strejfede de blodige læber.

Han lænede sig op, betragtede sit lille mesterværk som han slikkede sine fingre rene fra blodet, med nogle nydende suk. Åh, hvor han dog elskede det. hans smerte, ydmygelse... og det ville kun blive bedre. Hans hånd strøg ned af ham selv som hans anden, ledige hånd manipulerede pisken frem - hans yndlings værktøj. Han lod den let stryge over det makabre ansigt før han gav ham nogle slag på kinderne, blide, i et overvejende tempo. "Hvad skal jeg dog stille op med dig, lille Philo. Du er egentlig en sørgelig sag en dæmon, uden noget familie... udover noget, som du har taget dig til. Sølle. Orcus vil ikke engang være sammen med dig af egen fri vilje!" Dandels kom med en fnisen, som han tiltede hovedet let på skrå.

"Det er i alt fald det du frygter," sagde han så, med tænderne blottet i et smil.

En pestilens, det var alt hvad drengen skulle forestille sig at være. Han havde prøvet langt værre og tvivlede på at den lille knægt ville være i stand til at knække ham. Han var slet ikke så nem at knække. Men Philotanus brød sig virkelig ikke om at befinde sig i denne situation. Han havde mest af alt lyst til at smide ham væk, smide ham udover balkonen og drukne ham i søen. Det lyste ud af hans øjne, som han kiggede op på ham. Smerten i kinden brændte, men han formåede at ignorere den til dels. Dybt fanget af sin frustration over at være endt i denne situation. Næste gang ville han sikre sig, at han var lænket til væggen inde i cellen. Han rynkede på næsen, som Dandels talte om belønning, han ønskede bestemt ikke at få noget af ham. Han havde bare lyst til at kvæle ham på stedet. Han nægtede at besvare hans ord.

Kniven bevægede sig, Philotanus hvæste iriteret, som han forsøgte at lukke kæberne om kniven, så han ikke kunne bevæge den længere. Men styrken.. Han var nødt til at give slip for at det ikke blev værre end det allerede var. Hans hud brændte og han hadede følelsen! Som drengen kom tættere på, forsøgte Philotanus at nikke ham en skalle for at få ham til at flytte sig. Han kunne forvolde alle de sår han ønskede, men han havde ikke tænkt sig at bukke under for presset. Sårene healede ikke.. De brændte endnu og han havde ikke en chance for at gøre noget ved dem. Men han skulle bestemt ikke befinde sig for tæt på ham, deraf skallen, som han forsøgte at skubbe ham af med en svagt vrid i kroppen. Det føltes som om at hans krop blev holdt nede af noget tungt.

Philotanus forsøgte at trække kroppen til sig, som drengen bevægede fingrene over hans krop. Hvad var der lige med ham? Så dukkede pisken op og slaget ramte ham på kinden. Han gispede forbavset, som han slet ikke havde set det komme. Irriteret bed han tænderne sammen og spændte i kinderne, kæberne blev presset imod hinanden, som han kiggede op på ham og gjorde endnu et forsøg på at komme fri. Han gik i stå, da han hørte sit navn.. Hvor vidste han det fra? At Orcus blev nævnt, tændte dog en glød i hans øjne, som han hvæste ad ham. ”Jeg skal personligt sørge for at din nye herre misbruger dig dagligt” hvæste han arrigt, som han valgte at lade enhjørningens opfattelse af hans og Orcus forhold passere. Det var nærmere brødre end noget. Han kunne ikke se sig selv sammen med ham. Det føltes fuldkommen forkert at have det tanker.

