Det der med at rage rundt i en by var bestemt ikke noget Thelex fandt spor sjovt så når han endelig skulle ind i en, forsøgte han at finde så små byer som muligt. Idéen var at der så var færre mennesker og han ville være tætter på at kunne komme ud i friheden, men det var ikke altid at det var sandheden. Heldigvis var denne landsby helt perfekt. Der var stadig for mange mennesker, selvfølgelig, men han kunne næsten altid se friheden mens han bevægede sig rundt i de små gader, meget påpasselig med ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed, selvom det var nær umuligt med hans størrelse - både i højden og bredden. 

Nogle gloede som om de aldrig havde set en kentauer før, især børne stod med åben mund og kæmpe runde øjne og stirrede. Havde der ikke været risiko for, at der var en mor i nærheden, havde han gjort et eller andet for at få dem til at trække kæben op, inden den faldt helt af, men det kunne han desværre ikke tillade sig. Han fortsatte derfor videre gennem byen til han kom til bymidten. Det var heldigvis ikke markedsdag, men det betød ikke, at alle boderne var lukket. Spejdende kiggede han ud i folkemængden for at spore en bod der solgte, hvad han skulle bruge. Hans ekstra højde hjalp en del, men folk dækkede stadig for, hvad der blev udstillet. Han var derfor tvunget til at bevæge sig videre i mængden, til hans store utilfredshed.

Aliana havde bevæget sig mod byen. Hun havde lidt krystaller hun kunne bruge på noget nyt tøj, så det var altså hendes formål for byen denne gang. Hun havde ikke behov for at gøre sig til kende, det havde hun aldrig haft behov for, men med alle hendes slavemærker havde det ikke været så svært at genkende hende. Dog havde hun dækket dem godt til at hun kunne klare sig igennem dagen.
Hun vendte blikket op imod himlen som hun kom tættere på byen. Hun kunne mærke kulden og var glad for at efteråret endelig var på vej, hendes liv havde ikke ændret sig så meget på det sidste. Ikke ud over at Manuel stadig var en dum skid, hvor lækker han så end var! Hun kiggede lige frem for sig og et suk undslap hendes læber. Hun orkede virkelig ikke at være i byen, men der skulle noget nyt tøj på kroppen og der måtte vel være en tøjbutik åben til den slags sager.

Som hun kom tættere på byen lagde hun ikke mærke til noget. Egentlig så hun ikke noget ud over sin egen næsetip. Hun var mere fokuseret på at skulle have det tøj frem for at stoppe op og kigge på folk. Hun kiggede også nok på folk der hjemme, der var det jo altid de samme mennesker alligevel. Hun kiggede endelig op og opdagede hun var ved at gå ind i en kentaur.  "Det beklager jeg" kom venligt fra hende og vendte blikket den anden vej, hun havde ikke opdaget at det faktisk var en hun havde set før, næh hun var alt for optaget af at skulle have nyt tøj.

At folk gik ind i ham var ikke noget helt nyt, for når man fyldte lige så meget som til tider tre personer så var der også ekstra meget at gå ind i. Alligevel irriterede det ham lige meget hver gang. Det var heller ikke fordi han ligefrem var lydløs med horve imod det stenet underlag. Han forsøgte dog at beherske sig efter bedste evne. Når han var i byen handlede det om at komme ud og ind så hurtigt og effektivt som muligt, uden at blive jagtet af vagter eller andet godtfolk. Det var heldigvis heller ikke noget han havde prøvet før - men det var bestemt ikke noget han ville teste. Heller bare holde lav profil. 

Kvinden fik derfor kun et kort blik før han ville vende sig om og fortsætte sit forhavende, men det korte glimt var nok til at starte noget i hans hoved. Måske havde han ikke verdens bedste hukommelse, men til tider formåede den alligevel at imponere ham. Kvinden han kastede sit blik ned på virkede bekendt, ikke bare lidt, men en del. Ikke fordi han huskede at have haft en lang fortid med hende, men fordi det var mange år siden. Det måtte have været i hans første år på fastlandet, for den periode huskede han mere klart end årene siden. Det var en periode, hvor der var sket meget og hver dag havde været en kamp. 

