De sidste par dage havde været utrolig stressende, i forhold hvor lidt der normalt skete i dagstimerne. Det betød at Mitra ikke havde fået specielt meget søvn. Men den sidste kunde var lige gået, og selvom hun egentlig skulle have ryddet lidt op, valgte hun at lade rodet ligge. Det måtte vente til i morgen, lige meget hvor meget det irriterede hende. For godt nok var hele palæet rodet til med bøger og diverse glas beholdere, men hun havde styr på alt. Det var kun de forskellige midler hun havde fundet frem i løbet af dagen og lagt på bordet, der skulle lægges tilbage, men manglende søvn gjorde at hun havde problemer med at være klar i hovedet. Eller så klar, som hun normalt var.

Døren var blevet lukket i og Mitra gik mod værelset i den anden ende af huset. Døren ind til værelset blev lukket efter hende, engang imellem valgte hun at låse den, for at føle sig det mere tryg, men hun var for træt til at gøre det denne gang. Som hun roligt bevægede sig mod den alt for store seng, blev den sorte kåbe smidt på gulvet og de høje sko røg også af. Den hvide natkjole i silke lå på sengen og hun trak den over hovedet. Hun rettede de tynde stropper, så de sad ordentligt over skuldrene, før hun tog fat i kjolen med to fingre og rettede resten af den. Eftersom hun ikke var blufærdig normalt, ville det ikke være unormalt at gå fra, at hun sov nøgen, men det gjorde hun aldrig. Den lille hvide kjole med de tynde stropper, der kun gik til det øverste af lårene, brugte hun hver nat. Det var mest for at føle, at det vigtigste blev dækket mens hun sov og ikke rigtig havde meget kontrol over sig selv. Der lød et tung suk fra hende, som hun lagde sig på maven og lagde armene rundt om puden, så det mest af alt så ud som om hun krammede den. Selvom hun var utrolig træt, havde hun svært ved at falde i søvn, for det ekstra rod på bordet irriterede hende stadig.

Den store bygning midt i grotten, føltes underligt tom, der var ikke mange lyde fra underetagen mest af alt fordi Orcus netop lige var sluppet af med en leverance af eksotiske varer. Varer som ikke havde været nemme at slippe af med, men heldigvis for ham, havde han fundet den rette køber. Philotanos stod med armene over kors, som Orcus vandrede frem og tilbage over gulvet i den store sal. Der lå murbrokker hist og her, som han utålmodigt gik og sparkede til ting. ”Gider du stå stille?” mumlede Philotanos en anelse irriteret, som han rystede på hovedet af Orcus, der var travlt optaget af sine egne tanker. Han havde en stak papirer i hånden, som han var i færd med at rode igennem for at tjekke deres lagerbeholdning. Han viftede lettere distraheret af dæmonen, som han dog stoppede op og gik hen til ham for at presse papirerne imod hans bryst. ”Her.. ta’ dem, jeg skal lige ovenpå..” kommenterede han køligt. De vidste begge to, hvad han mente med ovenpå, når de befandt sig under jorden. Philotanos skar en grimasse, som han tog imod papirerne og rystede på hovedet af ham igen. Han trak let på skulderne, før at han spredte sine vinger ud og fløj ud igennem den åbne dør for at lande på etagen over dem. Hans vinger var langt større end Orcus. Orcus blev stående lidt, som han gik hen til den nærmeste dør og stak nøglen ind i nøglehullet. Han lukkede øjnene for en stund, tænkte på stedet han ville hen og drejede nøglen rundt.

Døren ind til Mitra’s stue gik langsomt op, som Orcus stak hovedet ind og trak nøglen ud af låsen. Hans blik vandrede kort over skulderen mod grotten, før at han tog det første skridt ind i hendes hjem. Gulvet knirkede under hans fødder, men der var ingen som reagerede på det. De mørke øjne søgte mod vinduerne, hvor det hurtigt gik op for ham at det var blevet sent. Døren lod han langsomt glide i bag sig, som nøglerne atter blev skjult i trøjens inderlomme. Det var ikke altid lige nemt at time disse aftaler til dagtimerne, mest af alt fordi han havde svært ved at se solen nede fra grotten. Nok var der slået en revne i toppen af den dybe grotte, men solen var ikke stærk nok til at nå bunden. Som altid valgte han blot at vandre rundt indtil han fandt ud af hvor Mitra befandt sig henne. Ikke overraskende havde hun lagt sig i sengen. Klokken var jo mange. Et lettere barnligt smil dukkede frem på hans læber, som han åbnede døren langsomt og forsigtigt for ikke at vække hende. Stille smed han dog sorte kappe på gulvet, tog skoene af og placerede hænderne på den bløde madras. Det ville være synd at vække hende nu, for hun så ud til at sove tungt. Han tænkte lidt over det, før at han lagde sig ned bagved hende og førte en arm over hendes krop, mest af alt for at komme i kontakt med hendes hud. Hun måtte være på en eller anden form for rusmiddel og forhåbentlig var det nok til at han selv kunne falde lidt til ro, indtil hun ville vække ham.