Han elskede at se hans vrede. Det viste blot, at han ramte noget rigtigt og han havde ikke tænkt sig at forlade ham lige foreløbigt. Der var massere af tid endnu, rigeligt til at få ham til at drukne i sit eget blod, få ham til at føle den frygt han havde indgydet i ham. Bare synet af de rasende øjne fik ham til at ønske at gøre det mere. "Jamen dog, killingen kan bide," svarede han som han bemærkede den skalle, han prøvede at give. Det lod ikke til at påvirke Dandels, hvis maske var det eneste som blev ramt. "Opgiv det, min egen, og spar på kræfterne. I dette univers, er du en håbløs, lille svækling, der intet andet kan gøre end at tilfredsstille mig. Som, du er udmærket er igang med lige nu," sagde Dandels, med morende toner i den ellers bløde, lyse stemme. Han satte sig yderligere til rette oven på ham, med hofterne let vuggende og han nynnede fredefyldt som han kærtegnede let hans forrevne kinder med pisken.

Hans spydige ord fik ham til at smile yderligere, lige så farligt som alle gangene før, men han ignorerede dem. "Jeg får helt ondt af dig, lille killing. Den eneste person i hele den her store, vide verden... Den eneste person der virkelig ser dig som familie... Han gør det kun over sorgen af hans egen, rigtige bror. Du er den sølle erstatning. Men...," Dandels lænede sig atter ind, som han kiggede på ham, lænede hånden med pisken tilbage så han kunne give ham et klask med pisken på låret, der var bart som resten af hans krop.
"... Erstatninger er et perfekt middel til midlertidig fornøjelse. Så hurtige at erstatte," svarede han med en latter, uskyldig selvom ordene var alt andet.


Han lænede sig tilbage, med et overvejende udtryk på læberne. "Så når jeg er færdig med dig... Hvem ved, måske skulle jeg gå videre til Orcus - han er vidst også en sjov lille en, men det ved jeg først når jeg får fat i ham," sagde Dandels, som om han havde en lille samtale med sig selv. 

Normalt ville han mene, at han var bedre til at skjule sine følelser, men der var et eller andet med denne dreng, som bare irriterede ham grænseløst. Philotanus kunne ikke helt forklare hvorfor, men han var tydeligvis nem at påvirke i det nuværende miljø, måske fordi han ikke havde kontrol over sin egen drøm. Eller mareridt, som det meget hurtigt var blevet. Ikke at han ville indrømme det, når han først vågnede igen. Hvis han da havde nogen chance for at vågne fra dette mareridt. Drengen havde en underlig måde at formulere sig på, som han ikke helt forstod meningen, men formuleringen blev hurtigt glemt, som han blev irriteret på den øvrige sætning. Svækling? Han skulle give ham svækling. Han rev og sled i sine arme, men de flyttede sig slet ikke. ”Jeg skal ikke tilfredsstille dig” snerrede han koldt og spændte i benene, som drengen vuggede over hans skridt. Hvad var meningen med dette? Morede det ham at pine ham på den måde. Fik han virkelig noget ud af det? Han vendte ansigtet væk fra ham for at komme væk fra hans kærtegn og pisken.

”Slip mig fri.. Så skal jeg vise dig..” han kunne sagtens opføre sig på denne måde, når Philotanus ikke havde mulighed for at gøre modstand. Så kunne alle føle sig overvindelig, men han ville med glæde modbevise ham, hvis han bare fik chancen. ”Du kender ikke Orcus” fortsatte han, før at han bed tænderne sammen, da pisken ramte hans lår. Havde han ikke lige haft tøj på? Han spærrede øjnene op og udstødte et smertefuldt støn, som det gik op for ham, at tøjet var som forsvundet. Havde han bare bildt sig det ind tidligere? Hvem havde givet ham disse informationer? Det var kun noget der foregik imellem ham og Orcus, der var ikke andre, som delte deres fortid.. Måske Orcus far, men han var låst inde dybt inde i grotten, så han kunne umuligt være kommet i kontakt med drengen.

