”Argh” udstødte Orcus i frustration, som han hamrede hånden ned i bordet foran ham. Han vrissede let af sig selv, som bordet flød med papirer, dokumenter og krystaller. Han var ikke i et særlig godt humør og det hjalp ikke, at han troede, at han var blevet snydt af den sidste køber. Frustreret rodede han rundt i det mørke hår med neglene mod hovedbunden. Han forsøgte at lægge tallene sammen for at sikre sig, at det hele gik op. Blikket skævede mod krystallerne som lå på bordet og han talte dem igen. Måske for femte gang, han var egentlig ikke sikker. Det stemte stadig ikke, som han greb den nærmeste genstand.. Hans maske, som han havde lagt fra sig på bordet for at kunne kigge ned uden at blive ramt af kraniet. Det flød igennem lokalet og ramte væggen ved siden af døren. I samme sekund, som Philotanus ind ad døren med et noget så undrende blik i øjnene. Han kiggede på masken, som var endte på gulvet og dernæst på Orcus som atter rodede rundt i hovedbunden med neglene. ”Vi er blevet snydt..” kommenterede han irriteret, arrigt og køligt, som han egentlig ikke var interesseret i at drøfte detaljerne med Philotanus. Orcus slog hænderne fladt ned i bordet, som han rejste sig fra stolen, skubbede den langs bagud og rystede på hovedet. I samme sekund røg en kugle af metalpulver ned på gulvet, der tidligere havde svævet bagved ham. Men da det var blevet ramt af stolen, mistede det sin form og flød ned på gulvet. Det blev hurtigt samlet op, som det svævede hen i Orcus hænder og langsomt formede sig som en daggert, en yderst spids og skarp én af slagsen. Han drejede den let rundt i hånden og gik hen på siden af Philotanus.
”Jeg skal have en alvor snak med Luriz..” han behøvede ikke sige mere, før at Philotanus bukkede sig ned og samlede masken op for at række den til ham. Orcus tog imod masken og satte den fast over sit ansigt, som han holdt den der med den lille mængde metal, der var indarbejdet i masken. Den ville være tæt på umuligt at rive af ham. Han nikkede efterfølgende til Philo og vendte blikket mod den nærmeste dør. På vej derhen fandt han nøglen frem til dæmonriget og satte den i låsen. Orcus tog en dyb indånding, før at han drejede nøglen om og åbnede døren..
I dæmonriget, Aztaroth
De trådte ind i et større palæ, som Orcus dog ikke var interesseret i, om der var nogen hjemme eller ej. Han fandt hurtigt vej til udgangen og gik ud på gaden, som han kiggede sig over skulderen. Denne gang var Philotanus fulgte med igennem hans portal, selvom han foretrak at bruge sine vinger, så kunne dette ikke vente på den lange rejse. Orcus nikkede til ham, som han gik langs med gaden og hurtigt forsvandt ind i en gyde, hvor Philotanus blev stående ude på gaden med blikket rettet imod mørket. Der gik ikke lang tid før at det vandrede omkring hans omgivelser. Orcus behøvede ikke nødvendigvis hans hjalp, men han havde også brug for at komme ud en gang imellem. Desuden ville der ikke ske det store, hvis Orcus kom retur og Philotanus havde forladt sin post, de kunne begge finde hjem uden den anden og Philotanus havde planer om at se sig omkring, nu hvor de var retur i dæmonriget. Byen han selv var vokset op i. Han strakte det store mørke vinger, som han knækkede nakken let og lod de mørke øjne vandre over de mange skikkelser i byen.
Luriz havde ikke en chance for at forklare sig ud af situationen, men manden var ikke en trussel for Orcus, så Philotanus var ikke bekymret, som han langsomt gik væk fra gyden og beskuede de mange forbigående. Dæmonen lignede egentlig Orcus på en prik, men vingerne var tydeligvis mere udviklet end Orcus’s nogensinde ville blive. Det skyldtes alt sammen Philotanus magi. Han var dog en mand af få ord sammenlignet med Orcus. Han lignede dog stadig en rolig knægt, der blot var ude på at se sig omkring. I virkeligheden holdt han øje med eventuelle muligheder for at vende situationen om til noget positivt. De skulle nødigt komme tomhændet hjem.