Det kunne ikke undgås at Mitra udskilte diverse midler, hun havde indtaget i løbet af dagen, gennem porerne. Når hun først havde lagt sig, var der ingen grund til at bruge chakra på at holde det inde. Ikke fordi det krævede det store af hende, men det gjorde det alligevel sværere at falde ordentligt til ro, og denne nat var hun i forvejen irriteret over rodet, hvilket kun gjorde det endnu sværere. Midlerne var dem hun oftest indtog, dem der gjorde hende helt afslappet, og dem der holdt hendes frygter på afstand. Det var dem der gjorde hende i stand til, at fungere nogenlunde normalt til hverdag. Engang imellem var det meget rart med noget anderledes, men hun havde haft så travlt på det sidste, at hun ikke havde haft tiden til at brygge noget andet, end hun allerede havde. Hun trak vejret tungt, mest i sin irritation over rodet. Enten skulle hun gå ind og få det ordnet, lige meget hvor træt hun var, eller også skulle hun ind og drikke lidt mere af sin te, bare for at kunne slappe lidt ekstra af. For det var umuligt for hende at falde i søvn.

Beslutningen om at rejse sig var blevet taget. Hvilken en af de to muligheder hun derefter skulle vælge, anede hun ikke endnu. Det kom nok når hun nåede ind i stuen. Men det krævede at hun rejste sig først, og det var utrolig svært at tage sig sammen, da hun egentlig lå rimelig godt. Selvom hun ikke kunne sove, var det stadig rart bare at ligge ned. Døren til værelset gik op, men i sine lette frustrationer hørte hun intet. Bevægelserne i sengen kunne hun ikke undgå at bemærke og øjnene blev åbnet. Det ville måske være normalt at være bekymret, når der befandt sig andre i ens hjem, men hun havde straks en idé om hvem det kunne være, og det blev hurtigt bekræftet, som hun mærkede armen der blev lagt om hende. Grebet hun havde om puden, blev sluppet og hun vendte sig om, så hun lå ansigt til ansigt mod Orcus. Hun lagde sig tæt ind til ham, hvilede panden mod hans brystkasse. Armen blev lagt om livet på ham og det ene ben blev møvet ind mellem hans. "Orcus..?" Mumlede hun træt. Hun havde stadig ikke taget sig sammen, til at rejse sig og nu lå han ved siden af hende, hvilket kun gjorde det sværere. Men nu han var her, kunne hun lige så godt udnytte det lidt. "Hjælp mig ind i stuen.. Lige om lidt." Hun ville stadig ikke kunne sove, men det var altid hyggeligt at ligge sammen med ham, så den stund skulle lige vare lidt længere.

Det havde nu aldrig været et problem, at Orcus bare gik ind i hendes hjem, mest af alt fordi hun faktisk ikke havde det store valg. Han følte ikke at han behøvede at spørge om lov, nøjagtig som sin barndom, der blev sjældent spurgt om lov og hvis Mitra havde noget imod det, så ville hun nok for længst have smidt ham ud af sengen for længst. Eller den nærmeste dør. Han forventede dog ikke at hun ville protestere, når hun var faldet i søvn, eller det gik han lidt ud fra, som han uden problemer kravlede op i sengen til hende og lagde sig bagved hende. Det virkede måske underligt, men Orcus følte sig hjemme i hendes hjem, så han tog sig nogle friheder, når det ikke blev forbudt ham. Som han lå på siden valgte han dog at strække vingerne bag ud, så de kunne ligge sig fladt imod sengen og han kunne få slappet lidt af i rygmusklerne. Orcus lukkede stille øjnene i og forventede at han som minimum ville være i stand til at få bare lidt ro. Philotanos havde haft ret, der hvilede en ustyrlig uro over hans krop, hvilket var grunden til at han havde søgt imod Mitra for at få sit sædvanlige fix. Det var ikke usædvanlig, men det var endnu ikke kritisk, så han kunne godt lade hende sove bare lidt. Så længe at stofferne i hendes krop kunne arbejde sig ind i hans. Han var i hvert fald mere end almindelig modtagelig for hendes rusmidler. Lettere afhængig måske.

Det var ikke længe, han fik lov til at ligge imod hendes ryg, som hun forholdsvis hurtigt begyndte at bevæge sig og snart vendte rundt for at møde hans blik. Der hvilede et stille smil over hans læber, som man dog sagtens kunne fornemme uroen i hans blik, hans øjne bevægede sig frem og tilbage, de havde svært ved at finde fokus, men han tvang sig selv til at blive liggende, som hun lagde sig ind til ham. Orcus hvilede hagen mod hendes hoved, som han smilte stille og strøg fingrene over hendes arme både for sin egen skyld, men samtidig også for hendes. Berøringerne var lette og blide, som han løftede let i benet for at lade hende ligge sit ben imellem. ”Ja..” svarede han med en svag ryst i stemmen. Måske han ikke havde lige så meget kontrol over sig selv, som han ellers bildte sig ind. Han løftede let på hovedet for at presse læberne imod hendes hoved i et betryggende kys. Forholdet var ikke til at beskrive. Men han begyndte langsomt at finde ro igen. Vingerne var slappe imod sengen. Han flyttede let på hovedet for at nikke til hendes ord. ”Hvis du insisterer” mumlede han lettere forvirret, eftersom at hun selv var gået i seng. Hvorfor ville hun lige pludselig op nu?