Truslen imod Orcus var dråben, der fik bægeret til at flyde over, som han hvæste hæst ad ham. Han gjorde et oprigtigt forsøg på at skubbe ham af, som han spændte i mavemusklerne og forsøgte at løfte sig op med underlivet. Den nøgne kontakt generede ham ikke, som drengen endnu havde tøj på og han var ikke den forlegne type. Lige nu var han kun vred på ham. ”Du rører ham ikke!” hans stemme havde forandret sig, den var dyb, kold, hæs og morderisk, som et farligt skær strøg over hans øjne.

En fnisen kom fra enhjørningen. Han morede sig faktisk, og det var i en stor grad - det lysnede virkelig op for ham, nu hvor han var blevet kidnappet, men tanken om at han kunne hver nat sidde og pine denne mand, det gjorde det hele meget mere overskueligt for ham. "Ah, der tager du fejl. Det gør du allerede i forvejen," sagde Dandels mageligt, som han så ned på ham - hvis han kunne se hans øjne, ville han havde set så arrogant ud. "Og hvem ved, lille Philo... Måske du kan behage mig på andre måder, end du gør lige nu," Dandels ord var sigende, som han lod fingrene glide let over det forrevne smil, men der var ikke tvivl om hvad han mente med den form for behagelse. Trods alt, han kunne fornemme at det ville være en ydmygelse for ham, og det ville være en endnu større fornøjelse for ham, hvis det var noget han ikke ønskede.

"Nej, det gør jeg ikke - endnu. Det kunne jeg måske komme til. Jeg er sikker på hans hoved også er fyldt med små, interessante drømme jeg kan mæske mig i... og pine. Hvem ved, måske har I ligefrem samme smag, selvom I ikke er ligefrem "rigtige" brødre," sagde han provokerende som han lod fingrene glide blidt hen over brystet på ham, ej var der sat negle på men det var en kærtegnelse, en form for opbygning til det.

Det sendte et sug i maven på ham som han spændte op og forsøgte at få ham af - det fik det dog kun til at kilde i underlivet, og Dandels kom med et lille støn, i simpel fornøjelse over at se ham kæmpe. "Og hvem skulle stoppe mig? Dig, hans lille hund? Haha," latteren der kom fra ham var oprigtig som han løftede sig let fra ham, for kun at gå et par grader ned. "Den dag du er en ordenlig trussel, så kommer jeg til at hvine i fryd," sagde enhjørningen med et glimt i øjet (eller, på læberne i det her tilfælde) som han så ned på ham. Hånden han lagde mod hans skridt var brændende, og forstærkelsen af den smerte, han ønskede at vride sig i, kom derfra. Han havde ikke behov for nogen kniv, selvom det også havde været meget sjovt.

"Jeg kunne jo starte på samme måde med ham... Forskellen på dig og ham er blot at han ikke kan gå i opløsning. Det kan du,"

Dandels sukkede.
"Jeg må jo bare nyde det så længe det varer,"

Det var lettere provokerende, når Philotanus tydeligvis kunne mærke på ham, at han nød hvert et øjeblik. Han forsøgte at fornægte ham hver form for nydelse, men det var svært at skjule sit raseri og frustration, når det hele kom tæt på. Han var ikke interesseret i at være fanget på denne måde, men han følte ikke rigtig, at der var nogen anden udvej lige nu. Han kunne ikke se nogen udvej, som han længe havde forsøgt og derved også måtte konkludere, at han ikke bare sådan lige kunne komme ud af rebene. Der måtte være noget specielt med de reb. Han rynkede på brynene over hans ord, som han benægtede enhver indblanding i dette. Han følte ikke, at han gjorde noget for at tilfredsstille ham, men han kunne godt mærke på enhjørningen, at hans lyster var anderledes, end hvad han først ville have antaget. Den svagelig skikkelse var blevet gemt godt. Hvordan vidste han ikke. Men det irriterede ham. ”Det… får du intet ud af” hvæste han igen. Han ville ikke give ham den nydelse, kærtegne forsøgte han stædigt at undgå, som han flyttede let på hovedet.

