Skoven var ofte et kedeligt sted at befinde sig, men om ikke andet så var det nødvendigt at rejse igennem skoven for at komme ud på den anden side.. Yotul brød sig egentlig ikke om at rejse til fods, men hun havde ikke så mange andre muligheder, ikke at hendes fysiske ikke kunne klare det. Det var blot virkelig frustrerende i længden. Hvilket nok var en af grundene til at hun var endt med at overfalde et par midt i skoven. De havde oprindeligt bevæget sig mod den lyse del af Amazonitskoven, men Yotul havde i stedet lokket dem imod Dunkelskoven med råb om hjælp. Der havde været en tydelig panik at spore i hendes stemme, så parret havde ikke tøvet med at komme hende til at undsætning. Det var en anelse ynkeligt, men det var også ganske morsomt, som de havde set synet af hende i solnedgangen. Der var et orange skær over området og sammen med den røde flod var tonerne egentlig meget varme at se på. De var dog lettere forfærdet, som Yotul med vilje havde skåret sig selv i armen, lavet rifter omkring håndleddene og lignende rifter på kinden. Det lignede at hun var blevet angrebet af et dyr, men det var langt fra sandheden.

Parret kom hende til undsætning og greb ud efter hendes hånd for at blokere for blodet. Manden begyndte straks at se sig omkring efter noget at forbinde hendes sår med. Men der hvilede et skræmmende roligt smil på Yotuls læber, som hun betragtede kvinden, der holdt såret lukket med sine hænder. Hun havde svagt lagt hovedet på skrå, som hun lænede sig let tilbage og hvilede den ene arm bag sig for at støtte sig, men samtidig også skubbe hånden under en bunke af grene, som var samlet bagved hende. Med en hurtig bevægelse, var sværdet trukket ud af dets skjul og staks placeret mod kvindens strube. ”Hvad gør du?” kvinden lød forvirret og forskrækket, som Yotul flyttede let på klingen. Manden kom hurtigt kvinden til undsætning, men han endte med at træde i en pøl af Yotuls eget blod, som straks rejste sig som pæle i jorden. De blokerede mandens bevægelser, som hans blev låst fast i en bevægelse. Pælene fik hurtigt pigge, som ville ramme ham, hvis han bare flyttede sig lidt. Fokus hvilede atter hos kvinden, som hun smilte til hende og drejede kniven rundt for at hamre skaftet ind i maven på hende. Hun bukkede automatisk frem, som Yotul greb hende med den anden, som ikke holdt sværdet. Kniven var blevet vendt mod hendes ryg, som hun skævede mod manden, der endnu protesterede, men var nødt til at trække sig, da han blev ramt af en af de mange pigge. Yotul havde endnu ikke sagt et ord, som hun lænede sig frem for at lugte til kvindens hår.

Endnu en opgave var veloverstået og Evian var på vej tilbage fra Medanien, hvor han havde skaffet en lidt ældre mand af vejen. Hvorfor den mand skulle have været en trussel, anede han ikke. Men nu var det gjort og han havde fået klar besked på, at møde sin kontakt i den lyse del af Amazonitskoven, for at få sin betaling. Det havde været en lang tur og han var ved at være lidt træt, men han kunne ikke tillade sig at hvile, før opgaven var ordentligt afsluttet. Den specielle kniv var fremme, som han var i gang med at tørre det værste blod af den, før den blev sat tilbage i hylsteret der sad om højre lår. Hætten var trukket over hovedet, og et sort stykke stof dækkede det meste af hans ansigt, undtagen de lysebrune øjne. Godt nok var han rimelig langt fra Medanien, men han skulle ikke nyde noget af, at han alligevel var blevet forfulgt, eftersom han havde fundet ud af, at han var efterlyst. Han plejede dog at være rimelig god, til at klare disse ting ubemærket, men man kunne aldrig være for forsigtig.