Orcus var en af de få personer, Mitra følte sig helt tryg ved og derfor var han også en af de få hun ikke smed ud, når han kravlede op i sengen til hende. Han kom ikke forbi ofte, så når han endelig gjorde, ville hun hellere end gerne bruge lidt tid på at ligge og slappe af sammen med ham. De nætter hun havde sovet bedst, havde også været dem hvor Orcus havde ligget ved hendes side. Det gjorde det kun bedre, at han lod til også at ville ligge hos hende, men hun vidste godt at han dels kun blev liggende, fordi han ville påvirkes af hendes midler. Derfor gjorde hun heller intet, for at stoppe midlerne i at trænge ud gennem porerne. Men lige meget hvorfor han lå der, så hjalp det ofte hende til at slappe mere af. De blide strøg over hendes arme og kysset mod hovedet, fik hende næsten til at glemme den irritation, der ellers havde fyldt utrolig meget for et øjeblik siden.

Hun gik ud fra at den rystende stemme betød, at han efterhånden manglede sit sædvanlige fix, mere end han ville indrømme. Det var ikke fordi hun havde lyst til at rejse sig så meget mere, men mon ikke de kunne fortsætte igen, efter han havde fået hvad han var kommet efter. Så kunne hun måske også få lidt styr på alle de urter, og dermed nyde sin afslapning det ekstra. Hun greb let fat i hans bluse ved lænden og lagde lidt kræfter i, for at hive ham ind til et kort knus. Hovedet blev flyttet lidt op, som hun hvilede munden let mod hans kraveben og tog en dyb indånding for at dufte til ham. Så slap hun igen og rettede blikket mod hans. "Nu.." Lød det lavt fra hende, som hun nikkede svagt. Hun kunne vel heller ikke tillade sig, at tvinge ham til at vente på det han ønskede. Trods hun kendte ham godt, var han stadig en kunde og professionelt set, kunne hun ikke se ham som mere end det. Selvom hun nok gjorde det lidt alligevel.

Det var efterhånden længe siden, at han var stødt på Mitra for første gang og siden da var han dukket op flere gange for at få del i hendes rusmidler, men samtidig også for at nyde den ro, der hvilede over hendes personlighed. Han var normalt omgivet af aggressive personligheder, som var arrige efter at komme fri at lænker og lignende, men Mitra var så langt fra den verden, som noget kunne være. Det var ganske beroligende og han følte sig lettere afhængig af det. Orcus gik ikke kun efter hendes stoffer, men han kunne mærke, at han var ved at nå et punkt, hvor det kunne ende galt, så derfor var han meget hurtig til at begrave sig i hendes duft og midlerne. Heldigvis for ham, så lod Mitra ikke til at have noget imod det, som hun blev liggende også selvom hun havde haft et ønske om at rejse sig. Orcus vidste, at hvis han først fik rejst sig op, så ville han nok bare være lige så rastløs, som i grotten. I stedet sukkede han afslappet imod hendes hoved og nød duften af hende, som han fik begravet sin næse i hendes hår.

Det var næsten umuligt at skjule noget for hende, men han havde heller ikke gjort et forsøg, da han ikke havde regnet med, at det var kommet så langt. Det kunne skyldes at han havde brugt sin portal for at komme herned og at han derved havde opbrugt stoffet hurtigere. Han havde sikkert forbrændt det hurtigere end hvis han bare var blevet i grotten. Et smil spredte sig over hans læber, som han placerede hånden mod hendes ryg og sendte knuset tilbage til hende. Orcus himlede dog med øjnene, som hun påpegede, at det var ved at være på tide. ”Jamen..” mumlede han lettere opgivende, som han godt vidste, at han ikke ville komme uden om det. Han havde fået det bedre, men var godt klar over at det ikke ville være nok med den kontakt de havde lige nu. Orcus havde brug for mere og Mitra havde sikkert allerede læst ham nok til at vide det. Han foldede vingerne på ryggen igen og lagde sig på ryggen, som han stille skubbede sine ben ud over sengen. Han førte en hånd op ad hende ryg, før han slap hende og kom op at stå. Så rakte han hånden mod hende. ”Eller skal du bæres?” svarede han drilsk, hvis hun nu var for træt.

Det var ikke fordi Mitra var mere begejstret, for at skulle rejse sig end Orcus var, men hun vidste også at de ikke kunne ligge her for evigt. Selvom det kunne være rart bare at fortsætte lidt længere. Men jo længere tid de blev liggende, jo sværere ville det blive at flytte sig, og lige meget hvor rart det føltes, så hun stadig altid frem til at få en eller anden form for betaling, og denne gang var ingen undtagelse. Hans utilfredshed over at skulle flytte sig, fik hende til at sende ham et bestemt blik. "Du ved det kun går ud over dig selv, hvis vi bliver liggende." Mitra havde aldrig følt behovet for at hendes evne kunne påvirke andre mere, end den allerede gjorde, kun når hun var i selskab med Orcus. Han var rimelig vant til midlerne, og derfor ville dem hun udskilte aldrig være nok. Derfor var det ikke kun for hans egen skyld, at hun gik op i at forsyne ham med de sædvanlige midler, det var også for hendes, for det betød at han ville føle sig afslappet igen og så kunne hun nyde hans nærvær igen.