"Undskyld, kender jeg dig?" Valgte han at spørge om i en tilkæmpet høflig tone. Det lå ham ikke normalt sådan at skulle lege høflig, men da han ikke havde lyst til at blive jagtet med en høtyv ud af byen og heller ikke rigtig kendte til eventuelle skjulte overraskelser i folkemængden omkring dem, var det nok den bedste vej at tage. Han var jo ikke helt hovedløs, selvom hans handlinger til tider godt kunne få folk til at overveje det. 

Alina var allerede på vej væk da der blev spurgt om noget. Hun vendte sig om og sagde. "Det tror jeg ikke min..." hun stoppede sin sætning og kiggede ekstra på ham. Vent lidt hun havde da set ham før, men hvor!? "Eller jeg tror måske.." hun bevægede sig tilbage og kiggede på ham. Hun bevægede sig rundt ham et par gange for at være sikker på at hun kunne huske alt. Det der med at huske hendes fortid var ikke altid så smart, da hun ikke brød sig om den. Men her blev hun jo nød til at tænke sig om og finde ud af om hun havde set ham før. Hun kiggede lidt på buen han havde med sig. "Hmm.." kom det roligt fra hende og var tydeligvis mere ophængt af at tænke sig mere og mere om. Hun skulle være helt sikker på at dette var rigtigt.

Med et kom det hele tilbage til hende som om hun var blevet ramt af en flok køre på flugt! Hun stalte sig foran ham. "Dig!" kom det fra hende. Hun kunne tydeligt huske hvordan han havde provokeret hende nok til at komme for sent hjem så hun fik prygl. Bare tanken om at få prygl gjorde hende utilpas. Det gjorde hende lige så utilpas som levende ild gjorde! Hun bed sig i læben og minderne strømmede tilbage til hende noget hun ikke ville kunne klare i længere tid da hun hadet sin fortid. "Jeg håber for dig at du har fået en bedre personlighed i stedet for at provokere andre hele tiden." han havde virkelig være provokerende over for hende, han skulle bare være glad for at det ikke havde været tæt på fuldmåne da han provokerede hende, for så var han nok kommet mere til skade end han først ville drømme om. Hun kiggede på ham med lidt smalle øjne men åbnede dem så på hvid gab igen. Hvis bare han kunne forstå hvor meget lort han havde udsat hende for. Bare for at være kommet for sent hjem efter at have været ude på marked og handle ind. Men det havde han vel ingen ide om.

Hun havde tydeligvis flere markeringer end hun havde haft sidst han så hende, men heldigvis gemte hun sine mærker nok til at de ikke kunne ses. Ingen skulle se hendes slavemærker ud over Manuel!

Irriteret viftede Thelex med halen da kvinden begyndte åbenlyst at beglo ham og gik rundt om ham, som var han et eller andet udstillingsobjekt. Han blev dog stående og ventede utålmodigt på at hun var færdig med at inspicere ham. Det var ikke noget han normalt brød sig om og da slet ikke nu! Det var nok alle børne gloede. Heldigvis var kvinden snart færdig med at vurdere ham. Gad vide, hvad hans mon mon var blevet vurderet til? Det virkede til sidst til, at hans antagelse om deres relation - omend måske ikke meget - var rigtig, men ikke spor positiv, ikke at dømme ud fra hendes tone. Det var jo bare skønt. Skulle han så allerede nu begynde at lede efter en udvej?

Selv var han ikke kommet ås meget videre i sit projekt med at genkende hende da han havde været alt for optaget af at være fornærmet over at lege udstillingsobjekt, men da hun fortsætte faldt brikkerne på plads. "... siger du ..." Lød det tørt fra ham mens han lagde armene over kors. "Men hyggeligt at møde dig igen." Ironien var ikke til at tage fejl af, med mindre man var af den tykpandet slags. Noget han ikke huskede tøsen her havde været. Hun havde dog udviklet sig en del siden sidst. Var blevet en kvinde. 

Hendes beklædning fandt han dog bemærkelsesværdig. Ikke på grund af det han ikke kunne se, men på grund af stilen. Det så ikke ud til at være de samme pjalter som sidst. "Det ser ud til at du er bedre stillet nu." Han kastede et hentydende blik på hendes tøj. Sidst havde hun også haft en masse mærker på kroppen. Hvorvidt det var slavemærker var han på daværende tidspunkt ikke sikker på og nu kunne han ikke huske dem præcist. 