Som han nærmede sig den røde flod, kunne han høre lyden af en kvinde der råbte om hjælp. Hun lød til at have problemer, men i stedet for at skynde sig mod hende, satte han farten ned for at bevæge sig tættere på, lydløst. Han kunne jo aldrig vide om hun stadig var i fare eller ej, og han skulle bestemt ikke sættes i unødig fare, før han havde set, hvad han havde med at gøre. Evians blik faldt på parret, der hurtigt kom kvinden til undsætning og han stoppede op bag et af de mindre træer. Situationen udviklede sig hurtigt, som det viste sig at kvinden havde snydt parret. Det hele var sket rimelig hurtigt, men han fik studeret manden lidt mere, mens han stod fastspændt mellem pælene af blod, og det gik op for ham, at det var lige nøjagtig den mand, der havde hyret ham tidligere på ugen. Parret havde uden tvivl været på vej mod Amazonitskoven, for at mødes med Evian. Hvis de skulle dø ved den fremmede kvindes hånd, ville han ikke få sin betaling og det kunne han ikke tillade. Han sukkede tungt. Han var nødt til at gøre noget, for at redde dem.

Heldigvis for Evian, var solen stadig lige nøjagtig nok fremme, til at han kunne udnytte skyggerne lidt endnu. I næste øjeblik forsvandt han ned i skyggen, fra det træ han stod ved. Skyggen fra træet rakte ikke så langt som han havde håbet, og han var nødt til at komme til syne igen, omkring fem meter fra manden. Som han satte i løb mod pælene af blod, greb han fat i et par af knivene, fra bæltet der hang over brystet, og kastede dem mod pælene, i håb om at gøre dem bare lidt skrøbelige. Han satte ikke farten ned mens han nærmede sig, men i stedet for at løbe direkte forbi manden, løftede han begge ben og sparkede ud efter pælene, for at knække dem nok til at manden ville kunne komme fri, hvis han ellers var hurtig nok. Evian havde ikke tid til at tjekke, for endnu en kniv blev taget fra bæltet, som denne gang blev kastet mod kvinden der holdt sværdet. Han håbede på at stoppe hende i at skade den uskyldige dame, men det var ikke det største formål, da han hellere ville distrahere Yotul nok til ikke at skade manden mere. Farten blev stadig ikke sat ned, som han styrtede direkte mod de to damer, men omkring to meter fra dem, forsvandt han ind i skyggen der kom fra dem. Han forblev skjult i et par sekunder, før han langsomt kom til syne igen bag Yotul. Kniven han tidligere havde sat i hylsteret, var blevet placeret foran hendes hals. "Lad dem gå, så jeg kan slippe for at tvinge dig." Han var helt rolig og hans blik var fuldkommen tomt, men der hvilede alligevel en snert af selvsikkerhed i hans stemme. Han fik kort skævet mod manden, som stadig ikke havde fået vredet sig helt fri, for det var en sværere opgave end som så, grundet de mange pigge.

Det var en anelse uventet, at der faktisk var andre til stede ved floden end dem hun havde lokket der til med vilje. Yotul var dog travlt optaget af parret og deres udråb, som hun ikke brugte kræfter på at bekymre sig om. Hun var travlt optaget af kvinden, nu hvor hun endelig havde fået styr på manden. Ikke at hun sagtens kunne gøre situationen værre for ham, men nu havde hun lige udset sig kvinden, som den første og så kunne manden altid kigge på. At en anden skikkelse betragtede dem fra skyggerne var dog ikke noget hun opdagede, som hun pressede sværdet imod den bløde hud. Hun havde planer om at bryde igennem huden, som der dog var tale om en langsomt snit, så kvinden kunne mærke hvordan klingen skar igennem huden. Hun vred sig i Yotuls greb, men hun strammede blot yderligere omkring hendes arm, for at holde hende i ro. Det var der, at hun hørte en lyd og straks så imod den skikkelse som dukkede op ud af det blå. Yotul fik øje på ham ud af øjenkrogen, som han dog havde kurs imod manden, der endnu forsøgte at finde en position, han kunne stå i uden at komme i problemer. Men det var ikke en nem opgave. Et lystigt smil dansede over hendes læber, som hun ikke havde noget imod den tredje person, så længe at han ikke ødelagde det for hende. Så ville smilet hurtigt forandre sig i hvert fald..