Han fik rejst sig og hun lukkede kort øjnene i og sukkede tungt i et stræk, for at tage sig sammen til at følge hans eksempel. Hun vendte det trætte blik mod hans hånd, før der bredte sig et let smil på hendes læber over hans ord. "Når du nu tilbyder så pænt.." Sagde hun roligt, som hun lagde sin hånd i hans og trak sig selv op på knæene. Hun lagde armene om halsen på ham, derefter benene om livet på ham, krydsede dem på ryggen af ham for at låse sig i den position og undgå at skulle bruge for mange kræfter, på at holde sig oppe. Hun lagde kinden mod hans og kælede sig kort op ad ham, både for at være tæt på ham lidt mere, men også for at lade ham optage midlerne lidt længere. Hun hev ham lidt ekstra ind til sig, som hun flyttede hovedet og hvilede panden mod hans skulder. "Nu har du ikke travlt, vel?" Det var ingen hemmelighed, at hun gerne ville have ham til at blive hos hende, også efter han havde fået det han var kommet efter.

Uanset hvad, så havde det været hendes ide, at de skulle rejse sig op. Men han var ikke tilfreds med at forlade hendes favn, som han egentlig godt kunne være blevet der bare lidt længere endnu. Men når hun sagde det på den måde, så var det faktisk bedst bare at gøre, hvad der blev sagt. Ellers ville hun tilbageholde rusmidlet, som han havde behov for og så kunne han godt blive bare en anelse arrig. Ikke kun overfor hende, men også for sig selv.  Så det var vel egentligt godt, at hun insisterede på den måde, men han følte stadig at det var i orden at mumle lidt, bare fordi hun ikke skulle have det helt nemt med ham. Betaling var som sædvanlig ikke et problem, men hvad hun ønskede var forskelligt afhængigt af hvornår han faktisk dukkede op. Det var altid interessant at høre, hvad hun ønskede fra ham. Noget kunne dog tyde på, at hans tilstedeværelse, måske ville være nok. ”Ja ja..” svarede han lettere henkastet, som han himlede let med øjnene. Han ville gerne have begravet sig ved hendes hals igen, men hun ville ikke slippe det, så han fik med lidt besvær skubbet sig ud af sengen. Vingerne blev foldet på ryggen, som han hævede den ene skulder let for at lade den falde på plads igen. Ikke at den var gået af led, det føltes bare forkert.

Trætheden var ikke til at undgå, som han ventede på at hun tog imod hans hånd eller i det mindste gav udtryk for hvordan hun gerne ville komme ind i stuen. En latter flød over hans læber, som hun lod til at tage imod hans tilbud. Han spredte begge arme ud for at lade hende placere sig i hans favn igen. Han lagde hænderne mod hendes ryg, men lod langsomt den ene hånd støtte imod hendes røv. Hun skulle jo nødigt falde ned. Orcus hvilede roligt hovedet imod hende, som han tog et øjeblik bare for at nyde hendes duft. Den var sjældent det samme, men han kunne stadig dufte hende igennem den søde duft. Roligt løftede han hende op, så hun kom væk fra sengen og de kunne bevæge sig imod døren. Hendes spørgsmål fik ham til at smile igen, som han stille kyssede hende mod hovedet igen. ”Havde jeg haft travlt, så havde jeg ikke lagt mig ved dig” svarede han stadig smilende, som han med den ene hånd fik åbnet døren helt op, så de uden besvær kunne bevæge sig ud. ”Hvortil?” spurgte han, selvom han godt vidste, hvor hun normalt gerne ville hen. Men måske hun havde andre planer, når hun nu var så træt?

Orcus reaktion kom ikke bag på Mitra, som hun bare rystede let på hovedet over hans henkastede svar. Hun kendte konsekvenserne, hvis han ikke fik det stof hans krop skreg efter og derfor pressede hun lidt på. Hvilken form for betaling, hun ønskede denne gang vidste hun ikke endnu. Det kom som regel først til hende, i øjeblikket hun skulle til at bede om den. Men med så meget uro hun havde i kroppen i nat, var det rart at han bare var her. Det var ikke noget hun spekulerede yderligere over lige nu, som hun indtil videre bare nød at være tæt med ham, uden at skulle tænke det mindste over hvordan hun fremstod.

Som han fik støttet hende, så hun ikke kunne falde, slap hun de svage spændinger i lårene, så hun mere eller mindre bare hang på ham. Øjnene blev lukket i og hun undslap et lavt "hmm.." i et suk over kysset mod hovedet, der var noget utrolig beroligende over det for hende. Hun smilede over hans svar, selvom hun egentlig godt vidste at det var det, han ville sige, for sådan var det altid. Men det var altid rart at høre det fra ham. Uden at skænke det en tanke, førte hun en hånd op mod hans nakke, hvor hun lod fingrene glide gennem hans hår, som han bar hende gennem døren. "Stuen, det er der jeg har lagt dine varer," lød det roligt fra hende, som hun fortsat rodede i hans hår og nok fik uglet det lidt i nakken. Udover hans sædvanlige varer, stod der stadig en halv kop te på bordet og en tepotte, der også var fyldt næsten helt op, med den te hun bryggede på to midler. Når de nåede stuen, kunne hun også få lagt de få urter på plads, som flød unødigt på bordet.

Reaktionen var naturlig både for ham og Mitra. Men Orcus vidste også godt, at hun ikke ville lade det gå sig på, for sådan havde han altid opført sig overfor hende. Det var svært at sige om det skyldes et foruroligende søskendeforhold eller en interesse for hendes væsen udover det sædvanlige. Men han kunne også sagtens give hende ret i at det var vigtigt at de kom op nu, ellers ville han vågne med koldsved og så ville problemerne først dukke op. Den slags problemer, som han helst ikke ville vise i hendes selskab. Men hun havde nok set det hele med hendes erhverv, så han kunne næppe overraske hende, hvis det skete. Dog lod Mitra altid til at passe på ham. Instinktet var vokset større over årene og han fandt det underholdende og ganske betryggende. Hun var nok den eneste, udover Philotanus, som han følte sig oprigtig tryg ved.