Aliana havde ingen ide om hvad han havde tænkt da hun bevæget sig rundt om ham. Men hun skulle da være sikker på om hun kendte ham, og det kom hun også til. Det havde godt nok været hans skyld at hun kom til at tænke på sin fortid. Det var ikke fordi hun havde lyst til at tænke på den. Det var jo hendes svaghed, og hun blev så dårlig af at tænke på sin fortid. "Ja det siger jeg faktisk!" hun lød vred i sin stemme, men var det bestemt ikke. Hun var mere bestemt! Hun begyndte at tage sin trøje af og kiggede på ham. Da hun fik trøjen af løftede hun armen lidt og stillede sig med siden til. "Dette er din skyld" kom det anklagende fra hende. Det havde været hans skyld hun var blevet solgt videre, hun havde haft sidste chance til at bevise sit hver og det var desværre ikke sket, blot fordi hun var kommet for sent tilbage. De havde jo været oppe at toppes mere eller mindre og det havde været grunden til hun var kommet for sent hjem. Som hun havde fået trøjen af kunne man se flere af hendes mærker, der var langt flere end der havde været sidst han så hende. Men det var vel også godt og vel 13 år siden de så hinanden sidst passede det ikke, eller var det længere tid siden? Hun anede det faktisk ikke.

"Hyggeligt og hyggeligt... Du er vel blevet bedre ikke?" kom det roligt fra hende. Hun var begyndt at falde lidt ned igen efter hendes lille udbrud, og hun trak vejret stille og roligt. Hun tog en dyb indånding for at falde helt ned på jorden igen. Hun pustede langsomt ud igennem næsen og mærke kulden gå igennem hende da hun havde haft trøjen af. Dog havde hun en mening om hvordan tingene skulle være. Men han havde selv fået hende til at hidse sig lidt op.

Et smil kom frem på hendes læber og hun kiggede lidt på ham med hovedet lidt på skrå. Han nævnte noget med hendes påklædning og hun vendte blikket lidt ned af sig selv. Han havde ret hun var bedre stillet siden sidst. Men hun var jo også kommet ud af sit slaveri, og hun havde fået en familie. Hun var ikke nær så udsultet som hun havde været sidst. Det var vel kun en god ting. Alligevel trak hun lidt på skuldrende. "Det er jeg ja" hun var meget kortfattet i sit svar, men det var jo rigtigt nok. Hun var bedre stillet, og hun så bedre ud. Hvorfor så komme med en hel forklaring om hvordan hun var kommet videre med sit liv?

Først skulle han til at afbryde hende da hun begyndte at trække tøjet af foran ham. Han havde ingen forventninger i hoved, men uanset hvad var de slet ikke et sted, hvor at smide tøjet var oplagt. Det var først og fremmest offentligt og så var det jo koldt. Heldigvis var det ikke dét hun ville, men om erstatningen var meget bedre kunne diskuteres. Han skar en kort grimasse af alle hendes mærker og det han fik udpeget. Måske kunne han opføre sig som et røvhul og måske ikke tænkte før han snakkede, men hans intentioner var - som udgangspunkt - aldrig dårlige, uanset hvad konsekvenserne måtte være af dem. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige til hendes afsløring, så han holdte sin kæft. Ingen grund til at gøre ondt værre, selvom han ikke helt var klar over, hvordan det kunne gøres værre flere år efter. 

"Puha ... stort spørgsmål." Et kort kækt grin lyste kort op på hans læber. "Det afhænger vel af, hvem du spørger." Det var ikke ligefrem fordi han var direkte stolt af til tider at have en provokerende og flabet personlighed, men det gjorde ham bestemt ikke noget og det kunne give meget underholdende resultater. Alt i alt ikke noget han selv tog skade af så længe han var hurtig nok til at få halen med sig når folk blev ophidset. 