Kvinden skreg efter hjælp, som kendte hun sin redningsmand, men det kunne også sagtens være henvendt til manden. Yotul var ligeglad, som hun fik brudt huden og derved lød blodet flyde ned over hendes arm. Såret var ikke dybt, men nok til at det brændte. Lyden af knive imod pælene, fik Yotul til at vrænge let på næsen, som pælene straks dannede et net omkring manden. Hun var blevet distraheret for en stund, hvilket resulterede i at hun tabte sværdet, som kvinden vred sig nok til at skubbe det ud af hendes hånd. Sværdet var dog ikke langt væk, som hun hurtigt pressede fingrene ned i såret og trak hånden til sig for at smage på blodet. Den hvide top var allerede smurt ind i blod, men Yotul tørrede uden problemer fingrene af i trøjen igen, som de grønne øjne gled mod den fremmede og manden, som forsøgte at komme væk fra piggene, da der blev sparket imod pælene. Pælene gav efter for sparket og pressede sig ind mod manden før at den øverste del gik i opløsning. Sikke en skam.. Yotul vendte fokus mod den fremmede, som han farede imod hende. Hun var klar til at slippe manden fri for at råde over blodet til et eventuelt angreb.
En kniv havde kurs imod hende og hun trak automatisk armen til sig for ikke at blive ramt af den. Men fik hurtigt fat i kvinden igen, som hun fnøs af hans latterlige forsøg på at lade kvinden stikke af. Det var hun slet ikke hurtig nok til. Manden havde hun glemt lidt.. Pludselig forsvandt manden dog og hun havde ingen ide om hvor han var forsvundet hen, som hun kiggede sig omkring og hurtigt greb ud efter sværdet for at være klar. Da mærkede hun dog kniven imod hendes hals og sank en let klump. Yotul drejede hovedet imod ham, som hun smilte til ham. ”Tror du virkelig, at du kan tvinge mig?” spurgte hun halvt grinende, som hun ikke var overbevist. Hun havde vendt sværdet i hånden og pegede lige nu spidsen imod hans ribben, så hvis han kom for tæt på, så ville hun presse det ind i ham. Hvad ville gøre mest ondt? Han kunne selvfølgelig ikke vide at et snit i halsen ikke ville dræbe hende.

Evian var helt overbevist om, at han sagtens ville kunne tvinge hende, og selvom hendes spørgsmål fik ham til at tvivle lidt, blev det ikke vist. Kniven han havde lagt for hendes hals blev holdt i ro, mens han let skævede mod sværdets spids, der var peget mod hans ribben. Den mindste bevægelse fremad og han ville kunne mærke spidsen mod kroppen. Evian kunne ikke vide hvordan dette ville udfolde sig, det kunne han selvfølgelig aldrig i disse situationer. Derfor tog han altid evnen, til at kopiere en andens evne, i brug, da en ekstra evne aldrig havde vist sig at være en ulempe. I begge handsker var der lavet mindre huller, hele vejen rundt om håndleddene, netop for at han stadig kunne bruge sin evne, uden at skulle smide en handske hver gang. Roligt, som om han ikke selv lagde mærke til det, greb han bedre fat i kniven, og samtidig fik han rykket håndleddet ind mod hendes hals. Kopiering af hendes første evne, blod manipulation, ville først være fuldført, når han havde været i kontakt med hende i mindst 10 sekunder, men hun ville ikke kunne mærke noget anderledes. Hvilken en af Yotuls evner der blev kopieret, havde Evian ingen kontrol over. Det var udelukkende kun fordi, at det var den evne hun brugte oftest. Det betød heller ikke at han selv ville have kontrol over evnen når den var kopieret, for han havde aldrig været i besiddelse af en lignende evne før.

Under det sorte stof der dækkede mund og næse, lød der et suk. Han havde en lang rejse bag sig, og var egentlig kun forberedt på at skulle hente sin betaling. At han var nødt til at bruge ekstra energi på at redde parret, var utrolig irriterende, da han var mere træt, end han ville indrømme. For ham var Yotul et bump på vejen, og ingen bump var umulige at komme over. Den tunge vejrtrækning der blev taget, for at sukket kunne undslippe, gjorde at han kort kunne mærke spidsen af sværdet, men det reagerede han ikke på. "Selvfølgelig." Han forholdt sig fortsat helt i ro, at handle overilet kunne få slemme konsekvenser. "Men jeg ville selvfølgelig sætte pris på, hvis du gjorde det nemt for mig og lod dem gå, uden problemer." Han regnede bestemt ikke med at det ville ske, men hvis han skulle have nogle former for håb om at blive betalt, for sit besvær i Medanien, skulle parret have lov til at gå. Eller i det mindste bare en enkelt af dem. Kopieringen af hendes evne, var ved at være på plads og han kunne langsomt fornemme hvad evnen kunne. Men det gik hurtigt op for ham, at evnen var langt mere kompliceret, end evner han tidligere havde skulle forsøge sig i at kontrollere. Om han overhovedet ville kunne få noget gavn af den evne var ikke til at sige. Til at starte med, var han lige nødt til at vente et par sekunder længere.