Det var ikke noget problem for ham, at hun valgte at slappe af i hans favn. Han kunne godt fornemme, hvor træt hun var, så det var virkelig blot for at hjælpe hende lidt på vej, at han havde tilbudt det. Mitra var heller ikke specielt tung, så det var ikke et problem at løfte hende væk fra sengen og mod døren. Hendes behagelige udbrud fik ham til at smile let for sig selv, som han nød duften af hende. Duften var om noget beroligende, men aldrig nok, hvilket de begge godt vidste. For en stund lukkede han kort øjnene, som hun flyttede hånden op i hans hår og begyndte at glide fingrene igennem de mørke lokker. Det var primært toppen, som havde sølv spidser, ikke så meget i nakken. Hendes svar fik ham til at nikke, som de kom igennem døren uden de store problemer. Hans skridt var rolige og det samme var vejrtrækningen, som end der endnu var en let ryst over udåndingerne.
De kom ind i stuen, som han havde lagt hovedet imod hendes, imens at blikket vandrede fra reolen, til bordet og dernæst til sofaen. Han lagde godt mærke til alle de ting, hun havde lagt frem, men vidste godt, at han ikke skulle kommentere på det. Mitra havde altid styr på, hvor tingene lå og han skulle nødigt begynde at rode rundt i det. ”Du havde på fornemmelsen af, at jeg kom forbi?” spurgte han drilsk, om end der ikke var noget system i hans besøg, så havde hun altid varerne klar til ham. Orcus gik hen til den nærmeste sofa og bukkede i knæene for at sætte hende ned. Han blev stående lænet over hende med et drilsk glimt i øjnene. ”Hvilken pris skal jeg betale i dag?” spurgte han roligt. Det var aldrig nødvendigt at tjekke varerne først, da han havde fuld tillid til hende.

Hver indånding hun fik taget, blev gjort lidt dybere end hvad der var nødvendigt, kun for at kunne indtage hans duft så længe han bar hende. Hun lo let over hans spørgsmål og fik løftet hovedet for at rette blikket mod hans. "Du ved jeg altid ser frem til dine besøg." Hånden der efterhånden havde fået rodet hans hår godt igennem, blev flyttet og i stedet lagt mod hans kind, hvor hun let strøg tommelfingeren over hans hud. "Og jo hurtigere du får dit, jo hurtigere får jeg mit," fortsatte hun roligt. Om det hun ville have så var krystaller, hans betryggende nærvær eller noget helt tredje var aldrig til at sige, men det var derfor, at hun altid sørgede for at have hans bestilling klar, til næste gang han dukkede op.

Armen der stadig var lagt om halsen på ham, hev hun til sig så snart hun blev sat i sofaen. Det samme blev hånden mod hans kind, men ikke før hun lod en finger glide under hans hage. Hun placerede en hånd mod hans brystkasse og skubbede så let til ham, så hun selv kunne læne sig lidt frem mod bordet og tage fat i tekoppen. "Det kommer vi til. Drik først lidt af det her, bare for at tage det værste." Mitra var aldrig i tvivl, om at han ville give hende præcis hvad hun ville have for midlerne, men hvor meget han trængte til dem nu var tydeligt, og derfor rakte hun koppen mod ham. Det beroligende middel teen var brygget på, var det samme middel hun altid gav til ham. Det var ikke nødvendigt at brygge te på det, det var bare nemmere for hende, for så kunne hun samtidig sørge for ikke at blive dehydreret. Mens han kunne nyde teen, rejste hun sig fra sofaen og begyndte langsomt at flytte få urter ad gangen fra bordet, og hen til reolen. Med en enkelt af urterne, var hun nødt til at bruge et af rummene i reolen som trappe, for at kunne lægge den på plads i et af de øverste rum, da de høje sko var blevet smidt på værelset tidligere. Det ville måske være nemmere, bare at skaffe en lidt lavere reol, men så skulle hun til at lave et nyt system i hvor urterne lå, og det ville gøre hendes arbejde utrolig forvirrende for hende selv. Hun trådte ned på gulvet igen, før hun rettede sig mod ham, stadig med et greb i reolen med den ene hånd. "Du skal ikke bruge andet, end det sædvanlige?" Hun var rimelig sikker på, at hun kendte svaret, for det var det samme næsten hver gang. Alligevel spurgte hun stadig hver gang, bare for at være sikker. Han skulle nødigt mangle noget.

Smilet på hans læber forsvandt ikke med hendes ord, som det dog var gengældt. Han nød at komme forbi hendes hjem og endnu mere hendes selskab, men sådan havde det selvfølgelig været længe. Alligevel blev han ved med at dukke op, bare for at nyde det lidt mere. Behovet for rusmidlerne ville nok altid være der, men han havde ikke nogen problemer med at være der for hendes skyld også. Hun var tydeligvis træt og hvis hun havde brug for det, så kunne han sagtens blive længere end normalt. Orcus følte alligevel ikke for at vende tilbage til den øde grotte og Philotanus humør. Ikke at det var et problem, men han vidste, at han ville blive urolig igen, fare rundt for at finde noget at give sig til. Så var det bedre med Mitra’s rolige selskab, som smittede af på ham. Han gøs let, som hun rodede rundt i hans hår. Ikke at det var et problem. Hans mørke øjne gled ind i hendes, som hun flyttede hånden mod hans kind. Der hvilede endnu et smil på hans læber, som han ikke holdt den blide latter tilbage. ”Krævende, huh?” spurgte han lettere drillende, uden at forvente et svar. Ikke at han havde problemer med at give hende betaling for hendes tid og arbejde, men han nød nu stadig at drille hende bare en smule.