Bekræftelsen fik kort hans ego til at nikke yderst selvtilfreds. Måske var han ikke altid den mest observante i forhold til andres beklædning, han gik ikke rigtig op i det, men når det lykkes var han ganske tilfreds. At der ikke kom yderligt valgte han at tolke som at emnet var lukket, men det betød bestemt ikke at han ville respektere det. Nu skyldte han hende dog at opføre sig bare lidt bedre end sidst, selvom det ikke virkede til at der var yderlig risiko for mere "kropsudsmykning". "Så hvad laver du her? Bor du her?" Han måtte da erkende at området havde en hvis skønhed, omend det måske var lidt for eventyrligt til ham. Han fortrak mere ensomhed. Grønne enge, flotte solopgange og nedgange og alt det tjavs havde det med at tiltrække folk.

Aliana kiggede anklagende på ham og fik lidt smalle øjne. Den mand, eller hest eller hvad han nu kaldte sig selv var simpelthen for meget! Hun bed sig i underlæben for ikke at sige noget i et stykke tid. Anede han ikke engang selv hvad det ville sige at ændre sig? Eller var han bare for selvoptaget til at opfatte det? Hun rystede lidt på hovedet af ham. "Fordi alle du kender står jo også i kø for at sige dig imod huh?" kom det roligt fra hende og lagde armene over kors. Hun tog trøjen ordentlig på igen og lukkede den efter sig. Hun bed sig lidt i læben igen og fastholdte et blik på ham.Godt nok skulle hun stå og kigge op på ham for at se ansigtet men det ændrede ikke det faktum at hun ikke helt brød sig om ham. Hun rystede lidt på hovedet af ham og himlede kort med øjne.

Hun blev spurgt om hun boede her og hun overvejede kort spørgsmålet. Skulle hun sige sandheden eller skulle hun lade vær? Hun anede det faktisk ikke helt. Hun trak dog på skuldrene og sagde. "Ikke her i byen, men ja jo bor her i Medanien" der var ingen grund til at fortælle ham hvor henne hun boede og hvor langt væk det var. Der var ingen grund til at han skulle vide det, og der var ingen grund til at han skulle følge hende hjem. Hun kunne godt klare sig selv. "Hvad laver du egentlig selv her? Det er jo ikke fordi det var her vi så hinanden sidst." kom det roligt fra hende og lagde hovedet lidt på skrå. Hun var begyndt at slappe lidt mere af i selvskabet, men hun holdte stadig øje med ham. Dern kentaur kunne skabe problemer og det vidste hun godt. Hun havde jo oplevet det før.

Det misfornøjet svar han fik igen fik ham til at trække lidt i mundvigen. Så morsomt var det godt nok ikke, men lidt. "Jeg har ærligtalt ikke spurgt folk, så jeg må være dig svar skyldig." Det var egentligt heller ikke noget han brændte for at kende svaret på. Et eller andet sted vidste han udmærket, hvad folk ville sige. Ligesom kvinden foran ham ville de næppe være voldsomt begejstret for ham, men det var deres eget problem. Han var bedøvende ligeglad - i hvert fald når det kom til de fleste. Han skulle nok få reddet sin egen røv. 

Svaret på hans spørgsmål fik ham til at nikke. Det gav god mening. Hvor prævist hun boede havde han ingen interesse i at vide. Den information var ham ingen nytte og følte hun ikke selv for at give den skulle han da være den sidste til at spørge, i hvert fald lige nu. "Jeg rejser en del rundt, så er rundt omkring." At han svarede omvendt på spørgsmålene kom han først i tanke bagefter. "Jeg skal have købt nogle nye pilespidse. Tilspidset grene er bare ikke godt nok når det virkelig gælder." Det fungerede fint til træning, men en ordenlig pil var ganske enkelt nødvendigt, hvis situationen blev lidt stram og krævede lidt mere hårdtslående våben. 

"Er du selv på udkig efter noget bestemt?" Indtil videre kunne han ikke se at hun havde voldsomt travlt, så måske hun bare var ude for at snuse rundt? Det ville dog samtidig være underligt. De fleste havde et eller andet gøremål igang som de sjældent ville forsinkes med. At hun derfor ville stå og sludre med ham overraskede ham lidt - egentligt også at han selv ville, men der var måske bare et behov for at snakke fra hans egen side? Aldrig havde han tænkt sig selv som den mest sociale fugl, men det kunne da være rart at snakke fra tid til anden.