Det var ikke forventet, at Yotul ville møde modstand og havde det kun været parret, så ville det nok heller ikke være sket. Men nu var hun tvunget til at vende fokus mod noget andet, alligevel valgte hun at holde fat i kvinden, så hun ikke kunne flytte sig. Neglene borede sig ned i hendes arm, som hun vred sig let i smerte, imens at Yotul hævede hagen yderligere for at undgå et snit fra hans kniv. Samtidig holdt hun sværdet imod hans krop, blot for at sikre sig, at han ikke lige pludselig kom for tæt på. Der var intet i vejen med kontakt, eller hun ville næppe have gættet, at nærkontakt ville betyde noget for hende i denne situation. At den fremmede var i stand til at kopier hendes evne, ville uden tvivl komme bag på hende, men hun havde brugt den i århundrede, så han ville næppe kunne overmande hende. Uvidende om hvad der egentlig foregik, lod Yotul ikke til at flytte sig, som han valgte at flytte let på hånden, hun kunne mærke hans puls igennem handsken, som hun dog lod de grønne øjne kigge på ham, da hun lænede hovedet længere tilbage. Det var svært at se, hvem eller hvad han var, når han bar hætten og stoffet på den måde, men ud fra hans stemme var hun overbevist om, at det var en mand. Yotul bed sig let i underlæben, som hun strøg tungen let hen over sin underlæbe, før at hun atter smilede til ham. Indtil videre rykkede hun ikke meget på sig, som hun sad fint og grebet om kvinden ikke blev løsnet. Hun borede neglene igennem huden, så kvinden skreg op og forsøgte at flå Yotul op ad armen. Selv da hun brød igennem huden, fortrak Yotul ikke en mine. Blodet arbejde sig blot imod de sår, som hun selv havde skabt, så hun kunne inficere hendes krop.

Det var for sent at træde ud af situationen, som Yotul ikke havde i sinde at lade manden gå, nu hvor han havde forstyrret hende. Så skulle hun også have noget ud af ham, hvad end det måtte blive, for hun havde ærlig talt ikke besluttet sig endnu. Hun kunne dog ikke lade vær med at le, af hans ord, som han tydeligvis forventede, at hun slap dem fri.. Han kendte hende tydeligvis ikke, men det var der ikke mange der gjorde. Ofte troede de bare at de spidse ører var tegn på godhed. Elverne havde virkelig ødelagt hendes chance for at blive respekteret, medmindre hun gjorde noget ekstremt og ændrede folks holdninger overfor skovelvere. Yotul tog en dyb indånding, som hun skubbede kvinden væk. Både manden og kvinden var inficeret med hendes blod, så hun behøvede ikke længere kontakten. I stedet løftede hånden mod kniven og placeret en finger mod spidsen. ”Jeg kan godt lade dem gå.. Men så bliver du her..” der var tale om en forhandling, ikke at Yotul havde tænkt sig at lade dem gå bare sådan uden lige. Hun forventede noget retur og lige nu var han nok den største udfordring og dermed den bedste form for underholdning. Hun bekymrede sig dog ikke for at flytte hans hånd fra hendes hals. Hun følte sig ikke truet. Men afventede hans svar med et køligt smil på læben.

Det var ikke længere nødvendigt at hvile håndleddet mod hendes hals, for kopieringen af evnen var fuldført og evnens formål var forstået, men der var ingen grund til at flytte hånden. Nu vidste han til gengæld også hvorfor hun ikke følte sig truet af en kniv for halsen, for såret ville ikke være åbent længe. At han var klar over det, behøvede hun ikke at vide og derfor fjernede han ikke kniven. Han skævede kort mod kvinden, som hun skreg over smerten, med et lettere irriteret blik. Det kunne godt være at det gjorde ondt, men behøvede hun at larme så meget? Han gjorde intet for at hjælpe hende, for det var mere manden han var interesseret i at redde. Skulle hans dame ende med at skride i svinget, ville det ikke gøre Evian noget, for det var ikke hende der havde lovet ham sin betaling. Han vidste også at han ikke ville kunne gøre meget, for at forhindre blodet i at inficere hendes krop, for skulle han endelig få styr på hvordan evnen skulle bruges, ville han kun være i stand til at styre sit eget blod, ikke Yotuls.