Orcus havde ikke problemer med at sætte hende forsigtigt ned i sofaen, som han dog drillende bed ud efter hendes finger, som den strøg under hans hage. Kort efter blev han dog skubbet væk, som han ikke kæmpede imod, men blot rettede ryggen let for at give hende plads til at rejse sig op. Modvilligt vendte han dog blikket imod tekoppen, som hun rakte ud efter den og rakte den til ham. Han rynkede let på næsen, som han egentlig ikke var meget til te, men det kunne vel godt drikkes, hvis hun sagde det. ”Så lad gå” svarede han med et svagt suk og tog imod koppen. Han vendte blikket mod væsken og rynkede endnu en gang på næsen. Langsomt dumpede han dog ned i sofaen, som han lænede sig tilbage og flyttede foden mod bordet.. Han holdt blikket mod teen for en stund, før at han løftede tekoppen op mod sine læber og hævede tekoppen i en vinkel for at lade væsken ramme hans tunge. Effekten var ikke lige så direkte, som den koncentrerede mængde af midlerne, men han kunne mærke det, så snart det ramte hans tunge. Svagt overdøvet af hendes kærlighed for honning. Men det var med til at give ham en ro i kroppen igen. Han knækkede roligt nakken til den ene side og så den anden, da han fjernede koppen og lavede en kliklyd med tungen for at få eftersmagen væk. Pupillerne var stadig lettere udvidet, men ikke meget. Langsomt skubbede han røven længere mod kanten af sofaen for at glide ned i sofaen og hvile hovedet mod ryglænet. Hans øjne var stadig åbne, som han fulgte hendes bevægelser rundt i rummet med et smil på læben. Orcus fik øje på hendes besvær med at nå den øverste hylde, som han rettede blikket mod soveværelset og den sky af metalpulver, som kom svævende ud. Metallet svævede hen under den fod hun havde placeret imod reolen for at kunne nå højere op, som han langsomt løftede hende længere op. Metallet var blevet hårdt og lignede en tynd metalplade, som hun sagtens kunne stå på.
Mitra vendte sig om for at møde hans blik, som han smilede roligt til hende og satte tekoppen tilbage på bordet. Han lagde det ene ben over det andet for rigtig at slappe af, da han lænede sig tilbage i sofaen. Orcus var dog forsigtig med ikke at ramme de ting hun havde stående på bordet allerede. ”Det sædvanlige, tak” svarede han med et nik, som der var mere kontrol over hans stemme igen. Hun behøvede egentlig ikke spørge, men han havde ikke noget imod at svare, så det gjorde ikke spor.

Mitra trak let skuldrene over hans drillende spørgsmål, måske hun var krævende, men hun vidste at det ikke var et problem, så hun sendte ham bare et lettere bekræftende smil tilbage. Så meget som han nød at drille hende, nød hun vel lige så meget at blive drillet af ham. Han var også den eneste der opførte sig sådan over for hende, nok også den eneste der fik lov til det, siden hun var så tryg ved ham. Derfor blev hun heller ikke overrasket, over hans drillende bid ud efter hendes finger, men hun trak den alligevel lidt til sig, ellers havde han nok fået fat. Han tog ikke imod koppen med det samme, så hun fik endnu engang sendt ham et bestemt blik, indtil han gjorde. Hun vidste at det ikke var det han foretrak, men indtil hun havde fået ryddet de få urter op, og fundet hans frem, måtte han nøjes med det. "Oh.." Lød det lettere overrasket fra hende, da metalpladen fik løftede hende. Hans hjælp med metallet gjorde det en del nemmere for hende, som hun ikke behøvede at strække sig mere end hun kunne, for at kunne nå de øverste rum. "Tak," sagde hun, som hun fik lagt den sidste urt på plads i reolen.

Hun nikkede let til hans svar, før hun slap reolen igen og bevægede sig ned i den anden ende af væggen. På gulvet stod en stor flettet kurv, og i bunden lå fire poser i fløjl. Hun satte sig på hug foran den, for at stikke armen ned og gribe fat i snorene der holdt poserne lukkede, og trække dem med op. Som hun rejste sig igen, tog hun fat i bunden af kjolen for at hive den helt ned igen, før hun gik mod Orcus igen. Poserne var som altid i forskellige farver. Den sorte indeholdt de små, hjerteformede, lyseblå bær og var til hans eget forbrug. Det var de samme hun normalt bryggede te på. Posen var blevet fyldt op med dem, da deres gift ikke var stærk nok til at gøre dødelig skade, så hun var ikke bekymret for om han indtog for mange af dem. Den røde indeholdt en masse grønne, aflange blade, der var en halv centimeter tykke. Saften fra disse blade kunne få betændelsen i et sår, til at forsvinde inden for 5 minutter. Den blå var fyldt med liljer, der havde en blålig nuance, og havde til evne at kurere små sår og skrammer, hvis den blev mast til pulver og drysset over skaderne. Større skader end det, kunne den ikke klare. Den grønne og sidste pose, var fyldt med tørrede, hvide blomster og deres blade. Blev de indtaget, ville de nedsætte feber og lindre smerter. Hun stoppede op ved bordet, for selv at tage tekoppen i hånden og tage en tår. Koppen blev stillet tilbage, før hun satte sig i sofaen med ryggen til ham, for at ligge sig tilbage og hvile hovedet mod hans mave. Hun løftede hånden, hvor alle fire poser hang om hendes pegefinger og holdt dem op mod ham. "Så vil jeg være sød og lade dig bestemme, hvad du har lyst til at give for det i dag." Hun lænede hovedet let tilbage, for at rette blikket mod ham. Der hvilede et lettere lusket smil over hendes læber, ikke fordi hun havde nogle bagtanker, men at lade ham vælge selv gjorde det også lidt mere interessant for hende. Hun vidste at han ikke ville gå herfra uden at betale, men nogle gange var det for kedeligt, altid at vide præcis hvad hun fik for det. Og han kendte hende efterhånden så godt, at ligemeget hvad han tilbød, ville hun næppe sige nej.