Drengen ignorerede hans ønske om at blive sluppet fri. Var han nervøs for, hvad der ville ske, hvis han kom fri? Sikkert. Tanken bragte et smil over hans læber, men det forsvandt hurtigt og blev erstattet af et arrigt blik i de mørke øjne. ”Gør med mig, hvad du vil, men hvis du kommer i nærheden af Orcus, så ser du aldrig lyset igen” hvæste han. Han var ligeglad med, hvad Dandels gjorde ved ham, han kunne sagtens udstå det, han var nødt til det. Hvorfor havde han overhovedet lukket dette væsen ind i deres hjem? Det steder, der skulle være trygt for dem begge. Han skar en grimasse over hans kærtegn, bed sig irriteret i læben og forsøgte at rykke på sig.

Drengens støn fik ham til at ligge stille igen, som han fnøs af hans ord. Han vendte dog blikket imod hans bevægelser, som han flyttede på sig. Han pressede pludseligt hovedet imod underlaget, som den brændende hånd ramte hans skridt. Philotanus bed sig hårdt i underlæben, som han forsøgte at holde smerten på afstand. Endnu en gang forsøgte han at vride i kroppen, rykke pludseligt i kroppen for at skubbe hånden væk fra hans krop. Det fik ham fuldkommen til at glemme den varme væske, der flød ned over hans hage og smittede af på underlaget. ”Du kommer.. til at …. Fortryde det” det var anstrengende at få ordene udover læberne, men han havde ikke tænkt sig at opgive så nemt. Dandels snakkede om opløsningen af hans krop. Han rettede blikket imod ham, lettere uforstående over hvordan han kunne kende til det.. End ikke Orcus var klar over hvad hans anden evne gjorde ved de kroppe, som han besatte.. Hvordan kunne han vide det?

Han ignorerede hans hvæsende ord. Det var mere end tydelgit for enhver at enhjørningen fik en del ud af ham, og de små sprækker af svaghed gjorde jo blot glasuren på kagen endnu bedre. Han elskede at se ham vred, og ville helst gøre ham mere vred, men det så ikke ud til at det var muligt, som arrigheden blussede op i ham. "Det har jeg aldrig nogensinde gjort," hviskede han, og masken blev løftet, så de grå øjne kom til syne, med hjerteformede pupiler. nej, han havde aldrig set lyset. Han havde altid været i dette mørke, altid, og det eneste som var hans lys... Nej, det som var blevet hans lys, var den kærlighed Agarés gav ham, og som han gengældte. Han havde det nok på samme måde med Agarés, som Philotanus havde det med Orcus, dog med nogle markante forskelle. Hvis nogen rørte Agarés, ville de bøde for det, selvom Agarés nok lidt var helten i hans liv. Han håbede sådan at han snart ville komme og hente ham, selvom der knapt nok var gået et par timer.

Hånden, hvor den brændende fornemmelse kom fra, bredte smerten ud som en slags smørelse som den gled op over hans mave, og derefter ned igen. Hans tænder gav bid i hans lår, med samme smerteform, der var intet kærligt ved det, måske kun fristelsen til at se om han kunne aktivere noget så sårbart som seksuel tilfredsstillelse, og derefter var "kyssene" ikke nær så slemme som hånden, han fjernede - for nu.
"Mhm.... det siger de alle... og alligevel har ikke en af dem turde gøre noget ved deres trusler, når jeg er færdig med dem," svarede Dandels ham i mod, med et grufuldt, blodigt smil og med de uskyldige, runde øjne der så i hans. Han tog ved pisken, hvorefter han gav ham nogle små klap på kinderne.

"Hvis jeg var dig, ville jeg spare på krudtet. Du kommer til at bruge det senere," bemærkede han, lunefuldt som hans tunge gled over hans tænder. "Oh, jeg håber sådan at din bror er lige så udrustet som dig. Hvilken glæde det må være at få fingrene i ham, mhm...," hviskede han let, så sødeligt som muligt hvorefter han gav ham et ordenlig rap med pisken over hans skridt.