Evian rettede blikket mod Yotul igen, irritationen var forsvundet, nu hvor den hjælpeløse dame ikke skreg så voldsomt længere. Der lød dog stadig nogle mindre udbrud fra hende, men det kunne han leve med og kort efter blev hun sluppet. Ud af øjenkrogen kunne han se hende løbe over til sin mand og febrilsk forsøgte hun at hjælpe ham fri fra de mange pigge, men hendes forsøg var utrolig dårligt, for hun anede ikke hvad hun skulle gøre, for at gøre det nemmere. Evian sukkede let, han forstod ikke hvordan nogle kunne være så… dumme. Hendes tilbud bragte et svagt smil frem på hans læber, et smil der ikke ville kunne ses, grundet stoffet der dækkede det meste af ansigtet. Parret ville få lov til at gå, og han kunne måske få en anelse morskab ud af det, hvis hun altså var oprigtig, for han vidste at kvinden var blevet inficeret med hendes blod. Om manden også var, anede han ikke, for hans fokus lå mest af alt hos Yotul. ”Det er en aftale,” svarede han med et let nik, som han fjernede kniven fra hendes hals og rejste sig. Nu havde han lovet at blive, så det ville han gøre og så skulle han også lige være sikker på, at parret fik lov til at gå. Han kunne altid finde dem senere, eller en anden dag. ”Hvad får du ud af, at jeg bliver her?” Spurgte han køligt, som han trådte et par skridt tilbage, for at komme lidt på afstand fra sværdet, der blev peget mod ham. Han havde stadig et godt tag på kniven, for at være forberedt, hvis det skulle blive nødvendigt.

At manden havde kopieret hendes evne var ikke noget hun kunne mærke. Måske hun ville kunne mærke det senere, hvis hun forsøgte at bruge det imod ham. Ofte var der ingen, som kendte til hendes evne og hvad hun kunne bruge den til. Men han havde allerede set en brøkdel af evnen, som hun havde manipuleret med blodet og spærret manden inden, så hun kunne nyde roen med kvinden. Kvinden var dog lettere ynkelig og Yotul var ikke interesseret i at lege med nogen, som gav udtryk for smerte så nemt. Det var et tegn på at hun ingen modstand ville få ud af det. Den fremmede var dog langt mere oplagt til at slå fra sig, ellers ville han aldrig have været i stand til at komme tæt nok på hende. Hun kunne stadig mærke kniven imod hendes hud, som hun bed sig let i underlæben. Der var et glimt i hendes øjne. Det var mørkt, ja næsten lokkende, som hun endnu havde blikket rettet imod ham. Deres position tillod ikke meget bevægelse, som hun svagt trak let på skulderne og løsnede leddene, som det var anstrengende at sidde på denne måde, men hun gav ikke udtryk for smerten. Alt hun gjorde var at sukke nydende og tungt.

Yotul bekymrede sig ikke længere for manden eller kvinden, de kunne forsøge at slippe ud af situationen på egen hånd, for hun havde ikke planer om at opløse blodet, bare fordi hun havde indgået en aftale med den nyankomne. Og så længe at kvinden var inficeret med hendes blod, så kunne hun få hende til at lide, selv på afstand, så hun havde ikke travlt med at indfange hende igen. I stedet hvilede hun den ene hånd i sit skød og strammede grebet om sværdet med den anden hånd. Hun flyttede kun ganske let på sværdet, men ikke nok til at stikke til ham, blot nok til at strejfe hans tøj, så han ikke glemte sværdet. Kniven forsvandt og Yotul kunne ikke lade vær med at smile, som hun drejede håndleddet og trak sværdet til sig, som hun selv kom på benene. Hun placerede klingen imod sin håndflade og strøg langsomt bladet igennem huden for at væde klingen i blod. De grønne øjne blev rettet imod ham, som hun vendte kroppen rundt og hævede sværdet imod hans hals i en hurtig og smidig bevægelse. Blodet omkring manden blev forvandlet til en flydende form, som det faldt sammen på jorden under dem. Det blev atter fast, som det holdt fat i deres ben og forhindrede dem i at flygte. Men nu kunne manden atter bevæge overkroppen. ”Modstand” svarede hun med et lystigt smil på læben. Hun nikkede imod parret. ”De gjorde det alt for nemt for mig” lo hun med et sygeligt glimt i blikket, som hun svang sværdet mod ham uden at være tæt nok på at kunne nå ham med klingen. Blodet slap dog, som hun gik efter at ramme ham med blodet.

//Aftalt afslutning