Det var sundt at drille hinanden og Orcus var tilbøjelig til at drille mere end så mange andre. Hans barnlige natur gjorde at han tog situationer langt fra så seriøst, som mange andre ville gøre. Takket været teen, så var han også mere afslappet og havde derfor ikke problemer med at prikke let til hende, bare fordi han kunne og fordi hun som sådan ikke lod til at have noget imod det. Orcus havde aldrig haft i sinde at skade hende og han havde heller ikke haft planer om at bide hende i fingeren, så han var meget opmærksom på, at hun nu også fik flyttet sin finger. Der var ingen grund til at være uvenner med én som Mitra. Både fordi han nød hendes selskab, men også fordi han ikke kunne leve uden de stoffer, som hun forsynede ham med. Løb han først tør.. Så ville det ende katastrofalt og så ville Philotanus næppe kunne forhindre en katastrofe. Heldigvis for omverdenen, så boede de langt fra alle og derfor var de endnu ikke blevet opdaget, heller ikke de få gange, hvor det var gået galt. Orcus lo let af hendes reaktion, som han valgte at assistere hende med at sætte urterne på plads. Så længe han ikke selv behøvede at forlade sofaen, så var der intet i vejen med at hjælpe hende lidt på vej. Han smilte let til hendes tak, som han nikkede med hovedet og opløste pladen, så pulveret atter kunne vende tilbage til lommen i hans kappe. Så vidste han i hvert fald, hvor han kunne finde det. Skulle han få brug for det igen.

Hovedet hvilede mod ryglænet, som han tog en rolig indånding og stirrede mod loftet. Han løftede let den ene hånd mod loftet for at dreje sin hånd let rundt. Midlet var ikke stærkt, men han havde svært ved at fokusere på hånden i noget tid, som han studerede den indtil hans syn atter blev normalt. Det gav ham en underlig mætheds fornemmelse at indtage stoffet via teen og eftersmagen var svær at slippe af med, men nu havde han fået nok til at han ikke længere skulle bekymre sig. Orcus rettede blikket imod hende, som han kunne høre kurven og poserne bevæge sig. Blikket fulgte hendes bevægelser, som han lagde hovedet let på skrå. Der var et glimt i hans øjne, som han fik øje på de mange poser og hvordan hun havde fyldt dem godt op. Han var efterhånden van til at indtage stoffet, så der var selvfølgelig ingen grund til at bekymre sig om, at han kunne få taget for meget. Ikke at stoffet var farligt for ham, kroppen var van til det og der skulle rigtig meget til, før at det ville kunne true ham på livet. Han var selv mere interesseret i den sorte pose end de andre, men lagerbeholdningen i grotten var også tømt, så han havde brug for det hele. Hvilket hun altid formåede at forsyne ham med. Han slap hende ikke af syne, som hun vendte retur til sofaen og rakte ud efter teen. For hans skyld kunne hun bare drikke løs, han havde fået den del, han havde brug for. Han lo let, som hun valgte at ligge sig tilrette på sofaen og snart hvilede hovedet mod hans mave. Han lo let, som han kort kiggede på poserne og strøg fingrene op ad hendes arm for at tage fat i snorene og ligge poserne ved siden af ham. Fingrene strøg tilbage ned over hendes arm, som han lænede sig frem mod hende og kyssede hende stille på panden. ”Hvad med en luftforandring?” spurgte han grinende. Hans krop var mere end bare afslappet lige nu, han havde det virkelig godt. Ideen var dukket op i hans hoved, som han havde fået muligheden for at bestemme. Orcus lænede sig længere ned til hende for at kysse hende let på kinden. ”Så kan du se, hvor jeg kommer fra?” fortsatte han, han havde ikke lyst til at tvinge hende til noget, men de kunne også sagtens blive der og putte. Det ville han heller ikke have noget imod. Hun burde stole nok på ham, til ikke at blive for nervøs over forslaget?