Selvfølgelig skulle han stå der og små grine lidt for sig selv. så havde han da heller ikke ændret sig på noget område eller havde han? Det måtte tiden jo vise om han havde. Lige nu kunne ikke se det for sig, men det kom vel nok på et tidspunkt, eller det måtte man da håbe. Hun bed sig lidt i underlæben overe hans svar og et fnøs kom fra hende. "Så er alt jo som det plejer at være" kom det fra hende og nikkede lidt for sig selv. Han havde svaret nogen lunde det samme sidst de havde set hinanden så det kom ikke bag på hende nu.

Hans svar tyede på at han var ret lige glad. Men hvorfor havde han så spurgt hende om hvor hun boede når han ikke ville vide det alligevel? Hun rystede lidt på hovedet og tog sig til hovedet, hun ville nok aldrig blive klog på den mand, eller hest.. Hun nikkede dog til hans svar og lod den ligge. Hvorfor vade i at man var vandrings mand.. hest... Kentaur noget et eller andet.. Hun kiggede lidt på ham og nikkede så til hans næste ord. "Jeg tror du skal være heldig hvis du finder noget af den slags i byen her. Men man kan jo aldrig vide sig sikker." hun rettede lidt på sin trøje for at få den til at sidde ordentligt, så den ikke sad helt oppe i halsen på hende. Hun blinkede nogle gange med øjne og kiggede lidt ned af vejen.

"Jeg skulle faktisk købe noget nyt tøj når du nu spørg så pænt" hun var ikke sikker på at hun skulle have sagt det, men det var også lige meget. Sket var sket og der var ikke noget at gøre ved det. Hun kunne faktisk også være lige glad, han havde jo selv spurgt. Med mindre han ikke ville have det af vide alligevel og virkede lige glad? For så kunne han da lærer at holde sin mund. Ikke at hun regnede med at han kunne finde ud af den slags, men man havde da lov til at håbe!

Her gik man og troede at pilespidser var noget ganske alment, men lige i den by han havde valgt var det åbenbart fremmede. På den anden side burde det ikke overraske ham. Stedet var jo så idyllerisk at bare ordet blod syntes at være fremmed. Ved informationen skar han en kort opgivende grimasse. Så skulle han jo videre på hvad der pludseligt var blevet et togt efter pilespidser. Bestemt ikke, hvad han havde haft i tankerne da han var ankommet til byen. 

Tøj. Ja, jo, det var jo nok meget smart at anskaffe sig. Thelex havde selv ikke været den helt store fan af fænomenet. Bevars, han havde da gerne lidt på overkroppen, hvis det blev koldt eller hvis han var steder, hvor det var forventet af ham, men ellers fortrak han at gå "nøgen" som et menneske ville kalde det. For ham var det ganske naturligt. Et godt blodomløb hjalp også en del på, at han yderst sjældent frøs så længe han holdte sig til temperature som han var bygget og opvokset til. "Javel. Har du så fundet noget?" Hun havde tydeligvis ikke købt noget endnu, eller også bar hun på en usynlig taske. Det betød dog ikke, at hun måske ikke havde fået et godt øje på en vare. En fin kjole? Næppe. Hun slog ham ikke som kjole typen, men hun kunne jo overraske. 

"Er det noget man egentligt får syet til sig eller?" Thelex havde aldrig været for alvor ude at købe tøj ind. Det han havde brug for var hovedsageligt seletøj, som blev lavet specielt til ham ved en smed. Sådan var det også med de få stykker tøj han havde anskaffet sig gennem årenes løb, dette dog mest på grund af hans unaturlige størrelse. "Hvis det ikke er for meget at forespørge, må jeg så følge med på din handel? Jeg vil gerne se, hvordan det fungere." Når der nu ikke kunne købes pilespidser og tid ikke var noget han ligefrem manglede kunne han lige så godt udnytte muligheden for at skrabe ny viden til sig. At hun nok syntes det var mærkeligt af ham at spørge omkring valgte han at se bort fra. Det var langt fra det første underlige han til tider gik og lavede.

//afsluttet efter aftale//