Mitra ventede, som altid, tålmodigt på at han tog imod de mange poser og nød hans berøringer i processen. Som han placerede kysset mod hendes pande, lukkede hun kort øjnene i, men åbnede dem igen da han foreslog en luftforandring. Stadig hvilende mod hans mave, lagde hun hovedet let på skrå, i sin undren over hvad han præcist mente. Det var ikke ofte hun forlod huset, egentlig kun når hun var nødsaget til at hente nye beholdere til midlerne. Det skete sjældent, og kun fordi hun selv, eller en kunde, havde fået smadret et par stykker. Hun var nysgerrig på hvad han havde i tankerne, så hun åbnede munden for at spørge, men blev distraheret kort af kysset på kinden, og så kom han hende i forkøbet og forklarede i stedet. Hendes øjne lyste en anelse op, som hun nikkede let. ”Det vil jeg gerne,” svarede hun. Trætheden der havde virket overvældende for nogle minutter siden, var blevet skubbet lidt til side. Om det var grundet hans forslag, eller bare hans selskab var hun ikke helt klar over. ”Lad mig skifte først,” lød det kort fra hende, som hun fik sat sig op i sofaen. Det gik ikke at forlade huset i hendes mundering, for selvom hun aldrig brokkede sig over opmærksomheden, var den lille hvide natkjole måske lige afslørende nok.

Inden hun rejste sig, vendte hun sig mod ham for at læne sig ind til ham og gengælde kindkysset. Hun rejste sig og uden at tænke videre over det, trak hun kjolen over hovedet og smed den mod sofaens ryglæn. Hun var så vant til Orcus’ selskab, at hun aldrig tænkte over nogle af sine handlinger, før hun gjorde det og derfor tænkte hun ikke videre over, at hun nu stod nøgen. Hun vendte ryggen til ham og bevægede sig mod spisebordet, der ikke kun var fyldt med diverse midler i beholdere, men også flere af hendes kjoler, som hun aldrig tog sig sammen til at hænge i skabet. Hen over den ene stol hang en sort kjole, med lange ærmer. Ryggen var forholdsvis åben, men blev holdt sammen af to snore, der krydsede hinanden fra lænden og op til skulderbladene. Det var en af de kortere kjoler, der kun gik til lige over knæene, men udskæringen i halsen var lige så afslørende som alle de andre kjoler, som kavalergangen bestemt ikke blev skjult. I en rimelig elegant bevægelse, fik hun trukket den tætsiddende kjole over hovedet, og hurtigt rettet den til, så alle kanter sad som de skulle. Så forsvandt hun ned ad gangen og ind på værelset, for at træde ned i de høje sko, der skinnede i sin lette lyserøde farve. Hurtigt vendte hun retur til stuen, med hans kappe i armene. ”Er en jakke nødvendig?” Spurgte hun, som hun lagde hans kappe over ryglænet.

Der var ikke tale om det sædvanlige tilbud, som han følte sig tryg nok til at byde hende indenfor i grotten, men han havde selvfølgelig ikke planer om at tvinge hende ud af hendes hjem. Egentlig havde Orcus aldrig mødt hende udenfor hendes hjem, så han var ikke sikker på om hun nogensinde komme ud, sådan for alvor? Så det var måske en blanding af, at vise hende hans hjem, men samtidig også give hende en chance for at komme lidt ud. Han ville i hvert fald gerne have hendes selskab og det ville være nemt at sende hende hjem igen, når hun ikke længere ville være i grotten. Den var trodsalt en anelse mere kølig end hendes eget hjem var. Egentlig gav han hende mange chancer for at trække sig, da han ikke ønskede at tvinge Mitra til noget, for han kunne godt lide hende og det forhold de havde til hinanden. Det var værd at værdsætte og ikke kun på grund af stofferne, som han havde brug for. Hendes svar fik ham dog til at smile lystigt, som han fik lyst til at klappe i hænderne, men lod vær, da det virkede en anelse malplaceret lige nu. Han var dog begejstret for muligheden. ”Selvfølgelig” svarede han med et smil, som han lod hende rejse sig, han blev dog selv siddende med de fire poser i sit skød. Orcus var lidt i tvivl om hvor meget tid hun skulle bruge på at skifte tøj, så han kunne lige så godt sidde godt imens, at hun fandt det rette outfit frem.

Smilet var som klistret fast på hans læber, som hun gengældte kindkysset. Han drejede dog hovedet let for at møde hendes læber ganske kort. Før at han lod hende gå.. Eller klæde sig af foran ham. Orcus bed sig i underlæben, som han ikke rigtig kunne få sig selv til at kigge væk. Det virkede anelse dum, men han sad lidt som lammet, som hun trak kjolen over hovedet og let smed den fra sig på sofaen. Han skævede kort til det tynde stof, før at blikket fulgte hendes bevægelser imod spisebordet. Orcus fulgte roligt med, som kjolen gled ned over hendes krop og dækkede hendes krop i noget tætsiddende stof. Hun vidste lige præcis, hvordan hun skulle klæde sig. Han måtte dog ryste på hovedet, som hun vendte retur til ham og hastigt rejste sig op for at bevæge sig hen til den nærmeste dør.. Det var dog ikke hoveddøren. I farten fik han grebet kappen, hun havde været så flink at hente til ham. ”Du må godt låne min” svarede han med et høfligt smil på læben, før at han rodede kappen igennem efter sine nøgle og rakte den til hende. Bundtet af nøgler var stort og nøglerne var alle forskellige, som han fandt den rette og satte ind i nøglehullet. Han koncentrerede sig om derhjemme og drejede nøglen rundt. Døren sagde klik og den gik op. Der kom en lettere køligt luft fra døren, som han rakte hånden imod hende, imens at han holdt døren åben med den ene fod. Nøglen havde han for længst fjernet fra nøgle hullet igen.


//Fortsættes i dødens kløft.